I miss the bad things...

[Deleted]

@eriiz

S: Dvasias, Marvalo city, kroen.

Det var lidt spøgs. Det var anden gang han var i kroen i Marvalo city, skønt denne gang sad der ikke civiliseret mand med en den fantastiske fønix på sine skuldre. Han savnede det næsten...Hvor skønt ville det ikke være hvis Deacon sad her hver gang Zean kiggede forbi, som en eller anden stabil person i en ustabil verden?
Men ak nej. I dag var kroen mindre fyldt op end sidste gang. Sidst havde han prøvet at kontakte Kimeya, men manden havde ikke været hjemme og Zean måtte tage hjem dagen efter, uden at nå manden. Denne gang, dog, var han her ikke for Kimeyas skyld. Eller sine egne, for den sags skyld! Hvilket var...Sjældent.
Macaria havde knap nok forladt han hule, før han havde modtaget beskeden. Kom til Marvalo city, mød mig på kroen. Skynd dig. Som om nogen kunne tillade sig at tilkalde ham! Men det var Eriz. Måske handlede det om deres planer, måske var der sket noget alvorligt. Måske endda noget med Rei? Man vidste aldrig.
Han havde sat sig ved et bord i et hjørne, skjult i den dunkle belysning. Han orkede ikke selskab og han ønskede ikke nysgerrige øjne og rygter...Havde de ikke vidst sig at være trættende nok? Nej. Ikke flere af dem, tak.
Foran ham stod et halvtomt krus med øl. Ikke nogen fin drik, heller ikke fordi det smagte fantastisk, men det havde virket mistænkeligt at komme, sætte sig, uden at købe noget som helst.
Så der sad han. Klædt i de knælange, sorte støvler, de sorte bukser og den mørkeblå jakke, der prydede ham mest lige for tiden, til dels fordi hans andre jakker var gået i stykker.
Medaljonen hang tungt om hans hals. Det var som om selve medaljonen kunne mærke noget og bare var blevet tungere og tungere...Men måske afspejlede den blot ham selv. Hans byrder var ikke blevet lettere, trods planlægningen gik godt.
Hans arme lå over kors, da han med et fjernt blik så ud af det nærmeste vindue...

[Deleted]

"Har du været i kontakt med Rei for nyligt?"
Hun sad der lige pludseligt. Fra det ene sekund til det andet, var Eriz dukket op i stolen overfor ham. Hendes isblå øjne hvilede indgående på ham, mens hun sad tilbagelænet mod ryglænet med hænder slanke hænder hvilende ovenpå den store mave. Det var tydeligt, at hun var ved den sidste termin. Alligevel virkede hun ikke tung, uelegant eller klodset som de fleste kvinder i den tilstand ville være. Hun var stadigvæk den samme. Farlig, hurtig og utilregnelig som et rovdyr.
Ansigtet var som altid en kølig maske, der var lige så perfekt, som et glasstykke. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og strakte sin hånd ud, for at gribe om hans, der hvilede på bordet.
"Rei er blevet... anderledes, og han vil ikke fortælle mig hvad der forgår," hvislede hun til ham uden noget omsvøb. Det var hende, der havde kontaktet ham, lige efter at hun var kommet hjem til palæet, og havde fundet Rei sovende i sin skrivebordsstol. Hun havde set hans tanker. Det tanker, der fik hende til at frygte for sit liv. Og så var der alt det med drengen, der lignede ham. Så mange spørgsmål, og ingen svar. Derfor sad hun her foran Zean. Hun var listet ud af palæet med den undskyldning, at hun ville se til en healer på grund af barnet, og var så i alt hemmelighed mødt op med Zean på en kro. Heldigvis kunne hun lægge illusioner ud for de fleste krogæster i rummet, så de ikke lagde mærke til hende. Hun var en stærk mentalist. En rigtig stærk én.
Hun gav Zean's hånd et klem. Der var ingen frygt at spore i hendes blik, men det var tydeligt, at det her var alvorligt. Hvis beskeden ikke havde været nok, så var den indgående måde hun kiggede på ham nok. Nogle gange flakkede blikket mod døren, som frygtede hun at Rei, pludselig ville træde ind. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, hvis han så hende her med Zean. Efter alt det her... ikke godt.
"Jeg kom hjem, og han var helt væk! Han var fjern, lavede uhyggelige dukker af mig og ham, og han havde tanker om at kvæle mig! Kvæle mig Zean! Hvad skal jeg stille op med det? Slå ham ned før, han slår mig ned? Jeg bære hans barn, ved guderne!" Stemmen var blevet hektisk og lavere og lavere, jo mere hun fortalte, men stadigvæk var hun i kontrol. Blot... forvirret og urolig. Derfor havde hun brug for at snakke med nogle, der kendte Rei, og kunne forklare hende, hvad der forgik. Zean var den bedste kandidat.

[Deleted]

Hvis han var overrasket over hun pludselig var der, viste han det ikke. I stedet gled hans arme fra hinanden, hvor den ene lagde sig på hans lår og den anden på bordet. Han drejede hovedet og så på hende...Og blev slået af hvor skrøbelig hun næsten virkede. Hun var en af hans eneste klipper og her skælvede hun, som under et jordskælv! Hendes ord vækkede straks en indre frygt han bar, som en sovende drage. Nej, han ikke var bange for noget...Men alle kunne vel blive usikre til tider. Rei...
Blot den måde hun sagde navnet fik ham til at blive bekymret, trods han ikke prøvede at vise det. Eriz var tydeligvis nervøs og havde kontaktet ham. Skulle han være beæret eller bekymret over det?
Han lod blikket glide over hende. Hun var højgravid, der kunne ikke gå lang tid til barnet blev undfanget. Og her sad moren helt rystende! Hendes hånd var næsten helt kold, da den rørte hans.
Det slog ham hurtigt at tingene måske ikke var så dårlige alligevel...Kvinden var helt forstyrret, som enhver gravid var. Enhver mor, der skulle til at føde, kunne blive ramt af en pludselig skræk for om barnet nu ville være i sikkerhed og skabe problemer, hvor der ikke var nogle.
Han lænede sig frem over bordet og lagde sin ledige hånd over hendes, der holdte hans...
Uanset hvad måtte nogen jo tale hende ned, så hun ikke stressede sig selv. Det ville ikke være godt i hendes tilstand, i yderste konsekvens kunne hun tabe barnet, hvis hun ikke slappede af.
Måske Rei ikke kunne forholde sig til pludselig have kone, hjem og snart barn selv. I så fald burde han være her og Zean burde tage penge for det.
Han smilte svagt til hende. Der gik længere tid før han sagde noget.
”Tag en dyb indånding, Eriz” sagde han så. Selv virkede han fuldkommen rolig.
”Tag en dyb indånding og fald til ro, inden nogen af jer kommer til skade...” hans blik flakkede kort ned til hendes store mave.
”Og fortæl mig hvad der er sket. Helt fra starten af” bad han.

[Deleted]

Kort rynkede Eriz panden ved hans ord, og måtte tage sig sammen, for ikke at rive sin hånd ud af hans. Tag en dyb indånding? Hvor mange gange, havde hun ikke taget en dyb indånding?! Troede han at hun var dum? Ukompetent? Åhhh det var typisk mænd! Rei havde også behandlet hende sådan, inden at hun havde forladt ham for en uge.
Dog gjorde hun som han sagde, bare for at gøre ham tilfreds. En dyb indånding, der fik brystet til at hæve sig helt op, inden at hun udåndede det hele igen. Hun lænede sig så meget frem hun kunne for maven, og lagde ligeledes sin frie hånd ovenpå hans. Tommelfingeren gned én af hans fingre.
"Jeg kom hjem, og fandt ham sovende i hans kontorstol. Han havde næsten ikke spist, bevæget sig udenfor fra hans kontor, eller sovet. Overalt på gulvet lå der aske fra dukker, som han havde lavet af os. Han gjorde det igen, mens jeg var der! Dukker, der lignede os, der lavede scenarier. De råbte af ham, hånede ham, grinede af ham. Snakkede om følelser, kærlighed og... jeg så ind i hans tanker, Zean, og han så ham selv stå overfor mig, og jeg var død! Død!" fortalte hun, og prøvede så vidt muligt at holde stemmen i kontrol, men bare minderne fra den dag, gjorde det svært. Rei havde været så meget ude af hendes kontrol. Så langt ude af hans egen kontrol. "Han græd, og sagde jeg aldrig måtte forlade ham, samt at han ikke ville kunne uden mig. Derefter kyssede han mig, og så endelig ud til at vågne ordentlig op! Jeg er bekymret for ham, Zean. Ikke nok med det, så ligger der en dreng, der tildels ligner ham i et af vores gæsteværelser, og jeg VED ikke hvem det er!"
Hun tav, og tog nogle dybe åndedrag. Barnet sparkede i hendes mave, og hun måtte skære en lille grimasse, og slippe hans hånd med én af sine, for at lægge den beroligende på maven. Det var typisk. Når Rei ikke var i nærheden, eller hun var urolig, så kunne babyen mærke det, og begyndte at bevæge sig. Hun tog sig til hovedet.
"Må jeg bede om noget vand? Barnet er uroligt, når Rei ikke er i nærheden," sukkede hun opgivende.

[Deleted]

Eriz var meget seriøs og meget overbevidst om dette. Uanset om hun var irriteret over hans reaktion, tog hun trods alt en dyb indånding. Det var fint for ham, det kunne han accepterer. I stedet lyttede han til de ting hun fortalte.
Så...På det sidste var flere ting sket. En ting var Rei, den altid så stille og logiske mand, der aldrig så meget som trak vejret, uden at have en grund til det, var blevet ustabil. En mand med så stor selvkontrol og viden, sådan en magt, Zean altid havde vidst manden gemte på...Hvis han blev ustabil ville det få konsekvenser eller ødelægge ting, ingen havde regnet med. I dette tilfælde var Rei af en eller anden grund blevet følelsesmæssig knyttet til Eriz – eller barnet. Hvad der chokerede ham var at manden græd. Dette var ikke ting han ville vide om Rei! Han ville høre på at denne mand, han på sin vis beundrede, var så svag og så...ligegyldig! Dette var ikke den Rei de kendte. Hvis Eriz altså talte sandt...Og blot et blik på hende fortalte ham at hun næppe løg, blot for at drille ham.
Græd...Knyttet til Eriz...En fremmed mand, de ikke kendte, men som lignede Rei. Hvad var det han prøvede på? Måske var det noget skidt...Noget der ville ramme dem alle. Måske handlede det kun om Rei og de skulle bare vente at se hvad manden kunne finde på?
Dette kunne forandre alt. Grundet en masse ting var dødsenglene og familien Salore venner. Men mistede Rei sin sans for fornuft, ville han ikke opretholde dette venskab og så måtte han nøjes med Kimeya.
Problemet var...At selv om han gerne ville vide det...Hvad forventede hun så at han kunne gøre ved det?
Han svarede ikke. Han var lige ved at rejse sig, da hun tog sig til maven, nervøs for der skete barnet noget. Da hun nævnte vand, nikkede han svagt og forsvandt op til baren...
Han kom tilbage med en kande frisk vand og to krus. Han hældte vand op til hende og rakte hende det, før han satte sig ned igen. Begge albuer blev placeret på bordet, hans skarpe negle af metal skinnede i det svage lys, da han flettede sine fingre og lod sin mund hvile mod dem i en betænksom gestus. Og sådan blev han siddende i noget tid, mens Eriz forfriskede sig.
”Der er noget galt, uden tvivl” kommenterede han så og lænede sig tilbage i stolen, mens hans arme gled over kors. Hans blik gled bekymret ud af vinduet... For en kort bemærkning tyggede han lidt på sin tunge.
”Jeg ser to ting vi kan gøre...Enden må jeg gå med dig hjem og konfronterer ham. Han har ingen planer om at slå mig ihjel og måske, da jeg ikke er følelsesmæssig forbundet til ham, kan jeg finde ud af nogle ting eller tvinge ham til fornuft...Eller også må vi blot vente og se hvad der sker. Om det har noget med os at gøre eller kun ham selv...” Hvad havde gjort ham så ustabil? Han brød sig ikke om det. På ingen måde. Og denne fremmede dreng...
”I yderste konsekvens må du søge tilflugt hos mig, til vi ved han ikke vil dræbe dig mere” foreslog han og så tilbage på hende.
”Har han sagt noget om denne...Dreng?”

[Deleted]

Da han kom tilbage med vandet, tog Eriz lettet imod det, og drak nogle slurke, inden at hun stillede det fra sig igen. Zean var ubrugelig. Det han sagde, havde hun sagt til sig selv mange gange før. Da det lige var sket, overvejede hun at løbe ud af palæet, så hurtigt som hun kunne, og gemme sig for ham, så han aldrig fandt hende igen. Nu turde hun ikke, men tilgengæld havde hun også fået mere kontrol på ham. Hun kunne styre ham rundt, som hun kunne med de fleste mænd omkring sig. Dog var der stadigvæk det med knægten, som lignede ham, og han ikke ville fortælle hende om.
Med et suk, strøg hun sin mave, for at berolige babyen. Intet Zean sagde, beroligede hende, eller forklarede hende, hvorfor Rei var blevet sådan. Det var kommet snigende de sidste par måneder, indtil det var kulminerede den aften, hvor hun var kommet tilbage til palæet.
"Glem det," endte hun med at sige, og kiggede ned på sin mave. "Han er stabil nu. Jeg forstår bare ikke, hvorfor han pludselig blev så... afhængig, eller om han pludselig ændre sig igen."
Måske skulle hun kontakte sin bror? Han forstod den her slags ting bedre end hende, efter at have brugt så meget tid med lysvæsner. Hun drak lidt mere vand, inden at hun vendte blikket mod Zean.
"Han har ikke sagt noget til mig om drengen, men de ligner hinanden. Drengen ligger på vores gæsteværelse, efter lige pludselig at være besvimet. Han virker vigtig for Rei, og... og..." Hun måtte kort bide tænderne hårdt sammen, for at holde inde på sin vrede. "... han sagde at enten ville han bruge drengen eller vores barn. Næsten som i ofrelse. Han - truede - mit - barn!"

[Deleted]

Såå...Eriz gik fra at påstå han var helt ustabil og umulig, til at han var stabil. Jamen fint! Så var der jo ikke brug for ham. Hvad var hun så gået sådan amok over? Men hans nysgerrighed og bekymringer var blevet vækket. Skønt...Han ikke ejede nogle svar. Han vidste kun lidt. At Rei havde været væk, at han endnu ikke var ved sine fulde kræfter...Måske havde det noget med disse at gøre? Eller måske lavede Rei noget andet magi-halløj...Åh, der var jo en grund til at han både elskede og hadede warlocks! Al deres magi og handlinger, der ikke gav mening. Det var en hovedpine! Han trak vejret dybt og trak let på den ene skulder.
”Hvis han er tilbage til det normale, hvad er problemet så? Tydeligvis er det en situation du så kan gøre noget ved og som ændre sig. Selv hvis det sker igen, vil han jo falde ned og blive stabil igen. Det er det samme med voldelige forhold. Manden slår, men dagen efter er alt normalt. Hvis han slår igen...Er alt stadig tilbage til normalen, dagen efter” sagde han. Han hadede denne følelse...At hun havde kaldt på ham, pisket en stemning op og så lade som ingenting bagefter, nærmest som var han uduelig!
For guds skyld kunne Rei ofre hvem som helst...Måske endda tage sin kone med i farten.
Han tog en tår af sin lunkne øl. Nu lod han sig rive med igen. Uden Eriz ville han ikke længere have noget råd kommende.
”Det lyder som om manden er blevet ramt af følelser. Tillykke! Du fik en statue til at græde....” han så lidt ned i bordet et øjeblik.
”Det eneste jeg ved, er at han ikke har alle sine kræfter. Jeg siger ikke det har noget med disse at gøre...Men det er en mulighed. Mulighed at han prøver at få dem tilbage...” Han så tænksomt ud i luften.
”Da vi overraskede dødsenglene, var Rei med. Som en allieret. Han kendte denne gamle dødsengel, Deimos, og han snakkede om ham selv og hans bror, Vaine. Noget med forbandelse...Og noget med en sjæl der ville forsvinde, hvis Rei døde. Noget med at de to brødre var blevet spillet op mod hinanden og Vaine endelig havde hjulpet ham tilbage, efter så lang tid.” han så på Eriz.
”Han fremkaldte denne kugle, dobbelt så stor som hans hoved, med...jeg tror der var to sjæle i den. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang og jeg har ikke rigtig mødt Rei siden, så jeg har ikke haft mulighed for at spørge ham. Skabt ud af hans eget blod. Deimos forstod det, noget med en kontrakt, men manden måtte dø, for at jeg kunne få magten. Men dette er vidst også de eneste ting jeg rigtig ved og jeg ved ikke om de på nogen måde giver mening til det der sker nu...” han trak let på den ene skulder. Han vidste jo ikke hvad der skete og selv om han var nysgerrig, fik han det nok aldrig at vide.
”Du må se det i øjnene. Du er en stærk kvinde. Og Rei er en stærk mand. Ville det være så underligt hvis han gjorde dig gravid og giftede sig med dig, fordi han havde sine egne planer?” spurgte han og smilte svagt, en smule lumsk. Dette lød slet ikke underligt i hans ører.
”Men måske betyder du noget for ham...Og så skal du være glad for han giver dig et valg. Og valget er vel ikke svært...En fremmed dreng eller dit barn?”

[Deleted]

Åhhhh det her var jo herligt! Nu troede han, at hun var blevet blød? Igen... typisk. Mænd var så hurtige til at stemple kvinder som svage, bløde eller usikre. Eriz drog et dybt suk, inden at hun drak resten af vandet. Hun vidste det her havde været en fejl. Sammenlignede hun nu Rei og hendes forhold som et voldelig ægtepar, hvor hun lod sig slå, for så bare at finde sig i det?! Mente han at hun overreagerede?
Med et fast blik lænede hun sig lidt frem over bordet, støttende til sine underarme, så hun kunne fange Zeans blik.
"Det her vil jeg kun sige én gang," fortalte hun ham alvorligt. "Du kender mig ikke, og vil aldrig komme til det, derfor fortæller jeg dig lidt, så du kan forstå det. Hvis min mand kommer hjem med uskyldiges blod på hænderne, er jeg glad. Hvis han ikke fortæller mig hver nat, at han elsker mig, så er jeg også glad. Hvis han torturere folk, er jeg glad. Hvad jeg IKKE finder mig i, er hvis han slår mig, eller hvis han græder foran mig, eller hvis han overvejer at dræbe mig eller vores barn! Så hvis du ikke kan tage mig seriøst, så sig det!"
Hendes stemme havde ikke hævet sig, men var forblevet lavmælt, indtrængende og rolig. Nærmest som ville hun bare være sikker på, at han forstod reglerne i skak. Da de første gang havde mødt hinanden, var hun blevet tiltrukket af ham, fordi han virkede lige så stærk som hende, samt at han så ud til at kunne håndtere samt forstå en kvinde som hende. Hun havde åbenbart taget fejl. Måske skulle han bare tage tilbage til de svage kvinder, som åbenbart fik ham til at tro, at hver eneste kvinde, ville græde salte tårer, hvis hendes mand, ikke viste hende følelser.
Hun masserede let sin tinding.
"Det eneste, jeg vil, er at være sikker på, hvorfor Rei pludselig er sådan, og være sikker på, at han ikke lige pludselig tager kvælertag på mig midt om natten," forklarede hun ham træt, og mærkede den genkendelige hovedpine, der skyldtes graviditeten. "Du gav mig svar på nogle spørgsmål, og det sætter jeg pris på. Var derfor jeg kontaktede dig. Måske kunne du tage en snak med ham? Finde ud af, om der er noget galt? Mig snakker han ikke til."
Hun rejste sig besværligt fra stolen, og måtte støtte sig lidt til bordet med maven. Hvis Rei ikke skulle opdage, at hun var væk, måtte hun hellere skynde sig tilbage til palæet. Der var nye informationer, og hun måtte finde ud af, hvor meget der forklarede drengen i gæsteværelset. En grimasse skyllede ind over hendes ansigt, da barnet bevægede sig. Der kunne ikke gå lang tid. Forhåbentligt ville Rei falde mere til ro, når barnet var født.

[Deleted]

Hvad var der galt med hende? Han forstod det simpelthen ikke. Tydeligvis var der gået et eller anden galt under deres samtale og han forstod hverken hvor eller hvorfor. Ved hendes tydelige trussel, hendes tydelige måde at prøve at sætte ham på plads, gled et af hans øjenbryn blot op i panden og viste hende at han ikke forstod hvad hun mente.
”Jeg er ikke interesserede i at kende dig” lød hans kolde svar tilbage. Virkelig...Hvis hun skulle være sådan her, uanset om hun var gravid eller ej, klarede han sig nok bedre uden en rådgiver. Han skulle ikke sættes på plads af nogen som helst og specielt ikke en kvinde der så langt ude at sejle, som hende her.
”Og jeg siger ikke at du finder dig i noget som helst...Hvad jeg dog siger til dig...” han lænede sig ind over bordet, men han var hverken vred eller frustreret, end ikke irriteret. I stedet gled et lille smil over ham....Han havde en påvirkning på hende. Selv han havde!
”Er at jeg ikke kan løse dine problemer, du kommer med til mig. Du er rådgiveren af os to, hvad ville du selv gøre? Jeg er ikke en krammebamse, du kan fortælle dine problemer til og så går smerterne og bekymringerne væk. Jeg tilføjer kun flere af disse...Men tydeligvis...” han lænede sig tilbage igen og så ligegyldigt på hende.
”...Forstår du ikke spillet, hvis du ikke ved det. Sikker på du er ude på dybt vand, i støre fare end du havde troet eller ønsket?” Han truttede let med munden.
”Jeg kom forbi du kaldte. Trods alt udnytter vi hinanden og har brug for hinanden til hver vores planer. Det gav du indtryk af sidst. Jeg svarede dig så godt jeg kunne og jeg beklager det ikke har været tilfredsstillende...Sandelig er jeg ikke så god ven af din ægtemand som du ville tro...Men jeg er glad for jeg kender til disse ting...For man kan jo tro manden ikke vil kunne opretholde sig selv eller fremtidig magt og blive i tvivl om han er den rigtige person at allierer sig med?” Han kunne lige så godt lukke op for nogle af sine tanker, disse små trusler. De var nuttede. Desuden havde Eriz givet indtryk af at Rei skulle til magten...hvilket ville tage lidt længere tid uden Dødsengle. Men måske overvurderede han sin egen betydning...Og i så fald...Behøvede de jo ikke hinanden længere.
”Barnet gør dig skør. Pas på du ikke skubber de eneste væk, som er interesseret i dig og dine planer...” han skubbede pludselig stolen ud og rejste sig op. Han gik hen på siden af bordet og lagde den ene hånd mod bordpladen et øjeblik.
”Jeg vil snakke med ham. Hvis han ønsker at se mig” svarede han så.
”Vandet er betalt. Drik resten hvis du lyster. Jeg vil tilråde dig at slappe lidt af, for barnets bedste. For meget stress og spændinger vil blot gøre skade” så forlod hans fingre bordet...Og han hende.

//Out