Du kaldte?

[Deleted]

@eriz

Det var nemt at fremstå alvidende, når man blot så sig ordentligt for og lyttede. En kunst mange ikke så til at eje, folk så og hørte kun hvad de ønskede, eller var ikke opmærksom på resten. Men Maureen, der havde lært at være åben for hvad som helst, var ingen nyhed og intet tegn sært eller noget hun ikke ønskede at se...Det gjaldt om at være åben for det hele, ellers ville man over se noget. Dette havde været med til at gøre hende til den, hun var i dag. En stærk og klog kvinde, der kunne tolke sine omgivelser bedre end mange hun havde set. Set, ikke mødt, for hun snakkede ikke med mange, af frygt for at hendes egne meninger ville træde mere i kraft og ødelægge hendes klarsyn.
Det selv samme klarsyn der havde gjort at hun havde set soldaterne og hørt deres spørgende stemmer, før de end fandt hende. Hun havde smilt for sig selv, huskede hun tilbage, og skyndt sig væk fra civilisationen. Kun så meget væk, at hun kunne rejse uhindret gemmen landet, til Rimhias City og dens slot, hvor hun endnu en gang indfandt sig. Uden soldater, der kunne have fortalt hende at hun var ønsket, uden soldater der kunne have vist hende herhen.
I dag var hun ikke klædt i den dejligt neutrale farve, som var hvid. I dag havde hun en sort kjole på. Det var dette! Enden var hun klædt i hvid eller i sort, to sider af hinanden og i perfekt balance. Kjolen gik helt ned til gulvet og skjulte hendes bare fødder, den gik over hendes ene skulder, så hun havde den anden fri, for her sad hendes krage. Men selv om hendes fødder var skjulte, bar de endnu disse metalringe, der raslede når hun gik. hun havde endnu armbånd på den ene overarm, den overarm tilhørende den frie skulder. På den modsatte arm hang nogle armbånd løst om hendes håndled. I ørerne sad disse store øreringe, omend de var mere simple i dag, blot store ringe med et par sten i. Hendes lange, sorte hår var løst og bølgede ned over hendes ryg, blev næsten til et, med kjolen.
I et mørkt land skjulte man sig bedst mørkt. Hun var mindre i øjefaldene sådan her og i dag ønskede hun ikke at være i øjefaldene. Denne gang spurgte hun ikke en tjener. Hun huskede vejen til Macarias kontor og hun gik selv derop, selv da der kom en tjener løbende og krævede hun ventede. Gik så vidt som til at sige hun ellers ville blive sur og slå dem alle sammen...
Hun grinte let og vendte sig tålmodigt om mod tjeneren.
"Jeg skal snakke med tjeneren og ingen må forstyrre os, medmindre hun selv sender bud" sagde hun ligeud og fortsatte så, inden tjeneren kunne nå at protesterer. Til sidst lagde hun hånde mod døren, ind til Macarias kontor....
Denne gang bankede hun på. Trods alt kom hun helt uventet og hun ville ikke fange denne kvinde på det forkerte ben.

[Deleted]

Banken på døren afbrød kort Macaria. Den utilfredse greve som hun var i rum med, lagde armene over kors, og så skeptisk på hende.
”Venter du besøg?” spurgte han gnavent. ”Jeg er ikke færdig med dig endnu!”
Macaria måtte holde sig fra at rulle øjnene, og rejste sig fra stolen, hvor hun havde sættet tålmodigt, for at lytte til alle grevens punkter, hvor han var uenig i den måde Dvasias blev styret på. Det meste handlede om, at han ikke mente han fik respekt nok, indflydelse nok, penge nok. Altid det samme. Hun havde haft hundrede af den slags inde hos sig. Specielt efter Manjarno, var de strømmet til, for at kræve en bid af kagen. De ville have land, byer, undersåtter. Hvis hun havde vidst, der kom så meget besvær ud af det hele, havde hun ikke engang begyndt planlægning i invasionen. En invasion, som hun ikke længere var en del af.
”Det er nok!” svarede hun greven med en skarp stemme. Det var på tide at sætte sig i respekt. Med faste skridt gik hun rundt om skrivebordet mod ham. Hendes ansigt var bestemt. ”Jeg har hørt nok på dig! Hvis du ikke er tilfreds må du gå til dronningen, og så kan du se hvad hun siger til det! Det her møde er overstået!”
Greven åbnede munden, for at svare hende igen, men en finger blev peget mod døren.
”Som du kan høre, har jeg andre gæster! Jeg sagde ud! Eller vil du gerne en tur i fangehullet først? Prøv mig ikke af, Greve!” truede hun skarpt som en flintesten, og mødte Grevens arrige blik, inden at han drejede om på hælen med et slag fra sin kappe, og stormede ud af døren. Så hurtigt at han var lige ved at støde ind i personen, som havde banket på. Macaria genkendte hende med det samme. Hvordan kunne man andet? Lettelsen skyllede igennem hende, og hun kunne ikke holde et lille smil tilbage. Lige hvem hun havde brug for.
”Kom indenfor. Du har aldrig fortalt mig dit navn, så jeg ved ikke, hvordan jeg skal tiltalte dig,” sagde hun til den mystiske kvinde, som hun havde brugt en uge på at lede efter. Endelig var hun kommet.
Macaria var iklædt en sort kjole med åben ryg, så den ikke irriterede hendes skadet ryg. Selvom det ikke gjorde så ondt længere, var det stadigvæk et stort, drabeligt bevis på hvad hun havde været igennem. Fra stedet for sølvspyddet havde ramt, strakte der sig snoede, knudret ar ud over hendes ellers så glatte ryg. Den ville aldrig blive pæn igen.
Ildstedet var som altid tændt op bag hende. Det fik hendes hår til at gnistre op i utallige nuancer af rødt, som det var samlet i en løs frisure, der holdte det væk fra ansigtet. Hun lignede i sandhed dronningens højre hånd – pånær at hun som altid ikke havde sko på. En gammel vane fra hendes opvækst.

[Deleted]

Hun kunne høre utilfredse stemmer bag døren og trådte et par skridt væk fra døren, til en længde hun mente var sikker nok, skulle nogen fare i hovedet på hende. Tålmodigt ventede hun, som altid med hænderne samlet foran sig.
Med et gik døren op og en ganske arrig mandsperson ilede ud og havde nær væltede hende. Elegant trådte hun et skridt til siden og reddede sig selv fra et ellers akavet fald, der kunne have rystet hende helt ud af sin rolle. Ganske uhørligt gled en lille forbandelse over hendes læber. Måtte manden falde ned af trappen og brække benet. Hendes ene hånd ved gledet frem og havde lagt sig mod væggen, ligeså for at undgå hun ville falde og blive til grin. Noget hun aldeles ikke havde planer om.
Hun rettede sig hurtigt op igen og var glad for at dette ikke havde været nok til at Macaria ville grine af hende eller ikke tage hende alvorligt. I stedet så...Macaria noget nær glad ud, for et øjeblik, ved synet af hende. Hun nikkede en gang, svagt, for sig selv ved denne konstatering, før hun gik indenfor og lukkede døren bag sig, så de kunne være alene.
Hun smilte svagt til Macaris og gjorde tegn til om de skulle sætte sig ned, før de begyndte at tale.
”Tiltal mig som De finder passende, Rådgiver” svarede hun diplomatisk.
”De har ledt efter mig. Ganske finder jeg det ikke fornøjeligt at have en samling tossede soldater løbene i mine fodspor. De vil også finde ud af at ingen vil vide hvem jeg er eller hvor jeg er. Deres søgen har været ganske frugtesløs” kommenterede hun glat. Hun havde trods alt måtte tage en omvej, for at slippe for soldaterne og deres hårde attitude, hun slet ikke fandt passende at beskæftige sig med.
Hendes ene hånd gled op til kragen og kragen gik over på hendes hånd, som en tam papegøje. Hun tog den ned foran sig og lod en hånd glide over dens skinnende fjerdragt. Macarias hår skinnede i lyset fra pejsen og oplyste hende, som var hun lavet af ild eller med en krone af ild. Også dette var et tegn. Som næsten alting var. Men hvilken tolkning skulle hun ligge i det?
”De ser mere sund ud i dag. Dette glæder mig. Jeg kan fornemme Deres arbejde ikke er blevet nemmere den sidste uge” En lille kommentar til at hun noget nær var blevet løbet ned i døren.

[Deleted]

Beklageligt gjorde Macaria en gestus mod hånden, efter at have sat sig i sin stol bag skrivebordet igen.
”Jeg var nødt til at finde en måde, at kontakte Dem på. De havde hverken givet mig et navn, eller en måde at snakke til dig på, hvis jeg skulle ønske det. Ganske upraktisk,” svarede hun, men med en henkastet tone, som for at understrege, at hun nu ikke tog den slags tungt. Nu var kvinden her jo, og det var hvad hun ville. Med hensyn til arbejdet… Åh hvis det dog bare kun var arbejdet.
”Jeg har haft tid til at komme mig siden Manjarno,” fortalte hun, og hvilede hovedet i den ene hånd, mens hun betragtede kragen på kvindens hånd. Hun tænkte på alt det, hun havde været igennem. Det var ikke kun ryggen, som havde fået ar. Dog havde Enrico’s brev hjulpet hendes mørke humør en smule. Selvom det ikke ændrede noget, varmede det da en smule, at han tænkte på hende. Hvor meget det så end var værd.
Hendes blik faldt til hånden, der slyngede en blækpen rundt om fingrene.
”Sidste gang vi snakkede… du sagde, jeg var blevet til en skygge af mig selv,” fortalte hun tankefuldt. Det var første gang, hun havde en samtale med en person sådan her efter Manjarno. Ingen havde givet sig tiden, var interesseret, eller bekymrede sig om hendes tilstand. Ingen. ”Du havde ret. Jeg er blevet en skygge af mig selv. Før dansede jeg ubekymret gennem det evige liv, uden at noget kunne nå mig. Sådan er det ikke længere. Realiteterne har grebet fat i mig. Problemerne er utallige, og jeg ved ikke længere hvem jeg er, eller hvad jeg skal gøre med mit liv. Jeg har mistet venner, mening og dele af mig selv, som jeg ikke troede, at jeg havde.”
Blækpennen hvirvlede hurtigere rundt om de fem fingre.
”Fortæl mig at jeg er svag og ynkelig. Fortæl mig jeg skal tage mig sammen, og blive en tom skal af mørke, som de andre, jeg før i tiden ynkede, fordi at de ikke var frie. Jeg kæmper for mig selv, og føler dog jeg har tabt alt.” Med en opgivende, frustreret lyd, begravede hun ansigtet i sine hænder. ”Jeg vidste, det var en dum ide at tage det her job.”

[Deleted]

Hun smilte svagt og satte sig i den tildelte stol. Hun rettede lidt på kjolen, så den gled over hendes krop, næsten uden folder. Kragen blev sat på bordet, men den ødelagde intet, i stedet blev den siddende og begyndte at nusse sine fjer eller se gennemborende på dem begge.
”Dette er Rasputin. Han er min krage” introducerede hun, ganske afslappet, som var det ganske normalt at introducerer sine dyr til andre på denne måde. Men hvis hun ikke selv tog det seriøst, ville ingen andre vel gøre det samme.
”Rasputin, dette er Macaria, Dronningens rådgiver. Lær hinanden at kende. For Rasputin vil blive din eneste sikre måde at kontakte mig på, for mig hjem ligger i naturen” svarede hun en smule svævende.
”Han vil ikke blive her, det tror jeg ikke nogen af jer har godt af. Men han vil komme forbi regelmæssigt og kan bringe beskeder. Kan du ikke skrive, så blot overfør din besked i dit sind, i din stemning. Dyr kan altid mærke ens stemning” en kærlig hånd gled frem og over hans fjerdragt. Han var noget af det kæreste!
Nu da de havde det på plads, lænede hun sig tilbage i stolen og kiggede på Macaria. Hendes sidste møde havde fungeret perfekt, konstaterede hun, for Macaria var åben og viste sin fortvivlelse og satte ord på det. Det var en godt start og rolig blev hun blot siddende og lyttede. Macarias elendighed var til at tage og føle på, den påvirkede hende næsten, følsom som hun var for forandringer, og gjorde hende selv trist.
”Du er svag og ynkelig. Du skal tage sig sammen og du skal blive en mørk skal af bundne personer. Sådan, der har du det, jeg har sagt det. Men lyder det vel særlig behageligt? Man kan få folk til at sige hvad som helst, uden de mener det. Men det ved du nok mere om, end jeg gør” hun foldede sine hænder og hinanden. De var lange, slanke og bløde. Leddene var ganske tydelige og hun frygtede selv hun ville få gigt i en tidlig alder.
”At miste sig selv er den største katastrofe man som individ kan komme ud for. Det kan komme fra ens omgivelser og fra de folk, man omgives, men oftere finder du grunden dybt i deres hjerter. At blive opmærksom på problemet er i sig selv et stort skridt, men at ændre det, er endnu større og ikke noget der kan ske på en dag. Det vil tage tid, for du skal opdage dig selv på ny. Se på dig selv, som var du en fremmed du lige havde mødt.” Hendes fingre gled op til de metalringe hun havde om det ene håndled og gled over metallet. Hun havde selv været igennem processen, hun havde selv tabt sig selv. Og derfor kunne hun ikke klare følelsen eller fornemmelsen af andre der gjorde det samme, uden at have evnerne til at komme ud af det igen. Hun var kommet ud af det, stærkere end nogensinde, og hun agtede at gøre det samme nu.
”Start med at fortælle mig om de værdier der betyder noget for dig” spurgte hun så. Umiddelbart kunne det ses som uden relevans. Men åh, det havde masser af relevans. Det ville hun snart indse.
”Fortæl mig om den Macaria, du gerne vil være”

[Deleted]

Macaria drog et suk, og strøg en hånd gennem sit lange, bølgende hår, mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Hvem ville hun gerne være? Hvilken værdier havde hun? Der var så mange ting, som både var ødelagte, eller havde ændret sig. Det største var nok det, som havde ødelagt hele hendes fremtid, samt det syn, som hun havde på sig selv. 
"Jeg.... " Hun måtte tage en dyb indånding, før hun kunne sige det. "Jeg... kan ikke føde børn. Det er noget jeg er født med. Jeg har først lige fundet ud af det, og... min store drøm, var at få børn."
Da hun sagde det, kunne hun mærke maven knuge sig sammen til en hård klump, og hun måtte bide sig hårdt i underlæben, for at holde følelserne tilbage. Hvor havde det dog været et chok, da healeren havde fortalt hende det. Det var ikke engang meningen med undersøgelsen, men ikke desto mindre, var det kommet frem i lyset. Hun var steril. Aldrig ville hun kunne give en mand børn. Hendes krop ville ikke opleve en graviditet, og hun ville aldrig nogensinde, komme til at holde sit eget barn i armene. Det var ikke fair. På ingen måde fair. Ikke for én som hende, der havde ønsket et barn så inderligt. Hvilken mand ville også have en kvinde, som ikke kunne føde ham raske børn? Ingen. En fremtid med familie var ødelagt for hende. 
Hun lænede sig helt tilbage i den behagelige skrivebordsstol, så hun næsten forsvandt, mens hænderne strø over armlænene. Blikket var rettet stædigt ned mod bordet. 
"Derudover har jeg mistet venner. Jeg er ikke uden følelser, som de fleste andre. Jeg bekymre mig for folk, kommer tæt på dem, og får følelser. Venskaber er vigtige for mig, og jeg har mistet... så forfærdelige mange. Alle sammen på grund af det her rådne job," forsatte hun, og smagte bitterheden, som et surt opstød i hendes mund. Det fik hende til at rynke på næsen. "Mine værdier er splittet op mellem pligt og mine personlige meninger. Indtil videre har jeg fulgt min pligt men.... den er hård." 
Først nu hævede hun surt blikket op mod kvinden. Ikke fordi hun var sur på hende overhovedet, men fordi tankerne formørkede hendes sind. 
"Jeg ved, jeg burde være stærkere end det her. Hård, kold og kynisk, men jeg har ikke mørket i mit sind. Jeg er en vampyr. Ja, jeg dræber mennesker, men det er for at få føde. Derfor kan jeg sagtens holde af."

[Deleted]

Hun studerede Macaria, som kvinden ransagede sit sind, for at finde ud af hvad der betød noget. Svarene var ganske normale, omend mange i Dvasias ikke forstod betydningen af disse ting eller værdsatte dem. Mange påstod de aldrig ønskede sig sådan noget og nogen ville nok stemple Macaria for sær eller svag. Men det var ikke en svaghed, men tværtimod en måde at holde tingene samlet, holde folk samlet og sikre samarbejde. Ting landet i den grad manglede.
Uanset hvad Macaria sagde, blev hun siddende, stille og blot lyttede. Der var ingen medlidenhed, selv om hun inderst inde led sammen med Macaria. Hun kunne nærmest smage hendes elendighed, hendes sorg over disse ting og hendes frustrationer. Hvordan hun kæmpede med at holde tingene på afstand, selv om de var lige foran hende.
Men uanset hvad tvang hun sig selv til at være neutral. Det var ikke på sin plads hvis hun selv brød sammen lige nu. Og dog...Kunne hun ikke lade være. Hun rejste sig fra stolen, uden at afbryde hende og gik over ved siden af hende. En af hendes slanke hænder lagde sig blødt mod kvindens skulder. Der var intet ynkeligt over handlingen og hun vidste ikke om Macaria ville skubbe hende væk, fordi hun ikke var van til at bearbejde følelserne og tankerne så åbent. Dette var ikke et udtryk af medlidenhed eller for at stoppe hende. Det simpelt bare var.
Hendes hånd lå mod Macarias kolde, blege hud. Både som en trøst, for at opildne hende til at sige mere, for at støtte og for at styrke. Hun forstod kvindens smerter...Hun kunne næsten mærke dem på hendes egen sjæl og hun fik næsten ondt i maven ved ordene. Drømte hun ikke selv om familie en dag? En dag der så ud til at være så langt væk...
Da Macaria var færdig, flyttede hun sin hånd, for ikke at virke for akavet eller påtrængende, medmindre Macaria allerede havde skubbet den af sig. Hun gik tilbage til sin stol og satte sig i den.
”Hvori ligger styrke? Hvilken styrke er det du taler om og hvem har du skuffet, ud over dig selv?” spurgte hun, men det virkede ikke som om hun forventede svar, men mere spurgte for at få Macaria til selv at tænke over det.
”Dine værdier er familie, er børn og er venskab. En af dine værdier er også følelser, i et ellers følelsesløst land.” Det kunne i sig selv ikke være nemt. På nogen måde.
”Du er pligtopfyldende. Men lige nu ser vi bort fra pligter og vi ser på dig som person. Husk disse værdier. Lad os nu gå til det første problem. Lad det aller første problem, der komme til dig, være det første problem jeg høre om. Sid ikke og tænk over hvilket problem du skal vælge...Dit sind vælger det selv for dig. Blot fortæl mig om det første du tænker på” bad hun rolig.

[Deleted]

Hvad hun først tænkte på? Der var et hav at problemer, og Macaria kunne knap nok holde styr på, hvilket et af dem, som var den højeste prioritet. Automatisk vandrede hendes tanker rundt, så hun næsten kunne se alle de scenearier, der havde efterladt hende søvnløs, rastløs, bekymret og ensom. Hun lukkede kort øjnene, og holdte to fingre mod panden, mens hun prøvede at slappe af, og lade sindet styre som kvinden sagde. Hvad var det første hun tænkte på?
Èn person dukkede frem. Men... den person var viklet til en anden. To problemer der var bundet sammen til et, og hun kunne ikke gøre noget ved det.
"Jeg... havde engang en... person - en ven," startede hun tøvende, uden at vide, hvordan hun skulle forklare det. Det var så kompliceret, at ikke engang hun, vidste hvordan det hele hang sammen. "Han er en dødsengel. Speciel, unik, anderledes. Nogle ser ham som et monster. De ser ham som noget, man skal frygte, uden følelser, tanker, eller drømme. På sin vis har de ret. Han er en man skal frygte, men... jeg nåede at opleve ham på en anden måde. Jeg kom til at holde af ham. Ikke som noget romantisk, men... som en ven. En god ven."
Var det hvad Zean var blevet? En ven. Da hun havde besøgt ham hos dødsenglene, havde hun sovet som en sten. Ikke nogle mareridt, om at vågne begravet på en trone, hvor enten Zean var død eller slet ikke var der. Hun havde følt ro.
"Vores venskab af ødelagt af grunde, jeg ikke helt ved hvorfor. Han er ret unik. Derudover ser han også en farlig kvinde, hvis interesse er at skille os endnu mere ad. Så... jeg har mistet ham. En god ven. En ven jeg fandt ro hos," forklarede hun, og prøvede mens at hun snakkede, at finde orden i det hele. Hun kunne mærke det gjorde ondt. Det sted hvor Zean havde været. De havde ligget i sengen, og holdt om hinanden. Bare holdt om hinanden. Sovet i hinandens arme. Tætte. Hun pustede dybt ud, og prøvede at tage sig sammen.
"Før i tiden når jeg drømte om ham, var han min beskytter. Han passede på mig. Nu forvandler han mine drømme til mareridt. Jeg ser ham stå over mig, ting brænder bag ham. Han vil dræbe mig. Bag ham står en kvindelig skikkelse, og griner ondt. De begge to griner. Og så angriber han."

[Deleted]

Hun så roligt på Macaria, mens hun tænkte. Det kunne være svært at vide hvilket problem der fyldte en mest, men Maureen havde en ide om hvilke former for problemer der måske ville betyde mest for hende. Og hun fik ret. Det var først da Macaria begyndte at fortælle om en af sine drømme, hun følte sig kold. Som om hele luften omkring hende var kold. Drømme var ikke bare tåbelige fantasier, drømme var beskeder fra ens ubevidste, den brugte kendte personer og kendte scenarier og ting til at fortælle en om problemer og måske endda løsninger. Enkelte troede endda de viste fremtiden. Nonsens. Ingen kunne se fremtiden, sagde hun bare. Som en af hendes værdier omhandlede venskab, var et af hendes nagende problemer også om venskab.
”Godt. Lad os fokuserer på dette problem. Fortæl mig hvorfor i ikke længere er venner. Og fortæl mig så hvad den kvinde, med disse værdier vi fandt, ville gøre ved det” bad hun.
Ikke hvad hun måske ville gøre eller ikke gøre, ikke hvad den ødelagte Macaria kunne finde på og ikke kvinden, der fungerede som rådgiver. Men den kvinde, hun prøvede at finde frem igen og den kvinde hun ville være.
Kragen vraltede hen over skrivebordet og kiggede skiftevis på dem og på de ting, der lå på Macarias bord. På et tidspunkt skræppede den, så baskede den let med vingerne, da den satte af fra bordet og søgte hen til Maureens trygge skød. Hendes hænder hilste den automatisk og omfavnede fuglen i kælen, en ting de åbenlyst havde gjort mange gange, for hendes hænder fandt selv de steder, hvor kragen mest nød det og hun ikke så meget som så ned på fuglen, trods hun stadig holdte mere af den, end nogen anden. De var, som altid, sammen om dette. Fuglen var hendes største svaghed. Uden den var hun ikke sikker på hun ville have haft styrke nok til at forlade sine skjulesteder og opsøge folk igen.

[Deleted]

Et skuldertræk var det første svar, som hun kunne give kvinden. Hvorfor var de ikke venner længere? Listen var lang. Rigtig land. Nogle af tingene var misforståelser, andre var mere... seriøse. Hun kiggede ind i flammerne, mens hun spekulerede på Zean. Det var gået galt, dengang han var kommet til hende med dødsenglene.
”Han er... leder af dødsenglene,” forklarede hun som en start. ”Han vil give dem et sted for sig selv, og ville have jeg gik til dronningen, for at overtale hende, til at støtte op. Jeg blev fanget mellem at hjælpe ham eller hjælpe min dronning. Det endte med, at jeg måtte følge mine pligter, og sige nej til ham. Han blev... rasende. Siden da har han ikke stolet på mig, eller ladet mig komme ind til ham igen.”
De havde selvfølgelig haft nogle dejlige dage, hvor hun havde besøgt ham i hulerne, men der havde han stadigvæk været fjern, mistroisk, og uden et eneste smil. Godt nok havde han vist hende, det mest værdifulde i hans liv, og havde kort trøstet hende, da hun havde fortalt om sin sterilitet, men... der havde været en mur omkring ham. En mur der ikke havde været der før Manjarno.
”Jeg gjorde hvad jeg kunne. Jeg besøgte ham bagefter, for at støtte ham som mig selv, men han afviste og var utilnærmelige. Jeg har ikke hørt fra ham siden,” afsluttede hun, og drejede hovedet ned mod sin håndflade, for at gnide sin pande. Det var svært at snakke om det her. Specielt når det gjorde så ondt, og hun følte sig så håbløs omkring det.
”Hvad skal jeg gøre? Skubbe mine pligter og mit arbejde til siden, for at hjælpe ham? Og hvad hvis dronningen finder ud af det? Jeg kan ikke bare sådan, gøre den slags, men det forstår han ikke. Og det hjalp ikke at give ham hele min opsparing, støtte ham som mig selv, eller åbne op for ham. Han er så... utilnærmelige. Han har lukket af for mig og...” Hun bed tænderne sammen, og lukkede øjnene ”... og jeg savner ham så meget.”

[Deleted]

Det lød som om denne Zean var en værre en. Han lød som en der ikke kunne eller ville kende forskel på hvornår noget var ment personligt og resten blot var arbejde. Hun tænkte over det et øjeblik. Denne Zean var tydeligvis et problem og hun tvivlede ikke på at han var svær at have med at gøre. Blot det at han var dødsengel fortalte han havde et mindre følelsesregister og fornemmelse for verden omkring ham, end alle andre havde. Noget de var født med, for ellers kunne de ikke leve af andres smerter og død, uden at falde grædende til jorden hele tiden. I sandheden et af naturens særeste væsner. Personligt mente hun de var her for at minde dem alle om de smerter der var en del af og for at opildne folk til at bekæmpe det med noget bedre. Ikke direkte englene, men blot gøre noget andet i sin hverdag, end skabe smerte, for det var der allerede nogen der gjorde. Men det var blot hendes mening og det betød intet lige nu.
”Tydeligvis var dette noget der betød meget for ham.” dødsenglenes leder...De havde ikke haft en leder i lang tid. Dette var interessant. Og det måtte heller ikke være nemt.
”Dødsenglene har været uden leder længe. Pludselig har de en. Der er ingen tvivl om at han også må gå igennem nogle store problemer. Problemer, som han troede jeres venskab kunne hjælpe ham med. ” Mest af alt lød det også lidt som om manden prøvede at udnytte hende. Men hun vidste intet andet om manden og sagde derfor intet om det.
Hun bedømte han nok ville blive bedre, når han fik sig et sted til sine dødsengle og kunne falde lidt til ro.
”Det betød meget for ham. Og dog sagde du nej til ham. Dette kom i mellem jer. Du sagde nej til ham, da han havde aller mest brug for din hjælp, eller i hvert fald til at skaffe noget der ville hjælpe ham. Ville det have skadet at have spurgt dronningen uanset?” foreslog hun.
”Måske ville dronningen sige nej. Måske vil hun sige ja. Uanset hvad ville dit venskab være intakt og denne dødsengel uden problemerne i selv at finde et sted. Dronningen ville få mulighed for at tage et valg, om hun vil kendes ved dødsenglene eller ej” Hun var ikke rådgiver. Men som hun så det var der masser af land til dem alle sammen og der ville uden tvivl også være et rum for dødsenglene. Hun havde ikke været der, da det skete.
”Svarede du ham som en rådgiver eller som ven, da i snakkede om det?” spurgte hun ligeud. I hendes ører lød det til at Macaria havde været begravet i arbejdet og måske ikke kunne se ud over en venskabelig tjeneste, men mere havde sagt nej fordi hun som rådgiveren enden ikke mente det var en god ide eller relevant. Men en rådgiver var ikke dronningen, denne var dronningens rådgiver og kunne komme med forslag til dronningen dagen lang. Men i sidste ende bestemte dronningen. For hende at se var der to løsninger på problemet. Den ene mere sikker end den anden.

[Deleted]

Jo mere hun snakkede, jo mere skyld begyndte at tyngde Macaria. Det som Maureen sagde, var jo rigtigt. Macaria vidste ikke hvad dronningen ville sige. Hun havde været rådgiver ikke en ven. Ja, som rådgiver ville hun nok have givet ham tørt på, men hun var også Zeans ven. Maureen havde jo ret! Hvordan kunne hun have været så blind! Det var jo akkurat sådan, at hun ikke ville ende! Som Enrico... Dyb loyal til dronningen, så man til sidst glemmer sig selv, og jobbet er alt hvad man er. Macaria havde mistet sig selv. Sine egne værdier. Hun havde været bange for, at Zean ville misbruge hende, hvis han opdagede, at hun i sin magtfulde situation, ville misbruge den til at hjælpe ham, men... hvor var tilliden i ham? Manden havde været klar til at dø med hende! De havde været begravet sammen. Arm i arm.
"Du har ret..." svarede hun, og begravede ansigtet i hænderne. Fortvivlet rystede hun på hovedet. Hvordan kunne hun have gjort sådan? Hun vidste hvor meget dødsenglene betød for Zean. Og med et barn...
"Jeg er nødt til at se dronningen med det samme..." Macaria rejste sig viljefast fra stolen. Hun kunne ikke vente med det her. Hvis nogle kunne tale godt for dødsenglene, så var det hende, og ved guderne hvor ville hun prøve! For Zeans skyld. For sin egen. "Undskyld, men... jeg er nødt til at gøre her om. Tak, fordi du åbnede mine øjne."
Hun smilede taknemmeligt til Maureen, der ikke nok med, at hun havde trøstet hende omkring steriliteten, samt delt hendes sorg, så havde hun også hjulpet hende med at finde sig selv. Det her havde virkelig hjulpet hende meget.
"Jeg kontakter dig igen, når jeg er klar. Lige nu må jeg hjælpe en ven," sagde hun fast, og gjorde et lille buk for hende, mest af respekt, inden at hun skyndte sig ud af døren, for at finde dronningen.

//out

[Deleted]

Hun rejste sig op, da Macaria rejste sig. Det havde været en fantastisk følelse, at se Macaria skamme sig og være ked af det, da hendes øjne blev åbnet, til hvordan hun rejste sig, viljestærk og mere sig selv, end hun nok havde været længe. I et øjeblik så hun ilden brænde i Macarias øjne og hun følte sig godt tilfreds. Det var nok ikke helt overstået endnu, men sandelig havde Macaria fundet lidt af selv og reagerede på det. Hun var klar over at det kunne være svært at vide hvornår man snakkede som venner og hvornår man snakkede arbejde. Men uanset hvad burde folk ikke lægge deres værdier fra dem, det ville kun ødelægge ting. Igen var dette kun hendes personlige mening. Hun var godt tilfreds med dagens arbejde og løsningen på tingene. Dette var netop den løsning hun havde tænkt over og som måske kunne bløde denne Zean op. Kragen fløj op på hendes skulder, da hun havde rejst sig.
Hun smilte lidt til Macaria, som for at styrke hende i hendes valg, hvortil hun bukkede let. Valgene var Macarias, men hun var tilfreds med dette valg. Og så var hun alene i rummet. Lidt efter forlod hun slottet, denne gang i samme skikkelse, som hun var kommet. Med magi slettede hun sine spor og sikrede ingen forfulgte hende, før hun forsvandt ud i naturen og...Blev væk.

//Out