Finally we meet

[Jarniqa Dynithril]

@jessabelle

Behændigt svingede Jarniqa det store sværd, så dets skarpe klinge lavede et dybt snit i træets barke. Hvem der havde eget dette sværd, inden det var kommet i hendes hænder, vidste hun ikke, men ligegyldigt kunne det også være. Det eneste hun vidste var, at det havde tilhørt en dvasiansk soldat, at klingen var skarp, og at sværdet vægtede godt i hendes hånd. At det var brugbart for hende var også det eneste, som betød noget. To hurtige skridt parerede hun tilbage, inden hun søgte en anelse ned i knæ og stak klingens spids frem! Det var ikke før, at hun havde trukket sværdet her ud af Damiens lår, at hun før havde stået med et sværd i hånden. Forholdsvist lærenem var hun dog, som hun altid havde haft en dolk og derfor kendte til selve bevægelserne. Det eneste hun derfor skulle vænne sig til, var størrelsen og vægten på sværdet. Det var nemlig trygt til at sige, at sværdet både var bredere, længere og tungere end den dolk, som hun altid selv havde haft. Igen rettede hun sig op, hvor hun nu greb om skæftet med begge sine hænder, inden hun hævede sværdet op over hovedet, drejede en halv omgang, og flænsede sidelæns med sværdet igen. Nyttig kunne træningen vise sig at være for hende, som de levede i mørke tider. Dvasias havde nemlig henlagt hendes hjemland i mørke, hvor hun nu følte, at det blandt andet var op til hende at kræve det igen. Derfor var det en noget dyster og farlig vej, som hun havde lagt sig, og derfor var det ej heller en skam, hvis hun var i stand til at bevilge et sværd. Det var i hvert fald hendes tanke med det hele. Selv ønskede hun nemlig både at besværliggøre dvasianernes ophold i Manjarno, samt drage til Dvasias og gøre ved dem, som de havde gjort ved Manjarno.

[Deleted]

Hvad der var sket i Manjarno havde været forfærdeligt. Jessabelle havde ikke være i byen da den blev angrebet og hun havde været ud af stand til at gøre noget som helst. Da hun endelig var nået hjem lå Neutranium i ruiner og Manjarno var en del af Dvasias. Den var en ulækker tanke. Hun hadede Dvasias, tanken om at mørket havde overtaget så meget var hende næsten sygelig! Hun sukkede stille mens hun begav sig vej gennem skoven i Procias. Hvorfor hun havde søgt hertil anede hun ikke. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv i denne tid. Med Dvasias så langt fremme i skoen så ville det blive svært at gøre noget ved dem alene. Hun skulle bruge folk, venner som kunne hjælpe men hvor skulle man lige finde det? Måske hun blot skulle gå op til den Procianske konge og love hendes hjælp hvis Dvasias kom efter lyset? Hun havde hørt rygter om en modstandsgruppe som var begyndt at slå sine rødder og at der skulle være nogen af dem i Procias. Måske hun skulle slutte sig til dem? Tankerne var mange, rigtig mange. Et stille suk undslap hendes læber mens hun blot fortsatte sin gang og tænkte videre. Der gik dog ikke længe før hun måtte stoppe op. Lyden af en som svag et sværd nåede hendes øre. Der var altså folk der ikke havde givet op? De fleste fra Manjarno havde opgivet lidt efter de var flygtet fra deres hjem. Hun fulgte lyden med fornyet interesse og nåede til et sted så trænerne åbnede sig en smule. En ung pige stod med et sværd i hånden og trænede. Et lille smil bredte sig på Jessabelles læber og hun stoppede blot op og lænede sig mod et træ med blikket hvilende på pigen. Det var rart at se en træne til en forandring. Hun ønskede ikke at afbryde da det kunne ende galt for pigen hvis hun blev uopmærksom for en stund med sådan en skarp klinge i hænderne. Hovedet søgte let på sned som hun stod der. Træning var vigtig i disse tider.

[Jarniqa Dynithril]

I sin egen verden måtte Jarniqa stå, alt imens hun svingede det tunge sværd. Nødvendigt var det dog også, som koncentrationen var vigtig for hendes træning. Hun var trods alt nødt til at fordybe sig i den, hvis hun agtede at mestre sværdkunsten, og det gjorde hun! Hvis hendes magi skulle vise sig at fejle, og en modstander formåede at komme hende på nært hold, var det nemlig ingen skade, at hun kunne finde ud af at svinge et sværd. Desuden.. Jo flere redskaber hun kunne benytte sig af, jo stærkere stod hun. Selv havde hun nemlig både magien, de mørkelviske kræfter, buekunsten, dolkkunsten og nu også sværdkunsten. Ringe lød det bestemt ikke i hendes ører, skønt nogen af delene bestemt skulle finpudses! Det var dog også, hvad træningen var til for. Igen drejede hun omkring med et hug med sværdet, og som det skete, fangede hun et glimt af skikkelse blandt trænerne. Et svagt smil passerede de lyserøde læber. Skræmt blev hun ej, som personen for det første ikke var kommet hende nærmere, og for det andet, havde hun indtil nu ikke haft nogen at frygte indenfor Procias’ mure. ”Sniger du dig altid ind på folk?” lød det kækt fra hende, uden at hun holdt igen med sin træning. Behændigt trådte hun nemlig til siden, alt imens hun dukkede hovedet i en flydende bevægelse, som om hun undveg en usynlig modstander. Let og umådelig yndig måtte hun være til fods, hvilket nærmest virkede forkert med tanke på, hvad hun egentligt lavede. Dette måtte dog skyldes hendes mørkelviske blod, som det gjorde hendes adræt og yndig at se på. Igen vendte hun fronten mod det store træ, som hun let snittede i. Selv gjorde hun sit bedste for ikke at skære for dybt eller forkert, da hun ej ønskede at skade klingen. Let ville hun nemlig ej have ved at finde en ny.

[Deleted]

Jessabelle fandt kvinden foran sig umådelig interessant. Ikke nok med at hun trænede så var hun også ekstremt fokuseret. Jessi fornemmede både lys og mørke i pigen så hun gik ud fra at hun var fra Manjarno men hun kunne ikke være sikker. Så mange forfærdelige ting var hændt i det land på det sidste at Jessi slet ikke kunne følge med længere. Dvasias kongelige rådgiver havde overtaget Manjarno og landet så ud til at ligge i Kaos. Der var tale om at Dvasias havde set deres blik mod Procias. Lyset kunne ikke falde til mørket. Det kunne bare ikke ske! At hun blev bemærket fik hende blot til at smile. Kvindens ord lød men hun stoppede ej træningen. Dedikeret. "Jeg ville ej kalde det at snige. Jeg ønskede bare ikke at forstrække dig. I træning med skarpe objekter skal man jo fokusere" pointerede hun roligt og lagde armene over kors. Hendes blik hvilede på kvinden som hun trænede videre. Hun var ret god, øvelse gjorde jo mester et sted. De yndefulde bevægelser fortalte hende med stor sandsynlighed at kvinden havde en af elverracerne i sig. "Du er dygtig må jeg indrømme. Har du trænet længe?" Nysgerrighedden var at finde i hendes toneleje. Det var virkelig ikke ofte at hun stødte på så unge individer som var så dedikeret i deres træning. Det var da altid noget at se at hele verdenen ikke var gået i hundende. Jessabelle vendte blikket kort over skulderen med blikket vendt i retning af Manjarno. At være her i det lyse land gav hende altid en dårlig fornemmelse i kroppen. Måske det skyldes hendes dæmoniske racer, hun vidste det ikke men hun vidste at hun nok ikke ville blive alt for længe. Blikket gled roligt tilbage på kvinden. En kvinde som trænede på denne måde var en kvinde med en plan. Spørgsmålet var hvad hendes plan var. Det fangede hendes interesse så derfor blev hun roligt stående.

[Jarniqa Dynithril]

Ret havde denne kvinde, og derfor kunne Jarniqa ikke meget andet end at smile over hendes ord. Koncentrationen var nemlig altafgørende, når man trænede, og når man stod med noget skarpt i hånden. Skræmmende let var det nemlig at lave fejl, og det var fejl, som hun ikke agtede at gøre sig. ”Jeg sætter pris på din bekymring.. Personligt vil jeg også foretrække at have alle mine dele intakt bare lidt endnu,” kommenterede hun kækt. Et sidste sving lavede hun med sværdet mod sin usynlige modstander, inden hun behersket lod sin hånd synke ned. Varm følte hun sig i sine grønne klæder, og med sin lettere heftige hjertebanken. Træning havde det ganske vidst været, men alligevel havde hun givet den alt, hvad hun kunne. Et par dybe indåndinger tog hun, inden hun for første gang vendte sin front mod den fremmede kvinde. Nysgerrigt faldt de smaragdgrønne øjne på den kvindelige skikkelse. Ej var det en, som hun kendte, men ej heller kunne hun sige, at hun havde kendskab til nogen her i Procias. Fremmed måtte landet nemlig være for hende, som det var hendes første visit over grænsen. Glædeligt trak hun på smilebåndet over kvindens kompliment. ”Ej kan jeg tage æren for flere års træning, som det nærmere må være for et par gange,” svarede hun ærligt. Hvorfor lyve? ..og særligt nu hvor, at kvinden her rent faktisk havde rost hende. Stolt måtte det også gøre hende, som hun oprigtigt først lige havde påbegyndt sin træning. Ihærdig var hun dog, hvilket også måtte være opskriften på hendes succes. En ung sjæl med en plan var hun nemlig. En ganske stor plan endda, som uden tvivl ville kræve alt, hvad hun havde. Især fordi, at hun ingen træning havde i krigsførelse eller sabotage, som denne modstandsbevægelse måtte være hendes første.

[Deleted]

Det kunne virkelig være farligt hvis man ikke fokuserede på hvad man lavede når man havde noget så skarpt i hånden. Jessie havde dog aldrig rigtig trænet med våben som sådan selvom hun sagtens kunne bruge dem. Hun var meget bedre til nærkamp efter som hendes race primært var jord dæmon. Hun elskede at slås og det at kunne smadre en mur med de bare næver, det gjorde det kun bedre i hendes øjne. Hun havde da også brugt disse evner flittigt sidste gang hun havde været på besøg i Dvasias. Hun havde smadret slottet og hun havde fået Mattheus til at opgive tronen til sin mor. Selvom dette ikke havde været en del af planen og selvom Jaqia var langt værre end Mattheus så var det stadig en behagelig tanke at prinsen var hunderæd for hende. "Forståeligt nok. Det er absolut meget lettere at slås hvis man har alle sine dele intakt" medgav hun roligt. Det var tydeligt at denne kvinde virkelig ville noget med denne træning. Hun kæmpede og trænede. Måske hun ville støtte op om Procias? På sin færd igennem landet siden hun kom over grænsen havde hun mødt mange folk fra Manjarno der overvejede at slutte sig til Procianerne i kampen mod Dvasias. Måske denne unge kvinde havde samme planer? "Du gør det godt hvis du ikke har trænet så længe. Det må jeg erkende." Hun mente det. Hvorfor skulle hun lyve. Den unge kvinde gjorde det forbandet godt taget i betragtning af hvor få gange hun egentlig havde stået med et sværd i hånden. Et sted beviste det jo også bare at denne kvinde virkelig ville frem, hun havde et mål i tankerne som hun gerne ville nå og det i sig selv var virkelig ekspetionelt i denne tid hvor de fleste mennesker faktisk sad og ingen håb havde. Jessie rettede sig en smule op af træet og strakte sig en gang. Hendes blik hvilede fortsat på kvinden med et lille smil. "Er du ligeså en flygtning fra Manjarno? Eller er du blot en Procianer som ej træner ved deres træningsdukker?" Nysgerrig var hun da. Især fordi det var længe siden at hun havde mødt en person som var så viljestærk som den kvinde foran hende. Det var virkelig noget som hun måtte beundre.

[Jarniqa Dynithril]

”Der er desuden alt for mange dele, som allerede er røget af de forkerte personer,” sagde Jarniqa ærligt, samt det mere alvorligt. Ganske vidst havde nogle dvasianere mistet livet, men ej havde der hændt dem, som hvad der havde hændt manjanerne. Det i sig selv var også noget af det, som hun ønskede at lave om på! Hun ønskede nemlig, at Dvasias skulle miste, ligesom Manjarno havde mistet. Dog krævede det, at hun kunne samle nok, og ikke bare samle hvem som helst, men folk som også kunne gøre en forskel. Stolt trak hun på smilebåndet, som andet ganske enkelt var umuligt. ”Jeg takker for din kompliment.. Desværre er træning gået hen og blevet en nødvendighed, hvis man ønsker at overleve. Dog vil jeg ej heller sige, at våben nogensinde har været fuldkomment ukendt for mig,” lød det fra hende, som hun fra tidligere havde erfaring med buen og dolken. Derfor kunne man ikke just sige, at hun nogensinde havde været en simpel svagelig kvinde.. Det havde dog ej heller været muligt for hende, som hun livsstilsmæssigt aldrig havde haft gode forhold. Glad havde hun ganske vidst altid været, men det var ikke ens betydning med, at hun nogensinde havde haft de storslåede midler. ”Jeg vil hverken beskrive mig som flygtning eller procianer,” svarede hun sandfærdigt, som det også måtte være tilfældet. Manjaner var hun nemlig, og en stolt en af slagsen endda! Derfor var hun ej heller i Procias for sikkerhedens skyld, men derimod for hjælpens skyld. Ej ønskede hun nemlig at støtte Procias’ soldater, som hun derimod ønskede at samle de forskellige lande, som var imod Dvasias. Hun ønskede nemlig, at der allerede nu blev gjort noget ved mørkets land. Bedre var det også at gøre nu, end når de fik mere magt eller mere styr på tropperne. Nysgerrigt hvilede de smaragdgrønne øjne på kvinden foran hende. ”Men fortæl mig dit ærinde her i Procias..,” opfordrede hun nysgerrigt. Selv ønskede hun også at vide, om denne kvinde var til at stole på, så hun kunne give hende den fulde sandhed.

[Deleted]

Jessie havde ikke været i Ityrial den dag angrebet fandt sted. Hun havde været langt væk og havde ikke kunnet nå tilbage. Hun havde virkelig ønsket at hjælpe landet og sørget for at holde mørket ude men intet havde hun kunnet gøre. Hun nikkede roligt til kvindens ord. Mange lemmer var blevet mistet af gode folk som ikke længere kunne klare sig selv. Selve landet havde mistet en del ved overtagelsen. Tanken var skræmmende og forfærdelig. "Du har ret. Desværre så er det det som sker i krig." Hun sukkede stille og vendte blikket mod himlen. Kampen om Manjarno havde dog ikke været en krig så meget som en nedslagtning. Der havde ikke været mange folk tilbage på slottet efter den gift som havde bredt sig i vandet. Det havde været en forfærdelig tid efter Denjarna var forsvundet. Det var en trist tanke. "Det er tydeligt at det ej er dig en ukendt ting at have et våben i hånden. Det er synd at det er en nødvendighed for sådan en ung sjæl at bære våben på denne måde men du har ret. For tiden er det en nødvendighed" sagde hun roligt og kørte hånden igennem det blonde hår. Hvad denne kvinde ønskede sig her i Procias var endnu Jessie utrolig ukendt. I denne tid var det ikke normalt at stole på fremmede, heller ikke i et land som Procias. Selv Procianerne var skeptiske og man vidste aldrig om der var spioner iblandt dem. Kvinden var ikke Pocianer eller flygtning men ej troede Jessie at hun var spion. Smilet forblev på Jessies læber ved hendes spørgsmål. Hun følte sig ikke truet af denne unge kvinde så måske hun skulle sige det? Hovedet søgte let på sned. "Mit ærinde i Procias er anderledes end mange andres. Jeg har hørt interessante rygter om en modstandsbevægelse skulle have slået sine rødder og eftersigende skulle der være nogen af dem her i landet." Hun var ærlig, hvorfor ikke? Som sagt følte hun sig ikke truet af denne kvinde og måske vidste hun noget. Der var en chance for at hun gjorde og den ville Jessie hellere end gerne tage. Skulle dette slå fejl så var hun da sikker på at hun nok skulle slippe levende fra dette.

[Jarniqa Dynithril]

Krig havde Jarniqa aldrig oplevet før.. ikke før nu. Ej var hun nogen soldat, ligesom hun ej heller var blevet vejledt til at lede en flok, men alligevel var det, hvad hun gjorde. Hun havde blot formået at finde modet til at gøre al det i nødens stund. Selvlært var hun i kampens kunst, som hun selv havde lært at jage med bue og bil, forsvarere sig med en dolk, og nu også kæmpe med et sværd. At lede var hun et sted født til, men aldrig var hun blevet lært i dette, og derfor var den del blot kommet i takt med hendes vision. Sværdet endte hun med at føre tilbage i bæltet igen, som det ej lignede, at det ville være træning hun gjorde sig i i de følgende par minutter. ”Jeg er gammel og dygtig nok til at føre et våben.. Skammen er derimod ikke for mig, men derimod for alle, da det er alles ro som er blevet spoleret med Dvasias’ indgriben. Selv vil jeg også vove at påstå, at jeg er en af de mere heldige i denne mørke seance. Der er nemlig dem, som enten ikke føler, at de kan gøre noget eller dem, som reelt set ikke kan noget. Til gengæld er der også dem, som kan og gør noget reelt,” sagde hun sigende. Synd var det måske for hende, men værre var det for dem, som var blevet taget af de dvasianske styrker, dem som ikke længere turde forlade sin hoveddør, og dem som komplet var blevet drevet fra sit eget land. Dem var hun dog ikke en del af, som hun ej var blevet fanget, samt turde bevæge sig ud i gaderne og gøre en forskel, og endvidere drage til Procias for ej at skjule sig, men for at finde flere allierede. Det var muligvis ikke at gøre noget aktivt imod Dvasias lige nu og her, men på den lange bane … hvis det lykkedes hende, så ville de stå det stærkere! Opmærksomt endte hendes smaragdgrønne øjne med at betragte kvinden. Hun søgte modstandsbevægelsen? Hun søgte hende? ”Du er villig til at blive en del af modstandsbevægelsen, og hjælpe dem mod Dvasias’ tyranni? Hvor kommer du fra, og hvad kan du bidrage bevægelsen med?” endte hun nysgerrigt med at spørge. Nysgerrig var hun, skønt der ikke var de store krav for at blive en del af Resistentia. Adgangsbilletten var nemlig blot, at man ønskede Dvasias’ borte af Manjarno, og gerne med renter.

[Deleted]

Jessabelle havde i sin tid været vidne til en enkelt krig eller to og hun kunne ikke lide det. Hun var god til at slås, dygtig til at slå fra sig og kæmpe for det hun troede på og holdt af. Hun havde det skidt med at hun ikke kunne kæmpe for Manjarno denne gang. Ønsket om at slå mørket tilbage var et som hvilede så dybt i hende. Dvasias skulle ned med nakken, landet skulle udryddes eller i det mindste bare skubbes tilbage. De var blevet for store, for grådige. At denne kvinde foran hende var ingen ringere end dem tidligere dronnings datter anede Jessabelle intet om men hun følte at denne unge kvinde faktisk havde noget mellem ørene og det kunne hun rigtig godt lide at se. "Du er heldig i den forstand. Jeg må indrømme at det ikke er ofte man finder et så ungt individ som ikke blot tænker på sig selv men også alle andre. Dvasias' frembrusen i Manjarno rev mange folk ud af deres hjem og deres rolige tilværelse. Det gør mig ondt at de ikke kan leve i fred" sagde hun roligt og tænksomt. At denne kvinde faktisk var den hun søgte tænkte hun ikke over. Et så ungt individ der var leder af noget så stort ... Det var næsten en sjov tanke. Kvinden virkede dog interesseret i hendes ord og hun smilede roligt mens hun lyttede. Jessabelle søgte modstandsbevægelsen og søgte at hjælpe dem. "Hvor jeg kommer fra? Jeg er født og opvokset i Dvasias men er ej tilhænger af mørket. Allerede i en ung alder søgte jeg dog derfra. Jeg har altid haft det dårligt med mørket og med Dvasias og dets kongehus. Det har aldrig tiltalt mig det mindste" startede hun roligt med at forklare. Hun havde ingen grund til at tro at denne kvinde ville hende ondt så hun havde ingen grund til at skjule hendes intentioner. "Personligt er kamp ej ukendt for mig. Dog er jeg ikke en person som bruger våben som dig. Jeg er blandt andet jord dæmon og den enorme styrke har kommet mig til gode. Jeg ved ej om dette event har været mens du har levet eller om det var før men jeg var den som ødelage Castle of Darkness for år tilbage. Så vidt jeg ved er der stadig en stor pris på mit hoved." Det var et ting hun var stolt af. Hun havde følt sig glad efter hun havde gjort det, følt sig levende på en måde. Bare synd det ikke havde taget den lang tid at bygge skidtet op igen.

[Jarniqa Dynithril]

Selvom Jarniqa blot fulgte sit hjerte, måtte hun alligevel se sig stolt over kvindens ord. Selv var hun trods alt i en alder, hvor man endnu længtes efter anerkendelse, og anerkendelse var det bestemt, når denne fremmede person roste hende for at tænke længere end til sin egen snude. Selv gjorde hun ej heller forbi, at hun havde kongeligt, rådigiver eller lederblod i sig, men derimod fordi at hun blot fandt det rigtigt. Manjarno havde trods alt været hendes hjem, og derfor agtede hun at værne om det! Det var i hvert fald i det henseende, at hun trænede, som hun gjorde. Ganske vidst havde hun altid kunnet befærde sig med en dolk og en bue, men aldrig havde hun gjort det så intenst, som hun gjorde nu. ”En skam er det, at det ej er alle manjanere, som har denne nationalitetsfølelse. Det er trods alt deres hjem, som er blevet dem frarøvet, og hvis ikke ens hjem er værd at kæmpe for, hvad er så værd at kæmpe for? Det omhandler trods alt essensen af vores liv,” sagde hun roligt, skønt hendes ord måtte være bestemt. Ja, hun var selv manjaner, men det var vel også til at gætte? Nysgerrigt søgte hendes hoved en kende på sned, som kvinden talte.. Kvinden kom fra Dvasias, men ej støttede hun det.. Ganske interessant. ”Det er ej ofte, at man ser folk vende sit hjemland ryggen på den måde, som De har gjort,” kommenterede hun nysgerrigt. Det var jo uden tvivl interessant! Interessen for kvinden måtte også kun vokse, som hun fortsatte sin fortælling. Hun havde ødelagt Castle of Darkness? Et lille smil spandt frem på hendes lyserøde læber.. Se, det var information, som hun kunne bruge til noget! Det, samt kvindens styrke og lyst! ”Hvad ville De sige til at gøre det igen? Ej kan jeg sige, at det er noget, som jeg har hørt nærmere om, men en skam er det faktum uden tvivl.. Af, hvad jeg ved, står slottet nemlig igen og helst ser jeg, at det ligger i gruset.. Det og resten af byen, hvis det kan være så vel,” sagde hun ærligt.

[Deleted]

Jessabelle mente hvert et ord hun sagde. Det var virkelig rart at se en som ikke kun tænkte på sig selv men også på andre. Det var ikke ofte at man fandt folk der var i stand til at se det store billet og det var yderst forfriskende. Hun nikkede roligt ved den unge kvindes ord. "Det er en skam at ikke alle ønsker at gribe til våben og kæmpe for vores land. Det er virkelig synd at folk vælger at sætte sig ned at have ondt af dem selv. Bevares, vi er blevet drevet fra hus og hjem af mørket, det har ført os til lyset hvor vi heller ikke har hjemme. Dog ønsker jeg ikke at klandre den for det. Mange af dem vælger at sætte sig ned fordi de frygter at miste dem de har kært. Frygt er et meget magtfuldt middel, det må vi ej glemme" pointerede hun roligt. Jo hun så da helst at alle som en rejste sig fra støvet, greb våben og gik til kamp mod Dvasias men hun vidste også at dette var urealistisk. Sandt at sige så var der nok meget få mennesker som turde rejse sig mod sådan en magt som Dvasias. Det var en skam. Smilet bredte sig på Jessies læber da denne kvinde kommenterede hendes hjemland. Jo, hun var da Dvasiasner men det var ikke ens betydning med at hun delte deres holdninger. "Du har ret. Det er ikke ofte at det forkommer og dog så har jeg aldrig følt en tilknytning til mørket. Jeg har altid fundet at det giver en bedre smag i munden at bekæmpe dem." Hvorfor lyve? Hun havde altid hadet det Dvasianske kongehus og aldrig ønsket at være en del af landet. Det hele passede hende bare bedre i Manjarno som nu var væk. Tanken var decideret fustrerende. Hånden kørte hun igennem det blonde hår mens hun lyttede til kvindens forslag? Slottet stod igen og hun ønskede absolut at smadre det igen. Smilet bredte sig på hendes læber og blikket hvilede roligt på kinden. "Jeg fornemmer at du ved hvad det er jeg søger, frøken ....?" spurgte hun roligt. At få kvindens navn ville da være et godt sted at starte. Hun ville nøde at bruge sine evner på at sænke Dvasias ned i gruset!

[Jarniqa Dynithril]

Frygt var uden tvivl et stærkt våben. Det havde Jarniqa også først sandet i disse mørke tider. Det var trods alt først nu, at hun havde set denne side af livet. Ganske vidst havde hun ikke haft et stille liv, som hun altid havde været på kanten af loven, men alligevel kunne hun ikke just sige, at hun nogensinde havde oplevet dette før! Forfærdeligt var det.. Ganske forfærdeligt. ”Aldrig før har jeg set folk på denne måde, og forfærdeligt er det. Selv forstår jeg godt, hvorfor de er bange, men deres frygter hjælper dog ikke nogen. Frygten vil muligvis holde dem i live, men på hvilken bekostning? De har trods alt stadig mistet alt, hvad de havde kært. For mit vedkommende er det i hvert fald ikke det værd,” sagde hun ligeud. Det var trods alt også af den årsag, at hun havde valgt at starte en hel modstandsbevægelse. Der var trods alt også nogen manjanere, som delte hendes opfattelse af tingene. Det var ganske vidst ikke halvdelen af befolkningen, men alligevel var der en god del. ”Ej kan jeg sige, at jeg kunne finde på at bekæmpe mit eget hjemland, men at du bekæmper dit … det kan jeg derimod godt forholde mig til,” kommenterede hun roligt. Ja, hun forstod det udelukket fordi, at kvinden her stammede fra Dvasias, og da det var et land, som hun ønskede sig meget meget fjernt. Det at vide, at kvinden her direkte havde angrebet Castle of Darkness, måtte derfor også kun fryde hende! Ja, hun kunne endda sagtens også vove og sige, at hun ønskede at se det ske igen. Selv ønskede hun nemlig at se mørkets land lide, ligesom Manjarno havde lidt. Hun rankede sig en anelse op. ”Mit navn er Emerald, og tillad mig at sige det, men jeg tror, at det er mig som du søger,” endte hun ærligt med at svare med et sigende smil på læben.

[Deleted]

Frygt var et de stærkeste våben i denne verden. Hvis man gik ind og satte frygten i gang hos folk kunne man næsten få dem til hvad som helst. Næsten alle havde noget som de frygtede allermest i denne verden og hvis man fandt denne svaghed så kunne man bruge den imod dem. Mørket havde altid været en stor kilde til frygt. Ikke mange forstod sig på at bekæmpe den og dog så var der nogle stykker som hende selv og tydeligt denne unge kvinde som ikke var bange for at give los og bekæmpe mørket. Smilet hvilede roligt på Jessabelles læber som kvinden snakkede. "Jeg ville heller ikke kunne sidde stille og ikke gøre noget. Dog er det ej mange som er i stand til at se frygten i øjnene og løbe hovedkulds mod den. Dem af os som er i stand til det må derfor hjælpe de andre til at indse at frygten kun er et lille bump i vejen og ej en afgrund som de står overfor" endte hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun havde forsaget Dvasias og det Dvasianske kongehus. Lande og grænser sagde hende faktisk ikke ret meget. Hun var loyal og tro mod sig selv og dem som fortjente det. Så var det ligegyldigt om de havde en krone på hovedet eller ej. "Lande, konger, dronninger ... For mig har dette ingen betydning og aldrig haft det. Jeg ønsker kun at give min loyalitet til dem som fortjener det. I Manjarno følte jeg mig hjemme, derfra ønsket om at beskytte landet." Hun var ærlig. Hun var virkelig noget så ligeglad med alt det formelle. Blot hun kunne leve i frem for mørket så ville hun være tilfreds og dog så var dette ikke tilfældet. Det var virkelig en irriterende tanke at Dvasias altid skulle mase sig på og komme på tværs! At denne kvinde sagde at det var hende Jessabelle søgte fik et smil frem på hendes læber. Hun rettede sig en smule mere op og lagde armene over kors mens hun næsten tog mål af den unge kvinde. Emerald? Dæk navn. Kløgtigt. Meget køgtigt. "Du kan kalde mig for Goldie. Hvis du i sandhed er den jeg søger så må jeg indrømme at jeg er heldig. jeg har ej været i Procias længe i min søgen" pointerede hun roligt.

[Jarniqa Dynithril]

”Lettere sagt end gjort, må det dog være. Folk ved, at der er dem, som kæmper imod. Der er tilmed også de folk, som hepper på dem. Dog er det sidste skjult, og derfor nytter det ej meget. Opvejende er det uden tvivl, at man ved, at der er dem som holder med en. Ligegyldigt er det dog mere eller mindre, hvis de heppende ej tør gøre den egentlige indsats. Det er som at sige, at man gør det i morgen, men at det aldrig sker,” endte Jarniqa med at sige. Selv kendte hun til problemet med at få folk overtalt. Dybt frustrerende var det at vide, da hun tvivlede på, at det overhovedet var over halvdelen af befolkningen, som egentligt var tilfreds med det nye dvasianske styre. De smaragdgrønne øjne hvilede på kvinden foran hende. Sikker virkede den kvinde, som det syntes, at hun havde sine værdier på plads. En egenskab, som hun uden tvivl kunne benytte i Resistentia! Selv havde hun nemlig brug for alle de viljefaste personer, som hun overhovedet kunne få! ”Født i Dvasias er du måske, men det at du har valgt Manjarno siger nok. Ej kan man gøre for, hvor man er født, samt under hvilke forudsætninger. Dog beslutter man selv, hvor man ønsker at ende, som man ene og alene er med til at træffe de valg, som man tager,” sagde hun i en rolig tone. Hvornår var hun dog begyndt at tale således? Hun vidste det snart ikke længere, som det bestemt ikke havde været hende for en måned tilbage! Var det mon generne, eller var det fordi, at hun blot havde fundet en sag, som hun troede på? Let gled smilet over de lyserøde læber. ”En glæde at møde dig, Goldie,” sagde hun ærligt. Goldie.. Utvivlsomt et dæknavn, ligesom hendes eget. ”At du ej behøvede at søge længe, er blot til vor fordel. Det er på tide, at heldet tilsmiler os bare en smule.”