Licking the wounds

[Deleted]

Hun stoppede sin nynnen og så på ham hen over flammerne længe. Der gik flere minutter før hun endelig talte og vendte blikket mod sit sy arbejde. "Hvis jeg skal være ærlig havde jeg indstillet mig på at du ikke kom igen.. For hvem ville du forvente at finde? Nemesis... Nika.. " Et hårdt påtaget smil hvilede kort på hendes læber.
"Du har tilbragt så lidt tid med mig.. altså den rigtige mig.. Så hvorfor skulle jeg forvente at du ville komme tilbage til noget du ikke viste hvad var? Jeg forventer ikke at folk forbliver omkring mig. De fleste bliver skræmt væk af.. De andre.. Og resten gider ikke den egentlige mig - eller det er min formodning efter som jeg aldrig har været i kontrol så længe før. " Hun sukkede og lagde sy arbejdet fra sig og så atter på ham hen over flammerne.
"Forstå mig ret.. De fleste bliver for Nikas.. behov. Du selv virkede mere betaget af Nemesis.. Jeg er ingen af dem. Jeg har deres krop og udseende.. Men jeg er ingen af dem.." Hun sukkede tungt og lagde en hånd mod panden. Det var ikke nemt at forklare sine holdninger når man havde så mange. Og da slet ikke til en som hun ikke viste hvor hun havde. Hun kunne mærke en lurende hovedpine undervejs - nok på grund af manglende søvn eller for lidt væske. Hun tog sit krus og fyldte lidt mere suppe vand i.
"Hvis ikke du var såret.. Ville du så være kommet tilbage?" Spurgte hun og så på ham. Hun var ikke følelses kold. Men hun havde ikke forventet noget af ham, hverken venskab eller bekendtskab.

[Deleted]

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. I løbet af tiden de havde tilbragt sammen, var Nitka måske den han havde tilbragt mindst tid med – hvis man ikke tog den af hendes personligheder, som intet navn havde givet ham, som han kun havde mødt den ene gang. Nemesis var primært den der havde kontrollen over hendes krop. Et par gange havde Nika taget over, og i tide og utide var det barnet som havde kontrollen. Det var først efter de havde mødt alkymisten som havde givet hende miksturen, at det var Nitka, den originale Nitka, som havde haft kontrollen over sin egen krop. Hvordan kunne han forvente at hun ville have savnet ham?
”Jeg kan godt lide dit selskab, Nitka.” fortalte han hende, og vendte først da blikket tilbage mod hende. Bålet stod placeret imellem dem, og oplyste begge deres ansigter. Han følte sig forvirret – og han vidste ikke hvorfor. Det gjorde ham kun endnu mere forvirret, og det frustrerede ham. Han kvalte et drævent suk. ”Det har været… forvirrende for mig, at forholde mig til dine personligheder. Alt efter hvem som har haft kontrollen, må jeg forholde mig til dem på hver sin måde. Men jeg har gjort det.” sagde han, som om det burde være forklaring nok i sig selv. Hvis han kun havde været interesseret i hendes selskab for hendes ene personlighed, ville han ikke have tilbragt al den tid med hende. Så tålmodig en mand var Loup ikke. Klart, barnet kunne drive ham til vanvid, og Nemesis var meget nem at komme op og skændes med, men det var alt sammen noget som hørte sammen med Nitka. Og alligevel var han her stadig. Burde det ikke sige nok? ”Jeg ville stadig have opsøgt dig, hvis jeg havde været uskadt.” svarede han derefter, som for at give hende et klart, endegyldigt svar. Pokker tage det. Nitka – hele hende – var kommet under huden på ham. Om de kunne betegne hinanden som venner, vidste han ikke endnu. Men han kunne lide hendes selskab. Han havde da været bekymret for hende, mens han havde været væk. Hvad hvis barnet tog over, og førte hende ud på vilde veje? Havde han ikke allerede brugt en uges tid på at opspore hende, efter at barnet var stukket af fra kroen de havde overnattet ved? Han bed tænderne sammen da et åndedræt fra hans side fik hans sår til at svide, og han måtte gribe sig i siden.

[Deleted]

Et oprigtigt men kort smil florerede på hendes læber. Hun så kort ned da hun drak resten af suppen og så på ham igen. "På trods af hvad du måske måtte tro.. Er jeg glad for at du kom tilbage. Jeg har ikke været i kontrol så længe siden jeg var... seks?.. Jeg aner ikke hvordan man klare sig. Og selvom at alle de andre roder rundt i mit hoved, er det rart at der er en anden.. Selvom at jeg stadig frygter at jeg mister kontrollen, er det rart ikke at være alene mens jeg har den" Hun satte koppen fra sig og foldede kappen sammen, hun kunne ikke se til at sy mere nu hvor mørket for alvor trængte sig på.
Hendes blik fløj til ham da han tog sig til siden og hun bed sig i læben "Du må holde dig i ro et par dage.. Jeg vil ikke risikere at du dør fra mig, nu hvor jeg lige har fundet ud af at du ikke er her mod din vilje" Man skulle ikke tro det men der var et hint af humor i hendes ord - noget Nitka ikke havde udtrykt meget af i løbet af tiden hun havde haft kontrol. Det virkede som om hans ord om at han alligevel ville have opsøgt hende og at han kunne lide hendes selskab fik hende til at løsne lidt mere op. At hun ikke frygtede han forsvandt i nattens mørke og atter efterlod hende alene.
Hun hældte noget mere suppe op og gik rundt om bålet til ham med sin kappe og kruset. "Her.. Du har mest brug for det" Hun smilede svagt og lagde kappen ved hans side. "Du skal vist også holde såret relativt tørt.. Måske jeg burde..." Hun så rundt men mørket gjorde det umuligt at vurdere hvor vidt man kunne lave et læ af en art. Hun havde heller ikke megen ide om hvordan man gjorde men stammer og blade burde vel gøre noget - hvis man kunne se til det.

[Deleted]

Loup tog villigt imod koppen med suppe som hun rakte ham, og sendte hende et taknemmeligt smil før han slugte dens indhold i to grådige mundfulde. Rejsen havde stadig efterladt ham sulten, men såret gjorde det ikke meget bedre. Det var som om det drænede ham for energi, selv om at han intet gjorde end bare at sidde og forsøge at hvile sig. Han kunne ikke fordrage det. Han hadede at føle sig afhængig af andre. Med det sagt, var han glad for at Nitka var der. Og han var taknemmelig for at det var hende, der havde kontrollen, og ikke en anden. Han ville ikke kunne holde det ud, hvis det havde været Nemesis. Han var ikke engang sikker på hvad hun ville have gjort, udover at han var overbevist om at hun ville have hånet ham. Hvis hun havde ønsket at stikke af fra ham, ville han ikke kunne standse hende.
”Så må jeg sørge for ikke at dø endnu.” svarede han hende med et dæmpet grin fra sine læber. Det var det bredeste grin han vovede at give fra sig i sin nuværende tilstand. Hans blik havde dog fundet hende, og han havde sendt hende et varmt smil. Det var første gang han havde hørt så meget som en antydning af humor i hendes ord. Det var forfriskende, specielt taget af betragtning af hvor mange for ham hun havde været kun kort tid forinden. Han satte sig forsigtigt bedre til rette på jorden. Et læ… Det ville måske være det bedste. Men han var ikke i stand til at bygge noget lige nu, og hvis Nitka ikke vidste hvordan man gjorde – foruden hvor mørkt der efterhånden var blevet – var det næsten et håbløst tilfælde. Han betragtede hende mildt. ”Jeg skal nok klare mig, Nitka. Jeg tror bare jeg skal have tiden til at hvile mig ordentligt. Jeg har det sikkert bedre i morgen.” forsikrede han hende. Hans sår gjorde ondt nu, men det var ingenting i forhold til hvordan han havde haft det da han forlod Manjarno. Det havde føltes som om hvert eneste skridt rev et organ ud af kroppen på ham, og han havde kunnet smage blod hver gang han trak vejret. Nu var det i det mindste til at overleve. ”Hvis bare vi holder liv i bålet, burde vi kunne klare os. Ellers må vi bare dele pladsen under kappen så godt vi kan.” indskød han henkastet.

[Deleted]

Hun nikkede ved hans ord og tog kruset da han var færdig. Hun hældte det sidste suppevand op og fandt pilebarken frem igen. Hun puttede en god del i og skvulpede det lidt rundt før hun gav ham kruset. "Jeg tror det tager den dårlige smag.. Og måske smerterne så meget at du kan få sovet.." Sagde hun før hun rejste sig igen. Hun gik hen i skovkanten og fandt noget mere brænde som hun kom på bålet. Hun var ikke træt som sådan så hun satte sig bare og stirrede tænksomt ind i flammerne.
Hun følte en overgang hun blev overvåget, at hun ikke var alene. Hendes hovedpine blev værre og hun vurderede at hun måtte tage mixturen før det blev for slemt. Hun viste ikke om det var en varsel om et skift. Alkymisten havde bare sagt at når hun begyndte at blive for paranoid var det bedre at være på den sikre side - men han havde ikke kunnet svare hende da hun spurgte om der var bivirkninger ved det. Så hun var også forsigtig med ikke at tage det hele tiden.
Hun hældte den temmelig ulækre drik op i sit krus og skar ansigt. Men det var det værd. Hun kunne gå langt hvis hun blot bevarede kontrollen så længe. I tre mundfulde fik hun drikken ned og skar ansigt. Den smagte hæsligt og konsistensen alene var ved at få hende til at kaste det op igen. Men hun var ved at vænne sig til det.
Hun skuttede sig lidt og lagde sig ned tæt ved bålet. Hun nød varmen og synet af de dansende flammer. Med hovedet på armen stirrede hun ind i flammerne. "Det er bedre du holder dig tør og varm.. Jeg skal nok klare mig.. Desuden skal en af os jo holde gang i bålet" Svarede hun da han forslog at de kunne deles om kappen. Hun ville ikke risikere at han frøs og hvis de begge skulle sove under den ville hun for det første være tættere på ham end hun var helt tryg ved og for det andet sikkert banke sin albue ind i hans sår før eller senere - så hellere være på den sikre side og afslå.

[Deleted]

Han tog nok engang imod koppen da hun rakte ham den, og drak af dens indhold. Pilebarken tog lidt af den bitre smag, men han ville nu have slugt det hele med eller uden bitterheden. Han var alt for udmattet til at være kræsen. Men så længe det også tog lidt af ubehaget, sagde han ikke nej. Tvært imod sendte han hende nok et taknemmeligt smil, og tog nok en slurk af væsken.
Han betragtede hende, da hun tog en endnu en portion af miksturen. Hun måtte have fået endnu en hovedpine, et tegn Loup hurtigt havde lært måtte være et tegn på at et skifte nærmede sig. Han huskede stadig hvordan Nemesis havde skreget og vredet sig i smerte, før den navnløse havde vist sig. Det havde været et direkte skræmmende syn. Nemesis, som nød at påføre andre smerte og som havde bevist optil flere gange at hun havde lidt af en sadist i sig, skreg i smerte. Han havde aldrig troet at han skulle se det. Men det havde han så.
”Er du sikker?” spurgte han, og lød langt fra sikker. Hvis Nitka foreslog at holde sig oppe hele natten, ville hun blive udmattet. Hvem vidste hvem der ville overtage hendes krop, hvis det skete? Miksturen hjalp hende godt nok med at bevare kontrollen, men hvad ville der ske hvis hun ikke havde energien til selv at kæmpe imod? Han var ikke glad for det, og hans ansigtsudtryk bekræftede det. Han sukkede drævent. ”Jeg kunne have skiftet form, hvis det ikke havde været for det her,” tilføjede han med en gestus mod hans sår. ”Min pels kunne have holdt mig varm, og du kunne have haft tæppet for dig selv.” Han smilede skævt. Om hun nød hans selskab på samme måde som han nød hendes, anede han ikke. Men han vidste at hun ikke ville for tæt på ham. Ikke som menneske, og i hvert fald ikke som en enorme, hvide ulv han kunne skifte form til. Ikke at han havde tænkt sig at gøre hende noget.

[Deleted]

Hun så på ham, endnu med hovedet på armen og smilede smalt. Hun nikkede langsomt og trak knæende frem foran sig så hun lå helt på siden. "Jeg er sikker.. Du kan ikke forvandle dig i din tilstand, så der er slet ikke noget at tale om der. En hvilken som helst anden nat, hvor du ikke var skadet ville det kunne lade sig gøre sådan." Nitka besad en egenskab de andre ikke havde. Retfærdighed. Hun var desuden ret beslutsom og det var tydeligt at mærke på hende at hun havde helt klare tanker om hvad der var rigtigt og forkert. Desuden var hun ikke bange for at dele ud, han havde mere brug for kappen end hun så det var kun naturligt for hende at han havde den.
"Jeg vil forsøge at lave noget læ i morgen, hvis jeg kan" Sagde hun endeligt og skjulte et gab bag hånden.
Sådan at komme ned at ligge og bålets varme trods mørkets kulde gjorde hende en anelse døsig. Hun havde desuden taget sin mixtur så der var ikke mere hun skulle huske eller gøre for i aften. Hun så lidt på ham gennem flammerne før hun atter lod blikket fange af de dansende luer. Hun lukkede til sidst øjnene og krøb lidt mere sammen så hun næsten lå i fosterstilling. Jorden var hård men ikke ubehagelig, desuden frøs det ikke endnu så en dag eller to sådanne ville ikke skade hende synderlig.