I can be free..?

[Deleted]

Lochlan havde aldrig brudt sig om blandingsracerne, derfor forstod han godt, hvis hun anså det for at være en ydmygelse, at en holy grail havde taget hendes magi fra hende. Og så tilmed en lille pige. Han vidste godt at man ikke skulle undervurdere nogen og så man på bedrifterne, så havde den unge Silia klaret sig godt, men hun var jo trods alt også en Diamaqima. De havde altid haft et stort ry indenfor alkymisterne, det var derfor det var en skam at de var blevet til blandingsracer og nærmest ikke længere var en renracet slægt. Tiderne havde ændret sig en del. Han var vant til at det var blasfemi at blande blodet, det var den tid han var vokset op i, hvor man kun giftede sig med sin egen race. At hun så kommenterede på hans afsky til blandingsracerne, fik ham til at knibe øjnene let sammen. ”Og? De er en skændsel for naturen. De er et bevis på at vi lever i en tid, hvor der er plads til svaghed. Verden er ikke som den engang har været. Nok racerne har fået et bedre fællesskab, men jeg finder det ydmygende at skulle følge ordre fra udskud,” svarede han ærligt. Der var en grund til at han fulgte sine egne regler. På trods af at han ingen respekt nærede for blandingsracerne, så var det ikke fordi at han ville føre krig imod dem. Han var ikke interesseret i at overtage den dvasianske trone og vælte dronningen bare fordi hun var en blandingsrace, næ nej, det måtte en anden gøre. Så længe han kunne leve som han ville, hvor ingen stod i vejen for ham eller forstyrrede ham, så var han ganske tilfreds.
Lochlan havde en anelse om hvor meget hendes magi betød for hende. Han vidste trods alt hvor meget hans egen stod ham nær. Hans race havde dog engang kun været almindelige mennesker, hvor videnskabsmændene i de mange klaner, havde formået at få magien til at være en permanent del af dem. Hans egen læremester havde været én af de personer. Han selv havde med tiden knækket koden til udødelighed via sine mange eksperimenter. Eksperimenter som endnu ikke var ophørt. Det var hans job. Han tog sig lettere betænksomt til hagen, da hun spurgte hvad han krævede. Ja, hvad krævede han? Han valgte roligt at cirkulere omkring hende, imens han studerede hende fra top til tå. Hvad krævede han af en tidligere leder af warlocks? Hvis hun fik sin magi igen, kunne hun jo gå hen og blive ganske nyttig. Han stoppede op igen foran hende. Hun havde skam intet at frygte fra ham, eftersom han ikke var hendes fjende. Han så noget betænksomt på hende, kørte tungen tænkende rundt i munden, inden hans læber gled ud i et smil. ”Hvis jeg skal give dig magien tilbage igen, så skylder du mig en tjeneste,” svarede han roligt. Hvad den tjeneste så blev, det måtte tiden vise. Måske ville han få brug for hende, måske ville han ikke. Han så lettere afventende på hende. Hvis hun ville have sin magi, så var dét hans pris.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Blandingsracer havde aldrig været en tanke som Malisha fandt det mindste tiltalende på noget tidspunkt. Alene tanken om det, var væmmelig.. og særligt fordi at det var en blanding, som rent faktisk havde formået at tage magien fra hende! Silia var ganske vidst en Diamaqima, men hun havde undervurderet hende og hendes mulighed for at forsvare sig.. og gud hvor var det noget som havde kostet hende utrolig mange år af sit liv! Hun kneb øjnene let sammen. Det var skam ikke fordi at han behøvede at forklare sig, for hun havde det jo præcist på samme måde. Aldrig om det kunne falde hende ind, at skulle ægte en blanding! Ikke på vilkår! Hovedet lod hun søge let på sned, og med blikket fast hvilende på hans skikkelse. "Du går sågar imod vores dronning ved denne udtale," kommenterede hun. Selv vidste hun at Jaqia var dygtig - lidt for dygtig efter hendes smag, men det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen? Selv med den viden og de egenskaber, samt evner, som de måtte sidde inde med, så var det vel heller ikke underligt, at det var sådan hun reagerede? "Blandingsracerne er i mine øjne, blevet for mange, og de bliver for kraftfulde.. Stod det til mig, skulle de bankes lidt på plads," lød det stilfærdigt fra hende. For Malisha var det bare noget som krævede en vis ting: Hendes magi!
Som han begyndte at kredse om hende, måtte Malisha alligevel spænde i kroppen. Han havde muligheden for at hjælpe hende, og derfor håbede hun virkelig på at han kunne hjælpe hende med den her problematik! Hun knyttede næverne ganske let. Kunne man føle sig mere som en udstilling? Hendes blik søgte hans igen, også selvom hun knapt kunne se ham med den kutte som han havde over hovedet. Han var virkelig hemmelighedsfuld. Let knyttede hun næven og bed tænderne sammen. Det han krævede, var en tjeneste? "En tjeneste...? Det er virkelig det eneste som du kræver? Og hvad skulle det være?" spurgte hun direkte. Hun var fristet til at tage imod, men så lang tid, at det ikke var muligt for hende, at finde ud af hvad han ville ende med at kræve af hende. "Men.. fint. Jeg gør det," sagde hun endeligt, og med blikket mod hans skikkelse med en beslutsomhed. Det ville give hende muligheden for at genvinde den værdighed, og det var det som hun gik mest op i lige nu!

[Deleted]

Lochlans stålgrå øjne borede sig ind i hendes brune, da hun kommenterede på at han gik imod dronningen. Et køligt smil gled over hans læber. ”Jeg går ikke imod nogen som helst. Dronningen kan styre landet som hun vil, det blander jeg mig ikke i, men det ændre ikke på mit syn på varylblandinger,” svarede han ærligt. Nok han ikke mente at en blandingsrace skulle sidde på magten, men det var ikke fordi at han ville gøre noget for at slå hende ihjel. Skulle hun dog gå hen og dø, jamen så var der blot én mindre. Han havde sine egne planer og så længe han ikke blev forstyrret, så var han pænt ligeglad med omverden. Desuden var Jaqia nok en blandingsrace, men hun var ingen dum kvinde, og det var jo nok også grunden til at hun havde formået at beholde pladsen i så mange år. Mange respekterede hende, mange fulgte hende, men Lochlan havde en ganske bestemt mening omkring hendes race.
Han hævede let et øjenbryn ved hendes ord. Det så ud til at de var enige, når det kom til blandingsracerne. Det gjorde ham intet, det var rart at han ikke var den eneste med dette synspunkt, men Malisha var trods alt også fra en lidt ældre generation. ”Du går imod vores dronning ved denne udtale,” svarede han lettere provokerende, eftersom han brugte hendes egne ord imod hende. Han tvivlede dog på at hun ville gøre noget som helst lige foreløbig, hun havde trods alt ingen magi og gemte sig som en kryster. Det var næsten ærgerligt at se én med så stort et ry, synke så lavt. Det var dog hendes sag og det ville han ikke blande sig i. Hun måtte leve sit liv som hun ville.
Hvor langt hun ville gå for at få sin magi igen, det vidste Lochlan ikke, men det måtte han jo finde ud af. Han havde en tendens til at fremstille folk som var de en genstand, sådan som han studerede dem, undersøgte dem og cirkulerede omkring dem. Malisha var dog ikke et af hans eksperimenter, men derfor var han stadig nysgerrig. Han stoppede op foran hende og så direkte på hende. Han nikkede, da hun spurgte om en tjeneste virkelig var det eneste han krævede. ”Hvad den tjeneste kan være, vil tiden vise. Men hvis jeg engang får brug for din assistance, så kræver jeg at du dukker op uanset hvad min tjeneste så vil være,” svarede han ærligt. Det var hans vilkår, det var hans pris. Hvis hun ville have sin magi igen, så var dette hvad hun skulle gøre. Om han nogensinde fik brug for hende, det vidste han ikke, så hun kunne være heldig at hun aldrig fik brug for at skulle stå til rådighed for ham, men han ville skam ikke lade hende glemme deres lille handel. Han trak på smilebåndet, lettere tilfredst, da hun så ud til at gå med på betingelserne. ”Udmærket, vi har en aftale. Men jeg kan ikke give dig din magi tilbage lige nu og her. Det kræver lidt forberedelse og … arbejde. Magi er en særlig ting, og jeg får brug for et hårstrå, hvis den skal være knyttet til dig,” svarede han ærligt. Men et lille hår var ingenting i forhold til hvad hun ville få igen: hendes magi.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et provokerende smil bredte sig på Malishas læber, som hun betragtede sig af denne mand. De var betydeligt mere på bølgelængde nu, end hvad de havde været bare for lidt siden. "Dronningen ville kræve dit hoved på et fad for den udtale," pointerede hun sigende. I det store og hele, var han en hemmelighedsfuld mand, som havde muligheden for rigtig mange ting, blot han udnyttede det til fulde. Hvorvidt om det ville blive muligt, var ikke til at sige for hende, da det nok var noget, som skulle gå op for hende på et eller andet tidspunkt, men som det stod netop nu, så var de da enige om tingene. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun gik imod dronningen? Hun havde alle dage været imod hende.. gjort hvad hun selv ville og uden at skulle tage hensyn til den slags ting, før nu om ikke andet. Det var måske derfor at hun var blevet så upopulær? "Jeg har aldrig kunne lide hende, eller hvad hun har gjort.. også fordi at hun er en blanding. Jeg kan slet ikke have den slags på magten," sagde hun direkte. Det var jo også derfor, at hun altid havde været stædig og ikke mindst stolt af det væsen som hun selv var, selvom det var revet så brutalt fra hende i den tid, hvor hun havde levet uden sin magi.
Selvom Malisha for øjeblikket følte sig, som et dyr i et bur, hvilket i forvejen var ubehageligt, måtte hun bide det i sig. Hvis det her var noget som kunne hjælpe hende i det store forløb, så var det da uden tvivl også det værd i den anden ende, hvilket var noget som hun holdt fast i. En tjeneste kunne være mange ting, og derfor måtte hun erkende, at hun var bange for, hvad han kunne komme til at kræve af hende. Ikke at det var noget som hun brød sig meget om, men hun havde for pokker ikke rigtigt noget andet valg, hvis hun ville have sit liv tilbage! "Jeg må sige, at jeg ikke bryder mig om ikke at vide, hvad jeg går ind til, Lochlan.. Men hvis det her er med til at give mig muligheden, for at få mit liv tilbage... Så er jeg villig til at gøre det," sagde hun ærligt. At han ville hjælpe hende, var uden tvivl det som betød mest for hende lige nu! Antydningen til et smil viste sig på hendes læber, som hun roligt slappede af igen. Selvom dette måske ville tage tid.. det var lige meget! Pointen var, at det rent faktisk kunne ske og var muligt at udføre i praksis! Dog måtte hun rynke på panden. "Et hår... Alt du skal bruge, er et hår?" Ikke at hun havde noget imod det. Automatisk førte hun hånden op til sit hoved, hvor hun brutalt rev et par enkelte hårstrå ud. Hun var blevet desperat. Særligt nu hvor muligheden rent faktisk måtte byde sig for hende. Let rakte hun det mod ham. "Og hvad gør vi så nu?" spurgte hun videre. For hendes skyld, skulle han gå igang lige med det samme!

[Deleted]

De stålgrå øjne hvilede på Malisha med et glimt i sig, selvom det ikke var til at sige hvad det omhandlede. Måske morede han sig, måske brød han sig ikke om hendes små provokerende kommentarer, ja det var ikke til at sige. Han tog det dog ikke tungt. Desuden selvom det lød til at han gik imod dronningen, hvilket han vel til dels også gjorde, så kunne hun fint få lov til at passe sig selv. Han så hende da helst træde af tronen, så var spørgsmålet bare om der var en anden, der kunne træde til, som ikke var helt inkompetent, men som gjorde noget for landet. Han trak lettere skælmsk på smilebåndet. ”Jeg vil gerne se hende forsøge,” svarede han for første gang med en smule morskab i stemmelejet. Han var ikke svag eller dum. Der var ikke mange der turde lægge sig ud med ham hvis de først vidste hvem han var. Det var dog spild af kræfter at gå efter ham, eftersom han alligevel ikke ville gå efter dronningen, medmindre hun altså gav ham grund til det.
At Malisha ikke var bleg for at sige sin mening om dronningen, morede kun Lochlan yderligere. Det var da rart at se at de havde noget tilfælles. Det var dog ikke fordi at han havde tænkt sig at sladre omkring det, for hvad fik han ud af det? Desuden kunne næppe gøre noget ved det selv. I hvert fald ikke så længe hun ikke havde nogen magi og valgte at holde lav profil. ”Jamen dog, pas på at dronningen ikke får dit hoved på et sølvfad, miss Malachi,” lød det lettere morende fra ham. Sådanne ord kunne hurtigt få hende dræbt, eller i hvert fald få hende frem i søgelyset. Hendes hemmelighed var dog sikker hos ham, og skulle hun engang gå efter tronen, jamen så ville han da kun ønske hende held og lykke, for han så hellere end renblodet race på tronen end en blandingsrace. Problemet var bare, at hvis regenten ikke var en form for retfærdig, så ville vedkommende hurtig miste hovedet, især fordi at de fleste racer var egoistiske og helst så deres egen race være på magten.
Lochlan kunne godt se at hun ikke brød sig om situationen, men det var heller ikke meningen at hun skulle det. Dette var hendes valg. Hun kunne sige fra og være sikker på ikke at stå i gæld til ham, eller hun kunne få sin magi igen, men det krævede naturligvis en pris. En pris hun ikke videre kendte til, andet end at hun stod i gæld til ham. At hun ville gøre det, passede ham ganske godt, for hvem kunne ikke bruge en kvinde som hende? Hun havde jo været magtfuld engang, og mon ikke hun havde en chance for at blive det igen? Og hvis hun blev det igen, så havde hun større magt, og mere indflydelse, hvilket kun ville komme ham selv til gavn, hvis han engang fik brug for noget i retur. Han nikkede ganske let, mest af tilfredshed, da hun sagde at hun gik med til det. ”Perfekt,” svarede han roligt. De havde en aftale. Han nikkede endnu engang, da hun spurgte om alt han skulle bruge var et hår. ”Et hår ja. Du vil blive overrasket over, hvor meget man kan bruge sådan ét til,” svarede han sandfærdigt. Hvis man var dygtig nok, så kunne man bruge et hår til mange ting. Han trådte tættere på hende, for at tage imod de hår hun lige havde revet ud inden han kom dem ned i en lille aflang flaske, som han kom ned i sin taske. ”Det er næsten en skam at se dig være så desperat,” svarede han oprigtigt. Engang havde hun været mægtig, nu virkede hun ret sølle og desperat efter at blive det hun engang havde været. Nærmest en skygge af sig selv. Han trak en lille kniv frem fra sit bælte, inden han greb fat omkring hendes hånd og stak hul på hendes finger med kniven. Han var hurtig til at pakke kniven væk og finde en lille flakon frem, som han lod hendes blod dryppe ned i. ”Jeg tager dette med mig, genskaber din magi, og når jeg er færdig, tilkalder jeg dig,” svarede han ligeud, inden han slap hende, kom proppen på flakonen og lagde den ned i sin taske. Han så mod hende. Afventende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Respekten for mandens væsen, havde Malisha skam, og særligt fordi at han nu havde valgt at gå med til at hjælpe hende. Alt taget i betragtning, var det ting, som rent faktisk betød meget for hende. De havde noget tilfælles. De var ikke bange for at give udtryk for sin mening. Det var det som gjorde, at folk end ikke ville tøve med at tage hendes hoved og bringe det på et sølvfad op til Jaqia.. Døden var hvad hun var bange for, og nu hvor hun heller ikke havde noget at slå fra sig med, så var det heller ikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hendes vedkommende. Hun ville bare ikke have, at han skulle vide alt det om hende! "Den dag hun finder ud af det.. Så tvivler jeg på, at hun ville tøve," pointerede hun sigende. Hun betragtede ham med en fast mine. Det kunne godt være, at hun var blevet temmelig upopulær på sine formuleringer, men det var nu end bare hendes væsen, og hun havde så sandelig heller ikke tænkt sig at lave den slags om. Hvorfor skulle hun da? Armene forblev korslagte foran hende. Skulle han prikke sådan til hende? Og på hvilet grundlag følte han, at det var hans ret? "Alle kender min mening fra før af.. Aldrig har jeg kunne lide hende.. Desuden... ønskede hun mig død, var jeg nok død nu," sagde hun kort for hovedet. Hun var jo ikke nogen trussel i hendes nuværende tilstand.
Håret rakte hun til Lochlan. Hvis det var hvad han skulle bruge, så passede det hende mere end fint! Hun hadede at være desperat, men hvordan ville han da have haft det, om han stod i hendes sted? "Du ved ikke hv.." Hun stivnede fast, som han tog fat om hende, og ved hjælp af sin kniv, lavede et snit i hendes finger, så det begyndte at bløde. Hun sendte ham et dræbende blik, hvorefter hun kraftig rev hånden til sig, da han havde fået hvad han skulle bruge. Hvad bildte han sig ind?! Han kunne da ikke bare gå og stikke til hende på den måde! Hun fortjente en anden respekt end dette! "Næste gang, så advar mig lige først," endte hun koldt og med en fast mine. Hun rettede sig en smule op og endte jo så bare med at nikke. Han ville sende bud? Hun håbede virkelig for ham, at han var ærlig overfor hende lige nu! "Fint... For din skyld, så håber jeg ikke, at der går særlig lang tid," sagde hun direkte. Kunne hun gøre andet end at acceptere det? Det var jo ham som stod med magten over hende, uanset hvor meget hun så end måtte hade at det var sådan at det forholdt sig.

[Deleted]

Lochlan kunne godt lide en person der var direkte og ikke lade skjul på sine meninger, uanset hvem man så gik imod. Malisha var sådan, hvilket gjorde at han godt kunne lide hendes rapkæftede mund, uanset hvor smart den så end var. Hun kunne hurtigt komme i fedtefadet og det var nok også det som havde gjort at hun havde mistet sin magi til at starte med og var endt her hvor hun var endt nu. ”Så må vi jo håbe at den dag aldrig kommer,” svarede han roligt. Hun var nok direkte, men til tider var det også godt at vide hvornår man ikke skulle sige sin mening, og det havde han på fornemmelsen at hun havde svært ved, netop fordi hun ikke var bange for at vise hvem hun var. Samt hun var frygtelig stædig, så meget havde han da fundet ud af. Det trak op i hans læber, selvom der ingen humor var at finde i hans øjne, så man kunne næppe kalde det for et smil. ”Har du nogensinde tænkt på at det er din mening, der fik dig i fedtefadet til at starte med?” Det havde hun jo nok, men hans pointe var såmænd at hun burde være mere forsigtigt med sine udtalelser, selvom hun næppe ville tage imod hans råd. Det var hun sikkert for stædig til.
At Lochlan blev lidt mere frembrusende og blot prikkede hul i hendes finger, tog han sig ikke af, ligesom han heller ikke tog sig af at hun kæftede op omkring det. Hans stålgrå øjne søgte hendes, hvor han trak skævt, dog lettere skælmsk på smilebåndet. ”Jeg antog dig ikke for at være en sart kvinde, miss Malachi,” svarede han i en sukkersød tone, som anså han hende nu for at være en lille skrøbelig pige. Nok hun ingen magi havde, men derfor var hun vel stadig en kriger? Eller havde hun gemt sig væk så længe, at hun nu bare var en kujon? Svagt. I så fald burde hun have gjort sig selv den tjeneste og taget sig liv. At hun så også tilmed truede ham, hvis han ikke skyndte sig, fik ham til at knibe øjnene sammen, hvor han trådte et skridt tættere på hende, med et sigende blik. ”Jeg bryder mig ikke om trusler,” svarede han direkte og i en lettere kølig tone, som han løftede sin højre hånd og greb fat omkring hendes hage, som han holdt fast i et jerngreb. ”Desuden, uden min hjælp, vil du forblive magiløs, så jeg synes at du skulle udvise lidt mere respekt,” tilføjede han, inden han så slap hende. ”Det er ikke let at skabe magi på ny, så du kan godt antage at der kan gå noget tid. Desuden er jeg en travl mand, jeg har også andet at se til, et job at passe, hvilket du burde kende alt til, så hav lidt tålmodighed. Tror du at du kan klare det?” Han fnøs let af hende. Hun skulle bestemt ikke tro at hun var hans chef, her var det ham der havde magten og det var hun nok godt klar over. Han trak let på smilebåndet. ”Til vi ses igen, Malisha Malachi,” afsluttede han, som han satte kursen væk fra hende og søen, for at søge tilbage til Mørkets Tempel.

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var rapkæftet, og hun sagde uden tvivl også sin mening. Det var noget som hun alle dage havde gjort. Nogen kunne tåle det.. Og andre kunne bare ikke. Denne mand kunne tackle det, hvilket gjorde det en del nemmere for hende. "For din skyld, så ja," sagde hun blot, og med et kort træk på skuldrene. Det var svært for hende. Naturligvis var det svært at stå overfor en mand, som rent faktisk stod med de muligheder for at hjælpe hende! Om det var hendes rapkæftede mund, som havde fået hende i fedtefadet? Det ville i hvert fald ikke komme bag på hende. Selv Konstantin havde i sin tid, måtte gøre meget, for at få hende ud af alverdens problemer. Det var jo bare ved at være rigtig mange år siden nu. "Ej vil det komme bag på mig," sagde hun dog. Hvorfor lyve? Hun måtte jo virkelig tage sig selv i nakken, for ikke at ende med at lave de groteske fejl, som i værste tilfælde, ville komme til at koste hende denne fantastiske mulighed, og det ønskede hun da på ingen måde!
Blodet piblede frem på hendes finger, hvilket gjorde hende vred. Han kunne da ikke bare komme og stikke i hende på den måde! Overhovedet ikke! "Jeg er heller ikke sart," bed hun af ham, og med en fast mine, da hun igen vendte sig mod ham. Selv ønskede hun blot at denne tjeneste, var noget som ville komme hende til gode forholdsvis hurtigt, for det at vente.. Det kunne hun da på ingen måder holde til. Hun knyttede næverne ganske let, selv uden at se bort fra ham. Hans faste greb om hendes kæbe og hage, fik hende til at stå fuldkommen stille. Øjnene kneb hun svagt sammen. "Hvis du stod i mit sted, havde du nok også taget det på den samme måde, Lochlan.. Det er mit liv du står og kan give mig.. Det er mit liv, du står med i dine hænder," endte hun med en fast tone. Hvis det var småting, så vidste hun i hvert fald ikke hvordan hun ellers skulle tage det! Som han slap, trak hun sig et skridt tilbage allerede med det samme. Han var en hård mand at forhandle med.. Særligt nu hvor hun ej heller vidste, hvad han kunne finde på at kræve igen i den anden ende. Det gjorde hende en anelse usikker. Hun bed tænderne fast sammen. "Jeg venter," sagde hun kortfattet efter ham, inden hun selv vendte om og forlod stedet. Spændt.. nervøs.. skræmt? Alt sammen på en gang, men en ting var sikkert: Hun glædede sig til at få sit liv igen!

//Out