A day off

[Deleted]

@eriiz

Det var en frisk vind som blæste gennem markedspladsen i Rimshia City. Det var ved at nærme sig aftentimerne, men der ville kun gå en lille times tid før solen ville begynde at forsvinde i horisonten, og nok en gang mørklægge hovedstaden. Bygningerne langs med hovedgaden oplyste vejen med stearinlys placeret i vinduerne, hvor man igennem nogen af dem kunne se krostuer, der som altid yrede aktivt af liv.
Det var i en af de roligere krostuer Aron havde valgt at tage hen den aften. Ved samme bord, på hans højre side, sad Harris og drak forsigtigt til en kop udvandet vin. Knægten havde insisteret på at få lov til at drikke noget andet end tranebærsaft - skønt han stadig elskede det - og Aron havde givet efter, på den betingelse at han startede forsigtigt. At dømme efter knægtens ansigtsudtryk havde han stadig brug for at vænne sig til smagen, men han drak stædigt videre fra sin kop. Aron måtte trække let på smilebåndet, og tog en tår af sin egen kop. Ham og Harris havde valgt at tage dagen fri, efter at have arbejdet i døgndrift den sidste uge. Det var endnu ikke blevet bekræftet at de to kunne få et arbejde på slottet sådan som Macaria havde tilbudt dem, så de havde fortsat deres arbejde sådan som de altid havde gjort det: på rejsefod. I løbet af den sidste uge havde de været rundt omkring i Dvasias - Harris havde vild med at se de mange steder Aron havde taget ham med. Steder, han aldrig ville have haft muligheden for at tage til, hvis ikke Macaria havde reddet ham dengang.
"Det smager ikke så slemt længere." fortalte Harris ham, og fik dermed hans opmærksomhed igen. Aron måtte sende sin lærling et smil.
"Godt. Men det er dét du får, indtil det slet ikke smager slemt." sagde han fast. Han havde set hvordan Harris havde set på hans egen kop med whisky, og han havde da været fristet til at lade ham smage, bare for at se hans reaktion. Han havde i sidste ende valgt at lade være. Macaria ville næppe være glad for det. Han vendte blikket ud af vinduet, på de mange folk som passerede kroen. I rummet kunne han høre lyden af musik fra en gruppe musikere som havde placeret sig i et hjørne, og fyldte rummet med en livlig melodi. Midt i rummet var der endda nogen der dansede til melodien. Hele stemningen var afslappende. Det var den perfekte stemning at have til deres fridag.

[Deleted]

Døren til krostuen svang op, og en hætteklædt skikkelse trådte hastigt ind. Det var på ingen måde unormalt, så folk ikke så meget, som drejede hovedet. Man kunne se hætten kigge rundt, inden den stoppede ved Aron og Haris. Med faste skridt gik den hen til deres bord. En slank, bleg, kvindehånd dukkede frem fra kappens folder, og lagde sig på Arons skulder.
Stearinlyset på deres bord, oplyste svagt skyggerne op under hætten. Eriz’s slanke, alvorlige ansigt kom til syne. Hendes øjne hvilede intenst på Aron. Hun havde ledt efter ham overalt, og det var kun takket været lidt gammeldags udspørgning, at hun havde fundet ham. Heldigvis var der ikke andre i krostuen, som kunne udpege hende, men hun tog ikke chancen. Grebet i hans skulder, blev en smule stærkere, og hun lænede sig lidt ned, så kun han kunne høre hende.
”Aron. Vi er nødt til at snakke. I fred,” informerede hun ham, uden at trække på smilebåndet. ”Har du et sted, hvor vi kan være?”
Der var ikke andet, hun turde sig til ham. Ikke nu. Ikke her. Drengen ved hendes side, skænkede hun end ikke sin opmærksomhed. Det her handlede om Aron, og hun skulle skynde sig, at få fat i ham, inden nogle andre gjorde. Hun vidste ikke, om han kunne genkende hende, eller huskede det flygtige bekendtskab de havde. Dog måtte hun forsøge. Hun måtte prøve, eller miste det hele til jorden.

[Deleted]

Arons opmærksomhed havde i første omgang overhovedet ikke vendt sig mod døren, da Eriz svang den op. Det var ganske normalt at folk skyndte sig ind i en kro, når først tørsten havde nået dem, og han gik ud fra at det også var tilfældet denne gang. Det fik han dog hurtigt afkræftet da skikkelsen satte sig ved deres brod og greb om hans skulder, og nærmest trak hans ansigt tættere på så han kunne høre hendes stemme. Han så på den hætteklædte skikkelse med rynkede bryn, indtil genkendelsen viste sig i hans ansigt.
”Eriz?” Det var så længe siden han sidst havde set hende. Flere måneder siden sidst, faktisk. Men hun virkede helt panisk. Hans blik vendte sig mod Harris, som var standset midt i en slurk af vinen for at stirre på Eriz. Arons blik flakkede let mellem Eriz og Harris, før han mødte Harris’ blik. ”Harris, du går ingen steder. Du bliver her.” Han så myndigt på drengen, som hurtigt nikkede forstående. Det ville have været nemmere at sende Harris op på værelset, men det lød som om Eriz ville have ham under fire øjne – og der var mange øjne i krostuen. Tilfredst ruskede han i Harris’ hår. ”Jeg kommer tilbage så snart jeg kan.” Med disse ord vendte han sig mod Eriz igen, og nikkede sigende mod trappen til kroens overetage, og førte hende med sig derop.
Han lukkede værelsesdøren i bag dem, og hang sin kappe op på stumtjeneren ved døren. Det var et lille værelse, bestående af to enkeltsenge og et skrivebord, og et hjørne til et vaskefad. Det var ikke det mest luksuriøse, men det var hvad Harris og han lige havde brug for. På skrivebordet stod der en mindre samling notatbøger, og tasken hvor Aron bar alt sit udstyr. ”Hvad sker der?” spurgte han hende, mens han gik over til det lille ildsted i den ene ende af rummet og hurtigt fik tændt op.

[Deleted]

Hun var ham evig taknemmelig for at reagere så hurtigt og alvorligt, som han gjorde, da han tog hende med op på sit kroværelse. Selvom han havde lukket døren, tog hun ingen chancer, og låste den efter sig. Bare for at være på den sikker side. Først dér trak hun hætten af sig, så det lange, sorte hår kunne falde løst ned over hendes skuldre og ryg. I få skridt var hun henne ved Aron, og lagde uden varsel armene omkring ham bagfra. Hendes kind lagde sig mod hans ene skulderblad.
”Jeg har brug for din hjælp,” hviskede hun alvorligt, og trykkede sin krop tæt ind mod hans. Hun vidste det var den hurtigste måde, at få hans opmærksomhed på, samt få fat i ham. Hvert fald efter hun havde set, hvordan han havde gengældt kysset fra hendes illusion, sidste gang de havde set hinanden. Gad vide, om han havde tænkt på hende de sidste par måneder? Det var før graviditeten, men selvom der kun var gået et par uger efter fødslen, var der ingen beviser på hendes krop. Takket vere en fantastisk healer, havde Eriz igen genvundet sin velskabte krop fra før barnet. Zaine. Alt det hun gjorde for tiden, var for hans skyld.

”Please sig du vil hjælpe mig, Aron. Hvis du ikke gør… så vil jeg blive dræbt," tilføjede hun bedende, og lod et par fingre glide over hans mave, så stoffet på hans skjorte blev udglattet ved hendes berøringer.
Ooooog med lidt drama oveni skulle det nok hjælpe. Ikke fordi at hun overreagerede. Folk ville hende til livs, men hun kunne klare sig selv. Det her var blot, en sikkerhedsforanstaltning.

[Deleted]

Aron havde knapt nok nået at rejse sig fra at have tændt op i ildstedet, før han mærkede Eriz’ krop blive presset mod hans ryg, og hendes hænder glide om hans mave. Det havde fået hans krop til at stivne og hans mave til at trække sig en smule ind, og hans blik låste sig mod flammerne som langsomt tog til i pejsen, og fyldte rummet med en varme. Lige nu var det alligevel hans ryg der føltes varmere, til trods for at han havde pejsen lige foran sig. Eriz’ graviditet kendte han ingenting til. Han havde været alt for optaget de sidste mange måneder med sit arbejde til at holde sig opdateret om den slags – specielt med tanke på at hans og Eriz’ møder kun havde været ganske kortvarige. Men selv hvis han havde kendt til det, ville han aldrig have troet det. Selv om hun stod trykket mod hans ryg, kunne han tydeligt mærke hendes kropsformer trykket mod sig. Det fik ham ufrivilligt til at tænke tilbage til illusionen hun havde vist ham for så mange måneder siden – mindet var stadig klart og tydeligt for ham, og fik hans ansigt til at føles flere grader varmere. Han håbede ikke hun kunne mærke det.
”Dræbt?” Han kiggede på hende over sin skulder. Hans møder med hende havde ganske vist været kortvarige, men det havde været nok til at give ham det indtryk at hun kunne passe på sig selv. Hvis hun bad om hjælp, måtte det være mere end hun selv kunne håndtere. Han vendte sig om i hendes arme, og lagde hænderne på hendes skuldre, som en slags form for beroligelse. ”Tag det fra en ende af, Eriz. Fortæl mig hvad der foregår, så skal jeg gøre hvad jeg kan.” Det måtte være noget alvorligt. Han førte hende med sig over til sit skrivebord og trak stolen ud for hende, så hun kunne sidde ned. Hun så ikke ud til at have forandret sig i løbet af de måneder de ikke havde set hinanden. Og dog… der var en slags glød over hende, men han kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det kunne være. Han satte sig selv på skrivebordets kant, og betragtede hende med et afventende, men venligt blik.

[Deleted]

Hans reaktion på hendes berøringer, fortalte hende akkurat, hvad hun ville vide. Da han vendte sig om i hendes arme, kunne hun se det på det blik, han sendte hende. Man behøvede ikke være mentalist, for at se den slags. Lydigt fulgte hun med ham over til skrivebordet, og satte sig i stolen. Ikke fordi hun behøvede det. Der skulle mere til at ryste hende. Folk havde prøvet at få hende slået ihjel, igennem hele hendes liv, så det her var ikke noget nyt. Langt fra.
Med en hånd, strøg hun alt sit hår over den ene skulder, inden at hun samlede hænderne i skødet. Hun knugede dem, som var hun nervøs, hvilket ikke kunne være længere væk fra sandheden.
"Jeg kan ikke fortælle dig det hele. Det er alt for farligt," fortalte hun ham stilfærdigt, og bed sig let i underlæben, mens hendes blik hvilede på de nervøse hænder. "Jeg har brug for, du laver mig noget beroligende. En gift, jeg kan sprøjte direkte i blodet på en warlock. Det skal virke hurtigt. Neutralisere hans magi."
Hun vidste ikke om sådan noget overhovedet kunne lade sig gøre, men hvis nogle kunne finde ud af det, måtte det være Aron. Lige meget hvad, måtte hun forsøge. Hvis hun skulle tage Kimeya ud, måtte hun først sørge for, at han ikke var så kraftfuld igen. Det her skulle virke! For Zaines skyld!
Hendes isblå øjne rettede sig op mod Aron, og hun rakte en hånd ud, for at tage hans i sin.
"Aron, du er den eneste, jeg kan stole på. Kan det lade sig gøre? Kan du lave sådan en gift? Det behøver ikke fjerne hans kræfter fuldkommen, bare... gøre dem svagere? På en eller anden måde."

[Deleted]

Aron betragtede hende vurderende mens hun talte, men at dømme efter hans ansigtsudtryk, virkede han ikke videre optimistisk. Han kløede sig lidt i nakken og så tankefuldt ud i luften.
”Det er meget du beder mig om.” sagde han med et suk. At fjerne en warlocks magi var virkelig et højt krav – også selvom det bare skulle gå ud på at begrænse deres kræfter. ”Du kunne lige så godt have bedt mig om at finde en måde at få en dødsengel til at synes mindre om andres smerte, eller en vampyr til at vende sig fra smagen af blod.” Tanken fik ham til kortvarigt at tage sig til halsen. Han måtte stadig arbejde på Macarias modgift. Hun måtte også snart have sin næste dose, hvis hun skulle overleve.
Han nåede ikke at tænke videre over den tanke før Eriz havde taget fat i hans hånd, og han lod sit blik fanges af hendes. Han så lettere hjælpeløst på hende, før han trak hånden til sig.
”Vent lidt…” mumlede han, og begyndte at grave i stablen af notatbøger. Han havde lyst til at hjælpe Eriz. Hun forstod, og delte, hans interesse for alkymi, og det var noget han satte pris på. Men om det kunne lade sig gøre var en helt anden sag.
”En warlocks magi er ligeså meget en del af warlocken som et organ. At begrænse eller fjerne det kommer til at være utrolig svært.” fortsatte han sin mumlen. Han havde intet mindre end tre notatbøger slået op foran sig, og hans blik gled igennem dem alle på samme tid. Et kort øjeblik glemte han næsten at Eriz stadig var i rummet, da tankerne kredsede rundt i hovedet på ham, sådan som de plejede når han først var kommet godt i gang. Og dette var da bestemt en udfordring. ”Jeg kan gøre et forsøg,” sagde han endelig. ”men jeg tror det kommer til at tage lidt tid, før det kan blive færdigt. Er tid noget du har?” spurgte han hende, og sendte hende et bekymret blik over skulderen.

[Deleted]

Et suk fik Eriz's skuldre til at falde, og hun strøg fingrene igennem sit hår, inden at hun rejste sig op med en opgivende gestus.
"Hvis det er hvad, der skal til," sagde hun uden meget håb i sin stemme, og gik lidt rastløs rundt på gulvet. Nej. Hun havde ikke tid. Slet ikke. Dog måtte hun gøre, hvad hun kunne for strække det hele, så lang tid, som hun kunne. Med sådan en gift, ville det hele være meget nemmere, og hun behøvede ikke bekymre sig så meget. Hvor ville hun dog ønske, at han kunne gøre det hurtigere.
"Jeg vil dog bede dig om, at det bliver din højeste priotet, og du ikke fortæller det til nogen som helst!" understregede hun, og tog et par skridt mod ham. "Aron, du er nødt til at love mig det. Hvis du bare røber det mindste til nogen, kan det betyde min død. Kig mig i øjnene, og lov mig det."
Hendes dybe blik fangede hans, og hun lagde bedende hovedet på skrå. Hun så næsten skrøbelig ud, som hun stod der foran ham, hjælpeløs og bekymret.

[Deleted]

Hendes svar afslørede at der faktisk ikke var så god tid. Aron bed sig lidt i tungen, og vendte blikket tilbage til sine notater. Der måtte være en måde at fremskynde processen på. Han stønnede frustreret. Der måtte da være et eller andet han kunne gøre. Dette var hans levebrød, for pokker! Han havde lavet giften som lagde de manjanske soldater i jorden før de overhovedet anede at de var forgiftede!
Hans opmærksomhed blev vendt mod hende igen, da hun trådte tættere på ham, og bad ham give hende sit ord. Han stirrede lidt på hende og sukkede drævent.
”Jeg kan ikke holde det skjult for min lærling, Eriz. Han vil komme til at stille spørgsmål – det er sådan jeg har oplært ham! Og med et projekt så stort som det her, er der ingen chance for at jeg kan bilde ham noget ind.” Så meget vidste han da. Harris var en intelligent dreng, og Aron havde lært ham hvilke spørgsmål som skulle stilles og på hvilke tidspunkter. Han kunne ikke forestille sig at Harris bare ville lade ham arbejde på sådan en gift uden selv at ville være del af det. Knægten delte for pokker hans interesse for alkymi og alt det involverede. ”Men jeg stoler på ham. Hvis jeg beder ham om at holde det hemmeligt, så gør han det. Og jeg kommer ikke til at sige det til nogen.” lovede han hende. Han greb sin arbejdstaske og begyndte at rode lidt rundt i den. ”Jeg kan måske gøre arbejdet hurtigere, hvis jeg har noget at arbejde på. Hvis det her skal bruges mod en warlock, har jeg brug for noget fra en warlock.” Han vendte sig mod hende igen, denne gang med en kanyle i hånden. ”Jeg behøver ikke meget. Bare nok til at jeg kan finde ud af hvad det er jeg må manipulere, så jeg kan hindre warlockmagien i at fungere som den skal.”

[Deleted]

Hun brød sig ikke om, at hans lærling skulle have noget som helst af vide, men hun kunne vel ikke forbyde ham det, når hun kom her, og smed det i ansigtet på ham. Det irriterede hende dog. Hun måtte bare stole på ham. Hvis han skulle vise sig, at være en utæt kilde, måtte hun bare skille sig af med ham, så hurtigt som muligt.
Da han trak kanylen frem, tog det lidt tid, før hun opdagede hvad det var, og så væltede hun næsten tilbage fra ham. Det kunne lige så godt være et stærkt, magisk våben, som kunne slå hende ihjel ved et vink. Hun røg tilbage med ryggen mod døren, mens hun stirrede på kanylen. Det var første gang, hun viste rigtig frygt. En rigtig følelser overhovedet.
"Nej..." hviskede hun, og rystede hektisk på hovedet. "Nej, jeg kan ikke gøre det. Du må få det et andet sted fra. Jeg kan ikke give dig noget af mit blod. Ikke på denne her måde. Ikke med kanyle."
Minder om hendes barndom, væltede frem. Hun måtte bruge sine evner på sig selv. Tage den med ro. Tvinge sig selv til at tænke på noget andet. Hjertet hamrede afsted, som var hun ved at få et slagtilfælde. Hun måtte i ro. I kontrol. Med en kraftanstrengelse tvang hun sig selv, til at trække vejret tungt, og fik lukket øjnene i.
"Kan du ikke... skære mig, og så lade blodet dryppe ned i et glas?" spurgte hun, og sank en klump. Hvorfor lige en kanyle?! Irritabel over sin egen svaghed, lod hun sig langsomt glide ned af døren, indtil hun sad nede på gulvet. Med en hånd løsnede hun kappen, så den faldt fra hende. Det fik hende til at føle, hun kunne trække vejret mere frit.
"Undskyld jeg... er ikke god til kanyler. Dårlige minder," forklarede hun svagt, og åbnede øjnene en smule, for at se på ham. Ham og ikke kanylen. Det sorte hår indrammede hendes ansigt, der så mere blegt ud end før. Kontrol. Hun kunne ikke lade ham se hende sådan her.

[Deleted]

Aron stirrede på hende da hun rykkede væk fra ham, som om han havde brændt hende. Han rynkede brynene, indtil hun forklarede det for ham, og han skævede mod kanylen i hans hånd. Eriz var bange for dem? Det var kommet fuldstændig bag på ham, men det havde givet ham mere end nok grund til at lægge den væk. Han havde aldrig set det udtryk i Eriz’ ansigt før. Ikke engang da hun fortalte ham om sine problemer. Hun havde fortalt ham at nogen ønskede hende dræbt, men angsten i hendes blik da hun havde set kanylen havde været noget helt andet.
”Det er okay, Eriz. Ingen kanyle.” lovede han hende. Han ville dog stadig behøve blod fra en warlock, for at kunne få fart på processen – og hun var den eneste warlock i nærheden. De ville ikke have tiden til at han skulle ud og finde en anden warlock han kunne tage blod fra, så hendes følgende forslag faldt i god jord hos ham. ”Sid stille.” bad han hende, mens han fandt sin kniv frem. Det huede ham ikke at gøre det på den her måde. At skære i nogen mindede altid Aron om hans oplæring, og i særdeleshed hans oplæring indenfor menneskelig. Alene tanken fik ham til at skære ansigt.
Han satte sig ved Eriz’ side med en kniv og et lille glas, og først her mødte han hendes blik igen. ”Det her kommer til at efterlade et lille ar, men jeg sørger for at smøre noget på som gør at det healer hurtigere.” Han sendte hende et lille, smalt smil. Eriz slog ham i høj grad som en kvinde der tog sig af sit udseende, og hun ville næppe synes om at skulle gå rundt med et ar. ”Jeg skal nok gøre det så småt som jeg kan.” tilføjede han, da han tog hendes arm og vendte den så han kunne se hendes blodårer. Med et hurtigt snit førte han sin kniv over et punkt på hendes arm, og så snart de første bloddråber begyndte at pible frem, holdt han såret over en lille glasflaske. ”Jeg ville ikke have gjort det sådan her, hvis det ikke var nødvendigt, Eriz.” fortalte han hende, uden at tage blikket fra flasken. ”Det vil hjælpe mig med at finde ud af hvad giften skal angribe.” Han vendte hendes arm igen da han havde fået blodet han behøvede, for derefter at rense det lille sår, og smurte en salveagtig substans over såret, som skulle få det til at hele. ”Jeg er overrasket over at det var mig du kom til, efter så lang tid.” indskød han med et smalt smil da han slap hendes arm. En kvinde som Eriz, som selv havde slået ham som en yderst kapabel warlock. Det var ikke fordi han forventede at Macaria ligefrem havde spredt ordet om at det var ham der havde lavet giften til angrebet mod Manjarno. ”Jeg forventede at en som dig kendte flere alkymister.”

[Deleted]

Da han tog kanylen væk, faldt hun mere til ro. Hvor hun dog hadede, at vise sine svagheder for folk. Uden at skære en grimasse, lod hun ham skære i sin hud. 
"Jeg er ligeglad med ar," svarede hun ham køligt, og betragtede blodet dryppe ned fra det lille sår, som han havde lavet i hendes hud. "Du ved jeg kan lave illusioner. Hvem siger, at min hud ikke allerede er fyldt med ar?"
Hendes blik gled kort op til hans ansigt, inden hun igen vendte opmærksomheden mod blodet og flasken. Hun brød sig ikke om, at nogle havde hendes blod, men hun kunne ikke gøre så meget ved det. Specielt ikke, hvis hun ville have den her gift, der kunne neutralisere Kimeya, bare en lille smule. For at være ærlig så det ud, at Aron havde større problemer med det her, end hun havde. Smerte var hun vant til. Mere en vant til. 
Hun lod ham tålmodigt rense såret, for derefter at smøre en salve på. Måske ville Rei stille spørgsmåltegn til det, men det var også snart på tide, at hun fortalte ham, hvad hun havde gang i. Der var mange hemmeligheder imellem dem, men det her var en hemmelighed, som hun vidste, at han ville glæde sig ved. 
Hun holdte underarmen op foran sine øjne, for at studere hans arbejde, inden at hun lod den falde. Hans spørgsmål var ærligt nok. Der var mange alkymister i landet, men de færreste stolede hun på, og de fleste var i lommen på en eller anden. Aron virkede langt fra som typen, der havde en finger ind i det store spil. 
"Du er den eneste jeg stoler på," svarede hun uden tøven. Det var én måde at sige det på, dog var det mest, for at få ham til at tro, deres bånd var tættere end som så. "Du virker loyal, intelligent, kompetent, og som en god ven. Værdier som jeg har brug for lige nu."
Hun hævede sit blik, og lod det hvile på ham. Dybt og indgående. Et lille, venligt smil spillede sig om hendes læber. 

[Deleted]

Arons blik var overrasket, men smilet om hans læber bekræftede at han var smigret af hendes rosende ord. Han anså sig selv som en ganske kompetent alkymist, til trods for sin unge alder – og mente da selv at han havde bevist sit værd ved at skabe giften som dræbte så mange i Manjarno. Hvis han lykkedes i dette, ville det blot understrege det yderligere.
”Jeg sætter pris på din tillid til mig.” svarede han med et taknemmeligt smil. Hans blik gled kortvarigt over hendes krop, overvejende. Hun havde jo ret: hun kunne sagtens være dækket af ar og sår, uden at han nødvendigvis ville være klar over det. Han huskede stadig hvordan hun havde narret alle hans sanser til at tro at hendes illusion var virkelig. Det ville ikke være et problem for en som hende at skjule ar med illusioner.
Han tog flasken med blodet med sig til sit skrivebord, hvor han ganske flygtigt så nøje på flasken, før han skrev nogle notater ned i en af sine bøger. Hans læber bevægede sig lydløst, som om han mumlede dæmpede ord for sig selv. Han var dybt fokuseret mens han skrev, som om han allerede var i gang med at planlægge præcist hvad han skulle bruge for giften Eriz havde bedt om. Hvilket også var lige præcis hvad han var i gang med. ”Selv med dit blod bliver det stadig en noget tidskrævende proces.” fortalte han hende, og sendte hende et skævt smil over skulderen. ”Men jeg skal gå i gang med det samme. Er der et sted hvor jeg kan få fat i dig når den er færdig?” Aron gik ud fra at deres møde nærmede sig sin slutning. Hun havde bedt ham om at lave giften, og han havde fået noget af hendes blod. Han kunne heller ikke lade Harris sidde ned i krostuen alene alt for længe.