Mother of advice.

[Deleted]

@eriz

S: Dvasias, Rimshia, slottet.

De bare fødder mærkede ikke kulden, der lå i stenene. De mærkede ikke de små sten, der pressede mod huden eller fugtigheden, efter sne der smeltede. Kulden var tyk og tung i luften, mørket var endnu en gang sænket sig over landet og bød det at sove og hvile sig, omend der stadig var mulighed for masser af liv. Dvasias var et land der aldrig sov. Uanset om det var nat eller dag var der liv, folk der blev myrdet, folk der lagde planer, så man kunne overveje om folk overhoved sov. Denne travlhed der omgav landet var mere end hun nogensinde havde oplevet og hun havde straks kunne mærke forandringerne. Dette var ikke længere det land hun kendte, det havde ændret sig og var blevet mere magtfuldt, mere grisk end nogensinde. Den var veget fra den balance der havde været. To lande burde der være, et af det lyse og en af det mørke, og to andre lande, der var ingen af delene. Nu var balancen rykket og hun frygtede det ville rykke sig endnu mere. At vægtskålen ville tippe og verdenen blive ødelagt.
Nogen måtte finde ud af hvordan tingene kunne rykke sig sådan. Nogen måtte være den neutrale, der fandt roden til disse ting og genskabte balancen. Verdenen havde brug for balancen, naturen havde brug for balancen og folket havde brug for balancen.
Hun var kommet ud fra sit skjul. Som altid gik hun hvor hun ønskede, ingen så hende og hvis de gjorde, genkendte de hende sjældent. Alle steder var hun, der hvor hun ønskede at være eller der hvor folk havde mest brug for hende. Hun kunne mærke det i stenene omkring hende. Denne mørke, denne mangel på balance. Hendes slanke hånd gled over stenen i hendes hånd, en sten hun havde samlet op på sin vej. Den hviskede til hende og fortalte hende de mest forfærdelige ting. Den smuldrede næsten i hendes hånd...Præcis som dette land gjorde. Det smuldrede i hænderne på dem, der havde magten. Folk havde glemt de stod sammen og burde holde sammen, i stedet arbejdede folk hver for sig og for deres eget bedste. Landet havde ikke råd til det længere.
Hun havde studeret slottet på afstand og ved hjælp af Rasputin. Kragen sad på hendes ene skulder, hun kunne mærke hans bløde fjer mod sin kind og hans kløer i hendes skulder, skønt de aldrig prikkede hul. Hun var vandret, midt på natten, op til slottet port.
Hun var en høj og flot kvinde. Hendes kjole var hvis og slynget om hendes krop, bestående af et langt stof. Stoffet var tynd og bølgede om hende, når hun gik eller hvis en vind tog fat i det. Når hun stod stille legede vinden med det og fik det til at ligne hun var i konstant bevægelse eller så flygtig som et spøgelse. Der var smykker, mange af dem. To store øreringe prydede hendes ører, de var store, fulde af fjer og små stene, og de raslede let når hun gik. Om halsen hang en medaljon med en strålende blå sten af en næsten unaturlig blå farve. På overarmene sad der arm bånd, men der hang ingen om hendes håndled. Der var et par bånd om hendes ene ankel og fortalte når hun kom gående, sikrede hende opmærksomhed, uden hun selv skulle sige noget.
Det lange sorte hår var sat op, trukket væk fra ansigtet og strøget tilbage. Det bølgede ned af hendes krop, helt ned til livet af hendes, i de flotteste, bølgende krøller. Noget af håret var flettet i bittesmå fletninger, mens andre små potioner hår var samlet af små metalbånd, det hele gav hende et fantastisk og noget mærkværdigt udseende.
Om hendes skuldre hang en kappe ned over hendes ryg. Den hang fast omkring hendes hals også.
Endelig var hendes læber farvet op med en svag, rød farve, for at folk var mere opmærksom på hendes mund og det hun sagde. Hendes hud var uden ar eller mærket, i en flot lys farve.
Noget af hendes hår gled ud over hendes skulder, den modsatte af den skulder kragen sad.
Det hele sad perfekt på en kvinde, der gik med rank ryg og satte sine fødder så elegant mod jorden, som havde hun udtænkt hvert eneste skridt på forhånd eller var hun bange for at træde et insekt ihjel, eller mase en plante.
De grå øjne skinnede med mystisk, med magt og med en stor vilje.

Maureen havde brugt meget tid på sit udseende og på sin holdning. Noget af det var kommet hende naturligt, men et længere studie i hvordan folk opførte sig under bestemte situationer, havde givet hende en vis viden om hvordan hun burde tage sig ud. Mest af alt, var hun en neutral, fremmed kvinde ingen kendte til. En der kom til slottet og ikke lod sig stoppe af vagter.
"Du...Eller De...Kan ikke bare k-komme ind..." Vagtens ord forsvandt hen, blev ikke-eksisterende, da hendes ene hånd gled over hans skulder. Et drillende smil, et lokkende smil, lå om hendes læber. Hun sagde intet...Vagtens vilje var knækket.
En tjener kom hende i møde. Hendes blik fandt personen, men tog sig ikke den handling at studerer denne person foran hende.
"Jeg skal snakke med rådgiveren" sagde hun. Hendes stemme var i dyb kontrast til hendes krop og udseende - En anelse dyb og hård som en sten, skarp som flint.
"Jeg er uinteresseret i om hun er til rådighed. Det vil være dumt at sende mig væk"

[Deleted]

”Nej…”
”Men Mylady-”
”Nej!”
”Hun står lige her udenfor og-”
”Jeg sagde nej! Folk kan ikke bare blive ved med at komme rendende i tide og utide! For helvede jeg er Dronningens Rådgiver, ikke FOLKETS rådgiver!” Macaria’s stemme fortalte som altid, akkurat hvad hun følte. Lige nu var tonefaldet irritabelt. Hun var ikke i godt humør – hvilket hun sjældent havde været, siden hun kom tilbage fra Manjarno. Nu gik det så ud over tjeneren, der stod knuget sammen inde for hendes kontor’s dør.
”… hun siger at, det ville være dumt, at sende hende væk,” prøvede tjeneren forsigtigt, og blev med det samme slået tilbage af Macaria’s glædeløse latter. Hvornår havde hendes latter nogensinde været glædeløs?
”Ville det være dumt at sende hende væk? Åh min kære Clara, hvis jeg fik en mønt, for hver eneste person, der har sagt det gennem min tid her,” svarede hun tilbage, og lod sig glide ned bag sit skrivebord. Flammerne var tændt i pejsen bag hende. Twistende og glubske åd de træet op, samt oplyste det varme, rodet kontor. Macaria var altid så udtryksfuld i hendes måde at indrette både sit kammer og sit kontor på. Man kunne aflæse hendes personlighed i det.
Derfor var gulvtæppet rødt og blødt. Væggene fyldt med reoler med farvestrålende bøger, og genstande, hun havde samlet gennem sit liv. Der var ingen anden belysning end pejsen, som gjorde skyggerne tunge, og lyset varmt og orange. Skrivebordet var fuldkommen rodet til med dokumenter, mapper, skriveredskaber og pergamenter. Et stort rod, som kun Macaria kunne finde orden i.
Et glas med blod stod på bordet, sammen med nogle sammenrullet kort. Macarias hår bølgede løst ned over hendes ranke ryg, strøget væk fra det udtryksfulde ansigt. Kjolen hun havde på var løs, så stoffet ikke ville genere ryggen, der næsten lignede et kort med snoede, lange floder af ar, der strakte sig fra det sted, hvor spyddet havde ramt hende.
Tjeneren stod utilpas til mode, og vred hænderne. Macaria var ikke den samme længere, siden hun kom tilbage. Hun brugte mere tid begravet i arbejde, smilede ikke så meget længere, drak mere, og brugte mange timer, på blot at sidde, og stirre tomt ind i flammerne.
”Macaria…” bad tjeneren bekymret, og Macaria drog et opgivende, tungt suk, mens hun hvilede panden ned mod sine sammenflettet hænder, hvis albuer hvilede i bordet.
”Ja… fint. Du får din vilje. Send hende ind, hvis du tror, hun er så vigtig,” mumlede hun med øjnene lukket.
Tjeneren bukkede for den irritable rådgiver, og skyndte sig ud af kontoret, for at vise gæsten ind.

[Deleted]

Hun kendte allerede svaret, da tjeneren kom ilende hen til hende. Tjeneren så forpjusket og nervøs ud, som havde det været en kamp at få hende til at modtage en gæst i dette øjeblik. Dette fortalte hende nok om rådgiveren. Dette var ikke kvinde der gad høre hvad folk havde at sige til hende og hendes arbejde betød ikke nok til at hun ville smide alt hun havde i hænderne. Som hun havde frygtet var landet i den grad ved at blive overtaget af folk der stod dem selv nærmest, som ikke længere vidste hvad deres titel betød og som kaldte sin loyal, kun for at undgå død, men ikke for at leve op til ordet. Derfor kaldte hun sig ikke loyal til andre end naturen, for ordet dækkede over så meget og ville kun bringe en problemer. Folk ville bryde det bånd, som loyalitet gav, uden så meget at blinke. Hendes hånd gled op foran tjeneren, inden denne kunne nå at sige noget.
”Jeg vil lukke mig selv ind. Vi vil få brug for noget stærk og en kande vand, tak” Hun samlede sin kjole om sig med den ene hånd, i en så naturlig bevægelse, der fortalte at hun havde gjort det mange gange før. Lydløst gav hun sig over gulvet og hen til døren. Hun tog sig ikke den rimelighed at banke på, men trådte blot ind og lukkede døren efter sig. Og så blev hun stående der, kun få skridt fra døren, med hænderne samlet foran sig. Hendes blik gled over rummet og noterede sig bøgerne, genstandene, varmen i pejsen og blodet på bordet, næsten gemt af papir og arbejde. Og ende over kvinden selv. Blot et blik på kvinden fortalte hende mange ting. Kvinden var træt, arret på hendes ryg virkede rimelig nyt. Hun havde problemer og hun var kun skyggen af en person, hun en gang måtte have været. Tingene var i sandheden mere forfærdelige end hun havde troet.
Det var på tide at fremsætte sit ærinde.
”Jeg kommer for at rådgive Dem i denne svære tid. Jeg har set landet og den forfatning den er i. Stenene smuldre i min hånd, træerne ryster deres blade ved min berøring, vandet hvisker om det. Landet er ude af balance og lige så er dets folk” hendes stemme efterlod ikke mulighed for tvivl.
Kragen på hendes skulder kom med et lille ”spuark”, før han rystede sine fjer. Den lagde hovedet på skrå og så mod Macaria.
”På min rejse gennem landet har jeg set det hele. Alle tegnene er der. I vil snart falde lige så hårdt, som i har vundet. Det kan ses over alt. Dvasias er kun en skygge af sig selv, et tidligere stolt land. Og det er min nu tydeligt at Dvasias lider, når selv dens rådgiver kun er en simpel skygge”

[Deleted]

Lyden af stemmen fik ikke Macaria til at åbne øjnene og kigge op, selvom stemmen indeholdte en styrke og en skarphed, som hun ikke havde hørt før hos noget menneske. Dog kiggede hun langsomt op, jo mere kvinden snakkede med et udtryk, som var hun lige blevet slået i ansigtet. Var det en fugl hun havde sættende på skulderen? En levende fugl?
Macaria lod sine observerende øjne glide ned over kvinden foran sig, indtil at de igen endte oppe ved hendes ansigt. Da kvinden tav var Macaria stille i et langt stykke tid, inden at hendes forvirret og lammet ansigtsudtryk blødte op i et grin. En blanding af et fnys og et grin lød fra hende.
”Er du… seriøs?” spurgte hun hende, og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun lænede sig tilbage i stolen. Hun vidste ikke, om hun skulle slå hovedet ned i bordet, eller begynde at grine højlydt. Åhhh det var ikke første gang, hun havde modtaget besøg af sådan en type. Balancen! Tænk på balancen! Det var dog første gang, hun havde hørt én, der først lige havde mødt hende, så åbent kaldte hende… en skygge af sig selv? Det i sig selv var fornærmende nok, og nu ville hun rådgive hende? Sikke en kvinde.
Macaria hvilede hovedet i sin ene hånd, mens hun med et skævt smil betragtede kvinden, fyldt med interesse. Det var komisk. Så komisk, at hun ikke kunne få sig selv til at råbe op. En skygge af sig selv?
”Jeg sætter pris på dine meninger, men vi klare det, tak,” svarede hun roligt. En sætning hun havde sagt alt for mange gange på det sidste. ”Dronningen ved hvad hun gør, jeg ved hvad jeg gør, hoffet ved hvad de gør, og alle ved hvad de gør. Dvasias er større og stærkere, end det nogensinde har været, og det er på grund af mig. Så…. Nej tak. Jeg har ikke brug for en rådgiver.”
Det her ville hun blive nødt til at fortælle videre til dronningen! Hun ville elske det!

[Deleted]

Hun havde forventet intet mindre end et grin og et hånligt nej tak. Men dette fik ikke kvinden til at bukke, dette fik ikke kvinden til at gå. I stedet blev hun stående og ventede...Men ikke på at Macaria gjorde noget. I stedet lød det pludselig en svag banken på døren. Som havde hun vidste at tjeneren ville komme nu. Hun lod sin ene hånd glide ud i luften og med et lille sving i håndledet, gled døren åben. Tjeneren stod udenfor med en bakke. To kander og en flaske med alkohol. Tjeneren kom vimsende end, satte det fra sig og skyndte sig bukkede ud, lukkede døren efter sig.
Først nu gjorde Maureen noget mere.
Hun gik over til bordet og hældte vand op i et glas til sig selv. Macaria havde ikke bestilt dette og hun vidste intet om at kvinden her havde. Hun blandede noget blod og alkohol sammen med næsten perfekte mål, som var det en eliksir hun blandede og ikke blot en drink. Hun lod denne blanding stå på bakken, lokkende for Macaria, sammen med glasset med vand. Hun tog det ikke, hun drak det ikke. Nej.
I stedet trådte hun over til Macaria. Hendes øjne brændte med en indre ild og borede sig ind i Macarias, som kiggede hun ind i selve hendes sjæl og indre.
”Jeg havde forventet indre mindre af dem. Lad mig fortælle dig hvad jeg har set” hun flyttede sig og i en nærmest svævende bevægelse gik hun over til bøgerne. Hendes kjole gled lydløst over gulvet, da hun bevægede sig over det røde guldtæppe. Hendes spinkle hånd greb ud efter en bog, som en grib, men ikke uden en hvis forsigtighed, der sørgede for bogen ikke kom til skade. Hun slog op i bogen og kiggede ned i den. Så smilte hun svagt, lukkede den og satte den på plads igen. Sigende lod hun hånden glide over ryggen på en hylde af bøger, uden hun selv gik et skridt. Hun så ikke på Macaria.
”Dette er en flot samling og nogle af dem er ganske gamle. Denne bog er sjælden og ikke mange steder finder man den længere. En samler ville dø for at holde den i sin hånd, en kender ville give en kiste fuld af guld. Men her står den og pryder, som en del af den forunderlige samling den er, et bevis på et liv.” hun var stille et øjeblik.
”Tjeneren var forpjusket og forfjamsket, som enhver tjener af en magtfuld person, der ikke er samarbejdsvillig. Jeg kunne se det i hans blik og høre det på hans vejrtrækning. Den tid det tog inden han kom og hentede mig. Du ønskede ikke at se mig og du ønsker ikke at se mange der kommer, for de bringer flere beklagelser, flere problemer eller flere nyheder. Men du kan ikke indeholde flere at disse, for dit sind er fyldt op. Du har glemt hvad din rolle betyder og skabt din egen mening af den. Men du ved ikke længere hvem du selv er, du er ikke længere sandfærdig over for dig selv. Måske har du nogle større problemer, ikke bare af Dronningens, men også af dine egne? Selv det koldeste væsen har en gnist af følelser og ønsker. Disse bringer en mere ud af fatning, end nogle små problemer” Hun lod blikket glide over bøgerne, før hun vendte sig om mod Macaria med et svagt smil.
”Selv en rådgiver kan have brug for rådgivning. Ingen kan forvente sådan et vægt på nogens skulder og alligevel går nogen med den. Denne vægt. Så knusende den kan være. En svag leder gider et svagt folk. Svage råd, giver et svagt land”

[Deleted]

Med tunge øjenlåg fulgte Macaria kvinden med blikket, mens hun hældte den perfekte blanding af blod og alkohol op i et glas. Macaria's nysgerrighed blev pirret. Indtil videre var det kun hende og hendes søskende, som kunne lave den perfekte blanding, der gjorde vampyrer kunne drikke alkohol, uden at kaste det op bagefter. Hvem var denne kvinde? Hun havde ikke engang givet et navn. Som hun gik rundt på kontoret, samt tog en bog ud, oplevede Macaria det respektløs, samt de ting hun sagde. Hun sagde dog ingenting. Både fordi kvinden ikke virkede som typen, der tog sig af den slags, og fordi Macaria var færdig med at hidse sig op, bare fordi folk var respektløse overfor hende. Den tid var forbi.
Dog brød hun sig ikke om at kvinden, hentydede til hendes personlige problemer. Det fik hende til at huske dem. Huske at hun var alene, og for evigt altid ville være det. Bittert bed hun tænderne sammen, greb glasset med det blandet blod, og tog en stor slurk. Bare for at få tankerne presset væk.
"Du tror, du ved alt om mig nu?" spurgte hun vredt, da hun havde sænket glasset igen. "Jeg har ikke brug for hjælp!! Jeg kan tage vare på mig selv, og jeg er god til mit arbejde, så kom ikke og tro, at jeg behøver nogle! Du kan ikke tillade dig at komme ind på mit kontor, og hentyde til, at jeg gør mit arbejde dårligt! Hvis du er af den mening, må du jo gå til dronningen, og anbefale hende, at få en ny rådgiver!"
Hun rejste sig op, så stolen nev skubbet bagud. Bevægelsen gjorde ondt i ryggen, men hun var vred nu. Vred over at kvindens ord, og de ting hun sagde. Hun anede ikke en skid om hvilken problemer, Macaria gik med, eller hvordan hun passede sit arbejde! Nærmest som en besat, arbejdede hun! ´Hun begravede sig i det, for ikke at blive mindet om alt det hun havde tabt den sidste måneds tid. Og ingen lyttede! Ingen kunne hjælpe!
MEd en finger pegede hun mod døren.
"Jeg vil bede dig om at gå nu. Jeg har hørt hvad du, har at sige, og siger nej tak til dit tilbud, om at rådgive mig," sagde hun hårdt.

[Deleted]

Folk burde gribe de muligheder der blev kastet mod dem og ikke kaste dem væk, som var de skrald. Dette vidste selv hun, men Macaria så det åbenbart ikke. At hun tilbød at lytte, at give en mening og råd som en udestående, der til tider kunne se mere klart, end de folk der var en del af det hele. Hun lod sig ikke anfægte af dette. Folk var hurtige til at blive vrede og havde et dårligt temperament og mindre klarsyn, end folkene i Procias. Mindre klarsyn, fordi de levede i en mørk verden, der grumsede deres syn og gjorde dem selviske, for de kunne alligevel ikke se hinanden. Hun vendte sig om mod Macaria og foldede hænderne foran sig, mens hun blot modtog Macarias vrede, som var det ingenting. Intet mindre end det hun havde forventet.
Da hun var nogenlunde færdig, afbrød hun hende, inden hun kunne nå at smide hende ud.
”Du høre hvad du ønsker at høre, ikke hvad folk faktisk siger til dig. Jeg kender dig på ingen måde, andet end jeg tolker de tegn mine omgivelser giver mig. Disse ting ved jeg udelukkende fra de rygter jeg har hørt og fra de ting, der står i dit rum og den måde tjeneren kom til mig” hun slog let ud med den ene arm, da hun vidste bogreolen frem, som en af de ting hun talte om.
”Jeg siger ikke du gør dit arbejde dårligt, blot at der et eller andet sted er nogle folk, der ikke længere ser klart eller husker hvilke værdier der ligger i deres titler. Disse ting får landet til at smuldre under mine fødder og det ser jeg meget nødigt” svarede hun blot, som var dette klar som dagen.
”Du forekommer mig som en kvinde, med en masse problemer. Problemer der gør dig blind for muligheder, problemer der ikke kan få dig til at se venner fra fjender og får dig til at snerre af folk, der tilbyder deres hjælp...” hendes blik ændrede sig endelig. Blev mere fjernt, som var hun ikke længere i rummet hos dem. En svag latter gled igennem luften, svag og sød, som en varm vind fra syden. Kragen baskede med sine fjer, men forholdte sig stille. Den så ud af vinduet, som var den ganske intelligent.
”Du har ret Rasputin...” hendes ene hånd gled op til fuglen og gled ned over dens fjerdragt, da hun så ud af vinduet, som så de noget ingen andre så. Lidt efter så hun på Macaria igen og overhørte fuldstændig kvindens kommando om at hun burde gå.
”Jeg tror du er en fantastisk rådgiver, der har meget at tilbyde dette land. Men du er også en person med en byrde på dine skuldre, der vil få din ryg til at knække under vægten. Ingen kan klare så meget uden hjælp. Der er ingen fejl i at spørge efter den eller opsøge den i hemmelighed. Men lad det nu ligge...Jeg er sikker på du har folk omkring dig du kan fortælle alt til og som vil lytte og rådgive dig i disse svære tider” hun nikkede let, da hun satte i bevægelse...
Og gik helt op foran Macaria. Hendes blik gled ned over kvindens ansigt, over hendes næse og hendes læber, som var hun en forfører. Lidt efter smilte hun let og søgte Macarias øjne, som så de noget, ingen andre så. Så vendte hun sig væk og gik over mod døren.
”Jeg bliver nød til at gå. Jeg er ønsket andre steder og det omhandler vigtige ting. Vi vil aldrig mødes igen...Medmindre du tager imod min hjælp. Bare rolig. Jeg vil vide det” hun så halvvejs over sin ledige skulder og smilte, som vidste hun ting, ingen andre vidste.
”Jeg bringer en advarsel. Jeg kan mærke det i luften. Mørket er stort og magtfuldt, men det er ikke den eneste kraft i verdenen. Vogt jer. Fjenden er lige så meget iblandt jer, som ved siden af jer” med disse ord åbnede hun døren og forsvandt ud af den.
Ingen så hende gå igennem porten. Hun var simpelt...Bare forsvundet. Til gengæld forsvandt en anden skikkelse gennem porten og ingen mistænkte ham for at have noget med denne kvinde at gøre...

//Out

[Deleted]

Da kvinden stillede sig helt tæt på hende, var Macaria lige ved at træde et skridt tilbage, men nået holdte hende fra det. Måske var det kvindens blik. Som fortryllet kiggede hun ind i øjnene på den fremmede, mystiske kvinde, mens at hvert ord hun sagde, ramte hende dybere og dybere. Da hun ville gå, var Macaria tæt på at række ud efter hende, og bede hende blive.
Hvad skete der dog?! Hun rystede næsten over hele kroppen. Følelserne bølgede som et vildt hav i hende. Af en eller anden grund, havde hun lyst til at kvinden, skulle holde om hende. Lytte til hende. Det havde været en forståelse i hendes blik. I hendes ord. En forståelse, som om hun forstod det hele, og... accepterede det. Ingen hånende blikke, intet arrogant smil, ingen dolk bag ryggen.
Da døren lukkede sig efter kvinden, kiggede Macaria rystet ned på sit skrivebord. Øjnene flakkede rundt, mens tankerne var et virvar af følelser, minder og stemmer. Det var som at stå foran hendes skaber. Ham der havde omvendt hende som vampyr. Han kunne være noget så mystisk, bedrevidende og klog, hvilket irriterede hende grænseløst, men samtidig... når han kiggede hende i øjnene, og fortalte det hele nok skulle gå, fordi at han var der til at guide hende, så stolede hun på ham. Hvor var han nu, hvor hun havde brug for mest guiding? Igen kiggede hun mod den lukket dør. Overvejede.
Med et suk gled hun ned i stolen, og begravede ansigtet i hænderne. Hun vidste hvad hun måtte gøre.

//out