Lad os nyde haven sammen.

[Deleted]

Ahriana "Master of Time"

Haven var i den grad fantastisk. Den var ikke bare flot, uanset hvilken tid det var på året, men så rig af liv og sanselige oplevelser. Hvis man lukkede øjnene kunne man høre insekternes summen og dufte alle blomsterne. Hvis man åbnede øjnene, kunne man se alle farverne og konturerne, vippede sammen i en brise. Og følesansen. Man kunne lade fingrene glide over dem alle sammen og man ville mærke mange ting. Blødt og hårdt, pelsede blade eller blade med torne. Glatte overfladet og ru overflader. Det hele var der. Det var så stor og berigende en oplevelse, at Maureen måtte stoppe op midt i en bed med knæhøje blomster og lukke øjnene, blot for at trække vejret dybt og nå en noget nær meditativ tilstand. Denne have gav hende den kontakt med naturen hun næppe ville være foruden i særlig lang tid. Hun havde levet med den i mange år nu og hun ville ønske hun bare kunne fortsætte, løbe ind mellem bjergene eller ind i skoven og blive væk igen.
Hendes fingre kunne lige præcis nå nogle af blomsterhovederne. Hendes bare fødder hvilede på den bløde muldjord og hun kunne dufte hvor mange planter her var.
Men gemte hun sig, ville det hele forsvinde en dag. Selv hun måtte dukke op og afgive nogle råd og hjælpe folk med at tolke deres omgivelser, før det var for sent. Hun måtte få balancen rettet op igen. Naturens balance af lys og mørke...Ellers ville mørket tage over og det hele gå i forfald, det hele ville blive ødelagt og selv sejrherrerne ville svinde hen til skygger af deres eget selv. Hun kunne se det for sit indre blik, disse rædselsbilleder af øde enge, visne træer og væsner der gik på må og få, uden egentlig at vide hvad eller hvem de var, for de ville ikke længere have en fjende og ikke længere have lyset. Og så kunne de ikke vide at de selv var mørket. Disse ting var så tydelige, at det var lige før hun selv troede hun kunne se fremtiden. Men det var noget nonsens. Ingen kunne se fremtiden, kun gætte om den.
Hun var klædt let på, selv om luften var kølig i Procias lette vinter. Hun frøs ikke eller også var hun ikke opmærksom på at hun frøs. Kjolen var hvid og simpel, lavet af tyndt og let stof der bevægede sig ved blot den mindste vind. Enkel. Med lange ærmer, mens selve kjolen gik helt ned til jorden. Om hendes hals hang den blå halskæde og i ørerne sad nogle store øreringe, hvori der var flere fjer og små stene. Hendes lange, sorte hår hang løst. Løst og bølgende ned over hendes ryg og over hendes skuldre, blev pustet let til, når der kom en brise. Hendes arme var spredt lidt ud for kroppen, hver især med fingerspidserne mod en plante eller to. Hendes lange, slanke fingre. Om den ene finger sad en ring, der var formet som en stor slange, og fyldte næsten hele fingeren. Hendes krage sad i det nærmeste træ og forstyrrede hende ikke, som hun stod der, og bare nød sine omgivelser og tolkede deres beskeder til hende.

[Ahriana "Master of Time"]

Vinteren i Procias havde aldrig været den hårdeste. Ahriana mindede vintrene da hun var lille, de var lange og hårde selv her i lyset. Mange folk gik tabt i disse hårde tider og alle som en ønskede at foråret skulle indfinde sig helt og holdent. Ahriana havde ikke været udendørs i så mange år, hun havde holdt sig fanget inde på slottet, alene og ude af stand til at søge uden for en dør. I mange år havde det været sådan og hun havde ikke følt at hun havde manglet noget som helst i sit liv .... indtil hun mødte Jophiel. Den måde han var på overfor hende var hun betaget af. Han fik hende til at føle sig rolig og når han ikke var der så savnede hun ham ufattelig meget. Han havde vist hende at det at være sammen med andre kunne være behageligt og ikke skræmmende selvom hun stadig kun så ham og ikke andre. Han havde også vist hende at det at være udenfor kunne være rart. Efter deres tid udendøres havde prøvet at gå ud et par gange selv og efter et langt stykke tid havde hun endelig fået taget sig sammen og kunne nu faktisk være udenfor uden at ville ind igen med det samme, dog stadig indenfor slottets mure. Hun sukkede stille som hun lå på knæ på den kolde jord og kiggede på nogle blomster. Sneen var forsvundet og selvom alle andre så ud til at være lykkelige over at vinteren var på tilbage tog så havde hun selv elsket sneen og virkelig bare hygget sig ude i den. Det var efterhånden mange år siden hun havde leget med sne og nu var der intet tilbage. Det var en trist tanke.
Efter noget tid begyndte hun at kunne mærke kulden på sin krop, hun havde ikke meget tøj på selvom det var vinter. Hun var iført en stropløs kjole i en lys sandfarve og bare et par simple sko. Hun var slet ikke vant til at være ude so hun havde ikke ret meget forskelligt tøj. hendes tænder begyndte at klapre en smule og hun lukkede øjnene stille. Uden et ord fremkom der en rød rune cirkel under hende og hun smilede stille. Varmen begyndte at brede sig i hendes krop. Det var dejligt. Hun lænede sig let frem og lod hænderne hvile på jorden. En stor isblå runecirkel formede sig og ned faldt sne i en fik lille bunke. Hvis naturen ikke kunne bidrage til det så måtte hun jo selv. Hun tog en klump af det op i hånden og studerede det nøje. Det var underligt at vand kunne blive så koldt at det fik en fast form og så når der blev tilført varme til det så blev det til vand igen. Det var fascinerende!

[Deleted]

Hun kom langsomt til bevidsthed og trak vejret dybt. Det var vigtigt hun forstod tegnene, at hun tog imod dem og fortolkede dem uden påvirkninger fra folkene omkring sig eller sig selv. Hun måtte ikke se hvad hun ønskede, men blot det der var at se, sådan som det var. Hvordan skulle hun ellers kunne rådgive kongen?
Hun åbnede øjnene og begyndte at skifte vægten fra det ene ben til det andet for at sikre blodcirkulationen, så hun ikke ligefrem frøs fast her. Hun var en kvinde der aflæste tegn, som en heks der så i sin krystalkugle. Hun var en kvinde af ritualer og med en stor forbindelse til naturen. Naturen bestemte det hele, trods alt. Hun så ned på en af blomsterne. Vinter...Mange af dem havde lukket sig og enkelte var visnet helt væk. Men enkelte vinterblomster stod endnu smukt. Det var naturens måde at sikre mad og skønhed til det desperate folk i vinteren. Dens måde at tage sig af sine egne. Hun smilte svagt, bukkede sig ned og kyssede blomsten midt på dens hoved.
Så fortsatte hun sin vandring igennem den store, fantastiske have. Ind mellem æbletræerne. En hånd gled over den ru bark et øjeblik, men træerne sov og ventede på det blev forår. De stod nøgne.
Hun gik, til hun øje på denne lille kvinde eller pige, der sad midt på den kolde jord, næsten uden tøj og legede med en håndfuld sne. Hun stoppede op og samlede hænderne foran sig, da hun lod blikket glide over denne skikkelse og skikkelsens dybe fascination af sne. Hun var spinkel, hun var...på sin hvis en af naturens uskyldige væsner. Og alligevel tvivlede hun ikke på kvinden var stærk på andre punkter. Naturen efterlod ikke nogen uden muligheder for at beskytte sig.
Sneen i hænderne på denne unge kvinde smeltede forsigtigt, som hendes hænder varmede sneen op. Hun gik over mod skikkelsen med et svagt, fredfyldt smil. Da hun nåede over til hende raslede hendes metalringe om det ene håndled, da hun bukkede sig ned og lod hånden glide hen over hendes sne. Hendes anden hånd gled under kvindens hænder, som støtte.
Hun mumlede en sætning, der lød mystisk og gammel, og sneen stoppede med at smelte. Den lå der bare, i hendes hænder. Maureen sagde ingenting, da hun fjernede sine hænder igen. Hun havde fattet en form for sympati for denne unge kvinde, som sad her og var fascineret af lidt sne. Det eneste sne. Tegnet var klart. Pigen ejede selv nogle evner. Hun kunne mærke jorden var varmere, hvor kvinden sad. Uden tvivl at hun ejede nogle evner selv og sikkert endnu stærkere end hendes egne nogensinde ville blive. Men hun var godt tilfreds. Hendes største styrke lå ikke i magien, men i mange andre ting. Magien var en gave til hende, så hun kunne hjælpe sine medmennesker med normale ting, mens de stærkere magikere og alkymister tog sig af de store ting.

[Ahriana "Master of Time"]

Fascinationen af sneen var virkelig stor hos Ahriana. Det var så meget tusinde af år siden hun havde været ude og lege i sneen, ja de havde faktisk været den gang hun havde været barn og før hendes magiske træning var begyndt. Smilet hvilede roligt på hendes læber, det var virkelig ikke ofte hun smilede, dog skete det mere nu hvor hun havde mødt Jophiel. Hovedet søgte let på sned, hun opdagede ikke at der var andre i nærheden. Normalt var hun utrolig opmærksom men lige på denne dag regnede hun ikke med at der var nogen som helst ude i kulden sammen med hende så sneen tog alt hendes opmærksomhed. Noget af det i hendes hænder var smeltet desværre men det gjorde ikke noget. Hun kunne altid fremmane noget mere hvis det var det hun havde lyst til. Magi var en fantastisk ting og hun brugte sin flittigt.
Kvinden som pludselig var ved hende fik hende til at stoppe fuldstændig op. Hun turde ikke rykke sig, frygtens havde sat ind i hendes sind. Hun havde ikke fornemmet hende før hun havde hørt lyden af hendes ringe. Hun havde virkelig været opslugt. Ahriana så til hvordan kvinden først førte hånden over sneen på jorden og så den anden under hendes hænder. Det var for tæt på! Alt for tæt på! Af ren og skær panik formede en rune sig under hendes fødder og tiden næsten stoppede ind i det 2 meter store felt. Ahriana næsten sprang væk til hun ikke kunne komme længere. Hendes ryg blev boret mod den nøgen hæk som hun forlod feltet og tiden derinde blev normal. Hun var omkring tre meter fra kvinden som havde været ved hende lige før i hvad der synes at være ufattelig kort tid. Tårerne trillede ned over hendes kinder mens hun stadig fint holdt sneen foran sig i hænderne. Hun havde endnu ikke opdaget at den ikke smeltede længere. Frysten stod malet i hendes ansigt. Hun var stadig ikke vant til mennesker og da slet ikke folk der kom hende så tæt på. Det var kun Jophiel der måtte, han var den eneste og ingen andre. Ahriana kunne virkelig godt ligne en meget ung pige, hun var stadig en smule underernæret, ikke så høj og virkede som om hun aldrig var kommet over teenage årene men hun var bare meget frygtsom. Sandt at sige var hun ufattelig meget ældre end de fleste her i landet selvom hun så så ung ud. Hendes blik blev på kvinden som stod ved hendes sne. Ved var hun? Hvad ville hun? Ville hun smide hende ud af slottet? Hun havde jo egentlig ikke lov til at være der, folk troede hun var et spøgelse, ikke eksisterende. Hun ville virkelig ikke smides ud i den store verden. Det ville hun virkelig ikke.

[Deleted]

At tiden stod stille var noget Maureen konstaterede med en undren og en bekræftelse. Hun opdagede det end ikke før at pigen var flygtet fra hende, noget der stak hende i hjertet. Men hun viste det ikke. I stedet smilte hun svagt og lukkede øjnene et øjeblik, da hun elegant rejste sig op igen og så på jorden, som indeholdte den alle svarene på de ting der var sket. Så gled hendes venlige og varme blik over til den unge pige. Så lille og spinkel hun var, så frygtsom, som en kat der var blevet mishandlet. Hun havde lyst til at svinge et tæppe om hende og tvinge hende til at spise en stor skål sund suppe. Hun havde lyst til at stryge hende over håret og fortælle hende historier, hun havde lyst til at tage hende i hånden og vise hende bjergene, med alt deres sne...
Som med alt frygtsomt, var der kun en måde at komme tæt på dem. Og dette var ikke ved at man selv nærmede sig. I stedet for at gå til angreb eller gå over mod pigen, hev hun op i sin lette, hvide kjole og satte sig direkte på den lune jord, hvor pigens varmende rune havde været for ikke så længe siden. Det var næsten behageligt at sidde der. Og så gav hun sig til at samle vinterens blomster og græsstrå i hænderne og samlede dem i en bunke i hendes skød. Med erfarne hænder begyndte hun at samle dem til en krans. Hun var tydeligvis mere opmærksom på kransen i sine hænder, end pigen. Kragen kom flyvende, ud af det blå, og landede ved siden af hende og hun smilte svagt.
”Halløj, Rasputin. Hvor har du været?” hendes stemme var en smule dyb, men lige nu ganske blød og venlig. Hendes ene hånd gled over kragens fjerdragt, da denne begyndte at hakke i jorden efter insekter.
Efter et øjeblik pegede hun over ved siden af pigen...
”Vil du være venlig at give mig nogle af de blomster der?” bad hun og lod hånden pege i præcis nok tid, til at pigen kunne opdage hvilke hun talte om, før hun fortsatte sit arbejde. På intet tidspunkt lavede hun for hurtige bevægelser, men viste pigen med rolige bevægelser hvad hun lavede og at hun ikke var ude på noget.
”Jeg ville passe på med at slippe sneen, hvis jeg var dig. Ikke alle ejer evigt sne” kommenterede hun, ude af stand til at holde et svagt smil tilbage ved kommentaren. På intet tidspunkt så hun på pigen, men lod hende gøre og opføre sig, som hun fandt det passende.
Frygtsomme folk og dyr kom selv til en, når de stolede nok på en eller havde lyst. Hun havde prøvet det før, mest med dyr dog. Hun havde ikke haft meget kontakt med folk i flere år. Hendes fingre flettede noget af græsset med rolige bevægelser.

[Ahriana "Master of Time"]

Frygten havde med det samme sat gang i Ahriana. Hun havde styrtet væk fra kvinden næsten automatisk. Hun sad nu op af den nøgne hæk mens grenene pressede sig ind i hendes hud på ryggen. Kvinden så ikke ligefrem ond ud og hun var på slottet men Ahriana måtte vel egentlig ikke være der. Hun formodes død, havde gemt sig væk i alle disse når og nu hvor hun endelig var ude så blev hun opdaget. Hvor var det typisk! Kvinden kiggede lidt på hende før hun satte sig ned. Ahriana rørte sig ikke ud af flækken. Hendes blik hvilede blot intenst og frygtsomt på den fremmede. Hvad ville hun dog gøre ved hende nu? Mange forskellige og farlige ting gik igennem hendes hoved lige nu. Hendes blik flakkede kort rundt som kvinden begyndte at samle blomster og begyndte at arbejde med dem.
Nysgerrighedden måtte alligevel melde sig en smule og hun lænede sig let frem for at se hvad kvinden lavede men kragen som kom flyvende fik hende til at fare sammen på nu. Hun var ikke vant til at være så tæt på dyr heller. Kragen så ikke ud til at tage sig meget af hende heldigvis. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Det var næsten som om det ville hoppe ud og løbe væk for hende. Hendes blik begyndte at søge rundt efter en måde at komme væk på men hun blev afbrudt af kvindens spørgsmål omkring blomsterne ved hendes side. hendes fokus skiftede nu fra at søge flugtveje til at stirre på blomsterne ved hende side som kunne de finde på at æde hende hel. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle komme ud af denne her kattepine. Hun skulle til at slippe sneen da kvinden påpegede at den ikke smeltede. Dette fangede til gengæld hendes opmærksomhed til fulde. Hun havde så ganske ret. Sneen i hendes hænder smeltede rent faktisk ikke. "Magi" hviskede hun næsten lydløst og kiggede fortsat på sneen. Hun førte det hele over i en hånd og i den frie hånd fremmanede hun en rune og lidt efter var der to halvdele af en kugle. Hun lod sneen falde ned i den ene halvdel, meget forsigtigt og da hun havde fyldt den samlede hun kuglen. En rune kom frem omkring hvor de to halvdele mødtes og da den forsvandt igen var kuglen hel. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede undersøgende kuglen. Det var fantastisk. Kuglen svævede ud af hendes hænder og begyndte at flyve rundt ved hendes side sådan så hun ikke kom til at glemme den hvis hun ikke havde den i hænderne. Forsigtigt lænede hun sig let frem mod kvinden. Hun plukkede nogle få blomster og ham let op på knæ hvor efter hun så lagde blomsterne hen hvor kvinden kunne nå dem som en form for tak for sneen.

[Deleted]

Hun så ikke op på pigen, ville lade hende gøre som det passede hende. Hun ville intet med pigen, andet end hun havde lyst til at snakke med hende, men når nogen var så frygtsomme, ville der nok gå langt tid og mange møder til, før pigen lærte hun ikke var slem. Det var slet ikke sikkert hun havde så meget tid...Faktisk vidste hun at hun ikke havde så meget tid. Hun ville snart rejse fra slottet igen og tage tilbage til Dvasias, hvor andre havde brug for hendes hjælp. Hun fortsatte med at flette og lave kransen, så blomsterne vendte udad og den faktisk så ud til at blive ret flot. Hun studerede den kritisk et øjeblik og så ud af øjenkrogen hvordan pigen samlede denne kugle og fik den til at svæve ved siden af sig. Hun så dog først op da blomsterne kom. Hun smilte venligt til pigen og tog, i en langsom bevægelse, blomsterne.
”Tak” svarede hun og begyndte at flette blomsterne ind i kransen.
”Du er frygtsom for din omverden og alligevel ejer du så stærk magi, at du kan manipulerer det hele med din vilje” kommenterede hun. Det måtte være naturens måde at holde tingene i balance, at give denne pige så mange kræfter, men gøre hende for bange til at bruge dem.
”Mit navn er Maureen. Jeg er her for at rådgive kongen i nogle vigtige sager. Men jeg rejser snart igen, sammen med Rasputin, her” hun gjorde en let gestus mod fuglen, som lige nu var fuldstændig ligeglad med dem begge. Hun sagde ikke mere, men arbejdede blot videre med kransen. Til sidst var hun færdig med den. Hun studerede den et øjeblik, før hun satte den på sit eget hovedet, som en krone. Man kunne nu se blomsterne sad i et mønster, så farverne komplimenterede hinanden og at det næsten virkede som om kransen lyste op på hendes hoved og gjorde hende til dronning af blomsterland. Hun sad der et lille øjeblik og grinte svagt, som var hun intet mindre et selv et barn, før hun tog den af igen. Hun lagde den foran sig. Så rejste hun sig op og børstede skidtet af sin kjole. En lille trylleremse gled fra hendes mund og da hendes hånd gled over hendes kjole, forsvandt alle skygger af jord og andre ting der kunne plette den. Her var køligt og hun ville gå nu.
”Kransen kan du tage hvis du har lyst. Jeg kan altid lave flere...Rasputin, kom!” Kragen lettede fra jorden og fløj op på Maureens udstrakte arm, hvor den satte sig til rette. Maureen lod en finger nusse den på brystet, da hun vendte ryggen til pigen og begyndte at gå væk.

[Ahriana "Master of Time"]

At blive behandlet på denne måde var Ahriana meget ukendt. Hun var vant til at blive behandlet som et spøgelse, som om hun ikke eksisterede hvilket hun var godt tilfreds med. Kvinden her gjorde som Jophiel. Hun prøvede at gøre sig selv mindre farlig end hun var. Hendes hjerte begyndte at falde en smule til ro selvom det efterhånden havde kørt på højtryk længe. Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede kvinden lave den flotte krans. Hun var dygtig. Det var da helt sikkert. Nysgerrighedden begyndte stille at melde sig i hendes indre. Hun kravlede ikke længere frem men strakte sig for at kunne se bedre. Det lille tak som hun modtog fik det til at gibbe i hende men hun fjernede sig ikke igen. At kvinden havde set hende bruge sin magi havde hun ikke lige tænkt over. Tænkende folder meldte sig i hendes ansigt. Det var en meget god observation. Ahriana var stærk, det havde hun jo fået af vide af sin mester så forbandet mange gange men hun havde aldrig rigtig brugt sine evner på andet end de små ting. Hun kunne ikke og ville ikke slås. Hendes magier blev brugt som forsvar, som et skjold for hende selv. Hun havde aldrig brugt dem mod et andet individ. Ikke en gang i hendes træning.
Da kransen blev færdig og blev sat på Maureen's hoved fulgte Ahriana nysgerrigt med. Den var flot, rigtig flot faktisk. Hovedet tiltede let som hun lyttede til hvad kvinden havde at sige. Interessant. Selv havde Ahriana været rådgiver for en tidligere konge men hun havde ej talt med den nuværende. Da kvinden rejste sig for at gå bed hun sig stille i læben. Hun ville egentlig ikke have det. Kvinden virkede varm nok selvom følelsen af en mørk race ikke var til at benægte fra hende. Som hun forlod stedet hvor hun havde siddet kom Ahriana let på benene. Hun holdt lidt om sig selv. "Ahriana. Mit .... Mit navn er Ahriana" hendes stemme var lille, næsten ikke meget mere end en hvisken som hun et sted inderligt håbede at Maureen hørte. Hun ønskede ikke at kvinden skulle gå. Hun ville faktisk gerne have nogen at snakke med selvom det måske virkede som om kvinden ikke havde alverdens tid. Det var ikke ligesom med Jophiel som bare gav hende alt den tid i verdenen som hun behøvede da de var sammen. Hun savnede ham faktisk. Han var indtil nu den eneste som hun virkelig havde lukket ind i så forfærdelig mange år. Forsigtigt løftede hun blikket og vendte det i retningen af kvinden og hendes fugl. Hvordan hun mon havde fået fuglen til at blive ved hendes side på den måde? Dette var en tanken som forundrede og fascinerede Ahriana utrolig meget.

[Deleted]

Hun stoppede op og drejede sig halvt om mod pigen med et svagt smil. Hun havde troet at hun skulle gå, trods alt tog det lang tid at få en frygtsom person til at åbne lidt op eller måske bare at få denne til at tale og desværre havde hun ikke flere uger til at sidde her hele tiden, hvor behageligt det end virkede. Hendes hånd gled op til hendes løse hår og trak det lidt tilbage, da noget af den var gledet ned over hendes ene skulder og kildede hende på halsen. Hun nussede kragen igen.
”Ahriana er et flot navn” smilte hun venligt til pigen. Efter et øjeblik, hvor hun ikke vidste om hun burde gå eller blive, valgte hun at gå tilbage og sætte sig igen. Hun lod Rasputin hoppe ned på jorden. I et øjeblik drejede den hovedet og så på Ahriana med det ene øje, som forstod den og så den meget mere end de to kvinder selv ville. Så begyndte den at hoppe rundt efter flere insekter, mens den til tider så mod Maureen, som ville den tjekke at hun stadig var der. Maureen smilte til sin krage, som uden tvivl var det kæreste eje hun havde. Rasputin havde altid været der for hende, siden hun havde lært ham at kende. Hun havde altid haft noget for dyr...Hun havde et terrarie hjemme i en af sine hytter fyldt med skorpioner. Men disse dyr, hvor flotte og stærke de end var, skræmte folk og fik dem til at tro hun var ond, så hun havde hurtigt valgt at lade dem blive hjemme. For ikke at nævne hun også var venner med nogle katte. Men Rasputin var den mest specielle af dem alle. Han forlod hende aldrig og lige meget hvor hun tog hen, kom han altid flyvende, for at holde hende med selskab. Hun så ned på kransen et øjeblik, før hun foldede sine ben op under sig, så hun kunne holde sine fødder varme. Her var jo ikke ligefrem alt for varmt, trods hun havde prøvet værre.
Hun så at Ahriana var interesseret i kragen.
”Rasputin. Han er er min krage. Da han var en ung fugl havde han brækket vingen, så jeg overbeviste ham om at han havde brug for hjælp og tog ham med hjem. Siden da har vi været sammen, han har aldrig forladt mig” hun så selv på Rasputin med et kærligt blik og et svagt, næsten umærkeligt suk.
”Han er så blid og klog. Han gør ingenting” forsikrede hun og så endelig tilbage mod pigen med et svagt smil.

[Ahriana "Master of Time"]

Under normale omstændigheder ville hun bare have været så bange at hun ville have løbet og selvom frygten da hvilede i hendes indre så valgte hun alligevel at tage et initiativ. Med Jophiel i tankerne så var det ikke så svært. Verdenen virkede mindre skræmmende nu hvor hun turde stå på egne ben en smule. Hun bed sig stille i læben. Hendes blik hvilede på kvindens skikkelse som hun nussede kragen. Ahriana's øjne var specielle. Hun havde et ravgult og et blåt. Før havde det skræmt folk væk og hun havde været meget opmærksom på det men ikke længere. En svag rødmen meldte sig i hendes kinder ved hendes venlige ord. Hun var ikke ligefrem vant til at modtage den form for ros på nogen som helst måde. Ikke andet end fra Jophiel men det var nu efterhånden lang tid siden at hun havde set ham. Som Maureen kom tilbage og satte sig på jorden lod Ahriana sig ligeledes dumpe ned. Jorden var efterhånden en smule kold under dem igen og med en forsigtig berøring på jorden dukkede en fin rune op under dem begge og varmen begyndte at brede sig sådan at de kunne sidde der uden at fryse.
Hendes blik hvilede nysgerrigt på fuglen som lystigt hoppede rundt og prøvede på at fange insekter. Tænk at være en fugl og kunne flyve op under himlen og bare være fri? Det var en sjov tanke. Denne fugl var langt mere fri end hun selv var. Da Maureen fortalte om Rasputin og hvordan hun fandt ham gled Ahriana's blik roligt op på hende. "Dyr kan ikke passe sig selv hvis de bliver såret. De har brug for os mennesker til at hjælpe dem ligesom vi har brug for hinanden hvis vi bliver såret" mumlede hun stille og næsten tænksomt. En fugl med en brækket vinge ville aldrig kunne klare sig selv ude i naturen. De ville dø så det var da godt at Maureen havde fundet ham og hjulpet ham. Det var et sted en ret varm ting at tænke på at der var mennesker i denne verden som tog sig tiden til at hjælpe dem som ikke kunne hjælpe dem selv. Det fik et lille smil til at brede sig på hendes læber som hun vendte blikket mod fuglen igen. Han var nu meget sød som han hoppede rundt der uforstyret.

[Deleted]

Hun mærkede varmen brede sig under sig og med et kort blik til Ahriana, fik hun bekræftet at det var hende der sørgede for de ikke frøs ihjel derude, mens de nød hinandens selskab. Det var rart, hun kunne straks mærke at kulden havde været mere hård mod hendes krop, end hun havde regnet med og hvordan varmen fik hende til at slappe af igen. Hun vrikkede lidt med sine tæer.
Hun så på Ahriana med et afslappet blik.
”Jeg er enig” svarede hun så. Hun klappede på jorden ved siden af sig og som var et tegn, de havde indøvet, hoppede Rasputin over til hende, så hun kunne nusse ham.
”Rasputin ville ikke kunne leve. Han ville ikke kunne flyve, han ville have svært ved at samle mad og et rart sted at sove. Og han ville slet ikke være i sikkerhed. Da jeg tog mig af ham, var han sikret alle disse ting, mens hans vinge blev god igen” hun smilte svagt for sig selv. At hjælpe folk havde altid været det bedste i hendes liv. Hun havde selv haft brug for hjælp en dag, uden nogen kunne give hende den. Og nu, hvor hun var vendt tilbage til civilisationen...Burde hun så blive og hjælpe folk? Der var mange der havde brug for hjælp, men at hjælpe dem alle ville være umuligt. Måske var det mere behjælpeligt hvis hun lod folk være, end hun forsøgte at hjælpe bare lidt? Folk kunne komme løbende, når de så hende, for at få hjælp og håb og det kunne knuse hende.
”Vi burde lave en gruppe af folk, der gerne vil hjælpe andre, og støtte hinanden og hjælpe hinanden, med at hjælpe andre” sagde hun tænksomt. På den måde ville man ikke være bange for om man helt selv kunne overskue det, kunne klare det, hver dag. Men det ville kræve tid, energi, kamp at starte sådan en gruppe op.
”Hvis du vil kæle ham, så prøv at kalde på ham” sagde hun så og slap Rasputin. Hun måtte være nysgerrig over at møde ham og kæle ham.