Er der nogen i himlen?

[nick]

Dag efter dag. Uge efter uge. Og stadigvæk gik Nick rundt og ledte efter en person der efter sine, skulle være død og borte. Men han blev ved med at lede. Han søgte efter Lisa hver dag. I sine tanker, under hver en sten han passerede - og fandt ingenting. Han havde tit ødelagt et træ på vejen, eller knust en stor sten. Vreden var bare overvældende, når man gik rundt med den længsel efter den eneste man nogensinde havde elsket. Den eneste som nogensinge havde accepteret ham for at være den han var. Mutters alene sad han i bænken. Det var stadig lyst, men om en time ville solen være forsvundet bag de grå skyer der hang på himlen. De truede med regn. Stilhed før stormen, ikke også? Et stille suk undslap hans blege læber. Han havde ikke fået føde siden igår. Han havde bare gået rundt som den tomme skal han følte sig som. En stikken i hjerte som han følte, hver gang han duftede noget der kunne reflekteres til Lisa. Det gjorde alt for ondt. Han gispede stille idet at han slog sig selv på brystet, for at få det bankende hjerte til at holde op med at gøre ondt. Det bankede for ingen. End ikke ham selv. Han var et monster, ikke sandt? En dræbermaskine, kun lige sat på gaden af mafiaen. Ubrugelig, spørg du? Ja. Hans skridt knasede over den lange sti der snoede sig over græsplænen i parken. Han brændte et tilfældigt træ, og den gav et underligt orange skær som sammen med den lyserøde solnedgang dannede en underlig aura. Et rødligt skær fra de gule gnister, som der sprang ud imod horisonten var som små ildfluer der dansede deres dans nær midnat. Hånede alle andre væsner, som ikke havde 'lys' på. En tåre gled ned af hans kind. Flammerne imod træet fik ham til at mindes brænden. Han fik et flashback. Den fangede Lisa og da han ville redde hende, blev han revet væk fra hende. Og mistede hende - for altid? Forhåbentligt ikke. Han dumpede ned at sidde. Skæret oplyste ham og han havde ikke ændret sig stort gennem tiden. Ikke andet end at han var tyndere, men hans ansigt var det samme. Neutralt og iskolde øjne. Han blinkede let med dem, rullede med skuldrene og satte hænderne bag sig. Han sad midt på stien, ligeglad om nogen kom. Så måtte han jo tage kampen op. Eller se sig an, hvad en der skulle nærme sig. Han bed tænderne sammen og hans læber var smalle strejer. Hans øjne lukkede han for et kort øjeblik i, mens små tårer væltede frem over hans hvidblege kinder. Det lyse hår strittede forfærdeligt ud til alle sidder. Det sad sjusket, selvom det dog lige nu bare kunne være blæsten som rev i det. Men det var det nu ikke. Det var sovehår. Han havde overnattet på stranden i nat. Krøbet sammen bag nogen store klippesten og holdt sig varm med et lille bål. Han havde ikke andet end hans magi nemlig. En lidt grødet tone undslap hans læber, da han prøvede at hoste. Øjnene gled op og imod himlen, som var begyndt at blive mat og grå. Han fik sig igen rejst, og gik istedet videre og hen til en bænk som han fik hærget. Han fnøs og lagde sig i græsset i nærheden af det brændende træ. Han slukkede ilden og kun det kulsodede bark var tilbage, og alle bladene var væk. Sikke en skam. Ironisk tanke dog. Hans øjne gled let sammen til små strejer, mens han studerede en forbipasserede sky. Det sidste han så, inden at øjnene gled i og hans sov. Græsset havde været blødt, og dejlig køligt imod hans slidte tøj. Da han igen vågnede, var alt pludseligt mørkelagt. Han så desorienteret rundt. Han sikrede sig at hans guldhalskæde hang omkring hans hals - faktisk var det Lisa's kæde, som han fået smidt i hovedet af mafiaen efter branden. Han tog den af og knugede den i hans hånd. Han børstede hans kinder og de blev lettere brune, fordi hans hænder var til støvede da grusset han før havde sat på. Han blinkede med de våde øjne. Han havde haft skreget i søvnet. Råbt på Lisa. Forfærdeligt. Han huskede hvert et glimt af hans drøm. Han endte med at samle nogen af de i forvejen brændte trægrene, og lave et bål foran sig. Han varmede sig ved det, og sad oplyst i et gyldent skær der fik hans bleg-gyldne hud til at glimte. Han gned sine hænder mod hinanden og tørrede dem af i græsset. Han lænede sig tilbage og sad stille og lyttede til den knitrende lyd af hjemme (ude) lavet bål.

[Deleted]

Alt for mange tårer havde Lisa spildt på grund af alt det her. Alt for mange år var gået, og hun vidste ærlig talt ikke hvor længe hun ville være i stand til at skulle holde det håb ved live. Hun havde set op til Nicks store bedrifter. .at det var så hadet af de få og elsket af så mange, var bare noget som hun havde været vant til at leve med.. frem til det for alvor var gået galt; Tanken på de små og ikke sig selv, havde skænket hende en ekstra chance og hun priste sig lykkelig for den, selvom den ikke just havde været lykkebringende til nu. Hun havde ingen anelse om hvor hun skulle søge efter ham, hvor hun havde søgt og hvor hun ikke havde, det var virkelig ekstremt besværligt! Hendes rejse over Manjarno i den søgen efter Himmeriget efter endnu en dag ude uden held, noget som ikke var noget nyt for hende. Et rent væsen, så rent som det overhovedet var muligt at blive og dog så ulykkelig, at det ikke kunne beskrives. Deres vielsesringe havde hun om halsen.. hvor hun havde fundet hans, kunne hun ikke huske, men den havde været der.. alt havde hun fundet undtaget en kæde som hun altid bar om halsen.. væk var den og det havde den været i årevis.. måske en af børnene havde fundet den? Et sted så håbede hun så inderligt på det.. hun ønskede at de skulle kende hende, selvom.. Lexie og Nathan huskede vel intet? Sophie havde jo været ganske stor, også da det skete, men det var jo så mange år siden nu. Hun baskede med de store vinger, søgte ned mellem de mange træer og ned på stien i den store park.. Dybt inde var det i den grad.. et sted hun endnu ikke havde søgt. Næsten med den lysende aura og udstråling som kun en engel ville bringe med sig.. et medfælt had til mørket, var noget som hun nu måtte bide i sig, det var jo kun en naturlig ting! Vingerne trak hun stille ind mod sin egen krop, lod dem falde over hendes ryg som intet mindre end en fjerklædt kappe. Ikke en synderlig varme, og dog, så ville hun ikke lade det påvirke hende for nu.. det ønskede hun bestemt ikke! Hun havde det ene mål i livet, selvom en i Himmeriget, havde fået hende til at tænke meget; Var det virkelig værd at fortsætte? En enkelt tåre gled stille ned af hendes kind.. hun havde søgt i så mange år nu.. det var vel ikke ved nytte, at skulle holde det ved live til en evig tid? I så fald, at han stadig var derude, så havde han vel også fundet en anden? Opgivet det hele, som det hun selv havde lyst til lige for øjeblikket? Kjolen rettede hun stille til. Smuk og hvid.. så rent som det overhovedet kunne blive, at der ikke herskede nogen tvivl om, hvad hun var og hvor hun var fra og det var bestemt også nget som hun kunne være så ekstremt stolt af i den anden ende.. ville hun vel håbe? Det stivnede helt for hende.. hun vendte sig brat ved det skrig som måtte lyde igennem mørket.. et kald.. hendes navn. Næsten med en klar følelse af et håb som måtte brede sig. Om hun skulle gå mod det kald.. så højt, at hun ikke ville være i stand til at placere nogen steder. Hver eneste aften kunne hun blot drømme om det.. de mange gange, hvor hun faldt i søvn i hans favn og vågnede op ved siden af ham.. de mange drømme som aldrig ville blive virkelighed.. hun havde virkelig opgivet håbet. Og dog.. med de langsomme skridt gik hun mod der hvor hun var sikker på at kaldet var kommet fra. Hånden lod hun vandre over hendes kind, hvor hun fjernede den ene glinsende tåre. Synet af bålet, var dog det som måtte tvinge hende til at være forsigtig.. hun vidste, at det var svært at sige og vide, hvem man ville møde herude og det var virkelig frustrerende at de midt i krigens tid måtte være så forsigtige! Ikke sagde hun så meget som et ord eller en lyd.. foruden den tørre kvist som hun måtte træde på som måtte knække tydeligt med en klar lyd.

[nick]

Nick sad stille. Han havde en svag nynnen på hans smalle læber. Hovedet gled på skrå, og han kunne mærke et knæk. Ubehageligt! Men så var den da sat på plads. Et svagt smil lå på hans læber, selvom det var et sjældent syn. Men varmen fra ilden havde alligevel en lunende effekt på ham. Han hørte ikke noget over himlen. Der var vel mange kraver og fugle der lige skulle finde hjem inden det blev alt for sent. Han lænede sig lidt tilbage og endte med at lægge sig ned. Han lå på siden og så ind i de smukke orange flammer. De varmede godt på det ydre, selvom hans hjerte føltes som is. Noget fangede dog hans opmærksomhed. Et knæk. Han satte sig op, og hans isblå øjne gled rundt efter lyden. "Hvem der?" spurgte han stille, og næsten med en skræmt stemme. Tankerne om Lisa og børnene, og hans gode jeg som han engang var fik ham til ikke at skulle råbe op på nogen kynisk måde. Han rejste sig stille, bakkede tilbage og direkte hen imod hvor skikkelsen stod. Han drejede rundt og stod pludseligt med fronten imod hende. "Hej.. jeg er Nick Terrac," slyngede han ud uden videre omtanke.

[Deleted]

At hun blev hørt, fik Lisa til at stoppe op helt brat. Hun stod fuldkommen stille, også selvom hun vidste, at hun var fuldt ud synlig og tydelig at se i mørket. Det havde ikke altid sine fordele, at skulle være et væsen som en ren engel. De mørke øjne søgte fast om i området og klart mod skikkelsen som sad der. Hånden lukkede hun omgående om ringene som hvilede om hendes hals i den kraftige og dog så tynde sølvkæde. Hun bed sig tydeligt usikkert i læben og bakkede tydeligt et skridt, da han vendte sig. At han så endte med at stå helt oppe foran hende, fik hjertet til at hamre mod hendes bryst. Han så trist ud.. ligesom hun selv måtte føle sig, selvom... noget ved ham var hende så enkelt at genkende, hun kunne bare ikke sætte en finger på det! Det var da også virkelig noget af det værste ved det hele.. en ting sagde bare, at noget tabt var fundet.. noget som hun havde søgt efter så længe, endelig var endt med at skulle komme hjem igen. Hans hilsen fik den ellers så smukke hud til at ende fuldkommen ligbleg, som havde hun fået verdens største lussing og at den havde ramt helt perfekt. Hun bar ikke længere Nicks navn.. døden havde jo trods alt skilt dem, som i den grad var noget af det værste ved det hele, men igen.. Havde Derek haft ret? Var det på tide, at skulle komme over det og endelig give slip? Hun bar sin mors fødselsnavn, hendes famlienavn og så sit kendte fornavn. Hun bakkede hastigt adskillige skridt, som var hun endt med at skulle blive skræmt. Hun faldt over en greb, hvor hun med et forskrækket gisp, endte med at falde direkte ned i jorden. Den hvide kjole blev fuldkommen mudret til. Det kunne bare ikke være rigtigt.. Hun havde søgt ham så længe og så mange gange.. og nu stod han der!? De mørke øjne vendte hun op mod ham. Øjnene endte fuldkommen blanke. "Je-jeg.. jeg.." hviskede hun næsten desperat. Hun trak sig stadig væ. Skubbet sig væk med hænderne, som havde hun været grebet af en så voldsom panik. Hjertet hamrede mod hendes bryst, som det havde gjort under den brand som havde taget hendes liv.. et sted af lettelse og et sted af den rene panik ved at se ham. "N.. Nick.. E.. er det virkelig.." Tårerne begyndte stille at trille ned af hendes kinder. Hun kunne ikke stoppe dem og hun ønskede virkelig heller ikke at gøre det.. Hun var bare helt sikker på, at hun havde hørt forkert.. helt forkert.

[nick]

Nick kom en lille smule til at misse med øjnene. Han selv havde søgt så længe. Vandret hvileløst rundt i Manjarno i snart.. evigheder nu. Han ville ikke være i Dvasias. Han kunne alt for nemt manipuleres med, og bruges som dræbermaskine. Han stod stille og betragtede det smukke lysvæsen. Der var nu alligevel noget over hende. Men hvad? Nu havde han jo ikke set Lisa i.. mange mange år efterhånden. Han stod nærmest i chok, da hun bare bakkede - faldt - bakkede videre i noget der mindede om krabbegang. Han følte for at græde, han havde da ikke gjort noget? Hvorfor var hun så skræmt. "Nej, nej du må ikke gå. Hvad har jeg gjort?" spurgte han panisk. Han ville ikke skræmme nogen. Det fik ham til at føle sig som et monster. Hvorfor lige nu? hvorfor her? Hvorfor?!! Han faldt på knæ og kravlede yderst forsigtigt nærmere hende. Han prøvede at berolige ende, og tyssede ligeså stille på hende. Han gjorde hende intet ondt. Han var ingen morder. Ikke.. lige nu i hvert fald. "Det kommer an på, hvem den virkelige Nick er.." sagde han. Han hævede brynene pludseligt og endte med at sidde musse stille. En tåre faldt ned over hans kind og han tørrede den af i sit ærme. "...Lisa?" spurgte han. Meget prøvende, og dog utrolig håbefuldt. Han satte sig fuldkommen stille og slog armene omkring sig selv. Blikket faldt til hendes skikkelse. Det var hende. Det måtte det være.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi, at Lisa var bange for ham, men det at skulle stå overfor Nick igen.. bare sådan uden videre, ikke var noget som hun ligefrem havde ventet sig og nu stod han der.. Næsten som den som hun huskede fra dengang.. Det lille minde som hun havde med sig fra dengang.. Dengang hvor de for alvor havde kunne finde bare en anelse fred og bare være sammen. Det var virkelig for længe siden, at hun overhovedet havde haft muligheden for at skulle slappe bare en anesle af og uden at skulle have Nick i hovedet konstant. Blikket hvilede på ham.. Hvorfor virkede han så panisk? Hendes hjerte slog og det hamrede for livet mod hendes eget bryst, så det næsten måtte gøre helt ondt. Hun havde ikke set den mand i så ekstremt lang tid.. han var der stadig.. han virkede heller ikke til at skulle have glemt hende. Han havde jo heller ikke nogen ring på sin finger. "Jeg.. jeg ved ikke.. hvordan den Nick er.. mere.." hviskede hun dæmpet. Hun trak benene op til sig, trak sig næsten helt skræmt sammen. Var der noget som hun hadet, så var det i den grad det faktum, at hun ikke havde nogen kontrol over situationen eller noget som helst. Hun vendte blikket mod ham, da han sagde hendes navn. Hun nikkede stille til hans ord.. det udtryk.. den stemme som ligesom hendes i så mange år, havde været præget af det håb.. og nu var han der.. hun var der. "Du... du kaldte på mig.." hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun vendte blikket stille mod ham og næsten med en skælven i kroppen. Igen og igen, måtte hun jo sige til sig, at døden havde skilt dem og det var det som igen.. og igen.. og igen, havde forstyrret hendes drømme når hun langt om længe var faldet i søvn. Selv så indelukket at selv ikke engle, kunne komme igennem til hende.. ingen havde formået det.. foruden Derek. "Du.. du kaldte... du kaldte.." hviskede Lisa igen og igen, som det eneste som overhovedet formåede at bryde hendes læber. Hun vendte blikket stille mod ham. Selv med tårerne trillende nedover hendes kinder. Bange var hun.. næsten bange for hvad pokker der skulle ske videre herfra.. ville han gå.. ville han komme tættere på? Efter alle disse år, så vidste hun det virkelig ikke.

[nick]

Nick sad stille og betragtede den sammenkrympede engel. Måske havde hun bare mistet overblikket, og dette var vel meget overvældende? Hans isblå øjne faldt til hendes ansigt. Det lignede bedre og bedre, og det gik op for ham at det måtte være hende. Hans ring havde han ikke. Den var smidt i det gamle område af mafiamedlemmerne tilbage dengang. "Siger Sophie, Lexie og Nathan dig noget? Og Jeremy? Som passer på de børn. Og en brand.. og mafiamedlemmer.." han standsede, for ikke at overvælde hende med historien. Hvis han nu tog fejl, så var det jo dumt at fortælle alt om fortiden. Men han var bare så sikker. Han blinkede med øjnene der var våde og hans kinder glinsede af de mange tårer. Små perlegennemsigtige tårer som faldt, og han lod dem falde. Han var ynkelig. Men en engel ville næppe håne ham. Han så på den smukke skabning der sad der forvirret foran ham, grædende. Han nærmede sig hende og løftede hånden til hendes skulder, som han berørte. Jo, det var faktisk ikke nogen drøm. Hun sad der. "Jeg kalder i mine drømme.. På den Lisa jeg elsker. Lisa Strife," sagde han stille. Han trak hånden til sig og lagde armene omkring sig selv, mens han blev siddende lige ved hendes side.

[Deleted]

Lisa sad kun mere og mere skælvende nu hvor han valgte at fortælle kort om det i hans fortid som i den grad også måtte være i hendes. Tårerne trillede fast ned af hendes kinder og med en kraftig skælven i hendes egen krop som bare ikke tog slut det mindste overhovedet. De mørke øjne hvilede næsten skræmt på hans skikkelse. Det var alt sammen det som hun ikke ønskede at tænke på.. hun ville virkelig ikke tænke på det forfærdelige i hendes fortid! Hun rystede stille og næsten skælvende på hovedet og gemte blikket ned mod jorden ved at se ned istedet. "S.. Sophie.. Lexie og Nathan.. Det.. det er mine børn.." hviskede hun med en dæmpet stemme, ikke at hun ønskede at sige det alt for højt, selvom hun var nu ganske sikker på, at det måtte være ham, at hun sad overfor for øjeblikket. "B-branden.. den.. den er skyld i dette.." Hun vendte blikket ned mod ringene om hendes hals. Hun bar dem begge på sig.. hun formåede ikke at skulle smide dem fra sig igen, ikke at det var noget som hun kunne komme udenom. Mafiamedlemmerne var skyld i det hele! De havde virkelig bare ødelagt det hele! Hun stivnede helt, da hans hånd faldt mod hendes skulder. Hun vendte blikket fast mod ham. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst og det gjorde ondt.. det gjorde virkelig ondt. Bange var hun, skræmt var hun i den grad. "L-lisa Strife? Jeg.. jeg er Lisa Marcelia Strife.." hviskede hun dæmpet. Kun et navn som Nick ville kende, hvis det virkelig var ham som hun sad overfor netop nu. Marcelia var hendes mors navn og det var mere eller mindre glemt for hendes vedkommende.. hun brugte det jo normalt aldrig. En engel var hun i den grad, hun hånede ingen, det var jo heller ikke noget som hun havde gjort i sit forrige liv.. hun var og havde altid været et godt væsen. Hun bed sig usikkert i den bløde underlæbe. Hun var virkelig skræmt fra vid og sans, også selvom hun var lettet som hun aldrig havde været tidligere.. hun havde fundet ham.. nu genstod det bare.. hvor stod de?

[nick]

Da Nick ikke blev skubbet væk fra hendes side, da han ganske stille og lyttede til hendes svar på hvad han havde sagt om branden, børnene og mafian. Han så på hende og tårerne trillede hurtigere ned over hans kinder, da hun sagde det var hendes børn. "..Det er også mine børn," sagde han stille og blinkede lidt med øjnene. Tårerne irriterede ham, og de gjorde hans øjenvipper tunge. Hans øjne flakkede over hende og han havde virkelig lyst til bare at omfavne hende. Hans blik stivnede, idet at hun sagde hun var den Lisa. Lige præcis den Lisa. Der gik det op for ham. Marcelia. Hendes mors navn selvfølgelig, den historie kendte han. Han tørrede sine øjne af i hans overarme og så på hende. Søgte en dyb øjenkontakt med hende. "Og jeg er Nick.. Som sagt. Nick Geme Terrac," sagde han stille. Kun familien kendte det mellemnavn. Hans hjerte hamrede derud af, og alligevel med frygten for at hun skulle afvise ham og have fundet en i himlen. Han måtte hellere forsikre hende at han ikke have nogen. "Jeg har aldrig fundet nogen Lisa. Jeg kan ikke elske andre end dig. Jeg har gået rundt med håbet om at du var engel i så lang tid.." Han tog hendes hånd, og strøg hans tommel over den. "Je-jeg er så lykkelig.. over at ha-have fundet dig," sagde han med en grådkvalt tone. Han sørgede dog for at snakke tydeligt.

[Deleted]

For Lisa, kunne det virkelig være svært at afvise. Hun havde aldrig nogensinde formået at skulle komme over det tab. At se ham blive revet fra hende og derefter, var det hele virkelig bare endt med at skulle gå i sort. Tårerne faldt lange nedover hendes kinder og med den så kraftige sitren i hendes egen krop, at det i den grad måtte gøre helt ondt. Hun vidste jo et sted udmærket godt, at Derek havde haft ret, at det virkelig måske var på tide at give slip og så bare komme videre. Marcelia var ikke hendes oprindelige mors navn, men den kvinde som havde taget sig af hende, dengang det var gået helt galt hjemme og indtil hun mødte Nick.. En lykke i det rene helvede, havde det jo været mildt sagt. Aldrig havde nogen anden end Nick formået at komme hende så frygtelig tæt, ikke at det var en tanke som hun kunne slippe på nogen måde overhovedet. Hun havde elsket Nick.. Hun elsket ham stadig.. hvorfor skulle hun ellers bruge så mange år på at søge efter ham? Hun fandt virkelig ikke ord.. langt om længe.. nu sad de der jo. Hun lod ham tage hendes hånd. Den var varm.. den var ru.. ligesom hun kunne huske den. Hans ord fik det virkelig for alvor til at lette for hende. Et svagt smil bredte sig på hendes læber. "Du... Jeg har søgt dig.. siden det skete.. N-Nick," hviskede hn med en dæmpet stemme, dog alligevel højt nok til at han ville kunne høre hende. Dereks ord lød dog igen og igen i hendes hoved. "Jeg... jeg fik en chance til.. jeg fik en chance til," hviskede hun stille. Alt hun havde tænkt på dengang, var virkelig bare at få børnene ud.. at Nick ligeså bare var forsvundet inden det var gået i sort for hende.. Hun satte sig stille op og lod hånden forsigtigt lukke sig om hans, ganske så blidt og forsigtigt. "Jeg mærkede intet.." forsikrede hun med et svagt smil på læben. Som hun selv havde fundet, var det hendes døde krop hvilende under den store murvæg de havde haft i huset.. den havde bogstavelig talt knust hende. "S.. så mange år Nick.. så mange år.." hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun hulkede svagt.. denne gang formåede hun ikke at skjule det.

[nick]

Det som Nick umiddelbart komme mærke som noget af det første, var at Lisa ikke havde fundet nogen. Havde hun holdt fast i håbet ligeså? Han var jo aldrig blevet meldt død, og mafiaen havde brugt ham godt. Næsten brugt op? Alt hans energi, hans lykke.. alt var bare taget fra ham, da de fik ham bort fra hans familie og at Lisa måtte lide den forfærdelige død. Han skulle aldrig bo i et hus med en bjælke! Han strøg hende over hånden ganske forsigtigt, og så indgående på hende. Man kunne høre at hans stemme var grødet til. Nu hvor han faktisk følte for at skulle komme af med alle de tåre, som han aldrig havde haft rigtig mulighed for. "Hvis jeg ikke kan få dig, vil jeg ingen ha'," sagde han stille og kom til at grine ligeså stille. Han lukkede øjnene i og lagde armen mod Lisa's skulder, bydende til at komme ind i hans favn. Han sad og skælvede let. "Så mange år.. Det er slut nu. Mafiaen har ladet mig gå. Og du er her.. Mit lys," sagde han stille. En lav tone, men hørlig for hende nu de sad lige ved siden af hinanden. Han håbede og bad inderligt til at hun ikke endte med at sige hun havde fundet en eller anden fisse fornem engel at være sammen med. Det ville for alvor knuse ham, og.. så ville han miste alt. Børnene have Jeremy, og kun Gud måtte vide hvor de var.

[Deleted]

Lisas død havde været smertefri, det var hun overbevist om.. Hun ville vel have husket noget, hvis det havde forholdt sig anderledes på den ene eller den anden måde vel? Hun blev siddende.. hun havde virkelig holdt så voldsomt fast i det håb om, at det hele nok skulle få en ende.. at hun igen ville være i stand til at finde ham, selvom hun var så sikker på, at en som ham, uden problemer ville være i stand til at skulle finde en ny tøs. Han var jo en fantastisk mand.. han havde altid været en fantastisk mand også overfor hende. Det var i det mindste sådan som hun måtte huske det, det var det som hun holdt fast i, i form af de mange minder som hun havde fra den tid. Det var slet ikke børnene som hun havde haft i hovedet, det var Nick.. bare det at skulle finde ham.. og dog.. Derek i Himmeriget.. Den engel havde virkelig været hende en redning i det sidste.. Han havde siddet dag ud og dag ind og bare lyttet til hende, noget af det som hun i den grad havde savnet og noget så inderligt, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse.. i hendes øjne, havde han ikke forandret sig det mindste.. kun blevet mere handsome end det som han havde været før. Hun var faldet for ham dengang.. det forholdt sig da ikke anderledes nu. "Du var min første Nick.. første og eneste," begyndte hun med en rolig og dæmpet stemme, ikke at hun ville skjule det for ham, det var da klart noget af det sidste som overhovedet kunne falde hende ind således også. Hun vendte sig mod ham.. om hun skulle søge ind i hans favn, vidste hun ikke, eller om det ville være forkert? Hun valgte dog.. Hun trak sig hen til ham, trak benene helt op til sig og puttede forsigtigt ind mod hans favn. Tårerne trillede stadig fast ned af hendes kinder. Hun havde fundet ham.. hun havde endelig fundet ham! "De.. de lod dig gå?" hviskede hun dæmpet. Hun hulkede svagt igen og lod hovedet søge mod hans skulder. Vingerne holdt hun helt tæt ind mod hendes krop, bløde og velplejet var de bestemt. "Jeg har savnet dig, Nick.." hviskede hun med en dæmpet stemme og tæt ved hans øre. Hun var intet andet end direkte og ærlig.

[nick]

For Nick havde Lisa's død i den grad ikke været nem eller smertefri. Og det havde i den grad ikke været let, da mafiaen havde manipuleret med ham og omvendt ham til denne.. maskine. Men det var slut nu. Han kunne holde det nede, efterhånden som han tilbragte sin tid alene og i ensomhed. Stor ensomhed, der var dræbende indefra. Men det måtte slutte nu. Ensomheden måtte ende. Han måtte få Lisa.. Han kunne ikke bære, om hun skulle have en eller andne f*ssefornem englemand til at skulle stå ved hendes side. Det var hans plads. Lisa var hans. Det måtte hun være. Andet kunne hun ikke klare. Tårerne gled hurtigere ned over hans kinder. Tankerne om branden dengang var skrækkelige og bragte kun de værste minder frem. Tankerne om børnene var også noget der sænkede hans humør. Og at sidde her med en grædende Lisa, var både humørløftende og sænkende. Hendes ord, om første og eneste, ramte ham dog med en stor glæde. "Håbet har vi begge holdt. Jeg vil være ved din side for evigt Lisa. Vær min igen. Jeg elsker ingen anden," bad han mod hendes øre. Da hun kom ind i hans favn, slog han armene omkring hendes lænd og trak hende ind i favnen. Han trykkede hende ind mod sig og vuggede hende blidt. "Jeg har også savnet dig," sagde han uden tøven.

[Deleted]

Smerte var ikke noget som Lisa havde mærket efter alt det med brand. Det havde virkelig kun været kaos i hendes sind.. panikken og den så forfærdelige frygt for hvad der var sket med dem alle.. ikke hende selv. Egoistisk, kunne man ikke just kalde hende. Der lignede hun da heldigvis mere sin mor end det som hun gjorde til sin far. Hun puttede stille ind mod hans favn, et sted var den virkelig så forfærdelig savnet. At han lod armen søge om hendes lænd, gjorde hende virkelig ikke det mindste.. han var virkelig den første og den eneste, det havde han altid været ved hende.. endda også til alt. Den første hun for alvor lærte at kende, den første som tog hendes hjerte med storm – og den eneste som hun bare ikke kunne få sig selv til at give slip på. Hånden søgte varsomt mod hans bryst. ”Hvad har de gjort ved dig..” hviskede hun dæmpet. Hun snøftede svagt igen, men formåede dog denne gang, at skulle holde den hulken i skjul. Hun vendte de mørke øjne op mod ham. Ringene hvilede stadig om hendes hals. Hun havde aldrig opgivet håbet, selvom hun i den grad havde været så frygtelig fristet til det.. den Nick som hun kendte, kunne da få alle de tøser som han ville have.. hvad havde chancen da været for, at han ikke ville have en anden nu? Det var de tanker hun havde gjort sig meget af i det sidste – at han faktisk slet ikke ønskede at blive fundet. Hans lave hvisken mod hendes øre, kunne for alvor få hjertet til at hamre og slå mod hendes bryst. Ord som hun klart havde håbet på, og alligevel var det noget som måtte skræmme hende mest. Hun trak svagt på smilebåndet. ”I mine drømme, har jeg set dig for mig… sige de ord Nick,” hviskede hun stille. Hun trak sig godt ind i hans favn og lod sig blive vugget, det var virkelig savnet.. så meget af dette, kunne hun jo genkende. ”Og ved du, hvad jeg svarede?” Hun lod hånden stille vandre mod hans bryst.. klart, at dette havde været så voldsomt savnet for hendes vedkommende.

[nick]

Nick rokkede sig ikke det mindste. Han veg ikke fra Lisa af, og holdt hende tæt ind mod hans eget bryst. "Jeg overlevede det min kære," hviskede han blidt. 'Min kære' kom af ren vane, og det store savn der hvilede i ham. Han vidste jo egentlig ikke om de var sammen, eller ej. Døden havde jo egentlig skilt dem, og alligevel.. Alligevel var han så pokkers heldig og sidde her med sin elskede kvinde i favnen. Han mærkede hendes hånd mod hans bryst og han tillod sig at vugge hende ligeså stille. Han tyssede på hende, men han bad hende ikke stoppe med at græde. Det skulle komme naturligt. Han lukkede øjnene i, og selv med tårerne ned over hans kinder. Han ville ikke være et monster, og jo længere de sad her følte han at han kom tættere og tættere på den Nick han var dengang. Og han ville gerne forblive den Nick. Ingen dræbermaskine! "Har du?" hviskede han, og med en næsten glæde i tonen. Drømme. Håb. Lys. Det der var derude. Nej, han ville aldrig opgive Lisa. Han ville ikke ha' andre, selvom han kunne vælge enhver som ønskede ham. Der var vel nogen derude. "Nej.. Men jeg gætter på.. ja?" sagde han stille.