Snowangels

[Deleted]

Hvad kunne hun motivere ham med? Deacon så vurderende på Corina med en tankefuld mine, men uden at ildkuglen i hans håndflade på nogen måde fortog sig. Hans fingre strøg gennem flammerne, som aede han et dyrs pels mellem fingrene. På mange måder kunne man måske beskrive hans flammer på den måde: det var hans tamme kæledyr, trænet til at adlyde hans mindste vink. Trænet til at spinde mod hans fingre, og viser tænder og kløer når han måtte ønske det.
”Jeg er sikker på vi kan finde frem til en eller anden ordning. For denne gang kan vi lade morskaben være mere end nok grund, synes du ikke?” et legende smil trak i hans mundviger. Han betragtede hendes ansigt. Han havde set udtrykket hun havde formet, da hun havde berørt hans ansigt, og han havde set reaktionen, da hun havde ladt sin hånd brænde af hans flamme. Det var sandt hvad de sagde om dødsengle: de var måske uforudsigelige, men der var noget med smerte og død som behagede dem. Gad vide hvor langt man kunne trække den? I en kælen bevægelse løftede han sin ene hånd, og lod sine fingre nærme sig hendes ansigt. Sekundet inden hans fingerspidser berørte huden på hendes kind, var det som om hans fingre glødede med varme, og idet han strøg fingerspidserne over hendes hud, ville han efterlade et spor af varme hvor han havde rørt hende. Der var intet kærligt over bevægelsen, men den kunne umuligt beskrives som andet end intim og pirrende – specielt for én som Corina, som så ud til at nyde den slags. ”Jeg tror godt vi kan finde ud af en løsning på det her… en som vil gavne os begge to.” tilføjede han med et glimt i de nærmest gyldne øjne. Sandt at sige var han ikke sikker på hvad han skulle bede hende om til gengæld – specielt når sagen var, at han selv nød at gøre dette. Hvis det var så livsvigtigt for hende som hun antød, kunne han i teorien bede hende om hvad som helst – problemet var at han ikke kendte Corina, og ikke vidste hvad hun kunne give ham. Med tiden skulle han nok finde på noget. Hans fingre strøg flygtigt ned af hendes hals, og efterlod endnu et spor af varme. Det ville føltes som om hendes hud brændte, samtidig som det ikke var nok til at efterlade nogle mærker over hendes hud. Som en pirrende berøring.

[Deleted]

Et sted kunne hun ikke være mere end enig med ham, men hun var dog i tvivl om hvor vidt han ville kræve noget til gengæld senere, så det satte lidt tanker i gang, skønt hun virkede naiv og blændet af sin egen fascination af hans væsen, var hun i stand til at tænke sig om en ekstra gang. Dog elskede hun at leve livet på kanten til fare, og så farligt virkede dette nu heller ikke, desuden kunne man godt blive bidt i røven uden at miste den. Lige den tanke var nok til hun blot trak lystigt på smilebåndet og sendte ham et blik med gejst.
"Bestemt!" Svarede hun, det var jo lige der belønningen lå, det var sjovt, man følte sig i live, det tændte noget i en. For hende var det følelsen af magt, over liv og nød, men samtidig hver eneste detalje i drab og tortur som måtte fængsle sig i hendes krop og bygge lyst og begær op. Hun elskede det! Det var rent forspil, hvis ikke også næsten lige så godt som sex! Corina kunne jo ikke lade være med at smile, det her var helt fantastisk, hun havde mødt en som lærte hende noget nyt om død, skønt hun havde levet i flere tusinde af år. Hvordan kunne hun have undgået et møde med sådan en fantastisk skabning? Godt nok ikke en dødsengel, men hans funktion var vidunderlig, det han kunne gøre. De varme fingre mod hendes kind fik hende til at gispe kort, hun var så kold i forhold til, det brændte, åh så dejligt og hun måtte bide sig hårdt i læben og give et lille stamp fra sig ned i jorden hvor hun stod. Puha, den mand var faktisk lidt skræmmende, den magt han i bund og grund kunne have over hende hvis hun først blev afhængig nok af ham. Hun rystede tanken af sig, hun havde ikke brug for en mand, aldrig mere! Måske lidt lige nu, bare lidt. De tilføjende ord fik hende til at løfte et bryn spørgende som hun igen åbnede øjnene for at se på ham, det var sådanne ord hun skulle være varsom omkring, hun var jo sådan set en okay vigtig person og havde mange forbindelser, men han kendte intet til hende endnu. Heldigvis, måtte hun næsten tænke for sig selv. Fingrene som forsatte ned over hendes hals denne gang fik hende til at læne hovedet en smule bagover, hendes øjne lukkede sig i igen, hvorfor var det lige hun lod ham gøre det her? Hun snappede efter vejret og mærkede sit hjerte pumpe derud af i vildskab, hun forstod slet ikke hvorfor hun lod ham, men et sted, ville hun jo have han blev ved og så alligevel ikke. Så splittet. Hun måtte ud af det!
"Du hyler mig ud af den, hvad var det nu vi snakkede om?" Mumlede hun så, bare for at prøve at komme lidt tilbage på jorden og få jordforbindelse. At lege med ild var farligt, hun kunne jo miste sig selv helt hen til det. Hun rystede blidt på hovedet og lod kort sine fingre glide hvor hans havde været, det gik virkelig ikke det her!

[Deleted]

Deacon kunne ikke holde et frydefuldt smil tilbage, da han så hvordan Corina reagerede på hans berøring. Han havde bestemt ikke fejlvurderet hende: det så virkelig ud som om hun fik fysisk nydelse fra dette. Han forventede næsten at høre hende stønne. Han mente faktisk at han havde mærket hendes krop sitre, men han var ikke sikker på om det var ren indbildning eller ej. Måske havde det været ønsketænkning. Han havde aldrig set nogen reagere på samme måde overfor hans flammer, og han ville lyve hvis han påstod at han ikke var en smule… betaget af det.
Måden hun snappede efter vejret på fik kun hans smil til at vokse sig bredere, men det så da ud til at hun kom lidt mere til sig selv, så snart han trak sin hånd til sig. Han kunne dog næsten se hvor splittet hun følte sig – forvirring regelret strålede ud af hende, der hun rystede på hovedet og berørte sig selv, hvor hans fingre havde vandret over hendes hud. Det ville ikke være sidste gang hun ville mærke en sådan berøring. Det var jo direkte underholdende at se hvordan hun reagerede på det!
”Bare om at vi nok skulle finde ud af hvad du kan give mig til gengæld for et menneskeligt bål i tide og utide.” svarede han henkastet. Det sigende smil om hans læber bekræftede dog at han selv havde moret sig over dette – men om det var bålet, eller hendes reaktioner, som havde moret ham mest, kunne diskuteres. Han gned let sine fingre mod hinanden, som om han legede med tanken om at berøre hende igen, bare for at se hendes reaktion. Eller se, hvor langt hun ville lade hans fingre vandre før hun igen ville stoppe sig selv. I sidste ende lod han dog hånden falde, men hans blik forlod ikke hendes ansigt. ”Så kan det være det ville være en fordel hvis jeg vidste hvor jeg kan finde dig, Corina. Jeg kan trods alt ikke rende rundt i Dvasias og lave menneskelige bål på må og få, og håbe at du ser dem.” indskød han. Der var dog et udfordrende glimt i hans øjne, som om han legede med lige netop dén tanke.

[Deleted]

Ganske vidst var hun tit ude af kontrol, men det skyldtes sjældent et andet væsen, hun kunne ikke lide det, og alligevel var hun ret vild med det. Følelsen af hans fingre sad stadig så tydeligt i hendes hud, det var virkelig svært at blive ved med at ignorere det, ønsket om at mærke det igen. Corina's blik flakkede kort, hun så rundt og skulle lige i tanke om hvor hun var, inden hun grinte lidt af sig selv og så vendte blikket mod ham igen.
"Jeg fandt jo aldrig ud af hvad en mand som dig har brug for, hvem ved, jeg kan indeholde mere end man lige tror." Hendes stemme var munter og mere nærværende, hun var ved at komme sig helt, falde ned igen og have jordforbindelse. De slanke blege fingre gled igennem det ravnsorte hår, hun rystede lidt i det og fik luften til at brede sig igennem og give hendes nakke lov til at ånde kort inden de faldt ned om hendes skuldre igen. Roligt valgte hun at tage lidt skridt rundt, sneen lå nogen steder, hans bane af gang var så tydelig, hun beundrede den og kunne ikke lade være med at betræde jorden han havde gået på. Så kastede hun et blik hen over skulderen mod ham med sit ballademager smil, inden hun valgte at give ham det han søgte, hendes tilholdssted.
"Paggeija." Lød det blot fra hende, dog måtte hun jo lige tilføje en lille detalje. Den var jo rimelig væsentlig for at skulle finde ud af hvor henne i byen hun egentlig befandt sig, for hun havde intet hjem endnu, hun vadet ud og ind hos sin far i tide og utide.
"Jeg findes nok hvor lederen af dødsenglene bor, eller nu engang befinder sig. Jeg er hans private bodyguard." Hendes stemme var stolt, hun elskede sit erhverv, men det måtte også indeholde mere end det, hun var i almuligfunktion, det var fantastisk. Der var virkelig ikke det hun ikke ville gøre for sin race, sin by, sin leder. Corina valgte at se mod vejen han var kommet fra, hun begyndte at gå lidt fra ham, bare for at studere vejen, i sin helt egen lille verden hvor hun ikke måtte røre sneen, kun gå der hvor han havde gået. Hendes hofter dansede fra side til side som hun gik langsomme elegante skridt, det fik kjolen til at danse om hendes fødder. Et sted, søgte hun vel lidt afstand, han var måske lige en kende for farlig at have tæt på, når man sådan mistede sig selv på den måde.

[Deleted]

Deacon måtte løfte et øjenbryn af Corinas svar. Bodyguard for dødsenglenes leder? Han måtte næsten lade et grin løbe over sine læber. Zean havde hyret denne skabning til at vogte sig? Det gav mening. Zean havde altid slået Deacon som mindre mentalt stabil – men denne kvinde virkede til tider rablende sindssyg. Det var et perfekt par. Det måtte han så sandelig snakke med Zean om, næste gang de to mødtes over en drink.
”Jeg kender din leder meget godt.” fortalte han hende med et træk på mundvigen. Men hun havde allerede vendt ham ryggen, og var på vej væk fra ham gennem den sti hans egen kropsvarme havde formet i sneen. Med lange afmålte skridt fulgte han efter hende. Måske ville det være på tide at han en dag tog til Paggeija, bare for at se hvordan byen havde udviklet sig siden dødsenglene overtog den? For himlens skyld, han havde da selv været med til at sørge for at dødsenglene kunne bebo stedet! Det skulle da bare mangle at Zean sørgede for at han havde det behageligt under et eventuelt besøg. Tanken satte et smil over hans læber, og han indhentede hurtigt Corina. Han holdt sig dog endnu placeret bag hende.
”Jeg har overvejet at besøge Paggeija på et tidspunkt. Måske kan en af de ting du kan tilbyde mig, være et sted at tilbringe natten?” Han havde set på hende med et sigende, legende smil, skønt hun ville være nødt til at se på ham for at kunne se det. Som en måde at motivere hende til at vende sig mod ham, hævede han sin ene hånd mod hendes nakke, og gentog den samme handling som han havde lavet ned af hendes kind og hals. Han trådte en smule tættere ind på hende: tæt nok til at hun ville kunne høre hans ord som en lokkende hvisken. ”Vi kunne fylde Paggeija med flere menneskelige bål. Finde uvedkommende og skære dem op. Høre dem skrige og smage deres blod.” Hans fingre bevægede sig længere ned af hendes nakke, og mellem hendes skulderblade.

[Deleted]

Han kendte til Zean? Hun måtte vende blikket mod ham overrasket og med et spørgende hævet bryn i panden, hvor kendte de dog hinanden fra? To plus to blev sat sammen og hun mindedes faktisk at have set hans ansigt! Han var der da de indtog Paggeija! Corina var blot ikke i nærheden af det de havde gang i, så hun havde ikke haft chancen for at se ham arbejde, kun at der var meget ild. Det slag havde været helt vidunderligt, der var sket så meget hun næsten havde været i en form for rus og evig orgasme, nedslagtet, tortureret, efterladt folk til at dø på smertefulde groteske måder. Det havde virkelig været vidunderligt! Det kunne mærkes han fulgte efter hende, det fik hende til at smile lidt, hun nød jo hans selskab på en meget mærkelig måde. Og frygtede det faktisk også en smule, men det var den virkning manden havde på hende. For første gang i rigtig lang tid var der en som rent faktisk kunne gøre sådan at hun blev bragt ud af kurs, hun mistede rent faktisk sig selv og manglede selvkontrol, selvom hun da kæmpede for at bibeholde den. Tanken om at han skulle overnatte i hendes hjem, eller nærmere hendes fars, fik det til at krible i hende, åh det kunne gå så frygteligt fantastisk galt! Corina nikkede for sig selv.
"Det ville være mig en glæde at huse dig, min fader er alligevel i fangekælderen, så han har ikke brug for vores hjem. Jeg er vel blevet kvinden i huset." Det sidste blev sagt med et skingert grin, hun rystede på hovedet, mest af sin faders åndssvage tendens til manglende tro på hans datter ville holde sig bare nogenlunde ude af problemer. En enkelt dans med lederen og så var han helt i skyerne, og ikke på grund af sine vinger. Hun rullede kort med øjnene, mænd! Hun var så glad for hun ikke var bundet af en mere, andre end Zean, men det var i ren og skær respekt for racen og så de ting han havde formået på så kort tid. Og hendes ord havde da også næsten kun lydt, før hun mærkede hans varme fingre mod sig igen, brændende, vidunderlige, hun gispede lavt og måtte bide sig i læben for at holde sig oppe og ikke blive fuldstændig blød i knæene. Corina var virkelig begyndt at hade den trang hun havde til at mærke hele hans varme mod sig, hun havde ingen selvkontrol oppe i hovedet og det ville let kunne blive til handling. Hans hvisken fik et enkelt blidt støn til at glide over de fyldige læber, pokkers! Hun kunne virkelig snart ikke tage mere, hun måtte væk fra ham, lige have ham på afstand, hun havde slet ikke haft nok tid jo!
"Som du dog kan sige det." Hviskede hun stille, det var meningen hun ville have grin, holdt ham på afstand med plat humor, men det blev ikke til noget som helst. Det var på tide at lade deres veje gå hvert til sit, inden det gik galt, hun havde elsket sin selvkontrol og han ødelagde den så let som ingenting!

[Deleted]

Om Corina så genkendte ham fra slaget om Paggeija, var Deacon ikke klar over. Han kunne ikke selv huske at have set hende den nat – men om igen var det nemt at se to ilddæmoner på en slagmark der vrimlede af dødsengle, og knapt så nemt at udpege én særlig dødsengel fra flokken. Om hun overhovedet havde været på slagmarken kunne han end ikke sige med sikkerhed – men hvis hun virkelig var Zeans bodyguard, måtte han næsten forvente at hun havde været der. Medmindre hun selvfølgelig havde fået den position efterfølgende.
Hun var gået med til hans tilbud. Det fik kun et smil til at vokse over hans læber – et smil som kun voksede sig bredere, da han mærkede hendes reaktion på hans berøring. Måden hun gispede, og tydeligt gjorde alt hun kunne for at holde sig oprejst stående – for ikke at sige gående – bekræftede kun for ham at hun nød hans berøring. Gad vide hvor langt han kunne lade dette gå? Hvor langt ville hun lade ham gå med det? Han var ikke i tvivl om at hun ville lade ham gå langt, hvis han bare ikke stoppede. Hun havde allerede vist tegn på at nyde hvad han gjorde ved hende, og hvis han kunne give hende dette, og nydelsen ved at brænde mennesker ihjel sammen med hende, kunne han ikke se hvad der skulle stå i vejen for at han kunne… lære hende bedre at kende.
”Jamen så ser jeg frem til mit besøg i Paggeija, Corina.” Hans fingre havde været godt på vej ned mellem hendes skulderblade, da han langsomt trak fingrene til sig, og trådte så op foran hende. Smilet om hans læber var næsten provokerende – men glimtet i hans øjne var stadig legende og lokkende. ”Jeg regner med at jeg nok skal kunne finde ud af at finde dig. Ellers kan du altid holde udkig efter et stort bål, og så kan du selv finde mig.” Han blinkede sigende til hende, ”Jeg vil ikke tage mere af din tid. Jeg har ting som skal ordnes, og det har du sikkert også. Men jeg kommer bestemt til at se frem til at se dig igen.” Han sendte hende et sidste smil, før han vendte blikket mod himlen. Den glødende plet som havde kredset på himlen over dem voksede sig hurtigt større og glødede kraftigere, indtil den til sidst tog form af den prægtige føniks med sine glødende fjer, som afslappet landede på Deacons skulder, med kløerne fæstet solidt om hans kappe. Deacon strøg fuglen kælent over brystfjerene uden at tage blikket fra Corina, og sendte hende et afsluttende smil. ”Vi ses snart igen.” sagde han som sin afsked, før han bevægede sig ind mellem træerne, og forsvandt.

//out

[Deleted]

Det var næsten på grænsen til at være uhyggeligt den magt han egentlig havde, hun måtte finde en måde at styrer sig på, bare lidt i hvert fald, det her gik jo slet slet ikke! Hendes krop skælvede svagt, hun kunne mærke hvordan kroppen hungrede efter mere, men sindet skreg stop af al dens kraft. Corina måtte virkelig tage sig sammen for ikke at skulle nyde det alt for meget, selvom det ikke gik godt. Hun lyttede, selvom hans stemme var en smule fjern, dog fik hun fat i det hele.
"Det er du skam ikke ene om." Kom det fra hende med et fint ballademagersmil hvilende på de fyldige læber, de spredte sig let da hans fingre ikke røre hendes hud mere. Det var næsten som kunne hun trække vejret igen, hun rullede kort med skuldrene, det var virkelig ikke sundt for hende og alligevel var hun ivrig efter at se ham igen. Det måtte der gøres noget ved, men hvordan? Ingen måtte vide hun havde en svaghed, selvom han tydeligvis allerede vidste den og han nød det, lige en tand for meget. Hvilket klædte ham forbandet godt. Hun måtte rulle med øjnene af sig selv, hun var dybt håbløs lige nu, det ville hjælpe at komme væk fra ham. Derfor, var hans ord frigivende, hun åndende næsten lettet op.
"Mon ikke jeg har let ved at finde ud af din ankomst?" Grinte hun og blinkede kort til ham, hun forsøgte at samle sig, rette sig lidt op og stryge fingrene ned over sin krop for at rette sin kjole. Det var bestemt et møde hun ville se frem til, og frygte lidt på samme tid, men der var nu intet som en udfordring og test i sin egen selvkontrol. Måske, var det ligefrem sundt! Så snart hun havde fundet en måde at kontrollere sig selv på. Føniksen var ufattelig smuk og hun fangede den straks med blikket, det hvilede intenst på den. Så mange fantastiske skabninger derude, og mange af dem var prægtige dyr som denne, så smuk! Hun måtte tage sig selv i at smile beundret mod fuglen, hvorfor var det lige det passede godt til ham at eje sådan en? Hun lo let ved tanken og rystede på hovedet. Hendes hånd gled op i luften som hun vinkede kort til ham med et charmerende smil på læberne, hun så kom forsvinde igen og kunne ikke stoppe med at tænke på hvordan hun måtte forberede sig.
"Snart...." Mumlede hun med et lille lumsk smil, hun måtte være forberedt! Corina gjorde sig klar til at rejse hjemad, hun måtte søge råd, men hvor?

//out