Ved grænsen

[Deleted]

@zean - @caleb - @isabel

Med et hårdt støn fik hun endelig trukket sig selv op af det sidste højdedrag. Græsset var som et bølgende hav omkring hende, der altid var i bevægelse. Grønt, frodigt og langt. En dejlig afvigelse fra alt det mørke og visne, som de havde oplevet, på deres vej gennem Dvasias. Heldigvis var de snart ved deres mål. Imandra's grænse kunne ses strække sig et stykke frem.

Isabel satte hænderne i siden, og nød synet, inden at hun kastede et blik over skulderen mod Caleb, der var på vej op af højdedraget. Hun smilede ned til ham.
”Jeg kan se grænsen herfra! Vi er der snart!” sagde hun højt til ned til, for at overdøve vinden, der rev i dem. Det røde, korte hår dansede omkring hendes ansigt, mens hendes rejsetøj flagrede. De havde rejst i flere uger, for at nå fra Procias til Imandra. En lang tur der tvang dem både igennem Manjarno, hvor de havde mødt modstandsbevægelsen, samt igennem Dvasias, hvor de havde holdt lav profil. Heldigvis var de vant til turen. Et par mørkvæsner var endda blevet slagtet på sidelinjen, så det havde været en god rejse.

Isabel rakte sin hånd ned mod sin lillebror, så han kunne tage den, og hun kunne trække ham resten af vejen op. Efter varylen havde Isabel, holdt et vågent øje med ham, men det så ud til, at han var sluppet igennem sine skader, uden nogen varige mén. Det stoppede hende dog ikke fra, at pyldre omkring ham hver eneste gang de holdte lejr. Han fik det bedste tæppe, mest mad, det reneste vand og hver nat, tjekkede hun hans arm, for at være sikker på at såret healede ordenligt.

På nuværende tidspunkt var der ikke andet end et grimt, bugtende ar. Ikke værre end det manglende øje han havde.
”Landsbyen ligger ikke så langt herfra. Vi kan være der natten over, inden vi rejser videre,” fortalte hun ham, og strøg fingrene igennem det vilde, flamme hår, mens hendes grønne øjne vandrede rundt i landskabet. Byen kunne ses bag grænsen. Den var ikke stor, men der kunne de få hvile, mad og ly.

Hun hankede lidt mere op i sin taske over skulderen. Sværdet hang ved hendes side, dolken var i hendes støvle, og bæltet fyldt med genstande, der kunne skade væsner fra Dvasias, alt efter hvilken race de var. Det var en lettelse at være tilbage på neutral grund.

”Kom så. Vi når ingen vejene, ved at blive stående,” sukkede hun, og gav Caleb et klap på armen, inden hun begyndte at gå ned af bakken. Der var stadigvæk lidt tid til at den blege sol gik ned, selvom himlen allerede var ved at blive farvet orange og rød. Et smukt syn.

[Deleted]

Solnedgangen var orange og rød. Mest orange, for der var ikke blevet udgylt meget blod den dag. Men også lidt rød...For der blev udgylt blod hver dag. Og med nattens komme...Således kommer også nattens væsner...For at sprede død og ødelæggelse til hvad end de lagde deres øjne på, til hvad end der var deres mål. Og intet, intet, ville slippe deres gennemborende øjne og dødbringende våben, for i sandheden de var væsner af natten og kunne se igennem mørket, som andre se igennem dagen. Væsner fra folks dybeste mareridt, væsner folk troede de havde glemt eller glemt eksisterede, væsner der vækkede den dybeste frygt i deres hjerter og fik deres kroppe til at ryste i afmagt. For de var prægtige, de var stolte, de var store, de var magtfulde...Og de var mange.
Med nattens komme, således kom også disse væsner. Dødsengle bliver de kaldt. For de er engle af død. Deres vinger er sorte som natten og lydløse, som en ravns, hvis det passer dem. De beskytter ikke, de guider ikke. De spreder ødelæggelse og smerter til enhver i deres omgivelser og slår ihjel, så ingen bedemand kan følge med. For det er hvad de lever af. De lever af folks frygt, de styrkes af folks smerter og frydes ved folks død. I sandheden rædselsfulde væsner, som ikke velvilligt gad at tilbringe tid med.
Som mørket sænkede sig, som solen forsvandt overraskende hurtigt, lige så kom disse dødsengle. De fløj i flok, en stor folk og de fløj som en organisme. Lydløse, majestætiske, som at se ørnene flyve blandt bjergene. Men stadig som rovdyr. Rovdyr på jagt efter bytte. Deres øjne veg ikke fra deres mål, de frygtede ikke kulden der lå i luften, som kun blev varmere, jo længere de kom fra deres hule og Dvasias. Selv Imandra var lysere og varmere end Dvasias.
Landet var endnu neutralt og meget svagt, uden nogen leder. Neutralt og derfor kunne et utidigt angreb heller ikke være et angreb mod nogen kongelige. Alle kunne træde ind i landet og angribe det, som de fandt bedst.
Disse engle havde trænet hårdt og længe, for at opnå denne disciplin, denne kulde og frygt, som blot synet af dem ville vække i mange folk. Lyden af deres vinger, for uanset hvor lille den var, var den dog hørlig, skulle skræmme folk væk fra deres vej. Deres kolde øjne, i alverdens farver, var rettet en vej. Og det var fremad. Intet kunne stoppe dem, som de fløj der, i sandheden en fjende.
Ingen havde en stor rustning på, for disse ville besværliggøre deres flyvning og gøre dem trætte. Men alle havde de et sværd ved siden, mens enkelte havde bue og pile. Alle havde de dolke og andet udstyr med. For de var soldater og dette var blot en øvelse...En øvelse og et forsøg på at dominerer Imandra yderligere.
Kunne det ikke, tænkte de, være sjovt hvis dødsenglene en dag havde deres eget land?
De ville end ikke opdage to, små, ubetydelige skikkelser på deres vej...For de ville flyve lige over dem og ikke se andet end deres mål, med en bestemthed der kunne rokke selv den stærkeste vilje.
Og dog, var dette scenarie der udspillede sig, perfekt på alle måder, selv om det var helt igennem forfærdeligt.
Dødsenglene nærmede sig denne landsby af uvidende folk. Og som de kom tæt nok på, gled den forreste dødsengels arm ud til siden, først den ene og så den anden, for han var deres leder og han bad dem om at angribe.
Og dødsenglene delte sig i tre grupper. Den ene fortsatte lige hen over byen, de andre tog hver deres side af den...
Og pile blev affyret, der satte ild til tørt hø, til stråtage og svagt træ. Og som halvdelen af de tre grupper blev i luften med deres buer, for at skyde alle der flygtede ud af byen, ligeså landede resten og trak deres sværd. Sværd der lynede igennem luften med en nøjagtighed der var i sandheden skræmmende. Solen var væk...Men endnu skinnede det orange og rødt i deres fjer, fra ilden omkring dem, fra blodet der dryppede rundt om deres nådesløse ofre. Ilden var tændte hele vejen rundt om byen, men havde endnu ikke spredt sig. Tydeligvis ville ilden gøre det på et tidspunkt...Og lukke alle beboerne inde. Børn, ældre, syge og voksne...Ingen havde en chance, da dødsenglene flåede dem ud af deres senge, ud på gaderne. Slagtede børn der endnu lå i deres senge, slagtede folk der gik til angreb med en høtyv. De kunne ikke beskytte sig mod dette scenarie, aldrig havde de set dem komme! Dødsenglene var væk...De var ikke længere en trussel...Og dog her stod de, blot en lille del af dem og slagtede folk. Det var på tide verdenen anerkendte dem igen og huskede dem. Dette var den eneste måde de kunne opnå det. Og så var det jo ganske underholdende, som deres sværd blev malet røde...
Ikke så meget som blinkede de. Ikke så meget som tøvede de. Ikke så meget som fortrak deres ansigter sig en millimeter. De var soldater, de var skabt til at slå ihjel...Men inderst inde nød de det. Skrigende i deres ører, blodet på deres hænder. Var der noget bedre?!

[Deleted]

Med et skævt smil tog Caleb hans søsters hånd, og blev trukket det sidste stykke på på højdedraget, så han også kunne beskue den smukke udsigt. Han nød følelsen af den friske luft i lungerne, og trak vejret dybt ind, for at tage det hele til sig.
"Bliver godt, at sove i en varm seng igen, og få noget ordenligt at spise. Hvis jeg skal spise én, rå rod til, så kaster jeg op," kommenterede han med et grin, og fulgte med Isabel ned af bakken igen. Det gik stejlt, så de måtte passe på ikke at skride. Ligesom hende havde han sit slidte rejsetøj op - faktisk det eneste tøj han havde - og sine våben, hvor det var let at komme til dem. Vinden legede med hans sorte hår, der blev blæst væk fra hans ansigt, så man kunne se læderlappen, der var syet over hans ene øje, som en dæmon havde revet ud.
Med en lav, lystig fløjten vandrede han roligt afsted efter Isabel, og lod sig glide resten af vejen ned af bakken. De var ikke langt fra landsbyen. Han kunne næsten dufte maden herfra, hvilket gjorde hans skridt, så mere ivrige.
Ham og Isabel havde kastet sig ud i en diskussion, omkring hvordan det var bedst at slibe sit våben, da mørke skikkelser, pludselig fløj over dem. Overrasket lagde han nakken tilbage, for at kigge op mod den mørkene himmel.
"Hvad fanden..." mumlede han. De havde vinger! Havde den procianske konge alligevel lyttet til Isabel, og sendte engle til Imandra? Forundret blev de stående, for at se efter de flyvende skikkelser, der skilte sig i tre ved landsbyen. Og så begyndte skrigene.
"De angriber landsbyen!!" råbte Caleb desperat, og smed med det samme tasken fra sig på jorden, for at sætte i løb. "Isabel det er ikke engle!! Det er forbandet dødsengle!!"
Flammer begyndte at sprede sig over stråtagene, mens folk skreg og græd. Caleb kunne høre det, hvilket fik ham til at sætte farten op. Han vidste Isabel var lige bag sig.
Landsbyen kom nærmere og nærmere. Rædslerne som dødsengle udgjorde, blev afsløret for ham mere og mere detaljeret, hvilket tændte en rasende gnist i hans indre.
En mumlende messen begyndte at lyde fra ham, mens han spurtede afsted, så græsset piskede mod hans støvler. Han trak sværdet frem fra sin side. En dødsengel med ryggen til ham, havde ikke lagt mærke til noget. Den stod, og var i gang med at instruere to andre dødsengle inde i en hytte. Caleb svang sværdet i en stor bue. Dødsenglens hoved trillede hen af jorden, men han blev ikke for at nyde synet. Hurtigt var han inde i huset.
Der stank af blød. To lig lå på gulvet. De to dødsengle vendte sig om ham, men han var hurtig, og han var vred. Han bukkede sig for et angreb, dræbte den ene, og sprang direkte på den anden, så de væltede om på gulvet. Hårdt spiddede han sit sværd ned i vingen på den, så den skreg skingert. Hånden glødede kort op, inden at han smækkede den i brystkassen på englen, der kort stivnede, inden dens øjne blev livløse.
Gispende kom han på benene, og trak sværdet op med et ryk fra armen. Det var tre. Han skyndte sig ud af huset, for at slutte sig til Isabel.

[Deleted]

Isabel opdagede næsten samtidigt med Caleb, at der ikke var tale om engle, som landede ved landsbyen. Et gisp undslap hendes læber. Hvordan... var det muligt?! Hurtigt og bestemt smed hun tasken fra sig, og satte i løb efter Caleb. De måtte hjælpe! Forsvare landsbyen, redde beboerne, bare gøre NOGET!
Vinden rev tårerne frem i hendes øjne, der ikke vist enogen som helst tegn på frygt, mens at hun sprang igennem græsset, for at nå landsbyen. Caleb var allerede et godt stykke foran. Han havde handelkraftigt trukket sit sværd.
Lyset og varmen fra flammerne slog hende i møde. Mens Caleb tog det første hus, stoppede hun op lige inden indgangen til byen. Øjnene gled rundt om hende. Jorden var en smule fugtig. Der måtte være vand gemt i muldet fra et tidligere regnskyld.
Hun tog en dyb udånding, inden at hun begyndte at messe en besværgelse. Håndfladerne var vendt ned mod jorden, og bevægede sig svagt omkring hende, mens hun fik kontakt med vandet fra undergrunden. Messen blev højere. Det lød som om flere stemmer talte i munden på hinanden. Pentagrammerne skåret ind i hendes hænder, begyndte at skinne. Hun fik fat i vandet. Med en kraftanstrengelse og et halvkvalt støn gjorde hun en svingende bevægelse med sine arme, og vandet blev trukket op af undergrunden, som en gigantisk slange. Tænderne var bidt hårdt sammen. Ud af sin øjenkrog, kunne hun se Caleb træde ud af huset med sværdet i sin hånd. Dens klinge var badet af blod. Hun tog et skridt frem, og navigerede vandet over de tætteste huse, så ilden blev slukket med en syden. Endnu et skridt, og en bevægelse med armene. Slangen af vand bugtede sig gennem luften til de næste par brændende huse.

[Deleted]

Dødsenglene havde fået frit løb. Deres Leder var kommet til dem for at overvære deres træning og besigtige deres våben. Efter noget tid havde han bedt om stilhed, for derefter at holde en inspirende tale for dem. En der lovede frihed. En der lovede lov til at sprede død og ødelæggelse. En der lovede dem ingen grænser! De var blevet glade ved budskabet, opildnede, og spændte på at gøre lige præcis disse ting. Meningen havde været klar...ingen ville hjælpe dem, så deres Leder havde nu givet dem frit løb til at splitte, ødelægge og dræbe som de fandt passende. Blive bedre til at styre deres våben, til at flyve og til at kende landet. Det var bare genialt, så skønt! Mange soldater havde følt sig klar. Og denne deling havde valgt en stor mundfuld..En hel landsby i Imandra. Havde lederen ikke selv givet lov? Han havde sagt han manglede frivillige til at skabe lidt røre i Imandra...bare for at holde folkene svage og demoraliserede. Hvem var bedre til det end dødsengle? Det vidste sig at Zean planer trak ud og de kunne ikke have Imandra samlede sig, mens han så væk...
Disse var simpel landmænd og deres familier. Hvad modstand kunne de gøre mod en deling trænede soldater, der absolut ingen sans havde for nåde eller følelser i det hele taget? Aldrig blev der sagt et ord, kommandoerne blev givet ved håndtegn, som de havde øvet dem. Fjenderne ville ikke altid være hurtige nok til at forstå håndtegn...Men altid hurtige nok til at forstå ord. Deres Leder havde virkelig tænkt på alt! Næsten, i hvert fald.
Dog havde de ingen papirer på sig, der fortalte Zean stod bag. Intet havde de på sig, ud over tøj og våben. Det var en del at strategien...Skulle der opstå ballade og dødsenglene måtte stikke af eller dø, skulle det ikke ramme de andre bagefter. Zean kunne med god samvittighed påstå han intet vidste...
Det hele var gennemtænkt. Det var begrænset hvor trænet de var i at arbejde sammen...Men med tiden kunne det kun blive bedre!
De opdagede hurtigt der skete noget, der ikke burde, til dels fordi halvdelen af deling endnu fløj over byen, enden rundt i cirkler, eller bare stille i luften. De fleste med bue og pil beskytte at sigte efter disse to personer der pludselig var kommet løbende...Og viste sig at være en trussel til dem.
De opgav at skyde efter dem, der flygtede fra byen, og skød efter disse to i stedet. En af dem fløj ned til dem på jorden og advarede dem om at der kom nogen...
Snart var alle dødsenglene på dem. Både i luften og til bens. Alle dødsenglene vendte sig væk fra deres nydelige slagterier og gjorde modstand, omringede, disse personer, så godt de nu kunne. Deres døde kammerater – hvoraf de i hvert fald kunne se den ene – gjorde dem rasende og mere stridslystne. Med hævede sværd gik de til angreb, som en samlet enhed...

[Deleted]

Som altid når de kæmpede, virkede det som om Caleb og Isabel, var forbundet i sindet, og vidste præcist, hvad den ene ville gøre, så den anden, kunne følge med. Da de første par dødsengler, begyndte at skyde med pile efter Isabel, var det Caleb, som strakte hånden op, for at skabe et magisk energifelt, som pilene prellede af på.

"Der kommer flere dødsengle!" råbte han sammenbidt til hende, og sendte en kugle af elektricitet mod en dødsengel, der var kommet lidt for tæt. Himlen var fyldt med baskende, sorte vinger. Nogle var endda landet, for at komme imod dem direkte.

Langsomt bakkede han op, så han stod med ryggen mod sin storesøster. Dødsenglene var sorte skikkelser i mørket, der truende kom imod ham. De havde ingen udtryk i deres ansigter. Øjnene var kolde og skarpe som metal, men alligevel kunne det ikke bringe skræk i de to magikers hjerter. Så længe de havde hinanden, stod de stabile, frygtløse og kæmende, indtil de ville falde i døden sammen.

En dødsengel trådte igennem hans barriere, der beskyttede mod pilene, og han sprang frem med sværdet hævet. Dødsenglen undveg ved et skridt, og metal ramte metal, da deres sværd stødte sammen. Caleb greb om sværdet med begge sine hænder, og gravede fødderne ned i jorden, for at skubbe så hårdt han kunne mod uhyret, hvis øjne låste sig fast i hans. Et dybde af smerte og rædsel, kunne læses i dets blik.

Caleb smilede barsk. Ham og Isabel's messe genlød i hans hoved: "Stepping forth, a cure for souls demise. Reap the tears of the victim's cries. Yearning more to hear the suffer of a demon as I put it under. Life of vengeance, a passive test. Until the grave, I will rest. Engage the pressure until it crumbles the existence of lifeless black souls."

Han trådte et skridt tilbage, så dødsenglen kom ud af balance, og huggede til med sværdet. Dødsenglen faldt livløs om på jorden, men han kunne ikke nå, at trække vejret ind, før en ny var over ham. Med en halvkvalt lyd lukkede stærke fingre sig om hans strube, og løftede ham op, så han ikke kunne røre jorden med sine fødder. Desperat prøvede han at flænse hånden væk fra hans hals, men grebet var for stærkt. Han sparkede med benene. 

[Deleted]

Da dødsenglene nærmede sig, for at angribe hende og Caleb, opgav Isabel at redde de brændende huse, og slap kontrollen over vandet mod en gruppe dødsengle, der blev skyllet tilbage. Hurtigt strøg hun håret væk fra øjnene, mens at hun bakkede tilbage, indtil at hun stod ryg mod ryg med Caleb. Med en elegant bevægelse trak hun sine to daggert frem fra bæltet, og holdte dem i et solidt greb. Når en dødsengel kom for tæt på, sprang hun frem, for at slå den ned, inden at hun gik tilbage til udgangspunktet bag Caleb. De beskyttede hinandens rygge. Beskyttede hinanden.
En dødsengel havde lige slået hende hårdt i ansigtet, så blod sivede ud over hendes læber, da hun hørte den kvalte lyd fra Caleb. Hun ville have vendt sig rundt, men dødsenglen hos hende, greb fat i hendes hår, og hev hende tilbage.
Med en jamren måtte hun vakle tilbage, for at blive slået hårdt ned i jorden. Alt svimlede et øjeblik. Hun kunne høre lyden af et sværd, der blev trukket bag sig. Foran sig kunne hun se en dødsengel, have fat om struben på Caleb. Et ondskabsfuldt smil havde bredt sig på dens læber, mens den langsomt kvalte hans luftvej.
Med ondt, skal ondt bekæmpes.
Isabel's blik blev koldt og skarpt som flint. Hissigt rullede hun om på ryggen. Dødsengel hos hende, havde trukket sit sværd. Det var hævet, til at blive stukket ned i hende.
"The powers proven to end the madness. Upon I, take it to end the savage," mumlede hun, og kiggede døden direkte op i ansigtet, inden at hun rullede væk, lige da sværdet begravede sig selv i jorden, hvor hun lige havde ligget. Hun sprang akrobatisk på benene, trak dolken fra sin støvle, og stak den i ryggen på dødsenglen.
Caleb var ved at blive helt blå i hovedet. Panisk sparkede han med benene, men dødsengel lo bare hånende af ham. Isabel klappede hænderne hårdt sammen, og som en fakkel med olie, slikkede flammer sig brølende op omkring hende.
"Lad os se hvor godt fjer brænder," hvæsede hun, og med en håndbevægelse, sendte hun en ildkugle direkte mod dødsengel, der havde fat i Caleb. Hurtigt drejede hun rundt på den ene fod, og skød sin knytnæve op mod himlen, hvor dødsenglene kredsede rundt.
Et inferno at ild skød op mod den sorte nattehimmel, og truede med at brænde enhver dødsengel, der ikke var hurtig nok til at afvige.
"Flyv tilbage til jeres leder!!" råbte Isabel højt op mod de baskende skikkelser. "Fortæl ham, at vi forsvare Imandra til det sidste! I får ikke lov til at tage det her land, som I tog Manjarno!! VI forsvare det!!"

[Deleted]

Dødsenglenes leder, hende med kommandoen over denne deling, så dem. Og hun huskede dem, som hendes isblå øjne gled over deres skikkelser. Hvordan de arbejdede sammen, hvordan de beskyttede hinandens rygge og hvordan de samarbejdede som en organisme. Den ene havde kontrol over vand...Med skuffelse måtte hun se hvordan nogle af hendes elskede engle blev skyllet væk, som skidt, og deres vinger var for våde til at flyve. Hun så hvordan resten blev slagtet...Hvordan kunne dette gå til? Dødsengle var mestre i strategi og elskede krig. De elskede smerte og frygtede ikke døden, som mange andre dødelige måtte gøre. Mere var det, når en dødsengel var træt af det lange liv, denne trak sig tilbage og drog ud i en kamp, for at dø nobelt. Som disse engle døde nobelt, for at hun kunne komme væk og give beskeden videre. Og som de døde nobelt i et forsøg på at hævne deres venner...
Lidt efter lidt gik det op for hendes soldater at de blev slagtet...De havde knap nok rørt disse magikere, og flere døde hele tiden. Hun så hvordan hendes soldater enden lettede eller søgte ind i skyggerne mellem huse, både dem der brændte og ikke brændte, for at komme med en ny strategi. For hun havde ikke sagt de skulle flygte endnu. Så derfor gjorde de det ikke.
Hendes lange, sorte hår fløj dovens om hendes kønne ansigt, trods flere dødsengle havde mistet livet, smilte hun alligevel triumferende.
Skulle to magikere beskytte Imandra? Det måtte være en joke.
Hun tilhørte eliten. Hun ville ikke falde for en simpel landsby, blot fordi de ville sprede lidt hygge og varme.
Hun så kvinden løfte hånden...En magikers våben var hænderne. Hænderne og stemmen. Som en ridders var sværd og skjold, som en bueskyttes var bue og pil. Disse helt basale ting de alle havde lært til at starte med.
”Spred jer!”
Ilden var næsten over alt. Monstro om den satte ild til flere huse?
Hun kom selv væk og så flere der også nåede at flytte sig fra denne ild. Vand og ild. To modsigelser.
Et par dog, ikke mere end to-tre stykker, faldt fra himlen som brændende...brændeknuder. Knitrende. Ikke så meget som en skrig kom over deres læber og for det, var hun glad. Trods alt nærede deres livs sidste smerter deres brødre og søstre. Hjalp altid hinanden til det sidste...
To magikere kunne ikke redde landet.
Hun spændte adræt sin bue og sigtede. Hendes sigte var stort set perfekt...Pilen ramte sit mål. En af magikerne ville kunne mærke pilen gå lige forbi dennes kind, som den ramte...Et offer, bag dem. En dødende dødsengel. Og lidt efter endnu en...Da et forvildet menneske også døde bag dem.
Hun var her ikke får at slås med magikere. Det havde de ikke forberedt sig på og de var her så sandelig ikke for at blive brændt op. Disse magikere havde en masse kræfter at spille med, et spil hun ikke var interesseret i. Hellere så mange som muligt overlevede...Deres Leder havde trods alt brug for dem til andre ting end at dø for en dum landsby. Men dette ville blot blive en forsmag...hun vidste flere delinger var på vej over dette lang for at brænde andre landsbyer af eller jagte folk. Magikerne kunne ikke være alle steder på en gang...Og dødsengle var mestre i at lægge planer.
Hun smilte svagt og svang buen over hendes skulder. Hun løftede sin hånd...En stort set usynlig bevægelse i mørket, trods ilden lyste hende op nedefra. De sidste dødsengle fløj op til hende, spredt, så magikerne ikke ville have så stor held ved at sende mere ild af sted.
Og så grinte hun...En latter der var kold, kold som døden og som rungede ud over stilheden der herskede, hvis man så bort fra ildens knitrende og altopslugende lyde. Ilden skinnede i hendes isblå øjne og fjer, selv i hendes tænder. Og hun mærkede hvordan dødsenglene omkring hende fattede mod...Som de bare hang i luften og kiggede på dette scenarie, stadig opslugt af at nyde de sidste smerter fra de folk der endnu brændte inde.

[Deleted]

Med et gisp faldt Caleb om på jorden, da dødsengel, der havde haft fat i ham, blev ramt af en susende ildkugle. Hivende efter vejret, tog han sig til halsen, hvor et par blå mærker var kommet til syne. Besværligt og en smule svimmel kom han på benene, inden at han endelig kunne hæve hovedet, til at kigge over mod Isabel. Som en føniks, stod hun med en hånd rakt op mod himlen. En drage af ild snoede sig omkring hende, og skød op i luften, for at sprede dødsenglene. Et smil bredte sig på hans læber, og han blev fyldt med varme og håb ved synet af hende. Som altid var hun en motivation i sig selv. Frygtløs, ubarmhjertig, stædig og stærk. Et symbol for alle frihedskæmpere. Håbet om at Imandra ville kunne se det lys hun brændte med, fyldte ham... lige indtil han så en pil komme susende ud af mørket mod hende.
"ISABEL!!" skreg han panisk mod hende, og rakte en hånd ud mod hende. Pilen snittede hendes kind, inden den borede sig ned i en døende dødsengel. Caleb nåede lige at vende sig ved lyden af endnu en pil, men de skød ikke efter dem. De skød mod landsbeboerne, som var på flugt. Med bankende hjerte, så han dem falde, mens lyden af skrig fra husene, ringede for hans øre. Der var dog ikke meget de kunne gøre. Isabel havde travlt med at holde dødsenglene på afstand af dem.
Han rev sit sværd op fra jorden, og holdte det i et stramt greb, mens at stirrede hadefuldt op mod himlen, hvor dødsenglene hang ubevægelige. De kunne ikke nå dem, når de var så højt oppe.
Det frustrerede ham!
Nogle flygtninge prøvede at nå hen til dem, men blev altid skudt ned, før de kunne komme tæt nok på for Caleb og Isabel til at redde dem. Landsbyen var tabt. Det hele brændte. Der var intet at redde.
Det havde lykkes Caleb at redde fem personer ud, ved simpelthen at løbe ud fra Isabel's rækkevidde, gribe fat i en landsbybo, og kæmpe sig tilbage ved hjælp af sine egen energi, der bestod at lyn og elektricitet. Han var dog langt fra så magtfuld som Isabel, hvis magi, var både imponerende og frygtindgydende. De fem landsbyboer stod knuget ind til hinanden, bag ham, mens han holdte øje med dødsenglene omkring dem. Sværdet var i hans ene hånd, mens lilla magi glødede omkring den anden. Det grønne øje vandrede vagtsomt omkring. Om det så skulle tage hele natten, måtte de blive her, og forsvare dem selv og de fem resterende flygtninge. Der var ingen steder at flygte hen. Han håbede bare at dødsenglene, blev trætte, og fløj deres vej.

[Deleted]

Hun hørte Caleb skrige hendes navn, før hun selv opdagede noget. Forundret over det pludselig udbrud, drejede hun hovedet mod ham, lige da der lød en hvislen efterfulgt af en smerte mod kinden. Ilden døde ud omkring hende, og hun tog sig til siden af ansigtet. Da hun kiggede på sin hånd, så hun lidt blod på fingrene. Kun en flænge. Heldigvis kun en flænge. Hendes øjne gled rundt, da lyden af flygtige dødskrig, begyndte at lyde omkring dem. Lyden af ofre, der blev skudt ned i løb væk fra dødsenglene og den brændte landsby.
Med en mumlen skabte hun et skjold med formen som en halvkuppel omkring dem. Det tog en masse kræfter, så svedperlerne trillede ned over hendes ansigt, men det ville beskytte dem mod pile. Hun kunne ikke gøre andet end holde kraftfeltet oppe, så det var Caleb, der måtte gøre hvad han kunne, for at redde de folk, som han nu kunne, og hive dem med sig tilbage ind i kuplen. Tænderne kværnede sig mod hinanden, men hun holdte stand. Hvis hun var ved at miste modet, kiggede hun bare op mod dødsenglene, der svævede på himlen, og fandt ny energi i sit had til dem.
Da hun på et tidspunkt var ved at blive træt, skiftede hende og Caleb, så han holdte skjoldet oppe, og hun kunne holde øje med dødsenglene, hvis de landede, eller nærmede sig.
Fem var blevet reddet - eller var en hel landsby udryddet og slagtet. Det stod værre til end de havde vidst. Dødsenglene var kommet tilbage. De havde bedre udstyr, var blevet flere, og havde planlagt deres angreb nøje.
Isabel skiftede sværdet over i den anden hånd, mens hun rastløs, fulgte skjoldets kant rundt. Hvis dødsenglene var kommet tilbage, var det første de måtte gøre, at skrabe soldaterne i Imandra sammen, og udrydde dem. De måtte holde til i bjerge. En dødsengel by ville de have hørt om. Det var store nyheder selv i Dvasias, som de lige var kommet fra.
Hun kastede et blik op mod himlen. Dødsenglene var der stadigvæk. Ville de vente hele natten? Troede de, at hende og Caleb på et tidspunkt ville blive trætte, og ikke kunne kæmpe længere? Hun fnøs. Der var en grund til hende og Caleb, stadigvæk var i live.

[Deleted]

Tankerne havde strejfet hende. Ville de snart blive trætte og give op, blive slagtet?
Hun nød dette. At de havde kæmpet sådan for at vinde, at hjælpe landsbyen, men det eneste de havde fået ud af det var 5 små beboer. Dødsenglene havde trukket sig tilbage. Umiddelbart så det ikke ud til at de kunne skade disse magikere yderligere, i hvert fald ikke deres lille gruppe selv. Nej, i stedet måtte de fortsætte med deres plan: At slagte landsbyen. De havde heldigvis en del pile og det gik let. De fleste valgte at følge hendes eksempel og begyndte at skyde efter folk alligevel. Dem med sværd, gemte dem af vejen. De gjorde ikke meget godt heroppe i luften, uden fjender.
Nej. De havde opnået nok. Byen stod i flammer, de fleste indbygger var døde. Dette ville tage modet fra de fleste, uanset om to magikere overlevede det. Og 5 landsbybeboer...Hun smilte. Hvor måtte det være deprimerende for dem ikke at have kunne gøre mere trods alt. Hun pegede...Men ikke på dem. På ligene af deres brødre og søstre. De sidste pile, med ild i, blev skudt af sted, så ligene kunne brænde op og de fleste af beviserne på dødsenglene overhoved havde været her, var væk. Oprindelig skulle der slet ikke have været overlevende, nogen til at sige det var dem...Men hun gættede på at det ikke kunne blive anderledes for nu. Og så, ud af det blå, satte de i bevægelse. De genindtog deres formation, blot mindre end den de var kommet i, og satte deres kurs mod Dvasias igen, mod bjergene der tonede op i det fjerne. Åh ja...De boede i bjergene...Beskyttet. Og endnu. Dette var blot en forsmag på hvilken magt dødsenglene ville blive kendt for igen.

//Out