What should we do..?

[Deleted]

"Du har en særlig måde, at se livet på, må jeg sige, Emerald," begyndte Carlisle med en rolig stemme. Selvom han ikke var helt ung, så var han skam heller ikke helt gammel. Kongeparret, havde givet ham muligheden for at indtage hans egen faders stilling som rådgiver, og særligt efter hans død. Den arme mand havde uden tvivl gjort frygtelig meget for at beskytte sin familie, og nu var det hans tur til at gøre det samme. Primært var det lyset og familien som han frygtede mest for at miste, hvis og når det endelig slag skulle stå. Tanken var ej en af slagsen som han måtte bifalde.
Selv ville Carlisle gerne føre Emerald til Apterta, hvor Castle of Light måtte være, men hvorvidt om denne audiens, var af slagsen, som Gabriel eller Silia havde tid til lige nu, var jo så en helt anden sag i den anden ende. Han kunne ej love hende noget, da det var tydeligt noget som alligevel blev vægtet højt hos hende. Hans blik gled mod hendes skikkelse. "Gæsteværelser og til besøgende, har vi mange af på slottet. Derfor skal det ikke være et problem, at få dig inlogeret der, om det skulle være nødvendigt," forklarede han dog med en rolig stemme, da han ikke ønskede, at hun skulle søge udenfor. Det var vel stadig kold i vejret? Ikke at det som sådan, var noget som han bed sig mærke i, men af den grund, så kunne han da uden tvivl godt mærke det på sin egen krop.. og særligt se det på alle andre. De mørke øjne gled mod hende i takt med at de nærmede sig udkanten af skoven. Det lød i hvert fald til, at hun havde tænkt dette meget igennem, hvilket skam også var noget, som han havde meget stor respekt for i den anden ende. Han sendte hende et let smil. "Meget fascinerende. Der findes ej mange, der tør begå den modstand i frygten for at miste endnu mere. Hvad har I udrettet så langt?" spurgte han videre. Om ikke andet så handling, eller kommende forslag til ødelæggelse og hindring af Dvasias i at få det endelige fæste. Der var jo mange som ønskede den modstand, men de færreste som turde gøre noget stort ud af det.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa trak svagt på skulderen. ”Jeg tænker blot, at selvom det står slemt til nu, så kunne det have været værre,” sagde hun ærligt. Selv havde hun kun oplevet ro og fred indtil nu, og det måtte hun anse for at være en positiv ting, for tænk hvis hun kun havde kendt til det modsatte? Det ville have været forfærdeligt! Hvis det havde været således, havde hun sikkert heller ikke ageret således. Hun havde vel været undertrykt, og derfor ikke været i stand til at danne denne stærke personlighed? Derfor måtte hun finde det positive i det, som hun nu havde evnen til at finde kampgejsten frem. ”Hvordan har De det selv med al dette? Nyder De tanken om, at De har oplevet al det gået, og har formået at udvikle Dem? Eller ville De have det bedre med, at De altid havde kendt til det onde og undertrykte?” Ja, selv følte hun, at svaret var ligetil, skønt det var en hård omstilling at gå fra fred til uro.
Jarniqa blinkede med øjnene. Indlogeret i et af gæsteværelserne på slottet? Mente han det? Han kunne vel umuligt mene det? Ganske vidst var hun teknisk set en prinsesse, og derfor burde det være hendes ret at leve på et slot, men dog var hun aldrig blevet opfostret således. Hun var derimod blevet opfostret fattigt, men godt.. Derudover var hun også en tyv. Ønskede han virkelig at have en tyv inden døre? Smilet spillede dog alligevel kækt ind over hendes læber. ”Er det generelt, at I tilbyder folk husly på slottet, eller gælder reglen kun, når kvinder enligt render rundt i skoven?” spurgte hun kækt, alt imens hun lod det smaragdgrønne blik glide over ham. Skridtene stoppede hun dog ikke, hvor hun også måtte se væk igen, som de nåede skovens udmunding. Et nyt scenarie! Nysgerrigt så hun sig omkring igen, som hun agtede at opfange mest muligt på sin vej, inden hun skulle afsted igen. Selv vidste hun jo ikke, om hun ville vende tilbage til Procias igen, eller om det ville ligne sig selv, hvis hun gjorde det. ”Sandt er det, at det kan give modslag, men tænk på, hvad det vil betyde, hvis man rent faktisk sejre. Det er den indstilling, som jeg selv har valgt at gå ind til det med,” sagde hun roligt. ”Med hensyn til, hvad vi har opnået, er vi endnu i opstartsfasen. Det har dog været muligt at ødelægge vigtige punkter for dvasianerne indtil nu.” Selv havde hun trods alt nedrevet Neutranium og to tårne i Paggeija.

[Deleted]

Jarniqa havde en ganske anden måde at tilse hele sin tilværelse på, og Carlisle kunne lide det. Hun havde jo ret. Tingene kunne uden tvivl have været langt værre end hvad de havde vist sig at være til nu ,og det var sådan at det var. Hans blik vendtes i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, som han let lod hovedet søge på sned. "Det kunne have været meget værre, det er sandt. Jeg misunder dig for din optimistiske tankegang." Særligt her på denne side af grænsen, var det dejlig nemt bare at blive revet med, og særligt når man selv mødte den modstand hver evig eneste dag. Så var alt andet faktisk en smule svært. Hans hænder foldede han over ryggen. Hun var hård.. men han kunne lide det, og han kunne tackle det. Han vendte blikket og de mørke øjne direkte mod hende igen. "Hvis jeg kunne have valgt for min egen del, ville jeg til enhver tid have valgt at leve af begge dele.. så jeg for alvor vidste hvad det gjorde ved mig.. stille den evige sult, som jeg ikke kan få stillet. Om jeg er udviklet.. eller underudviklet.. jeg skal ikke kunne sige det.. Jeg har tilpasset mig. Det er to helt forskellige ting," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod hende.
De nåede udkanten af skoven. Her var der mange andre ting, som hun kunne kigge på, og selv Carlisle måtte finde det morende, sådan som hun kiggede, for at få det hele med. Han elskede det. Dette land havde uden tvivl også sit at byde på.. Og derfor ville det uden tvivl være en skam, at lade det gå til spilde og ødelagt, og blive mørkt og koldt.. Det ønskede han på ingen måde. Selv havde han ikke nogen anelse om, at hun måtte gå under professionen som tyv, men siden hun ønskede at snakke med Gabriel og Silia, så måtte der vel ikke nogen grund til at tro, at der var noget alvorligt i det? "Turen tilbage til lejrene er lang, hvis du bliver afslået. Det skulle bare mangle, at give dig et sted for natten," sagde han med en rolig stemme. Det var noget som han alligevel måtte insistere på. De ville færdes på en sti det næste lange stykke tid. I det fjerne, kunne man se slottet, som den nærmest lyste op i mørket og med stjernerne omkring dem. Byerne som lå omkring, og floden som deriblandt var med til at forbinde disse. Han smilede let. "Denne modstandsbevægelse har i særdeleshed fanget min interesse, frøken. Jeg er meget imponeret over det arbejde, som i agter at udføre," sagde han ærligt. Gammel var hun jo trods alt heller ikke, og derfor var det.. virkelig stort. Han var imponeret.

[Jarniqa Dynithril]

At han mente, at hun havde ret i så høj en gang, at han direkte misundte hende, beærede helt Jarniqa. Aldrig havde hun mødt en som direkte misundte hendes syn på livet, og derfor kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule benovet af tanken. Derudover fortalte det hende også, at det hun gjorde var det rigtige. Hun gjorde ret i sine tanker, ligesom hun gjorde ret i modstandsbevægelsen. Tilfredsstillende var det uden tvivl at høre, da det altid var anderledes, når ord kom udefra. Hun kunne trods alt mene nok så meget, og derfor var det vigtigt, hvad andre også tænkte. ”Jeg er benovet over, at De direkte misunder min tankegang.. Sørgeligt er det dog at vide, at De med det hentyder, at det ej er en sindstilstand, som De deler,” sagde hun ærligt. Blikket vendte hun mod ham, som hans næste ord måtte forvirre hende en anelse. Selv havde hun talt om landenes udvikling, hvor han syntes at tale om … vampyren i sig? Hun fugtede de lyserøde læber, som hun tænkte over tingene. ”Hvorfor ikke leve af begge dele, hvis det er hvad De ønsker? De er trods alt et voksent individ, som kan bestemme over sig selv,” endte hun med at sige.
Ej kunne Jarniqa skjule, at hun var nysgerrig, som de smaragdgrønne øjne syntes at flyve fra den ene til den anden side. Mærkeligt forekom det måske Carlisle, men for hendes vedkommende, var det hendes første tur ud af Manjarno. Derfor var hun nysgerrig efter at vide, hvordan den del af verdenen så ud. ”Jeg kan ej sige, at jeg nogensinde har overnattet på et slot.. Ej heller kan jeg sige, at jeg nogensinde har dannet andre modstandsbevægelser end denne, så alt har vel sin første gang,” kommenterede hun med et smil på læben. Munter måtte hun alligevel fremstå, skønt hendes situation var slem. Ingen kunne dog ej heller vandre i mørke tanker hele tiden. Hendes blik fokuserede nu på slottet, som hun langsomt kunne ane i det fjerne. ”Selv agter jeg blot at gøre, hvad jeg finder rigtigt. Ligeså ønsker jeg at opfordre andre til at gøre dette, da sammen er vi stærkere.. Selv tvivler jeg nemlig på, at én kvinde kan vælte Dvasias' regime.”

[Deleted]

En smuk tankegang havde Emerald uden tvivl, da det var det navn, som han nu kendte hende med at hun måtte gå under. Han var måske ikke nær så positiv som hun var, men det var der derimod også rigtig mange gode grunde til, så det var jo slet ikke det. Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Tilpasningen i verdenen her, er anderledes end på den anden side af muren. Du har meget mere med i rygsækken.. sætte pris på selv de mindste småting. Her kan jeg komme med gode råd og vejledning, og kan i princippet ikke gøre den store forskel," forklarede han sandfærdigt. Det var jo heller ikke en løgn. Det var til tider meget frustrerende selv for hans vedkommende. Tilværelsen som vampyr var nemlig hård nok som den var i forvejen, og særligt når det foregik på denne her måde. Hans blik søgte direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Hvis det var så nemt. Jeg ved ikke hvad menneskeligt blod vil gøre ved mig, og der er ingen til at tage hånd om det, om det skulle gå ud af kontrol," begyndte han med en rolig stemme. "Under mine omstændigheder her i landet, er jeg nødt til at træde varsomt.. selv som kongelig rådgiver. Jeg har i forvejen store sko at udfylde, og med det, mener jeg at jeg må være påpasselig," sagde han. Det var svært.. gud hvor var det svært til tider.
At hun var så nysgerrig på det land, som hun nu var kommet til, var en tanke som selv måtte få Carlisle til at smile. Han kunne lide det, hvilket han heller ikke sagde noget til. Et smil forblev dog på hans læber. Han smilede let for sig selv. "Der skal være en første gang til alt, ikke sandt? Slottet i sig selv, er et meget pragtfuldt sted," fortalte han ærligt. I takt med at de måtte gå, og stadig komme tættere på slottet. Der var dog endnu en meget lang tur dertil. "En kvinde alene, kan næppe udgøre den store forskel, men en skal starte det hele," sagde han med en ærlig stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse. "Du kæmper for en ærlig sag. Alene det, burde give kongeparret noget at tage til efterretning," fortalte han med en rolig stemme.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt lyttede Jarniqa, som Carlisle fortalte om forskellene i verdenen. Interessant fandt hun det, som hun trods alt ikke kendte til procianerne, men derimod kun manjanerne. Overrasket gjorde hans fortælling hende også, som det lød som om, at procianerne var meget … ensporet. Sjovt var det, da det trods alt bare var en landegrænse der skilte denne samfundsændring. Hans fortælling fortalte dog også, at det kunne blive svært for hende at værge medlemmer til modstandsbevægelsen her. En tanke som ikke just huede hende, da det var bedst, hvis landede holdt sammen. ”Det lyder som om, at folk på denne side af grænsen har en ensporet tankegang.. At de er vant til én ting, og kun den ene ting, og hvis den ene ting så falder, falder det hele.. Hvordan kan det være, at det er således?” spurgte hun. Ej talte hun i en hoverende tone, som hun ej var ude på at nedgøre hans landsfolk. Hun var derimod blot nysgerrig efter at forstå og vide. At han selv var nysgerrig på at vide, hvad menneskeligt blod ville gøre ved ham, forstod hun godt. Det var trods alt en del af ham, selvom tanken om at drikke blod syntes helt makaber for hende. Tænk hvis der var en, som drak hendes blod? Hun gøs ved tanken. Medlidenhed havde hun dog også med ham, som hun vidste, hvordan det var at besidde en del af sig, som man ej måtte komme i kontakt med. ”Personligt forstår jeg godt, hvorfor folk væmmes ved tanken om vampyrer. Ej heller finder jeg tanken betagende om, at der er en, som kunne have lyst til at drikke mit blod.. Den lyst har andre personer eller racer jo ikke. Dog forstår jeg også, at det må være en frustration for Dem, da det trods alt er en del af Dem om man vil det eller ej,” sagde hun roligt. Hun bed sig selv let i læben. ”Min personlige erfaring er desuden den, at hvis man bliver ved med at holde en del af sig selv inde, bryder den lige pludselig frem.”
At slottet var et pragtfuldt sted, forundrede ikke Jarniqa, selvom hun aldrig havde været på et. Skulle slotte nemlig ikke blot være eventyrlige? De var trods alt beviset på landets storhed og regenter. ”Det er vidst, hvad man siger,” sagde hun med et svagt smil på læben. Roligt fortsatte hun ned ad stien, alt imens hun betragtede den omkringliggende by om slottet. ”Jeg håber, at kongeparret kan se, at selv de står svagt, hvis de vælger at se bort fra mine ord.”

[Deleted]

Procianerne var meget ensrettet af tankegang, så et sted, kunne det ikke komme bag på nogen, at alle udefrakommende, rent faktisk var uvelkommen set i den typiske borgers øjne. Carlisle blev nemlig selv mødt med den selv samme modstand, som alle de kære manjanere, som nu var kommet til landet her. Tragisk måtte han dog selv finde tanken, og særligt det faktum, at han kunne gøre frygtelig, frygtelig lidt, for at gøre noget ved den. "Tradition," informerede Carlisle om, med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. "Muren har igennem frygtelig mange år, holdt dem i tryghed og sikkerhed. For dem, er det tradition og fast uskreven regel, at dem som kommer udefra, er uvelkommen, og særligt dem som også besidder et mørke i sin race," forklarede han. Det var sådan, at han bedst kunne beskrive det i hvert fald. Hvorvidt om hun var kendt med hvordan det var, ikke at kunne give efter for sine behov til fulde, skulle han ikke kunne sige. Blodet var fristende, selv for ham, uden at han kunne gøre synderlig meget ved det i den anden ende. Selv var han jo fristet af hendes, men at give efter for det, ville aldrig nogensinde komme på tale for hans vedkommende. "Det er en frustration, som jeg dagligt må vandrer med i min tilværelse. Man væmmer sig skræmmende hurtigt til det," sagde han ærligt. Tanken om dyreblod havde været hans lod, og således måtte det nok forblive resten af livet.

Slottet kunne man skimte i baggrunden, som det tårnede sig over resten af landet. Det var smukt. Ingen tvivl om det, og selv Carlisle måtte tage sig selv i at beundre det på denne afstand. Han trak ganske let på smilebåndet. Kongeparret var stresset og presset.. Hvis Emerald valgte sine ord med omhu, kunne det være, at de kunne se disse muligheder, og særligt hvis det var en måde, hvorpå de kunne slå mørket bare lidt retur. "Det kan man jo kun håbe på, ikke sandt? Jeg beder til, at de kan se noget fornuft i at handle, fremfor at agre passivt," sagde han sandfærdigt.

[Jarniqa Dynithril]

Som Carlisle talte, følte Jarniqa sig bestemt ikke imponeret over det procianske folk. Fremmedfjendske var de tydeligvis, som de åbenbart elskede deres mur, der holdt Procias og Manjarno adskilt. Mærkværdigt fandt hun det, da Manjarno for fanden ikke var fjenden. Det var Dvasias derimod. Derudover hjalp det hende bestemt ikke, at de åbenbart foragtede alle dem med mørkt blod i sig. Hun havde jo mørkets blod i sig! Hun bed ned i læben. Han talte nærmest, som var det bedst, at hun blot vendte om. Lettest var det måske også, men det nægtede hun simpelthen at gøre! Hun var ikke gået den lange vej fra Paggeiga til Apterta for blot at give op. Nej, hun var kommet for at gøre et forsøg.. råbe om end, hvis kongeparret skulle vise sig at være tykpandet. Vigtigt var dette visit også, for skønt der måske kun var en lille chance for hende, stod de skræmmende godt, hvis det virkelig lykkedes, og det var hvad hun var nødsaget til at gå efter. Fristende var det uden tvivl at kaste sig mod Dvasias med det samme, men hvis hun kunne nå at skaffe hjælp inden da, ville oddsene stå det mere på deres side. ”Det lyder nærmest, som om De foreslår, at jeg blot skal vende om på forhånd, fordi jeg blot vil løbe ind i en mur her,” kommenterede hun med et skævt smil. En utrolig sikkerhed lagde dog over hendes udtryk bagefter. ”Jeg kan og vil dog ikke give op. Ikke om der så kun er 1 % chance for, at det vil lykkedes mig., Jeg ved nemlig på forhånd, at intet kan blive mig 100 %. Derfor er det blot at tage chancen..,” sagde hun fast. ”Desuden.. Skønt procianerne ej bryder sig om frememde, har de alligevel åbnet deres porte. Det betyder, at de alligevel lærer noget medfølelse. Medfølelse som kun regeringen kunne have sat i gang. Hvorvidt Deres regering ønsker at hjælpe mere end det, ved jeg ikke. Selv føler jeg dog, at argumentet er stærkt. Især, hvis I virkelig foragter mørket.” Ung var hun måske, men en ærlig vision havde hun. Derudover var hun et afkom af en dronning og kongelig rådgiver, og hvem vidste.. måske gjorde det virkelig noget? Raskt gik hun til alt imens afstanden til destinationen blev kortere og kortere. Gad vide, hvordan det ville blive? Hvordan så de mon ud? Hvordan var de mon? Ville hun ende med at blive huseret på slottet, som Carlisle foreslog? Boede han mon selv på slottet? Blikket vendte hun roligt mod ham. ”Ej bifalder jeg, at man angriber de uskyldige og fratager dem deres blod, men det er nu engang naturligt for vampyrer at skaffe føde på den vis. De er halv vampyr, og derfor kan De ikke undskylde denne trang.”

[Deleted]

Ej var det nogen hemmelighed, at Procias var et meget lukket folkefærd. End ikke i en stund som denne, var det noget som kunne komme bag på nogen, og det stod han gerne ved i den anden ende. Selv var det en mur som han mødte, selvom han havde været på denne side af grænsen, siden han ikke havde været særlig gammel. Trist var det naturligvis, men der var alligevel visse fordele med det kongehus, som Procias nu alligevel måtte have. "Ej vil jeg påstå, at jeg har bedt dig om at vende om, og søge tilbage til det land, som nu er blevet så mørkt," sagde han direkte. Hvor skulle den da komme fra? Det ønskede han da slet ikke at hun skulle! "Folket frygter for det ukendte, og det som ikke oprindeligt hører til et sted som dette. Det er der fejlen måtte ligge. Det som procianerne kalder for mørkt blod, findes også i kongehuset. Der skulle være rig mulighed for at finde nogen som er mere åbne for det, end andre," fortalte han. I og med, at hun snakket sådan, gik han ud fra, at der selv måtte være en mørk race i hende? Selvom han nok var den sidste som skulle virke fordømmende efter den hensigt, så var han nu temmelig sikker på, at hun kom her med de bedste intentioner. Hvorfor skulle man ellers gøre det anderledes? Det var en lang vej at søge, også selvom landet her havde valgt at åbne op for manjanerne.
Carlisle vendte igen blikket frem. Han var fristet af hendes blod, hvilket han heller ikke lagde skjul på, men han var jo så heldig, at han kunne holde det lidt i det skjulte, og det var det eneste, som egentlig betød noget lige nu. Han var ikke så fristet, at han direkte sprang på hende eller noget lignende, så det havde da uden tvivl sin klare fordel. "Ej kan jeg undskylde for trangen, men handlingen kan jeg, dersom uheldet nu skulle være ude. Dog har jeg ikke oplevet, at det er sket før," sagde han ærligt. Han havde en god kontrol over sig selv, og sine behov, og særligt når det meldte sig på den måde. Han kunne helt klart godt mærke, at det rev i ham, men han var så vant til det, at han ikke rigtigt bed sig fast i det længere. "Vi begynder at nærme os," konkluderede han endeligt, idet han hævede blikket mod slottet i det fjerne.

[Jarniqa Dynithril]

Roligt så Jarniqa i Carlisles retning. ”Ej siger jeg heller, at De har bedt mig om det. Jeg siger blot, at De taler, som var Procias en tabt sag,” sagde hun i en rolig tone, som det var ærlig snak, at han ej havde tiljublet sit eget land, hvad nyheder og fremmede angik. ”Svært er det at prise det nye, hvis man altid har stået med lukkede arme. Selv håber jeg blot, at procianerne kan se problemet i at lukke sig ude af omverdenen. Før eller siden vil omverdenen nemlig komme hertil.. Det er også allerede begyndt,” sagde hun, som manjanerne allerede var kommet hertil. Det betød dog også, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår dvasianerne ville stå ved deres døre. Sikkert og vidst var det nemlig, at den dag ville komme. Ud fra det synspunkt gjorde hun sig også den konklusion, at Procias havde gjort sig nogle forkerte træk gennem tiden. Folket og landet havde muligvis været i live, men på hvilken bekostning? De havde isoleret sig, og det kunne og ville højst sandsynligt bide dem i den sidste ende. Selv håbede hun blot, at hun kunne nå ind til kongeparret..
Selv forstod og accepterede Jarniqa det faktum, at der var en del af Carlisle der krævede blod. Menneskeblod. Sjov måtte balancen dog være, som hun ej ville acceptere, at han drak hendes blod. Om der overhovedet var nogen her i verdenen, som frivilligt donerede sit blod til vampyrer, vidste hun ikke. Det var måske muligt? Selv var hun jo ikke den store verdenskvinde endnu. ”Hvorvidt De kan undskylde handlingen, ved jeg ej heller.. Til tider sker der nemlig blot ting, som er udenfor vores rækkevidde,” sagde hun ærligt, som hun ikke kunne undgå at tænke på sig selv. Personligt ville hun nemig ikke mene, at det var hendes skyld, at hun havde svært ved at kontrollere sin magi. Hun var trods alt aldrig blevet lært i at bruge den, og det havde kun forårsaget, at den havde vokset ukontrolleret inde i hende. Måske var det også sådan med Carlisle? Måske følte han det ikke, og måske gjorde han.. men måske kom der den dag, hvor hans trang tog overhånd? Opmærksomt fokuserede hendes smaragdgrønne øjne på slottet foran dem, som han nævnte det. ”Lever De selv på slottet?” endte hun nysgerrigt med at spørge ham. Hendes hoved søgte en kende på sned, alt imens hun betragtede dets figurer. ”..Jeg går ikke ud fra, at der vil blive taget imod en audiens på denne tid af dagen?”

[Deleted]

Carlisle ville ikke påstå at Procias var et tabt land, men der var meget, som kunne grænse op til det, og særligt, når det var på den måde, som det var nu. Alt var intenst og meget spændt. "Meget er at tabe, som meget er at vinde. På denne side af grænsen, er det dog svært at holde håbet ved lige," fortalte han ærligt. Dagligt så man folk sænke hovederne, som var landet allerede tabt. Det var dog ikke tilfældet, og derfor vakte det ham en kæmpe frustration, at det forholdt sig således. Han sukkede let. Hun var hård at snakke med, men han kunne derimod godt lide det. Han kunne godt lide, at hun satte det sådan i perspektiv, og gav selv ham ting at tænke over. "Portene er åbnet, og det er ikke at benægte, at der kan have været forkerte på denne side af grænsen. Folk er påpasselige og de mange forandringer, er ikke noget som kommer godt med. Tvært imod," fortalte han roligt. Han havde ikke så svært ved dem. Han stod fast på at manjanerne skulle reddes og hjælpes, om de søgte denne hjælp.
Hvad angik blod og hans eget liv, var det ikke til at sige, om det ville gå galt. Han kunne naturligvis håbe på, at det ikke ville gøre. Han nikkede blot og med hovedet let sænket. Der var dog ikke fordi at han ville stå der og forsvare for hende, hvorfor han gjorde disse ting og hvad det betød. "Ting kan forekomme.. Pointen i mine øjne, er dog, at jeg har undgået det til nu," fortalte han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil. De nærmede sig slottet. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg lever på slottet ja.. Som en hver anden del af tjenestestaben," forklarede han med en rolig stemme. Han søgte denne gang igennem byen, for at nærme sig slottet. Kongeparret var på stort set morgen og aften i denne tid, og særligt fordi at det var nødvendigt og brugbart på alle måde. "De tager for sig rigtig mange audienser i løbet af en dag. Er du heldig, kan du blive dagens sidste," svarede han sandfærdigt. Det var ikke bare i dagstimerne, at de var igang længere. Det var der slet ikke lyse timer nok i løbet af en dag til.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt kunne Jarniqa ikke lade være med at rynke på næsen over det procianske folk. En flok skvat forekom de hende helt.. og var denne Carlisle mon meget bedre selv? Han sagde ganske vidst, at han ønskede at holde mørket borte, men alligevel syntes det ikke som om, at han havde travlt med at gøre noget ved det. Ingen i Procias havde travlt i dette henseende, skønt mørket stod ved porten. Hvad lavede alle disse mennesker? Gik de virkelig blot med hovedet under armen, alt imens de håbede på det bedste? Ja, det kunne jo helt synes sådan. Hun pustede ud. ”Svært er livet, hvis man forsøger at passere igennem det med skyklapper,” sagde hun i en lettere hård tone, men det var også kun fordi, at det procianske folk syntes at trænge til et godt los bagi. Hvis Dvasias kom hertil, ville folket vel blot stå i afkrogene og jamre, indtil der var en som tog en beslutning. Kunne det virkelig passe, at der var et helt land, som komplet havde blændet sig selv? Det så jo mere eller mindre sådan ud! ”Hvor taknemmelig manjanerne end må være over, at I har åbnet portene op for os, tigger I nærmest om at blive slået tilbage. Det er dog også sådan at udfaldet vil blive, hvis det forbliver sådan.. For hvis folket allerede har givet op, er der trods alt ikke noget at kæmpe for længere.” Ja, som de talte lød det uden tvivl som om, at hendes møde med kongeparret ville blive en sej kamp. Som de talte om Carlisles vampyrisme og det procianske folkefærd, forundrede det ej Jarniqa, at han havde en svær tilværelse her i landet. Ja, faktisk havde hun svært ved at forstå, hvorfor han overhovedet blev her. Selv vidste hun nemlig, at han ville have haft det det lettere i Manjarno. Der var alle nemlig velkommende, hvis de blot accepterede det manjanske land. En respekt, som Dvasias tydeligvis ikke havde haft. ”Det er skam også en fornuftig pointe. Jeg tænker blot stadig, hvad nu hvis,” sagde hun roligt, som det trods alt var, hvad der havde hændt hende. Det var trods alt også af den årsag, at hun ønskede, at han accepterede, at en fejl kunne hænde. Blikket fjernede hun igen fra ham, som de trådte ind i byen i deres rute efter slottet. Skønt hun ej var imponeret over det procianske folk, måtte hun uden tvivl være imponeret over selve landet. Naturen.. Civilisationen.. Det var alt sammen spændende for hende! ”Det må være et interessant liv,” sagde hun ærligt. Om det ville være et liv for hende, kunne hun dog ikke sige.. Selv huede hun nemlig endnu efter spænding og nye oplevelser, og det ville man næppe kunne få stillet, hvis ens liv omkransede sig om et slot. Smilet søgte over hendes lyserøde læber. ”Perfekt! I så fald vil jeg håbe, at heldet er med mig.”

[Deleted]

Carlisle ønskede at skride til handling, hvor kongeparret stadig var en anelse mere tilbagetrukken. Ikke at det var noget som han kunne gøre særlig meget ved. Uanset hvad, kunne han jo ikke handle på noget, før han fik en ordre på det. Og selv hans tilværelse i landet her, var slemt nok som det var i forvejen, så kunne den uden tvivl være svær nok. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen. Han sukkede ganske let. "Vi ved hvad vi er oppe imod, og det er den, som derimod også gør det problematisk. Vores hære er på nuværende tidspunkt, ikke i stand til at gøre en stor modstand mod den dvasianske hær. Ej vil jeg påstå at folket har givet op. De har svært ved at finde ud af, hvad de reelt kan stille op," fortalte han sandfærdigt. Mange gange havde han stået side om side ved Silia og Gabriel, og det var frustrationer og fortvivlelse de procianske borgere bragte frem i audiensen.
For Carlisle var tilværelsen uden tvivl hård.. Virkelig hård faktisk, og han kunne jo heller ikke rigtigt gøre det vilde ved den, uanset hvor meget han ville ønske, at han rent faktisk kunne. Hans blik søgte hendes. Han tilpassede sig det miljø han måtte befinde sig i, og han blev udelukkende for at gøre sin far stolt. Det var svært.. ingen tvivl om at det var hårdt for ham, men han blev her, fordi at han havde familien her, og fordi at han ønskede at gøre sin far stolt. Han trak kort på smilebåndet. "Det skal man naturligvis også tænke. Særligt i disse tider. Jeg skal ikke kunne love for, at du vil få noget ud af et møde med kongehuset. Men jeg kan love dig for, at du vil give dem ting at tænke over," fortalte han med en sandfærdig stemme, da det ene og alene, var noget som han mente. De nærmede sig nu slottet med rolige skridt. Han fortsatte nu igennem byen. Her var der ikke en sjæl at se. Alene det sagde jo lidt om, hvor bange folk egentlig var for at der skulle ske dem noget. "Jeg har en god mavefornemmelse af det her, Emerald," sagde han ærligt.

[Jarniqa Dynithril]

”Undskyld mig, men … hvordan kan jeres hær ikke være funktionel, når nu I har haft et fast regentpar i en årrække? Derudover lyder resten af Procias’ historik på, at I altid har haft siddende regenter. I min optik burde landet i så fald have mere styr på den del. Manjarnos sag var trods en anden, som landet stod uden nogen leder under angrebet, ” lød det sigende fra Jarniqa. Hårde ord var det nok, når de blev sagt til en procianer, men var ordene ikke også sandheden? Var det ikke korrekt, at Procias’ havde handlet uansvarligt ved at tro, at de levede i deres egen lille boble? En direkte kritik var det dog ikke mod Carlisle, som det nærmere var mod kongeparret og dem før dem. Dog kunne man også vove og påstå, at Carlisle, som kongelig rådgiver, kunne have forsøgt at påvirke kongeparret. Derfor kunne man derfor roligt sige, at hun ej så sig enig med det procianske styre.. Men måske var hendes tanker også blot urealistiske? Dog tænkte hun, at hun alligevel måtte bære en smule fornuft med sig. Carlisle ønskede i hvert fald fortsat at lede hende til slottet. En destination, som de nu også havde nået. Hun tog en dyb indånding. Dette måtte være knald eller fald! ”Selv håber jeg, at mine ord vil sætte sig I deres hjerter. Sagen har i hvert fald sat sig i mit,” sagde hun ærligt. Det smaragdgrønne blik vendte hun imod ham, hvor hun nu måtte sende ham et smil. ”Hvordan end det nu vil forløbe sig derinde, skal De I hvert fald have tak for, at De lyttede til mig, og at De ønskede at føre mig hertil. Forhåbentligt har det ikke været forgæves.” Spændende ville det blive! Selv følte hun i hvert fald hvert, hvordan adrenalinen måtte pumpe i hende!

[Deleted]

Carlisle måtte let trække på smilebåndet. "Procias har længe, måtte tage sig af en lang række situationer, som gør, at de har måtte nedprioritere hæren og beskyttelse. For folket her, har det været vigtigst med mad på bordet og tag over hovedet, efter en en længere periode med hungersnød, som ramte landet for flere år siden," fortalte han med en ærlig stemme. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Da Ilosonic havde valgt at indtage pladsen som greve af landet, havde han lukket af for den vigtigste indtægtskilde som landet havde haft, og uden det, kunne bønderne ikke få guld nok til at sætte korn i jorden og få denne høstet.. Det havde dengang lammet hele landet, i den forstand, at det hele var gået i stå og kongehuset havde været nødsaget til at bruge sine penge på andet vis.
Gabriel skulle nok lytte til Emerald. Selv af den overbevisning, måtte Carlisle være, og særligt fordi at han tog imod hvad han kunne få nu om dage. Det var uden tvivl ved at være meget nødvendigt, at den slags skete, og det var noget som betød meget for fremtiden i Procias. Nu hvor slottet måtte ligge i det fjerne, var det også kun et tegn på at de efterhånden måtte nærme sig. Han smilede let for sig selv. For nu handlede det jo om, at forholde sig så optimistisk, som man nu kunne, og særligt i denne mørke tilværelse, så var det bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
"Sagen som du kæmper for, berører os alle. Jeg kan jo blot håbe på, at du når ind ved vores kongepar, og giver dem noget at tænke over, som kan få dem til at skride til handling. Vi er mange som bare venter på det," sagde han ærligt Ham deriblandt, gik og ventede på at høre og få en ordre, som gjorde, at han selv kunne skride til handling. Som enemand, er det jo ikke muligt for ham, at stille noget op. "Det vil tiden nu vise os. Kom med.. Vi er snart fremme," sagde han ærligt, som han fortsatte med at gå. I takt med denne gang, så nåede de langt om længe Castle of Light.

//Out