Post by Jarniqa Dynithril on Jan 27, 2015 20:31:28 GMT 1
Hungersnød? Ja, selv kunne Jarniqa ikke sige, at hun nogensinde havde hørt op denne episode. Af den grund vægtede hun også ordene flere år siden højt. Ja, hun havde vel næppe været til dengang? Det var dog også en mulighed, at hun havde, for lille havde hun i så fald været, og derfor ville hun ej heller have været i stand til at opfange sådant information. For den sags skyld havde hun igen også kun været i Manjarno, som dette igen var hendes første tur over grænsen. ”Ej kan jeg sige, at jeg har hørt om jeres hungersnød.. Fuldt ud beklageligt er det også, at sådan en ting nogensinde har fundet sted. Dog må jeg igen fæstne mig ved, at det var ordene flere år siden. Hvor mange år det drejer sig om, ved jeg ikke, men man siger trods alt, at tiden læger alle sår,” sagde hun roligt, som hun ikke mente, at man kunne hægte sig til en ting for evigt.
Smilet gled over Jarniqas læber ved hans ord. ”Ligeså kan jeg kun håbe, at De har ret. En glæde ville det i hvert fald være, hvis de skulle vise sig at være ligeså omgængelige, som De har vist Dem at være,” sagde hun mildt, hvor hun skam også måtte mene det. Carlisle havde været god at snakke med.. Han havde lyttet til hende, og ud over det, havde hun også blot følt sig tilpas i hans selskab. En følelse, som hun bestemt heller ikke kunne se bort fra! Desværre vidste hun, at Carlisle ej ville have den store indflydelse i hendes planer. Hun vidste nemlig, at han ej ville forlade sine pligter her for at slutte sig til hendes sag, ligesom hun også vidste, at det ej var ham der rådede over den procianske hær. Dog håbede hun på, at han stadig ville lægge et godt ord ind for hende hos kongeparret. Både, hvis besøget skulle forløbe sig godt eller skidt. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte slå et slag over, som han sagde, at de næsten var fremme. Nu gjaldt det virkelig!
// Out
Smilet gled over Jarniqas læber ved hans ord. ”Ligeså kan jeg kun håbe, at De har ret. En glæde ville det i hvert fald være, hvis de skulle vise sig at være ligeså omgængelige, som De har vist Dem at være,” sagde hun mildt, hvor hun skam også måtte mene det. Carlisle havde været god at snakke med.. Han havde lyttet til hende, og ud over det, havde hun også blot følt sig tilpas i hans selskab. En følelse, som hun bestemt heller ikke kunne se bort fra! Desværre vidste hun, at Carlisle ej ville have den store indflydelse i hendes planer. Hun vidste nemlig, at han ej ville forlade sine pligter her for at slutte sig til hendes sag, ligesom hun også vidste, at det ej var ham der rådede over den procianske hær. Dog håbede hun på, at han stadig ville lægge et godt ord ind for hende hos kongeparret. Både, hvis besøget skulle forløbe sig godt eller skidt. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte slå et slag over, som han sagde, at de næsten var fremme. Nu gjaldt det virkelig!
// Out
