I must protect those closest to me.

[Deleted]

Det var tidligt, meget tidligt endda. Mørket lå stadig som et tæppe over New Dale. Der var intet lys at spotte i nogen af husene og folk lå stadig og puttede sig under deres varme tæpper. Det var tid, de kunne ikke vente længere. Hun havde trukket den så langt som hun kunne, prøvede at se om vinteren ville løsne lidt op men det gjorde den ikke. Desværre. Elmyra sukkede stille som hun stod og kiggede ud i mørket. Hun havde virkelig ikke lyst til at forlade dette sted, ikke nok med at det var stort og rumligt så kunne hun godt lide at hjælpe de folk som søgte hende men dette var ikke tiden til at sørge. Hun var nød til at forlade stedet hvis hun ville rede de mange unger hun tog sig af. De var blevet færre end de havde været for blot et par dage siden. Elmyra havde overrakt den lille Arona til Zean så de havde heller ingen små nyfødte længere hvilket var et plus. Det var aldrig sjovt at rejse med så små unger.
"Det er tid, mor." Elijahs stemme lød bag hende. Hun sukkede stille før hun nikkede bekræftende og vendte sig mod ham. Hun var glad for at han var der til at hjælpe hende, især nu hvor sygdommen blev ved med at tage ved hende. Hun kunne snart ikke holde den på afstand mere, det var blevet svære for hende at trække vejret. Smagen af blod var blevet tydeligere i hendes mund ligesom den havde gjort det den gang hun faldt om. Hun var nød til at forblive ved bevisthed hvis hun skulle have nogen som helst mulighed for at overleve denne gang. Med rolige skridt gik hun Elijah i møde. Hun stoppede op foran ham med et lille smil. Han var bekymret, det lyst ud af ham. Hun havde forlængst opgivet at få ham til at tro at det ikke var noget, at hun ikke havde ondt og at hun sagtens kunne klare sig. han troede hende ikke og blev bare irriteret når hun løj så hun blev ved med at sige sandheden. "Er børnene klar?" spurgte hun roligt og Elijah nikkede bekræftende. Det var dejligt at alt var klar. De var nød til at komme afsted før lyset ville afsløre dem. Hun havde ingen ide om blikket der var vendt i denne retning var rettet mod hende eller mod landet, hun gik ud fra landet men man kunne aldrig være for sikker. Hun ønskede ikke at nogen skulle vide hvor de tog hen. "Så lad os komme afsted."

Nede i gården var de alle pakkede og klar. Der var vogne trukket af kvæg og heste hvor deres ting og nogle af de yngste kunne putte sig i. Hun sendte dem alle et lille opmuntrende smil. Hun vidste allerede hvor de skulle tage hen. Det var et sted hun vidste der ikke var ret mange andre der kendte til, det var som regel et sted kun ild dæmoner søgte og dem der gjorde kom næsten aldrig tilbage igen. Tyaiabjergene lå et pænt stykke væk og hun vidste ikke hvor langt de ville nå før de var nød til at søge ly for natten. Den var en lang vandring med de små på slæb men hvad gjorde man ikke af kærlighed. "Lad os komme afsted. Vi har langt at gå endnu" spurgte med en let mine. Hendes flok begyndte roligt at gå ud af slotporten. Det var ikke kun børn hun havde med sig, de enkelte der havde været hende loyale og havde hjulpet med ungerne valgte også at tage med hende. Som hende ønskede de at beskytte de små. Hun begyndte med rolige skridt at følge dem. Hun nåede til porten hvor hun stoppede op og vendte blikket tilbage mod slottet. Hun havde bragt alt af værdi med sig på denne rejse, der var intet tilbage derinde, kun den tomme skal.

//OUT