Vi har meget at indhente!

[Kimeya Marvalo]

Zean var blevet snydt.. Narret... og holdt for nar af en kvinde! Dragen ville have slået Zean ihjel, og derfor var han jo kun heldig, at han i det hele taget var i live i denne stund. I live til at kunne fortælle ham den slags ting. Det intense blik gled mod ham. Han var ikke uvidende eller dum for den sags skyld! I hans øjne bundede dette jo i ren og skær logik!
"Du blev sat på dragen, for at ende som foder, Zean. Jeg må sige, at jeg er imponeret over, at det ikke forholdt sig således," sagde han kortfattet. Nej, han brød sig ikke om den kongelige rådgiver. Enrico havde man da vidst hvor man havde henne. Der var denne Macaria for.. rebelsk af opførsel. Ung og uvidende om det som hun egentlig stod bag om i denne her verden.
Kimeya kneb øjnene let sammen. Tanken om at dødsenglene skulle have deres eget sted, hvor de selv kunne vokse sig større og stærkere, så var det noget som han kun måtte håbe på at deres alliance kunne overkomme. Et tæt og nært samarbejde med dødsenglene kunne han nemlig kun se fordele i, når det endelig var.
"Jeg under Jer et sted. Det fortjener alle, og hvorfor skulle dødsenglene undvære det, som den eneste her i landet? Nej, min kære ven.. Paggeija skal nok blive et godt sted for Jer. Derfra kan I spionere mod det lyse land, som ligger mod vest," sagde han med en ærlig stemme. Kortet havde han jo nærmest i hovedet, og så meget som han selv havde vandret igennem sit lange liv, så var det vel heller ikke underligt, at det var sådan at det rent faktisk måtte forholde sig i den anden ende?

At Eriz havde skænket Rei en unge, var noget som vækkede en vrede i Kimeya, for han ville ikke have flere af de afskum til verden! Der var rigeligt af dem i forvejen, bare ved at han var der! Næven lukkede sig omkring hans glas, inden han endnu en gang gled ned på sin plads.
"Nej.." startede han kortfattet ud, inden han igen vendte blikket mod Zeans skikkelse, som han sad der overfor ham,
"Jeg har en aftale med denne Eriz.. Jeg derimod, er mere spændt på, om den kvinde rent faktisk holder ord.. Den mands børn skal slet ikke have lov til at vokse op." sagde han kort for hovedet. Hvor han dog hadede den mand som pesten!
Zean omtalte pludselig Yuuki. Et vis mørke lagde sig omgående over Kimeyas ansigt.
"Yuuki...? Kvinden er død... hvad er der med hende?" spurgte han toneløst, inden han satte glasset fra sig på bordet. Et sted frygtede han for hvad manden ville fortælle ham, for hvordan kendte han til kvinden? Skulle hun stadig plage ham? Han hadede virkelig den tanke!
"Og jeg sværger.. hvis du fortæller mig, at den kvinde stadig ånder.." advarede han med en hård tone. Den kvinde havde ødelagt nok i hans liv!

[Deleted]

Som foder...Når han sagde det på den måde...Han havde jo ret. Tanken var jo at han skulle være død under kampen, at han skulle dø uanset hvad, men at han trods alt havde overlevet. Han lukkede øjnene et øjeblik. Han huskede tilbage på Macarias værelse, hvor de var faldet i søvn sammen, efter hun havde renset hans sår på ryggen. På kampen, da han i stedet for at fokuserer på dragen, havde fokuseret på Macaria og brændt ikke bare fødder, men også lidt af sine vinger. Hvor var hun snedig! Hun havde vidst hvordan hun skulle gøre ham til et fjols og få ham til at bekymre sig for hende og ofre ting for hende! Han kunne være død og hun ville end ikke have kigget sig over skulderen, kun med blikket rettet mod tronen foran sig, mens resten kæmpede udenfor. Han var så vred, han kunne næsten ikke sidde stille eller fokuserer på deres samtale. Han så rødt...Overalt var der rødt. Og Macaria, hendes navn, gentog sig i hans indre. Hun skulle dø.
Han så over mod Kimeya, først for sent opmærksom på at manden endnu snakkede om at dødsenglene burde have deres eget sted. Selvfølgelig skulle de det og de tog det selv.
Han havde været så blind! Så forbandet blind, på en måde som han altid havde troet sig selv fri for! Han bandt sig jo ikke til nogen og her...Her legede hun stadig med ham! Officielt som hun grinte ham i ansigtet, privat ved fortsat at lade som om hun støttede ham. Det var forfærdeligt. Næste gang han så hende...Næste gang skulle hun dø. Tænk han havde...Vist hende Arona...Arona hang i en stor fare nu! Fordi han var så dum...
Han så over mod Kimeya og tvang sig selv til at fokuserer på de ting han sagde. Han kunne alligevel ikke tage af sted til slottet nu – rygterne sagde hun var kommet hjem igen – og prøve at myrde hende. Det ville aldrig lykkes alligevel. Der måtte en plan til, han måtte have hende for sig selv...
Et svagt smil, noget som koldt og morderisk, gled over ham et øjeblik.
Han så over mod Kimeya, som overvejede han hvorvidt manden kunne være seriøs.
”Eriz er en farlig kvinde. Jeg ville ikke tage hendes ord for alt for gode varer. Hvad går jeres aftale ud på?” spurgte han en smule skarp. Som det stod lige nu...Lige nu var han blot så vred, at han ikke kunne tage stilling til om Rei faktisk burde dø eller ej. Manden var der alligevel aldrig, havde altid travlt med sine opgaver, hemmeligheder og skide familie!
I princippet havde han ingen grunde til at ønske manden levende og stærkt påvirket af Kimeya, følte han næsten for selv at smutte ned og sætte ild til huset.
Yuuki. Rigtig nok sænkede der sig et mørke over Kimeya ved det ord. Han vidste det var farligt...Men han var overbevist om at det ville være endnu farligere slet intet at sige.
”Jeg beklager at sige det. Jeg har ingen planer om at blande mig i dine eller nogen af jeres følelsesmæssigt...ting. Eller fortid! Men første gang jeg mødte Rei, havde han denne kvinde med sig, som han sagde hed Yuuki. At hun gemmer sig i Manjarno med...en mand eller noget i den stil. Og at Rei oprindelig skulle have dræbt hende, men faktisk reddede hende i stedet.” han så på Kimeya. Han var blot den med beskeden...Det ville være dumt hvis Kimeya lod det gå ud over ham.

[Kimeya Marvalo]

Zean var vred, og Kimeya kunne uden tvivl godt forstå det. Hans blik gled mod hans skikkelse. Dragen var sikkert ment for at slå ham ihjel. En skam var det, for Zean var en mand, som kunne bruges på alle tænkelige måder, så det var bestemt heller ikke underligt, at Macaria måske havde set en trussel i ham, og de muligheder som han havde?
Zean skilte sig på mange måder fra den typiske dødsengel, som selv Kimeya havde stået overfor på den mere moderne tid. Han gled roligt ned i lænestolen igen, nu hvor de straks var igang med at omdiskutere et emne, som han slet ikke var meget for at denne dødsengel i det hele taget havde kendskab til, og det i sig selv, var mere end nok til at gøre ham vred. Hvor meget vidste denne dødsengel om hans fortid med Yuuki? Og hvordan kendte han i det hele taget til den kvinde?
Vreden meldte sig omgående i Kimeyas ansigt, som Zean alligevel måtte fortælle, at kvinden var i live, og trak vejret, dog selvom han havde set Rei slå kvinden ihjel for hans egne øjne. Hans krop begyndte at ryste, inden han vendte blikket væk fra ham. Han prustede denne gang som en arrig tyr. Var han holdt for nar? Endda af en af sine egne? Han havde jo vidst, at Salorefamilien ikke var en af slagsen som man kunne stole på!
"Så det du fortæller mig, er at denne Yuuki stadig er i live?" spurgte han med en direkte vred stemme, som han igen vendte blikket hårdt mod ham. Naturligvis var det ikke Zeans skyld, at det var tilfældet, men nu var det altså ham, som bragte ham denne nyhed, og det gjorde ham direkte arrig at høre at den kvinde stadig måtte være til.
Næven knyttede han så kraftigt, at knoerne blev hvide, og hånden begyndte at ryste. Det var uden tvivl sjældent, at han måtte være så vred, som han følte det lige nu!
Endnu en gang måtte Kimeya rejse sig. Hvis han så skyggen af Rei igen, så skulle han nok personligt slå den mand ihjel, for han fandt sig så sandelig ikke i det andet! Alene det faktum, at manden havde formået at snyde ham på den måde, gjorde ham direkte vred!
"Jeg værdsæter at du giver mig besked..." Det sitrede i Kimeyas krop efter at slå ihjel, for alene det at han var blevet udnyttet på den måde.. holdt for nar af sin egen slags, og særligt en mand, som den.. denne Rei.. Det gjorde ham virkelig vred!
"Hvis du ser dem igen.. Slå Yuuki ihjel.. Jeg skal ikke love for, at jeg gør det på en pæn måde, den dag jeg selv står overfor dem," sagde han kortfattet. Så vred, som han følte sig, havde han ikke været i frygtelig mange år! Længe havde han nu gået og troet at problematikken med Yuuki var overstået.. Og så var den tilsyneladende kun lige begyndt? Kimeya var rasende!

[Deleted]

Emnerne var uddebatteret. Zean hadede Macaria af ethvert fiber han havde i sin krop og ejede ikke evner til at holde det tilbage lige nu. Hele hans krop rystede nærmest...Det var jo stråleklart!
Til sidst tog han sig til panden, lukkede øjnene og trak vejret dybt. Dette var uden tvivl et problem, men et problem han måtte tage sig af senere. Det hjalp ingen at han gik amok nu her, i Kimeyas hjem. Desuden så manden selv ud til at være vred...Om han forstod det? Han havde ikke tænkte over det på den måde. Men hvis han gjorde, ville han nok kunne forstå det. Ideen om det, i hvert fald.
”Jeg gætter på vi begge er blevet bedraget” svarede han en smule mere rolig, end han havde været for bare et øjeblik siden. Han så over på Kimeya, da han mærkede mandens skarpe blik. Nej. Når han sad her, ved siden af manden, havde han ingen grunde eller lyster til at lyve for ham. Han kunne lide dette...Denne måde de støttede hinanden.
”Jeg tvivler på Rei vil vise hende frem lige med det samme. Han ved jo hvad der er sket hvad...hvad han kan gøre med hende, gætter jeg på. Jeg kender ikke hele historien eller alle detaljerne og det skal jeg heller ikke. Jeg regnede med du ville vide det. Tag det som endnu et bevis på vores alliance. At jeg ikke holder sådan noget hemmeligt for dig” han smilte svagt. De var begge startet i godt humør og sad nu begge med hver deres vrede. Det var måske en farlig cocktail...Måske skulle han snart gå?
”Jeg beklager at tvinge dig ind på andre emner lige nu...Men inden jeg går ønsker jeg at vide hvad vores næste skridt er, i forhold til Imandra. Vil du tale med dronningen og sende mig besked når i er nået frem til noget?” spurgte han så og tvang sig selv til at tænke på andre ting, end lige Macaria.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya raserede virkelig i det indre, og så meget, at han var helt fredelig i det ydre. Hans blik var det eneste som egentlig understregede hvor vred han egentlig var i en stund som denne. Hans blik gled direkte mod Zeans skikkelse. Måske at det var bedst, at de gik hvert til sit nu, inden det for alvor ville gå helt galt. Var han igen blevet forrådt af en af sine egne? Den tanke gjorde ham direkte rasende! Han kunne virkelig ikke stole på nogen!
Tydeligvis.." sagde Kimeya kort for hovedet. Han var dog ikke taget så meget ved næsen, at det havde taget hans liv, eller været tæt på det for den sags skyld. Men det satte tingene lidt mere i perspektiv for ham, og han kunne bestemt ikke lide hvad han hørte lige nu. Yuuki var i live... folk holdt ham for nar, og han... kunne ikke finde ud af sine tanker lige nu. Han trak vejret dybt. Zean gjorde det for alliancen, og det var også af den grund, at Kimeya endnu ikke havde valgt at gøre ham noget.
"Jeg værdsætter, at du fortæller mig det, Zean.. Det beviser blot hvor jeg har dig henne, og at jeg i det mindste har en, som jeg kan stole på.. Jeg tror bare det er bedst, at du går nu," sagde han direkte. Han var vred.. og han havde brug for at afreagere, og med hans naturlige had til dødsenglene i forvejen, så var det bestemt ikke nogen smart ting bare at ignorere, og særligt fordi at han jo heller ikke ønskede at skulle gøre nogen skade på ham.
Magikere søgte til Imandra.. Eriz vidste han ikke om han kunne stole på.. Kunne han overhovedet stole på nogen?
"Jeg snakker med dronningen.. Dernæst skal jeg nok give besked," sagde han blot, uden at kigge på ham. Hans hænder sitrede. Han havde brug for at afreagere, og gerne inden det ville gå så galt, at Soraya ville ende med at vågne, for det ønskede han ikke. Den arme kvinde havde allerede mere end rigeligt at tænke på, med særlig hensyn til hendes graviditet.
"Gå, Zean.. før jeg fortryder det," sagde han kortfattet, inden han igen vendte blikket mod hans skikkelse. Han var virkelig, virkelig vred lige nu.

[Deleted]

Han kunne have nøjedes med at sige det en gang. Allerede da Kimeya havde sagt det første gang, var Zean allerede på vej op ad stolen. Han kunne se på Kimeya at han var som en bombe...og derfor havde han ingen ønsker om at være i nærheden af ham lige nu. Han havde fået fremsagt sine ærinder og nyheder...Nu kom det hele an på Kimeya, hvordan det skulle fortsætte. Han nikkede let til Kimeyas tak. Han tøvede en anelse...Men det skulle han tydeligvis ikke have gjort. For Kimeya bad ham stadig om at gå. Hvad havde han også at tilføje? Ingenting. Han havde ikke mere at sige, end måske et farvel. Men det endte med at han gik uden et ord.
Dette møde havde været intet mindre end en voldsom oplevelse for dem begge. Begge havde de indset eller hørt sandheder, der gjorde dem begge vilde af raseri og svigt. Begge havde de folk, de helst ville se døde. Han havde aldrig fået at vide hvilken aftale Kimeya havde med Eriz, men der var måske en grund til at han ikke havde nævnt det. Eller også havde han været for opslugt af tankerne om familien Salore og Yuuki.
Han havde ikke bedt Kimeya om ikke at sige det videre og ikke nævne hans navn, hvis det endelig var...Han kunne ikke se hvem Kimeya ville tale med og han gik ud fra at det var normalt man ikke gav hinanden flere problemer. At man sikrede hinandens anonymitet.
Det var spændende hvordan fremtiden ville forme sig.
Zean spredte på ny sine vinger og forsvandt i mørket.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kunne Kimeya overhovedet stole på nogen som helst? Det var endda gået op for ham, at Rei måtte være en større trussel, end hvad han først havde antaget, og den tanke i sig selv, var en tanke som gjorde ham direkte arrig! Eriz lige så.. hvorfor var det lige, at alt det her rent faktisk skete?
I øjeblikket, kunne man uden tvivl godt beskrive Kimeya som intet andet ned en klar bombe. Han var vred.. på kanten til at eksplodere, og det var heller ikke noget som Kimeya ønskede skulle ske, dersom han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Hans hånd rystede, da han vendte blikket mod den. At Zean så valgte at tage derfra, passede ham egentlig fint. Hvem han ville snakke med om det her? Han havde ikke mange i hans liv eller nære omkreds, som han rent faktisk kunne snakke med, hvad det her angik, og naturligvis, var det noget som kunne mærkes. Faith? Jaqia? Zean havde jo stadig mange fordele som han kunne drage nytte af, og det var det som han havde tænkt sig.
Da han var sikker på, at han var alene, lagde han ikke længere låg på sig selv. Flammerne tog til i pejsen.. Næverne knyttede han kraftigt og med en vrede, som slet ikke var til at beskrive i det her øjeblik. Han var bare... så vred! Med et kraftigt udbrud, tvang han en trykbølge fra sin krop i en 360 grader vending i hele stuen. Alt af løse genstande fløj rundt og knuste. Han var vred.. hvem fanden af dem, kunne han egentlig stole på?

//Out