Den tabte by!

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa hørt rygterne, men ej havde hun været villig til at acceptere dem. Først Ityrial og nu Paggeija? Deres hjem? Hvad skulle de stille op? De var jo kun dem! Usikkert bed Jarniqa sig i læben, som de smaragdgrønne øjne betragtede marchen i horisonten. Hvad var det derude? Bevingede personer? Dødsengle? Var den dødsengel mon til stede, som havde såret Damien i kampen om Ityrial? Hårdt pressede hun om to af murstenene der udgjorde et af Bendens tårne, og som hun hvilede sine hænder imod. Hvad skulle de mon gøre? Flygte? Kæmpe? Ej virkede nogen af mulighederne ligetil.. Selv havde hun nemlig sin endnu svagelige værge, som hun skulle have med sig, og på den anden side.. hvor skulle de flygte hen? Tanken om at kæmpe syntes tiltalende, og især med Resistentia på benene, men ej ville hun kunne slå dem enemand. Frustrationen emmede i hende, og som hun strammede grebet om murstenene, syntes de at smuldre mellem hendes fingre. Ej af simpel råstyrke, men nærmere af de følelser, som lå forbundet med hendes magi. Dybt forbundet var hendes følelser med hendes magi, som hendes kære fader også selv havde påpeget. Hidsigt vendte hun ryggen til, hvorefter hun for ned ad de mange trappetrin, så hun til sidst befandt sig nede på selve byplanet. Hastigt måtte hun ile af sted ned ad gaden, alt imens tankerne sprang frem i hendes sind. Noget måtte gøres! Dvasias skulle ikke blot vinde! De skulle føle Manjarnos modstand! Ej kunne hun vente til, at de ville komme, og derfor måtte hun gøre det hele nu, men først måtte hun få fat i Damien.. ”Damien!” råbte hun, inden døren til deres hjem sprang op foran hende. ”De er på vej.. De kommer hertil!” begyndte hun febrilsk, som hun styrtede ind i gangen. Ej heller tøvede hun, som hun nåede dertil. Straks gav hun sig til at pakke det mest nødvendige i en sæk.. Krukken med urter, et langbrød, en lommelærke med vand.. ”Vi må pakke vores ting og forlade Benden, NU!”

[Damien Nathanael Adams]

Sort var Damiens blik, som han virkelig ikke kunne se noget som helst. Den forbandede dødsengel havde virkelig formået at ødelægge hans blik og syn, og derfor var det begrænset hvad han kunne gøre nu om dage.
Jarniqa trænede og forberedte sig på sit store formål, også selvom Damien et sted frygtede for konsekvenserne af det, når det skulle komme så vidt. Han bed tænderne let sammen. Spændingen var intens i luften, og et sted var han vel klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det gik galt? De havde taget Neutranium... de havde taget hele landet.. men ingen soldater var udstationeret endnu, og det var det som han havde reageret lidt på. Han var bekymret.. Der var noget under opsejling. 
I forvejen var det ikke særlig meget Damien i det hele taget opholdt sig ude. Han kunne som regel ikke finde vejen tilbage igen. Det var uden tvivl en tilstand som han nu skulle vænne sig til. Dette var dog tanker som røg med det samme, som døren direkte blev tvunget op og Jarniqas stemme lød. Var de på vej? Hertil?! Til deres hjem?! "Det.. det kan de ikke..!" endte han fast. Han kunne for pokker ikke gøre noget som helst, for at beskytte eller passe på hende! Hvad skulle han da gøre? Han vendte blikket mod hende.. Pakkede hun? Han rystede på hovedet og tog sig til det med sine hænder. "Du må væk, Jarniqa. Det er ikke sikkert at være her, når de stormer det hele," sagde han med en fast tone. Mest af alt, var han sikker på, at det var en halv hær af soldater, som skulle udstationeres rundt forbi i Manjarno for at opretholde den dvasianske fred, dog selvom det slet ikke var noget som han havde i sinde at blive en del af. Aldrig i livet, om han ville anerkende sig som dvasianer!

[Jarniqa Dynithril]

Hektisk pakkede Jarniqa det sammen, som hun umiddelbart kunne komme i tanke om. De havde urterne i tilfælde af, at de blev såret undervejs, og de havde brødet og vandet, så de ikke skulle sulte og tørste lige straks. Hun skulle væk? Det var skam også, hvad hun pakkede til! De kunne ej blive mens byen blev indtaget! De ville vel blive tortureret eller dræbt eller begge dele? ”Vi skal væk,” rettede hun ham, inden hun fortsatte videre ind til deres soveværelse. Her smed hun sin kjole ned i sækken, hvorefter hun ragede rundt under halmen. Der! Trygt lukkede hendes fingrer sig om den lille pose, som måtte udgøre en amulet for hende. Hendes moders halskæde. Sikkert bandt hun den fast til sit bælte, inden hun hastigt kastede et blik over mod Damien. ”Fortæl, hvad du ønsker at få med, og jeg vil pakke det. Huset må vi brænde, inden vi tager af sted,” sagde hun beslutsomt, inden hun rejste sig igen. Over til væggen gik hun nu, hvor hun greb om det sværd, som hun havde trukket ud af Damiens ben. Et godt sværd havde det rent faktisk vist sig at være, og derfor spændte hun også det fast til sit bælte. Ej heller glemte hun at tage sin bue og pile med. Hurtigt svang hun derfor sin langbue over sin ene skulder, hvorefter hun svang pilekogeret over den anden. ”Vi må brænde huset, så de aldrig vil finde ud af, at vi har været her.. Dernæst må vi ødelægge Bendens vigtigste punkter. Jeg ønsker ej at servere dem Benden på et sølvfad!” sagde hun bestemt. Undersøgende så hun sig omkring.. Selv havde hun taget, hvad hun umiddelbart fandt vigtigt. Nu var det blot op til Damien at sige, hvad de behøvede, og så ville de ellers være af sted!

[Damien Nathanael Adams]

Selvom Damien virkelig forsøgte, var det bare som om at det ikke rigtigt ville som han gerne ville have det. De var på vej, og hun var ved at pakke.. Det var egentlig det eneste, som han var helt sikker på, skete i øjeblikket. Resten var han stort set fortabt på. Han kunne virkelig ikke følge med lige nu! Han stillede sig op af den nærmeste mur for ikke at gå i vejen. "For pokker, Jarniqa. Er det ikke at handle lige lovlig overilet?" endte han denne gang med en direkte stemme. Han kunne høre hende.. rende rundt fra det ene til det andet.. Og hvad han ville have pakket? Han havde jo ikke rigtigt noget af stor værdi. Det som der havde været var Denjarnas halssmykke, som han havde givet til Jarniqa dengang hun havde været stor nok til selv at gå med det. "Vand og brød, samt din moders smykke.. Det er alt hvad der er af værdig her.." Han skubbede sig fri af væggen. Hvor var det dog irriterende, at han ikke bare kunne være til en smule hjælp, men han kunne for pokker ikke stille noget op.
Var det virkelig så slemt? Han kunne godt lide, at hun var så fyrig. Lige der, lignede hun godt nok sin moder, og det var noget, som han havde den største respekt for. "Hvis du er færdig med at pakke, så forklar mig hvad du har tænkt dig. Jarniqa, det er svært nok for mig at følge med.." Hans øjne havde fået en helt gennemsigtig og klar farve, efter han var blevet blind og bindet var fjernet. Men han levede med det. Efter bedste formåen om ikke andet.

[Jarniqa Dynithril]

”Overilet? Intet af dette er overilet! Jeg nægter at ligge på knæ for Dvasias, og derfor må jeg tage de ting fra dem, som jeg kan,” sagde Jarniqa bestemt, som der ikke var et sekunds tøven i, hvad hun ønskede og mente. Spørgsmålet var blot, hvordan hun helt præcist skulle bære sig ad.. Kunne hun mon selv danne flammen, som ville sætte ild til deres hjem? Kunne hun mon væltede Bendes tårne, så Dvasias ej kunne bruge dem som udkigspost? Ærlig talt var hun i tvivl.. Det var meget muligt hende, som havde styrtet Neutranium, men det havde også været fordi, at hun havde frygtet for Damiens liv.. Her var hun noget mere sikker på, at de ville slippe ud i live. Hun bed sig i læben. Kunne hun gøre, som hendes fader sig? Slappe af.. Danne sin indre ro.. Koncentrere sig om punktet.. Lade magien springe? Selvfølgelig havde hun øvet sig på det i den tid, som de ej havde trænet sammen, men beklageligt måtte hun sige, at det ikke altid var lige let at mestre sine kræfter.. ”Har det, har det og har det.. Vi er i så fald klar til at tage af sted!” På hug gled hun, som hun samlede sækken op, som hun havde pakket. Meget af vægt lå der ej i den, og derfor kunne hun også klare at svinge den over skulderen. Hårdt var det dog, når man så på hele hendes oppakning. Selv bar hun nemlig både sit sværd, bue og pilekogger, samt sækken med deres ting. Hastigt bevægede hun sig over til den fortvivlede Damien ved væggen, hvor hun bestemt – men dog venligt – tog fat om hans overarm. Vejledende måtte hun hjælpe ham ud af huset, som der ej var mere for dem der. ”Medmindre du kan hjælpe mig, vil jeg sætte ild til vores hjem, og dernæst vælte Bendens udkigstårne,” fortalte hun ham bestemt.

[Damien Nathanael Adams]

Damien kunne slet ikke finde ud af det. Det eneste som han vidste, var at nogen var på vej. Hvem det var og hvad fanden der skete, kunne han ikke just sige, men en ting var sikkert: Det her skulle de ikke slippe godt fra! Han bed tænderne let sammen. "Hvem er det der er på vej, Jarniqa? Jeg kan ikke følge med, og jeg kan altså intet se..!" endte han med en fast tone. Ikke fordi at han ville stå der og skælde ud, men han kunne virkelig ikke følge med i hvad pokker der foregik.
Som hun fik pakket det sidste, og gjorde det klart for ham, at hun havde husket det hele, glædede ham dog. Den kæde ville virkelig være synd og skam, at skulle undvære, og det ønskede han virkelig ikke. "Udmærket.." endte han med en rolig stemme. Det sitrede let i ham, som hun tog omkring hans arm og førte ham med udenfor. Det hele skulle brande.. Benden skulle ødelægges. Hvilket var noget, som han i forvejen ikke var meget for. Det havde været deres hjem i årevis og nu skulle det.. brænde? "For pokker..." endte han med en mere frustreret stemme. Han vendte sig mod huset, da de var kommet udendøre. Han trak vejret dybt, inden han forvandlede hovedet igen. Det var jo ikke første gang. Dragehovedet, dog i betydelig mindre format, viste sig. Han prustede let.. røgen steg op af de opspildnede næsebor, inden han vendte blikket mod huset. Han trak vejret dybt, åbnede gabet, hvor ilden for direkte mod deres elskede hjem. Det tog det ikke lang tid, før det for alvor tog fat, og lod huset brænde lystigt.

[Jarniqa Dynithril]

At Damien end ikke havde en ide om, hvad der var under opsejling, havde Jarniqa end ikke tænkt på. Han var nemlig ikke den eneste, som skulle vænne sig til, at han nu var blind. Selv skulle hun nemlig også selv minde sig om, at hun ikke længere bare kunne gøre noget eller sige noget og derfra kræve, at han forstod. Frustrerende var det! Sørgmodig måtte det også gøre hende, når hun så, hvordan han fortvivlet rendte rundt i Bendens gader og ej kunne finde tilbage igen. Ondt gjorde det nemlig, når hun vidste, hvor stolt og stærk han engang havde været. ”Ud fra deres vinger.. så dødsengle,” endte hun med at fortælle. ”..Og nogle fodfolk.. Men hvem de er, ved jeg ikke.” Fjender vidste hun, at det var, og derfor endte hun også med at guide ham udenfor. De kunne ikke blive! Selv gibbede det helt i hende, som han pludselig forvandlede sit hoved for dernæst at spy ild på deres hjem. Selv havde hun nemlig ikke just regnet med, at det ville forløbe så hurtigt igen. Hun bed sig selv i læben, som hun så, hvordan flammerne tog fat i deres elskede hjem. Smertefuldt var det at se.. men stålfast var hun nødsaget til at være! ”Det er nok nu, Damien.. Flammerne har taget fat,” endte hun dæmpet med at sige, som synet alligevel måtte påvirke hende. Nødvendigt var det dog, som det var bedre at se stedet brænde, end at lade det i hænderne på dvasianerne. Blikket tvang hun bort fra det sørgelige syn, så hun i stedet kunne vende sig mod tårnene. Ned på knæ gled hun dernæst, som hun under forløbet havde fået en ide.. Ville det være muligt for hende at blande det mørkelviske med det magiske? Øjnene lod hun søge i, alt imens hun lagde håndfladerne mod jorden. Selv forsøgte hun at koncentrere sig, som der var noget specifikt, som hun denne her gang havde i sinde.. Selv forsøgte hun at fornemme jorden, som hun vidste, at elverne var forbundet med naturen. Jorden struktur ønskede hun at finde, alt imens hun ønskede at skille den.. Hvis jorden delte sig under tårnene, ville tårnene nemlig styrte, og så ville Benden blot være en ganske alminelig by. I lang tid sad hun sådan her, som det var overraskende svært at forvente, at det ville ske, fremfor at det blot skete af sig selv. Hvor tæt på dvasianerne var, vidste hun ikke, men pludselig kunne det fornemmes, hvordan jorden skælvede, hvorefter brag og rislen lød, som det ene tårn skilte sig og tog kursen ned af bjerget.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde i forvejen utrolig meget i sit liv, som han lige skulle vænne sig til, og særligt det med at han intet kunne se, var det som nagede ham mest. Benet var kommet godt efter, for han kunne fint gå på det, også selvom det spændte en del lige nu. Han bed tænderne fast sammen, og vendte sig mod hende, da de endelig var kommet udenfor. At det var dødsengle, var noget som i forvejen, fik ham til at se direkte rødt. Hvis det var den selv samme, som havde taget hans syn.... så!
Han forvandlede hovedet, så han kunne benytte flammerne, så de kunne tage fat i huset. Først ved hendes ord, valgte han stoppe og forvandle hovedet tilbage. Han klemte øjnene let sammen. Hvad så nu? Han kunne jo ikke rigtigt følge med i hvad der skete. Hans blik gled mod hende. Hvis de var på vej igennem luften, så var de jo nødt til at handle nu! "Og hvad så nu herfra, Jarniqa? Vi kan jo ikke bare blive stående her..!" endte han, som han følte, at de havde stået der i temmelig lang tid uden at der egentlig var sket noget. Rystelser begyndte dog at ske i jorden, hvilket gjorde at Damien begyndte at vakle. Han knyttede næverne. Nej, han brød sig bestemt ikke om dette, men det var lidt begrænset hvad han selv kunne udrette bare sådan uden videre, og det var i sig selv, ej heller en tanke, som han brød sig synderlig meget om, hvis han selv skulle sige det.
Hænderne låste sig mere omkring et træ, bare for at have noget mere håndgribeligt at holde fast i. Han lyttede.. forsøgte i hvert fald. Hans sanser var skærpet, og særligt nu hvor han ikke kunne bruge synet til noget som helst mere. For nu kunne han ikke høre dem, dog selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det skete.

[Jarniqa Dynithril]

Deres elskede hjem brændte, og derfor var det nu op til Jarniqa. Selv fik hun skilt jorden ad under det ene tårn, hvilket fik hende til at slippe et gisp! Selv følte hun, hvordan de forskellige kræfter rørte sig i hendes krop, alt imens store stenblokke nu tog kursen ned ad bjerget. Selv vidste hun, at dette ville være en synlig handling for fjenden, og derfor vidste hun også, at hun måtte skynde sig. Desværre var det blot det sværere end ventet.. Hårdt pumpede hendes hjerte, alt imens hun begyndte at hive efter vejret. Kunne Damien mon regne ud, hvad der foregik med hende? Selv ønskede hun dog ikke at stoppe, som hun ej ønskede at give dvasianerne den tilfredshed at få Benden serveret på et sølvfad! Nej, hun ønskede at ødelægge, hvad hun kunne nå! Derfor holdt hun koncentrationen, som hun trods alt kun havde væltet det ene tårn. Tårnet der pegede mod syd. Derfra faldt hendes tanker på det vestvendte tårn.. Stødt begyndte hendes krop at skælve, skønt det var svært at sige, om det skyldtes hendes kræfter eller jordens løsrivelse.. Hun hev efter vejret, som det vestvendte tårn også begyndte at skille sig fra hinanden. ”J-Jeg ve-ved ikke o-om jeg k-ka-kan meget mere..,” stønnede hun nu. En skælvende tone, som hun aldrig før havde gjort brug af foran ham. Det var dog også den første gang, at hun personligt forsøgte sig med så store kræfter! Alligevel forsøgte hun at fortsætte, skønt det nærmest begyndte at føle som om, at hun gled ind og ud af sit eget sind. Fokuserede hun overhovedet på det rigtige længere? Hun forsøgte i hvert fald at holde forbindelsen til jorden, alt imens hun forsøgte at koncentrere sig om det østvendte tårn..

[Damien Nathanael Adams]

Rystelserne som skete i jorden, var virkelig nok til at sætte en sitren i Damien, for han kunne jo kun tænke sig til, hvad hun egentlig havde gang i lige nu. Nu som det var sagt, brød han sig faktisk ikke om det, for han havde ingen ide om hvor langt hun var i sin magiske træning. Han holdt fast om træet, da lyden af et væltet tårn rungede i baggrunden, blandet med den knitren som kom fra det nedbrændte hus. Det havde været deres liv de sidste femten år, de måtte vinke farvel til.. Hvor skulle de tage hen nu?
Damien vendte blikket mod hende. "Pas nu på dig selv, det her er farligt!" endte han med en fast tone. Han ville jo ikke have, at der skulle ske hende noget, for han kunne ikke gøre alverdens for at forsvare hende! Ja, han kunne forvandle sig til en drage, men hvis de angreb fra luften og fra jorden, var det yderst begrænset hvad han selv kunne stille op. Han slap træet, kun for nærmest at krybe henover jorden for at nå hende. Det hele rystede.. Det krakelerede i tårnene som var omkring dem. Ville hun virkelig ødelægge det hele? Hele det sted som hun var vokset op, og holdt i sikkerhed fra alt det onde, som rent faktisk var derude? Hans hænder gled henover jorden, til han endelig fandt hendes skikkelse. Han trykkede omkring hendes skuldre. Det her svækkede hende.. Alt for meget! "Jarniqa.. Stop.. Det der ender med at tage livet af dig!" endte han. Han ville jo for pokker heller ikke ende med at miste hende nu!

[Jarniqa Dynithril]

Ej hørte Jarniqa, hvad Damien sagde til hende. Det eneste hun hørte var, hvordan det hele knitrede, raslede og skælvede omkring dem, alt imens det summede voldsomt i hendes hoved. Selv vidste hun, at hun ej var nået langt i sin træning, men stadig... Hun havde ikke kunnet bære ideen om at se deres hjem i hænderne på et bundt dvasianere. Derfor gjorde hun, hvad hun følte var rigtigt, skønt hun kunne mærke, at hendes krop ikke magtede meget mere. I vilden sky måtte hendes hjerte banke, alt imens hendes læber hev efter vejret. Ej kunne hun se, hvad hendes resultat blev, som hun endnu sad med lukkede øjne. Dog kunne hun fornemme, hvordan jorden buldrede, som tårnenes sten løsrev sig og søgte mod jorden. Det var først da Damiens hænder lagde sig på hendes skuldre, at hun langsomt måtte komme til bevidstheden igen. Langsomt stoppede hendes hænders bånd med jorden, hvilket tillod hende at høre Damiens ord.. Stop.. Dø.. Hørte hun mon rigtigt? Øjnene slog hun op, hvilket resulterede i, at hun i de første par sekunder ikke så andet end hvidt. Skræmmende var det, som hun måtte føle sig svag og svimmel. Et par sekunder gik der derfor før hun kunne ane, hvordan to af tårnene havde styret sammen. Det havde lykkedes! .. eller det havde lykkedes halvt. Tårnene mod nord og øst stod trods alt endnu.. Dog skulle man ikke være et geni for at udregne, at hun ikke havde styrken til mere. Hun glippede med øjnene, som hun desorienteret så sig omkring. ”Vi-Videre.. V-Vi må videre,” endte hun blot med at sige, inden hun vaklende kæmpede sig op på benene igen. Automatisk tog hun sig til hovedet, som det nærmest føltes som om, at der var en som forsøgte at slå hende ned med en kølle. ”T-Turen uden dit syn eller helt raske ben vil sænke os.. D-Du må forvandle dig, og lade mig bære dig.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien forsøgte virkelig at følge med, men det eneste, som han kunne lægge mærke til, var at det buldrede og bragede omkring ham. Han kunne da gætte sig til, at det måtte være de oldgamle tårne, som var ved at falde fra hinanden. Hun lyttede ikke.. Hun var optaget af sin magi, og den effekt, som dette havde på hende, så var det virkelig noget som skræmte ham, og særligt fordi at han ikke kunne følge med oveni.
"Jarniqa..!" endte han med en fast tone. Han tog fat om hende, da hun endte med at stoppe. Lyden af den knitrende ild skræmte ham. Det havde været hendes barndomshjem, og det var det som rent faktisk måtte skræmme ham mest, for han var virkelig bange for, hvad det gjorde ved hende. Han trykkede omkring hendes skuldre, inden han hævede blikket. Han ville bare ikke have, at de sad der, når de andre kom. Det var noget som rent faktisk gjorde ham usikker. De skulle videre, hvilket var noget som hun havde helt ret i! "Vi skal væk herfra, hvilket du har helt ret i," endte han, inden han igen vendte sig mod hende. Selv var han naturligvis ked af, at det hele skulle hvile på hende, og særligt når det var tungt i forvejen. Han brummede svagt, men irritabelt. "Jeg hader, at det skal hænge på dig, Jarniqa.. Det er tungt det er.." kommenterede han endeligt, inden han alligevel valgte at forvandle sig.. Hans krop sank ind til stort set ingenting, hvor en lille mus endte med at bevæge sig i de gamle og døde blade på jorden mod hende. Han peb svagt. Han kunne jo trods alt ikke rigtigt se noget, og nu var verdenen jo pludselig kun blevet ekstra stor!

[Jarniqa Dynithril]

Helt kunne man frygte, at Jarniqa ej havde stoppet, hvis ikke Damien havde grebet fat i hende. Hvad var følgerne overhovedet af at overanstrenge sig, hvad ens racemæssige kræfter angik? Udmattelse? Besvimelse? Døden? Det var ikke just, hvad hun funderede mest over.. Dog kunne hun ikke undgå at mærke, hvordan hun i dette øjeblik sad med en knagende hovedpine, og hvordan hendes krop måtte føles tyngende. Ondt gjorde det, hvor hun allermest havde lyset til at lægge sig ned og sove, men selv vidste hun, at det bestemt ikke kunne komme på tale! Derfor kom hun også op på benene, hvor hun bad Damien om at forvandle sig, så de kunne komme videre. ”Det er en byrde, som jeg må bære, hvis vi ønsker at slippe herfra i live og få det, som vi ønsker os,” endte hun med at sige, som hun ikke så nogen andre muligheder. De måtte flygte, så de blev holdt i live, men derfra måtte de også kæmpe, så de kunne vinde det tilbage, som de havde tabt. En anelse rystende bukkede hun sig ind over musen Damien, som hun forsigtigt greb om. ”Jeg lægger dig ned i posen til min moders halskæde. Det vil være sikkert der,” oplyste hun ham, inden hun forsigtigt gjorde, som hun havde sagt. Dernæst måtte hun tage en dyb indånding, inden hun igen hankede op i oppakningen, inden hun stædigt begyndte at gå. Ondt gjorde det både i hjerte og krop, men intet var der at gøre.. I slingrende løb satte hun, som hun satte kursen ud af byen og ned ad bjerget..
.. ”Valandil!” udbrød Jarniqa pludseligt, som det gik op for hende, at hun havde glemt en. Brat standsede hun op, skønt hun allerede var det længere nede ad bjerget, end der hvor hans hule lå. ”Jeg er nødt til at gå lidt tilbage. Der er en, som jeg må hente,” sagde hun bestemt, inden hun begyndte at søge mod Valandils hule. Var han overhovedet hjemme? For hans vedkommende, håbede hun på det! Hårdt trak hun vejret, som hendes mave ønskede at kaste op, alt imens hendes krop blot ønskede at kaste sig i græsset, imens hendes øjne gled i. Dog kunne hun ikke tillade noget af al dette, og derfor fortsatte hun viljefast, til hun nåede indgangen til Valandils hule. ”Valandil! kaldte hun, som hun nåede indgangen. ”Hvis du ønsker at leve, må du komme med NU!” Hvad Damien tænkte om dette, ja.. Han bifaldt det med garanti ikke. Ej heller havde hun fortalt ham om mørkelveren Valandil.

[Damien Nathanael Adams]

Damien frygtede uden tvivl mere for Jarniqas velbefindendende, end hvad han gjorde for sit eget, så et sted, var det ej noget, som kunne komme bag på nogen. Han forvandlede sig, selvom det ikke var med den største glæde, og nu hvor hun skulle føre dem begge på vej, og samtidig bære det hele, valgte han den mindste størrelse, som han nu lige kunne komme i tanker om, så det om ikke andet, ikke blev en byrde for hende. Han lod hende tage ham op. Han stolede nemlig på, at hun vidste hvad hun lavede. Et sted havde han jo heller ikke rigtigt noget andet valg i det her tilfælde. #Jeg stoler på dig,# endte han med en ærlig stemme, som ville lyde i hendes hoved, hvorefter han lod hende proppe ham ned i den lille pose med hendes moders smykke.
For Damien var det svært at sætte sig til rette, da det hele rystede, i takt med at hun måtte gå. Han spredte stort set alle fire ben i et forsøg på at holde balancen bare en smule, inden hun stoppede op. Valandil? Hvem var det nu lige? Han nåede dog ikke rigtigt at gøre andet end at tænke tanken, inden hun allerede var på vej. #Hvem er Valandil?# spurgte han denne gang hårdt. At hun var begyndt med den typiske teenage-ting, at holde op med at fortælle ham ting, bifaldt han på ingen måde, og særligt ikke når det var på denne måde. De var midt i krig, og han havde ikke nogen anelse om, hvad pokker der foregik!

[Deleted]

Langt i det fjerne, havde Valandil allerede spottet, hvad der var på færde, og han måtte nu kun sige, at det ej var en tanke som han bifaldt synderligt. Han havde efterhånden været her på bjergsiden for et stykke tid, og han trives.. Uden tvivl om han trives, og derfor var han heller ikke meget for, at disse væsner skulle komme og ødelægge det hele for ham!
Han var vred.. Han humpede stadig en anelse, men slet ikke så slemt længere, at han skulle bruge staven for at komme rundt. Det var en befrielse uden tvivl. Han havde sin nye hjemmelavede bue over skulderen. Den havde fået de mørkelviske graveringer, da han jo trods alt var stolt af det væsen som han var, selvom han ikke var meget for det samfund og de regler og love, som det måtte følge. Som han hørte Jarniqas stemme, vendte han blikket direkte mod hende, da han allerede nu måtte befinde sig udenfor. Kom hun efter ham? Hvorfor gjorde hun det? Han havde da ikke nogen større betydning for hende, havde han? "De er på vej, Jarniqa," endte han kortfattet. Han vidste at landet her nu var underlagt Dvasias, og det var en tanke, som uden tvivl irriterede ham! Han frygtede vel lidt for konsekvenserne af dette? At Procias ikke ville kunne stå imod? Det ville ødelægge alt i hans nye tilværelse! "Hvor pokker vil du tage hen? Dit hjem ligger jo bag dig..!" endte han med en fast tone. At hun rent faktisk havde sin kære værge i lommen, vidste han ikke, og et sted, var det slet ikke en tanke som slog ham. Han havde jo aldrig selv mødt manden, da han var blevet sat af her, og klarede sig efter bedste formåen. Han havde jo heller ikke lyst til at vende ryggen til det liv!