Bring her to life..

[Kimeya Marvalo]

Silia D. Diamaqima - Kimeya Marvalo - Liya Daimond Diamaqima

---

Det var hen på natten, da Kimeya slog øjnene op. Han havde hvilet det meste af dagen, for netop at blive klar til denne handling. Silia havde sendt besked, og han havde responderet. Denne gang havde han tænkt sig at stille hus og hytte til rådighed for den arme kvinde, og særligt for at hjælpe hende med dette, selvom han ikke havde været meget for det som skulle ske i aften.
Bordet var stillet klar i et af de gamle lokaler, som der i forvejen var rigtig mange af i huset og stearinlysene var tændt. I dagens anledning, havde Kimeya selv fået bragt liget hertil, og sørget for at det lå koldt, for at forhindre at forrådnelsen igen skulle få sit tag i hende. Den havde allerede taget sine tag i den smukke kvinde, som lå for øjnene af ham på det hårde bord, kun med en pude under hovedet.
Langsomt lod Kimeya hovedet søge på sned. Hånden strøg han let over hendes kind. Med alt det andet, som han i forvejen havde at tænke på i disse tider, så var det uden tvivl rart, at han kunne glemme det bare lidt og bare fokusere på det som plagede ham lige nu. Eriz og Zean var mennesker i hans liv, som han virkelig var nødt til at finde ud af hvor fanden han havde dem henne!
"Meget snart, Liya... Meget snart," sagde han med en rolig stemme. Han havde selv valgt at iklæde hende en fin kjole, da han stod fast på, at kun det bedste, var godt nok i et tilfælde som dette. Han smilede svagt. For nu var han rolig, også selvom han endnu havde så mange andre ting at tænke på, men det var bare.. som om at hans tanker måtte ligge helt andre steder lige nu. Liya var den som skulle vækkes nu.. og atter en gang bringes tilbage til livet.

[Silia D. Diamaqima]

Vognen stoppede ude foran det prægtige mansion. Silia skød gardinerne til side og lod blikket falde på det der engang havde været hendes hjem. Hendes hjerte var fuld af savn og længsel, mørket ville altid have en plads i hende, trods det var i Procias hendes hjerte lå.
Chaufføren åbnede døren og rakte hende sin hånd. Man kunne se på ham at han ikke brød sig om at være på disse kanter. Hun sendte ham et beroligende smil. "Det er okay Percival. Der sker intet," forsikrede hun og lagde blidt sin hånd over hans. Det lod til at berolige ham lidt.
I dagens anledning var hun klædt i en lang cremefarvet kjole der afslørede hendes kvindelige skikkelse. Det gode liv på slottet havde sat sine spor på hende, hun var blevet en kende rund dog uden at være stor. Hendes mørke lokker var bundet op i en elegant knold så det ikke hang i vejen. Hun stod i sandhed der som en dronning, af skikkelse, ikke af sjæl. Med en taske over sine skuldre, gik hun op af stien til hoveddøren og mærkede nostalgi helt ind i knoglerne.
Uden at banke på, lod hun døren glide op. Den knirkede på samme måde som den havde gjort da hun var barn og hende og Cedric havde faret ind og ud af den i et forsøg på at fange hinanden. Antydningen af et smil viste sig kort. Det her var nok den bedste følelse hun længe havde siddet inde med, hjemme i Procias eksisterede, lige nu kun kaos og frustrationer. Her kunne hun være sig selv. "Kimeya?!" kaldte hun roligt og lod døren glide i bad sig. Hun elskede ham for at støtte hende i tider som dette. Trods hendes fars konstante forsøg på at genvinde hendes tillid, så ville hun altid sætte manden i dette hjem, højere.

[Kimeya Marvalo]

Silia var på vej, hvilket Kimeya var klar over. Lige nu kunne han fokusere på den følelse af familie, som han ikke havde siddet med i mange år. Ganske vidst havde Yuuki forsøgt at vække den i ham, uden at hun havde fået noget ud af det. Den kvinde skulle han have slået ihjel, så snart at han ville få muligheden for at gøre det!
Længe stod han og betragtede sig af Liyas smukke skikkelse. Ej var det underligt at se, hvad der egentlig havde taget hendes liv. Det var en grotesk skæbne. Selv håbede han kun at Silia vidste hvad hun gjorde. Tankerne endte dog med at blive afbrudt. Smilet bredte sig på hans læber, inden han roligt rettede sig op og drejede hovedet. Fornemmelsen af lysets tilstedeværelse. Selv kunne det kun være Silia. Efter at de dvasianske landegrænser var blevet rykket markant, så boede han jo i midten af det mørke Dvasias nu. Det passede ham fint, hvis man så bort fra de problematikker, som han nu skulle slås med i forvejen. Han efterlod Liya liggende, for han gik heller ikke ud fra, at hun søgte nogen steder hen i sin nuværende tilstand.
"Silia.. Jeg begyndte at tvivle på, at du ville komme," sagde han, da han kom op fra kælderen og mødte hende i den store hal. Alt stod som det altid havde gjort. Lige der var Kimeya uden tvivl også en mand af ren vane, og hvorfor lave noget om, som rent faktisk fungerede? End ikke det, så han jo nogen grund til. Som en af de få, der fik den mere milde side af ham at se. Det som han havde tilbage vel og mærke, måtte han sende hende et smil, idet han gik hende i møde. Han spredte armene.. kunne han tillade sig at omfavne lysets dronning? Han anså hende jo nærmest som sin datter, da han havde været der mere for hende, end hendes kære fader havde. "Alt er gjort klar," sagde han med en rolig stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Kappen hang hun roligt på stumtjeren der stod hvor den altid havde stået. Intet havde tilsyneladende forandret sig ret meget, det var typisk Kimeya. Tanken fik hende til at slappe af. Alting var nyt i Procias, der var altid noget uventet, det var rart at være på et sted hvor hun vidste præcis, hvad man kunne forvente sig.
Kimeyas skikkelse der trådte frem i døren, fik hende til at stoppe op. Hun lagde hovedet på sned og smilede lidt for sig selv. "Kimeya Marvalo," hilste hun med et stille grin. Der gik ikke mange sekunder hun gik ham i møde og slog armene omkring hans liv i en omfavnelse. På mange områder havde han været en bedre far, end Nathaniel nok nogensinde ville blive. Han havde altid taget sig af dem, og nu stod han her, støttede hende i dette.
"Tvivlede du på mig?" spurgte hun næsten skuffet. Det var sjældent hun ikke overholdt sine løfter, og dette skete trods alt på hendes ønske. Hun trak sig lidt og så på ham med en mere alvorlig mine. "Lad os få det gjort. Jeg kan ike blive længe," hun havde ikke fortalt Gabriel om sin lille udflugt, så han anede ikke hvor hun var, desuden var der ikke tid at spilde, det ville komme til at koste hende uanede mængder energi. "Hvor er hun?" spurgte hun stille.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor lave det om, som rent faktisk virkede? Kimeya var uden tvivl glad for tingene som de var, og sådan som de stod lige nu, havde de alle dage stået, og det havde jo fungeret.. selv da der havde været små børn i huset. Det var ganske vidst ved at være mange år siden nu, men han måtte sande, at det var noget som han til tider måtte savne, og nu særligt hvor han stod overfor Silia.
Armene lod Kimeya roligt glide omkring hendes skikkelse, som hun alligevel nærmest sprang ham i armene, som den muntre lille pige, som hun altid havde været. Selvom han dog vidste, at selv tiden havde været hård ved hende, så hun ud til at komme sig vel fra det. "Jeg ved hvad der sker i verden i disse tider, min pige.. Og jeg ved hvor presset Procias er i denne stund," pointerede han rolgit. Om Gabriel - hans kære lillebror, var kendt med denne udflugt, vidste han ikke, og et sted, så kunne han ikke være mere ligeglad. Dog var han glad for at hun var kommet, og at der ikke var sket hende noget på vejen, da det jo var noget af det, som han havde været mest bange for i det tilfælde. At hun ikke kunne blive længe, var jo forståeligt nok. "Ved Gabriel ikke, at du er her?" spurgte han direkte.
De skulle have det her overstået. Det var jo også begrænset hvor længe Liya ville kunne holde til at ligge der. "Hun ligger nede i kælderen. Som aftalt, er hun holdt kold til det hele.. Kom," endte han med en rolig stemme. Familiemanden, var det eneste, som Jaqia ikke havde formået at tage fra ham, heldigvis, for ellers ville han nok aldrig have gjort det. Han så ikke på Silia som dronningen af Lyset, men derimod nærmest som hans datter.. Roligt førte han hende med ned i kælderen og ned til det oplyste rum, hvor Liya smukt lå og ventede på dem. Der slap han grebet om hendes skulder, for derefter at søge hen til Liya igen. Hun lå fredfyldt.. Det var jo så bare et spørgsmål om tid, inden det ville vende.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde altid været en mand af traditioner, og i disse travle tider, hvor verden var i konstant forandring, var Silia lidt lykkelig for at alting var velkendt her. Præcis som dengang hun endnu havde været en lille pige. Det var utroligt hvor meget den royale titel tog på hende. Det kunne ses, hun så langt ældre ud end hun i virkeligheden var.
Hun trykkede sig ind mod hans trygge omfavnelse og sukkede. Her hos ham var hun tryg, ikke en sjæl ville få lov til at røre hende. "Det er frygtelig presset og endnu værre nu hvor Jaqia har fået Manjarno. Det er svære tider at lede et land i," indrømmede hun tydeligt tynget. Det var det store pres der havde drevet hende til dette. Hun var træt af at være alene om byrden. Gabriel hjalp hende men det gik ud over deres ægteskab.
Hun så bort med et underligt fjernt blik. "Han ville forsøge at forhindre mig, så nej. Han ved ikke at jeg har taget denne lille udflugt," indrømmede hun. Hun havde altid undret sig over hans og Faiths forhold, men det var først nu gået op for hende, hvor svært det var at elske, og holde et ægteskab ved lige.
Uden ord fulgte hun ham ned i kælderen. Den klamme fornemmelse gav hende gråsehud, men hun fortsatte alligevel med målrettede skridt, til de nåede bordet hvorpå hendes mor lå og så smuk ud. Forsigtigt lod hun hånden glide hen over hendes kind, forundret over hvor velbevaret hun var. "Sluk det lys, tænd det der. Det skal danne et pentagram," bad hun uden at vie fra sin mors side. Trods et løfte til Nathaniel om ikke at gøre dette, så følte hun sig nødsaget til det.

[Kimeya Marvalo]

Silia var presset, hvilket var noget som Kimeya havde den største forståelse for, så det var end ikke noget, som kunne komme bag på nogen i det hele taget. Han lod armene glide omkring hende. Selvom det var lang tid siden, at nogen havde vist sig fra den side i det hele taget, så kunne han lide det. Her var hun ikke dronning af lyset, og en kvinde, som han reelt set, burde slå ihjel.. Her var hun næsten som hans datter, og det var en kvinde, som han ville gøre hvad han kunne, for at beskytte i den forstand, at det var ham menneskelig muligt.
"Jeg har forståelsen for, at det er noget som i særdeleshed lægger pres på dig. Jeg ved at du nok skal klare det," sagde han roligt. Selv vidste hun vel godt at hun kunne stole på ham? Hvis slaget mod Procias skulle starte, ville han ikke tøve med at få hende med derfra på bedste mulig vis. Han trak let på smilebåndet. At hans kære broder ej var kendt med hendes udflugt til det mørke land, kom egentlig ikke bag på ham. Diamaqima var en familie af frygtelig mange hemmeligheder, og der var Silia så bare ikke noget undtag.
"Og hvorfor kommer det ikke bag på mig?" spurgte han lettere henkastet, inden han førte hende ned i den kolde kælder. Selv mange frygtelige ting igennem hans liv, var foregået hernede, selvom det dog på ingen måder, var historier som han ønskede at berette hende om. Liya lå her.. omgivet af stearinlys og så så fredelig ud. Dog var dette jo kun et spørgsmål om tid, da de nærmest kun måtte forestille sig, hvad livet ville gøre ved hende. Han nikkede, hvor han med et let sving med hånden, fik lyset til at gå ud, og dukke op igen, præcist hvor hun gerne ville have det. Han vendte sig efterfølgende mod hende igen. "Sig til, hvis du skal bruge noget," sagde han endelig. Hun kunne gå igang. Til enhver tid ville han stå i hendes ryg og beskytte hende igennem det som nu skulle ske.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya burde slå hende ihjel, ikke nok med at han var en del af mørket, han var en højre hånd af landets dronning. Silia følte sig dog tryg, ikke for et øjeblik ville hun nogensinde fygte for sit liv inden for disse fire vægge. Det skulle da lige være Faith, den kvinde havde altid været skræmmende og alligevel holdt hun frygtelig meget af hende.
Kælderen gav hende gåsehud. Hun skælvede og så ned på sin smukke mor, der lå bleg og kold som marmor. Yuuki kunne ikke måle sig med hende i hendes øjne, det kunne ingen. "Det er pænt af dig Kimeya, men skulle det komme til en krig, så klare jeg den ikke. Det gør ingen af os," sagde hun ærligt. Frygten sad dybt i hende, hun var ikke blevet dronning for at dø længe før tid.
"Døm mig ej. Jeg elsker Gabriel højere end livet selv, men han ville ikke forstå," hun sukkede og lod ham blot gøre rummet klart. I sin taske havde hun en oldgammel bog, som hun i sin tid havde fået af sin far. Hun trak den op med sit slidte udseende og bladrede til den korrekte side. "Tag afstand. Jeg kan ikke give garantier for hvad der kommer til at ske," hun tog et bæger og fandt en kniv. Hendes håndled holdt over, mens hun skar en dyb flænge, så en mild stråle løb ned.
"Lad være med at forstyrre," mumlede hun irriteret, til de mange fremmede ånder der vandrede hvileløse rundt i disse kældre. End ikke Kimeya kendte den hemmelighed.
Hånden bandt hun ind i nogle stramme klæder, hvorefter hun med sit eget blod, malede et pentagram under Liyas bryst.
Hendes øjne gled i. Med hænderne over det kølige lig, tog hun en dyb indånding og begyndte at mumle lange, ufrsoteånde sætninger på et oldgammelt sprog, der blandt almene mennesker var udødt. Det skar helt ind i brystet, men hun blev ved til lysenes flammer begyndte at danse.

[Kimeya Marvalo]

Enhver vidste, at krigen ville ramme før eller siden, og selv Kimeya vidste, at det ville gå galt. Dog af den grund, ønskede han ikke, at der skulle ske noget med Silia. Selvom han ikke gav udtryk for dette ved handling eller mimik, så var tankerne uden tvivl til stede. "Hvilket giver mig grunden til at snakke med dig, når vi er færdige med det her.. Jeg har nemlig en plan," fortalte han med en rolig stemme, som han førte hende ned i kælderen. Silia var en af de procianere, som han satte frygtelig høkt, og særligt fordi at hun havde en betydning af ham, som en datter.
Lyset blev slukket, kun for at blive tændt igen et andet sted, så dette kunne sættes igang. Som ønsket, trak Kimeya sig et skridt bagud, så han ikke stod midt i det pentagram, som nu skulle omkredse Liya og nu også Silia. Han var dog opmærksom. Han ønskede ikke at noget skulle ske nogen af dem. Han dømte hende ikke.. Selv vidste han, at hun holdt Gabriel ude af dette af en grund, men om det var en af de gode grunde, skulle han ikke kunne sige. Hemmeligheder ødelagde kun mere end hvad det måtte gavne, hvilket selv Kimeya havde måtte erfare på den hårde måde. Og han brød sig faktisk heller ikke rigtigt om det. "Vogt over den handling, min kære," sagde han tomt, hvorefter han selv valgte at blive tavs og forblive i baggrunden. Sætninger af uforstående ord blev nævnt. Et eller andet sted.. velkendt for ham. Han mindes næsten at have hørt dem før.
Gåsehuden meldte sig i Kimeyas krop og sind, hvorefter han lod blikket hvile på Liyas skikkelse. Døden havde været hendes hvilested i alt for mange år. Det var kun på tide, at der blev gjort noget ved denne sag. Selv holdt han øje med hvad der foregik. Silia skulle heller ikke have lov til at komme galt afsted. Han troede på hende.. Og valgte derfor at holde sig i baggrunden som moralsk opbakning.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede roligt. Naturligvis havde Kimeya en plan, det havde han altid. Dog så kunne hun ikke drømme om at stikke af eller lade sit land i stikken. Dvasias var ganske vidst hendes hjem og hun savnede det, men hun havde lagt sit sind og sjæl i Procias, og det kunne hun aldrig vende ryggen til. Hun havde opgivet at blive accepteret der, men det betød ikke at kærligheden var mindre.
En kulde fyldte ikke kun hendes krop men også hendes sind. Hun kunne høre stemmer, utallige af dem, der forsøgte at få hende til at afbryde dette.
En gennemborrende smerte fik hende til at falde halvt ind over bordet, med håndfladerne støttende mod stenen. Hun gispede og forsøgte at samle energi til at fortsætte. Smerte skulle ikke have lov til at hindre hende her.
Hun prustede og begyndte at gentage den lange smørre. Et par af lysene gik ud. Det var hårdt. Noget blev revet ud af hende, det føltes brutalt. Et øjeblik var det næsten som om hendes hjerte stoppede, men hun blev stående på sine ben. Hun blev ved, stædigt, højere og urtigere, mere og mere stålfast, selvom smerten til sidst havde fået hende i knæ foran bordet. Der var nogle magter der bestemt ikke brød sig om at dette skulle ske. Hun ville ikke give op på halvejen.
Den sidste gang, gik alle lys ud og efterlod dem i et enormt mørke. Alt sortnede, der blev stille, helt stille. Silia var faldet om på gulvet. Hendes øjne var lukkede og hendes vejrtrækning svag, og hendes bevidsthed borte.

//out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya slog øjnene op og stirrede i mørket. Det var det samme mørke hun følte hun havde bevæget sig i igennem alt for mange år. Automatisk gispede hun og hev efter vejret, hvilket skar i hele kroppen. Det var en smerte.. en følelse.. sådan end havde hun ikke haft i mange år, ikke ud over vrede og bitterhed og den rørte hende ikke nu. Der var stille. Lugten af røg hang i hendes næse, men der var iskoldt.
Hun begyndte at røre lidt uroligt på sig. Hendes hud var kold, men stenen under hende føltes ru. Hun kunne mærke. Lagsomt begyndte det at gå op for hende hvad der skete.
"N-N-Na- Nathaniel?" fremstammede hun hæst. Hendes stemme bar tydeligt præg ikke at have været brugt i evigheder. Ud over den mand, anede hun ikke hvem der ellers skulle have evnerne til at bringe hende tilbage til livet. I sine vildeste forestillinger, havde hun uanset ikke troet at det handlede om hendes datter.
Forsigtigt forsøgt ehun at sætte sig op, men alle led var så stive, at det næsten føltes umuligt. Hendes lange, mørke lokker hang ned over hendes slanke ryg. Hendes hud var stadig bleg og iskold, som smukt marmor, dog så frøs hun ikke trods hun burde. Det prikkede lidt, hun havde en underlig summende fornemmelse i kroppen og en voksende utryghed her i mørket.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde selvfølgelig en plan. Det havde han altid! Og særligt hvad angik Silia, som var en kvinde som han jo i forvejen virkelig holdt utrolig meget af. Han blev stående, også selvom han kunne se på hende, at det uden tvivl var noget, som virkelig tog hårdt på hendes energi. Havde hun overhovedet gjort det her før? Pludselig var han begyndt at tvivle.. Han mindes jo hvor hårdt det havde taget på selv Nathaniel at udføre denne slags alkymi.
Selv uden at blande sig, holdt Kimeya sig i baggrunden.. frem til det pludselig blev mørkt, og det som han kunne høre, var Silia som måtte falde til gulvet. Det var først der han reagerede. Ved hjælp af hånden, tændte stearinlysene op igen med det samme, og tillod ham derfor at knæle ved hendes side. Det var først, da han hørte Liyas ord, at han rent faktisk kiggede op. Var det.. virket? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Silia klarede sig nok.. Selv vidste han hvor vigtigt, det var at få styr på Liya, inden det ville ende med at gå galt. Han lagde Silia om på ryggen, hvor han ved hjælp af magi, fik hende bragt ud og op i en seng, for nu havde hun da helt klart brug for at hvile! Han rejste sig op.. Kun for at stå ansigt til ansigt med Liya. En kvinde, som lige så havde haft en kæmpe betydning for ham igennem rigtig mange år. "Liya.." endte han med en dæmpet stemme. Selv var han uden synderlig meget følelse at spore i blikket. Han endte med at gribe ud efter hendes hånd. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på dette.. Han havde vel et sted ikke ligefrem regnet med, at det ville lykkes? Særligt ikke efter alle disse år som nu havde passeret. "Det hele skal nok gå.. Du befinder dig i Marvalo Mansion.. Dit hjem," sagde han roligt. For ham, ville hendes hjem altid være her, hvor han også kunne holde øje med hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

Lyset der pludselig blussede, skar i hendes øjne. Hun kneb dem sammen og forsøgte at finde ud af hvor pokker hun måtte være. Marvalo Mansion var kendt, men kælderen havde altid været ukendt og forbudt område, ikke et sted som nogen havde lyst til at færdes uanset, så Liya følte sig helt på fremmede grund. Forsigtigt forsøgte hun igen at kigge mellem sine fingre og så på Kimeya. Hans skikkelse ville hun kunne genkende uanset hvor i verden hun var.
"Ki-meya?" spurgte hun lidt tøvende. Gennem alt den tid som død havde hun ikke prøvet at drømme, så det kunne næppe være det.. en drøm trods det næsten virkede fjernt. Hun havde ondt overalt, hun var kold, og det var ubehageligt når hjertet slog mod hendes bryst, men hun kunne mærke det. "MEn.. hv-hvordan?" spurgte hun lettere forvirret og lod armene glide om sig selv. Hun vidste at hun her var tryg og særligt når Kimeya var til stede, men det var en brat måde at ende sin tilværelse som hvileløs ånd. Det havde ligeså været smertefuldt til sidst, særligt at se hvordan Nathaniel var kommet videre uden hende. Hendes tanker stoppede.. Nathaniel. Han måtte da stadig være i live.
Ved rent tilfældighed slog hun blikket mod gulvet hvor Silia lå. Hende spupiller trak sig sammen. Trods hun var blevet en voksen kvinde, så genkendte hun hende, smuk som hun var. "Si-s-silia," hun gled ned fra bordet og faldt direkte i gulvet. Styrken var indnu ikke at finde i hendes ben. Bekymret strøg hun hånden ned over sin datters bløde kind. Hvad pokker havde hun lavet?

[Kimeya Marvalo]

Liya var forvirret. Det var ikke underligt. Selv havde dette været noget som Kimeya havde prøvet en gang eller to for meget, så han kunne jo godt forstå, at det var svært at finde ud af. Han lod hånden stryge mod hendes kind. Han havde ikke forandret sig meget, dog selvom der var sket rigtig mange ting, siden hun var gået bort. Dog havde han da været der for Silia og Jophiel, samt set hvad de var blevet til, og det var ikke ting, som man kunne være andet end stolt af, og det stod han fast på. Han smilede svagt. Det at smile, var i forvejen ikke noget som lå så naturligt til ham længere. "Det er virkelig godt at se dig," sagde han roligt. Som hun spurgte ind til hvordan, nåede han ikke rigtigt at svare, før hun lagde mærke til Silia som lå på gulvet. Hun var udmattet.. også selvom han var bekymret for den måde, hun havde valgt at tage tingene på.
Liya reagerede lidt hurtigere, end hvad Kimeya egentlig havde tiltænkt, og gled ned ved siden af Silia. Hendes åndedrag var svag, men dog, så var hun i live, og det var vel det vigtigste lige nu? Han bed tænderne let sammen, inden han knælede ved siden af hende. Hånden lagde han mod Liyas skulder. Aldrig havde han været bange for hende, eller hvad hun kunne finde på. "Hun skal nok klare sig.. Det vigtigste lige nu, er at du kommer op ovenpå, og bliver varm.. Jeg skal nok tage mig af din datter," lovede han. Det havde han gjort siden hun var gledet bort, og Nathaniel havde vendt dem ryggen, hvor de havde haft hårdest brug for ham. Med en fasthed, trykkede han Liya ind mod sig, kun for at rejse sig igen. Han gjorde endnu en bevægelse med hånden, hvilket automatisk hævede Silia fra gulvet. Her skulle hun bestemt heller ikke ligge. De frygtelige ting som var sket i kældrene her, var slet ikke noget som han ønskede at nogen kendte. "Kom.." bad han, inden han vendte om på hælen og forlod kælderen. Silia ville komme svævende i en tilpas højde bag dem, så hun ikke ville ramme ind i noget.

[Liya Daimond Diamaqima]

Forvirringen var stor, verden forandrede sig jo hver dag og her vågnede hun op, uden at vide hvad dag det var, eller hvordan tingene stod il i disse tider. Hun blev siddende ved sin datter og strøg hendes fløjlsbløde kind, lykkelig over at kunne mærke det mod sine fingre. Hun havde hele tiden været omkring begge bånd, men først nu var hun i stand til at mærke dem. ”I l-lige måde,” svarede hun dog uden et oprigtigt smil eller glimt i øjet. Hun var en følelsespræget kvinde, og en del af hende frygtede at der ikke var plads til hende i denne verden.
Silia og Jophiel var voksne, smukke og selvstændige. Nathaniel havde fundet sig en anden kvinde, fået en datter og her stod hun, lettet for sine smerter og egentlig ret vel mentalt taget i betragtning af hvad hun havde måttet gennemgå i efterhånden mange år.
Bekymring lyste ud af hende. Børnene var alt for hende, hvilket der aldrig var lagt skjul på. Hendes blik fangede Kimeyas. Trods hun ikke var glad for at skulle slippe Silia, så var der ikke nogen hun stolede så meget på som ham, slet ikke når det kom til de børn han nærmest selv havde opdraget.
Hun nikkede tøvende. ”Okay,” med et sidste glimt på Silia, slap hun og fik kæmpet sig op på ustabile ben. De skælvede under hende, truede med at knække sammen. Hendes krop var endnu et halvt lig, gløden var endnu ikke vent tilbage, og hendes hjerte kæmpede en brav kamp. I tavsheds endte hun med at følge efter Kimeya, dog i det sløve tempo hendes krop tillod.