What should we do..?

[Deleted]

Jarniqa Dynithril - @carlisle

---

Det var ved at være hen mod solnedgangen. Hele dagen og igennem den sidste tid, havde manjanere strømmet ind fra grænsen af, efter at deres land var blevet revet fra dem. Det var et spørgsmål om tid, inden madrationerne ville holde inde, men de kunne jo heller ikke lukke portene for det stakkels folk! Gabriel var hvileløs, og stirrede ellers ind i de store vægge som omgjorde sig i tronesalen, og Silia selv havde sit at se til. Var det noget vidunder, at folk rent faktisk var bekymrede?
Carlisle foldede hænderne over ryggen, da han søgte igennem skoven. Nu hvor det snart blev mørkt, turde han nemlig godt søge ud fra slottet, for så vidste han, at der var en meget lille risko for at der ville ske ham noget undervejs. Folk havde for vane ved at dømme ham på hans racer, og det var noget som i forvejen måtte gøre ham skide frustreret, og særligt fordi at han ikke havde gjort nogen noget som helst!

Grene knækkede under hans fødder, hvilket let fik ham til at stoppe op. Som en halv engel og en halv vampyr, så var der nemlig også temmelig mange ting, som han kunne udnytte i den forstand, og det havde han uden tvivl tænkt sig. Han sukkede let. Det her ville uden tvivl gå hen og blive rigtig svært. Hvad skulle de gøre? Der var en hel hær som bare ventede på at hamre portene ind, og indtage landet, og man vidste alle sammen, at det kun var et spørgsmål om tid.
Carlisle endte med at dreje af mod højen og søgte derop. Et sted midt i skoven, som tårnede sig højere end det andet. Så lang tid at træerne stod uden blade, så kunne man rent faktisk se langt. Her var fuglene holdt op med at synge.. dyrene var allerede igang med at søge væk, og jægerne fik mindre og mindre med hjem igen, hvilket rent faktisk kun gjorde sagen.. endnu værre, end hvad den var i forvejen. Ville Dvasias gå ind i landet, eller skulle de sulte alle sammen? De vidste jo alle sammen godt, at den kommende krig, ikke var noget, som nogen af dem kunne røre det mindste ved.. De ville blive slagtet... hver og en.
Carlisle slog sig ned på toppen, hvor han spejdede ud mod Procias. Så smukt et rige.. En skam, at det nok meget snart ville ende med at falde.

[Jarniqa Dynithril]

Det var ikke mindre end i går morges, at Jarniqa, Damien og Valandil havde nået Procias’ grænser. Alle havde de frygtet, hvad der skulle ske herfra, da det tidligere havde været kendt, at Procias’ grænser var strengt bevogtet for alle andre end procianerne selv. Det havde dog vist sig, at det ej var tilfældet længere.. Eller jo.. Bevogtet havde grænsen været, men som de havde nået den, havde de sandet, at de ej havde været den eneste manjaner med denne her ide. Hvad der var endnu mere utroligt var, at de rent faktisk var blevet lukket ind i vagterne, som landets porte havde åbnet sig op for manjanernes sikkerhed. Dog vidste Jarniqa selv, at det langt fra var alle manjanerer, som gjorde brug af dette tilbud.. Der var for eksempel de manjanere, som blev holdt indenfor murene i Ityrial, og så var der også dem, som ej kunne klare turen fra Manjarno til Procias. Denne handling fra Procias’ side havde dog alligelig fået Jarniqa til at tænke en ting.. måske havde de en chance? Måske ville kongen alligevel lytte til hende? Håbet spirede om end i hende!
Aldrig havde Jarniqa været udenfor Manjarnos grænser, og derfor havde passeringen til Procias været noget speciel for hende. Skønt det endnu var vinter, var én ting tydeligt for hende. Procias syntes som et smukt og idyllisk land. Derudover havde hun også fundet ud af, at der var det lunere i landet end der var i Manjarno. En ganske besynderlig ting, hvis man spurgte hende. Dog kunne hun ikke lade være med at sluge alting råt, hvor hun også nød det hele.
Nysgerrigt faldt Jarniqas smaragdgrønne øjne fra det ene store træ til det andet træ. Var det mon de samme træer, som de havde i Manjarno? Nysgerrigt bevægede hun sig omkring, hvor man knapt nok kunne høre hende, som det elviske gjorde, at hun var let og yndig til fod. Til tider måtte hun også svinge nysgerrigt rundt om sig selv, så hun kunne se det hele igen og fra alle vinkler. Et let smil passerede hendes lyserøde læber, skønt det overordnet set var en sørgelig situation, som hun var i. I en tilfældig retning førte fødderne hende et sted hen, som hun kendte absolut intet til landet her. Det betød også, at hun til sidst måtte ane en udmunding i skoven. Var det mon en by, som lå på den anden side? Nysgerrigt bevægede hun sig i udmundingens retning. Nej.. Det var blot en høj. Et højdepunkt heri skoven. Hun endte med at stoppe op. Og der på toppen af den, stod der en skikkelse.

[Deleted]

Procias var uden tvivl et mere idyllisk land, end sin nu så store nabo. Det var det som selv Carlisle var så glad for, også selvom han ærlig talt frygtede, at det var et spørgsmål om tid. Procias havde valgt at holde sig ude af slaget om Manjarno, hvor de nu selv vidste, at de nok meget snart stod for skud.
Mørket var ved at falde på, dog selvom det ej var noget som faktisk generede Carlisle det mindste. Han kunne sagtens se, som han kunne høre og dufte, som var det klar solskin. For ham gjorde det ikke nogen forskel. Det var jo det, som folk var bange for. Han var en vampyr, selvom han havde levet mesteparten af sit liv i Procias. Han havde blot været så lille en dreng, da han var kommet hertil, at han ikke kunne huske hvordan det var på den anden side og i Dvasias. Den kvindelige skikkelse som bevægede sig igennem skoven, var dog noget af det første som fangede hans blik, dernede på stien. Ukendt for ham, som så mange andre, da det var sjældent at han i det hele taget søgte ud for slottets murer. Han havde et arbejde at tage sig af, og siden han nu var den som holdt gang i Gabriel, samt sørgede for at manden blev tvunget til at hvile engang imellem, så var han selv nødt til at trække luft engang imellem.
Med et roligt nik mod denne kvinde, som en hilsen, gjorde han, inden han igen vendte blikket frem. Stedet her var smukt.. I det fjerne kunne man sågar fornemme elvernes by. Selv de var i højeste alarmberedskab, og alle vidste, at det ville gå galt på et tidspunkt. Med rolige skridt søgte Carlisle igen ned af højen, og kom derfor også tættere på denne kvinde. Han ville naturligvis gerne vise sig fra sin bedste side. Intet andet gav da mening, og særligt når han selv agerede som den kongelige rådgiver. "Godaften," hilste han med et smil, som dog ikke afslørede nogle tænder. Han selv var vant til at blive dømt på disse, og derfor reagerede han jo bare, efter hvad han havde for vane at gøre, og lige nu, var det at handle på denne måde. Ny virkede hun til at være her, sådan som hun spejdede rundt. En udefrakommende fra Manjarno måske? Naturligvis skulle de have et sted at være. Hvad der var sket, var jo direkte frygteligt.

[Jarniqa Dynithril]

Ny i landet var Jarniqa i allerhøjeste grad. Selv kendte hun Manjarno ind og ud, men resten af verdenen? Der stod hun som en blank bog. Skræmmende måtte det et sted være, men afholdende var det bestemt ikke, som det kun affyrede hendes nysgerrig. Altid havde hun drømt om at besøge hele verdenen, og nu havde hun endelig fået muligheden for at besøge Procias. En skam var det dog, at det skulle være under disse præmisser. En flygtning var hun trods alt. Det var både hun, Damien og Valandil. Opmærksomt hvilede hendes klare smaragdgrønne øjne på skikkelsen, som var at finde på højen. Ej havde hun ventet at møde en anden på sin tur, da det var aften. Derfor kom det selvfølgelig som en overraskelse for hende, at hun ej var alene. Var denne person mon også en flygtning fra Manjarno? En som betragtede sig af det nye land, ligesom hende? Eller var han rent faktisk bare en indfødt, som forsøgte at nyde aftenvejret? Pressende måtte det formentligt også være for procianerne, da de lige pludselig havde set sig nødsaget til at tage et helt folk til sig. Opmærksomt fulgte hun personen med blikket, som vedkommende begyndte at bevæge sig ned ad bjerget. En mand. Hun rankede sig en anelse op. Mørkt var her, men ej skabte det de storehindringer for hende, som det elviske i hende tildelte hende et godt syn. Nysgerigt studerede hun manden, som det var tydeligt at se, at han kom i hendes retning. Derfor måtte hendes blik vel også være i orden? Umiddelbart mørkt hår.. Dog ikke så mørkt, som hendes ravnsorte lokker. Nydelig påklædning.. Var han velhavende? Selv var hun iført sin røde kjole, som ej tydede på nogen rigdomme. Klædte hende, gjorde den dog alligevel. ”Godaften,” hilste hun høfligt på manden, som han hilste først. Venlig syntes han at være.. Svagt valgte hun at sende ham et smil, der alligevel formåede at give hele hendes ansigt en vis glød. ”Det var skam ej min mening at forstyrre..,” endte hun med at sige, som det havde set ud til, at han havde været i gang med sit eget.

[Deleted]

Procias' borgere, var i forvejen ikke meget for at grænserne nærmest var blevet åbnet for det flygtende manjanske folk. Meget kunne man sige om Procias' manglende indblanden i krigen om deres land, men de var ikke ligeglade. De havde bare måtte sande, at denne kamp og strid, ej var noget som de kunne være behjælpelig med.
Denne kvinde måtte næsten være ny her i landet. Hun var i hvert fald ikke som det typiske som Carlisle mødte på sin vej, hvilket var noget, som han nu alligevel godt kunne lide. Hovedet lod han søge let på sned. Hun var en smuk kvinde oveni.. Hvilket i særdeleshed var noget som han kunne lide. Han var vel sin faders søn? En Nimanhra, med alt hvad det indebar. Ej ville han påstå at hun havde forstyrret ham. Han kunne jo være blevet deroppe, om det var hvad han ville. "Tvært imod," forsikrede han hende med et roligt smil. Han betragtede hende meget indgående, dog selvom han holdt en respektabel afstand til hendes skikkelse. Hænderne foldede han endnu en gang over ryggen. Hun var yndigt klædt, hvor han selv stod i sine egne fine og respektive klæder, da han ikke havde noget mere 'folkeligt', at kunne tage på bare for en tur ud, i en stund, nu hvor han var ude i en stund, hvor det ikke var ofte at han i det hele taget mødte nogen herude. Det skulle lige være en elver eller to, som selv tog runden, og særligt nu hvor grænserne havde været åbne. Den kære Thranduil lod nemlig ikke hvem som helst ind i hans rige.
"De må være en af de udefrakommende her i landet. Må jeg være blandt de første til at ønske Dem velkommen," fortsatte han. Sådan som hun rendt rundt og mest af alt kunne ligne en elegant.. dog meget forvirret ung kvinde, så var det uden tvivl en af de kønnere af slagsen, som han selv måtte stå overfor. Han betragtede hende roligt. "Kommer De alene?" fortsatte han roligt. Mange havde jo end ikke fået et sted hvor de kunne sove med tag over hovedet, hvilket selv Carlisle måtte synes, var forkasteligt. De havde brug for det, og særligt med mange af de traumatiske oplevelser, de måtte have med sig fra Manjarno.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt betragtede Jarniqa sig af manden, som stod foran hende. Så alle procianere mon således ud? En skam ville det ej være, hvis det var således, som han var en køn mand. Ganske køn endda, nu hvor hun virkelig kunne se ham.. At det allerede var til at se, at hun var en af de udefrakommende, fik hende til at tage sig til hovedet. Var det virkelig så tydeligt? Selv havde hun blot vandret omkring og nydt, hvad hun havde set, men måske var det ikke normalt her? Dog kunne hun også sige, at hun ville have løftet brynet en anelse, hvis hun havde set en valse således omkring rundt i Paggeijabjergene. Paggeija.. Tanken om stedet satte sig som en klump i hendes hals, hvor det syntes at tynge hendes hjerte. Hendes eget hjem havde ligget i det forladte Benden. Et hjem, som hun havde ødelagt, idet hun havde set, at det ville blive invaderet. Hånden endte hun nu med at lade glide igennem de ravnsorte lokker, så de let skilte sig mellem hendes fingre, og lod et spidst øre komme til syne. ”Er det virkelig så tydeligt at se, at jeg ej er herfra?” lød det fra hende med et skævt smil på læben. Gad vide, hvor mange flygtninge denne mand havde spottet igennem de seneste par dage? Stykker? Hundrede? Tusinde? Selv havde hun set nogle af flygtningelejrene, men ej havde hun valgt at indlogere dem der. Nej, Damien havde altid ønsket, at de levede for dem selv, og med hans nuværende tilstand, ønskede hun kun at ære ham alt, hvad hun nu kunne. Vemodigt måtte hendes blik blive, som han spurgte ind til, om hun var kommet hertil alene. ”Svært at sige er det, at man kommer alene, når man kom hertil med et helt land,” svarede hun sandfærdigt, skønt det ej var hele sandheden, som hun lukkede ud. Hun var nemlig ej kommet til landet med en flok manjanere ved sin siden, men nærmere med to specifikke personer. Damien og Valandil. Af respekt for dem, og for deres egen sikkerhed, nævnte hun dem dog ikke. Svært var det ej heller for hende at undgå den sandhed, da hun altid havde været vant til at holde hendes og Damiens eksistens hemmelig. Derfor var det bare at tage sine forholdsregler med til Procias.

[Deleted]

Mange flygtninge, kunne man vel godt sige at Carlisle havde set igennem den sidste tid. Siden angrebet på Neutranium, som havde underlagt hele Manjarno til Dvasias, vidste de jo godt, at de var nødt til at handle og reagere på det. Dette var dog ikke ligefrem noget undtag. Han var glad for at Gabriel havde indvilget i at åbne grænserne for de trængende og for dem som ikke havde noget sted at søge hen - dem som ikke ønskede at blive mørk!
Overlegent sendte Carlisle hende et smil. Der var dog intet ondt at spore eller spotte i ham. "De er munter, på trods af hvad De må have oplevet. Desuden er det de færreste procianere, som søger ud når mørket falder på," fortalte han roligt. Det var meget typisk deres slags i hvert fald. En skam? Uden tvivl, for mørket i Procias havde selv meget at byde på. Den smukke måne, de mange stjerner, samt et helt andet dyreliv, end det som man så i løbet af en dag. Han sendte hende et smil. At hun så stod og delvist løj for ham, vidste han ikke, men det var vel noget som han sagtens kunne se bort fra, om det var. Folk havde jo trods alt sine grunde til det. "Beklager min udtale.. Jeg er ked af, hvad der er hændt med Deres land," tilføjede han. Tragisk fandt han uden tvivl den tanke, men hvad skulle han kunne gøre ved det? Ene mand? Han brød sig ikke om at mørket gjorde sig disse fremskridt, og særligt ikke, når de gjorde dem så hurtigt, som de blev gjort lige nu, hvilket var det, som han mindst af alt, kunne lide! Hovedet søgte på skrå, mens han roligt betragtede sig af hendes smukke skikkelse. "Hvis der er noget, som jeg kan gøre for Dem, så lad mig endelig vide," tilføjede han med en rolig stemme. Han havde mulighederne i hvert fald, og hvis der var noget som hun havde brug for, så ville han hellere end gerne hjælpe hende, hvis han kunne gøre det.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned, som hans ord alligevel måtte bringe hende en vis undring. ”Og hvordan kan det være, at gaderne og skovene henligges tomme, så snart mørket falder på? Dette er muligvis mit første visit til Procias, men meget vel skulle dette være lysets land. Ganske vidst skulle solen stråle mere her end i noget andet land, men med titlen som lysets land, skulle det eftersigende også være en passende titel til folket. Folk søger som regel inden døre, når de har noget at frygte, og hvis rygterne er sande, hvad har procianerne så at frygte blandt deres egne?” spurgte hun ham i en nysgerrig og rolig tone. Selv kunne hun ikke sige, om historierne var andet end en simpel skrøne. Det var trods alt hendes første visit til den anden side af grænsen. Derfor var det op til denne mand at forklare, hvordan tingene egentligt hang sammen.. hvis det vel og mærke lystede ham. Anerkendende nikkede hun med hovedet til hans ord. Det var uden tvivl en tragedie som havde hændt Manjarno. Ej havde landet forsøgt at tiltrække Dvasias’ opmærksomhed, og derfor var det om end endnu sørgeligere! Den manjanske befolkning var nemlig blevet taget på sengen, som Ityrial var blevet oversvømmet med dvasianske soldater, som havde krævet tronen i Neutranium. En trone og et slot, som hun havde styrtet. ”Jeg tager Deres undskyldning til mig.” Altid havde hun ønsket at se Procias, men sørgeligt var det, at det skulle være under disse omstændigheder. Dette havde nemlig ikke været en frivillig rejse, som det derimod havde været en tvungen en. Hvorvidt landet her var sikkert at være i, kunne man kun frygte, men igen var det også kun tiden som kunne sige, hvordan det hele ville ende ud. Selv kunne man nemlig kun gisne om, at Dvasias ville vende sit øje mod lysets land. Enten det eller Imandra. Selv havde hun allerede sendt et søskendepar til Imandra i håb om at udrede, hvad der muligvis kunne hænde der. Nysgerrigt løftede hun det ene bryn. ”Hvilke midler kan en simpel mand skaffe en simpel kvinde?” sagde hun nysgerrigt og i en vis charmerende tone. Blind var hun ikke, som hun allerede havde set hans fine klæder. Hvad betød de mon? Hvem var han?

[Deleted]

Det var de færreste, som søgte ud når mørket ville falde, i frygten for, hvad de ville møde undervejs. Ikke at Carlisle ikke forstod dem, for det gjorde han da uden tvivl. De ønskede at passe på sig selv, og det var der jo heller ikke ligfrem nogen skam i. Han betragtede hende roligt. Særligt efter at grænserne var åbnet for det manjanske folk, var mange blevet bange for, at mange af de forkerte, kunne være blevet lukket ind, selvom sikkerheden omkring denne grænse, uden tvivl var skærpet voldsomt. "Folk frygter for deres velbefindende," sagde han blot, mens han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. [color=ffcc66["Særligt efter at grænsen er åbnet for manjanerne, efter hvad er er hændt Dem i deres eget land. Mørket opleves sjældent af befolkningen her. Hvilket i mine øjne, er en stor skam,"[/color] forklarede han videre, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Selv var det ganske tydeligt, at hun ej måtte være her fra egnen, for hvorfor skulle hun da søge ud på denne måde? Og endda alene?
Som hun betegnede ham som en simpel mand, måtte han alligevel trække på smilebåndet, da simpel nok var noget af det sidste, som man egentlig kunne kalde ham. Faktisk var han en meget værdifudl mand for dette land, og det arbejde, som også skulle udføres her. "Den så simple mand, er ikke så simpel igen, frøken.. Den simple mand De står overfor, besidder et job på Castle of Light, som gør ham betydningsfuld," forklarede han roligt. Det var skam ikke fordi at han pralede.. sådan var han ikke. Jo.. lidt, men det kom helt an på hvilket selskab han måtte befinde sig i, og nu hvor hun var ny, fremmed og ikke mindst ukendt for ham, måtte han jo selv træde mere varsomt, end hvad han havde gjort til nu. Let blinkede han til hende. "Er De faldet til i lejrene som er opsat for Jer?" spurgte han videre. For alt hvad han vidste, så holdt hun vel til i disse? Det var i hvert fald ikke anbefalet, at de søgte nogen andre steder, og særligt fordi at det var vigtigt, at der blev holdt tælling på hvem de var, og hvad de lavede, samt hvor mange de var. Særligt antal. Der skulle jo laves madrationer ud af det trods alt.

[Jarniqa Dynithril]

”Manjarno er ej Dvasias,” sagde Jarniqa sigende, alt imens hendes blik var blevet en takt hårdere. Troede denne mand og resten af Procias virkelig, at manjanerne ville gøre det ved dem, som Dvasias havde gjort ved manjanerne selv? ”Det manjanske folk er ej et voldeligt folk. Vi er her kun fordi, at vores land er blevet taget fra os. Tro mig.. Vi ville ej have været her, hvis ikke Dvasias havde kommet og forpurret det hele. Det eneste vi ønsker er derfor et sikkert sted at være, indtil vi får vores eget land tilbage.” Det var ej for at piske en stemning op blandt dem, at hun sagde alt dette. Nej, hun ønskede blot at fastslå, at procianerne ej behøvede at frygte de manjanske flygtninge. De var nemlig ej kommet for at gøre nogen ondt, men derimod blot kommet for at få en smule sikkerhed i deres liv igen. Nysgerrig måtte hendes mine dog blive igen, som han bekendtgjorde, at han bestemt ikke var nogen simpel mand. Ganske vidst havde hun vidst på forhånd, at hans skæbne ej havde været således, men et betydningsfuldt arbejde på Castle of Light ligefrem? Det havde hun bestemt ikke gættet! Selv kunne hun dog heller ikke sige, at hun var så simpel igen.. Når alt kom til alt, var hun trods alt prinsesse af Manjarno. Dog kunne man ikke just sige, at hun opfyldte den rolle, som hun altid havde levet livet som en fattig tyv. ”En mand af Castle of Light, siger De? Kan jeg være så fræk så fræk og spørge, hvad Deres erhverv er på selve slottet?” spurgte hun med det lille smil på læben. Havde han mon adgang til selveste kongen? Kunne han blive hendes billet til en audiens? Selv håbede hun, som det måtte lette processen betragteligt, hvis det var således! At han dernæst ønskede at høre omkring hendes ophold i flygtningelejrene, fik hende til at lade blikket glide omkring. ”Ej kan jeg sige, at lejren er som mit gamle hjem. Dog er det bedre at have et sted at gå til end ingen steder..,” sagde hun med den genfundende vemodige tone. Selv vidste hun, at hun helt og aldeles løj ham op i ansigtet lige nu og her, som hun ej holdt til i en af flygtningelejrene. Heldigvis for hende, var hun dog begyndt at udvikle en god sølvtunge.. Præcis ligesom hendes kære moder.

[Deleted]

Hvem end denne kvinde var, var det da kun fint at hun havde den klare holdning og mening, hvilket var noget som Carlisle uden tvivl måtte bifalde. Ej var det noget som han havde i sinde, at sige særlig højt, men ikke desto mindre, så var det noget som betød meget for ham. Han trak let på smilebåndet ved hendes ord, da han heller ikke rigtigt kunne være andet end enig. Han håbede i hvert fald. "Jeres land, er blevet taget fra Jer. Vi vælger naturligvis at åbne portene for dem, som ønsker at have et tryggere sted at være, end i de dvasianske næver," sagde han roligt. Visse af folket var jo så af en ganske anden mening, hvilket i sig selv, var direkte grotesk, og slet ikke noget, som Carlisle selv havde forståelsen for i det hele taget.
Han var en mand af Castle of Light, og nok blandt de mere betydningsfulde, som man jo nok lige kunne falde over bare sådan uden videre, og han vidste det jo udmærket godt. Smilet forblev på hans læber, og uden at det falmede det mindste. Ej var han ude på at prale eller noget lignende i en sag som denne og særligt ikke, når han ikke havde nogen kendskab til kvinden i forvejen. Ej heller det faktum, at hun stod og løj for ham i øjeblikket. Han blev stående med hænderne let foldet over ryggen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Jeg er den kongelige rådgiver her i Procias," forklarede han. Dog alligevel med en vis stolthed at spore i hans stemme, for han var jo uden tvivl glad for det som han lavede, og da særligt det arbejde, som han måtte udføre herunder. Hovedet lod han søge på sned. Hvorvidt om hun kendte ham eller noget som helst, skulle han ikke kunne sige, og særligt ikke, som det stod lige nu. Han var jo egentlig bare en mand, som ønskede at forhindre de krige som skete udenfor landets porte, samt sikre sig at alle havde det godt. "Udmærket. Så lang tid, at der bliver bragt Jer, hvad I finder nødvendigt," sagde han roligt. Det var ganske vidst ikke hjem. Det var det nok ikke for særlig mange af dem, men ikke desto mindre, kunne der bringes det til dem, som de havde brug for i form af ly, beskyttelse, mad og tøj om nødvendigt, og det var vel også det vigtigste?

[Jarniqa Dynithril]

Medgivende nikkede Jarniqa til hans ord. ”Folk higer efter trygheden, nu hvor den brutalt er blevet revet fra dem. Folk er forsvundet sporløst i Ityrial efter, at de har råbt højt, og selv ønsker man ej at være den næsten,” fortalte hun ærligt. Selv vidste hun udmærket, at Damien havde givet hende et forbud mod at rejse til Manjarnos hovedstad efter besættelsen, men alligevel havde hun gjort det. Positive havde hendes besøg også været dertil, som hun der havde værget medlemmer til modstandsgruppen Resistentia. En bevægelse, som hun selv havde startet i forbindelse med den fjendske overtagelse.
Kongelig rådgiver i Procias? Jarniqa fornemmede, hvordan hendes hjertebanken måtte stige en anelse. At han ville være i stand til at fornemme dette, spekulerede hun end ikke over, da hun ikke just forbandt Procias med vampyrer. Hendes klare smaragdgrønne øjne hvilede på manden foran hende. Hvordan skulle hun mon bedst tackle situationen? Skulle hun spørge ham direkte, eller skulle hun langsomt snige sig ind på emnet? Spørgsmålet var også, om Procias’ konge overhovedet var interesseret i at tale med en fattig manjansk borger. ”Kongelig rådgiver ligefrem? Skulle jeg bukke i så fald?” lød det drillende fra hende, hvor hun formåede at udtale ordene med en vis charme, frem for at håne ham. Hun blinkede let med det ene øje, inden hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg kan ej sige, at jeg er kendt i landet her, som det er ej er mig et udforsket territorium.. men ligger Castle of Light ikke et stykke herfra?” endte hun med at spørge ham i en nysgerrig tone. Ærligt var det at sige, at hun intet vidste om landet her. Det eneste hun vidste var, at landet ofte blev beskrevet frodigere og varmere end noget andet land her i verdenen. Hvorvidt de manjanske borgerer klarede sig i flygtningelejrene, vidste hun egentligt ikke. Selv var hun nemlig lige ankommet til landet, hvor hun ej heller havde valgt at slå sig ned i en af dem. Derfor havde hun svært ved at sige, hvor funktionelle de var eller ej. Dog havde hun fået et lille glimt af en af dem på vejen. ”Vi får, så vi kan overleve,” svarede hun ham i en rolig tone. ”Ligetil må det ej heller have været for jer, som besættelsen kom som en overraskelse for os.”

[Deleted]

Folket var bange.. paniske og ængstelige, og særligt nu hvor Manjarno var revet væk og blevet gjort om til et af de mørke lande. Når alt var taget i betragtning, var det jo sådan at tingene nu måtte forholde sig. Hans blik gled mod hendes skikkelse med et let smil på læben. Han ønskede naturligvis helst at procianerne åbnede op for den mulighed, som dette kunne give dem, og særligt fordi at det at tvinge manjanerne og procianerne til at arbejde lidt mere sammen, naturligvis var en ting, som de kunne udnytte i den forstand, som de gjorde det lige nu. "Frygten for hvad der kan komme, samt frygten for det ukendte, er hvad der præger det folkefærd, som befinder sig på denne side af grænsen," sagde han ærligt. De var bange.. Det var de jo alle sammen, og særligt fordi at de udmærket godt vidste, hvad de havde i vente, og det var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for deres vedkommende. Han rynkede let på næsen og med hovedet let på sned. Han smilede venligt til hende. Hun virkede meget åben og meget modtagelig. "Ej er jeg af royal afstamning, så at bukke for mig, er slet ikke nødvendigt," forsikrede han med en rolig stemme. Mest af alt, så ønskede han at vise sig fra sin mere folkelige side, da det var deres velbefindende, som han kæmpede for, og ej kongens. "Slottet ligger nu langt herfra. Dog tager det ikke mig megen tid, til at komme fra A til Å," fortalte han. Som en af de meget få vampyrere som var på denne side, var han heller ikke præsenteret for anerkendelsen af det procianske folk netop af denne grund.
Så lang tid, at de fik hvad de havde brug for, så var Carlisle uden tvivl tilfreds, da det var noget, som han uden tvivl måtte værdsætte rigtig meget. Han lod hovedet søge på sned. Ganske vidst ikke som hjemme, men her kunne de præsenteres for en fredelig tilværelse, om ikke andet til det store slag ville bryde ud, hvilket de jo alle vidste, måtte komme før eller siden. Det var det som vækkede ham en klar bekymring. Han ønskede ikke at se Procias falde i mørket! "Det overraskede os alle. Der kom ingen advarsler eller signaler fra Dvasias. Det land har længe været under nøje observation," forklarede han. Procias havde ikke haft muligheden, og ej heller ressourcerne til at hjælpe under angreb. Derfor gjorde de hvad de kunne nu.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik hvilede på ham. Hun vidste, at hvad hun var på vej til at sige ville være hårdt, men ligeså vidste hun også, at det var sandt. ”Procias vil være det næste land, som står for fald,” endte hun ligeud med at sige. ”Min viden omkring krig er måske ikke stor, men rygterne har altid spirret mellem Procias og Dvasias.. Procias skulle eftersigende altid have været en torn i øjet på Dvasias, og nu hvor mellemlandet er fjernet, er deres vej det mere sikker.. De vil sikkert spørge, hvorfor vi drager hertil, når vi ved, at dette kan blive skæbnen, men lidt sikkerhed er bedre end ingen sikkerhed.” Ja, Procias ville højst sandsynligt være det næste land, som stod for fald. Det eller Imandra. Imandra havde dog været endnu sværere at flygte til, da det enten krævede en færd over vandet eller en krydsning af Dvasias. Derfor havde de fleste taget den lette løsning og søgt til Procias. Selv havde hun dog ikke gjort det for sin egen sikkerhedsskyld, som hun derimod havde gjort det for Damiens. Hendes eget personlige formål ved at være her i landet var udelukket, at hun ønskede at tale med kongen. Svagt smilede hun ved hans ord. ”Måske ej kongelig, men alligevel af stor betydning,” sagde hun i en rolig tone, inden hendes blik måtte få et nysgerrigt glimt over sig. Der var langt til Castle of Light, men han kendte en smutvej? Hvilken? Ville hun kunne bruge den? Det i sig selv var det eneste af betydning for hende! Hun havde et formål med sit besøg her, og det agtede hun at udfylde, inden hun ville vende sit blik mod Dvasias. ”Og er dette en hemmelighed, som du agter at indvie mig i?” spurgte hun med et glimt i øjet. Lettere ville det uden tvivl blive for hende, hvis hun fandt en smutvej, fremfor at skulle gå den lange vej. Svagt rystede hun på hovedet af hans ord. Nej, der havde ingen signaler været, inden angrebet på Neutranium. De mørke soldater var kommet i ly af natten, hvor de var gået i gang, og stakkels Damien.. Stakkels Damien. ”Forfærdeligt var angrebet, som ingen vidste besked om det. De fleste var inden døre, da angrebet skete, men mange søgte ud, da de hørte larmen.”

[Deleted]

Manjanerne var ej dumme, som de jo godt vidste, hvad der var hændt dem, og at dette nok ville brede sig til de øvrige lande til følge. Carlisle selv var bekymret for netop denne tanke, for han kunne jo heller ikke gøre andet end at gå og vente på at se hvad der ville ske. Ej var han den som ville blive sendt i krig medmindre at kongen krævede dette af ham. Hans blik hvilede på hende. "Det er selv hvad vi frygter," sagde han direkte og med et bekræftende nik. Alle vidste de, at det ville gå galt før eller siden. Det var jo egentlig bare om hvem, hvad og hvornår det ville ende med at ske. "Sikkerheden her, er det højere, end hvad den vil være i resten af verden. Selvom det måske kommer hertil en dag, og os to imellem, så er jeg bange for, at det vil ende med at ske," sagde han roligt. Lige nu var her sikkert, og det var vel egentlig også det, som havde den største betydning for folk den dag i dag? Han betragtede sig roligt af hendes skikkelse. Han havde mange hemmeligheder på lur, og det var skam ikke fordi at de var onde eller groteske af den grund. "Jeg har mine egne små hemmeligheder... dog er jeg bange for, at det ej er noget som vil komme dig til gode," pointerede han med et let smil. Hurtigheden lå til hans ene race, som det nok ikke kunne ligge til hendes. Han var dog nysgerrig på hende og hendes person. Da han jo stadig ikke havde fået noget navn på hende, så var det vel heller ikke så underligt igen?
"Betydning nok til at kende Deres navn?" spurgte han lettere kækt. Selvom han havde sin stilling, var han ej en særlig gammel mand. Ung og nytænkende var nemlig hvad han var. Let rettede han sig op. Ej for at virke truende eller noget som helst overfor hende, for det var han slet ikke ude på. Ikke det fjerneste. "Verden er grotesk, og særligt når den slags angreb forekommer uden varsel. Det gør mig ondt," sagde han ærligt, da dette trods alt var ord, som han faktisk måtte mene. Aldrig havde han ønsket, at noget skulle ske med Manjarno, da det selv var et sted, som han havde haft nært til hjerte, og særligt, sådan som det havde forløbet sig igennem de sidste mange år. Mange gange havde han aflagt landet en visit.. og nu var det bare væk.