I guess...I'm sorry?

[Deleted]

@eriiz

S: Dvasias, Atterlin, Zeans hjem.

Mange af tingene var pakket sammen allerede. Ikke fordi han havde mange ting, og derfor var der ikke gået meget mere en enkelt, afslappende dag, før han havde pakket de ting sammen, som han ønskede at tage med sig, når han flyttede til Paggeija. Der stod nogle kasser i entreen med tøj og nogle våben, et par enkelte personlige genstande. Og det var faktisk det! Han havde fået sin butler til at gøre huset rent og tjekke det efter, for at sikre Deacon ikke ville få nogle grimme oplevelser, når han flyttede ind...Ud over rygterne om den døde familie. Sjovt at han var gået igennem alle de problemer for at fat i huset og rigdommene, blot for at flytte fra det et øjeblik efter. Men han havde jo aldrig rigtig følt sig hjemme der alligevel. Nu sad Zean i stueetagen, i opholdsstuen, og nippede til et glas rødvin og lidt frugt, mens han så ud af det nærmeste vindue, som vidste ham noget af gaden, men mest noget af naboens hus. Der var lys i naboens hus og han nød det se dem gå fra rum til rum og gætte på hvad de lavede. Det var i hvert fald nemt at gætte hvad dem på øverste etage lavede, da de trak gardinerne for. Han smilte svagt ved sig selv og mærkede vinduen sprænge i hans mund og en sød saft bredte sig over hans tunge i sand fryd, før han sank saften og tyggede kødet.
Hans butler var i gang i køkkenet, så vidt han vidste, men han havde faktisk ikke styr på det. Manden var retarderet og han var glad for at slippe af med ham. Han var en rigtig frustration til hverdag. Ikke værd at samle på. Men han havde været en af de eneste der ville arbejde der, selv om folk snakkede om at også tjenestefolkene var døde i huset, sammen med den tidligere familie.
Han følte sig godt tilpas, med de bare fødder slænges over en skammel med pude på, med ild i pejsen foran ham og med nogle løse, sorte bukser og en sort skjorte, der var åben. Hans vinger var ikke fremme, dog og medaljonen var tydelig på hans bryst.
Det var ikke længe siden han var kommet hjem efter mødet med Kimeya, som var gået rigtig godt, trods de begge var blevet temmelig vrede...På andre end hinanden. Han havde gjort som Eriz havde sagt og lovet Kimeya ham Zeans hær af dødsengle. Han havde også fortalt nogle andre ting...Men der var en mening bag det hele. Folk undervurderede ham. Dette kom til gode i en situation som denne. Kimeya var nem, hvis man vidste hvor man skulle trykke ham og uden tvivl måtte manden virkelig stole mere på ham nu! Han grinte svagt for sig selv og tog endnu en vindrue.

[Deleted]

Kappen flagrede over brostenene, mens de faste skridt nærmede sig Zeans hjem med farlig hast. En hård banken lød på døren, men tog sig ikke tid til at vente, før den nærmest sprang op, så aften vinden strømmede ind. Med et brag blev den smækket i igen.
”Hvor er han?” lød en hvæsende stemme, efterfulgt af en mumlen fra butleren.
”Jeg er ligeglad med om han venter mig! Hvor – er – han?!”
Døren til dagligstuen gik op, og butleren nåede dårlig nok at sige noget, før Eriz kom til syne i døråbningen. Hun skubbede sig forbi den stakkels butler, som så fuldkommen forvirret, mens at hun løsnede kappen med den ene hånd. Der var noget ved hendes blik, og hele den måde hun var på. Som altid var hun kølig og rolig, men denne gang, var der også noget ildevarslende ved hende. Måske var det i måden hun bevægede sig på. Det mindede om et rovdyr, der langsomt sneg sig ind på sit bytte. Eller måske var det hendes ansigt. Øjnene lynede, mens resten var en maske af bleg porcelæn.
Hun fik løsnet sin kappe, og smed den i favnen på butleren, uden så meget som at slippe Zean med sine isblå øjne.
”Hej darling… husker du mig?” spurgte hun ham med en lav, sukkersød stemme, der kunne få en voksen mands hår i nakken til at rejse sig. Hun smilede til ham, men det var et smil, der ikke engang var nær hendes øjne. Selvom det blot var et par uger siden, hun havde født, kunne man ikke se det på hendes velskabte krop. Formerne var bløde, og maven slank. En hvid kjole dækkede hendes krop, pånær skuldrene, der var nøgne. Den dybe kavalergang, blev skam heller ikke skjult væk.
En falsk følelse af ro, lå over hende. Den samme ro, som gav en morder klarsynet, imens han slog ihjel. Overblikket til at nyde et mord, mens at han kvalte sit offer med hænderne.
”Jeg havde en interessant samtale med en fælles ven,” fortalte hun, mens hun slentrede over mod ham med vuggende hofter. Hendes ene hånd fulgte en lænestols ryg. ”Kimeya Marvalo. Du gætter aldrig hvad han fortalte mig. Kan du gætte det? Han fortalte mig, at en hvis lille dødsengel, havde pippet lidt for højt. Kender du noget til det?”

[Deleted]

Han hørte hoveddøren blæse op, som om en elefant kom buldrende ind af døren. Dette var i sig selv nok til at han stillede sit glas fra sig og lod fødderne finde gulvet igen, så han var klar, hvis der skulle ske noget...farligt. Han hørte en kendt stemme brøle noget, som en løve...Og så svang døren til opholdsstuen op og der var hun jo! Den kære Eriz, køn som altid og ikke længere gravid. Han havde altså haft ret i at hun havde født for ikke så længe siden. Godt!
Hendes øjne lynede og hun gik som en løvinde der sneg sig tættere på sit bytte, inden hun stak kløer og tænder i det uvidende og rædselsslagne offer og dræbte det, spiste det.
Butleren forsvandt, ganske nervøs som han var, og lukkede døren efter hende, tog hendes kappe med sig og hængte den på en knage i entreen.
Zean havde kort tid til at reagerer og vælge hvordan han ville reagerer. Men da han først havde valgt, faldt det ham ganske naturligt...
Da han sad helt afslappet og kun så kort over mod hende, som havde han ventet hende og som var hendes vrede blot dårlig luft. Han så ind i ilden, tvang sig selv til at slappe af, men hun ævlede løs og kom over mod ham. Virkelig...Man kunne jo ikke snakke fornuft med nogen der var så sure!
Han smilte let til hende, da hun kom helt hen til ham og kom med en uudtalt trussel. Åh, hun var jo endnu kønnere når hun var så sur!
”Eriz...Dejligt du kunne komme. Kan jeg byde på lidt vin, noget frugt?” han slog let ud mod bordet, hvor både hans frugt og vin stod, som skulle hun blot tage for sig.
”Jeg ser du har født. Jeg håber alt går vel? Hvad blev det...En pige eller en dreng?” spurgte han ind, som om disse små normale ting interesserede ham mere, end det at hun flippede ud foran ham. Først græd hun næsten foran ham, så kom hun buldrende ind af døren...Jamen der var vidste nogen der ikke kunne styre sig!
”Nuvel, lad mig fortælle dig hvordan tingene hænger sammen” sagde han så og lod sine to hænder mødes, fingerspidser mod fingerspidser, mens han så op på hende.
Fælles ven? Så vidst han vidste ville hun gerne se Kimeya krybe for Reis fødder.
”Efter Marvalo hjalp mig med at overtage dødsenglene, skete der nogle ret foruroligende ting. Jeg var bange for disse ting ville gøre ham urolig. Der ud over ønskede jeg generelt at styrke min alliance til manden. Siden du arbejder som en rådgiver, kan du sikkert se fornuften i det” hans smilte svagt til hende og sendte hende et blik der fortalte at hun hellere måtte give sig tid til at høre hvad han sagde, inden hun gjorde noget dumt.
”Vi skal jo trods alt tage Imandra sammen, så han kan sætte sig på tronen og dertil har jeg brug for at han stoler på mig, så jeg får mest mulig ud af situationen. Derfor legede jeg en åben bog og fortalte alt jeg vidste. Du er trods alt ikke den eneste der kan manipulerer rundt med folk, kære Eriz! Jeg så det allerede første gang vi mødte hinanden...Hvilken farlig person du var. Og god i sengen oveni!” Han sukkede svagt og slog let ud med armene.
”Det var ikke planlagt han skulle sladre. Men nu er katten ude af sækken, beklageligvis. Kimeya er rystet og styret af sin vrede og derfor nemmere at dirigerer rundt med, end nogensinde. Han sætter pris på mig! Medmindre du har sagt noget dumt til ham, selvfølgelig, stoler han mere på mig end nogensinde! Fortæl mig nu, som den kloge kvinde du er, hvad vi kan bruge det til?” spurgte han og hans øjenbryn gled en smule op i panden, da han så på hende, som ventede han på der gik et lys op for hende. Hvad han ubetvivleligt også gjorde.

[Deleted]

Hans ro irriterede hende grænseløst. Det var lige ved at hun havde taget hans vin samt frugt, og smidt det i ilden, bare for at vise ham, hvad hun syntes om noget som helst, han gav hende. Dog kontrollerede hun sig selv. Som en stenstatue blev hun stående foran ham med et knusende blik. Han vidste ikke, hvor farligt et spil, han spillede med det her. På ingen måde.
Med et dybt, opgivende suk, gled hun ind over hans skød, mens hun med sine hænder på hans skuldre, skubbede ham tilbage i lænestolen. Kjolen røg lidt op over hendes lår, der klemte let om hans, så han ikke ville kunne vælte hende af bare sådan. Blidt lagde hun sine kølige, slanke hænder på hver side af hans ansigt, inden hendes blik fandt hans.
”Jeg ved hvad du prøver på, Zean,” sagde hun med en blød, rolig stemme, der næsten virkede endnu mere uhyggelig end den anden. Hvert fald når man vidste, hvilken raseri, der måtte gemme sig under hendes blank poleret facade. Hendes tommelfingre strøg ham over kinden, inden de gled ned over hans kæbe, til de lagde sig mod hans hals, dog uden at strammes. ”Du prøver at have venner på begge sider. Det forstår jeg godt. Det er hvad jeg selv gør. Kimeya vil stole på dig, og lytte til hvad du siger, hvilket du tilbyder mig at misbruge. Meget klogt, kære ven, meget klogt.” Hun smilede mildt til ham, og lagde hovedet let på skrå. ”Desværre stod valget mellem dig eller mig. Enten ville han dræbe mig lige nu og her, eller også ville han lytte til mig, og gå efter dig. Gæt hvad jeg valgte.”
Lige meget hvad han sagde, kunne han ikke twiste den her. Han var farlig. Ekstrem farlig. På nuværende tidspunkt var hun ligeglad med, hvilket forhold ham og Rei måtte have. Zean havde taget det første skridt imod hende, og hun måtte vise ham, hvad der skete, når nogle gjorde sådan noget.
Hun satte sig lidt bedre til rette på ham, så deres ansigter var faretruende tæt på hinanden. Så tæt på, at hun kunne mærke hans åndedræt puffe hende i ansigtet. Tommelfingrene lagde sig om hans strube, så hun nu havde kvælertag på ham. Endnu ikke strammede hun til. Det var både truende og forførende.
”Du ved ingenting, Zean,” hviskede hun, mens hendes grådige blik gled ned over hans ansigt, og endte på hans læber. ”Det er derfor, du har brug for en god rådgiver. Jeg er ikke som Rei. Lige nu har jeg samlet allierede omkring mig. Ingen kan røre mig. Hverken dig eller Kimeya. Snart vil jeg få mere magt, end du nogen vil kunne skrabe sammen. Du har tabt denne her kamp. Det eneste som står tilbage er om jeg skal tilgive dig – bare fordi jeg nød vores første møde – eller skal jeg udslette den trussel, som du åbenbart har vist dig at være. Hvad syntes du, kære? Vil du virkelig, være uvenner med mig?”
Grebet om hans hals, strammede sig en lille smule.

[Deleted]

Han lod hende komme tæt på, selv om han havde en fornemmelse af overhængende fare. At hun ville ham noget ondt, for at få det som hun selv ville. Det var faktisk sjovt, det var spændende og noget anderledes, end det folk prøvede til hverdag, ved at spise ham af med penge og tjeneste eller overbevise ham med ord. Men aldrig Eriz, Eriz satte altid sig selv til salg, hendes lille krop var blot et middel. Hvor ærgerligt. Han legede med...De var jo trods alt to om denne leg. Som hun placerede et lår på hver side af ham og puffede ham tilbage forventede han næsten hun ville kysse ham...Men ak nej. Hun var stadig utilfreds og i stedet for at lave sig nogle brugbare alliancer eller venskaber, truede hun sig til ting. Det ville ikke undre ham hvis hun havde ført Rei til vielsen med en kniv for struben og et reb om halsen, da barnet skulle laves. Og hvad nu? Hvad var hendes ih så store plan nu? Åh...Det gik op for ham at han var skide ligeglad. Folk kunne have de planer de ville, han var bare ude efter at overleve og skabe en tilværelse for sine engle. De kunne altid deltage i jagten på magten når de havde noget mere at byde ind med. Noget folk helt overså...De troede at Zean, ligesom dem, blot ville have mere og mere og ville gøre alt for det! Men så dum var han trods alt ikke.
Han smilte til hende. Hovedet på sømmet...Han følte sig ikke loyal til nogen som helst. Selvfølgelig prøvede han at beholde nogle venner, specielt de mest magtfulde af dem. Var det ikke det Eriz havde hentydet til i sin tid? At han skulle give sin hær til manden? Hvorfor skulle hun ellers ønske det, hvis hun blot blev sur bagefter? Se, det var mere et mysterium.
Hendes fingre gled kvalmende over hans kinder og hals. Han brød sig bestemt ikke om den måde hun lagde dem om hans hals, trods hun endnu intet gjorde. Af ren refleks sank han.
Og sendte hende et opmuntrende smil. Ville hun dræbe ham, her og nu?
Hans hænder gled op over hendes lår, der var halvt blottede. Lidt efter gled de ud over hendes kjole og op langs siden af hende, som var de elskere i forspil.
”Du ved ingenting Eriz, derfor har du brug for folk omkring dig, der fortæller dig dem” svarede han drillende tilbage, blot for at bevise hun ikke kunne true ham til at overgive sig, men at hun måtte forsøge andre ting. Som altid fungerede trusler ikke godt på Zean.
”Du ved ingenting om mig, men du tror du gør. Du ved ingenting om hvem der er med mig eller imod mig, men du tror du gør. Tror du warlocks er de eneste jeg beskæftiger mig med?” hans smil voksede lidt, da han lod sit ansigt nærme sig hendes yderligere, som ville han kysse hende...Men han gjorde det ikke. Faktisk fandt han hende direkte frastødende.
”Den uvidenhed må være knusende. Ødelægger jeg dine planer? Det kan vel næppe overraske dig andre har planer...” hans hænder gled op og lukkede sig om hendes håndled. Han var ligeglad med Rei. Rei kunne ikke give ham noget, han var der bare....En eller anden fyr han havde mødt for længe siden, som havde hjulpet ham lidt og så forsvundet, kun for at Zean kunne tage alle de problemer han burde have med sin kone.
”...Og du er ikke en del af mine. Jeg brugte dig, fordi jeg kunne.” han var ikke bange for at Kimeya skulle vende sig imod ham. Han havde måder at overbevise manden om andre ting, skulle Eriz have gjort ham helt skør i bolden.
”Overraskelse, Eriz. Du er ingen gud. Du kan enden lave venner eller fjender. Ønsker du mig som din fjende eller ønsker du mig som en brik i dit spil for mere magt? Ønsker du at dødsenglene skal komme flyvende og sætte ild til jeres hus og fange jeres nye søn...Eller ønsker du så mange som muligt, der skal hjælpe dig? Gør ikke noget dum, Eriz. Ødelæg ikke dine chancer med en overildnet handling. Du har jo ikke tænkt det igennem. Du vil vel heller ikke have Rei bliver sur...Og faktisk slår dig ihjel?...åh, eller det stakkels spædbarn!” Det var uden tvivl et farligt spil. Men han nød det også, på sin egen syge måde. Han trak til i Eriz håndled, hev hendes hænder væk fra hans hals. Han skubbede hende ned på gulvet, ligeglad med om hun ramte bordet på vej mod gulvet. Samtidig rejste han sig op og hans vinger brød frem, ødelagde hans skjorte og spredtes...Spredtes fordi han ikke kunne styre sig længere. For at virke større og mere dominerende, for at virke fascinerende og flot. De skinnede! Få fjer manglede endnu i spidserne, men dette kunne man næsten ikke se i den dunkle rum, kun oplyst af pejsen.
”Jeg vil have venner på begge sider, for så taber jeg ikke. Dette kan du nok forstå...Desværre er hverken du eller dit barn en del af min venneliste, det er udelukkende din mand” indrømmede han. Eriz var blot...legetøjet.

[Deleted]

Det var næsten sødt, at se ham sidde der, og smile til hende, mens at han prøvede at bilde sig selv ind, at hun ikke anede hvad der forgik omkring hende. Selvom hans hænder gled over hendes lår, og hans læber kom tæt på hendes, rørte hun sig ikke ud af flækken. I det mindste kunne han lege med, og var ikke som enhver lille tosse, der blot lod sig kue under hendes hænder. Interessant. Denne dødsengel blev ved med at overraske hende både på den dårlige og gode måde.
Et dybt suk forlod hendes læber, da han begyndte at true hende med sine dødsengle. Hvor fascinerende han end var, så var han på ingen måde en realist eller særlig intelligent på dette plan. Det var tydeligt, han ikke havde nogen som helst viden indenfor dette store spil. Han havde mere brug for hende, end han vidste. Langt mere brug for hende!
Hårdt hev han hendes hænder væk fra hans hals, og inden hun kunne nå at få set sig om, havde han skubbet hende ned af sig. Det var så tæt på, at hendes hoved havde ramt bordet. Hvis ikke hun havde nået at bøje det, ville hun have haft brækket nakken, og så havde Zean stået med liget af hende i sit hus. Liget af Rei Salore’s hustru. Hvor frydefuldt det end ville være, så ville hun ikke dø denne dag. Ikke for fødderne af en desillusioneret dødsengel.
Hun fik sat sig op med armene støttende bag sig, da Zean rejste sig op foran hende. Som en tordensky tårnede han sig op over hende, mens vingerne foldede sig ud i alt deres pragt, og hun blev henlagt i skygger. Hendes evner sprang frem. De gravede sig som en issyl ind i hans bevidsthed, klar til at angribe med diverse illusioner, hvis han skulle springe over hende. Ingen frygt var at spore på hendes ansigt – tværtimod.
Øjnene blev store af bedårelse, ved synet af ham. Ved synet af hans vinger. Blikket vandrede nysgerrigt ned over dem, som var de lavet af pureste guld. Langsomt kom hun på benene, så hun stod overfor ham.
Et smil trak i hendes mundvig, inden det voksede sig større, og større. Til sidst stod hun storsmilende, som var hun klar til at bryde ud i en smittende latter.
Han var i sandheden et fascinerende væsen. Hun indså, at hun ikke havde grebet det her korrekt an. Selvfølgelig havde hun ikke det! Zean var ikke som alle de andre fæhoveder. Det var han både for uerfaren og for anderledes til.
Frygtløst gik hun tæt på ham, mens hun rakte ud mod hans vinger. Hvis han kunne, havde han plads og tid til at trække sig tilbage fra hende, men hvis han ikke gjorde, ville hendes fingerspidser glide ned over hans vinger. Respektfulde, kærlige og lette. De skinnede så smukt i det svage lys fra ilden.
”Zean….” sukkede hun betaget af hans vinger. ”Du bliver ved med at overraske mig gang på gang. Først med dit utæmmet væsen, bagefter med din krop, dine ambitioner, din styrke. Og nu med dit forræderi, dine trusler, og igen nu… dit mod til at ødelægge alt, hvad du har kæmpet for i så lang tid.”
Hendes blik gled op til ham, og hun trak hånden tilbage, for at lade armene glide over kors. Studerende kiggede hun op på hans ansigt.
”Jeg vil helst undgå at se dig død, eller være tvunget til at smadre dine planer. Specielt fordi jeg støtter dem. Dødsenglene skal være frie og Imandra skal falde. Kongehuset vil stå imod dig, og du har brug for venner. RIGTIGE venner,” forklarede hun, som var det én af hendes klienter, hun stod og rådgav. Et smil dvælede ved hendes læber. ”Jeg kan hjælpe dig. Jeg VIL hjælpe dig, men så er du nødt til at åbne øjnene, og lade mig gøre det i stedet for at modarbejde mig. Du er nødt til at indse, du har brug for mig.”
Hvordan kunne hun forklare det her til ham, uden at han misforstod, eller ville løbe direkte over til Kimeya, som en lydig skødehund? Det var et farligt spil. Et farligt spil for at hjælpe den dødsengel, der lige havde truet hendes familie, men hvem gjorde ikke det? Så mange truede, og hvis hun skulle reagere på dem, hver eneste gang, ville hun ikke lave andet.
Hun slentrede hen, og tog glasset med vin fra hans sofabord. Let svang hun glasset i sit greb, mens hun gik lidt rundt i stuen. Tænkte. Spekulerede. Var han det værd? Kunne hun skabe et samarbejde?
”Kimeya er et fjols. Han behandler ikke sine venner ordenligt. Nogen vil snart overtage hans plads. Nogen med folk bag sig. Nogen med magtfulde venner,” forsatte hun, og stillede sig foran kaminen, hvor hendes øjne betragtede de svage flammer. Hun tog glasset op til læberne, for at smage den søde vin. ”Hvis du er klog, Zean, så står du på den rigtige side, og vil blive belønnet deraf. I modsætning til dig, behandler jeg mine venner ordenligt. Så du burde virkelig, skrive mig på din venneliste. Specielt hvis du vil forsætte med dine planer. Jeg kan give dig så meget. Hvorfor modarbejder du mig dig? Jeg forstår det ikke, Zean. Jeg forstår det virkeligt ikke.”

[Deleted]

Han så på hende som hun lå der på gulvet, for bagefter at kæmpe sig op at stå. Han hadede hende, gik det op for ham. Præcis som han hadede Macaria. Ingen af dem ville ham noget godt, ville dødsenglene noget godt. Kimeya havde haft ret...Det var meningen han skulle være død, at dragen skulle have grillet ham eller spist ham. Macaria var kun kommet på hans gode side, for at sikre han virkelig ville slås med dragen...Men derefter havde hun grint ham i ansigtet. Og hendes donation? Blot et simpelt trick for at overbevise ham om hun ville ham noget godt, kun for at komme tæt på og skade ham yderligere. Sådan var det med alle kvinder! Nej. Han kunne ikke stole på nogen. Der var ingen der ville støtte ham, ingen der ville hjælpe ham. Dødsenglene var en trussel for folk og de ville alle undgå de kom til magten igen. Han så kun et valg...At tage Paggeija og trække sig fra det. Bygge dødsenglene op, uden at bruge så meget tid på at løse andres problemer. Trække sig fra allierede, der alligevel ikke var allierede og fjender, der...var fjender.
De få han havde valgt at stole på...Rei var der aldrig. Macaria havde snydt ham. Eriz? Han var ikke sikker på han faktisk havde stolet på hende, på noget tidspunkt.
Han trak vejret dybt. Det var overvældende for ham. Men han havde intet valg. Han havde strukket sig for meget, troet han var stærkere end han var. Men som Eriz bevidste var han intet værd. Ikke endnu, i hvert fald. Han havde alt for mange måske'er i sit liv og det var på tide at fjerne nogle af dem. Helst dem alle.
Han kunne ikke bruge at han måske blev allierede med nogle mørkelvere senere. Eller andet i den dur.
Han flyttede sig fra hende. Han ønskede ikke hendes hænder omkring sig og specielt ikke på hans betydningsfulde vinger. Ingen rørte dem, uden han gav dem lov og Eriz skulle da slet ikke. Hendes forkrøblede hænder kunne hun holde for sig selv!
Hadet overvældede ham. Ikke bare mod Eriz, mod Macaria...Men mod alle kvinder. Og den fortsatte, til han hadede alt levende. Han havde lyst til at slå ihjel og blive ved, til han var den eneste der var i live.
Han havde ødelagt alt? Så mange planer havde han alligevel ikke haft. Og det var da sandelig ikke hans skyld! Nej. Det var andres.
Han smilte et morderisk smil.
”Du lyver. Du er ligeglad med mig og min race. Du er kun interesseret i dig selv og i magt. Men dødsenglene er ikke magtfulde nok til dig, du prøver bare at holde os tæt nok på, til at du kan gribe fat i os, skulle vi en dag blive stærke nok. Indrøm det” sagde han ligeud. Hans stemme var stille, rolig og kold. Som han var. Han stod som en kold statue og ikke så meget som en følelse eller tanke skinnede igennem...så man bort fra det alt opslugende had der fyldte ham.
”Jeg har været tåbelig...Hvem ville tage os seriøst? Vi er knap nok ordentlig organiseret endnu og de eneste der frygter os, er bønder der ikke ved bedre eller som ikke ønsker deres landsby skal brænde ned. Jeg har skam været tåbelig...At tro jeg behøvede andre. I virkeligheden behøver jeg ingen andre end mig selv. Med Paggeija kan jeg klare mig selv. Hvorfor skulle jeg alligevel stole på dine planer? Jeg gjorde jo som du bad om. Jeg gav Kimeya alt jeg havde at give ham!” han svag, sindssyg og iskold latter slap ham. Han havde virkelig mistet det...
Alt der tidligere havde været fornuft, havde været ønsker, havde været...noget. Var væk. Brændt væk af hans vrede og hans had. Hvis man havde overvejet om han virkelig var en dødsengel, var der ingen tvivl om det i dette øjeblik. Det var tydeligt at det eneste han var nu, var en tom skal af sig selv, opslugt af et had til alt levende og lyst til bare at dræbe og dræbe og dræbe!
”Jeg er ligeglad med Kimeya. Vi kan ikke bruge hinanden til mere. Jeg tvivler på der nogensinde bliver en krig om Imandra, for han er jo...Opmærksom på andre ting nu. Nej. Der er intet at komme efter...” hans arm svang ud og pegede direkte mod døren ud af opholdsstuen.
”Jeg har en by at overtage og en race at lede. Hvis du er færdig med dine dumme små spil, kan du gå. Jeg har intet at bruge dig til” bekendtgjorde han. Hun kunne INTET give ham! Han ville ikke være en af hendes dukker. Aldrig i livet.

//Dette emne er slut og eksisterer ikke. Der bliver lavet en ny, bedre tråd. Tak for at læse med!