Vi har meget at indhente!

[Deleted]

Kimeya Marvalo

Vingeslagene gav genlyd i den mørke, kolde nat. Frosten lavede de fineste små blomster langt kanterne af beplantningerne i Marvalos haver. Små blomster, der blev knust under de sorte støvler og knasede, som de blev knust til uigenkendelige krystaller af is. Støvlerne trampede dem ned, så små og ubetydelige de var, i denne store verden. Skønt de var noget af det flotteste, som skinende i månens svage lys, hvis blot man gav sig den frihed at kigge efter. En sort fjer gled stille, lydløst, fra de store vinger og forsvandt blandt ukrudtet af sejt græs og stædige småbuske. Uset, gemt af vejen, men dog til at finde, for den der viste den var der. Præcis som dødsenglenes situation var lige nu.
Natten var mørk, som et lukket skab, hvor kun et svagt strejf af lys skinnede ind. Den var stille, som tøjet i skabet isolerede den for lyde. Stille...Og dog kunne man høre frosten knase, var man lydhør nok.
Snart forlod støvlerne den tilgroede have og trådte ud på stien. Gruset overtog frosten og fik det stadig til at knase under mandens støvler. Støvler der blev båret med bestemte skridt, som havde manden et mål og intet kunne stoppe ham. Intet...Andet end en lukket dør. En hånd, beklædt af lys hud, gled frem fra den varme jakkes ærme og knyttet slog den mod døren. En - to - tre hårde slag blev det til, slag der uden tvivl ville give genlyd i den store hal, manden vidste gemte sig bagved døren.
Manden var anstændigt klædt. De knælange støvler og de varme bukser, begge sorte som natten. Den mørkeblå jakke med snirlige sølvmønstre og knapper, som var noget nær det eneste der lyste op på personen...Så man borte fra de skinnende øjne og genskæret af månen i fjerene på hans store, sorte vinger. Men så man efter ville man opdage at der var intet liv i de stålgrå øjne, ingen varme. De var som en kold masse, som et koldt vindue hvorfra man kunne spejde ud i natten. Og fjerene skinnede ikke bare...De nærmest opslugte det svage lys og gjorde omgivelserne endnu mørkere.
Han kom selvfølgelig ikke uanmeldt. Han havde flere dage i forvejen skrevet at han ville komme, skønt der intet stod om hvad det ville handle om. Det behøvede han ikke, for manden der boede i dette palæ, vidst det allerede. Og blev beskeden opfanget? Blev læseren ikke det mindste klogere.
Tingene var spidset til og det gjaldt om at holde sig anonym og skjult. Lige præcis nu havde han ikke råd til fejl, der kunne vælte og ødelægge...Alt.

[Kimeya Marvalo]

Natten var på hæld, og det blæste.. Det var mørkt, og det tunge skydække, havde lagt sig over himlen som et tungt tæppe, og forhindrede næsten stjernerne og det klare månelys i at skinne igennem. Kimeya frygtede ikke for mørket. Det havde han faktisk aldrig været bange for.
Soraya havde lagt for aftenen. Efter hun var blevet gravid, havde det sat helt andre ting og tanker i Kimeya, som han ikke lige havde regnet med. Det her ødelagde fuldstændig de planer som han havde lagt, og det var han nødt til at gøre noget ved. Det barn.. kunne ikke leve. Det var det eneste som han var nået frem til.
Ilden gnistrede i pejsen i pejsestuen, mens han selv stod ved vinduerne og spejdede ud i mørket. Aften efter aften, afventede han at Zean ville ankomme med et grønt lys om, at de nu kunne trække den skridtet videre. Han glædede sig uden tvivl til at gøre det.. Trække den det skridt, som ville underkaste Imandra for det dvasianske styrke, og nu særligt efter at Macaria havde indtaget Manjarno.
Langsomt vendte Kimeya blikket ned mod sine hænder, som han legede lidt med foran sig. Han havde endnu et ar over kinden, efter at han havde givet Zean den hjælpende hånd med dødsenglene.. men hvad gjorde man ikke for at vise et villigt samarbejde, nu hvor de havde deres alliance? Rei var en mand, som han for nu, bare gerne ville glemme, for han var træt af ham. Den mand skulle udryddes og slettes fra jordens overflade, og det var så sandelig ikke noget, som kunne gå hurtigt nok!

I aften ville Zean komme. Det lille brev stod han knuget med i sin ene hånd, og han ventede.. Det var vel snart ved at være tid? Det kunne vel heller ikke ligefrem tage ham hele dagen? Kimeya var jo i forvejen ikke kendt for sin tålmodighed. Nok snarere det modsatte. Let kneb han øjnene sammen, inden han bevægede sig væk fra vinduet. Lyset udadtil ville i hvert fald indikere, at han var vågen. Soraya skulle slet ikke blandes ind i disse sager.
Langsomt placerede Kimeya sig i sin lænestol. Fordøren stod åben, så i princippet kunne Zean bare vandre ind. Han havde vel heller ikke noget at skjule? Mødet var jo aftalt, og at lade Kimeya vente, var bestemt ikke et klogt træk.

[Deleted]

Det var uhøfligt...At ingen besvarede hans banken. I et øjeblik overvejede han om Kimeya ikke var hjemme. Han havde tidligere været forbi, hvor herren i huset ikke havde været hjemme, men dette kunne vel næppe være tilfældigt, for Kimeya vidste han ville komme? Måske var der sket noget. Men også dette virkede usandsynligt. Nej.
Han tog i døren. Manden måtte sur, hvis det behagede ham. Han trådte ind...Og lukkede døren efter sig. Stedet var præcis som han huskede det. Han smilte svagt for sig selv, da hans blik gled over stedet. Hvor skulle han dog finde manden? Sandelig måtte Kimeya ikke have høje tanker om ham, når han ikke engang ville møde sin gæst bare på halvvejen og fortælle hvor de skulle være!
Det irriterede ham og han blev mindet om at det had der lå i ham, dybt, ligesom den gjorde i hans race...Et had mod Kimeya og hans slægt. Et had han ikke havde råd til at vise nu. Med alle de ting der skulle ske, havde han brug for sine eneste allierede, mere end nogensinde før. Åh ja, han havde mange nyhederne til Kimeya...Spørgsmålet var hvad han ville sige til disse ting. Nok...Nej. Nej. Og ja. Noget i den stil. Og hvad så til resten? Ja, det var jo virkelig ikke til at gennemskue.
Han sukkede svagt og smuttede over til den dør, de havde gemt sig bag sidst han havde været her. Intet andet ville give mening, end at manden måtte gemme sig derinde...Og hvis ikke? Så ville han tage af sted igen. Og så fik Kimeya ikke den hjælp han ville have – Og det ville på alle måder være hans egen skyld!
Han gik ind i rummet...
Og blev dog lidt glad ved at se Kimeya faktisk var der. Han så sig kort omkring, bare for at se om der skulle gemme sig noget, før han valsede over til den stol han havde siddet i sidst han havde været her, som boede han der og dette var et ganske almindeligt hjemligt møde mellem venner eller familie. Et svagt, selvtilfreds smil gled over ham, da hans kolde blik gled op på Kimeya.
Han ville ikke spilde tiden med unødige fraser. Dette skulle overståes. Men alligevel tænkte han over...Hvis Kimeya blev hersker over et land...Ville han bruge sin nye magt mod dødsenglene, i stedet for med dem?
”Godaften. Der var ingen der åbnede, så jeg lukkede mig selv ind. Ganske uhøfligt, må jeg sige” Nej...Kimeya slap ikke for det uden en kommentar. Det lå i Zeans natur.
”Så hvis du er færdig med at opføre dig som jeg var en simpel meddeler, kan vi måske komme videre...” han lænede sig tilbage i stolen.
”Jeg har masser af nyheder! Jeg er ikke sikke på de alle vil...fornøje dig...Men om ikke andet” han trak let på den ene skulder.
”For det første. Elmyra er flygtet, ingen jeg kunne gøre hende svag. Men hendes sygdom var kommet tilbage og havde gjort hende svag i forvejen, så der er absolut intet tabt ved det. Hun er flygtet med alle sine børn og på dette tidspunktet skulle slottet stå tomt...lige til at snuppe!” han smilte lidt.
”Åh ja...Der er også et par agenter fra Procias, der ikke er interesseret i vi tager Imandra også...Blot nogle simple magikere. Jeg er sikker på du kan lægge dem ned med nemhed” han fik det virkelig til at lyde som om dette ville blive det nemmeste nogen nogensinde havde gjort.

[Kimeya Marvalo]

De lette små bank som havde lydt, havde Kimeya udmærket hørt. Kunne manden ikke bare vade ind? Nu hvor døren stod åben, og der ikke direkte var nogen magisk foranstaltning, som faktisk holdt manden ude. At han så derimod tog det til sig og søgte ind, glædede ham dog.
Kimeya blev siddende, og uden at røre så meget som en muskel. Der var rigtig mange tanker, som kørte igennem hans hoved for tiden. Imandra var et land som han gerne ville have, og det handlede jo egentlig bare om tid, inden det ville blive muligt for ham at gøre lige så! Langsomt drejede han hovedet. Nej, han brød sig stadig ikke om tanken om de skide dødsengle, og der vidste han også at det had måtte være gengældt, men hvad hans forfædre havde gjort før ham, var han praktisk talt ligeglad med. Det var ikke det, som betød noget lige nu. Men derimod om manden bragte ham gode eller dårlige nyheder.
Intetsigende forblev Kimeyas mine, som han roligt rettede sig op.
"Og dog tog du dig den frihed, bare at komme ind. Jeg kan ikke se noget problem i det henseende. Jeg stoler på dig," sagde han direkte. Han mente det dog. Zean havde endnu ikke givet ham en grund til andet, velvidende om, at deres forrige møde i Dødsenglenes hule, ikke just var det mest heldige. Arret havde han jo stadig i ansigtet som en klar erindring om hvad der var sket den aften. Både dødsengle og hans mørke nemesis. Ja, det havde jo været en fantastisk mix!
Som han alligevel fortsatte, måtte smilet alligevel brede sig på Kimeyas kolde læber. Så Elmyra havde allerede taget flugten fra Imandra og slottet? Det var jo.. perfekt! Intet mindre end perfekt!
"Så hun valgte alligevel at tage flugten derfra.." Tilfredsstillelsen var ikke til at tage fejl af. Det kunne jo ikke være mere perfekt end dette! Ingen tvivl om det! Roligt satte han sig tilbage. Det ville sige, at han i hvert fald kunne få lov til at tage det land, inden Soraya ville føde den unge, som han alligevel slet ikke var interesseret i.
Det intense blik gled direkte til Zeans skikkelse igen. Hans mine var morderisk.. og dog så var det ikke noget, som han havde i sinde, at skulle gøre ved ham. Han havde jo faktisk ikke gjort ham noget. At der så også var procianske spioner som holdt øje med dem, var naturligvis en tanke som direkte måtte irritere ham. Han fnøs let.
"Procias er presset, og særligt efter at Manjarno faldt, Zean.. Det er ikke noget vidunder. Gabriel og Silia føler kun at de er nødt til at handle og reagere, dersom de har noget med det at gøre.. Desuden et par stykker. De skulle være til at rive til jorden," sagde han kort for hovedet. Nej, det var i hvert fald ikke noget, som han anså som nogen trussel.

[Deleted]

Han tog sig ikke af det. Han vidste Kimeya var en sær snegl, altid hård og med indgroet had mod alt og andet der trak vejret, undtagen ham selv. Det undrede ham lidt manden var leder og warlocks ikke havde gjort oprør mod man arvede stillingen...Trods alt havde Kimeya ikke mange gode værdier at holde ved, han var bare...sur. Hele tiden. Blev siddende i sin stol og forventede magten kom til ham. Men uanset hvad, var han brugbar, fordi han trods alt havde en vis form for magt som Zean kunne drage udnytte af.
Han vidste Kimeya ikke brød sig om ham...Og han vidste de begge havde det sådan, at de blot tolererede hinanden, fordi det var mest praktisk for dem begge.
Hans blik gled over Kimeyas kind et øjeblik, ikke uden en form for indre fryd, til hans morderiske øjne der fortalte de dog var ens på et punkt: Mord.
Stolte på ham? Tydeligt måtte manden ikke vide hvad det betød, siden han sagde det på den måde...
”Hun er smuttet, væk væk væk. Det kunne ikke gå hurtigt nok” sandt. Hun havde givet besked til at pakke, da Zean var kommet til hende. Han havde set hendes tilstand, trods hun dog ikke havde stolet nok på ham til at sige hvor hun tog hen. Men mon ikke de fandt hende en eller anden dag..ikke fordi hun var nogen trussel nu her. Hans tanker gled til hans lille pige, der lå derhjemme...
Det havde været et lærerigt møde med hende.
Kimeya snakkede til ham, som vidste han intet. En stor fejl. Zean vidste rigtig mange ting...Men måske satte Kimeya ikke nok pris på dette?
”Jeg er udelukkende klar over det. Jeg tænkte blot det ville være praktisk at vide. Mine engle opdagede dem, da de satte ild til en landsby ved grænsen. Magikere, et søskende par tror jeg, eller elskere. De kunne kæmpe og var van til at kæmpe selv. Den ene med brug af ild og vand, den anden med elektricitet. Men selvfølgelig...” han smilte lidt til Kimeya.
”...Er de nok ikke noget større problem lige nu” Han havde læst rapporten fra delingen, der havde ødelagt byen og slået alle ihjel, med undtagelse af 5 landsbybeboer, som parret havde reddet. Hvem de var, dog, vidste han ikke. Men Kimeya skulle nok forvente noget modstand, i form af magikerne og de folk de fik lokket over på deres side. Det ville være dumt at undervurderer det hele nu!
”Så nu kan du passende smutte hjem til dronningen og sige endnu et land er klar til indtagelse” kommenterede han så og lavede en let gestus med hånden, som om kimeya burde skynde sig. Og det burde han måske også...inden nogen andre tog landet?
”Min egen hær er rettet mod Paggeija i dette øjeblik. Jeg ønsker at indtage byen og gøre den til dødsenglenes. Hvis du kunne mangle selv blot et par af dine mænd, kunne det hjælpe os. Jeg er selvfølgelig fuldt ud klar over det ikke er din kamp...Men som allierede hjælper man vel hinanden, hvor man kan” han smilte lumsk til Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Selvom Kimeya var en hadet mand, var det faktisk de færreste, som turde stille sig op mod ham, hvilket var noget som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det rent faktisk var ham muligt. Han foragtede dødsengle.. Hver en knogle og muskel i ham, skreg efter at slå Zean ihjel, men så lang tid, at de endnu havde brug for hinanden, havde han ikke nogen grund til at skulle gøre det.
Blikket forblev hvilende på ham. Magten steg måske manden til hovedet, men hvad så? Der var endnu ikke nogen der havde forhindret ham i at få det, præcist som han gerne ville have det. Han trak vejret dybt.
"Så meget for en royal i Imandra.." Hans stemme dryppede af hån. Nej, han havde så sandelig ikke meget til overs for Elmyra, for hun havde ikke vist sig som andet end en svagelig skikkelse for ham, og hun havde ikke været noget andet end det, og det var det, som han selv måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende.
Det par af magikere, som nu skulle genere ham, var nogen som han ikke regnede med, skulle kunne fremstå som den største modstand, men det var jo aldrig til at vide. Han knyttede næven. Det var jo bare typisk at den slags ting skulle dukke op, og særligt nu! Han trak vejret dybt.
"Tror du Procias er indblandet i den affære?" spurgte han direkte. Det stakkels kongepar i lyset, måtte uanset stå presset som bare pokker, ud fra det som skete lige nu, og det var en fryd uden lige, selv for ham, at vide, at det var på den måde. Hovedet lod han søge på sned. Gabriel.. endda hans egen broder af blod, hvilket var noget som de færreste vidste.. Og sådan agtet han at holde tingene.
At selv Zean gik rundt med tanker om at indtage Paggeija, var noget som fik ham til at vende blikket mod ham. Han lod hovedet søge let på sned. Den gamle by.. Den var jo ikke noget andet end en ruin i dag.
"Den by har ikke været bosat af nogen i frygtelig mange år, Zean. Er du sikker på, at du behøver en hel hær, for at vandre ind i den? Den er jo også underlagt Dvasias," pointerede han sigende, inden han roligt rejste sig op endnu en gang. Han var tilfreds. Lige nu kunne han så sandelig heller ikke være noget andet, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen.
Med rolige skridt rejste Kimeya sig op. Han trådte udenom Zean, og hen til skabet, hvor han fremdrog en meget gammel flaske whisky. Han vendte sig.
"Men vel. Jeg kan godt skænke dig en eller to, som kunne bistå dig i dit formål.. Vil du have et glas med?" spurgte han roligt. Som allierede, kunne han rent faktisk godt vise sig, fra sin gode side.

[Deleted]

Kimeya måtte være blevet meget glad for de nyheder Zean havde bragt ham, for han virkede næsten høflig og imødegående et øjeblik. En helt anden ting, han bed sig mærke i, var at Kimeya faktisk spurgte ham til råds, som stod de lige i dette, i stedet for at tro han var den eneste magtfulde mand i denne lille verden, som han ellers havde givet udtryk for i starten. Og dette...Gjorde Zean i lidt bedre humør. Det virkede som om Kimeya også havde sit at tænke på, men det havde de vel begge. Også hvad de nu skulle gøre. Han havde gjort sit, for nu i det mindste, og det var Kimeya der skulle gøre det næste. Gad vide hvornår han ville gøre det? Personligt kunne han ikke tænke på Imandra før Paggeija var indtaget og sikret. Og han kunne heller ikke tænke videre over det, førend de var klar til at indtage landet.
Han så tænksomt ud et øjeblik. Han havde så mange krige at kæmpe lige nu. Tre faktisk.
”Jeg tror de er fra Procias, men med gode grunde kan Procias ikke bare sende en hær til Imandra, for de skal først igennem ikke bare Dvasias, men også det gamle Manjarno. Der vil være masser af tid for Dvasias til at se og reagerer på denne hær og så vil de have færre soldater til at beskytte deres egne grænser, der pludselig virker mere skrøbelige. Jeg tror måske Procias prøver hvad de kan, omend de ikke har muligheden til at gøre helt så meget. Vi skal ikke længere koncentrerer sig om hærstyrker fra Procias, der vandre igennem Manjarno, men mere om de komme i både fra havet. Hvad angår disse magikere...Måske er De de eneste der er sendt. Måske har de sendt flere i smug. Små grupper soldater i neutralt tøj...Manjarno er trods alt et kaos lige nu. Måske får de overtalt noget af Imandras folk til at gøre modstand...Jeg tror bare du skal komme med så stor en hær som muligt og tage landet med storm...Det må få dem til at tage fingre til sig, tror du ikke?” svarede han. Dette var i hvert fald hvad han tænkte om emnet.
”Hvorvidt Procias vil erkende de kender til det eller ej, er en anden sag. Men jeg er sten sikker på de magikere kommer derfra...” Magikere var allerede kendt for at bo i Procias. Og de havde slået dødsengle ihjel, hvilket de ikke ville have gjort så ihærdigt, havde de tilhørte hverken Dvasias eller Manjarno. Formentligt.
Han så over på Kimeya, mens han gned sine negle af metal. Små, skarpe tingester, som kløer.
”Dødsenglene er desværre endnu en lille race og endnu færre er soldater, trods både mænd og kvinder melder sig til det. Jeg skal bare have soldater nok til at udgøre en trussel og slå byens beboere ihjel. Det hele er planlagt. Og bagefter til at forholde byen sikker og i vores greb. Resten kan blive sendt til at støtte krigen mod Imandra. Det skal du ikke bekymre dig om” Han trak vejret dybt.
”Som det lyder gik jeg til Dronningens rådgiver efter krigen om Manjarno, som jeg deltog i. Men hun grinte mig i ansigtet og sagde dronningen aldrig ville os vort eget land, end ikke en eng, vi selv kan bygge på. Intet. Så meget betød dødsenglene for dem...Så nu tager jeg selv. Paggeija er perfekt. Den er gammel, den har ressourcer, den ligger isoleret og er nem at beskytte, når blot man får sat nogle vagtposter ved de veje, der faktisk føre derop. Mine engle kan flyve mellem bjergene uden nogen ser dem eller undre sig. Derfor gør jeg det” han så på Kimeya da han rejste sig og gik over til skabet, som han i forvejen vidste hvad gemte på. Drikkevarer. Han så lidt på flasken i Kimeyas hånd og nikkede let.
”Ja tak” svarede han. Lidt drikkelse ville være godt...Og Kimeya ville nok få brug for det, når han kom til de næste nyheder.
”Jeg takker. Et par stykker er helt fint, bare nok til at bevise dødsenglene ikke er uden magtfulde venner og til at støtte i noget, der burde være en let opgave. Jeg skal sørge for de kommer tilbage i forhåbentlig lige så godt stand, som jeg modtager dem” forsikrede han Kimeya. Han havde ikke råd til at miste sin mest magtfulde allierede.
”Jeg vil også spørge om du har en kriminel eller undværlig warlock til stede. Jeg har...Ja, det er en lidt lang historie...Men jeg har skaffet mig en person, en opfinder. Hun laver de mest fantastiske våben og bomber, som ingen har set før. Jeg har forberedt mig på at dødsenglene skal have en hær og våben, som folk vil frygte. Og hvad er bedre end våben ingen har set før? Om ikke andet. Hendes sidste rapport meldte om nye studier i magi. Men hun har brug for en warlock hun må...teste nogle ting på. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at fange en warlock selv, for jeg vil ikke skade vores alliance, men skulle du have en warlock, du ikke kan bruge til noget som helst og som ingen vil savne, vil jeg være meget taknemmelig” Han vidste ikke helt hvad han skulle forvente lige på dette punkt. Måske ville Kimeya ligefrem tage det som en fornærmelse eller blive sur? Om ikke andet. Han havde selv ofret en retarderet dødsengel til hendes tjener. De måtte alle ofre sig lidt, for folkets videre bedste og en retarderet person kunne man alligevel ikke bruge til noget andet. Forhåbentlig havde Kimeya en fange eller ligegyldig warlock han ikke ville savne?
Det ville gøre både hans og Daelis planer...Så meget nemmere at nå.

[Kimeya Marvalo]

Procias var presset, men der var alligevel noget som ikke stemte i denne situation. Kimeya blev siddende og kiggede fremfor sig med en tænksom mine. Han vendte blikket endeligt i retningen af Zean endnu en gang og med en fast mine.
"Der er noget her, som ikke stemmer, Zean. Jeg er ligeglad med hvem de magikere er.. Er de i vejen, så skal de stoppes, og så er jeg egentlig ganske ligeglad med hvad, hvem og hvor. De skal ikke have lov til at stå i vejen for mig," sagde han med en kortfattet mine.
"Jeg tvivler stærkt på at Procias' kongehus har noget at gøre med at de søger til Imandra. Det er for sølle af Gabriel og Silia at sende to magikere dertil.. uden at have nogen grund til det," sagde han direkte. Selv havde han et meget nært forhold til Silia, selvom det var noget, som han gerne så, at ingen var kendt med. Det ville kun skade hans ry endnu mere, og mere end det som godt måtte være på sigt, og det ønskede han på ingen måde.

Som Zean selv ønskede at modtage et glas, skænkede han glædeligt op til dem begge to, inden han roligt trådte tilbage på sin plads. Det ene glas rakte han til Zean, inden han selv tog pladsen i hans lænestol igen. Så lang tid at Soraya lå og sov, kunne de snakke uforstyrret, og selv det, var noget som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at han nu kunne gøre det.
"Jeg tror godt at jeg kunne afsætte nogen stykker som du kan tage med dig, Zean. Jeg formoder stærkt, at den alliance, som vi herved har startet.. leder og leder, skal holde ved i årene fremover," sagde han direkte. Selv havde han svært ved at tro på at Jaqia ikke ville ønske at give Dødsenglene et sted at være, når hun havde gjort det med alle andre. Hvorfor skulle den race da ellers forskelsbehandles til forskel fra hvad der er normal?
"Den Kongelige Rådgiver? Du mener den unge Macaria? Hun ved ikke hvad hun taler om. Jeg er sikker på, at hvis du fremlagde sagen for selveste dronningen af Dvasias, ville du få et helt andet svar. Og grønt lys til at gå ind i Paggejia," sagde han med en selvsikker stemme. Selv kendte han Jaqia på et andet grundlag end så mange andre, i og med, at det var hende som havde trænet ham, og ja.. skulle det komme så vidt, ville han lægge sit liv i Jaqias hænder, og stole på, at hun ville passe på det.
Kimeya startede ud med en god tår. For alt hvad han vidste, var der meget at fejre i aften, for han kunne sætte alle sine planer i værk meget snart jo! Og det passede ham perfekt! Han endte dog med at rynke i panden og satte glasset fra sig.
"Og hvordan skal den forstås? At du vil have at jeg skal sætte en kriminel warlock til prøvelser i nye våben? Som vil give en anden race en fordel? Fortæl mig Zean... hvad er mit udbytte af den sag?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme.

[Deleted]

Ærlig talt vidste han jo ikke om Procias overhoved forsøgte at gøre noget. Men han tvivlede ikke på at de kom fra Porcias, om de så reagerede på andres ordre eller ikke. Han lod emnet ligge. Han vidste ikke mere om det og de bevægede ud et sted, hvor de ville begynde at gætte, hvilket var noget nær...unyttigt og spild af tid.
Han lænede sig frem og tog imod glasset. Han tog det op til munden, snuste let til indholdet, før han nippede til det. Han var blevet ganske god, måske lidt for god, til at nyde stærk alkohol. En udviklingen der var kommet hurtigt.
I stedet lænede han sig afslappet tilbage i stolen, som sidst han havde været der.
Han havde mødt Soraya. Han havde endda forfulgt hende og prøvet at snakke med hende...Men hun havde været en ren mur. Hun var ikke interesseret i at tale og havde nærmest nægtet ham at komme indenfor, uanset om han havde sagt han arbejdede sammen med Kimeya...Ja, kvinden havde ligefrem ikke troet på ham! Det huskede han klart. Som det var nu, havde han intet til overs for denne kvinde. Hun kunne leve eller dø...Han var ligeglad.
Han smilte let til Kimeya.
”Jeg har planer om at den vil holde i lang tid, så længe vi stoler lidt på hinanden. F.eks. stoler jeg på at når du sidder på tronen i Imandra, at du da ikke bruger din nye magt på at jagte os” sagde han lige ud. Han var ligeglad med om han gav Kimeya gode ideer...Han ville blot vise han havde tænkt det og at Kimeya ikke ville slippe af sted med det, hvis det endelig var.
Han så over på Kimeya. Han kendte virkelig ikke alle detaljerne. Hvorfor gå til selve dronningen, når rådgiveren talte på dronningens vegne? Macaria havde ganske enkelt styr på mange ting og han havde ment at gå igennem rådgiveren først ville have givet ham en fordel. En der kunne fortælle dronningen på forhånd at ideen var god. Men nej. Selv om han havde opnået et nært venskabeligt forhold til kvinden, havde hun grint ham lige i ansigtet. Ikke bogstavligt talt...Men hendes ord havde været nok. Han følte sig endnu bitter.
”Prinsen hader mig. Prins og moder må vel snakke sammen og jeg er af den mening at dronningen måske ikke bryder sig om mig på forhånd. Desuden snakker en rådgiver med dronningens stemme. Nej...Hun undervurderede dødsenglene...” han så ned på sit glas, som ønskede han med viljens magt at smadre det.
”...Og nu er jeg ikke længere i humør til at tale om tingene. Jeg tager selv og spørger bagefter.” kommenterede han. Han havde ingen positive ideer om dronningens velvilje, som Kimeya havde.
Han så op på Kimeya igen, da de rykkede videre til næste emne. Han frygtede at denne forespørgsel ikke ville være nem...Og det var så sandelig forventeligt at Kimeya ville have noget ud af det.
”Som en start får du dødsenglene til din krig mod Imandra og til at sikre landet...Ikke bare det, men også som en del af din hær. Mine soldater vil være dine soldater. Og de vil være vel udstyret med disse nye våben. Våben hun vil have udviklet med hjælp fra en warlocks magi. Hun skal låne nogle magiske evner til visse af sine ting, har jeg forstået. Men lad mig være ærlig...Hun leger også med nye teorier og metoder til at...slås mod warlocks. En måde at lukke af for deres magi, omend kun for et meget lille øjeblik. Men efter sigende skulle dette være ganske svært og hun har derfor også brug for en warlock til at efterprøve om det virker og hvordan jeres magi i virkeligheden er sat sammen. Disse vil give hende muligheden for at udvikle helt nye våben. Selvfølgelig viden jeg vil bede hende skrive ned og dele med jer, skulle i have lyst...” han smilte overbevisende til Kimeya.
”...Samt våben vi kan deles om. Der er grunde til at tro det måske også kan bruges mod magikere...” Daelis havde intet nævnt om dette. Men han så ingen problemer i at strække sandheden lidt, hvis det kunne give ham, hvad han søgte.
”Det kan vise sig ganske nyttigt for os begge”
Heldigt at han var startet med de gode oplysninger først, så Kimeya var i godt humør. Der var måske større chance for at opnå disse ting han ønskede, nu hvor han var...Ja, i godt humør.

[Kimeya Marvalo]

Procias gjorde klogt i ikke at udnytte denne sag til den lille fordel de havde. Landet stod virkelig svagt nu, eftersom Dvasias havde taget Manjarno, og selv Kimeya måtte sande, at han havde svært ved at forestille sig, hvorfor kun to skulle være sendt ud, for det gav bare ikke nogen mening. Og nu var han i forvejen meget godt kendt med hvad en procianer var, udelukkende på grund af det bånd, som han nu havde til den kære Silia, dog selvom det var et forhold som han mente at holde skjult.
"Hvorfor skulle jeg jagte jer?" spurgte Kimeya direkte. Jovist kunne han finde på det, men han havde ganske andre ting, som han hellere ville bruge sin tid på, hvilket han gerne stod ved. Hans blik gled mod hans skikkelse endnu en gang. Stolede han da ikke på ham? Hovedet søgte ganske kort på sned.
Macaria var en ung og uerfaren rådgiver, og han tvivlede nu stærkt på, at denne sag, var en af slagsen, som var kommet Jaqia for øre. Han selv kendte dronningen ufattelig godt, så at hun ville nægte dødsenglene at have et sted i det nu så store land, havde han svært ved at tro på.
"Tag hvad hun siger, med et grand salt. End ikke dronningen var kendt med angrebet på Manjarno, før det var sket," forklarede han. Ja, dronningen havde været arrig, og det var uden tvivl også med meget god grund.

Uanset hvilket våben som denne kvinde formåede eller ønskede at fremstille, var det uden tvivl af slagsen som Kimeya ikke brød sig om, og da særligt hvis det krævede warlockmagi, for at kunne blive brugt.. mod dem. Hvorfor skulle han da støtte noget så.. tåbeligt!? Han bed tænderne en smule sammen, hvorefter han tog en god slurk igen, inden han satte glasset fra sig.
"Så det du egentlig ønsker af mig, er at jeg stiller en af de kriminelle warlocks til rådighed for forsøg ved et andet væsen, som faktisk vil skabe våben som kan bruges mod os?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Tanken alene gjorde ham vred. Nej, hvis han skulle lade dødsenglene være, så skulle der bestemt heller ikke skabes våben, som kunne bruges mod hans slags! Det var slet ikke noget som ville komme på tale!
Kimeya rejste sig endnu en gang, hvorefter han foldede hænderne over ryggen. En ting var at han skulle døje med 2 magikere, som troede de kunne vende magtbalancen i denne verden. Det kunne han håndtere, men at hans egen allierede, skulle vise sig, at arbejde således med ham, var slet ikke noget, som han kunne have. Hans blik søgte hans direkte endnu en gang. Hans øjne lynede.
"Hvis du tror, at jeg vil sætte min egen slags på spil, for at få våben skabt, som kan bruges mod os, så tager du fejl, Zean. I det henseende, så går jeg hellere ind i Imandra med min egen hær, upåvirket af hvad du vil kunne give mig. Jeg beklager, men det er ikke et formål, som jeg hverken kan eller vil støtte," afviste han kortfattet. Det var vel også noget som han burde forstå?

[Deleted]

Han svarede ikke på hvorfor Kimeya skulle jagte dem, for et svar ville bare gøre ham ubehageligt tilpas. I stedet sad han i stolen, med glasset i sin hånd og smilte bedrevidende til ham, som hentydede han til en hemmelighed de begge kendte. Dette måtte vel være svar nok?
Han var blevet rigtig god til de der hentydninger, så længe de ikke var for dybe eller ukendte for ham. Det var man tvunget til at lære hurtigt, når man var leder, for ingen sagde noget klart, men hentydede til...Alverdens ting.
Så Macaria havde end ikke fortalt dronningen det? Hans øjenbryn gled sammen, så en rynken dukkede op mellem dem og viste hans undren over denne information. Hun havde først lagt op til at hun ville have landet for sig selv...Bagefter havde hun fortalt ham at hun ville gøre det for dronningen og give dronningen landet. En information der havde overrasket ham...Hun var intet mindre end en slave for en kvinde, han ikke kendte. Var Macaria mere lumsk end han troede? Uden tvivl. En fjende, mere end ven. Han så ind i ilden mens han overvejede hvad dette ville ændre. Macaria havde udnyttet ham, hun havde brugt ham i en krig fordi hun kunne. Han var ikke død af det, men blevet skadet og hun ville end ikke takke ham bagefter, selv om han havde underholdt selve dragen. Han ville gerne se dem have klaret det hele uden nogen dødsengel til at underholde dragen! De ville alle være blevet grillet. Men alligevel hyldede alle Macaria som herskeren, som krigslederen. Han var glemt...Og Macaria havde ladet ham gå uden så meget som at give ham et tak, endnu mindre chancen for et land til sine engle. Hans hånd omkring glasset blev hvid, som han klemte til, af vrede ved disse tanker. Han havde troet at være venner med hende kunne give ham nået...
Nej. Han ville ikke gå til dronningen. Dette var blevet personligt og dette var Macarias skyld. Dronningen kunne passende straffe hende bagefter, kom sandheden nogensinde for dagens lys. Der ville blive blod. Måske kaldte han Macaria lille og dum...Men så meget mere grund til at vise hende der var konsekvenser i denne verden, som hun burde passe på, til næste gang. Han smilte svagt for sig selv. Det var perfekt! Hans øjne skinnede stærkt, da han så over på Kimeya.

Han kunne se Kimeya blive mere og mere utilfreds, som hans ord, som altid, ikke virkede på denne mand og manden i stedet lavede sine egne tolkninger og meninger om et emne. Daelis kunne ikke forfølge sine ideer uden en warlock...Men Kimeya lignede ikke en der kunne se det positive i det. Men helt ærligt...Ville han selv være gået med til det?...Til sin foruroligelse kunne han faktisk se sig selv sige ja. Han ville være interesseret i hvad det ville føre til. Men Kimeya havde alligevel fat i noget logisk. Han skyndte sig at løfte den hånd, der ikke holdte nogen drik, som en halvhjertet forsøg på at vise, at han gav sig.
”Beklager. Jeg lovede at spørge og det har jeg nu gjort. Jeg kan godt se hvad du mener og jeg vil ikke risikerer vores alliance på nogle forsøg” svarede han. Hvad andet var der at sige? Trods alt ville han ikke miste alliancen...Men det ville have hjemsøgt ham, havde han ikke spurgt. Han måtte spørge Daelis om hun kunne nøjes med en magiker, de kunne fange tæt på Procias' grænse.
Han tog en tår af sit glas og mente tydeligvis emnet var uddebatteret. Han ønskede ikke at være uvenner med Kimeya lige nu, slet slet ikke. De havde så meget at udnytte!
”Apropos alliance...Jeg har nogle andre oplysninger om nogle af dine warlocks. Jeg er sikker på du ved hvem de er og du husker ham. Rei Salore og Eriz Salore? Trods alt er de jo gift nu og bor sammen, her i din by.” han slog let ud med hånden, mod det nærmeste vindue, som vendte mod Marvalos by. Dette var de mere farlige emner og han kunne på ingen måde vide hvordan Kimeya ville reagerer...Men han vidste manden ønskede at vide disse ting, uanset hvor ustabil en allieret, det kunne gøre ham. Det var ikke fordi han ikke ville opretholde sit venskab med Salore...Men han havde en alliance at holde og fandt Kimeya ud af at Zean havde gemt på disse oplysninger, ville alt blive ødelagt. Han vidste Rei gik efter magt...Han skubbede dem blot tættere på at nå et klimaks og finde ud af hvem der faktisk skulle lede, mens han endnu var allieret med begge herrer. En ting der efterhånden blev mere og mere vanskelig at opretholde.

[Kimeya Marvalo]

Macaria var ikke en kvinde som faldt i Kimeyas smag, og selv vidste han, at hun end ikke havde inddraget dronningen i overtageslen af Manjarno. Nu var den tilfaldet den gamle rådgiver, hvilket Kimeya faktisk ikke havde noget imod. Enrico var selv en mand som han kendte personligt, og som han vidste, at han kunne stole på i et vis omfang, og det var det som rent faktisk var det som betød mest lige nu.
Zean blev vred ved hans udtale, af hvad han kunne se. Han morede sig ved det. Kunne han så lidt splid der, ville han ikke tøve med at gøre det, for sagens kerne var vel.. at han heller ikke brød sig om de omvandrende døde?
"Macaria er falsk som en slange. Hun fortæller folk hvad hun ønsker at de skal høre," fortalte han med en ganske kortfattet mine. Han foldede hænderne over ryggen, inden han igen vendte sig mod Zean.
"Og af hvad jeg har hørt, var du med i slaget om Manjarno, ikke sandt? Hvilken rolle tildelte hun dig?" spurgte han videre. Han var nysgerrig. Selv det var jo en sag, som ikke havde haft den store interesse for ham, hvilket jo egentlig var noget som passede ham ganske fint. Hans ansigt og opmærksomhed, var jo vendt i ganske andre retninger end denne. Han ville have Imandra. Manjarno kunne rende og hoppe for hans skyld. Dertil hvad angik alliancen... kunne han rive andre ned, for selv at fremstå bedre, så gjorde han da naturligvis også det. Han var jo ikke dum.

Hvorfor skulle Kimeya være med til fremstillelsen af et våben, som kunne bruges mod hans egen slags? Det var da logisk nok, at han sagde nej til det foretagende! Han ville i hvert fald ikke stille en warlock til rådighed hvad det måtte angå.
"Jeg må erkende, at jeg hellere slår den pågældende kriminelle warlock ihjel, end at lade vedkommende stå som et forsøgsdyr til et våben som kan ramme min slags," sagde han med en kortfattet stemme. Dertil var det noget som snildt kunne sætte denne alliance i fare, hvilket han heller ikke ønskede. Som Zean alligevel skænkede ham forståelsen, nikkede han.
"Godt," sagde han med en rolig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket mod det store vindue. Det var vendt mod haven, men man kunne nu alligevel godt ane byen i det fjerne. At han så skulle nævne Rei Salore, fik ham til at stå fuldkommen stille. Den mand som han mere end noget andet, ønskede at få udslettet fra denne jords overflade!
"Så de er blevet gift, siger du..." Han trak morende på smilebåndet. Han var nu mest spændt på at se om Eriz ville holde ord overfor ham. Han havde jo desuden også en aftale med hende. Hans blik gled mod Zeans skikkelse endnu en gang, og med den samme ganske så kortfattede mine.
"Jeg vil have den mand udslettet fra jordens overflade.. og hans slægtninge, om der skulle være flere af dem, Zean," sagde han direkte. Den mand var ham for stor en trussel, og for stor en modstander, og han ville ikke have ham rendende her!

[Deleted]

Hvorfor lod de ikke emnet ligge? Hans selvkontrol var svag, lille og næsten utydelig. Dages frustrationer, vrede, svigt og spildt tålmodighed. Han havde prøvet at smede og gøre det godt, men hans arbejde var blevet dårligt og ingen gad bruge det til noget. Der var intet at sige til at han mistede tålmodigheden. Krigen havde også gjort sit for at ændre ham på det punkt...Han havde mere lyst til blod. Selv om han var kommet til skade, selv om han havde haft mareridt om denne krig, var han også mere lysten efter krig, efter død, efter ødelæggelse.
Han røg på benene, med en voldsomhed der næsten kom bag på ham selv. Det var ikke gået op for ham at han havde smidt glasset ind i pejsen, førend hans fingre var tomme og ilden buldrede ved det brandbare alkohol. Lyden af smadrede glas var tydelig. Zean gik direkte over til pejsen, placerede sine hænder på den og stirrede ind i ilden, mens han prøvede at genfinde sin selvkontrol...Men hvordan skulle han? Han var blevet midtpunkt i en krig mellem to magtfulde kvinder, hvoraf den ene viste sig svagere end han havde troet og den anden blev ved med at føre ham bag lyset. Han havde lyst til...Bare at dræbe. At sprede ødelæggelse. At brænde den ene by efter den anden og se folk løbe fra hans skikkelse, fordi de frygtede den død, dødsenglene bragte med sig, som deres bedste ven.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Han følte sig...Som et vildt dyr. Hvad måtte Kimeya ikke tænke om ham?
En svag latter gled fra ham.
”Dragen. Jeg skulle tage mig af dragen. Jeg var tvunget med til denne dumme krig, fordi Macaria har en stilling, hun ikke kan finde ud af at styre. Hun er ubrugelig og ikke samarbejdsvillig...Det ville være bedre hvis en, der arbejdede med os, fik stillingen” sagde han ligeud.
”Hun misbruger den og løber hjem under Dronningens kjole, hvis nogen går hende imod. Jeg hader hende” hans stemme var blevet lav og så fuld af frustrationer og had, at det uden tvivl måtte lige en dæmper på den glæde Kimeya måtte have følt for et øjeblik siden. Trods Kimeya var en hård og kold mand, der var frosset fast i tiden, var han magtfuld. Og måske den eneste der rigtig forstod hans had og vrede? Alle andre...Mange havde sagt han skulle droppe kvinden. Eriz havde...Daelis havde. Kimeya havde. Hvordan kunne han ignorerer rådet fra så mange? Men han havde givet Macaria en chance og hun krøb under huden på ham, som den slange hun var, for han var blevet udsat for hendes gift. Det eneste der ville stoppe det, var hendes død. Forbandet...Skulle dødsengle ikke være kolde som sten? I så fald var han lige så meget sten, som noget hårdt kridt. Det skulle blot slås mod en rigtig sten og det smuldrede til ingenting.

Han trak vejret dybt, men blev stående hvor han var. Eriz..Hvad tænkte han om Eriz? Eriz var nyttig. Hun havde mange gode råd til ham. Var overtagelsen af Paggeija ikke hendes råd? Var det, at overgive sig til sin alliance med Kimeya, ikke hendes råd? Og for nu, virkede disse ting som det eneste rigtige. Men hun var også lumsk og farlig. Hvem vidste om han ikke allerede nu var faldet under kvindens påvirkning og planer? Hun førte Rei som en dukke, var han overbevist om, og det ønskede han ikke. Deres baby skulle ikke leve. Eriz ville bruge barnet til noget bestemt, måske til at tvinge Rei frem og skubbe ham af det hele senere, for at barnet kunne overtage.
Han smilte svagt for sig selv. Lige nu var han så fuld af vrede og had, at selv disse tanker faldt ham mere naturlige end noget andet, trods han end ikke havde tænkt det før.
”Flere af dem?” Hans stemme var sært rolig.
”Åh...Du ved måske ikke at Eriz har været gravid? Ud fra hendes tilstand, sidst jeg så hende, må hun næsten havde født nu eller være lidt på grænsen til det. Måske føder hun endda, mens vi snakker...” Hans øjne fulgte ilden i pejsen og den var den eneste der gav ham lidt trøst. Flot...Som en fønix var det.
Aldrig var der nogen man kunne stole på, var der vel?

[Kimeya Marvalo]

Lyden af det knuste glas, fangede hurtigt Kimeyas opmærksomhed, velvidende om, at det var af den dyre slags. Han reagerede dog ikke. Hvis han kunne få Zean til at se fornuftigt på tingene, og det faktum, at han rent faktisk var blevet holdt for nar, af en af de stærkeste her i landet, var han glad og tilfreds. Macaria var nemlig heller ikke en kvinde som han brød sig om.
Selvom Kimeya var gammeldags, ville han gerne give Zean det indblik i hans tankegang. Det var vel ganske åbenlyst at Macaria havde valgt Zean, fordi at han var.. desperat efter et standpunkt i livet? Noget at være stolt af? Med så meget at opnå i livet endnu? Han trak kort på smilebåndet.
"Hun ville fodre dig til det bæst, hvis det havde været hende muligt. Dog må jeg sige.. du overlevede et møde med den. Det i sig selv, er en imponerende handling, Zean, men tænk dig om.. ene mand mod en drage.. Hvad skulle du kunne opnå?" spurgte han direkte. Dragen var nok ikke død, ellers havde manden sagt det, og rygterne, samt historierne med, så det var næppe tilfældet. Men han havde overlevet det, hvilket i forvejen, ikke var noget, som særlig mange kunne prale af.
Zean var vred.. Ikke at han ikke forstod ham, for det gjorde han skam. Vrede var nok en af de tanker og følelser, som han havde den største forståelse for, for han kendte den. Kun alt for godt.
"Hvis en som var villig til at samarbejde med os, så havde det heller ikke været nødvendigt for dig, at skulle samle en hær, for at få et eget sted for din race," sagde han med en rolig stemme.

Salore havde nu altid været Kimeya en pest og en plage! Alene det faktum, at manden skulle være med til at gå ind i den hule, hvor dødsengle igennem rigtig mange år, havde gemt sig, kunne stadig irritere ham som pesten, og det var.. frustrerende! Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine.
Eriz var en fornuftig kvinde. Det håbede han i hvert fald, også selvom han ikke havde hørt fra hende, siden han havde præsenteret det for hende, som han kunne skænke hende i det øjemed. Hans øjne udstrålede det rene had. Særligt hvis hun havde i sinde at bringe en Salore-unge til verden!
"Så det du fortæller mig, er at de bringer endnu en Salore-unge til verden?" spurgte han med en mere fast tone. Lige den del, havde han dog ikke hørt, og det var virkelig en tanke som gjorde ham... arrig! Han lukkede næven omkring sit eget glas, inden han igen vendte blikket vredt i retningen af vinduet i stedet for. Hvor var han.. vred!
"Han er ved at etablere sig, Zean, og jeg bifalder dog ej den tanke. Han er mig en konkurrent, som skal udryddes.." endte han med en fast tone. Den tanke gjorde ham direkte vred!

[Deleted]

Han grinte og vendte ryggen til pejsen, hans arme gled over kors, som ønskede han at beskytte det sidste han ejede mod alle andre. Beskytte sig selv mod alle andre. Var han paranoid eller bare mistænksom? Måske ville alle folk ham noget ondt, måske ikke...Men han vidste det jo ikke og derfor var han nød til at reagerer som om alle ville ham noget ondt. Kimeya var den eneste rolige af dem lige og Zean var meget modtagelig for manipulationer i øjeblikket. Hans blik fandt Kimeya.
”Hvad jeg skulle opnå med en drage?” latteren sad endnu i hans stemme.
”Åh, hvor er du uvidende! Jeg er ikke så dum, kære Kimeya, at jeg danser med en drage, sætter mit eget liv på spil, blot for...Ingenting! Nej. Macaria snød mig og jeg havde valget mellem at dø eller slås med hende. Alt i alt var valget vel ikke så svært...At slås betyder trods alt man har muligheden for at overleve.” hans blik gled også ud af det nærmeste vindue. Så sukkede han svagt, en smule mere rolig, og satte sig tilbage i stolen. Det faldt ham end ikke ind at undskylde for at han havde ødelagt et glas. Selv om han elskede glas – i alle dets former og farver – var det jo noget man altid kunne få mere af. Han smilte svagt.
”Jeg har intet imod at slås, Marvalo...” Hvorvidt han kaldte manden Kimeya eller Marvalo var lidt med forskel.
”Faktisk ser jeg det mere som en mulighed for at vise verdenen at dødsenglene er tilbage og så sandelig ikke en fjende man bør undervurderer alt for meget. At vi tager hvad vi vil have. Ikke alle kampe skal vindes med ord” han fandt tilbage til lænestolen og smed sig i den, så hans arme hang ud over siderne af den og hans ben stak ud til hver sin side. Endnu en gang gled hans blik over pejsen og dens varmende ild. Han var blevet varmet op af ilden og her, væk fra den igen, følte han at luften var næsten kold.
”Paggeija vil kun være en start, hvis folk bliver ved med at træde på os...” mumlede han svagt for sig selv. Selvfølgelig ville Kimeya ikke kunne forstå det!
Han lod fingrene hvile mod hans læber et øjeblik, gned sig lidt på munden og hagen, før han så op på Kimeya igen med et hemmelighedsfuldt blik og et alt-vidende smil. Han vidste flere ting om Rei...Men han var ikke selv interesseret i at sige det hele. De ting med at Rei løste problemer og samlede sig folk i undergrunden, væk fra Kimeyas blik? Jah...En ting han ikke ville sige. At Eriz fungerede lidt som en rådgiver fra ham? Nah...Lad bare Kimeya tro at Zean selv havde alle ideerne.
”Åh ja, en baby” svarede han ligeud.
”Jeg ville gå efter kone og barn, før jeg ville gå efter selve manden. Trods alt er det sjoveste at se dem lide, før de dør” sagde han, som var det næsten ligegyldigt, hvad han udmærket vidste det ikke var for Kimeya. Og så ønskede han heller ikke selv se Rei dø, dog...
”Nåe ja...Beklager hvis jeg bevæger mig på gyngende grund og ødelægger dit humør yderligere. Jeg har en nyhed...Angående en...Yuuki, vis jeg husker rigtig?” han rettede sig op og så over mod Kimeya. Han vidste dette måske kunne blive farligt, også for ham selv.