Visit from the past

[Deleted]

Tilfreds brummede Isiah en smule, mens han nød hendes nærvær. Det var sådan han fortrak det, men nogle gange, måtte han holde hende i kort snor, for at hun ikke skulle miste sig selv, og den styrke som lå i hendes blod. Trods alt var hun den eneste, som han havde tilbage, og han ville hellere dø, end at se hende forsvinde til sig selv eller en anden.
Sådan sad de lidt. Far og datter, arm i arm. To flammer, der til sammen gav et bål. Vinden ruskede udenfor, men det rørte ikke de to, som kunne holde sig selv og hinanden varme.
Først efter et langt stykke tid, drog Isiah et dybt suk.
”Jeg er nødt til at tage tilbage til byen, og finde en kro, hvor jeg kan overnatte,” mumlede han med et tonefald, der tydeligt understregede hans modvilje for at forlade sin datter. Dog var han ikke selv helt ung længere, og der var breve, som skulle skrives til hans kontakter i Atterlin.
”Jeg kommer ikke til at være længere væk, end du kan sende bud efter mig, eller selv besøge mig, hvis du skulle savne din gamle far,” fortalte han, og smilede varmt ned til hende. ”Hvis dine muskler bliver ømme, så kan jeg altid massere dem, hvis du har brug for det.”
Han sænkede sig ned mod hende, og kyssede hende på mundvigen. Hendes læber var så varme og bløde. For ham var de som opvarmet vin. Søde. Et let suk forlod hans læber mod hendes mundvig, mens øjnene var lukket salige i, inden at han endelig fik sig rejst fra sengen.
Han trak kappen tættere omkring sig, nu hvor han skulle til at ud i stormen. En sidste gang kiggede han over på sin datter, inden at han nikkede til hende som afsked, og så forlod hendes telt. Teltdugen blafrede efter ham.

//out

[Noelle Jaceluck]

Somme tider var det svært for hende at bedømme hvornår hun overhovedet kunne tillade sig at være tæt på ham, men dette var en af de øjeblikke. Hun lukkede øjnene, nød nærværet og hans varme mens de begge kunne høre det suse ude foran. Der var larm, soldater der gik, snakkede og råbte gennem vinden for at gøre sig forståelig.
Der var farligt herude, ellers havde hun tilbudt ham en plads. ”Jeg vil anbefale dig kroen i Rimshia centrum. Fortæl dem at jeg sendte dig, og jeg lover at du vil få byens bedste behandling,” hun slap ham roligt uden at flytte sig fra sengen. I stedet vendte hun sig lidt, så hun sad med fronten til ham. En lille del af hende var altid lettet når han tog væk, mens en anden del af hende havde lyst til at holde ham der.
”Jeg vil se til dig ved en given lejlighed, Fader. Tak fordi du kiggede forbi,” hun holdt vejret da han kyssede hendes mundvie, og lukkede øjnene lidt i. Trods en mindre kamp med sig selv, gengældte hun det lille kys og nikkede.
”Pas på dig selv,” bad hun da han rejste sig. Hun blev siddende og fulgte ham med blikket til han var ude af teltet, først der pustede hun ud og mærkede kroppen blive helt tung. Hans stramme greb ville give hende et par mærker, i morgen eller overmorgen, hun kunne mærke hvor øm hun var.
Rastløs, rejste hun sig og gik lidt meningsløst frem og tilbage før hun besluttede sig for at hjælpe til lejren i stedet for og ligeså forlod teltet.

//Out