Dreamscape.

[Deleted]

@deacon

Den skide-arrogante-forpulede-forkælede-hormonprægede-gravide-blinde-selvtilfredse-ulidelige kvindemenneske!
Åha...Det hjalp lidt. Men ikke nær nok. Han tog sig selv i at ønske hun døde...at Rei ville ofre hende, ved siden af, blot for en sikkerheds skyld. Måske endnu mens barnet var i hende? Det var jo stadig Reis barn, så var det vel ligegyldigt om det var født eller ej.
Men næh nej...Hun tilkaldte ham, han kom og hun svinede ham til, som var han intet end en simpel, latterlig mand af en dødsengel! Det fandt han sig ikke. Kun hans efterhånden svage selvkontrol havde sikret at han ikke havde skadet hende...Og ødelagt sine egne muligheder.
Med hårde vingebask var han nået Rimshia. En smule udmattet, men stadig dybt frustreret.
Det skulle vise sig at være aften i Rimshia, en aktiv aften og nat, som det altid var i denne by. Det var som om den lå død om dagen og var livlig om natten, trods både nat og dag var mørke som en nat, som oftest. Sneen havde skabt vandpytter og sjap. Luften var kold.
Han gik irriteret ned af gaden uden ide til hvad han burde gøre. Finde et offer og hakke det i stykker? Drikke sig fuld, glemme sine problemer og bare nyde han var til? Måske...Måske begge dele! Ja!

Tøjet var afslappet. Han skulle trods alt intet andet end snakke med Eriz og så hjem igen. At det blev til et by-besøg oveni, var der nok ikke nogen der var kede af. Han var i hvert fald ikke og det var det eneste der betød noget!
Irriteret rettede han på den mørkeblå jakke. Hans støvler gnavede ham i hælen og han blev blot mere irriteret deraf. Hans vinger var som forsvundet igen.
Den dansende flamme var et perfekt sted at slappe af, at få en drink, at glemme tingene, at feste natten lang. Han kunne altid udvælge sig et offer blandt aftenens gæster.
Stedet var kommet sig godt af sidste gangs ødelæggelser. I sandheden havde de måtte udrydde alle der havde været til stede og skønt var det at kun Daelis fik skylden for det...Offentligt, anyways.
Med en hånd der fløj igennem det korte, brune hår, som blot hang ned over øjnene på ham i aften, vandrede han op til baren, uden syn for sine omgivelser. Som det var, var han ikke i humør til at tale om forretninger eller få ballade...Han var af samme grund som mindste halvdelen af alle andre gæster var.
Han klaskede sine hænder i baren for at påkalde sig bartenderens opmærksomhed...Hvad han da snart fik.
"Noget stærk. det kan kun gå for langsomt!" Som sagt, som gjort og den første var allerede gledet ned, inden for de første par minutter han overhoved havde været der...

[Deleted]

”Giv mig det samme som ham!” En person havde vandret gennem klubben så snart dødsenglen var trådt indenfor. Den høje skikkelse med de dybbrune øjne og det mørke, glatte hår, som indrammede det hårde ansigt. Åh ja, Deacon havde omgående bemærket Zean da han trådte ind i klubben, og det var hurtigt gået op for ham at der var noget som plagede den stakkels mand. Det var kun blevet desto tydeligere da han havde givet sin bestilling til bartenderen, som hastigt var gået i gang med at hælde op i to glas, og placerede dem begge foran Deacon og Zean. ”Kan De ikke se at han behøver mere end et glas? Giv os flasken!” Deacon stak en lille håndfuld mønter på disken, nok til at betale for både hans og Zeans drikke, for derefter at smide en arm om Zeans skulder. ”De ser herrens ud, mr. Forsyth. Kom, fortæl mig hvad der plager Dem.” Uden at vente på at dødsenglen kunne give svar; uden at give ham muligheden for at protestere eller nægte, trak han manden med sig til et afsidesliggende bord, og placerede ham resolut på en af stolene, og tog selv plads på stolen på den anden side. På hans stols ryglæn tronede den prægtige føniks, som altid i nærheden af sin herre, og betragtede Zean med et skarpt glimt i de kulsorte øjne. Hvis man kendte Ignis så godt som Deacon gjorde, ville man kunne se genkendelsen i Ignis’ blik da det faldt på dødsenglen, og som en form for hilsen satte den i en dæmpet nynnen. Men den lave nynnen blev druknet i støjen af musik og latter og højlydte diskussioner.
Deacons opmærksomhed lå dog på ingen måde på fuglen, men tvært imod på manden overfor sig. Det kunne ikke være tydeligere at noget plagede ham, om han så gik med et skilt om halsen. Deacon bragte sit glas til sine læber, og slugte en mundfuld af den farveløse væske i hans glas. Han havde ikke taget sig tiden til at bemærke præcist hvad det var de havde bestilt, men at dømme efter den brændende fornemmelse som hurtigt spredte sig i hans mund og hals, var det stærke sager. ”Ud med sproget, min ven.” gentog han tålmodigt, og lænede sig halvt ind over bordet. Stearinlyset mellem dem blev tændt med en enkelt håndbevægelse fra Deacons side, så både hans og Zeans ansigter blev oplyst. Hans brune øjne fik nok engang det gyldne skær i flammens lys. Han vippede tålmodigt med fingeren mod flammen, og fik den til at danse til en melodi som kun fandtes i hans hoved. Som dirigerede han dens bevægelser med sine tanker, og lod sin finger kærtegne dens varme.

[Deleted]

I et øjeblik troede han næsten det hele ville gentage sig. Sidst han havde været her, havde nogle bøller sneget sig op bag ham og udfordret ham, da han var intet mindre end skadet over sin ryg fra en nihalet kat. Det kunne ikke passe nogen allerede ville udfordre ham igen, og så endda så åbenlyst...Men bøller var åbenlyse og dybt dybt ubegavede. Men til alt held gik det hurtigt op for ham at han tog fejl...At det intet mindre var både stemme og krop tilhørende hans nyeste bedste ven!
Ikke at han gik op i venner som sådan...For hans vedkommende var det mere alliancer. Men en alliance med en som Deacon virkede heller ikke som nogen dårlig ide.
Han skar ansigter, da det brændte sig ned gennem hans svælg...Og han kunne lide det. Han ønskede sig omgående mere...Og da var Deacon hurtig. Han havde tænkt over det, siden sidst...At Deacon virkede som en menneskekender. En der hurtigt læste personerne omkring ham og gennemskuede hvordan han skulle smyge sig ind på deres gode sider. En fremragende evne, om ikke andet, og det kunne uden tvivl få en langt. Selv ejede han ikke denne evne, i stedet vidste folk ofte ikke hvad de skulle stille op med ham. Var Zean en seriøs eller useriøs mand? Hvor alvorligt burde man tage ham...Eller måske turde man slet ikke lade være? For der var intet til at fortælle hvornår Zean mente det og hvornår han reagerede på tingene. En usikkerhed han satte ære i.
Uanset om han havde haft andre planer, hvilede mandens arm på hans skuldre og hev ham med sig. Inden længe sad han var et bord, med et fint lille stearinlys, som var de ikke særlig hemmelige elskere. Ignis...Fuglen...I et øjeblik fik den ham til at glemme lidt af sine frustrationer, af blot beundring. Det virkede næsten som om den hilste på ham...
Om det var sandt eller ej skulle han ikke kunne sige, men han elskede tanken og lod det derfor være ved det.
I stedet gled hans blik over på Deacon. Dette var den anden kro de mødtes tilfældigt på. Lidt for tilfældigt. Men det skadede jo ikke. På ingen måde. I stedet for at holde tilbage, som han måske nok ville have gjort en anden dag, lod han endnu en opfyldning af den klare væske glide ned.
”Kvinder!”
Det skulle ikke helt have lydt sådan. Sandt var det at mænd brokkede sig over det andet køn – og sikkert også omvendt – men Zean var ikke en person der efterfulgte disse små normer, klicher, eller hvad folk nu ville kaldte dem. Han rystede let på hovedet, som ønskede han at starte forfra.
”Du misforstår!” udbrød han i stedet og et svagt smil gled over ham.
”Man bliver tilkaldt og får at vide at man endelig skal komme med lynets hast. Mød mig her, der! Og det gør man. Man er jo venlig, et eller andet sted. Nej, sandheden er hun er brugbar. Jeg skal bruge hende...Hun har alle de gode ideer og så er hun fantastisk magtfuld. Og så er hun tæt på en mand, jeg ønsker at følge.” han viftede let med den ene hånd. Manden forstod sikkert hvor han ville hen!
”...Pointen er man iler derhen. Er der sket noget alvorligt? Noget forfærdeligt? Er vores planer ødelagte...Men det var slet ikke noget i denne stil. I stedet handlede det om at hun var bange. Som om jeg er hendes sjæleven, der skal trøste hende. Jeg er ikke man tilkalder, for at græde ud ved mine skulder...” hans øjne gennemborede Deacon, som mistænkte han manden for at ville gøre det samme.
”...Og så bliver hun sur på mig...” han sukkede svagt. Han vrøvlede lidt. Han vidste det godt. Men han elskede det trods alt, at vrøvle lidt, ikke at give helt mening altid. Folk skulle ikke vide hvor de havde ham!
Han så ned på sit glas og fyldte det op igen. Han gjorde tegn til om Deacon også ønskede en genopfyldning.
”Jeg er ikke så svag at jeg ikke kan klare en enkelt kvinde. Men hun er vigtig for mine planer, forstår du nok. Det...Frustrerer mig...At jeg ikke ved hvad hun vil gøre og at hun skider sådan på mig, når hun udmærket ved vi har brug for hinanden” forklarede han.

[Deleted]

Tålmodigt lyttede Deacon til Zeans beklagelser, men hans ansigt forblev som sten. Han fortrak ikke en mine, hverken da han gav udtryk for sin frustration for det modsatte køn, eller da han uddybede årsagen til sin frustration. Hans blik flakkede mellem Zean og stearinlysets flamme, som han – måske i en form for spøg – lod forme til formen af en dansende kvinde.
”Jeg forstår Deres frustrationer.” indrømte han godmodigt, og løftede blikket for at betragte Zean. Flammen blev nok en gang en flamme, og dansede ikke længere til nogen melodi. ”Denne kvinde er ikke Deres… ven, kan jeg forstå. En ven kan man græde ud på skulderen på. Hun er vel en forretningspartner? Eller bare et middel for at De kan følge denne mand hun er tæt på?” Han tog endnu en tår af den brændende væske, og så ned i glasset med et tilfredst smil hængende om læberne. Kvinder. Længe havde det været klart for Deacon at kvinder var lunefulde skabninger. De kunne være varme og lokkende det ene øjeblik og iskolde det næste. De formåede at gøre det på en måde, ingen mand nogensinde ville kunne imitere. I hvert fald ingen Deacon havde kendt. Åh ja, han forstod Zeans frustrationer meget godt. Han lod Zean fylde sit glas op igen og sendte ham et taknemmeligt smil, tog endnu en tår af væsken, og satte glasset fra sig igen.
”Jeg kan ikke sige at jeg har oplevet det samme som De har. Men jeg har en forståelse for det. Jeg hader at blive bedt om at tage et sted hen for at møde en jeg driver forretninger med, og de forsøger at være personlige med mig. Hvis jeg forventer at mødet handler om én ting og det viser sig ikke at passe, bliver jeg meget… frustreret.” Som for at understrege sin pointe voksede flammen i stearinlysset et par tommer, og oplyste hans ansigt desto tydeligere. Hans øjne så helt gyldne ud, der han betragtede Zean gennem flammen som gradvist vendte tilbage til sin oprindelige størrelse. Deacon havde skam et temperament, hvis hans grænser blev presset. Zean havde dog ikke givet ham nogen grund til at være temperamentsfuld endnu. Det var trods alt ham, der denne gang havde søgt kontakten med ham da han kunne se den forfatning manden var i. ”Problemet er så netop det, at De skal bruge denne kvinde.” tilføjede han med et opgivet udtryk i ansigtet. ”Hvis De gik fra hende mens hun havde brug for en skulder at græde ud på, hvordan kan man så vide om hun vil blive ved med at lade Dem bruge hende? Det er selvfølgelig ikke Deres fejl.” tilføjede han hastigt. Zean havde skam Deacons fulde forståelse og støtte i denne sag. Nok mest fordi han ikke kendte detaljerne – dér var Zean sparsom, men det var der vel også en grund til? Han anede ikke hvem kvinden var, eller denne mand hun var så tæt med, som Zean ville følge. Han anede ikke hvad deres brug af hinanden involverede, og han anede ikke hvad det var kvinden havde brug for at græde ud om. Men hvis kvinden havde dannet sig det billede om at de var nærere venner end Zean mente de var, var der trods alt ikke stort man kunne gøre ved det.
Han havde opfanget det gennemborende blik Zean sendte ham, og han besvarede det med nok en maske af sten. Forventede han at han ville gøre det samme? Det ville aldrig falde ham ind. Hvis Deacon nogensinde skulle få problemer af den personlige sort, ordnede han dem selv. Han havde ikke brug for en skulder at græde ud på. Det var mere sandsynligt at han bare havde brug for at brænde noget ned til grunden. ”Lad mig hjælpe Dem med at glemme hende for natten, min ven.” tilføjede han med et hævet glas. Han var udmærket klar over hvordan det kunne lyde, men han var ligeglad. Det var trods alt overhovedet ikke noget i den retning han hentydede til. ”Drik hvad De har lyst til i aften. Så længe De ikke ruinerer mig, spanderer jeg.” Et spøgefuldt glimt viste sig hans øjne, da han nok en gang tømte sit glas, og nød den brændende fornemmelse i mund og hals.

[Deleted]

Det var jo absurd. Her sad han selv og peb, nærmest tørrede sine tårer af i mandens tøj. Det var ynkværdigt og forfærdeligt. Var dette hvad han var sunket til? En latterlig skygge af den mand han tidligere havde været og ønskede at forblive? Som altid havde Deacon en måde at fastholde opmærksomheden og mystikken omkring sig. Zeans øjne gled helt naturligt ned til lyset, da manden legede med det, tydeligvis stolt af sine evner. Ilddæmon...Som Elmyra var det og hendes temperament var farligt. Han noterede det bagerst i sit hoved...Han havde ikke lyst til at vikle flere kropsdele ind i forbindinger, fordi han havde brændt sig...Det gik jo galt når man legede med ilden. Akja...Også Arona var halvt ilddæmon, skønt hun, måske, havde arvet sine mors flammer...Flammer der var kolde som is. Se det var interessant!
Deacon havde også en tendens til at sige tingene, så man fik lyst til at fortælle ham mere, til at give ham detaljerne, så han bedre forstod. Det var farligt, konstaterede han, og han kunne nemt ende med at sidde og fortælle om alverdens, især med alkohol til at fjerne de sidste grænser han dog havde.
Alligevel skyllede han endnu en potion af denne væske ned, omend hans øjne på intet tidspunkt slap Deacon. Som glasset blev knaldet ned i bordet, spredte der sig et stor smil over Zean og det så næsten ud til at han hyggede sig.
”Jeg har ingen venner, kære Mr. Deacon. Jeg foretrækker at folk holder deres tårer for dem selv. Hvad skal jeg bruge dem til?” hans ene øjenbryn gled op i panden ved denne kommentar, som var det ham virkelig en gåde.
”Vi mødtes til en af disse...Politiske sammenkomster med forfærdelige folk...Kedelige, friske og løgnagtige. Og vi nød hinandens selskab...Hun har evnerne til at være en fantastisk rådgiver, men hun vil ikke binde sig. Derfor løber vi lidt frem og tilbage mellem hinanden. Hvad det virkelig handlede om denne gang, dog...Skal jeg ikke kunne sige...” Der var så mange mysterier. Især om Rei...Det hele havde handlet om Rei.
”Warlocks!” han smilte svagt og så på Fønixen. Warlock var besværlige...Helt og igennem. Hans alliance balancerede på et hårstrå...Og det var ham selv der sad med en af de ting, der kunne knække håret...
Han grinte af mandens kommentar om Eriz.
”Sandelig kender De ikke Eriz! Hun er hård som sten og ganske manipulerende...Jeg har hørt hun snor mænd om sine fingre og bruger dem efter behov og jeg kunne frygte hun også har ladet det gå ud over sin mand. Ingen kan forvente de er gift med kærlighed! Hun er sikkert selv skyld i det...Og for mit vedkommende...Er jeg ligeglad. Hun er nyttig, men hun kan også undværes” han nikkede svagt for sig selv og løftede i stedet sit glas, som en fejring og medvilje i, at nu skulle der drikkes og tingene glemmes!
Nej. Det var ikke hans fejl. Hvordan kunne det være det? Han havde jo prøvet at hjælpe og besvare visse af hendes spørgsmål, men når det kom til følelser og det mere personlige, var Zean langt fra den bedste at spørge til råds...For han forstod det kort sagt ikke. Og var ikke interesseret i at forstå. Tværtimod ville han blot stemple personen foran sig som svag og sær. Han havde set en side af Eriz han aldrig håbede på at se igen. Hvorfor skulle han være den der løste deres problemer? Men han var nysgerrig dog.
”Og hvad laver du så i Rimshia, vores alles hjerte, Kære ven?” Der var noget afslappet over situationen trods alt. Han tog den frihed endnu en gang at fylde op i deres glas...Det gik stærkt det her, konstaterede han, og det betød alkoholen ville virke des kraftigere, når den endelig trådte i kraft. Men hvem kunne brokke sig? Han gjorde ikke. Alkohol var noget nær hans eneste ven. Den havde fulgt ham da han festede, da han var såret...Og nu. Ja, det var måske den han skulle tage med sig og spørge til råds en anden gang? Tanken forekom ham morsom.

[Deleted]

Deacons øjenbryn fløj i vejret. Warlocks? Kvinden var en warlock? Macarias advarsel klingede stadig klart for hans indre øre. At man ikke kunne stole på warlocks, og at hun havde anbefalet at han holdt sig langt fra dem. Beskrivelsen Zean gav ham af denne kvinde – Eriz – lod til at passe meget godt til Macarias beskrivelse.
”Hun lyder bestemt ikke som en kvinde man skal undervurdere.” fastslog han med et nik. Manipulerende kvinder var de farligste, og denne Eriz måtte sandelig være veltrænet for det felt, når hun kunne sætte Zean ind i denne tilstand. Han lod nok en gang dødsenglen fylde sit glas op. Flasken var ved at være halvtom på dette tidspunkt, og hvis det fortsatte sådan ville der snart være behov for en ny flaske. Ikke at det gjorde ham spor. Han havde skam midlerne til at betale sig fra det.
Mens han tog endnu en tår af drikken, tænkte han yderligere over hvad Zean havde fortalt ham om Eriz. En manipulerende kvinde som var politisk involveret. Det lød farligere og farligere. Men Deacon kunne ikke undgå samtidig at blive fristet. Om ikke andet så bare for at se helt præcist hvad denne kvinde var i stand til. Macarias advarsel, og Zeans beskrivelse, skulle nok komme godt med hvis han en dag skulle stå overfor hende.
”Venner kan være praktiske at have indenfor visse grænser.” påstod han lettere uenigt med dødsenglen. ”Jeg foretrækker selvfølgelig at de heller ikke kommer til mig for at få en skulder at græde ud på. Sådan en mand er jeg ikke. Men til tider er det behageligt at tage en drink med en ven uden at tale om forretninger.” Han sendte Zean et sigende smil. Om han betragtede dødsenglen som en ven, var han ikke sikker på endnu. Indtil videre var Zean en mand som havde vækket Deacons interesse, og som han følte han kunne tale med – og som han frem for alt kunne få information fra. Udnyttede han Zeans sårbarhed i dette øjeblik, hvor han havde været frustreret og efterhånden havde fået flere glas i sig? Uden tvivl. Men han var overbevist om at Zean var typen der ville gøre det samme i hans sted. ”Jamen så må man da håbe at hun finder en anden skulder at græde på, og at De finder en anden måde De kan følge den mand De fortalte mig om.” Zean var en intelligent mand. Hvis bare han tænkte grundigt nok, var Deacon sikker på at han nok skulle finde en udvej.
Smilet bredte sig nok en gang over hans læber, og han satte endnu en gang sit glas fra sig. ”Ingen egentlig grund. Jeg vandrer lidt rundt i Dvasias, forsøger at finde de rigtige kontakter – og nyde nattelivet.” Han betragtede ham roligt. Deacon kunne på mange måder virke som en fin og fornem mand, når man første gang så på ham. Men han var i stand til at bevæge sig indenfor de fleste sociale cirkler. En natklub som Den dansende flamme var intet nyt for ham. Det havde faktisk været et rent tilfælde at han havde været i den samme natklub Zean havde valgt at tage til. Men hvilket sammentræf det var! Det havde da givet ham en at drikke med, og lidt flere informationer at arbejde med. ”Hvad er Deres planer så nu? Når De har tømt Deres tørst her?” spurgte han uddybende.

[Deleted]

Et svagt grin fortalte at manden havde så inderligt ret. Eriz var...Ganske speciel. Hun var stærk, hun var magtfuld og var så forfærdelig tiltrækkende. Hendes hud var perfekt og hendes læber kurvede på den måde, han ikke havde set hos nogen anden kvinde. Hendes krop var ikke en krigers...Medmindre man snakkede om en kriger af sind. Hun var hurtigt, udspekuleret og helt igennem fantastisk! Zeans beundring for hende var stor. At dette var sket i aften...Dette lille sammenstød? Det var som det var. I morgen ville alt være godt igen. Sandt var det at Zean blot skulle ruge på det i et øjeblik, før han kastede det væk og fortsatte som altid. Dette ville ikke have en påvirkning på ham alt for længe...
Og dog havde Deacon været heldig at fange ham, mens det stod på. Ikke at han var opmærksom på denne ting. Folk udnyttede hinanden til den store guldmedalje...Og lige nu kunne Zean ikke være mere ligeglad. Hvad betød det også? Måske hjalp det Deacon med at komme højere til magten og blive mere nyttig, og så ville hans venskab kun være endnu mere prissat. Prissat...Og udnyttet.
Lige nu var Zean nået det punkt hvor Eriz kunne være Eriz og intet andet. Alkoholen var gledet ned med en god hast, men han var ikke opmærksom på at han intet havde spist hele dagen og at alkoholen allerede havde sneget sig ind i hans i forvejen kaotiske bevidsthed. Sneg sig rundt, som en spion eller tyv i natten, ubemærket til dagen efter.
Han smilte svagt til Deacon. Virkelig? Var han nærtagende? Han virkede ellers ikke som typen.
”Du er en af de få folk jeg har snakket med, som lægger så meget i ordene. Jeg foretrækker at kalde det alliancer...Det gør tingene nemmere at spille med. Ingen følelser, ingen kedelige forhold. Blot en alliance...Hvor man udnytter hinanden” Sådan var det og sådan ville det altid være. Zean havde aldrig haft brug for venner til at opretholde eller sikre noget som helst...Han havde vel 'venner' fra tid til anden...Når han skulle bruge folk. Derefter gled venskabet i glemmebogen, til næste gang.
Han hævede sit glas med et svagt, sagligt smil.
”Så lad os kalde os venner...Om ikke andet, så for en nat” svarede han. Han havde ikke råd til fjender. Ikke endnu. Lad dem bare være venner.
”Jeg kan altid følge med den mand jeg taler om. Jeg kan altid tilkalde ham...Og jeg kan altid besøge ham. Men han er et mysterium, som alle warlocks er det” sandelig måtte manden være enig i dette?
Warlocks var samfundets slanger! De snoede sig rundt om folk og ting, intelligente og alt-opslugende. Slangerne kunne liste sig om ens hals og vælge ikke at dræbe en...Medmindre man gjorde den ondt eller skræmte den, så ville den klemme livet ud af en, uden så meget som blinke eller føle samvittighed. Som det stod lige nu, havde Zean tre store slanger om sin hals...Og der var risiko for flere af dem snart ville klemme til, hvis han ikke passede på. Derfor ville han også gerne skifte emne fra warlocks, til noget mere behageligt. Hvorfor skulle det altid handle om hans hemmeligheder, hans forbindelser og hans problemer? Hvornår var det sidste gang han havde hygget sig, uden nogle af disse ting kom i centrum?
Det gik op for ham det altid havde været sådan og han et eller andet sted elskede det. Og manden har var en flittig lytter. Det var svært ikke bare at fortælle det hele.
”De rigtige kontakter...” Macaria var hans første tanke. Denne...Kvinde...Både elsket og hadet. Af ham, altså, men sikkert også af andre.
”...Der kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg har kontakter, men hvorvidt de er rigtige, er op til den individuelle” svarede han spøgefuldt.
”Mine planer er mange og komplicerede” sagde han ligeud og så på Deacon uden så meget at blinke. Det kunne da virkelig ikke passe de skulle sidde stiller her, hele aftenen, vel? Hans blik vandrede....
”Jeg har en by at vinde. Jeg har folk at berolige og folk at konfronterer. Jeg har planer, der skal udføres og nye der skal udtænkes. Der er skam nok at vælge. Jeg har flere krige på programmet, Paggeija er blot en af dem...Og startskuddet til langt flere” han smilte. Et smil der fortalte at det ville blive helt igennem fantastisk og Deacon blot skulle glæde sig.
Hans blik faldt over en kvinde. Hun sad ikke alene, hun var her med en mand. Deres relation til hinanden var ligegyldig...Pointen var hun sad alene nu. Og var det perfekte offer...Mon Deacon også kunne lide at lege? Det var godt nok ingen dukke...I hvert fald en meget livlig en. Måske han ville brænde hende lidt, hvis han stak til hende først og viste ham det var helt okay at sprede lidt lidelse?
Han var allerede halvt på vej op af stolen...Hans ene hånd fangede hans glas, der blev fyldt op og tømt...Uden hans øjne slap kvinden og med et smil der fortalte at han glædede sig til noget...Det blev jo sjovt!

[Deleted]

”Semantik.” svarede han med et henkastet træk på skuldrene. ”At jeg kan tage en drink med dem uden at diskutere forretninger, er ikke det samme som at jeg ikke ser vedkommende som praktisk. Brugbar.” Han betragtede Zean sigende. Han var sikker på at dødsenglen forstod hvad han mente. Gad vide hvor mange Zean selv havde udnyttet i løbet af årene for at komme hvor han var? Den kongelige rådgiver havde straks vist hvem han var, til trods for at Deacon ikke engang havde nævnt ham ved navn. Ergo måtte han kende rådgiveren godt nok til at hun måtte vide hvem han var. Så gav det vel også mening at Zean havde fået til opgave at nedlægge dragen i Manjarno. Men sådan en opgave krævede tillid, og hvis Macaria havde haft tilliden til Zean som skulle til for at give ham sådan et ansvar, så var Zean bestemt en intelligent mand. Én, som vidste hvilke personer man skulle omgås.
Men han havde ganske ret. Hvad der var gode kontakter for Zean, kunne være katastrofale for Deacon. Én forkert placeret guldmønt kunne vælte hele vægtskålen, som til stadighed måtte bevares i en perfekt balance. Nogen måtte støttes, og andre måtte underkues. Nogen skulle man nærme sig med, med respekt, mens andre skulle intimideres. Specielt i et land som Dvasias, hvor racerne var meget mere mangfoldige end i hans hjemland. Han havde aldrig set en så stor samling af racer på ét sted før – men det gjorde kun oplevelsen desto mere forfriskende! Hvor han kom fra, var der nærmest en overbefolkning af dæmoner, og de fleste skulle tilnærmes på én og samme måde. Her var det anderledes. Man måtte lægge arm med en varulv. Nyde fin vin med en vampyr. Diskutere bøger med alkymister. Drikke brændende væsker med dødsengle. Han sendte Zean et livligt glimt over kanten af sit glas. Han kunne næsten fornemme det på dødsenglen, at han var ved at blive påvirket af alkoholen. Han ville lyve hvis han påstod at han selv var upåvirket, men han havde, til modsætning af Zean, spist sig mæt før han var taget til natklubben, og mærkede indtil videre kun en let summen i fingrene, foruden den brændende mund og hals. Men som ilddæmon nød han den brændende fornemmelse. Det var som at hælde alkohol på et bål, og flammen i hans bryst blussede kun op jo mere han drak. Han følte sig energisk, klar til et eller andet, men han vidste også at hvis han overdrev, ville han mærke det den næste dag. Dén del var han desværre ikke blevet sparet for, bare fordi han var ilddæmon.
Med ét gik det op for ham at Zeans interesse havde vendt sig andre veje, og han vendte diskret blikket mod kvinden han så mod. Hun var en gennemsnitlig køn kvinde. Hun havde lange, blonde krøller som gik hende til midt på ryggen, og da hun vendte blikket rundt i rummet – nok i en søgen efter manden hun var kommet med – kunne Deacon se de blå øjne og de fyldige, røde læber. Han løftede et øjenbryn, før han så tilbage på Zean. Han havde et særligt glimt i sit blik. Et glimt som Deacon genkendte. Hans smil voksede sig en anelse bredere, mens han, ligesom Zean, fyldte op i sit glas.
”De ser ud til at have fået endnu en ny plan, mr. Forsyth.” kommenterede han henkastet. Flammen i lyset mellem dem tog nok en gang form af en kvinde, som bevægede kroppen til en forførisk rytme. Måske bare for at pirre Zean til at afsløre hvad han havde i tankerne. Men det kunne også være at dén tanke kun gav mening fordi hans egen dømmekraft var i færd med at blive påvirket af drikken. Han havde knapt nået at tænke tanken før Zean havde rejst sig op af stolen, og forventningen blussede op i Deacons ansigt. Han var nysgerrig, men også årvågen.

[Deleted]

I det mindste var de enige i den del. Og han måtte indrømme han så noget praktisk ved denne aften, for Deacon i det mindste. Om han selv fik noget praktisk ud af det? Han kunne altid håbe Deacon måske ville blive endnu mere loyal til ham, men det var langt fra sikkert. Deacon var måske van til at gå blandt de rigtige folk uden at lade sig fange i deres net. Whatever...Måske fik han intet ud af det selv, end at løfte et par af sine byrder og fornemmelsen af at hjælpe en fremmede mand ind i varmen hos...Enkelte, i det mindste. At manden havde mødt Macaria vidste han ikke, men han ville nok havde reageret en smule sjovt på dette. Trods alt...Vidste han endnu ikke om Macaria faktisk var en fjende eller en ven, til hans sag. Officielt støttede hun ham ikke...Privat gjorde hun. Det var noget forvirrende for ham, for hvad skulle han så stille op med hende?
Han så kort på flammen...Og fik en fornemmelse af at manden misforstod hans intention. Det ville også være ganske logisk at gøre dette, taget i betragtning de begge var enlige mænd og dette var en kvinde, de kiggede på, som lige nu sad for sig selv. Ja, han forstod godt at folk ville forvente en forførende scene. Så i stedet for at svare ham, smilte han blot lumsk til Deacon. Åh, det ville blive så sjovt...
På vej over mod kvinden. For nu gik han endnu lidt lige, men han kunne godt mærke hans bevægelser kunne svinge lidt, men dette var intet han kunne styre eller gad at styre. I stedet gik han direkte over til kvinden med et svagt smil...
Knap var han kommet over til hende, før han hev hende på benene på en knap så venlig måde. Hvad skulle han bruge en dolk til...Det ville skabe panik omkring dem og meget opmærksomhed. I stedet brugte han sine negle, sine fantastiske negle af metal, som Daelis havde limet på hans normale negle. Disse var skarpe og rev han folk, ville det ligne de havde mødt en noget voldsom missekat.
Han vendte sig om mod Deacon og holdte kvinden for munden, trods et svagt skrig af ubehag og overraskelse alligevel nåede at forlade hende og få de nærmeste til at kigge på dem. Enkelte huskede at der for kort tid siden havde været problemer her...Og disse skyndte sig at ændre siddepladser, eller måske ligefrem gå. Ikke at Zean var opmærksom på dette. Alkoholen slørede disse dele af hans omverden, så de ikke blev registreret.
Hans ene hånd lå om hendes spinkle kæbe og forhindrede hende i at skrige. Den anden lagde sig mod hendes hals, så hans skarpe negle prikkede hende i huden. Hun græd endnu ikke, tænkte Zean, men hun virkede endnu ret overrasket og uforstående for hvad der skulle ske.
Han gik over mod Deacon, men stoppede op et par meter fra bordet. Sandelig måtte de begge vel nyde dette! Med et lumsk smil og skinnende øjne, dels af glæde, dels af alkohol, lod han en af hans negle prikke hul på hendes hud, så en bloddråbe samlede sig og gled ned af hendes hals, efterladte en fin, rød streg. Kvinden gispede og prøvede at hive sig fri, men Zean holdte bare bedre fast og tvang hendes hoved mod hans ene skulder, så hun ikke kunne flytte sig. Zeans øjne gled over til Deacon. Var han frisk på ideen? Med på det? Hvis han endelig havde lyst til en erotisk handling, kunne han jo altid nyde hende undervejs...Deacon altså. Dette var en udfordring...Og dril. Uanset hvordan Deacon ville reagerer på det, gjorde Zean det igen, skønt denne gang prikkede han ikke kun, men rev hende hele vejen ned langs halsen, som hans negl nærmest skar hendes hud op. Igen gispede hun...Var det en tåre der formede sig i hendes ene øjenkrog?
Zean nød det. Dette var ikke særlig store smerter, men det ville komme senere, vidste han. I stedet slikkede han sin negl ren, mens han så på hendes hals og bloddråberne der samlede sig der...

[Deleted]

Deacon havde ladt kvinden i flammen forsvinde, og havde roligt betragtet Zean da han begav sig over til kvinden. Roen i hans ansigt blev dog erstattet af undring, da han så hvordan Zean trak kvinden op fra hendes stol, og bragte hende over til hans og Deacons bord. Frygten var tydelig i kvindens ansigt, men Zeans hånd for hendes mund hindrede det frygtsomme skrig, Deacon var sikker på at hun ellers ville have givet fra sig, fra at blive hørt. Omkring dem havde folk forladt deres borde og taget afstand til hvad der skete. På sin side stirrede Deacon fra kvinden og til Zean, idet han lod sine metalnegle grave ned i kvindens hud, indtil han kunne se en bloddråbes flugt ned af hendes hals.
Hvad var det Zean forventede af ham? At han ville gøre ham kunsten efter, og torturere kvinden midt i rummet? Hvis det var hvad Zean forventede, kendte dødsenglen ham endnu dårligere end han troede.
Deacon havde ingen problemer med tanken på at skade andre. Overhovedet ikke. Men han var klog nok til at vide at det ikke var noget man gjorde bare fordi man kunne, eller fordi man kedede sig. Han vidste ikke hvilket af de to alternativer, som havde drevet Zean til at gøre det. Måske havde væsken de havde drukket rammet dødsenglen hårdere end Deacon havde troet. Blikket han sendte Zean var klart og tydeligt. Det var advarende, hårdt. Der var ingen frygt at spore i de brune øjne, da han langsomt rejste sig fra sin stol og trådte nærmere. For hvert skridt nærmere han kom, jo mere vred kvinden sig i frygt, men hun standsede langsomt da hun indså at jo mere hun vred sig, jo mere prikkede Zeans negle til hendes hud. Hendes øjne var blanke og røde, og Deacon var overbevist om at hun kæmpede imod tårene. Den brave kvinde.
”Lad hende gå, Zean.” Hans tone var ubekymret, men hård. Han vidste ikke hvem kvinden var. Han havde ikke den fjerneste anelse. Hvem hun var betød intet i dette tilfælde: hvad der betød noget, var hvad det ville gøre ved hans omdømme, hvis han lod Zean trække sig ind i dette. På stolen bag ham strækkede Ignis sine vinger ud til siden og gav et kort, skingert skrig fra sig, som for at understrege truslen i Deacons ord. Hans ansigt var af sten, men i hans blik kunne man se intensiteten. Deacon havde ingen større betydning i Dvasias endnu. Og det var ikke sådan her, han havde tænkt sig at få den. Han ville ikke nægte for at man ville få en vis position, hvis folk frygtede én – og Deacon søgte på ingen måde at blive elsket – men hvis førsteindtrykket folk fik af ham, var at han havde været med til at torturere en kvinde uprovoseret, ville hans omdømme tage et slag. Og det kunne han ikke acceptere. ”Slip hende.” sagde han igen. Han havde ikke drukket nok til at ville være en del af denne aktivitet. Zean havde vist sig at være et godt, interessant selskab hidtil, men her var han gået for langt. Han havde forsøgt at føre Deacon ind i noget som ville ende med at bide ham i røven senere. Fuldstændig uacceptabelt.

[Deleted]

Hans blik forlod kvinden og rettede sig mod Deacon med en overraskende sikkerhed. Hvad han havde kendt Deacon tanker ville han have grint...For manden kunne ikke have misforstået ham og hans tanker mere!
Zean gjorde det ikke for at Deacon skulle tage initiativ til at torturerer hende eller skade hende yderligere, han gjorde det heller ikke for at trække Deacon nogen som helst steder hen. Selv var han ligeglad med rygter, dem var der mange af og dødsengle var jo kendt for at gøre forfærdelige ting, så det styrkede kun hans rygte og skadede ham ikke. Nej, i sig selv var det praktisk. Og sjovt...Det var jo det vigtigste, at det var sjovt. Selv disse små prik af smerter var sjove og han havde sådan lyst til mere, lyst til at smide kvinden hen over bordet og bore sine negle ned i hendes kød, så blodet sprøjte og hendes skrig gav genlyd mellem væggene. Kradse, rive, flå!
Hun ville uigenkendelig bagefter, selvfølgelig. Og han ville være langt væk, efterlade kvinden, resterne af hende, til andre at rydde op.
Nej, det havde mere været fordi han selv ville og for at se hvilken person Deacon faktisk var. Var han en der satte egne fornøjelser i højsædet og ikke lod nogen stå i vejen for ham...Eller var han en selvretfærdig, kedelig fyr, der lod folk stå i vejen for ham? Reddede dem, for at blive kendt som en helt...
Hans hoved gled lidt til siden, da hans blik gled over Deacon, som overvejede han hvilken betydning mands lille trussel indebar og om Deacon virkelig var seriøs. Hvorfor...Hvorfor skulle en sej fyr som Deacon være så KEDELIG? Det var når han var allermest opslugt af pinsel og blod, at han selv fik de bedste ideer!
Blod...Efter krigen havde han ikke bare haft mareridt, han havde også haft lyst til mere krig, mere blod...Men han kunne jo ikke føre krig hverdag og måtte nøjes med sine små ofre. En svag latter klukkede dybt i hans bryst, men nåede aldrig rigtig over hans læber. Han slikkede blodet af kvindens hals, før han skubbede hende fra sig, ned på gulvet, hvor hendes arme gled frem for at tage imod gulvet. Hun skreg ikke, men hun gryntede lidt, som prøvede hun at holde en gråd tilbage.
Han slog let ud med armene og vendte sig om mod Deacon, han havde ingen våben og var ingen rigtig fjende for manden. Dette kunne han vel nok se?
Men alligevel lå et lille smil om læberne på ham.
”Så kedeligt” kommenterede han, hans stemme var rolig, ikke hånende...Men stadig med en kant af noget skuffelse.
”Hvad laver du for at have det sjovt? Redder kvinder fra drager?” foreslog han og gik over til bordet. Han skævede over kvindens ben, som var hun intet andet end en rekvisit, før han tog den næsten tomme flaske og hældte op til dem begge. Selv drak han sin egen drik, før han tilbød Deacon hans, ved at tage den op fra bordet og række den mod ham.
”Er du altid så...retfærdig...Eller er det fordi vi har publikum?” spurgte han direkte. Hans ene øjenbryn gled en smule op i panden ved ordet 'retfærdighed'. Sandelig var der ikke meget ved denne verden der var retfærdigt og derfor gav ordet ingen mening for ham...Selv om han vidste mange andre brugte det i flæng.

[Deleted]

Deacon end ikke så meget som kastede et blik på kvinden da Zean smed hende fra sig, skønt han var sikker på at hun havde skyndt sig væk fra dødsenglen så hurtigt som muligt. Selv holdt han sit blik på dødsenglen foran ham. Kedelig? Fornærmelsen fik ham til at skære ansigt, og han satte sig roligt ned på sin stol igen, og strøg en enkelt finger over Ignis’ brystfjer. Det var som om kontakten med hans føniks gav ham roen igen. Hans finger efterlod en flammende stribe over fuglens fjerdragt, som føniksen syntes at absorbere til sin egen krop. En lav nynnen bekræftede at den nød det i fulde drag.
”Det kommer så sandelig an på kvinden.” svarede han ubekymret. Vreden som førhen lod til at have luret under overfladen på ham, syntes at være forsvundet. Han trak endda en smule på smilebåndet da han igen vendte sin opmærksomhed på dødsenglen. Havde Zean virkelig det indtryk af ham nu? At han var en mand som reddede jomfruer i nød? Virkelig han som den type? Tanken var latterlig, og fik ham til at give en lyd fra sig, som en blanding af et grin og et fnys. Han fulgte Zean med blikket da han satte sig ved bordet igen. Hvis han havde båret nag til dødsenglen for hvad der lige var sket, ville han have sendt ham væk. Men det kunne virke som om de begge fuldstændig havde misforstået hinanden. Som et tegn på god vilje, fyldte han dødenglens glas op igen, og tømte med den handling flasken. Han drejede blikket mod bartenderen og gav ham et signal, som hurtigt fik ham til at finde en ny flaske frem. Stilheden som før havde bredt sig i natklubben var begyndt at forsvinde, og i den modsatte ende af rummet var musikken igen begyndt at spille op. Tingene vendte tilbage til standarden – med undtag af kvinden, som lod til at have forladt natklubben. ”De må tilgive mig min reaktion, mr. Forsyth. Jeg misforstod Deres hensigter med kvinden.” forklarede han roligt, inden han tog en tår af sit eget glas. Bartenderen var kommet frem til deres bord, og givet dem en ny flaske af den brændende væske. Han tog grådigt imod den mønt Deacon stak ham, og forsvandt tilbage til disken for at tage sig af sine andre kunder. ”De må ikke misforstå mig. Under andre omstændigheder ville jeg intet have gjort for at standse dig. Under visse omstændigheder ville jeg ikke have haft noget imod at gøre Dem kunsten efter. Jeg er ingen ridder i skinnende rustning.” Tonen han sagde det i, afspejlede hans holdning om at tanken var fuldstændig absurd. Deacon havde for pokker dræbt flere folk end han kunne tælle til. Utallige havde mistet livet til hans flammer eller for enden af hans sværd. Hvorfor i alverden skulle han så ville redde kvinden Zean havde udvalgt som sit offer? Fordi det lå til hans natur? Aldrig i livet. Han hævede sit glas mod Zean og sendte ham et roligt smil. ”Jeg håber ikke det har fået Dem til at revurdere min rolle i Deres planer. Jeg har brug for at bruge mine flammer igen, mr. Forsyth. Og Paggeija lyder som sådan et koldt sted.” indskød han med et sigende glimt i øjet.

[Deleted]

Han satte sig ved bordet, selv om han havde lyst til alt andet end at sidde ned...For helvede da også, han havde lyst til at flyve over en ny landsby og sætte ind til den, så dens indbyggere ikke kunne andet end flygte ind i flammerne! Måske ville dødsenglenes varemærke blive at brænde landsbyer af. Han havde selv gjort det og han vidste en gruppe af hans soldater også havde gjort sig den fornøjelse på grænsen til Imandra. Han så op på Deacon, selv om han følte lige så meget for bare at sidde og...snakke! Alle snakkede. Kimeya, hans ven i Marvalo city, snakkede også! Prøvede at få Zean til kun at tale! Nej. Ikke mere snak. Mere handling. At tale gav ham intet og fik ikke folk til at frygte ham.
Hans blik faldt på stearinlyset, der var efterhånden var kommet halvvejs ned, med tydelige striber af smeltet og størknet stearin ned langs lyset Små takker omkring dens kant, med en lille sø og endelig ilden, der pulsede med sit helt liv, glad og tilfreds.
Han så ned på glasset...Men i stedet for at drikke mere, fandt han sig selv skubbe glasset lidt til siden, som var det i vejen for noget. Hans hænder gled op på bordet og samlede sig ganske afslappet. Han var ligeglad med kvinden og hvor hun end var løbet hen. Pivskid.
Han lavede en lettere utilfreds bevægelser med sine læber, da Deacon snakkede om at tilgive ham. Tilgive ham for at...stoppe Zean i at gøre det, han netop fandt endnu mere spændende end selv sex? Det ville være nemmere hvis han forstod hvorfor!
Han slog et let klik med tungen, for sig selv, mens han lod Deacon forklare sig og han lod blikket glide over rummet. Han følte sig ikke klar i hovedet og hans fingre var...noget nær følelsesløse. Han vidste hvad det betød...At han måtte drikke en urteblanding når han havde sovet, for at undgå en helvedes hovedpine og kvalme. Det betød det. Han så ned mod det fyldte glas og på den flaske der lige var blevet hente, som diskuterede han med sig selv. Til sidst gled hans hånd ud og tog glasset og efter kun endnu en kort tøven, tømte han det igen. Han kunne ikke længere mærke den varme fornemmelse af det...Eller kunne han, men var ikke bevidst om det? Han var lige ved at grine af det!
”Hvad er der at misforstå, min ven?” svarede han direkte og så hen på Deacon med nogle ret skinnende øjne.
”Jeg er dødsengel og jeg nære mig ved andres smerter. Du troede vel ikke jeg ville voldtage hende? Selv jeg har bedre smag end det. Jeg foretrækker kvinderne faktisk gider mig.” svarede han og smilte svagt.
”Men sandelig må du vide dette...Er du ikke en dæmon der har levet ganske længe? Du opføre dig sandelig som en. Skuf mig nu ikke” han blinkede drillende til ham. Hvis han skulle være ærlig, kunne han jo ikke være vred på manden! Da specielt ikke nu.
”Jeg ser frem til at se dig, ved Paggeija...” hans blik gled over rummet, som havde en pludselig paranoia ramt ham...Hvad den nok også havde. Havde nogen hørt dem? Endnu ønskede han ikke de forkerte folk hørte om det!
”...Og se om du kan slagte folk så godt, som du sidder og siger. Jeg har allerede en plan...Ja, det har jeg ganske vidst haft længe...Kender du byen, Deacon? Paggeija, mener jeg. Det meste af den er gemt i bjergene af kilometervis af tunneller og flertallet af husene er grotter og huler. Der vil ikke blive meget plads at kæmpe på og flammer de forkerte steder, kan være katastrofale. Det håber jeg du ved. Men jeg har ikke tænkt mig at lade det gå til spilde! Der er fire tårne...Jeg vil have du tager dig af to af dem. Slagt dig vej hen til dem og ryd dem for alt levende. Bagefter vil mine egne bueskyttere overtage dem...” han gned sin pande et øjeblik.
”Der er en til hver verdenshjørne. Måske kan du ikke nå dem i egen høje person...Men jeg har tænkt mig at krydse grænsen for normal logik og sund fornuft og giver dig nogle af mine folk, du kan dirigerer lidt rundt med. Det kan du vel finde ud af?” han så på Deacon igen. Ikke uden at lade blikket glide over hans fantastiske fønix fra tid til anden.
”Selvfølgelig vil de vide du er fremmed og at de øjeblik skal droppe dine kommandoer, hvis de ikke giver mening eller er skadelige for os. De er jo ikke helt zombier!” tilføjede han og lænede sig tilbage i stolen igen. Begik han en fejl? Lige nu virkede det i sandheden som den bedste ide!
”Jeg har...ikke hovedet til at lægge planer lige nu...”indrømmede han så. Flere sære ideer var faldet ham ind.
”Stop mig, hvis jeg taler nonsens eller mister min selvkontrol...Det har jeg ret nemt ved”

[Deleted]

Et tilfredst glimt viste sig i Deacons blik, da Zean ikke lod til at bære nag for hans tidligere handling, og Deacon drak roligt videre fra sit glas. Han havde set hvordan Zean havde tøvet med at drikke videre, men han havde da gjort det alligevel. Det fik kun Deacons smil til at vokse sig et hak bredere. Jo mere dødsenglen drak, jo mere snakkesalig burde han blive. Og jo mere dødsenglen sagde, jo bedre kunne Deacon placere sig selv i hændelserne der ville udfolde sig i den nærmeste fremtid.
Deacon var yderst tilfreds med at Zean ikke lod til at ville skrive ham ud af hans planer for Paggeija, og han sendte dødsenglen et taknemmeligt smil, inden han tømte sit eget glas. Han bemærkede dødsenglens paranoide blik rundt omkring i rummet, og det fik hans spænding til at stige. Hvad Zean end var i færd med at fortælle ham, måtte være noget han ikke ønskede at nogen andre skulle finde ud af. Lige præcist den information han ønskede at være i besiddelse af.
”Jeg kender lidt til Paggeija.” indrømmede han. Ignis havde betragtet byen fra oven, og gennem sin føniks havde Deacon selv kunnet betragte byen. Men han havde ikke behøvet uddybe dette, da Zean omgående gik i nærmere detaljer. Jo, han havde forventet det. Han kunne ikke bruge sin ild uden videre. Selv i en bjergby kunne en løbsk ild være livsfarlig. Måske ikke for ham selv, men det ville næppe behage Zean hvis Deacon uheldigvis kom til at brænde nogen af hans sortfjerede folk ihjel. Selv hvis det betød at de mistede livet for at de kunne vinde byen.
Hans øjenbryn fløj i vejret da Zean fortalte videre. Han måtte få ansvar for nogen af hans dødsengle? Hvis hvad han havde hørt om dødsenglen passede, var Zean meget optaget af sit folks sikkerhed – men her betroede han Deacon med nogen af dem. Selvfølgelig ikke uden videre, det havde han heller aldrig forventet. Men stadig. ”Jeg sætter pris på at du betror mig nogen af dine dødsengle, Zean.” For første gang valgte Deacon at droppe den høflige tiltale. Hvis Zean ville give ham nogle dødsengle, burde det være et naturligt træk. Dødsenglen måtte da stole på ham. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan for at dit folk kommer derfra i live.” lovede han ham. Om dødsenglen snakkede nonsens, kunne han ikke vide. Deacon havde ingen anelse om hvad der foregik inde i Zeans hoved – til tider var han ikke sikker på om Zean selv overhovedet vidste det – og han besvarede derfor blot Zeans ord med en skuldertrækning. ”Jeg tror ikke du snakker nonsens. Men det vil du komme til, hvis vi fortsætter på den her måde.” indskød han med et sigende nik mod deres tomme glas. ”Så måske er det bedre at stoppe mens legen er god.” foreslog han. Hvis Zean nu endte med at miste kontrollen, eller faktisk at snakke nonsens, ville der ikke være meget ved at fortsætte. Han havde alligevel hørt alt han havde brug for. ”Vi får brug for at du er ædru når Paggeija angribes.” påpegede han sigende.

[Deleted]

Han grinte svagt for sig selv, da hans blik gled over glasene og den ellers nye flaske. Stoppe? Når han lige havde købt dem en flaske mere? Det ville i sandheden virke som fråds. Han havde så mange planer for sin by! Ja. Der skete mange ting lige nu. Lidt for mange. Det kunne være svært at følge med. Eriz, warlcoks, disse var en stor del af hans problemer, fordi de sloges mellem hinanden og mente Zean skulle vælge side hele tiden og ikke bare have et ben i begge lejre. Ja, i det hele taget, personligt havde han ikke mange venner og det var lidt et problem. Var Deacon en af hans få venner? Han håbede det. Selv enkelte personer kunne være nyttige, ikke kun hele racer. Men det ville ikke undre ham hvis andre havde fingrene ude efter denne mand før ham selv. Når alt kom til alt kæmpede Deacon kun for pengene. Nej, han kunne ikke stole så meget på manden, man han havde endnu ikke udvalgt særlig mange generaler i sin lille hær og han blev nød til at have nogen, som han havde snakket med personligt, til at føre lidt an. Hvis Deacon var loyal til betaling, burde der ikke være noget problem. Og Deacon havde evner, det tvivlede Zean ikke på.
Han smilte svagt mod manden. Selvfølgelig var ingen af dem dumme. Han gjorde det simpelt fordi det var mest praktisk. Mere var der ikke et sige til det.
”Om ikke andet...Du bliver ikke den eneste der, med en opgave og skulle du svigte mig, har jeg andre der hurtigt kan hoppe til og hjælpe” Han tog flasken, hældte op til dem igen, uanset om manden mente han ville ende med at snakke nonsens om lidt. Hvad var nonsens? Unyttig samtale. Det var nonsens! Og han brugte ikke tid på ligegyldige samtaler...
Altså i aften kunne godt virke lidt som en, men se nu, hvilke vigtige ting de snakkede om!
Nej. Ikke flere detaljer, ikke for nu, Deacon vidste allerede hvad han burde vide. Resten var op til Zean og de andre folk han havde der. Han tømte glasset og smile lumsk til Deacon.
”Det er ikke i morgen der er kamp. Men snart, ja.” han så lidt på Deacon, så, pludselig, skubbede han sig ud fra bordet og rejste sig op, med en støttende hånd på stolens ryglæn.
”Fint. Jeg vil følge din opfordring og forsvinde. Sidst jeg var her endte det hele i...Kaos...Og der var jeg ikke engang beruset! Nej. Kom snart til Atterlin, jeg har få ejendele og resten af interiøret må du beholde eller smide ud efter behag. Jeg glæder mig sådan, gør du ikke?” han smilte let til manden.
”Jeg vil smutte. Vi ses på slagmarken!” på vej forbi Deacon, gled hans hånd over mandens skulder i et kort klap, som var de nu bedste venner og dette Zeans hilsen til ham, som han gik. Han kunne ikke bekymre sig om den næsten fyldte flaske, vel? Nej.
Snart var han udenfor og trak vejret dybt flere gange, før han forsvandt ned af Rimshias mørke gader.
Som altid rungede smertens skrig mellem gaderne, men ingen lagde mærke til dem.

//Out