Den tabte by!

[Jarniqa Dynithril]

”Han er en mand, som jeg mødte for noget tid tilbage. Han er til dels gnaven, men han er god nok.. Og jeg kan jo ikke bare efterlade ham her til dødsenglene,” forklarede Jarniqa hurtigt til Damien. Selv håbede hun, at han forstod, skønt hun vidste, at han næppe ville være ellevild med ideen. Selv vidste hun nemlig, at han ej var den mest menneskekære person i verdenen. Morsomt kunne selskabet dog gå hen og blive, da Valandil ej heller var den mest menneskekære person. På trods af alt dette, ønskede hun dog at få dem begge bragt i sikkerhed. Derfor stoppede hun op foran Valandils hule, hvor hun kaldte på ham. Et sæt gav det i hende, som Valandils stemme pludselig lød bag hende. En hånd lagde hun støttende op ad klippevæggen, alt imens hun vendte det smaragdgrønne blik mod ham. Udmattet følte hun sig allerede, og derfor hjalp det ej heller, at han stillede spørgsmålstegn ved hendes handlinger. End ikke når han i forvejen vidste, at der var fare på færde! ”Mit hjem vil blive invaderet indenfor kort tid, og det same vil dit,” sagde hun sandfærdigt, inden hun fortsatte. ”Jeg agter at søge til Procias, hvor jeg vil søge audiens hos kongen og bede ham om hjælp for landets skyld. Hvis du ligeledes ønsker at komme med, så er det nu,” endte hun med at sige. Endnu en bombe ville det være for Damien, som hun ej heller havde indviet ham i den plan. En grund var der dog til dette, da denne plan var en del af Resistentia, og modstandsbevægelsens aktiviteter var ikke just noget, som hun delte med ham. Kroppen skubbede hun fra væggen, som hun igen begyndte at gå. Hvis Valandil var interesseret i hendes tilbud, måtte han nu følge hende. Hvis ikke, ja, så måtte han jo blive.

[Damien Nathanael Adams]

Rystende var oplevelsen af at sidde fanget i denne pose, men selv Damien valgte at forblive der. Han forsøgte at finde hoved og hale i det som skete omkring ham, dog selvom det var svært, når der skete rigtig mange ting omkring ham, som han slet ikke kunne følge med i. Meget vidste han nu, måtte foregå i Jarniqas liv, da hun omtalte denne Valandil. Han sukkede irritabelt i den lille pose. Han burde passe på hende, men han havde ikke nogen anelse om hvad der foregik omkring hende. #Og det var ej noget, som du havde tænkt dig at introducere mig til?# lød det roligt fra ham, som han forsøgte at krybe lidt rundt i den lille pose. Pladsen var uden tvivl trang, men i denne størrelse og skikkelse, vejede han jo ingenting, og han ønskede slet ikke at skulle være hende en større byrde, end hvad han var i forvejen.
Den anden mandlige stemme som kunne høre, lyttede han meget til. Umiddelbart lød han ikke særlig venlig indstillet, og det var det som han ikke kunne lide. Han lukkede øjnene, dog selvom det ikke gjorde meget bedre for ham. Det hele var jo stadig lige sort. #Jeg bryder mig ikke om ham, Jarniqa,# sagde han endeligt og med en meget direkte stemme. Han tiltalte hende slet ikke pænt, og den tanke kunne han da slet ikke lide! Overhovedet ikke faktisk!

[Deleted]

Hvor Valandil skulle tage hen, hvis stedet her blev revet fra dem, vidste han ikke, og det var måske derfor at han var ved at være.. vred og ophidset. En hel hær af dødsengle var på vej, og endda nogen til fods af hvad han kunne spotte i det fjerne. Det syn elverne havde, var uden tvivl et vidunder, og særligt i en situation som denne. Han havde livet kært! Nok lidt mere end hvad de fleste andre ville have det, og derfor var han bestemt heller ikke interesseret i at skulle miste det! Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at han havde tænkt sig at blive her. "Vi kan ikke blive her. De er på vej fra himlen, men også fra jorden. De vil være her inden længe.." Han vendte blikket direkte mod hende. At hendes værge var i hendes lomme, var end ikke noget, som han var kendt med.
Som hun nævnte Procias, måtte han alligevel stirre på hende. Ganske vidst havde han sin broder der ved skovelverne, men.. ville de tage imod dem? "Hvis du tror, at Procias vil åbne sine murer for os, så lad os komme afsted.. Det er bedre end at lade livet til et par forvoksede fugle," sagde han kortfattet, inden han selv tog fat om staven, som stod lige indenfor hulens indgang, for at komme med. Han havde bestemt heller ikke ligefrem tænkt sig at blive stående her!

[Jarniqa Dynithril]

Selv kunne Jarniqa ikke undgå at himle med øjnene ad Valandil, som han valgte at gentage hende. Hun havde jo lige sagt, at hendes hjem var på vej til at blive invaderet! Derfor vidste hun højst sandsynligt, at fjenden både kom fra himlen og fra jorden. Af den årsag måtte hun også være tilbøjelig til at holde med Damien.. Hun vidste ej heller, om hun kunne lide ham. Dog tænkte hun, at om hun kunne lide ham eller ej, så var han ikke tjent med at blive slagtet af dvasianerne. Derfor holdt hun stadig fast ved, at han skulle med. Dog håbede hun ikke, at han ville få hende til at fortryde den beslutning. ”Hvis der ikke var nogen på vej, så ville jeg ej stå her og ævle om liv eller død, smarte,” endte hun sigende med at sige, inden hun begyndte at gå. Selv havde hun kort forinden advaret Damien om, at han til tider var en gnaven mand.. Dog havde hun også sagt, at han kunne være god nok, og derfor håbede hun på, at den mand ville bløde op igen på turen.. ellers kunne det meget hurtigt blive en ganske lang march. Hun kastede et blik tilbage på Valandil, som han nu greb om sin stav og gjorde indledning til at følge hende. ”Hvorvidt Procias vil åbne sine murer, ved jeg ej, men forsøget vil jeg gøre,” sagde hun sandfærdigt. Hun vidste trods alt ej, hvordan alt det her ville forløbe. Der var dog kun en måde at finde ud af det på, og det var ved at søge dertil, og det var også, hvad hun var i færd med.

// Out

[Damien Nathanael Adams]

Damien kunne virkelig ikke lide denne Valandil, eller den måde, som han snakket til Jarniqa på, og hvis han kunne, så havde han sat den mand på plads! Selv måtte han bande og svovle i den lille pose, som han nu måtte blive holdt i. Tak og pris for, at han i det mindste kunne få luft.
Skulle de til Procias nu? End ikke der havde han nogensinde sat sine ben før, og han vidste bestemt ikke, om det var en god eller en dårlig ting, som det stod lige nu. Han rumsterede endnu en gang rundt i posen i et forsøg på at finde et sted hvor han kunne stå, uden at det skulle komme i vejen for nogen, og for ham selv ikke mindst, for det her, var uden tvivl forbandet ubehageligt. Hvordan var det land? Hvordan ville de tage imod hende? Nu var hendes forældre jo heller ikke ligefrem ukendte mennesker, og et sted så frygtede han virkelig, at de ikke ville lukke hende ind, for det vigtigste for ham, var jo egentlig at Jarniqa kom i sikkerhed. Han var jo egentlig ligeglad med alle andre. Hendes sikkerhed og velbefindende, var rent faktisk det, som han satte øverst lige nu, og det var det, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han lukkede øjnene igen. #Jeg kan virkelig ikke lide det her,# kommenterede han endeligt, som de atter engang var på vej.

//Out

[Deleted]

Valandil var vred, og særligt nu hvor han vidste, at dette skulle omlægge i absolut hele hans liv, for det var han på ingen måder interesseret i! Han knyttede hånden om sin stav, inden han alligevel valgte at søge med Jarniqa. Et sted så havde han vel respekten for hende og hendes væsen? Særligt fordi at hun rent faktisk kom for at hente ham? Buen og pilekoggeret havde han lige så med, også selvom han ikke havde nået at gøre synderlig meget ud af pilene endnu. Det var håndværk som i forvejen tog meget lang tid at lave.
"Jeg følger dig, kun fordi at det du siger, lyder fornuftigt. Jeg har ikke i sinde at ende mit liv her.. De dvasianere skal slås tilbage..!" fastholdt han stædigt. Hvorvidt om han så kunne eller ville blive lukket ind i Procias, var jo så en anden side af sagen. Hans udseende, kunne ganske vidst gå for at være prociansk som en skovelver, men hans personlighed derimod, den kunne nok godt skinne en del igennem, og det var det, som han måtte sande, at han rent faktisk var mest bekymret for i en stund som denne. Han fulgte roligt med hende, også selvom han var opmærksom på hvad de nu end måtte passere. Begge forlod de jo hus og hjem. Det skulle mørket få betalt! Og det stod han fast på!

//Out