Snowangels

[Deleted]

Der var smukt når man var forelsket i mørket, søen lignede noget der ville opsluge alt som kom i nærheden, man kunne ikke andet end at betage den. Her sad hun og græd, eller hun fakede en god gråd, det tiltrak altid opmærksomhed og sjove naive tåber blev altid tiltrukket. Det lød næsten smukt når hun græd, eller fakede sin gråd, som sang der tillokkede de nærmeste. En kvinde, ganske moden, af udseende i slutningen af de tyve, troppede op med en bekymret mine. Hun gik lige i fælden, nærmede sig kvinden som sad på en sten med benene lagt op mod sin overkrop. Den sorte kjole hang løst om hende, fødderne var bare, hun lignede en som frøs i vinterens stærke tag. Der virkede lyst, selvom det var mørkt, sneen gjorde sit som den altid havde gjort, lå som glimtende diamanter indtil det blev trådt ned og ødelagt. Kvinden lagde ikke mærke til at der inden fodspor var. Corina havde gemt sine vinger, de var ej synlige, hun sad blot, omfavnede sine ben, hulkende og virkede dybt ulykkelig. Denne kvinde som havde spottet hende, hørt hende, gik helt op til hende, lagde en hånd på hendes skulder og skulle lige til at spørger hvad der var galt, men gråden stoppede brat. Det skabte naturligvis forvirring, specielt da Corina så op med et ondskabsfuldt smil, hun tog om kvindens mund og væltede hende ned i sneen, med hende over sig. Øjnene strålede, jubiiiiii, et offer for hendes små julelege! Kvinden begyndte at sprælle, slå efter hende, sparke ud med benene. Hun havde da sin kamp, men fik styr på kvinden så hendes lår holdte hendes ben på plads og hænderne fæstnede sig om hendes håndled. Kvinden skreg, skreg efter hjælp. Det morede denne dødsengel som grinte, hun valgte at sætte sine negle dybt ind i hendes håndled så sneen under blev en smule farvet af den røde farve som stod så smukt til denne nat. Endnu et grin kom fra hende, hun var skingrende skør, det ville man da tænke. Hun slikkede kvinden på kinden og kyssede hende ned af halsen, bed hårdt ned i hendes skulder og hørte hende skrige af smerte. Åh det var så smukt, sød musik, underholdning af første klasse! Her var hun på alle fire over en fremmed kvinde, som skreg af sine lungers kræft efter hjælp, skændede og bandede, Corina grinte bare, sagde ikke et ord. Nej i stedet tog hun båndet fra kvindens hår og valgte at binde hende, igen med en del besvær,  men det lykkedes og så begyndte hun ellers at forberede sig på sjov! Lige indtil.... En mand, han kom løbende..... Og Corina så efterfølgende flere, hun havde ikke været alene! Pis! Hendes sjov forsvandt, hun lod vingerne skyde frem, store, sorte, smukke, satte fra jorden og var hurtigt fløjet på den anden side, i skjul, studerede folks måder at håndtere dette på. Der var blod ved hendes underlæbe og lidt ved hendes hage, intet hun lagde mærke til lige nu, nej hun holdte øje.... Det var så den underholdning, skønt! Med et opgivende suk, gled hun ned i sneen, med vinger fremme, som dannede en perfekt, rigtig sneengel. Forsigtigt rejste hun sig op og betragtede det, før hun begyndte at lave flere, blot fordi hun kedet sig. Den sorte kjole hun bar var lang, med slidsker til bevægelsesfrihed, dyb udskæring ved ryg så hendes vinger kunne have sin plads, og var holdt oppe ved hendes bryst, tætsiddende ved øvre krop, løs resten af vejen ned. Det ravnsorte hår var løst, fødderne bare, hun nød kulden, var van til kulden og elskede friheden i let påklædning og bare fødder! Zean havde givet hende frihed, ingen ægtemand, hun var enke!

[Deleted]

Den sorte sø havde kun været endnu et rejsemål Deacon havde haft i Dvasias, som han havde følt et behov for at se. Farene ved søen var blevet ham fortalt; om det sorte, giftige vand; om det forræderiske terræn, hvor enhver fare kunne lure i buskene. Han var nødt til at kende disse omgivelser, og forstå deres farer. Men hvorfor i alverden havde han ventet, til vejret havde taget denne vending!?
Deacon kunne ikke fordrage sneen. Det var naturligt for en ilddæmon at have denne holdning til denne årstid. Ikke at han selv mærkede meget til sneen. Mens sneen faldt i tunge lag fra himlen over dem, var der ikke ét snefnug som landede på ham. Ethvert snefnug som overhovedet kom i nærheden af ham, smeltede i luften og fordampede. Hans varme skabte en barriere mellem ham og kulden omkring ham. Selv fodsporene han efterlod sig i sneen i takt med hans skridt syntes at være varme, og fik sneen omkring fodsporene til også at smelte, indtil sneen igen ville dække dem.
Med sin indre varme havde Deacon ikke haft et behov for at klæde sig for vejret. Han gik iført sin vante højkravede, kortærmede læderfrakke over den langærmede skjorte. Et bælte som gik på tværs af hans overkrop fra skulder til hofte bar på hans dolk. På hans skulder tronede ingen føniks – nej, denne gang var Ignis at spore højt over søen, som en enlig, glødende plet på himlen. Deacon havde valgt at lade fuglen flyve højt deroppe, for at kunne give ham et overblik over området. Og det lod til at dette havde været et klogt træk.
Han kunne mærke det i sig da Ignis så hvad der skete. Føniksen havde set hvordan en kvinde havde overfaldet en anden kvinde, inden hun havde spredt vingerne for at flyve over på den anden side af søen – den side hvor Deacon selv vandrede – og derefter lod til at smide sig selv i sneen igen og igen. Som om der var en tavs kommunikation mellem Deacon og hans føniks, kunne han se hvad føniksen så. Det tog ham dermed ikke lang tid at finde kvinden. Han betragtede hende der hun lå i sneen, granskende. Dødsengle… Han måtte stadig vænne sig til deres væremåde. Zean havde været én ting, men efter det han havde set hende her gøre… Var alle dødsengle sådan? Han kvalte et opgivet suk, og trådte frem fra sit ståsted mellem træerne.
”Hvis du havde gjort det af med hende hurtigere, kunne du have kommet fra det uden at hun overlevede.” kommenterede han ubekymret. Som sådan havde han intet problem med dødsenglenes forkærlighed for andres smerte. Til tider syntes han bare at de tog sig alt for god tid til det. Tortur var én ting, men på et sted som dette?

[Deleted]

I sin helt egen verden havde hun nu ikke rigtig lagt mærke til om hun nu var alene eller ej, det vigtigste for hende var sådan set at skulle væk fra de nok rimelig vrede folk som havde fundet hendes lille offer. Stemmen som brød isen fik hende dog til at se op i hendes sneengel som hun havde valgt at blive liggende lidt i. Med en hurtig og elegant bevægelse, var hun endnu engang på benene. Hun mærkede allerede nu varmen fra ham, trods afstanden var pæn tilfredsstillende, hendes blik gled op og ned af ham, man skulle være idiot for ikke at gætte hvad han indholdte. Et smil formede sig på hendes læber.
"Det er der jo ikke meget sjov i, jeg næres på smerten, et hurtigt drab er et kedeligt drab, måske endda unødvendig. Med mindre man er i krig naturligvis." Kom det så ligegyldigt fra hende, dog uden smilet forsvandt, af en dyster dødsengel at være smilte hun rimelig meget. Den største grund var nok at hun var fri, det var så fantastisk! Corina måtte igen lige lade blikket glide lidt op og ned af manden, hvad pokker lavede han her ude? Og hvorfor i al verden valgte han at kommentere hendes morskaber? Når, lige meget, der var en at snakke med, det var nu altid ganske hyggeligt, specielt når man diskuterede mord, tortur, og andre gode ting. Hun sendte ham et løftet øjenbryn.
"Du kan måske bedre lide at skære halsen over, få det overstået, lige på stedet, hurtigt, fast, hårdt!" Man kunne let have troet hun snakkede om noget andet, men det var ren og skær hendes kærlighed til døden der snakkede, passionen, begæret, hvad man nu måtte kalde det. Hendes tænder greb blidt fat i den fyldige underlæbe, åh fortæl nu, hun ville vide det, høre det. Nu havde han jo selv startet at snakke med hende. En kold vind gled hen over stedet, tog fat i den sorte kjole og fik den, samt det ravnsorte hår til at blafre let, piske mod hendes ryg. Hun lukkede kort øjnene, tog en dyb indånding og smagte så lidt efter, hov, blod! Hun tog lidt sne og fik vasket sig om munden, hun fniste, tog sig ikke af hun ikke ligefrem havde været præsentabel. Aldrig mere skulle hun tænke på at være en fin dame i de fine rækker, nej hun var fri og hun kunne trygt gøre lige hvad der end måtte passe hende. Med tanke på det, skulle hun have solgt sit hus, finde en køber, få hjælp til det. Hvad forstand havde hun på det dog? Alt hun vidste var at hun havde et hus som var en del værd, det skulle dog vurderes. Corina så sig over skulderen, de var på vej væk, søen lå igen øde for uden dem. Så mørk, mystisk og smuk, hun kunne så let drages, men vidste at det ville være dummere end dumt! Afventende faldt blikket igen på ham, hun var ikke bange for at snakke med fremmede, det havde sine goder. Dog, valgte hun at trække sine vinger til sig igen, det krævede lidt og hun skar en anstrengende grimasse. De havde varmet dejligt, nu var hun blottet igen. Selvom det ikke gjorde det store, var hun nu ret vild med varme også, specielt når hun lå og puttede i sine egne bløde vinger.

[Deleted]

Kvinden var næsten værre end Zean. Zean havde i det mindste anstændigheden til kun at hentyde til sit medfødte begær for død og smerte. Hende her glødede næsten af det. Fuldstændig skamløst over den næring hun fik fra det.
Et smalt smil gled over hans læber ved hendes ivrige – næsten barnligt ivrige – spørgsmål. Hvordan han ville have gjort det? Bare tanken fik hans fantasi til at vandre. Havde han dræbt før? Bestemt. Utallige gange, i løbet af årene. Gjorde det ham noget? Ikke det mindste.
”For det ville ville jeg have taget dem væk, hvor der ikke var nogen som kunne komme i vejen for det.” svarede han henkastet. Det virkede da fuldstændig logisk. Hvis man absolut skulle trække tiden ud, og lade smerten vare ved, så kunne man ikke gøre det et så åbent sted! Et sted hvor enhver kunne dukke op og forstyrre. Man kunne risikere med selv at lade livet – og det havde Deacon bestemt ingen intentioner om. ”Når det kommer til hvordan…” Igen lod han fantasien føre sig, og et lille, smørret smil gled over hans læber. Skrigene. Lugten. Følelsen af flammerne der dansede til hans mindste vink. Hvor ofte havde han ikke oplevet det? Det var næsten alt for længe siden. Nuvel, hvis hans aftaler med Zean bar frugter, ville han forhåbentligvis inden længe få den oplevelse igen. ”Men nej. Du har ret. At skære halsen over på dem er for hurtigt. Men i modsætning til dig, får jeg ingen næring eller personlig nydelse af andres smerte, andet end min egen tilfredsstillelse.” Han trådte nærmere. Stadig var der ikke ét eneste snefnug at se på ham. Hans blik skævede kortvarigt op mod himlen. Den glødende plet fulgte stadig med, højt deroppe. Deacon var begyndt at lade Ignis flyve frit noget oftere, i stedet for konstant at være at finde på hans skulder. Føniksen var måske meget god at have med sig, når man ønskede at blive bemærket, men til tider var det en fordel at holde lav profil. Dette var sådan et tilfælde. ”Har du nogensinde set en mand brænde ihjel?” spurgte han med et sigende smil hængende om læberne. Det var selvfølgelig ikke den eneste måde Deacon havde slået ihjel på, men det var bestemt den mest tilfredsstillende.

[Deleted]

I og med hun endelig var sluppet for at skulle være anstændig, lod hun skam ikke noget som helst holde hende tilbage mere, hun var flyvsk og ude af kontrol for det meste. Dog hurtig og ekspert i at skulle flygte var det nu intet problem at rode sig ud af de problemer man eventuelt skulle havne i. Naturligvis ville han tage dem væk derfra, men hun kunne godt lide at være spontan, ivrig, flyvsk, gøre det som passede hende, føle sig som herskerinde over sit offers liv. Tid og sted var ligegyldigt, hun gjorde det bare!
"Er det ikke skønt at have hver sin indgangsvinkel?" Lød det næsten kvidrende fra hende, hun smilede lusket og lod en hånd glide op til sit ansigt for at fjerne en tot som irriterede let. Det var spændende at se en ilddæmon, sneen som smeltede om ham, end ikke landte i hans nærhed, det måtte føles som en vidunderlig magt et sted. Hun kunne da godt se det fornuftige i nogle af de andre racer som fandtes, men der var nu intet bedre end en dødsengel. Lidt egoistisk var hun nok, men det lå vidst også rimelig godt til racen. Måden han fik det sagt gav hende næsten lyst til at klappe i hænderne, samtidig med at smilet som lå på hans læber i den grad klædte ham! Ivrig, oppe og køre, hendes nat var lige præcist blevet den grad bedre til at kedsomheden var glemt. Kun de mange sneengle afslørede hendes førhen kedsomhed, det gik hurtigt, hun havde ærget sig, hun var videre i livet nu. Hun lyttede intenst, som en elev der lærte.
"Tilfredsstillelse, nydelse, går det ikke ud på et? Men ak, jeg ved vi dødsengle har et lidt forskruet forhold til alt dette, men du må da indrømme det har sin charme." Lød det så charmerende fra hende, hun blinkede til ham, og slog så en mild latter op, rystede på hovedet af sig selv og lod igen en finger få styr på den selv samme tot som før der havde løsrevet sig. Corina var skør, men hun var sin egen og Zean havde sluppet hende fri, for det, var hun ham evigt taknemmelig og en trofast tjener der ville gøre ALT for ham. Han kom tættere på, hun kunne mærke hans varme, hvor var det vildt! Hun var næsten fristet til at røre ved ham, men det var nok ikke den smarteste ide, tænk hvis han rent faktisk var noget man kunne brænde sig på, tanken fik hende til at grine ganske kort, det var mere en morende lyd, et fnis, en bekendtgørelse af hun havde haft en tanke der morede hende. Blikket som bar præg af lysegrå, næsten hvide øjne, stirrede mod ham da han spurgte om et spørgsmål som ingen havde stilt hende før.
"Nej! Men jeg ville elske at se det! Det må være en pinefuld, længervarrig død. Det må være så.... så.... så smuk!" Lød det næsten drømmende fra hende, hun kunne lige se det for sig, høre det for sig, lugte det for sig. Det måtte hun opleve! Det måtte hun bare opleve! Corina lod sine fingre glide om hendes krop, okay at stå her var måske lidt for koldt, hun var normalt meget aktiv når det endelig var, her stod hun stille og fik en sød smag for varme, men alligevel ikke helt og det var bestemt ikke fair! Hendes krop måtte jo reagere derefter og sukke efter varmen. Dog var hun stædig, som altid, hun ville ikke rykke sig ud af flækken, han var alt for interessant!

[Deleted]

Om de to begreber kunne går ud på ét, kunne man måske diskutere. Tilfredsstillelsen Deacon fik af at dræbe en person han ønskede død, ville han ikke sammenligne med nydelsen dødsenglene fik. Deacon dræbte ikke uprovoseret eller uden grund. Det indtryk han havde fået af dødsengle så langt, var at de dræbt og skadede andre når og hvis de måtte ønske det. Som om de fik en fysisk nydelse ud af at mærke en anden persons smerte, hvor Deacons egen tilfredsstillelse mere var mentalt. Men der var vel ingen grund til at starte sådan en diskussion med en dødsengel – og specielt ikke en som hende her, som ikke ligefrem slog ham som én, der var ved sine fulde fem. Sådan som hun opførte sig, virkede hun næsten ude af kontrol. Zean virkede til sammenligning som en fornuftig, rationel dødsengel – og det sagde lidt.
Hendes reaktion på hans ord kunne dog ikke andet end at bringe et let smil over hans læber. Selvfølgelig var hun interesseret. Var alle dødsengle ikke interesseret i enhver metode at tage et liv på? Specielt noget så smertefuldt som at brænde ihjel. Deacon havde set det ske. Han havde været årsagen.
”Jeg har hørt fuldvoksne mænd skrige, bønfaldende om nåde i mange minutter, indtil deres skrig endelig blev overdøvet af flammer som slikkede sig op af deres kroppe.” fortalte han hende med et let drag på smilebåndet. ””Jeg har lugten lugten af brændt kød i luften. Jeg har set de forkullede rester som var blevet efterladt efter at flammerne var døet ud. Deres ansigter er ikke længere til at genkende, men man kan stadig se hvordan de har vredet sig i smerte og frygt.” Som han fortalte, kunne han mærke hvordan hans fingre sitrede efter igen at lege med flammerne, som lystrede hans mindste vink. Måske havde dødsenglen alligevel ret i at der var en tæt relation mellem hans tilfredsstillelse og dødsenglenes nydelse.
Han bemærkede hvordan kvinden pludselig holdt om sig selv, som om hun frøs. Han betragtede hende et enkelt sekund, før han holdt en hånd frem, og lod en flammende sfære samle sig i hans håndflade. Den oplyste hans ansigt yderligere, og da han trådte et par skridt tættere på hende, lod han også hende tage del i sfærens varme. Hun havde vækket hans nysgerrighed. ”Hvem er du?” spurgte han hende. Normalt et spørgsmål han ville have stillet før snakken havde vendt sig mod at brænde nogen til døde, men sådan lå landet nu engang.

[Deleted]

Det her var bare fantastisk! Hun lyttede som et lille barn der fik fortalt en spændende livshistorie, men hun reagerede som en kvinde, faktisk, tændte hun en smule på at lytte til det. Han var jo en født fortæller! Hvis han så bare kunne have fået det til at vare lidt længere, hun bed sig i læben og stod helt uroligt, hun ville se det! Corina mærkede igen en vind glide mod hende, okay det var bestemt for meget nu hvor hun havde smag for hans varme. Træerne gav sig, nøgne og tomme, lignede forskellige ting med den rette fantasi, det var uhyggeligt, hvilket hun elskede og det gav omgivelserne en fantastisk fordel for hendes små julelege som regel. Lige nu, havde hun dog ikke julelege i tankerne, det kunne komme senere, men det var faktisk samtaler der interesserede hende mest lige nu.
"Når du kommer forbi endnu en af disse dejlige oplevelser, må du endelig invitere mig som tilskuer, ville elske at se på." Lød hendes stemme blid og legende igennem kulden og over mod hans varme. Og netop som hun igen stod og drømte om at få den, kom han tættere på, det fik hende til at smile op mod ham. Der var ikke andet end ballade i hendes smil og blikke, det lå til hende og man var stensikker på at hun nok mest af alt var en tikkende bombe der pludselig fandt det sted hvor hun skulle springe. Corina nød godt af det, hun løsnede op, rullede med sine skuldre og strakte i kroppen, det var helt perfekt! Han var interesseret, jubiii han var interesseret, de skulle have en nat med massere og gode samtaler, måske leg, måske en brændende person eller ti! Fantasien vandrede, det her var den bedste redning nogensinde. Hvem var hun? Hun var rigmandsdatter, havde været gift, men havde beholdt sit navn og hendes far var kendt på sit efternavn, det var hørt mange steder.
"Corina Mathilius Darkheart." Præsenterede hun sig, inden hun nejede elegant og afslørede hun rent faktisk havde været i finere kredse, ikke bare var vanvittig, uopdragen og fra gaden, skønt hun lignede og opførte sig deraf i første indtrykket. Men nu havde han jo også forstyrret hende i kedsomligeheden. Gad vide hvem han var, og om han var frisk på at skulle tale mere med hende? Efternavnet bar jo ikke præg af noget særligt slemt, ikke mere end det normale, hendes far var da frygtet, men mere respekteret end det, han var forretningsmand.

[Deleted]

Deacon kunne ikke hindre et smalt smil i at brede sig over hans læber, af at se hvordan kvinden reagerede på hans fortælling. Det var pinligt tydeligt at hun nød at lytte til hans beskrivelser – hun kunne næsten have skiltet med det. Men det passede også til det indtryk han havde fået af dødsengle. Det havde måske netop været derfor han havde været så grafisk i sine beskrivelser af smerten, lydene og lugtene i sådan en handling. Giv publikum hvad de vil have.
Ligeså måtte han smile, da han så hende reagere på ildkuglen som svævede mellem dem, og kastede sit varme lys over dem begge. Kulden omkring dem havde vel alligevel påvirket hende, i hvert fald nok til at det lod til at hun søgte hans varme. Det gjorde ham ikke det mindste. Tværtimod.
”Mit navn er Deacon Vulcan.” præsenterede han sig selv, og besvarede hendes nejen med et lavt buk i hendes retning. Så hun forstod da hvordan man bar sig ad i de finere kredse – det var da et plus. Ikke at Deacon ville have set ned på hende, hvis hun ikke havde. Han havde da selv været at finde til fine gallafester, såvel som i en fuldstoppet bar med en drik i hånden. ”Jeg skal nok sørge for at give dig besked næste gang jeg kommer ud for det, Corina…” Et pludseligt glimt viste sig i hans øjne, som i skæret fra ildkuglen næsten så gyldne ud. ”Eller vi kan sørge for at vi kommer ud for det.” Han vendte sigende blikket mod den anden side af søen. Menneskerne stod der stadig og forsøgte at finde hoved og hale i hvad der var sket med kvinden Corina havde overfaldet. Deacon var normalt ikke typen der bare angreb nogen uden grund. Faktisk forsøgte han at undgå noget, som kunne sætte hans fremtidige ry på spil – men balladen i Corinas smil havde næsten været smitsom. Og var der virkelig nogen der ville begræde et menneske eller to? Deres liv var alligevel så korte, at det næsten ikke ville gøre en forskel. ”Hvad siger du? Har du lyst til at lege med ild?” Hans ord havde været lokkende, som havde han forsøgt at forføre hende ind i en forbudt leg. Ildkuglen mellem dem blussede op.

[Deleted]

Der var bare noget over den mand som virkelig tiltrak hendes opmærksomhed, det her var bestemt dømt til at gå galt, for nogen i det mindste, til tider hende, for det meste andre og lige nu stod hun helt og havde lyst til at det var hende der kunne lege med ild som han gjorde det. Åh det kunne være så vidunderligt, hun mærkede hele maven snurre i ren fryd på bare bagtanke af den rædsel ild egentlig kunne bringe med sig. Det her var fantastisk, hun kunne slet ikke stå stille af bare spænding. Navnet passede ham perfekt, hun gentog det inde i sit hoved flere gange, kælede lidt for navnet og kunne kun smile med mere ballade end før på hendes læber.
"Mig en udsøgt fornøjelse." Lød det blidt fra hende, næsten kælent, inden hun blinkede drillende til ham. At han ville give hende besked passede hende da nogenlunde, men ordene efter fik hendes hjerte til at stoppe med at slå kort og hendes blik gled i samme retning som hans. Uf hvad hun ikke ville gøre hvis hun havde den magt han egentlig besad med ilden, hun kunne næsten ikke dy sig, hun lod sine fingre glide kort hen over de blussende flammer og selvom hun trak fingrene til sig hurtigt, da de blev brændt, lod hun mere til at nyde smerten end noget andet, som hun suttede på den finger det var gået værst ud over. Der stod hun så med det der skulle minde om et uskyldigt udtryk, men som bundede ud i ballade og faktisk fik hende til at se en smule fræk ud. Forsigtigt slap hun sin finger, kørte den ned over sin læben og lod derefter hånden falde blidt ned langs hendes side igen.
"Hvis mig hvad du kan Deacon Vulcan." Hviskede hun så udforende og sendte ham et lumsk smil, hun hyggede sig virkelig og hvor ville hun gerne se dem brænde ihjel, høre deres smerteskrig, deres tabte råb om hjælp. Selvom søen ville være et tilflugtssted, så kunne hun jo nemt få dem skærpet af derfra og sørger for de ville lide og dø for deres øjne. Det hele spillede så fint i hendes hoved, så smukt, et mesterværk. Forført? Om hun var, men kunne man blive andet når en flot mand med dejlig farlig ild spillede op til død og rædsel? Nej bestemt ikke!

[Deleted]

Selvfølgelig havde hun været åben for idéen. Hvorfor skulle hun ikke være det? Hun var en dødsengel, et sådant syn ville næsten være som forspil for en som hende. Hun havde virket helt betaget – fængslet – da han havde beskrevet de forskellige sanseindtryk af at se en mand brænde ihjel. Gad vide hvordan hun ville reagere ved at se det med sine egne øjne? Han så næsten mere frem til dét, end selve handlingen. Næsten.
”Så følg med.” svarede han hende, og vendte nok en gang blikket over på den anden side af søen. Kvinden sad stadig på jorden, tilsyneladende stadig rystet efter Corinas angreb. To mænd stod ved hendes sider, og forsøgte at berolige den forskræmte kvinde. Åh, hvor ville det snart ændre sig. Deacon gjorde ikke én eneste bevægelse. Alt han gjorde, var at fokusere blikket på de tre mennesker på den anden side af søen, og ventede. Så skete det.
Ved første øjekast kunne det virke som en glød der blussede op ved føden af kappen som den ene mand havde lagt om kvinden. De første par sekunder var der ingen af dem der opdagede den, men i takt med at den blussede mere op, kunne man snart høre en af mændene råbe op om at der var ild i hende. Kvinden skreg, panisk, mens den anden mand forsøgte at trampe flammen ud – det skulle han aldrig have gjort. Flammen greb fat om mandens ben, og åd sig vej op langs hans tøj, indtil hans ben stod i flammer. Det samme gjorde kappen som dækkede kvindens krop, og da den første mand forsøgte at flå kappen af hende, greb flammerne også ham. Flammerne voksede, men den overdøvede ikke de tre menneskers skrig. Kvindens skingre hyl og mændenes smertelige skrig, da de hver og én forsøgte at ryste flammerne af sig. En af dem forsøgte at træde ud i søen for at kvæle ilden. Ved en normal flamme ville det måske have virket, men ikke ild født fra en ilddæmon. Flammerne slap dem ikke, lige meget hvor panisk de alle forsøgte at redde hinanden og sig selv. Den greb deres tøj, deres hår, deres hud – intet undslap flammerne som åd tværs igennem deres kroppe. Der gik ikke mere end få minutter før de tre mennesker lå stille på jorden, og de tre flammende kroppe samlede sig til hvad der mest af alt kunne beskrives som ét eneste stort bål, som snart ville efterlade deres kroppe som intet mindre end tre forkullede lig, ingen nogensinde ville kunne genkende.
Et tilfredst smil gled over Deacons læber, og han betragtede Corina ud fra øjenkrogen. ”Så? Hvad synes du?”

[Deleted]

Spændingen i hende var næsten uudholdelig, hun kunne mærke hele kroppen sitre, det her ville blive fantastisk, intet mindre. Og ja, et forspil ville det bestemt være som, måske endda mere, hvem vidste, hun havde aldrig set det før jo. Faktisk havde hun aldrig set et andet væsen brænde, noget som undrede hende lidt, men så igen, hun havde ikke adgang til ild på samme måde som en ilddæmon havde. Hun gik tættere på breden, så mod dem som de i deres egen verden virkelig troede på alt nok skulle gå. Det var lige indtil de så ilden, og de troede selvfølgelig at vandet kunne redde dem, men hvor tog de fejl. Det var som at se en hovedløs kylling rende forvirret rundt, ikke helt klar over den var død. Hun grinte, det var var jo helt igennem morsomt at se dem forsøge at redde sig selv, men hun måtte lukke øjnene og trække vejret dybt ind som hun rigtig bed mærke i deres skrig, deres smerte. Det var ren næring, hun endte faktisk med at komme med et blidt støn da kvinden nåede sit højdepunkt af smerte i et skingert skrig som døde ud i takt med livet forlod hende. Ganske normalt døde hun første, hun holdte ikke så længe som mændene, der dog måtte følge trop, hun måtte bide sig i læben for ikke at bryde sine læber med flere små suk og nydende støn af denne rædsel, smerte og død, det var virkelig vidunderligt at være vidne til. Hendes blik gled i, det var slut, men hun hørte stadig deres skrig inde i hovedet og smilede stort af fryd over dette. Spørgsmålet fik hende til at smile endnu mere.
"Intet mindre end helt vidunderligt og fantastisk." Mumlede hun bare, tryllebundet, så vidunderligt. Hun havde bestemt fået varmen, takket været hans ild, men det var den på afstand der havde gjort det denne gang. Hjertet hamrede fast bag hendes bryst, hun var helt oppe og køre, det havde virkelig været fantastisk. Med hans kræfter ville hun næsten ikke kunne gøre andet end at brænde folk af dag ud og dag ind. Det var virkelig et mesterværk. Hendes fingre gled ned langs hendes kraveben og kort hendes bryst, inden hun sukkede blidt og vendte blikket mod ham.
"Det bliver ikke sidste gang jeg ser det, det er jo lige til at blive afhængig af." Hun gik med rolige bevægelser mod ham og studerede ham lidt.
"Kan du mærke dine flammer? Altså, som var de en del af dig?" Spurgte hun nysgerrig, næsten krævende, med et strejf af liderlighed som var bragt med den vidunderlige smerte hun havde været vidne til. Tænk hvis han kunne, mærke hver eneste flamme som fortærrede et offer. Puha, hun kunne blive helt stakåndet ved tanken.

[Deleted]

Hendes reaktioner havde været langt bedre end hvad Deacon havde forventet. At se hende reagere på de tre menneskers smerte, var som at se en kvinde tilfredsstille sig selv – specielt med de lyde hun gav fra sig. Da hun vendte sig mod ham kunne han ikke andet end at lade sit smil vokse, og særligt da hun spurgte ind til hans forhold til flammerne. Han så vurderende på bålet på den anden side af søen. Det var på ingen måde i gang med at gå ud, til trods for den kølige vind som gled over søen. Det stod i lys lue, og kastede en varm glød over træerne kun få meter fra det. Et enkelt vindkast kraftigt nok var alt der skulle til for at flammerne ville gribe træerne, og hele skoven ville blive opslugt i et flammende inferno. Han var næsten fristet til at være årsagen til det.
”Jeg mærker hver eneste flamme.” fortalte han hende, før han vendte blikket mod hende. Hans blik var intenst, og hans øjne glødede gyldne. Han trådte et skridt tættere på hende, så de næsten stod helt ind til hinanden. ”Som om det var mig selv, der rev tøjet af dem. Mig, der lod fingrene slikke sig op af deres hud og brænde sig igennem alt på min vej. Mig, der åd mig vej gennem deres kød og ind i deres inderste center.” Jo mere han beskrev det, jo mere kunne han mærke hvordan han lod sig selv rive med – og jo mere kunne han mærke hvordan flammen i hans indre, ligesom bålet på den anden side af søen, blussede op. Hvis han ikke var forsigtig kunne han meget vel være skyld i en skovbrand. Smilet om hans læber bestod dog, uden at hans blik havde forladt Corinas ansigt. Det frydede ham, måden hun så på ham. ”Flammerne er lige så meget en del af mig, som jeg mistænker at dine vinger er en del af dig.” indskød han. Corina havde trukket vingerne til sig igen, men han vidste at hun havde dem. ”Well… hvis muligheden byder sig, vil jeg mere end gerne give dig den oplevelse igen.” tilføjede han, og blinkede med det ene øje.

[Deleted]

Den mand var hot på mere end en måde, hun tog sig selv i at holde vejret da han nærmede sig, hun lyttede, noget så intenst og hun måtte bryde sine læber med et længselsfuldt suk bare ved lyden af hans ord der borede sig hele vejen igennem hendes krop. Hun nød det, hun nød det helt igennem og hvis hun ikke havde haft selvkontrol var hun nok sprunget på ham i ren ophidselse, for han ophidsede i den grad lige nu og hun havde en grov mistanke om han gjorde det med vilje! Hendes blik hvilede på ham, hun lod det ikke vie fra ham, det var virkelig intenst at høre ham forklare det sådan og hvor hun dog ønskede at kunne være i hans sko bare en enkel dag. Corina bed sig i læben og bemærkede hvordan hendes vejrtrækning var blevet tungere, hun kunne virke godt bruge et par dage med den mand, bare more sig, se, høre og mærke folks smerte og død. Det var lige før det næsten blev hende et must at måtte overtale ham en dag til at det var noget de bare måtte gøre! De sidste ord om at flammerne var så tydelig en del af ham som hendes vinger var af hende, fik hende til at sukke nydende, med et svagt smil på de fyldige læber som hun fugtede forsigtigt.
" Nu har du ikke noget valg, du er nød til at gøre det igen. Og igen, ooooog igen." Lo hun med et frækt smil på læben, hun havde intet imod han var tæt på, nej absolut ikke og hun nød det, nød at mærke varmen fra ham som i den grad var mere tilstedeværende end ved så mange andre væsner. Gad vide hvor varm han blev når han egentlig var ophidset, hun kunne kun tænke sig til det, men der blev bestemt også fantaseret derefter. Corina brød det mulige mellemrum som skulle være mellem dem, hun lod hånden søge mod hans kæbe, hvor varm var han egentlig at røre ved, og ville han lade hende røre ved sig? Øjnene strålede af beundring, lyst, begær og fascination, smilet var kælent og stadig fyldt med træk til ballade.
"Hvad jeg ikke ville gøre for at kunne mærke det du kan mærke, det må være så..... tilfredsstillende, så intenst, så.... Perfekt!" Det var lige før hendes øjne slog gnister, hun var i den grad tænd og ophidset af alt dette.

[Deleted]

Gjorde Deacon dette med vilje? Det var meget muligt. Løj han? På ingen måde. Deacon var i ét med sine flammer, og de dansede efter en melodi i hans sind. Som var hver eneste flamme en forlængelse af hans arm. De uddybende, grafiske detaljer var udelukkende for hans egen underholdnings skyld, og at se Corinas reaktioner på det, gjorde det det hele værd. Han trak sig ikke væk, eller på nogen anden måde standsede hende, da hun førte hånden til hans kæbe. Han vidste hvor varm han måtte føles, med hans indre flamme i konstant bevægelse – specielt nu, hvor han lige havde gjort brug af sine evner.
”Så det må jeg?” spurgte han udfordrende, og betragtede hende med et kækt smil om læben. Sandt at sige ville det ikke gøre ham det mindste at brænde igen. At høre smerteskrigene og lugte det brændte kød endnu en gang. Men han havde ikke tænkt sig at give hende det sådan uden videre. Åh nej… Men hvad kunne han kræve til gengæld? Et enkelt blik på hende gav ham en klar antydning af hvad han kunne bede om. Det så faktisk ud som om hun allerede var ved at overfalde ham, og at det kun var hendes egen selvkontrol som holdt hende fra det. Hans blik gled vurderende op og ned af hende, og han måtte da trække en smule på smilebåndet. Well… han var trods alt en mand. Men kunne han bede om mere? Med det blik hun sendte ham, skulle man tro at hans lille opvisning for hende havde givet hende blod på tanden, som om hun var nødt til at se mere, for at kunne fortsætte på sin vej. Det morede ham, men det gav bestemt også ham blod på tanden. ”Og hvordan skal jeg motiveres til at give dig sådanne oplevelser igen og igen og igen?” spurgte han sigende, og lod sit blik fange hendes. ”Hvor meget er deres skrig, deres smerte, værd for dig?” Der var intet afvisende i hans toneleje – snarere tværtimod. Smilet var lokkende, som om han forsøgte at drage hende ned med sig. Som for yderligere at motivere hende lod han nok en gang ildkuglen i hans hånd blusse op, og førte fingrene kælent gennem flammerne. I modsætning til hende, blev hans egne fingre ikke brændt. Om flammerne gled gennem ham, eller simpelthen dansede rundt om fingrene på ham, var ikke til at sige.

[Deleted]

Følelsen af hans brandvarme hud fik hende til at smile en smule kælent, intet hun havde planlagt, blot noget som kom af sig selv, det var faktisk en skøn følelse og efterlod hende med tanken om mere da hendes fingre gled fra hans købe igen. Hendes lysegrå øjne studerede hans træk i ansigtet, han virkede til at nyde at kunne få hende til at reagere sådan her, hvilket hun egentlig ikke havde noget imod, for det måtte han da gerne finde sjov i. Hvorfor skjule dem som var åbenlyst, hvad der kunne få hende op og køre. Det var tosset at prøve. Hun havde stadig en lettere ukontrolleret vejrtrækning.
"Mhmmm." Svarede hun bare med et lusket smil, inden hun mærkede hvordan hjertet på ny synes det skulle sætte i gang med fart og hård pumpen mod hendes bryst. Det var tanken om hvad han egentlig var i stand til, den gjorde hende næsten ør, hun ville se mere, åh hun ville høre mere og hun ville mærke mere. Hvis ikke nu, så en dag, og hun ville lede efter ham hvis det skulle komme dertil. Roligt lod hun fingrene sno sig om hans beklædning, hun bed sig i læben kort og så op mod ham med et forførende smil på læberne.
"Det må du vide bedst. Hvad kan jeg gøre for at motivere dig?" Hviskede hun blidt, næsten bedende, hun VILLE have mere, og hun skulle nok få det, på den ene eller anden måde. Den eneste grund til hun stædigt holdte igen på sig selv, var faktisk at hun havde havde været typen der gav sig ud til hvem som helst, hun havde jo været gift i mange mange år, selv før det havde hun været med få. Så selvom Corina var nærgående, grænseoverskridende og legede med ilden, så gav hun sjældent efter for sin egne lyster, for det ville blot resultere i hun overfaldede den som var hende tættest hver gang hun havde leget med et offer. Nej hun var ganske udholden og god til at styre sine lyster, sit begær, uanset hvor meget det voksede ved handlinger som disse og så generelt hans opførsel og væsen. Der kom en tænkende lyd fra hende, hvor meget var det værd for hende.
"Det kan ikke beskrives, det er jo næsten livsnødvendigt for mig at nære mig til sådanne ting. Jeg tror ikke jeg ville kunne gå et døgn uden smerte, død og rædsel. Så, et sted, er det vel, alt værd?" Svarede hun så med et skævt smil. Blikket endte mod flammen i hans hånd, fingrene som legede med ilden uden så meget som at brænde sig. Hun var misundelig et sted, men også ganske underholdt og glad for at kunne brænde sig, da hun jo et sted godt kunne lide følelsen, i små mængder naturligvis. Corina kunne mærke hun var lidt på vej ud på dybt vand, for hun følte sig næsten klar til at give alt hvad hun ejede for at se mere og det var ikke sundt, hun måtte få lidt kontrol over sig selv igen. Roligt vendte hun blikket som ellers var fængslet mod ham, væk, mod søen og hans mesterværk på den anden side som blot mindede hende om hvad hun kunne få mere af. Øjnene gled stille i, hun sukkede blidt og vendte så ansigtet mod ham igen, for at se på ham med sit ballademager smil og et glimt i øjet af hvor meget hun egentlig nød det her, hvor underholdende og fantastisk hun egentlig fandt hans selskab.