I can be free..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

@lochlan - Malisha Pamariaz M. Acheron

---

Mørket havde sænket sig over Dvasias. Endnu en aften, lige så kold som den forrige. Foråret havde endnu ikke fået fat i Dvasias, og siden landegrænserne markant var flyttet, så var landet præget af en uro.. Det var det som gav hende en mulighed for at søge ud, hvilket i forvejen ikke skete særlig ofte.
En særlig kulde havde lagt sig over hendes øjne, da hun stod og stirrede udover det åbne vand foran hende. Her havde hun tilbragt så mange af sine dage, når hun endelig kunne komme væk fra Acheron-familien. De havde været så venlige at tage imod hende, men det var kun fordi at den overordnede ikke havde nogen anelse om hvem hun var. I det tilfælde, så havde de nok slået hende ihjel, ligesom alle andre gerne ville det.
Den mørke kutte havde hun trukket op over hovedet, så hun kunne stå lidt i det skjulte. De lange lokker blæste alligevel i den kolde vind, hvilket fik hende til at hæve den ene hånd, for at holde kutten på plads. Efter at magien var blevet revet fra hende, havde hun stort set levet i isolation.. Folk gjorde grin med hende.. hånede hende. Ja til tider, ville hun have ønsket, at hun var død! Selvom døden var det, som hun alle dage havde været bange for.
Med rolige skridt, søgte hun mere ned mod vandet. Det var smukt under den store halvmåne, som var over himlen. Selv hun måtte sande, at det var noget, som hun aldrig blev træt af at kigge på. Om hun savnede Konstantin? Det gjorde hun uden tvivl, men selv hun var kommet så meget videre og forbi punktet af vrede, at hun kunne klare sig videre. Hun knælede roligt ved vandet og lod hånden berøre den blanke overflade. Hovedet søgte på sned, som ringene bredte sig. Hun havde brug for at være fri, men uden magi, var hun lagt i lænker, og gud hvor var det dog frustrerende!

[Deleted]

Det var en mørk vinternat og kulden var bidende, hvilket gjorde at det var nødvendigt at klæde sig i de varme kapper, hvis ikke man ville fryse ihjel, i hvert fald de menneskelige havde disse behov og Lochlan var ikke noget særtilfælde dér. Nok han havde fundet vejen til udødeligheden via sine mange års eksperimenter, men han var stadig menneskelig i den form at han havde et bankende hjerte, så han kunne stadig fryse. Det var dog ikke værre end at han var trukket i det varme tøj. På trods af at det var uld, så var det skræddersyet og det sad perfekt til hans høje, muskuløse skikkelse. Beklædningen bestod af en tyk trøje, en sort vest uden på, med guldknapper og syninger, sorte uldbukser med læderplader ved låret, og nogle knæhøje støvler, der var gode til at vandre i. Ikke nok med det havde han en lang sort kappe udenpå, der bar et ulvepels omkring skuldrene, så han ordentligt kunne holde varmen. Det hele var i sort, så han mere eller mindre gik i ét med mørket omkring ham. På trods af at han ikke var vampyr eller elver, så var han yderst lydløs, så godt som et menneske nu kunne være.
Logan var søgt ud for at finde nogle urter og planter, som han skulle bruge til sine forskellige eliksirer. Det var ikke fordi han var nogen healer eller læge, det var næsten synd at kalde ham det, men han kunne da det mest basale indenfor urter og planter, hvor han kunne lave de mest nødvendige ting. Hans speciale var indenfor illusioner og sjæle, det var hvad han havde eksperimenteret med igennem flere årtusinder, så det var klart at det var dét som han var stærkest indenfor. Han skulle dog bruge planter og urter til mange basale ting, såsom ting der netop kunne heale, gifte, eller bedøvelsesmiddel. Han havde flere bøger fyldt med forskellige opskrifter, som han havde samlet på igennem hele sit liv.
Med de lydløse og noget rolige skridt, gik han igennem skoven der omgav den sorte sø. Han manglede kun én enkelt blomst, den var ganske sjælden og voksede kun bestemte steder, hvor der var lidt fugtigt, hvilket ville sige tæt ved søen. Den var svær at finde, hvis man ikke vidste hvor man skulle lede, men han havde en idé om det. Desværre blev han forstyrret i sin færden, for inden han nåede ud af skovens udmunding, faldt hans stålgrå øjne på en mørk skikkelse, der sad på hug nede ved søen. Han kneb øjnene let sammen og stod selv gemt under den opslået hætte. Han kunne ikke helt se på denne afstand om det var en kvinde eller en mand, men hans bud var enten en ung knægt eller også en kvinde. Han blev i skyggen, holdt øje med skikkelsen, for at se om vedkommende lavede noget. Han kunne på auraen læse at det var en warlock, men der var noget sært ved denne. Det var som om at der manglede den normale energi, som han normalt opfangede når han var tæt på én, som om at denne ingen magi besad. Han rynkede let brynene. Da det ikke så ud til at der skete mere, så trådte han ud fra sit skjul og nærmede sig skikkelsen. ”Hvad laver en magiløs warlock så sent, sådan et sted?” Det var noget frembrusende for en fremmed at være, men sådan var Lochlan, direkte og ikke altid distræt, når han ikke så nødvendighed for det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Til trods for risikoen, som Malisha løb ved at søge ud, så følte hun at hun var nødt til det. Altid havde hun været fri som en fugl, og fri til at gøre lige hvad hun ville.. Det kunne hun ikke mere, kun på grund af den forbandede kvinde på den anden side af den procianske grænsemur! Hvor havde hun dog lyst til at kvæle den møgunge som havde gjort det her ved hende! Blikket hvilede på vandet.. Samuel var ladt derhjemme. Den and som var sat til at beskytte hende.. en mand sat til at gøre de opgaver og de ting, som hun plejede at kunne gøre for sig selv. End ikke det, var noget som hun fik lov til at gøre længere.
Stemmen som lød lige bag hende, fik hende til at rette sig op. Nej, det var ikke med den samme skønhed, som engang havde været, men hun var for pokker nødt til at klare sig efter bedste formåen. Konstantin havde hanket op i hende dengang, og han havde haft ret. Det var ikke hende at gemme sig, og derfor var hun færdig med det nu! "Selv os uden magiske egenskaber har sin fulde ret til at søge udendøre," begyndte hun ligegyldigt. Skulle hun stå og forsvare sig overfor en mand som ham? Det følte hun slet ikke var en nødvendighed. Hun stillede sig så månelyset faldt på hende, men uden at afsløre for meget i hendes ansigt. Nu hvor han vidste, at hun var en warlock uden brug af magiske kræfter og egenskaber, kunne han vel næsten gætte sig til, at det var den gamle leder af warlocks, som han nu måtte stå overfor? Ikke at det gjorde det meget bedre.. Ville han slå hende ihjel nu?
"Du har måske selv en grund til at skulle vandre rundt herude på denne tid?" Hun skænkede ham elevatorblikket. Lige umiddelbart, var der ikke rigtigt noget i ham, som vækkede nogen synderlig interesse ved hende, men det var jo aldrig til at vide. Fysiske våben i form af knive havde hun på sig, da hun ikke gik ud, uden at have noget at slå fra sig med. Hun var nemlig helt færdig med at gemme sig for folk. Det var på tide, at hun kom frem i lyset igen, og viste, at selvom hun nu havde levet i mange år uden magi, så var det altså ikke jordens undergang! Hun havde jo for pokker overlevet det! "Desuden er der rigeligt med plads.. Du kan jo gå i en pæn bue udenom, om du væmmes ved det," sagde hun kort for hovedet, inden hun vendte ryggen til ham igen. Provokerende? Måske, men det var jo trods alt også Malisha som han stod overfor. Hun havde jo aldrig ladet sig kurre af nogen som helst.

[Deleted]

Lochlan havde ikke regnet med at nogen ville være ved søen denne aften, men så igen, det var Dvasias og mørkets væsner levede her, så det var ikke så underligt igen at finde folk udenfor på dette tidspunkt. Det var måske mere utroligt at der ikke var flere end blot dem på dette sted. Men det var irrelevant, han var ikke engang interesseret i at snakke med folk, eftersom han ledte efter urter og planter, og nu manglede han kun én. Han havde derfor heller ikke sit våben med sig. Det var ikke nødvendigt og skulle der endelig komme kamp, så havde han også sin magi. Han var en magtfuld alkymist, hans navn var kendt, men det var ikke nær så kendt som det engang havde været, så det var ikke underligt, hvis det ikke var alle der kendte til ham, eftersom hans storhedstid havde været for mange, mange år siden. Det var nok kun de af den ældre generation, som ville kende til ham. Og det var nok kun af navn.
Logan havde ikke været sikker på om hun havde været uden magi, så det havde lidt været et skud i tågen, da han havde valgt at konfrontere hende, men han havde haft ret, eftersom hendes ord kun bekræftede hans tvivl. Han fandt også ud af at han stod overfor en kvinde. Og så gik der ikke længe før tiøren faldt. Han var udmærket klar over hvem han stod overfor. Nok han ikke selv havde nogen videre betydningsfuld status, foruden det at være ypperstepræst ikke var nogen dårlig status, men han kendte skam til de vigtigste personer, og selv mange af de knap så betydelige. Han havde gjort mange handler og forretninger med forskellige folk igennem årene, nogle kunne han tydeligt huske, andre ikke så meget. ”Naturligvis,” medgav han i en lidt mere høflig tone. Hans spørgsmål havde skam ikke været nedladende, det havde kun været for at finde ud af hvem han stod overfor. Han havde godt hørt om den noget aggressive warlock leder, der havde ført et angreb på Procias’ slot, men hvor hun havde mistet sin magi i forløbet af dronningen. Silia var nok ung, men hun var ikke svag. Selvom hun heller ikke var renblodet og det gjorde hende uhumsk. Hun var en skændsel, ligesom alle andre varyler og Holy Grails.
De stålgrå øjne faldt mod hendes ansigt, selvom det var godt skjult under hætten, ligesom hans eget var. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes spørgsmål, og gjorde ingen mine, da hun tydeligvis tjekkede ham ud og virkede ikke synderlig begejstret, men mere nedladende i sin fremtoning, men han var ligeglad. ”Det har jeg, naturligvis, ellers ville jeg næppe befinde mig her,” svarede han ærligt, selvom han heller ikke kom med mere end dét. Ville hun vide hvorfor, måtte hun spørge, og var hun heldig, så fik hun et svar. Men for nu så han ingen grund til at hun stak snuden i hans sager, skønt hans sag ikke var særlig betydningsfuld eller hemmelighedsfuld for den sags skyld.
Et smil strejfede Logans læber, da hun tydeligvis ikke var i et særlig godt humør, men hvornår var hun det? Han havde kun hørt rygter om at hun var en frygtløs leder, med ben i næsen, som ikke lod sig kues af nogen. Og indtil videre var det da meget godt beskrevet. ”De må antage mig for at være en af de aristokratiske snobber, hvis De tror at jeg væmmedes ved Dem, men De tager ganske fejl, Miss Malachi,” svarede han og afslørede tilmed at han vidste hvem hun var. Han gik roligt ned mod hende, holdt sig på lidt afstand, inden han satte sig på hug ved søen og undersøgte stedet. Han løftede blikket og så sig omkring. Blomsten burde være her i nærheden. Men lige hvor?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha mindes ikke, at det var forbudt for hende, at søge udendøre? Hun havde brug for luft, og nu hvor hun igennem så mange år, havde levet uden sin magi, var det jo bare blevet en del af hende. Dog selvom hun endnu måtte føle sig handicappet og ekstrem sårbar, måtte hun jo bare forsøge efter bedste formåen. Hendes blik hvilede dog meget fast på denne mand. Selv nu uden magi, lod hun sig ikke kurre af nogen. Jovist havde hun haft sin deprimerende tid, efter magien var fjernet, hvor det gik op for hende, hvor meget hun egentlig havde mistet på det. Deriblandt hendes kære søster, Konstantin og hendes liv og værdighed, men om ikke andet, så var hun endnu i live. "Det anede mig," svarede hun kortfattet, inden hun igen vendte blikket mod søen.
Ikke var Malisha ude på at gøre nogen noget, for det kunne hun ikke i sin nuværende tilstand. Selvom hendes liv ikke var meget værd, så havde hun det faktisk kært, og med et stort familienavn at gemme sig lidt bag, måtte man jo kun drage fordele af hvad hun kunne. Denne mand lå langt over hende.. hvilket nok også var grunden til at hun handlede og reagerede på den måde, som hun nu gjorde, for hun var jo nødt til at passe på sig selv. Blikket gled intenst mod ham, som han søgte hen mod hende. Hvad var han ikke ude på? Hun rynkede på næsen. "Og hvad er det helt præcist du kravler rundt på alle fire, for at søge?" spurgte hun dog, inden hun trådte lidt til side, for at være sikker på, at han ikke kom alt for tæt på hende. At han så allerede havde gættet sig til hvem hun måtte være, fik hende kun til at himle med øjnene. Selvfølgelig.. Selvfølgelig vidste han da hvem hun var! Hun sukkede tungt og vendte blikket mod vandet igen. Så var der vel ikke nogen grund til at hun stod her og gemte sig? Hånden hævede hun og slog kutten ned. "Det var godt så længe det varede," sagde hun toneløst. Hun var skyggen af den kvinde, som hun engang havde været, selvom hun endnu havde utrolig mange af de samme kvalifikationer, som hun havde haft i sin tid som leder. Manden her var dog ikke warlock.. hvorfor var han så interesseret i hende? "Hvordan vidste du, at det var mig?" spurgte hun videre, inden hun vendte sig mod ham igen. Hendes øjne bar præg af en mørk, dog manglende glød.. tomhed og dog en beslutsomhed. Hun ville ud af skyggen. Hun vidste bare ikke hvordan.

[Deleted]

Lochlans mørke udstråling, samt hans høje muskuløse skikkelse, kunne godt forekomme intimiderende for mange. Mange her fra Dvasias var hovmodige og lod sig ikke skræmme så let. Det var heller ikke alle der havde behov for at frygte ham, det kom helt an på hvilket humør han var i, hvordan man stødte på ham, hvordan man opførte sig overfor ham og hvem man var. Malisha havde ingen grund til at frygte ham, ikke endnu vel at mærke. Han var her skam af fredelige årsager, kun ude for at finde noget til ham selv og hans små hobbyer. Desuden ville man ikke kunne beskrive Lochlan som ondskabsfuld, dette kunne han godt blive, hvis man virkelig formåede at pisse ham af, men han tog ikke parti i krig og andres kampe, han kæmpede for sig selv og var derfor også sin egen herre, derfor var den bedste beskrivelse, neutral, for hans vedkommende. Han var kun folks fjende, hvis man bød ham til at være det, og han kunne handle med alle, uanset hvad land de kom fra, så længe det gavnede ham selv.
Lochlan skænkede hende ikke megen opmærksomhed, da hun kommenterede på at han sad og undersøgte søens kant, tydeligvis søgende efter noget. ”Jeg leder efter en blomst,” svarede han ærligt og var sikker på at hun ville le af ham, det var ikke just særlig farligt, og måske også lidt komisk at en høj muskuløs mand, som ham, som man kunne tro var lettere barsk, fortalte at han ledte efter en blomst. Han havde dog sine grunde og dem behøvede hun jo ikke at kende til. Det var bedst at ingen kendte til hans motiver og agendaer, eftersom de kunne være ret groteske og nok ikke helt så lovlige.
Lochlan bemærkede godt at hun trådte væk fra ham. Ikke nødvendigvis fordi hun var bange, men hun havde sikkert sine forholdsregler i skak, eftersom hun ikke havde meget at kunne forsvare sig med. Magi var dog ikke vejen til magt, han havde mødt mange væsner uden den helt store magi og de havde været store krigere, der sagtens havde kunnet nedlægge en vampyr, det gjaldt bare om at have udstyret, våben og strategien i orden. Det var naturligvis svært, hvis man søgte ud og man ikke var forberedt på kamp, men så måtte man klare sig med det man havde på sig eller bruge sine omgivelser. Han svarede ikke på hendes noget utilfredse ord over at han havde gættet hvem hun var. Han tog sig heller ikke af at hun tog hætten af, det var op til hende. Han så først op mod hende da hun spurgte hvordan han vidste at det var hende, selvom hans ansigt stadig var gemt under hætten, hvor man kun kunne ane hans hage og mund, der var dækket med fire dages lange skægstubbe. ”Nok jeg ej er nogen betydningsfuld mand, men derfor har jeg mine informationer og viden i orden. Du er Malisha Malachi, tidligere leder for warlock, din magi blev taget fra dig af den lille varyl dronning, og du var forlovet med den tidligere hertug af landet, noget jeg mangler?” Det var tydeligt at han vidste mere end hvad hun lige gik og troede. Desuden var hun jo ikke bare en hvilken som helst warlock, hun havde været højtstående og de fleste i landet burde kende til de højtstående. Det gjaldt bare om at have hjernekapacitet nok til at lægge to og to sammen, når man stødte på personen. Han vendte endnu engang sin opmærksomhed mod jorden og lod fingrene glide over det frodige græs.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Manden var høj og frembrusende, samt havde viden om hvem hun var som person, hvilket hun i forvejen ikke brød sig om. Malisha kunne godt lide det faktum, at hun kunne trække sig. Dog måtte hun give ham, at han var en mystisk og hemmelighedsfuld mand, hvilket nu altid havde været noget, som hun godt kunne lide. Hendes blik hvilede fast på hans skikkelse, som han valgte at kravle rundt på jorden foran hende, og for hvad? at finde en blomst? Tydeligt forvirret, rynkede hun på næsen. "En blomst?" På denne tid af døgnet? Og lige her= Det måtte da være en meget særlig en som han søgte i hvert fald.
Jo mere han kunne remse op om hende, jo mere stiv i betrækket blev Malisha selv. Forlovelsen med Konstantin havde aldrig været hendes ønske.. og dog. Hun måtte jo bare sande, at den mand vel havde fundet det der var bedre? Ligesom hun havde dømt det til, allerede fra starten af? Hun savnede ham. Det gjorde hun virkelig, men væk havde han været i mange år nu, og han havde ikke vist sig for hende siden. Automatisk knyttede hun næven om kæden som hun havde om halsen. Han vidste alt for meget om hende! "Jeg må rose dig, for din viden om mig," sagde hun dog, som hun igen vendte blikket mod ham. Sagen var vel, at hun ikke brød sig om det, og særligt når hun ikke vidste noget som helst om ham? Han var hende jo komplet ukendt! "Og siden du nu ved stort set alt hvad der er værd at vide om mig.. Mit navn.. hvad de er hændt mig, og af hvem, samt mit kærlighedsliv, så er det vel bare på sin plads, at jeg om ikke andet, får præsenteret dit navn?" fortsatte hun direkte. Manden havde gjort sin lektie.. Ingen tvivl om det, og gud hvor var det frustrerende, når hun ikke havde muligheden for at gøre det selv samme overfor ham! At læse ham, kunne hun ikke, og særligt ikke når det foregik på den måde, som det nu gjorde.
Hvordan han egentlig så ud, var selv fuldstændig ukendt for hende, og hun kunne ikke lide det. Hvis der var noget, som hun i forvejen måtte hade, så var det at være uvidende, og i forvejen var hun bagud i det. Hun knyttede næven let. "Der må være noget særligt ved den blomst, siden en fuldvoksen mand, kravler rundt på den våde jord i det kolde vintervejr, for at finde den," tilføjede hun lettere spørgende, som hun vendte blikket mod ham. Warlock? Næppe.. Alkymist måske? Hvem skulle ellers rende rundt og lede efter den slags?

[Deleted]

Det var ikke underligt at hun ikke forstod sig på Lochlans færden og søgen efter blomsten, det var der nok ikke mange der ville forstå sig på, men det var sådan set ligegyldigt hvad tidspunkt han gjorde det på, men han frygtede ikke mørket og dets væsner, faktisk fandt han ro ved månelyset og mørket, det var så dejlig stille, når man altså ikke blev forstyrret af et skrig. ”Korrekt,” svarede han blot, uden at uddybe mere omkring det, hvor han heller ikke tog sig af hendes undrende tone. Hun kunne vel være ligeglad med hvad han skulle bruge den til? Det var hans sag og han bad hende ikke om at blande sig, ligesom han heller ikke blandede sig i, hvad hun lavede her ved søen. Det eneste han havde været interesseret i, var om hans teori om en magiløs warlock havde været korrekt, og det havde den, hvilket gjorde at han også vidste hvem han stod overfor. Noget hun ikke virkede synderlig begejstret for.
Lochlan trak let på sine skuldre, da hun roste ham for sin viden. ”Det er intet som ingen andre kan finde ud af,” svarede han sandfærdigt og i en rolig tone. Han var nok frembrusende på nogen områder, men han var ikke pralende, han vidste hvornår han skulle være ydmyg, hvornår man ikke skulle tale over sig, og derfor gjorde han heller ikke noget synderligt ud af hans viden omkring hende, for han havde jo ret, dette burde de fleste vide, eftersom det var simpel fakta. Han kunne dog godt fornemme at hun ikke brød sig om det, især det at det ikke var gensidigt, derfor kom hendes spørgsmål om hans navn heller ikke bag på ham. Det trak en anelse op i hans ene mundvig, selvom han var skjult under hætten og så mod græsset. ”Jeg er ingen, der er værd at kende til,” svarede han roligt. Han vidste at det var bedst at holde lav profil. Men for bare at give hende lidt, fortsatte han: „blot en simpel alkymist, der leder efter en sjælden blomst.” Og apropos blomst, hun valgte at spørge ind til det og kommentere på at han sad ved jorden og undersøgte det. Han rejste sig roligt op, hvor det lignede at han fulgte et spor hen mod skovens træer, hvilket gjorde at han så forbi hende. Hun ville nok lige kunne ane hans ansigtsformer under den mørke hætte, der henlagde hans ansigt i mørket. Hans stålgrå øjne faldt mod hendes, de var lettere gennemborende og så direkte igennem hende. ”Den har kun betydning, hvis man ved hvad man skal bruge den til og hvad den gør. Selv noget der er simpelt og ingen magi besidder, kan være mere betydningsfuldt og mægtigere end man lige går og tror,” svarede han sandfærdigt, og hvis hun ikke var helt tabt bag en vogn, vidste hun også at han hentydede til hende selv. Han undervurderede hende ikke, bare fordi hun ingen magi besad, ligesom han ikke fandt hende svag, bare fordi hun ingen magi ejede. Og det var jo ikke værre end at hun kunne få den tilbage. Eller rettere sagt, få en ny. ”Undskyld mig,” lød det lettere fraværende fra ham, som han trådte forbi hende og gik mod træerne. Han skubbede en busk blade til side, inden han fandt blomsten. Den var utrolig smuk, med flotte blå blade, der var brede og endte ud i en lang krøllet spids. Han plukkede den forsigtigt, samt tre andre, inden han kom dem med i hans lædertaske, som også var gemt under kappen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Manden ønskede ikke engang at præsentere sig? Den tanke var ikke en som faldt i god jord hos Malisha. Faktisk var det noget, som gjorde hende en kende arrig. Hun kneb øjnene let og fast sammen, og med blikket fæstet til hans skikkelse, som han kravlede henover jorden for hendes fødder. Hun kunne slet ikke forholde sig til at mænd krøb henover jorden på alle fire på den måde. Hun himlede med øjnene og rystede så endeligt på hovedet. Det var simpelthen for mærkeligt.
"Du vil ikke lade mig vide hvem jeg står overfor, nu hvor du er kendt med det samme?" spurgte hun med en yderst direkte stemme. Tanken gjorde hende et sted.. arrig. Det kunne virkelig ikke være rigtigt, at han skulle være så uforskammet, at han intet ville sige til hende! Hun rykkede sig, da han krøb forbi hende og søgte hen til buske og træer, hvor han tilsyneladende måtte finde hvad han søgte efter. En alkymist.. Dem var der jo i forvejen ikke mange af. Hun kendte til Nathaniel og måske et par stykker mere, men det var jo så egentlig også det. Det havde jo aldrig vækket hende den største interesse, og særligt ikke på denne her måde. Let rystede hun på hovedet igen og vendte blikket udover søen. Tilværelsen uden en mand ved sin side, var hun blevet vant til.. Særligt efter at Konstantin var som sunket i jorden. Måtte han brænde i helvede på det sted han måtte være, for at have efterladt hende! Hun knyttede næven om ringen som hun havde i kæden om sin hals. Det var også det eneste, som hun havde fået med sig, da deres hjem var blevet stormet, og hun selv havde været tvunget til at flygte. Man kunne ikke just sige, at tiden og skæbnen havde været på hendes side. "Du er mig en meget hemmelighedsfuld mand.. Eftersøgt måske?" Hun vendte blikket mod ham. Han var ikke længere væk, end at han ville kunne høre, hvad hun havde at sige. Let kneb hun øjnene sammen. Hvorfor ikke bare fortælle et navn? Gøre det mere personligt, så hun måske slap for at være så meget på dupperne, som hun var lige nu? "Søger blomster på denne tid af døgnet og til hvilken nytte? Alkymist..? Sig mig.. hvilken bryg arbejder du på?" spurgte hun videre, som hun igen vendte blikket direkte mod hans skikkelse. Når han ikke ville fortælle hende noget, måtte hun jo selv forsøge at finde noget som rent faktisk gav mening.

[Deleted]

Det morede Lochlan en smule, at hun blev helt arrig over at han nægtede at fortælle hvem han var. Men hvorfor var det så vigtigt for hende? Bare fordi hun ikke brød sig om at han kendte til hende? Så burde hun ikke have taget høje stillinger, eftersom man i så fald blev en ’kendt’ person. Så fik man ry og omdømme. Der var desuden også chance for at hun ville genkende hans navn, hvis han først præsenterede sig. Det var ikke fordi han var bange for at blive genkendt, men det var ikke altid at det var smart, hvor han desuden foretrak at holde lav profil. ”Viden er nøglen til alt magt. Men frygt ej, miss Malachi, De er i sikkerhed hos mig,” forsikrede han hende. Han var skam ikke hendes fjende, medmindre hun gav ham grund til at være det. Han var dog ikke typen der angreb uskyldige, hvis de ikke havde gjort ham noget, for i så fald, så ragede de ham en høstblomst.
Lochlan fik lagt blomsterne ned i hans taske, inden hun igen henvendte sig til ham. Han kunne sagtens høre hende, for længere væk var han heller ikke. Han trak let på smilebåndet. ”Nej, jeg er ikke eftersøgt. Jeg er ypperstepræst i Rimshia City,” fortalte han roligt. Det var der ingen skam i at indrømme. De fleste havde respekt for ypperstepræsterne, de havde en form for hellig status, det var dem som de fleste søgte til for hjælp, hvis de søgte råd over handlinger de fortrød, hvis de ønskede en præst til at vie dem, eller til begravelse af deres kære. Alt muligt religiøst. Han rejste sig op med et suk, da hun blev ved med at stille spørgsmål. Hun var da umulig! Han vendte sig om imod hende. ”Stiller De altid så mange spørgsmål?” spurgte han i retur, „hvad jeg skal brygge sammen er min sag.” Det sidste blev udtalt i en anelse mere kølig og hård tone, som det var tydeligt at han ikke ville have at hun skulle blande sig i hans sager.
Lochlan gik roligt tilbage imod hende. Det var vel også ligegyldigt? Han trak hætten af og lod sit ansigt komme til syne. ”Men hvis det giver dig lidt mere tryghed, mit navn er Lochlan Machiavelli,” præsenterede han sig så og gjorde et let buk med hovedet, uden at han tog øjnene fra hende. Så var spørgsmålet om hun også kunne genkende ham. Det var mange årtusinder siden at hans navn havde været berygtet, så det var ikke sikkert at hun lige kunne komme i tanke om hvem han var, hvilket ikke gjorde ham det mindste. Han strøg kort en hånd igennem hans mørke lokker og lod de stålgrå øjne søge over hendes skikkelse. Der var ikke mange der vidste hvad han foretog sig nu om dage, kun dem fra hans klan: Det Sorte Broderskab. Han havde sine egne motiver, sine egne planer og visioner. Og ingen, ingen skulle stå i vejen for ham, i så fald blev de fejet af banen på hans vej, som en karklud der fejede krummerne bort.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Manden var mystisk og hemmelighedsfuld. Hvilket i forvejen var noget som tiltrak Malisha, men samtidig også gjorde hende irritabel. Særligt i hendes nuværende tilstand, hvor det var begrænset hvad hun kunne gøre, hvis det skulle gå galt, og særligt hvis det skulle ske på denne måde. Hun kneb øjnene lettere utilfredst sammen og med et fnys, vendte hun blikket den anden vej. Han mindede hende på en eller anden måde om Konstantin.. Uden en eller anden kvinde under hver arm. Hun rystede på hovedet. Hun kunne heller ikke fortsætte med at tænke på den måde. "Viden er måske magt.. Men hvad ville en som mig, kunne bruge den viden til?" spurgte hun direkte, da hun igen vendte sig mod ham. Hun havde ingen magt.. ingen status.. var faktisk ikke nogen af betydning, som hun engang havde været, og det var svært for hende. Virkelig svært.
Stod hun overfor selveste ypperstepræsten i Rimshia? Hendes blik hvilede fast på ham. Hvorfor skulle han da lyve om den slags? Det var nok det, som hun reagerede mest på, men hvad.. hun var jo nysgerrig af sig. Der var meget i denne verden, som hun ikke vidste, eller kunne følge med i, og særligt fordi at det var begrænset hvor meget hun i forvejen kunne søge ud. "Ypperstepræsten siger du..?" Et smil bredte sig på hendes læber. Måske var det noget, som hun rent faktisk kunne bruge. Kunne han hjælpe hende? Med hendes magi måske? Som ypperstepræst, måtte han også have en helt anden alder end hvad den forbaskede møgunge til Silia havde? "Jeg må sige at du er mig en fascinerende mand... Alkymist.. ypperstepræst.. Det er dit job, at hjælpe folk, ikke sandt?" Denne gang smurte hun nok en smule tykt på, men hun var for pokker da nødt til at prøve. Altså i værste tilfælde, så var det jo et 'nej', som hun fik ud af dette. Hovedet lod hun søge let på sned. Lochlan? Det var i hendes øjne, et meget unikt navn. Ikke det typiske som man ville støde på, på sin færd om ikke andet. "Se, det var straks bedre. En glæde at møde dig, Lochlan," sagde hun ærligt. Skuldrene faldt en smule på plads. Det var langt mindre anspændt for hende, nu hvor hun havde et navn at relatere til.

[Deleted]

Hendes fortsatte irritation var kun til Lochlans fortsatte morskab, ikke at dette kunne ses på ham, for hans ansigt var ganske neutralt anlagt og ulæseligt for andre. Han var ikke typen der bar følelserne ude på tøjet, men gemte dem godt væk indeni. Der gik endda rygter om at han havde fjernet sin egen sjæl og ikke længere besad én. Om dette var sandt? Ja det vidste kun Lochlan selv, og ingen havde overlevet længe nok til at finde ud af det. ”Kender man ens modstander godt, kender hans styrker, hans svagheder, hans kærlighedsliv, hans profession, så har du al magt over ham, til at kunne slå ham. Det kræver bare en god strateg,” forklarede han sandfærdigt. Uden viden kunne man kun gætte sig frem, hvilket ville sige at man tog chancer, og det var naturligvis også nødvendigt en gang imellem, men det var ret så risikabelt og ikke sikkert spil, og det var altid bedst at køre sikkert spil, hvis man var i krig eller kamp.
Lochlan bemærkede godt hvordan hendes fremtoning og kropssprog ændrede sig, hvordan hun pludselig virkede noget mere begejstret, og der skulle ikke mange ord til at forlade hende, før han havde regnet hendes agenda ud, hvilket blot fik ham til at himle med øjnene. Hvem troede hun lige at han var? En treårig knægt, der var snotdum? ”Drop dine smigrende ord, jeg er ikke manden der falder for dem. Jeg ved udmærket godt hvad du vil have, Malisha Malachi, din magi. Det er trods alt en warlocks dyrebareste eje, og hvis du vil have et svar, så ja, jeg kunne sagtens give dig magien tilbage igen,” svarede han i en kortfattet, ærlig dog lidt mere kølig tone. Når alt det var sagt, så var det ikke ensbetydende med at han ville hjælpe hende. Hvorfor skulle han? Han skyldte hende intet. Og nok han var ypperstepræst, men det var ikke grund nok til at de bare øsede ud med hjælp. Han gjorde i hvert fald ikke sådan, næ nej, han var skam også forretningsmand og slog naturligvis en handel af for den rette pris.
Han kunne godt fornemme at hun slappede mere af, nu hvor hun havde fået Lochlans navn. Han fnøs let til hendes ord. ”Og glæden er på din side,” svarede han kortfattet, tydeligvis ikke en gensidig glæde. Hun betød intet for ham, han kunne faktisk ikke være mere ligeglad med hende. Nok han ikke var hendes fjende, men han var bestemt heller ikke hendes ven og det var dumt af hende at forveksle ham med én. Hans blik gled kort udover den enorme sø. Der gik så mange rygter omkring den, nogle fandt på gyserhistorier for at skræmme deres venner eller børn, han selv fandt en form for ro ved det rolige vand, og nok det var sort og så faretruende ud, men han vidste bedre. Hans blik søgte tilbage mod hende, lettere afventende, eftersom han vidste at hun ikke ville lade denne chance passere.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Lochlan frydede sig ved dette.. Hvorfor skulle han gøre andet end at fryde sig? Malisha kunne intet.. hun kunne ikke steppe op i Den Mørke Cirkel længere, uden at det ville koste hende livet, hun kunne ikke søge ud om dagen og ud blandt mennesker, for de ville slå hende ihjel! Døden var hvad hun altid havde frygtet, og derfor var det bare nemmere at leve sit liv i skjul og væk fra folk, og så håbe, at der ville komme andre ting, som de ville lade sig mere friste af, end alt det andet. "Det lyder som noget, du er meget godt kendt med?" spurgte hun kortfattet. Nej, hun brød sig bestemt ikke om, at han vidste så meget om hende, og særligt fordi at hun havde været væk fra søgelyset i årevis.. At det så ikke var helt i glemmebogen endnu, var da kun en frustration uden lige for hendes vedkommende.
Afsløret.. Hvis det virkelig var muligt for ham at hjælpe hende med at genvinde bare lidt af den værdighed som hun førhen havde haft, ville hun uden tvivl være ham taknemmelig. Taknemmelig i den forstand, Malisha nu var i stand til det. Hun kneb øjnene let sammen og vendte blikket fast i retningen af ham. Det var hans job som præst at hjælpe folk! Så kunne han jo ikke sige nej til hende! I hendes øjne om ikke end. "Fair, du har gennemskuet mig.. Og hvis det nu er dig en mulighed, så er det noget som du ville kunne hjælpe mig med?" spurgte hun. Et sted var hun naturligvis håbefuld. Det var jo hendes liv det drejede sig om! Og særligt nu hvor hun stod overfor en mand, som rent faktisk havde mulighederne for faktisk at kunne hjælpe hende med hendes problematik!
Det var tilsyneladende ikke bare hende, som var irriteret, men også ham. Han kunne jo bare have ladet hende være, så havde de jo slet ikke haft de her problemer! Hun var træt af sit liv! Træt af at leve som en tigger der levede på gaden! Træt af at leve i skyggen af den kvinde, som hun engang havde været. Hun himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Ja, det var måske en meget stram og meget akavet situation, men hun måtte jo forsøge at få det bedste ud af det, ikke sandt? Denne gang stillede hun sig med fronten mod ham.. inden hun langsomt søgte tættere på. Han havde jo garanteret, at der intet ondt ville ske hende.. Om det var sandt, måtte tiden jo så vise hende. "Nu hvor du har fortalt mig, at det er noget som du rent faktisk kan hjælpe mig med.. Er det noget som jeg kan få dig til at hjælpe mig med?" spurgte hun denne gang mere direkte. Hvad han krævede i retur, kunne hun ikke vide. Det eneste som hun blot ville håbe på, var at det var en pris som hun kunne betale! Der var snart ikke det, som hun ikke ville gøre for den magi!

[Deleted]

Det var ikke altid at Lochlan forstod sig på de andre racer. Han vidste godt at Malisha havde mistet sin magi, og det var ligesom det som gjorde hende og resten af hendes race til en warlock, det var deres kendetegn. De var en mægtig race og de havde altid befundet sig højt i hierarkiet. Han forstod dog bare ikke hvorfor hun ikke kunne vende tilbage til sit folk. Hun havde været deres leder, og nok hun havde mistet sin magi, men hvis de i sandhed havde været loyale til hende, så ville de have været ligeglade med om hun havde magi eller ej, nok hun ikke ville have kunnet beholde sin plads som leder, men hun burde stadig være respekteret, for ikke at sige beskyttet. Derfor fandt han det lavt af selve racen, det var som om at det var alle mand for sig selv. Sådan var det ofte, alligevel havde alkymisterne altid haft et tæt samarbejde, måske fordi racen ikke var særlig stor, men selvom de altid havde været få i antal, så havde de altid haft respekt for de andre racer, måske fordi det altid var dem de kom søgende til, når de havde brug for hjælp.
Et smil strejfede Lochlans læber, da hun spurgte om han var godt bekendt med det. ”Naturligvis er jeg det,” svarede han ærligt. Han havde slået mange af sine fjender på sin research om dem, skønt han lige såvel havde slået mange af sine fjender uden at kende noget til dem. Desuden var han alkymist, han kunne læse folks auraer og det kunne give flere svar end man lige gik og troede, hvis man vidste hvad man skulle kigge efter. Skulle Malisha pludselig få lyst til at slå ham ihjel, men ikke vise det udadtil, ville han kunne se det på hendes aura. Han tvivlede dog på at dette ville ske, eftersom han var én af de få der kunne hjælpe hende og det var da også gået op for hende, nu hvor hun begyndte at smigre sig ind på ham, selvom det aldrig havde påvirket ham. Det var falsk. Det gjorde hende falsk, og derfor måtte hun da kun lige kæmpe en tand hårdere for at opnå hans hjælp, for ikke at sige respekt. Han stirrede på hende med et sæt intense, dog neutrale øjne. Hele hans mine var ulæselig og det var ikke til at sige hvilket humør han var i. ”Naturligvis kan jeg hjælpe dig. Den lille holy grail dronning er intet i forhold til mig.” Det var mere end tydeligt at han var gammel og stadig så ned på blandingsracerne. Han anså dem for at være en skændsel og lille Silia bar tilmed hans egen race i sig, alkymist, det var jo en skændsel for hans race! At hun så tilmed sad på tronen, det forstod han slet ikke at folk tillod, hvem ville følge en race som var svagere end dem selv? Det værste var at det var samme tilfælde for Dvasias, og man skulle da tro at en renblodet race ville forsøge at overtage, især når mange af racerne i Dvasias var magtgale og gerne så sin race være den som ledede landet.
Lochlans stålgrå øjne faldt direkte til Malishas brune, da hun spurgte mere direkte om han ville hjælpe hende. Et mere tilfreds smil gled over hans læber, for nu kom de jo til sagen. Desuden var der ingen grund for hende til at gemme sig bag flatterende ord eller indirekte spørgsmål, for han vidste præcis hvad hun ville have, og det var hun nok også godt klar over. ”Muligvis.. det kommer an på hvad du kan tilbyde mig,” svarede han oprigtigt. Hans pris kunne nogen gange forekomme urimelig, andre gange kunne den forekomme så simpel at folk havde svært ved at tro på det, men i sidste ende fik han altid det som han gerne ville have. Han tog altid det som han kunne få bedst mulig nytte ud af hos de personer han handlede med, derfor var prisen altid forskellig fra person til person, for det var ikke alle som kunne tilbyde ham den samme ting. Sjældent tog han imod guld, for guld var ingenting i hans verden. Det kunne han selv fremstille hvis alt gik helt galt. Desuden havde han penge nok. Det havde han aldrig manglet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Denne mand var en kende for intelligent for Malisha, selvom det nu var noget som hun måtte bide i sig. Respekten havde hun ikke rigtigt fra warlockernes side, som de alle ønskede at slå hende ihjel. Hvorfor skulle hun ellers have levet i skjul igennem så frygtelig mange år? Gået fra skygge til skygge i håbet om, at ingen ville se hende? Sagen var vel, at hun inderst inde, ikke var så stærk, som hun gerne ville være? At hun egentlig bare var en skrøbelig kvinde, gemt under den hårde facade, uden at hun egentlig kunne gøre synderlig meget ved det? Det var egentlig frygteligt.. ganske enkelt frygteligt, men hun kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det lige nu.
Manden var i stand til at hjælpe hende, og siden ingen andre kunne, måtte hun jo selv opsøge dem som havde muligheden, og så håbe, at det var noget, som ville give pote. Der var ikke det som hun ikke ville gøre, for at få den magi og derved også sin værdighed tilbage! Den som så brutalt var blevet revet væk fra hende! Viden omkring hende, ville vel også fortælle, hvor meget hun egentlig var villig til at gøre, for at få den værdighed tilbage? Stoltheden som havde ligget i hendes væsen, såvel som i hendes navn? Han forekom desuden ikke som en mand der brød sig om varyler.. En tanke som hun kun måtte bifalde! "Du lyder ej til at kunne lide blandingsracer," pointerede hun sigende. Selv det fik hendes læber til at skille sig i et smil. Det var rent faktisk noget, som de måtte have tilfælles! Selv var hun ikke meget til blandingsracer. Altid var det et væsen, som hun havde set ned på, og det ville nok næppe forholde sig anderledes for fremtiden.
Denne gang stoppede Malisha op tæt ved ham og med blikket hvilende på hans skikkelse. Ville han skade hende, havde han nok allerede gjort det, så det gik hun ikke ud fra, at hun behøvede at være bange for. Hun stirrede fast på ham. Hvad hun kunne tilbyde ham? Det kom jo for pokker da an på, hvad han gerne ville have! Det var jo lidt der, at den måtte ligge for hendes vedkommende. Tungen strøg kort over læberne, inden hun lagde armene over kors foran sig. Stædigheden havde hun skam endnu. Den havde hendes sølle liv, ikke fået lov til at tage fra hende. "Hvad kræver du?" spurgte hun med en direkte stemme. Hun ville bestemt ikke veje bort, at dette var noget som hun virkelig ønskede. Hvis det var noget som kunne give hende det liv tilbage, som hun nu havde mistet, så hun igen kunne komme op af det mørke hul, som hun var endt i, så ville det være helt igennem fantastisk! Ville hun give hvad som helst? Det var jo lige før, men hvad.. det behøvede han i hvert fald slet ikke at vide.