Bring her to life..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forstod skam godt Liyas forvirring, og særligt omkring en situation som denne. Silia lå for fødderne af hende, og hun var revet ud af den evige søvn på den mest brutale måde. Hvorvidt om hun havde vandret omkring, skulle han ikke kunne sige. I hvert fald, så havde han forsøgt at tage sig af hendes børn efter bedste formåen, og særligt fordi, at de virkelig havde haft brug for det, efter at Nathaniel havde vendt dem ryggen. Han sendte hende sit korte smil, også selvom det virkelig var en sjældenhed, at den slags skete.
Kimeya trykkede Liya forsigtigt ind mod sin favn, så hun i det mindste kunne mærke, at han var der. Han havde gjort alt efter bedste formåen, også fordi at hun fortjente det. Børnene havde hun jo nærmest opdraget på egen hånd, og nu fortjente hun at hvile. Silia kom svævende efter dem, da de endelig nåede forhallen, hvor hun fortsatte op på deres gamle værelse, hvor hun blev lagt på sengen og dynen lagt over. Liya var den, som for nu skulle have opmærksomheden. Heroppe var alt som det altid havde set ud. Der var ingenting der var anderledes, hvilket vel også var lettende for hende? "Du kan komme med herind.. Silia skal nok klare sig," sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente. Han tillod i hvert fald ikke andet, end at hun nok skulle klare sig. Han holdt jo for pokker af tøsen. Pejsestuen var optændt og med en helt anden varme, end hvad kælderen havde haft at byde på. "Du har brug for varmen," afsluttede han endeligt. Hun var jo iskold!

[Liya Daimond Diamaqima]

Kimeya var så varm at han fik det til at prikke på hendes hud, som de mange gange hvor hun havde vandret barfodet i sneen i flere timer, og først derefter havde søgt ind på den nærmeste kro. Hun lukkede øjnene for at kort øjeblik og forestillede sig den varme pejs, hvordan det ville føles mod hendes kolde hud. Savnet til Nathaniel voksede sig større, for det mindede hende om hvor mange gange han havde ligget med hende foran pejsen i deres lille hytte i Procias, læst højt for hende, fortalt hende historier med armen hvilende omkring hende. Han havde været en god mand, frem til han ikke længere var det.
Hun slog tanken bort og sukkede tungt. De kom op i velkendte omgivelser. Ikke en eneste ganstand var fjernet eller erstattet fra det hun huskede, hvilket bragte ro i hendes ellers forvirrede hoved. Det her var helligt, her var intet sket siden hendes bortgang. Hun gik med ind i pejsestuen og satte sig ned foran de iltre flammer. Hendes blik var stadig tomt, hun hørte ikke rigtigt hvad han sagde selvom hun virkelig forsøgte inderligt at samle sig om hvad der foregik. I stedet døsede hun lidt hen. Varmen gjorde hende træt, men man kunne langsomt se en glød vende tilbage til hendes kinder. ”Nathaniel er sammen med Yuuki,” sagde hun lidt ud af det blå, uden helt at vide om det var for at fortælle ham det, eller en konstatering på at hun stod her.. uden Nathaniel fordi han havde valgt en anden over hende.
Forsigtigt lagde hun sig ned med hænderne hvilende som støtte under hendes hoved. Hendes øjne gled i, hun var træt, og kæmpede for at holde sig vågen. Bekymringen for Silia hjalp lidt der, hun ønskede virkelig ikke at noget som helst skulle ske med hendes datter.

[Kimeya Marvalo]

Liya var vågen.. For selv Kimeya var det underligt, men selv betryggende for hans vedkommende. Han havde brug for noget som holdt ved, og som var, som det hele tiden havde været, og det var da helt klart det, som det var for ham lige nu. Pejsen varmede godt, og lige nu handlede det om at give Liya varmen, give hende roen og hvilen, som hun uden tvivl havde brug for. Ikke så meget som en genstand var fjernet, fra den tid hun havde været der sidst, hvilket jo rent faktisk også var ved at være rigtig mange år. Han hentede et tæppe ved sofaerne og lænestolene, som han kom tilbage med, for at lægge over hendes skuldre, så hun i det mindste kunne føle, at hun havde nogen omkring sig. At hun skulle omtale Nathaniel som den første.. om det var et spørgsmål eller en konstatering, var ikke nemt for ham at vide.
"Det ved jeg godt, at han er," sagde han tomt. Om han bifaldt det? Nej, det var nok det sidste han gjorde! Og særligt sådan som det forløb sig lige nu, for tanken om det, var noget som gjorde ham direkte vred! Han satte sig ned ved siden af hende, som hun lagde sig ned. Silia skulle nok klare sig, hvilket han ikke var et sekund i tvivl om. Hans blik gled mod hende. Hun var forvirret og havde det dårligt. Ikke at det var noget som egentlig kunne komme synderlig meget bag på nogen. Hans hånd lagde sig mod hendes overarm, som han strøg forsigtigt. Han lod hovedet søge på skrå. "Er der noget, du har brug for, Liya?" spurgte han med en rolig stemme. Han ville jog gerne være sikker på at hun fik de bedste forudsætninger, for at klare sig, og særligt fordi at hun havde været væk i såpas mange år. Det var ikke nemt. Han havde været udsat for det igennem en del gange efterhånden. Og kunne kun håbe på, at det ikke var noget, som nogensinde ville komme til at ske igen.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya lagde sig ned på det bløde skind foran pejsen og stirrede med store øjne mod flammerne. De virkede aggressive og alligevel så gjorde de godt for hende. Hun kunne mærke hvordan hendes fingre og tæer var mindre frosne, de begyndte at blive bevægelige igen, selvom hun lå der helt stille og forsøgte at finde ud af hvad der var godt og skidt i dette sammenhæng.
"Hvordan kunne han?" spurgte hun hæst. En ting var at han havde fundet en anden, men det var ti gange værre at det var Yuuki. Han vidste at hun var en fjende i familien, han vidste hvor meget de allesammen hadede hende, og nu havde hun kun endnu mere grund til det.
Hun satte sig op lidt pludseligt og vendte sig mod ham med hovedet let på sned. "Jeg har brug for at slå hende ihjel og sende barnet langt bort," sagde hun ærligt og kiggede ned på sine hænder som hun vendte og drejede foran sig. I hendes øjne var de badet i blod, men der var intet at se ud over bleg, fin hud.
"Jeg tror at jeg vil sove. Hun er i mit hoved. Det hjælper kun når jeg sover," det var mere henvendt til hende selv end til ham. Hun lagde sig ned igen og lukkede sine øjne. Stemmen var i hendes hovede, det var den altid, men hun havde været fri af den i årevis nu. Den tog igen kontrol over hende. Hun hvilede hænderne under sin kind, og forsøgte ihærdigt at sove, men selvom hun var træt, så var hun stadig kold og forvirret, for stresset til at falde i søvn i det hele taget.

[Kimeya Marvalo]

Hvordan Nathaniel havde fået sig selv til det, kunne Kimeya ikke sige. Han forstod godt Liyas forvirring, for han følte den jo også selv, og særligt hvad angik det valg. En fjende af.. dem alle sammen faktisk. Han lod hovedet søge på sned, som hun satte sig op. "Jeg ville ønske at jeg kunne besvare dine spørgsmål," sagde han med en ærlig stemme. Nathaniel havde gjort dem alle ondt, ved at handle som han nu havde gjort. Selv Kimeya var direkte tosset over det valg! Og på Rei, for at have taget fusen på ham, og ladet ham leve i troen på at kvinden var død!
"Prøv at hvile, Liya. Jeg passer på dig, nu hvor han ikke kan. Ingen kommer til at gøre dig ondt igen," lovede han, inden han forsigtigt lagde sig ned bagved hende. Bange for hende? Nej, det var han ikke. Han havde nu heller aldrig givet hende en grund til at skulle tro på at han ville hende noget ondt, og det var lidt det, som han udnyttede i en stund som denne. Han lagde hånden forsigtigt mod hendes side. Mest for at lade hende vide, at hun ikke længere var alene. "Bare hvil, Liya.. Jeg bliver liggende lige her," sagde han med en rolig stemme. Dette var dog noget som han mente. For ham, var det vigtigt at understrege for hende, at hun ikke var alene mere, selv på trods af hvad Nathaniel havde gjort for at trodse - ikke bare hende, men også deres skønne børn.

[Liya Daimond Diamaqima]

Om det var kroppen der var ved at varme op eller den dybe sorg og forvirring hun følte, var ikke til at sige, men hun skælvede da hun satte sig op og lagde hovedet lidt på sned. Hendes mørke lokker faldt over den ene skulder. Den bløde fornemmelse kildede hende. Hvorfor havde Nathaniel aldrig været tilfreds med hende? Hun var en smuk og stærk kvinde, hengiven på så mange måder. ”Jeg er den rigtige for ham,” konstaterede hun med et sørgmodigt blik.
Det her var næsten ligeså slemt som at være død. Uden at svare på hans ord, nikkede hun blot og lagde sig forsigtigt ned igen på det bløde skind. Hendes blik stirrede ind i flammerne og varmen gjorde hende ret hurtigt døsig, i og med at hun i forvejen var ret træt. Kimeya var velkendt og tryg, hun kunne mærke at han var der hvilket fik hende til at falde til ro. Automatisk skubbede hun sig lidt mere ind mod ham, søgte den varme krop som kunne skænke hende tryghed. Hendes øjne gled langsomt i. Der var stadig mange ting at finde ud af, og ja hun var bange, såret og vred på samme tid, men alt det til sin tid. For nu havde hun bare brug for at hvile.
Der gik ikke mange minutter før hendes åndedrag blev tungere og hun i stedet begyndte at rokke lidt uroligt på sig, hvilket var typisk for hendes søvn. Hendes krop blev slap og hun gled ind i en verden, dog ikke præget af drømme men af alverdens mareridt.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Liya var rundt på gulvet efter alle disse år, selvom Kimeya måtte sande, at han faktisk var overrasket over hvor meget hun egentlig var klar over, var sket i den tid hun havde været væk. Havde hun været omkring? Det var vel egentlig det eneste, som gav bare en smule mening i det sted? Han sukkede let og nikkede. Han var enig. "Du er den eneste rette for ham," sagde han roligt. Et sted blot for at bekræfte hende. Hvem ville da passe bedre til Nathaniel, end den kvinde, som havde skænket livet til hans børn? Til Jophiel og Silia? Han forstod jo godt hendes frustration. Døden kunne være mere ødelæggende, end hvad den kunne være til gavn, og det var den tilsyneladende også i hendes situation.
Det vigtigste lige nu, var at få hende til at slappe af. Han kunne i hvert fald love hende, at han ville blive liggende og passe på hende. I takt med at hun rykkede ind mod ham, blev han selv liggende, kun for at tage fat om tæppet, som han kunne trække mere over hende, så hun lå godt og trygt. Derefter lagde han armen omkring hende. "Sov godt, kære," sagde han med en rolig stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Selvom han vidste, at han ikke havde muligheden for at forhindre hende i at ligge i de slemme mareridt, ville han da stadig gøre hvad han kunne, for at forhindre, at det skulle blive alt for slemt. Let trykkede han hende ind mod sig. Han vidste nemlig allerede nu, at det her ville ende med at blive en rigtig lang nat.

//Out