What should we do..?

[Jarniqa Dynithril]

Glad måtte Jarniqa alligevel være for, at procianerne ej var dumme.. Eller måske var det blot denne her mand, som havde forstået pointen. Ligegyldigt kunne det dog være, da det var ham som havde magten til at gå til kongen og rådgive for, hvad der videre skulle ske. Hendes tanker fløj af sted.. Måske var det ikke kun kongen, som hun skulle gå til.. Måske var det i virkeligheden denne her mand, som kunne hjælpe hende? Hvis hun kunne få ham overtalt, kunne han nemlig støtte hende i hendes sag, og stå ved hendes side ved mødet hos kongen. Glimrende syntes den plan! ..Dog afhang den dog også af det store faktum, om denne mand overhovedet ville støtte hende. ”Og hvad er De parat til at gøre for landet her? Er De parat til at gå i kamp mod Dvasias? Bede Deres konge om dette?” endte hun sigende med at spørge, som alle hendes ord måtte have en pointe. Selv ønskede hun nemlig at vide, om hun kunne regne med denne mand. Det kække smil spillede legende hen over de lyserøde læber. ”Overrask mig,” bad hun. ”Fortæl mig en, og jeg vil overveje, om den er mig brugbar eller ej.” Legende syntes hele hendes mimik pludselig at være blevet, som det kun styrkede den, at det syntes, at han sprang med på vognen. Helt stiv og høflig syntes han nemlig ikke at være.. Kun at være høflig og venlig, måtte også være utroligt trættende i længden. Dog måtte hun ej heller forglemme, at hun der var kommet en mening med hendes møde med denne mand. Dog havde en let stemning vel ej heller skadet nogen? Det kunne også helt være, at det i sig selv kunne gavne hendes sag overfor ham. ”Lad os lege en leg.. De kan få mit navn, hvis jeg får Deres og Deres hemmelighed at vide.” Kækt blinkede hun til ham. Hendes mål var uden tvivl at nå Castle of Light. Derfor ville det bestemt gavne, hvis han banede vejen for hende.

[Deleted]

Carlisle så på verdenen på en ganske anden måde, end hvad de fleste andre måtte. Naturligvis var det en trist udvikling, men når man selv var en del af den mere udsatte gruppe i sit eget land, så var det vel heller ikke underligt? Hvilke planer denne kvinde måtte lægge, var han dog heller ikke just informeret om, hvor hun i en stund som denne. Han betragtede hende meget indgående. "Hvad jeg ønsker, og hvad jeg kan opnå, er to helt forskellige ting i dette tilfælde. Min stilling forhindrer mig i at gå i krig, dersom min konge eller dronning nægter mig at gøre dette. Men om det er mig muligt, vil jeg naturligvis gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre landets velstand og velbefindende," sagde han ærligt, og alligevel ganske alvorligt. Det var jo et meget dystert emne, de var inde for at snakke om lige nu!
Sigende betragtede Carlisle sig af denne yndige unge kvinde. Hun havde respekten, hvilket var noget som uden tvivl faldt i meget god jord hos ham. At hun så derimod ej ønskede at give ham sit navn, inden han selv havde skænket dette til hende, fik kun et smil til at passere. En udfordring? Dette var noget som han især godt kunne lide!
Carlisle blev stående for et kort øjeblik.. funderede over dette. Ville hun snyde ham? "Ej håber jeg, at du snyder mig.. Men vel," sagde han med et venligt smil. Skulle han fortælle hende det? Han var mere bange for hvordan hun ville reagere, selvom vampyrere dog ej kunne være et væsen som var fremmed for hende, i og med, at hun kom fra Manjarno? "Ruten som jeg vælger, er den samme som alle andre, dog med den fordel at jeg kan gøre det... hurtigere," sagde han lettere hemmelighedsfuldt. Roligt tog han et skridt tætteer på hende. På ingen måder faretruende. Han ville jo trods alt gerne gøre et godt førstehåndsindtryk, og særligt, når det forløb sig på denne her måde. "Og tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Carlisle," sagde han roligt, inden han let bukkede med hovedet for hende. Ja, en respektfuld mand var han uden tvivl. Hans arbejde var for folket, og derfor, var det jo i princippet disse, som han skulle bukke for, og ej omvendt.

[Jarniqa Dynithril]

”De bestemmer muligvis ej, om De vil gå i krig eller ej, men De er i stand til at gøre en forskel på en anden måde. De har trods alt direkte adgang til selveste kongen og dronningen, hvor De kan afgive de input, som De finder aktuelle, og derfra kan regentparret arbejde ud fra det,” endte Jarniqa sigende med at sige. Det var trods alt, hvad hun havde planlagt at bruge ham til.. Hvis han vel og mærke skulle vise sig at være samarbejdsvillig. Indtil nu havde hun dog ingen grund til at tro andet om ham, da han indtil nu havde forekommet hende venlig og forstående. Hvorvidt det var at udnytte ham, kunne man altid diskutere, men det var vel ikke at udnytte en, hvis vedkommende selv så sig enig med en? Hovedet holdt Jarniqa på sned, alt imens det legende spillede ind over hendes smaragdgrønne øjne. ”Hvorvidt jeg snyder Dem eller ej, kan De trods alt kun finde ud af på en måde,” svarede hun kækt igen. Han kunne trods alt kun finde ud af, om hun snød ham eller ej, hvis han først gav sig. Det var trods alt de betingelser, som hun havde sat op. Personligt måtte hun også indrømme overfor sig selv, at hun nød følelsen af, at hun var den som styrede slagets gang. Hendes blik hvilede fortsat nysgerrigt på ham. ”Og hvad mener De med hurtigere? Det er trods alt ikke at afsløre sin hemmelighed, hvis man kun leverer en halv del af den,” sagde hun med et smil på læben, skønt det også måtte være et tegn på, at hun ej gav sig. Opmærksomt holdt hun også blikket på ham, som han valgte at træde nærmere. Tydeligt kunne hun se ham, skønt mødet måtte være i aftenens lys. Et venligt ansigt havde han. Et ansigt, som mange unge procianske kvinder garanteret fandt charmerende, hvor deres mødre med garanti også ville nyde at betragte det. En køn mand var han dog også. Selv i hendes øjne. ”Men i så fald.. godaften Carlisle.”

[Deleted]

"Jeg kan påvirke kongeparret i den ene eller den anden retning, men dog, er det deres beslutning om hvad der skal ske eller ej," begyndte han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned. Selv var han naturligvis mere end villig til at gøre alt hvad det krævede af ham, for at være med til at sikre at Procias ville stå, for det var det eneste mål, som de havde i denne stund. "Hvis jeg ej er enig i de beslutninger som drages, vil jeg sikre mig, at de er kendt med min holdning og mening til den pågældende sag. Vigtigt er det trods alt, at landet står, og gerne efter en mulig krig," sagde han ærligt. Det var jo heller ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved lige nu, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At denne kvinde gjorde det, udelukkende for at teste ham, tog han sig ikke af. Vigtigst for ham, var det nu at vide, at han kunne komme igennem dette og nu hvor hun var en som kunne være med på en god joke, var han kun glad og tilfreds om ikke andet. Hans smil bredte sig på læberne, hvor antydningen af de spidse tænder alligevel måtte vise sig. Vampyren var meget fremme i ham, dog havde han været under intens træning siden han havde været helt lille, om at få lov til at bevare denne form for kontrol, så det netop ikke endte med at gå galt. Det var nemlig heller ikke noget, som han ønskede skulle ske på noget tidspunkt. "De har ret... Jeg undrer mig blot," Med disse ord, strøg han hånden tænksomt over hagen. Et morende glimt meldte sig i hans øjne. Han kunne virkelig ikke lade være. Han nød virkelig dette. "Jeg er varyl.. Med vampyr i min blanding. Jeg kan færdes langt, og hurtigt," forklarede han endeligt. Måske at det ville gøre det klart for hende, hvorfor han havde disse hemmeligheder, som han nu havde. Han smilede venligt til hende. "Glæden er skam helt på min side, frøken.. Så fremt jeg naturligvis må høre Deres navn," sagde han sandfærdigt, som han igen lod blikket hvile på hende. Meget fascineret var han uden tvivl af hende. Hun var ikke noget som han så ofte i landet her.

[Jarniqa Dynithril]

Interessant var tanken uden tvivl, at denne Carlisle var i stand til at påvirke kongeparret i den ene eller anden retning. Han sagde ganske vidst også, at det var op til dem selv at tage den endelige beslutning, men i det store og hele plejede de vel at lytte til ham? Hvad skulle ideen med en kongelig rådgiver ellers være? ”Og hvad er Deres tanke omkring en mulig krig? Mener De, at Dvasias gik for vidt, da de valgte at indtage Manjarno? Hvad ville De føle, hvis Dvasias gik imod jer som de næste? Og ved De, hvad kongeparrets holdning er til al dette?” lød det gravende fra Jarniqa, som der bestemt var en pointe med al dette. Selv vidste hun mere eller mindre, hvor han stod i forhold til al dette, men hvad kongeparret mente … det havde hun end ikke en ide om. Dog agtede hun at finde ud af det, som hun lige meget hvad havde i sinde at finde vejen til Castle of Light. Selv ønskede hun nemlig deres hjælp i kampen mod Dvasias. At Carlisle skulle vise sig at være varyl med vampyr i sin blanding, havde Jarniqa alligevel ikke regnet med. Automatisk endte hun med at træde et skridt bort fra ham, som han både sagde ordene og viste hende antydningen af de spidse tænder. Venlig forekom han hende, men et skuespil kunne det meget vel være. Vampyrer var trods alt kendt for at være snedige og charmerende væsner. Det var dog ikke ham som person, at hun frygtede, men nærmere om han havde spist eller ej. ”Jeg forstår..,” endte hun sigende med at sige, inden hun måtte granske ham. ”Jeg håber dog ikke, at det næste De vil sige er, at procianerne holder sig inden døre om narren, fordi de ønsker at undgå Dem?” Hun løftede det ene øjenbryn. Hårdt var det måske at sige i tilfælde af, at det ej var af den årsag, men nu stod hun altså her … helt alene med ham i mørket. Derfor burde han kunne forstå, at hun blot ønskede at værne om sig selv. Det var også af den årsag, at hun endnu ikke måtte give ham sit navn, skønt han spurgte. Faktisk valgte hun blot at se helt væk fra hans forespørgsel, indtil han havde besvaret hendes spørgsmål igen.

[Deleted]

Denne kvinde gravede virkelig i ting, som faktisk slet ikke vedkom hende. Carlisle måtte jo bare forsøge at formulere sig, så det ikke endte med at gå alt for meget udover det arbejde, som han skulle udføre. Han havde en klar holdning og mening hvad angik den kommende krig, som de jo alle sammen vidste, ville ramme dem før eller siden. En skam var det, for der havde igennem så mange år, været en fred og en ro, som enhver kunne leve og have det veltilpas med. Ganske vidst frem til at Dvasias havde valgt at rykke, uden så meget som et varsel, hvilket nok var det mest groteske af det hele. Han vendte blikket alvorligt mod hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg er kendt med kongeparrets mening og holdning til dette, ja," begyndte han roligt. Ej var det dog noget, som han havde i sinde, at skulle fortælle hende om. "Jeg finder det grotesk, at de uden varsel, underlagde Manjarno sit eget regi og styre.. At de tvinger et folk på flugt, eller underkastelse. Alle ved vi, at krigen kommer.. Og mange er vi, som er villig til at gøre modstand," forklarede han. Selv var han blandt disse, som i særdeleshed ønskede at komme ud af dette kaos, som man måtte leve i. Svært var det dog.. Virkelig, virkelig svært.
Alt taget i betragtning, så reagerede hun næsten som ventet på hans vampyriske side: Ved at trække sig. Ikke at han tog det som nogen skidt ting. Det var bare noget, som man kunne sige, at han var blevet ganske så vant til i den anden ende. Han sænkede hovedet en anelse. Naturligvis gjorde det ham trist, at vide, at hun rent faktisk gik rundt og.. udviste frygt. "Ej skal du frygte mig," sagde han, idet hanigen vendte blikket mod hende. Den store sult havde han skam lært at styre, da han havde været under træning og øvelse for dette hele livet. Han var ikke mest velset, dog selvom kongeparret havde respekten for ham og hans arbejde. "De holder sig ej inde på grund af mig.. Men det mørke som lurer udenfor murene og frygten for at det skal komme ind. Mørket har før skabt frygt og kaos på disse egne, og denne hjemsøger stadig de stakkels borgere," sagde han ærligt. Aldrig havde han sat tænderne i et levende individ, så ej kunne det være ham, som de var bange for. "Og nu hvor De er kendt med mit navn.. og min hemmelighed, så vil jeg anmode Dem om at opfylde Deres del af aftalen," opfordrede han med et kækt glimt i øjet.

[Jarniqa Dynithril]

Tydeligt blev det hurtigt for Jarniqa, at Carlisle ej ønskede at oplyse hende om kongeparrets mening. Det gjorde dog blot, at hun selv måtte finde frem til den! Selv så hun det ej som nogen hindring, da hun fra start af havde tænkt, at hun ville gå til slottet uden nogen større viden om det. Derfor ville det blot have været en glædelig overraskelse, hvis denne her Carlisle havde været samarbejdsvillig. Hun fugtede let de lyserøde læber. ”Mørkets land er blot, hvad rygterne altid har fortalt. Griskt, mørkt og arrogant. Spørgsmålet er blot, om de resterende lande kan give et passende modsvar til dette,” sagde hun sigende. Hvis ej de resterende lande havde et passende modsvar til det, havde hun og Resistentia det! Selv nægtede hun nemlig at flygte eller at underkaste sig, og derfor var der kun én ting tilbage.. at kæmpe. Carlisle troede ganske vidst, at hun blot var en simpel pige, som var blevet draget på flugt fra sit hjemland, men sandheden var skam en helt anden. Hun var nemlig ej på flugt, som hun nærmere ville sige, at hun var på en visit. En visit hos kongeparret.. hvis de vel og mærke tillod en audiens fra hendes side. Agtpågivenhed udtrykte hun overfor Carlisle, som han offentliggjorde for hende, at han var halv vampyr. Selv anså hun det ej for at være et svaghedstegn, men nærmere et tegn på klogskab. Selv kendte hun nemlig til vampyrer gennem sin tid i Manjarno, og den havde fortalt hende, at der var de gange, hvor man rent faktisk kunne stole på den race, og at der var de gange, hvor man skulle frygte den. Derfor ønskede hun selvfølgelig at vide, hvordan hun burde agere overfor denne halvvampyr. At han ej ønskede at gøre hende fortræd, glædede hende derfor også blot. ”Nuvel.. En vampyrs væsen er trods alt individuelt.. Ej kan man vide, om man står overfor en sulten eller mæt vampyr.. Ej heller om vampyren holder sig til dyre- eller menneskeblod,” sagde hun sandfærdigt, som hun også måtte ønske at forklare sig. Som han igen spurgte ind til hendes navn, måtte hun rette sig en anelse op. Nu agtede hun nemlig at tale sandheden.. eller halvt om end. ”Mit navn er Emerald,” løj hun, inden hun måtte fortsætte i en ærlig og alvorlig procedure. ”Jeg er ej kommet til Deres land som en flygtning. Jeg er derimod kommet hertil med det formål, at jeg higer efter en audiens hos kongeparret. Efter angrebet på Ityrial og specifikt Neutranium, vidste jeg nemlig, at der måtte gøres noget ved sagen. Derfor agter jeg at finde ud af, om Procias’ kongepar støtter den manjanske modstandsbevægelse, eller om de derimod ønsker at bukke under for Dvasias’ vilje.”

[Deleted]

Hvad der skete på slottet, skete på slottet, og det var noget som også skulle blive på slottet. I dette tilfælde, så ville han forholde det på den måde. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse foran sig. Kongeparret var lige så meget imod hvad Dvasias havde gjort, som alle andre var, men der var jo bare grænser for, hvad de kunne gøre ved det. Dvasias havde alle dage været et stort og mægtigt land, og nu gjorde det jo så ikke ligefrem tingene meget nemmere for dem. Det lagde et pres på dem alle sammen. "Landet har altid været stærkt og stort.. Nu mere end nogensinde før," sagde han med en ærlig stemme. Frygteligt var det uden tvivl, at det forholdt sig således, men hvad var der at gøre ved det?
Der var dog ikke nogen grund til at være bange for ham, for han gjorde ikke nogen noget. Særligt ikke uden at have en grund til det. Han blev stående og med blikket hvilende på hende. Alle her i landet, vidste at han var vampyr. Der var ikke rigtigt nogen tvivl om det, men alligevel. Det var lidt en forbandelse til tider. "Aldrig har jeg fået smagen af menneskeligt blod på min tunge, og siden jeg var helt lille, har jeg været underlagt en intens træning, for at bevare kontrollen. Jeg kan trygt love dig for, at du ikke skal være bange for mig," sagde han ærligt. Han rettede sig roligt op, hvor antydningen til et varmt smil alligevel måtte vise sig på hans læber, da hun endelig præsenterede sig ved navn. Emerald.. Han kunne lide det. Han nikkede mod hende. "Det er mig en udsøgt fornøjelse, Emerald," hilste han endeligt. At hun så derimod kun fiskede efter en audiens med kongehuset.. forundrede ham dog lidt. Hvorfor så være så opmærksom på hvordan de var, og deres holdning og mening? Han rynkede let i panden og med hovedet som søgte let på sned. "Du ønsker en audiens på baggrund af en.. modstandsgruppe?" spurgte han endeligt. Tanken forundrede ham ganske vidst. Desuden tog kongen og dronningen imod rigtig mange audienser i denne tid. Den var hård for dem alle. "Og du ønsker at jeg skal bistå dig til dette anliggende? Og hjælpe dig til audiensen?" spurgte han videre. Om det ville være muligt, var jo en anden sag.. Der var meget for det kære kongepar, at skulle tage sig af i forvejen.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige havde Dvasias altid været et stærkt og stort land, som havde kastet en mørk skygge over de resterende. Men hvad var det nu, som man altid plejede at sige? Et kækt smil søgte over Jarniqas lyserøde læber. ”Hvor stort det end er, så siger historierne altid gang på gang, at det gode vil sejre over det onde i den sidste ende,” svarede hun i en munter tone. Om det dog også var sådan i virkeligheden, ja, det kunne hun jo kun håbe. Hun var ganske vidst halvt mørkevæsen, ligesom Carlisle, men af den årsag følte hun ej, at hun havde en mørk sjæl. Ej heller kunne hun påstå, at hun glædede sig over det mørke lands fremdrift, som hun faktisk følte og gjorde det direkte modsatte. Nysgerrigt søgte hendes hoved på sned. Selvom det glædede hende at høre, at han aldrig havde smagt menneskeblod, kunne hun alligevel ikke lade være med at undre sig. Følte han mon, at han manglede noget i sit liv, fordi han levede af dyreblod? Selv var hun ganske vidst ikke vampyr, men alligevel vidste hun, at normen var, at de drak menneskeblod som førsteprioritet. Derudover spekulerede hun også over, om han mon følte noget særligt, når han stod over et individ som hende. Kunne han fornemme hendes strømmende blod? Tiltrak det ham, skønt han ej drak det? En nysgerrig sjæl var hun i sandhed, og hvorfor skulle hun også lægge bånd på det! ”Tag endelig ikke fejl af mine spørgsmål, da Deres svar glæder mig, men.. Føles det unaturligt for Dem at skulle besidde den kontrol? Spekulerer De nogensinde over, hvad forskellen måtte være på menneske- og dyreblod? Og føler De overhovedet ingen trang, når De står overfor mennesker som mig?” spurgte hun ham i en nysgerrig tone, som hun ikke kunne lade være. Hun ønskede at vide, hvordan alt hang sammen. At det var en udsøgt fornøjelse at møde hende, måtte hun alligevel smile over, skønt han sagde Emerald og ej Jarniqa. Nødvendigt var det dog, at hun havde et opdigtet navn, da det opdigtede navn ej ville spore tilbage på hende. Underligt var det dog at tænke på, at det mere eller mindre kun var Damien, Valandil og hendes fader, som kaldte hende ved hendes rigtige navn. Hun hævede et slankt øjenbryn ved hans spørgsmål. ”Er der et problem med det?” spurgte hun stilfærdigt, da det ej virkede som om, at han forstod pointen i hendes ønske. Svagt trak hun på skulderen. ”Det ville uden tvivl gavne mig sag, hvis De bistod mit anliggende. Dog havde jeg ej forventet vores møde, og derfor vil jeg forsøge at udføre min mission med eller uden Deres hjælp.” Ung var hun måske, men hun vidste, hvad hun ønskede, hvor hun ej heller var bange af sig.

[Deleted]

Et sted kunne man jo kun håbe på at det gode ville sejre endnu en gang. Svært var det dog at forestille sig, at dette kunne ske på nuværende tidspunkt. For nu måtte man jo kun bide det i sig, og så håbe på, at et mirakel ville opstå, netop så man kunne komme videre derfra. Hårdt som det end var sagt, så var det jo bare sandt. Det var en grusom verden, som de havde derude, og det var det som de nu måtte sige sig nødsaget til at bekæmpe. "Man siger jo, at det gode og lyse altid vil sejre. I dette tilfælde, kan vi jo håbe på, at det vil vare ved," fortalte Carlisle dog med en rolig stemme. Om troen var der, var jo en anden sag, men end ikke det, var noget som han ønskede at snakke alt for højt om, om han kunne blive fri for dette. Hans blik søgte hendes skikkelse og med et svagt smil.
Vampyren gjorde ham til et uvelkommen individ her i landet. I hvert fald set i rigtig manges øjne. Dog havde han lært at bevare kontrollen, og var nok det som virkede til at forundre hende. At hun så derimod var en kvinde med rigtig mange spørgsmål, var nu heller ikke noget, som han tog sig særlig meget af. Det var jo kun på den måde, at man rent faktisk lærte noget om denne verden - ved at spørge. Han trak let på smilebåndet. "Jeg er nysgerrig, Emerald," begyndte han ærligt. Hovedet søgte på skrå og uden at dette smil måtte falme. "Kontrollen tilfalder mig normalt. Jeg er kun blevet introduceret til dyreblod, selv af min egen fader, som levede af dette. Han lærte mig kontrol. Men jo.. Jeg kan høre og mærke det pulsere i dine årer. Jeg står med en lyst til at.. gøre det, men jeg vil ikke komme til det," sagde han ærligt. Han havde desuden stået med sin søskendeflok, som bogstavelig talt var engle.. Kunne han modstå disse, så kunne han da uden tvivl også modstå hende! Uanset hvad slags kvinde som hun var, så var det da tydeligt, at hun havde noget med i rygsækken og mere end hvad man nok kunne sige om de fleste manjanere her på stedet. "Du ønsker en audiens med et kongepar, der i forvejen, påtager sig utrolig mange sager i løbet af en dag. Særligt i denne tid.. Og omkring denne modstandsbevægelse? Må jeg spørge om hvad det er for en?" fortsatte han. Om han skulle hjælpe hende, ville han da selv naturligvis gerne have at vide, hvad hun egentlig havde tænkt sig med denne, og hvordan kongehuset eventuelt kunne få gavn af dette, eller hjælpe hende i stedet for. "Blot for nysgerrighedens skyld," forsikrede han roligt, dog med en alvorlig undertone.

[Jarniqa Dynithril]

”Ligeledes har jeg hørt, at man skal tro det, før det kan ske,” svarede Jarniqa i en rolig tone, hvor hendes ord også var ment som en hentydning. Det lå vel også tydeligt i kortene? Smilet holdt hun på de lyserøde læber, som hun selv mente, at det kunne lykkes at besejre mørket, hvis blot de holdt sammen. Procias og Manjarno og muligvis Imandra.. Ja, det ville gøre, at mørkets land ikke havde en chance. 3 til 1 var nemlig usandsynligt gode odds. Spørgsmålet var blot, om Procias kunne se fornuften lige nu og her i det. Desværre vidste hun allerede, at de ej ville være samarbejdsvillige fra start, da hun allerede havde drøftet denne sag med Caleb, der selv var prociansk statsborger, og som var blevet slået hen af kongen. Dog håbede hun, at kongens mening ville blive ændret, hvis der kom pres fra flere vinkler. Interesseret lyttede hun til, hvad Carlisle havde at fortælle, som han oplyste hende om vampyren i sig. ”Interessant,” lød det oprigtigt fra hende, skønt vampyren i sig selv var et skræmmende væsen. ”Jeg har før hørt om vampyrer, som lever som Dem. Dog har jeg aldrig haft fornøjelsen af at konversere med dem.. Interessant finder jeg det dog, som det De gør er Deres race unaturligt.” Ej ønskede hun, at han stoppede denne bane, men alligevel måtte det lade hende med en del spørgsmål. Det at leve af dyreblod var nemlig imod hans natur, og derfor fandt hun det naturligvis interessant at høre, hvordan han havde det med det. Selv kunne dog sige, at hun havde en ide om det, da hun selv var halvt magiker, og oprindeligt var blevet afholdt fra at bruge sine kræfter. Derfor kunne hun et sted sige, at hun kunne forstå hans dilemma. Sigende nikkede hun med hovedet. ”Travlt eller ej, er min sag vigtig. Jeg er i forvejen blevet opmærksom på, at særligt kongen vil få svært ved at sluge mine ord, men personligt tror jeg, at der er en større chance for succes jo mere man prøver,” svarede hun ærligt. ”Modstandsbevægelsen er Resistentia..” Et kækt smil banede sig vej ind over hendes læber, skønt hun skam var alvorlig. ”..og jeg ved, at bevægelsen vil holde en plads åben for Dem, hvis det skulle være.”

[Deleted]

"Tro flytter bjerge. Der skal bare meget til i en situation som denne," informerede Carlisle om med en rolig stemme. Hans hænder var foldet bag på ryggen, også med en afslappet udstråling. Selvom han vidste, at han havde alle grunde til at skulle tage det lidt på en anden måde, end hvad han måske ellers ville give udtryk for, men ja.. man måtte nyde tiden, mens den var der, og det var jo lidt der, at den lå for hans vedkommende. Han havde nu afsløret at han var vampyr, og det glædede ham da, at det ikke så ud som om, at det var en tanke som gjorde hende bange eller utryg. Længe havde han nemlig levet således, og aldrig havde han bidt nogen som helst, og ikke, var det en tanke som kunne falde ham ind på denne her måde. Han lod hovedet søge let på sned, uden at smilet forlod hans læber på noget tidspunkt. Det var faktisk noget, som han fandt en form for ro i.. Særligt fordi at hun med sin nysgerrighed, stillede spørgsmål, og ikke bare konkluderede til eller fra, og det passede ham nemlig mere end fint. "Måske mod min natur, men ej er jeg renracet vampyr, og for mig, er det sådan her jeg skal leve mit liv. Sådan har det alle dage været.. Aldrig har jeg kendt til andet," fortalte han med en rolig stemme.
At hun direkte huet efter en audiens med den kære konge, forundrede faktisk slet ikke Carlisle. Han nikkede blot. Hvorvidt om kongen ønskede at lytte til hende, var jo så en anden side af sagen, hvilket han glædeligt erkendte, når det endelig skulle være. Han nikkede roligt til hende. "Hvorvidt om kongen, kan give udtryk for ønsket om at snakke med dig, og høre på hvad du har at sige, om denne modstandsbevægelse, skal jeg ej kunne sige. Det er noget, som kun tiden må vise," sagde han ærligt. Han kunne sagtens bringe hende dertil, og lade hende snakke med Gabriel, men om der ville komme noget ud af det, skulle han ikke kunne sige. Kongen havde nemlig rigtig mange ting i tanker og sind, som han skulle håndtere og særligt lige nu,var det jo kun ekstra slemt. Han grinede let. Om han skulle være en del af det? Det var i hvert fald ikke helt utænkeligt. "Fortæl mig mere om den, mens vi søger mod Apterta.. Så kan det være, at jeg skal bringe det til overvejelse," sagde han roligt. Han mente det dog.. Dvasias skulle slås tilbage, og hvis han kunne yde hjælp og assistance hvad det angik, var det værd at tage til overvejelse.

[Jarniqa Dynithril]

Tro flytter bjerge. Der skal bare meget til i en situation som denne. Ja, personligt følte Jarniqa ikke, at Carlisle havde den korrekte indstilling til dette. For hende lød det nemlig nærmest som om, at han allerede havde givet op, og derfor ville det blive en selvfølge, at det ville gå i den negative retning. Ja, hun var på ingen måde positiv over hans svar. ”Hvor svært det end er, skal man ej betvivle, om det er en sag, som man vil give sig hundred procent for. Hvis man har den mindste tvivl om dette er det klart, at man vil fejle,” sagde hun sigende. Mærkværdig måtte hun helt føle sig, som hun nærmest havde det som om, at hun som nybegynder skulle lede ham. Ham der rent faktisk havde et professionelt erhverv, og som højst sandsynligt havde bestræbt det i noget tid. Det var dog ikke kun hans holdninger, som hun var interesseret i at kende og prikke til, men derimod også hans racer. Sjældent var det nemlig, at hun tilbragte tid med halv- eller fuldblodsvampyrer. Generelt var vampyren ej heller en race, som man ønskede at hænge ud med. Dog virkede denne Carlisle anderledes.. Han føltes bestemt ikke som en vampyr. ”Hvis blot dette føles rigtigt for Dem, er der ingen som kan sige andet,” sagde hun mildt. Gad vide, hvad han ville mene om hendes blanding? Selv var hun jo halvmagiker og halvmørkelver, hvor Damien havde fortalt hende, at der var dem, som ville vende hende ryggen ved kendskabet til den sidstnævnte race. Var det mon værre at være mørkelver end at være vampyr? Personligt følte hun det ikke således, da hun vidste, hvordan hun var. ”Hvorvidt kongeparret ønsker at lytte eller ej, agter jeg stadig at tale med dem,” sagde hun fast. Selv vidste hun, at det ville blive svært, og derfor frygtede hun også for sagens udfald. Selv havde hun nemlig allerede hørt, hvordan kongen havde slået andres forslag ned. Et glimt fik hun i øjnene ved hans ord. ”Før an, og jeg vil fortælle dig, hvad du ønsker at vide,” svarede hun ærligt i en energisk tone. Bleg var hun nemlig ikke for at skaffe flere medlemmer til Resistantia, for jo flere de var, jo større var deres chance. Det kunne uden tvivl også gavne hendes sag, hvis Carlisle sagde til kongeparret, at han støttede hende.

[Deleted]

Med et helt folk imod sig, var det svært, selv for Carlisle, at holde hovedet højt fra tid til anden. Ikke fordi, at det var noget som han kunne gøre synderlig meget ved, da der i forvejen, var utrolig mange, som var imod ham og det væsen som han måtte være. Hans blik hvilede på hende. Så ung, og alligevel havde hun oplevet så meget. Det var jo lige før, at selv han måtte erkende, at det uden tvivl måtte være utrolig tragisk. "Ofte forekommer det ikke, at vi står overfor en situation som denne. Dog må jeg sige, at jeg har troen, om vi finder den rette vej," sagde han ærligt. Om de kunne finde de rette midler som skulle til, og om de kunne finde den rette måde, og midler at benytte, så ville han uden tvivl gøre hvad han kunne, og det ville han også gøre uanset hvad!
Hans levevis havde måske ikke været den mest optimale, men om ikke andet, så stod han fast på, at han gjorde, hvad han måtte finde nødvendigt, og denne sag og situation, var ikke meget anderledes. Han nikkede. "Jeg klarer mig trods omstændighederne," sagde han med et smil. Det var måske ikke menneskeblod han fik, men om ikke andet, så kunne han klare sig med det, som han nu havde, og det som han nu fik. Og det var det, som i hans øjne, var det vigtigste lige nu. Han lod hovedet søge på sned. Audiensen virkede til at være noget, som rent faktisk betød utrolig meget for hende.. Hvem vidste.. måske var hun blandt dem, som kunne give Gabriel en ro i krop og sind, som han havde brug for? "Jeg kan bringe dig til slottet, men ej vide med sikkerhed, om kongen eller dronningen er i stand til at tage imod audiens på nuværende tidspunkt," fortalte han sandfærdigt. Hans blik hvilede på hende, dog alligevel med et alvor. For ham, var det uden tvivl vigtigt, at hun var klar over det. At hun så derimod også ønskede at fortælle ham om denne modstandsgruppe, glædede ham, for han ville selv glædeligt høre mere om dette! Han foldede hænderne over ryggen i takt med at de måtte gå. "Fortæl mig hvad der er værd at vide om denne gruppe. Jeg må sande, at den har vækket min nysgerrighed," sagde han med et let smil på læben.

[Jarniqa Dynithril]

”Skønt at vor situation er slem, vil jeg alligevel vove at påpege, at det er bedre, at det er således, end at verdenen konstant er i tumult. Selv vil jeg nemlig stadig stå fast ved, at jeg har nydt de dage, som var her inden disse,” sagde Jarniqa ærligt. Gammel var hun ikke, men 15 år var da også en god årrække? Det følte hun i hvert fald selv, som de måtte symbolisere hendes liv og alt, hvad der havde hændt hende. Hvor gammel Carlisle var, kunne hun ikke selv sige, da vampyren havde en lang levetid, uden de store ændringer i udseendet. Dog ville hun ej skyde ham til at være helt ung, da han trods alt bestræbte en stor titel. Kongelig rådgiver. En titel, som hendes egen fader også havde bestræbt. Dog var det ikke et liv, som hun videre kendte til, som de aldrig havde haft de lange personlige samtaler. Friskt begyndte hun at gå, som hun uden tvivl var spændt på at nå Castle of Light. Hvor det lå, og hvor langt væk det lå, vidste hun dog ikke.. Carlisle havde dog nævnt navnet Apterta for hende, så måske var det der, at slottet lå? Selv anede hun det ikke, ligesom hun ej heller kendte vejen.. Derfor valgte hun blot at stole på, at han ledte hende i den rigtige retning. ”At blive bragt til slottet er alt, hvad jeg ønsker. Det er trods alt, hvad jeg er kommet for,” sagde hun ærligt, inden et skævt smil søgte over hendes læber. ”Hvis ej jeg kan få audiensen straks, må jeg søge til en af kroerne i håb om, at der er plads.. Ellers kan jeg slå lejr uden for byen. I flere uger kan jeg dog ej vente, som der er behov for mig andetsteds.” Hætten valgte hun at trække op over hovedet, som det alligevel måtte lufte en anelse, som de havde påbegyndt gangen. Tænksomt så hun alt imens frem for sig, som hun måtte overveje, hvad der var relevant at fortælle ham. ”Jeg fik ideen til bevægelsen efter angrebet på Ityrial. Hurtigt sandede jeg nemlig, at der måtte gøres noget, hvis vi ikke blot ønskede at underkaste os det nye regime. Hertil er min plan, at jeg blandt andet vil sabotere alle de tiltag, som Dvasias forsøger at gøre i Manjarno.. Dernæst vil jeg gøre ved Dvaias’ eget land, som de gjorde i Ityrial og Paggeija. De skal føle alt, hvad vi følte, hvis ikke mere end det,” sagde hun sigende.