Visit from the past

[Noelle Jaceluck]

@isiah
*****************************************

Slagmarken... stedet hvor intet slag havde stået i ugevis. Den procianske hær havde trukket sig blot dagen efter Manjarnos overtagelse, og stedet fungerede nu som base for den dvasianske hær, på Noelles beslutning. Der var ikke plads til det antal soldater de besad, på DeLoca, så hun havde gjort krav på at fortsætte arbejdet fra den lejr de havde haft i frygtelig mange år. I virkeligheden var det nok også nærmere et forsøg på at slippe væk fra Enrico, en undskyldning for ikke at være i nærheden af ham.
Vinden var hård til aften, hun kunne høre hvordan den rav i hendes telt og gav problemer mange steder rundt omkring. Mens mange forsøgte at forhindre større skader på baggrund af uvejret, havde hun søgt ly i det telt der var ment for hende.
Siddende på feltsengen , begravede hun hovedet i sine hænder. De slanke fingre forsvandt ind mellem de rødblonde lokker. Som sådan var hun kommet sig over sine skader, kroppen var endnu gul og blå men sårene var helet og hun var igen i stand til at hæve sit sværd. En soldat stak hovedet ind gennem åbningen og fangede hendes opmærksomhed. Han var gennemblødt. ”Den nordlige gruppe, er netop vendt tilbage med den familie der forsøgte at sætte ild til lejren sidste uge, Kaptajn. Hvad er deres ønske?” spurgte han.
Noelle så på ham med et hårdt blik og rejste sig. ”Henret dem og brænd deres lig,” bad hun kortfattet. Soldate nikkede og forsvandt igen, efterlod hende.
Hun gik hen til et mindre skrivebord hvor utallige tegninger og breve lå. Det var en hård tid de gik i møde, modstanden voksede sig større dag for dag, dette ville blive en ganske anden krig at kæmpe. Med en hånd i siden studerede hun disse og gned frustreret sin pande. Uvejret måtte ikke ødelægge for mange af deres forsyninger, det ville sløve de næste dages arbejde voldsomt!

[Deleted]

Hver eneste tændt bål han trådte forbi, oplyste hans ansigt med de flakkende flammer. Et stærkt, sammenbidt ansigt. Linjer af erfaring og bitterhed satte sig som permanente fure, der afslørede hans alder. Håret var tykt, og havde engang været brunt, men nu havde der sneget sig grå striber ind. Skridtene var faste, selvom stormen rev i ham. Lige meget hvor stærk, den ville blive, ville den aldrig kunne få ham til at slingre. Aldrig. Kappen piskede bag ham, mens de brune, stålfaste øjne vandrede over lejren. Ingen kunne møde hans blik. De fleste vidste hvem han var. Nogle bøjede endda hovedet for ham som tegn på respekt. Han nød den.

En soldat havde peget ham i retning mod hans datters telt. Som om han behøvede vejvisning. Han kunne mærke hendes brændende kerne, som var det solen selv. Så altfortærende at det kunne få hårene på hans arme til at rejse sig. Han elskede den glød. Den ild!

Uden at gøre opmærksom på sig selv, slog han teltdugen til side, så han kunne træde ind i teltet. Hans blik faldt med det samme på hans datters skikkelse, og han kunne ikke holde et smalt smil tilbage. Hun stod ved et lille skrivebord med ryggen til ham, og havde endnu ikke opdaget ham. Der var gået lang tid, siden at han havde set hende sidst. Kampe skulle udkæmpes, og trak hende ofte ud til slagmarkerne. Denne gang havde han dog opsøgt hende. Han havde hørt om hendes deltagelse i nedfaldet af Manjarno, samt omkring hvordan hende og den slatne idiot til Enrico, ikke længere var sammen. Det var nok grund til, at han ville se hende igen. Være der for hende. Sørge for hans hjertes stolthed, stadigvæk stod fast på sine ben.
Tålmodigt blev han stående ved indgangen til teltet, mens han betragtede hendes frustration.
"Du ligner én, som ikke har sovet i lang tid," sagde han endelig med sin dybe stemme, der enten kunne være skarp som et piskesmæld eller varm som et hyggeligt ildsted. Lige nu var den varm. Han havde savnet sin lille pige. Hans smil voksede en smule.

[Noelle Jaceluck]

Uvidende om aftenens gæst lod hun sig opsluge af de mange tanker. Nu hvor hun igen kunne stå på sine ben uden at føle uudholdelig jag af smerte, så havde hun druknet sig selv i arbejde, mere end vanligt hvis det overhovedet var muligt. Dette var i forsøget på at fortrænge det savn hun følte, et savn som hun ikke burde have udsat sig selv for, i den forstand at hendes far havde lært hende bedre end at lade en mand komme under huden på hende. Særligt en mand som Enrico, der formentlig aldrig havde holdt et våben i sine hænder.
Fingrene strøg frem og tilbage over hendes varme pande. Gløden var igen blusset til en flamme i hendes indre, hendes ilterhed.. den vilde sjæl, nu kunne hun give slip uden at skulle stå til regnskab overfor en anden.
Den velkendte stemme rev hende ud fra hendes tankestrøm og fik hende til at vende sig om. Det var år siden hun sidst havde set sin kære far, Atterlin var langt væk, når dette, slagmarken havde været hendes hjem i alt den tid. Den stærke hærfører der ikke tøvede med at hundse med gud og hver mand der ikke handlede efter hendes tanker, blev pludselig lille. Dette var manden der havde lært hende alt, hun skyldte ham sit liv og sin sjæl. "Fader," hilste hun og bukkede hovedet i dyb respekt. Trods Evan havde trænet hende en del i hendes ældre år og engang havde fungeret som hendes ledet, så nærede hun ikke samme respekt for ham, som hun gjorde for denne. "Disse tider tillader ikke søvn, Sir. Jeg er glad for at se Dem," sagde hun ærligt. En lille del af hende havde lyst til at søge en omfavnelse, og alligevel stod hun lidt tilbage med overvejelsen.

[Deleted]

Da hun vendte sig mod ham, så han kunne se hendes ansigt, kunne han ikke holde en lille latter tilbage. Overraskelsen i hendes ansigt, var alt for tilfredsstillende. Hun lignede en rigtig kriger. En leder. Sådan en man respektere og frygter samtidigt. Han mærkede stoltheden brænde i sit bryst. Det gjorde hende godt, at komme af med Enrico, som ikke havde gjort andet, end prøve at tæmme den vildskab, som hun var født med.

"Hvordan har du det? Jeg hørte omkring Enrico, og de skader du gjorde dig under kampen om Manjarno. Heldigvis ser jeg du er på benene igen. Intet kan holde min datter nede. Ikke engang en slapsvans som den forpulet rådgiver. Et held du slap af med ham. Du tog det rette valg, min kære," fortalte han hende alvorligt, så hun forstod, at han ærligt mente, hun havde gjort det rigtige. En skam hun ikke havde skåret halsen over på ham ovenikøbet, men man kunne jo ikke bede hende om alting.

Han bredte armene lidt ud til en omfavnelse. Savnet efter at mærke hende tæt på sig, gnavede i ham. Den lille pige, der engang havde kæmpet med at hæve et sværd, og nu kunne stå, som var det en forlængelse af hendes arm. Hun var ikke en pige mere, men en voksen kvinde, selvom det ville svært for ham, at se hende som andet.
"Skal du ikke hilse ordentligt på din far? Jeg har trods alt kommet langvejs fra bare for at se dig," sagde han, og åbnede sin varme favn for hende. En favn der kunne omslutte hele verden med de brede skuldre, og den stærke brystkasse.

[Noelle Jaceluck]

I dette vejr måtte turen fra Atterlin have været lang. Det forklarede hvorfor han igennem de sidste par dage, ej havde besvaret hendes breve. Et stik af smerte skar hende i brystet ved lyden af Enricos navn, men det lå alt sammen henlagt i skjul bag en stenhård facade. Hendes far havde aldrig elsket idéen om Enrico, først nu forstod hun hvorfor.
"Jeg har det glimrende. Heldigvis er jeg berriget med dygtige soldater der ville give sine højre arm for at sikre deres leder," hendes læber gled i et lidt skævt smil før det igen falmede. Disse soldater var altså Evan, men idéen var ganske god. "Jeg indså aldrig at du havde ret, far. At lade Enrico blive en del af mit liv var en fejl, jeg begår den ikke igen," lovede hun. Det overraskede hende næsten at han lod til at tilgive hende for det, men ethvert barn kunne blive vildledt.
"Hvad skylder jeg dit besøg? Er alt vel?" spurgte hun lidt tonløst. Overfor ham var der aldrig følelser at sporer, han var utilregnelig, men alt han gjorde var for hendes bedste, det troede hun på helt ind i hjertet. Måden han bredte sine arme, fik hende lidt tøvende til at gå ham i møde, for at slå armene omkring hans brede skikkelse. Hele hans væsen krævede respekt og frygt, det var den samme følelse som hun ihærdigt forsøgte at tillærer sig, alt for at blive som ham.
"Kan jeg byde dig på noget? Du må være sulten efter en lang rejse," påpegede hun roligt. Maden herude var ikke meget at prale af, men i det mindste kunne de alle blive mætte og klar til dagens kampe.

[Deleted]

De stærke arme lagde sig omkring Noelle's skikkelse, og trykkede hende ind mod ham. En stor pote af en hånd, tog hvile mod hendes baghoved, så han kunne mærke hendes kind mod sin brystkasse. Det var lang tid siden, han havde mærket hende sådan her, og han tog en dyb indånding, for at dufte hende igen. Hendes stærke krop var så varm.
"Enrico var en slapsvans, og jeg er blot glad for at du endelig så det. Han fortjente dig aldrig. Forhåbentligt har du lært noget af det. Hvis du endnu en kujon tager din side, så slår jeg ham personligt ihjel, forstået?" Han trak hovedet lidt tilbage, så han kunne kigge ned på hende. Der var ingen nåde eller spøg i hans blik. Han mente hvad han sagde. Stærke fingre lagde sig om hendes kæbe, og ruskede den fra side til side. "Jeg har opdraget dig til bedre. I det mindste svækkede du ikke familiens blod, ved at give ham et barn. For det skal jeg vel være taknemmelig."
Fingrene greb en smule hårdere omkring hendes kæbe, inden at han slap hende igen, og vandrede over til skrivebordet, for at studere de kort og tegninger, der lå spredt derover. På trods af hans umiddelbare ro, virkede han som et bål, der lige nu kun var gløder, men lige så nemt kunne springe op og blive grådige, vilde flammer, der ville fortære alt på sin vej. Det var noget ved den måde han gik på. Som om hver en bevægelse han gjorde, krævede kontrol, for at holde ilden inde.
"Jeg kom blot herover, for at se min datter? Er det nu forbudt?" spurgte han og hævede et øjenbryn mod hende. "Dine breve om Enrico og dine skader, gav mig grund til at finde herhen, og se om du stadigvæk kæmpede videre. Jeg ser heldigvis at det er tilfældet."
Han bankede ned i bordet med en let hånd, inden at han vandrede videre. Det var som at se et rovdyr i bur. "Jeg går ikke ud fra i har noget man kan varme sig på? Noget at drikke?"

[Noelle Jaceluck]

Noelle stod i hans favn men med stive muskler. Hun om nogen vidste hvor utilregnelig han var, og turde derfor heller aldrig overgive sig helt. Alting var en test med ham, en ny vurdering af hvor vidt hun endnu fortsatte med at bringe stolthed til deres navn, det havde altid været hendes største interesse. Hendes tomme blik stirrede hen på en tilfældig side af teltet der raslede under den stærke storm. ”Det er forstået, Sir. Skulle jeg begå en så alvorlig forseelse igen, så ville jeg næsten bede dig ofre mig i samme omgang,” svarede hun lidt tonløst. En kort tanke strejfede Enrico trods de aldrig ville blive andet end blot kollegaer og venner.
Ligesom ham, trak hun sig lidt og lod hans stærke fingre lægge sig på hendes kæbe. Måden han ruskede hende på gjorde ondt, men det var en let smerte i forhold til så meget andet.
”Du opdrog mig ej til at bærer børn, far. Du opdrog mig med et sværd i hånden, jeg har måske begået fejl, men aldrig ville jeg give mit liv op for barnegråd,” sagde hun hårdt. Det var en fornærmelse mod hende. Han havde lært hende bedre. Som han endelig slap, rettede hun sig op og ømmede sin kæbe med et par blide fingre. Der var ingen hemmeligheder for ham her, hun lod ham studere de mange tegninger og breve. ”Naturligvis ikke,” medgav hun lidt kortfattet. Hans glød var intimiderende og beundringsværdig på samme tid. Hun havde arvet hans vildskab.
Det gippede i hende da han slog i bordet, men hun gjorde ikke andet end at betragte ham. Uden ord, fandt hun en flaske frem fra en lille skuffe under bordet. ”Jeg har gemt denne til det rette tidspunkt. Tag endelig for dig,” hun rakte ham en flaske whiskey af oldgammel årgang, skænket til hende af Jaqia for hendes loyalitet.

[Deleted]

Et hårdt smil bredte sig på hans læber af hendes fornærmelse af hans ord, men han tog sig ikke videre af det. Hun kunne være lige så fornærmet, som hun ville være. Det var normalt, at der kom uønsket børn ud af et forhold, spørgsmålet var bare, om hun ville have modet til at fjerne det. Heldigvis ville det ikke være aktuelt nu. Forhåbentligt aldrig mere.

Han tog flasken fra hende, og satte sig på feltsengen. Så let som ingenting, hev han proppen af flasken. Man kunne høre stormen ruske udenfor, men herinde var der ly, og ikke nær så koldt, selvom vinden hylede igennem de små revner, der nu fandtes i et telt. Han kunne være ligeglad. Hans kappe og tøj holdte ham varm. Hvis ikke det var nok, så brændte hans indre, af en uslukkelig ild. Den var blot blevet større ved synet af Noelle, der stod med sit stenansigt.
Han studerede hende kritisk, mens han tog flasken op til munden, og tog et par store slurke. Den skarpe alkohol brændte ham hele vejen ned gennem halsen. En god følelse efter en lang rejse i det her vejr.
"Hvordan går det med skaderne?" spurgte han, og rakte hende flasken tilbage som en gestus, til at hun også skulle tage en slurk. Hun havde trods alt været med til at invadere Manjarno. Den respekt kunne han godt give hende. "Du skrev, de tvang dig til at blive i sengen et par dage. Enrico's svage medlidenhed velsagtens. Var det så slemt?"

Der skulle meget til før han accepterede at Noelle, skulle blive i sengen. Han krævede det bedste af sine børn, og Noelle mest. Hun var hans kronjuvel. En skat der skulle pudses, holdes ved lige og hærdes, så den forblev funklende og.... perfekt. Det skarpe blik gled over hendes skikkelse, som hun stod der foran ham.

[Noelle Jaceluck]

For sit eget bedste gjorde Noelle ikke mere ud af at vise sig fornærmet. I stedet trådte hun tættere på feltsengen med armene foldet hen over hendes fyldige barm og et hårdt udtryk. For en gangs skyld lod han til at være tilfreds med hende, men med ham var det aldrig til at vide.
Stilheden lagde sig, det gjorde blot vindens suse kraftigere. Først nu bemærkede hun at teltet var køligt. Efter skaderne havde hun udfordringer med at blusse på samme måde som hun plejede, i særdeleshed når energi slap op. ”Glimrende, de er mere eller mindre aftaget,” svarede hun og tog lidt tøvende imod flasken. Det ville være uklogt at takke nej. Hun førte den til sine læber og tog en større tår, der varmede hendes indre helt igennem. Hendes udtryk ændrede sig dog ikke, som en kvindes i en mands arbejde, så var alkohol en vant ting. Hun rakte flasken tilbage igen.
Diskret himlede hun med øjnene af ham, velvidende om hvad han gerne ville høre. ”Enricos empati var irrelevant. Jeg pådrog mig en hjernerystelse, samt nogle omfattende skader rundt omkring. Derudover havde jeg ikke.. næret mig i et stykke tid. Evan Strife gav den nødvendige hjælp, så jeg var hurtigere på benene,” fortalte hun. Evan kendte han jo, men om han ville acceptere at manden havde skænket hende hjælp, det.. vidste hun ikke rigtigt, det kom vidst an på dagen.
Hu bed sig i den bløde underlæbe og satte sig ned ved siden af ham i sengen. Hendes arme faldt slapt ned i skødet. ”Nok om mig. Fortæl mig hvad der sker omkring dig,” opfordrede hun lidt henkastet. Måske det kunne forhindre ham i at eksplodere, hvilket hun ville sætte ret stor pris på.

[Deleted]

Et øjenbryn hævede sig vantro, da hun nævnte Strife, og hans ansigt vendte sig mod hendes, så det skarpe blik, kunne bore sig ind i hendes. Man kunne se hvordan kæben værkede. Han tog imod flasken, hun rakte ham, men uden at slippe blikke fra hendes. Så Strife havde næret hende? Selvfølgelig kendte han til Evan Strife. En general i den Dvasianske hær. Det var selvfølgelig bedre end kujonen til Enrico, men han brød sig ikke om tanken om Noelle, der var sammen med mænd, og slet ikke mænd, som hun ikke slog ihjel bagefter.

"Strife?" spurgte han ildevarslende, inden at han fnøs, og vendte ansigtet bort fra hende. Hans misfornøjelse af hende var tydelig, og viste sig i hele hans ansigt. "Hvad er din relation til ham?"
De store hænder vrikkede omkring flasken, som var det en persons hals, som han kværkede. Øjnene stirrede vredt ud i luften, uden at han skænkede hende et eneste blik. Hun var ikke det værd på nuværende tidspunkt. Hans kølighed var som en stor, hård mur omkring ham, der skubbede hans datter væk fra sig, så hun sad alene og udenfor hans velvilje af hende.

Hendes spørgsmål om hvordan det gik med ham, svarede han ikke på. Ikke nu. Hell om han ville snakke om den slags, nu hvor hun havde nævnt Strife. Endnu en mand. En mand som hun ikke havde slået ihjel, efter hun havde taget, hvad hun ville fra ham. Han forstod, hvad hun måtte gøre, for at overleve, men han bifaldte ikke, at hun lod dem leve bagefter. Slet ikke en mand som Strife, som hun før havde haft et godt øje til.

[Noelle Jaceluck]

Den pludselige kulde byggede sig op som en mur omkring den. Desværre skyltes den ikke stormen uden for. Noelle kunne mærke hvordan hendes far gennemborede hende med det blotte blik, hvilket fik hende til at slå sit eget ned i jorden som tydeligt tegn på overgivelse. Hun hadede at skuffe ham, og nu vidste hun at end ikke Evan nogensinde ville blive god nok. ”Ja Strife,” bekræftede hun uden rigtigt at vide hvad hun ellers skulle sige. Evan var blevet en god ven – hendes eneste og i perioder lidt mere end det, hvilket nu formåede at give hende en ringe samvittighed i forhold til sin far.
Hendes intense blik rettedes igen mod hans, næsten bedende til at han ville se på hende igen. Hun vidste hvad det betød når han vendte sig væk, hun vidste at han var utilfreds. ”Strife har været min træner i mange år. Han er min tidligere leder og nu betroede og hengivende soldat. Andet er der ikke i det,” svarede hun blot. 'ven' ville lyde svagt i hans ører, så hun omformulerede lidt uden at virke usikker. Et sted havde hun håbet på en form for accept, men nej, han havde ret.. hun burde slet ikke nærme sig en mand, det stod i farer for at gøre hende svag, dannede risiko for at hun igen skulle blive en kvinde, og det ville nok være den største skuffelse af dem alle. ”Strife er god at have i baghånden, han giver mulighed for at skabe flere stærke flanker fordi han er i stand til at lede. Det ville være spild at slå ham ihjel. Han mættede mig den aften, jeg kan love dig at der ikke er mere i det end som så,” hun fugtede sine læber og forsøgte at holde ryggen ret, men hun lignede mest af alt en skolepige der måtte stå skoleret overfor sin far efter en bortvisning. Et sidste desperat forsøg fik hende til at glide i knæ på jorden overfor ham. ”Stol på mig,” bad hun næsten lidt tiggende.

[Deleted]

Det hånligt fnys brød hanslæber, mens hans brændende blik rettede sig ubarmhjertigt ned mod Noelle for hans fødder. Ildevarslende lænede han sig frem mod hende med en albue støttende på det ene lår. Den anden hånd rakte ud mod hendes ansigt. Tommelfingeren strøg sig over hendes kind, inden at han igen greb om hendes kæbe. Stærkt som en skruetvinge. Hans ansigt var faretruende tæt på hendes, mens han stirrede hende direkte ind i øjnene. Hans hånd holdte hendes hoved fast, så hun ikke ville kunne rive sig væk.
”Giv mig en grund til at stole på dig, Noelle…” hviskede han hånligt, og hævede hendes hoved en smule, så struben blev mere blottet. ”Du skuffer mig. Strife skuffer mig. Hvis du nogensinde lader ham komme imellem dine ben igen, så vil jeg pryle din ryg så meget, at intet hud nogensinde vil vokse sig frem igen, forstår du?! Jeg nægter at lade endnu en mand, gøre min datter svag. Du blev ikke født til det her.”
Han studerede hendes ansigt, som var det fanget i hans greb, og nød den magt, som det gav ham. En blanding af at have lyst til at slå hende, og kysse hende rumsterede rundt i hans hoved. I stedet kastede han hende fra sig, som var hun en brugt kludedukke. Stole på hende?! Det måtte være hendes spøg.
Den måde hun slog blikket ned for ham, bekræftede blot de følelser, som hun allerede var ved at få for hendes træner, som han havde stolet på, ville holde sig fra hende. Åbenbart ikke. Man kunne ikke stole på nogen som helst længere. Ingen!
”Giv mig et kys på kinden,” befalede han Noelle, og drejede hovedet, så kinden blev vendt mod hende, mens han prikkede på den. ”… og sig så, at du nok skal gøre det bedre.”

[Noelle Jaceluck]

Det blide strøg over kinden ville have fået hende til at falde til ro i naiv tro om tilgivelse, havde det ikke været for hans blik. Det var de øjne der kunne dræbe. Hun havde lyst til at lukke øjnene, men det ville kun gøre det værre. I stedet så hun ham i øjnene, selv da de stærke fingre igen lukkede sig om hendes kæbe. Hun trak vejret gennem sammenbidte tænder og lod ham gøre det. I virkeligheden ville hun formentlig være stærk nok til at give ham kamp til stregen, men det faldt hende aldrig ind at prøve, så hengiven var hun til den mand.
Den blottede strube gjorde hende sårbar, hvilket var en uvant position for hende, men hun stolede på at han ikke ville slagte hende som et sølle dyr, at hun i det mindste var mere værd for ham end det. ”Det vil ikke ske igen far. Jeg har forstået det,” svarede hun sammenbidt.
Den hånd der hvilede i hans stemme fik hende til at føle sig skamfuld. Det havde været forkert at lade Evan røre hende, det ville ikke ske igen.
Hun landede på den kolde jord, og mærkede hvordan hendes ømme krop igen blev mindet om den smerte som skaderne havde forsaget. Dog sagde hun ikke et ord, men hævede sig i stedet på sine albuer med et vredt blik. Nok turde hun ikke at sige ham imod, men han kunne virkelig få hendes flamme i blus, så det nærmest føltes som kogte hendes blod i årerne.
Igen kom hun på benene og børstede skidtet af sig, som hun havde gjort mange gange før. Når man faldt så handlede det bare om at komme op igen, og stå med hovedet hævet, som hun gjorde nu. Med et forstående nik, bukkede hun sig ved, og plantede et blidt kys på hans kind. ”Jeg lover at jeg gør det bedre. Jeg skuffer dig ikke igen,” hviskede hun hæst, og hadede lidt sig selv for den lette overgivelse.

[Deleted]

Et smil varmede Isiah’s ansigt op, da hun gjorde som han sagde, og han trak hende ned og sidde på feltsengen ved siden af ham. En tung arm lagde sig omkring hendes skuldre, så han kunne trykke hende ind til sig. Et kærligt kys blev placeret på hendes tinding. De var på god fod igen.
”Som altid ser du fornuften, når jeg får viftet røgen væk fra dit sind,” sagde han tilfreds, og kørte hans hånd op og ned af hendes ene overarm. Det var opløftende at mærke hende tæt på sig igen. Den stærke ild som brændte i hende, varmede hans egen krop op, så de sad som to bål ved siden af hinanden i denne stormfulde nat. Hun ville altid være det barn, der mindede mest om ham. Det barn som han aldrig ville miste – om han så skulle brække begge hendes ben og arme for det.
”Næste gang du bliver såret, så vil jeg have dig hjem,” mumlede han, og denne gang lod han sin tommelfinger stryge blidt ned over hendes kæbelinje, og ned til hagen, uden at gribe fat. Selvom hans hænder var grove og store, kunne de være blide og varme, når man fortjente det. Han smilede ømt til sit hjertes stolthed, som hun sad der under hans arm. Det var noget, som hun aldrig blev for stor eller for stolt til.
”Jeg kan tage bedre vare på dig, end de forvirret healere, som er under kongehuset. Jeg ved, hvad du har brug for. Kun mig,” forsatte han lavmælt, og løftede sit ansigt, så han kunne kysse hende på den varme pande. ”Det forstår du godt, ikke min lille glød? Jeg er den eneste, som ved alt om dig, og kan tage vare på dig. Uden mig, ville du være ingenting.”

[Noelle Jaceluck]

Noelle åndede lettet op. For nu var hun tilgivet. Hun kunne mærke hans varme som hende trykkede hende ind til sig, og ydede hende den omsorg som hun altid havde elsket ham for. Han var kun modbydelig når hun fortjente det, alt han gjorde var for at gøre hende bedre og stærkere, det vidste hun for det havde han gentagende gange forklaret hende. Hendes hovedet faldt ind mod hans skulder og hvilede. ”Mhmm jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig,” hun rettede hovedet lidt op og kyssede igen hans kind, før hun igen lagde det til hvile. Overfor ham var hun en helt anden kvinde. Overfor ham var hun underdanig, hvis nogen andre forsøgte at gøre hende det, så lå de blødende for hendes fødder.
”At være hos dig ville altid være at foretrække far, men der er langt til Atterlin. Det ville bringe mig langt væk fra min hær,” påmindede hun. En dag væk fra den var lang tid nok, de kujoner kunne for pokker ikke binde deres egne snørrebånd, hvis hun ikke stod ved siden af til at guide dem.
De blide strøg af hendes ansigt, gjorde hende helt rolig. Måske en voksen kvinde, men til tider var det okay at være fars lille pige igen. I det skjulte sank hun en klump. Ja han vidste hvad hun havde brug for, men lige alt var hun ikke lige meget for at han skulle tage sig af. ”Jeg forstår det. Dine hænder vil altid være varmere og bedre end nogens anden. Er der mulighed for det så vil jeg bede om at blive fragtet hjem til dig,” lovede hun. Knuden i maven voksede sig større. Faktisk fortrak hun lejren over noget andet, hvor hun stadig havde kontrol over altid, men det sagde hun ikke højt, i stedet sendte hun bare sin fader et overbevisende smil og lod sig putte ind mod hans muskuløse skikkelse.