Licking the wounds

[Deleted]

Overalt i Dvasias havde snakken om invasionen af Manjarno spredt sig. Alle havde hørt om den. Om dragen der havde dræbt så mange af de dvasianske soldater, om dødsenglen som havde afledt den, og om vampyrkvinden som i sidste ende havde sat sig på tronen og afgjort kampen om Manjarno. Der var færre som havde hørt om hvordan hovedstaden var faldet i ruiner, skønt også denne historie hurtigt havde bredt sig. Rygter om det øredøvende skrig som nærmest havde fået jorden til at åbne sig og efterladt den før storslåede manjanske hovedstad som en ruin. Det var ikke til at sige hvor mange som havde mistet livet i invasionen.
Skoven udenfor Marvalo City var henlagt i en kærkommen stilhed efter alt Loup havde været igennem. Det havde været én ting at deltage i kampen. Det havde været en helt anden at se dragen som næsten havde brændt ham levende. Men hvad der gik ham mest på, var den dybe smerte i hans side. Healerne havde gjort sit bedste for ham, men han havde snerret af dem alle og bedt dem om at skride - han havde ikke brug for deres hjælp! Han spurgte sig selv hvorfor han overhovedet havde sagt ja til at deltage i invasionen. Han vidste svaret: det var udelukkende på grund af hans egen blodtørst, han var gået med på at risikere sit eget liv for at udvide den dvasianske grænse. Og hvad havde han fået ud af det? En dolk i siden og et utal ar og sår over hele kroppen. Han tvivlede på at nogen ville huske hans tilstedeværelse. Det gav ham en bitter smag i munden at tænke på.
Han bed tænderne sammen og pressede sin hånd mod såret i siden. Skønt healerne havde smurt urter over såret og bundet det stramt ind, gjorde det stadig fandens ondt. Blod plettede stadig hans ansigt og hænder, og havde det ikke været fordi healerne havde udstyret ham med rent tøj - eftersom hans gamle tøj var blevet flænset da han skiftede form under kampen - ville han have været dækket af blod fra top til tå.
Langt om længe nåede han ind til lysningen han og Nitka havde valgt at slå lejr i. Det var også godt det samme; smerten var efterhånden begyndt at blive ulidelig, og det krævede al hans selvkontrol at holde sig gående.
"Nitka!" kaldte han sammenbidt. Han håbede hun ville være der. Eliksiren alkymisten havde solgt dem burde give hende bedre kontrol over sig selv, men han frygtede stadig det værste. Han havde afslået healernes fulde hjælp, og hvis Nitka var blevet overtaget af barnet og var stukket af igen... Han vidste ikke hvordan det skulle ende med ham.

[Deleted]

Nitka havde haft nogle turbulente uger. Først havde hun efter gudvidste hvor længe endelig genvundet kontrollen over sig selv, og med Loups hjælp fundet frem til en mand der faktisk havde kunnet hjælpe hende. Hun havde fået en eliksir som styrkede hendes sind, og der med lod hende forblive i kontrol.
Tilvænningen havde været hård - ikke pågrund af bivirkninger, mere på grund af det massive ubehag når en af de andre forsøgte at tage over, de ulidelige hovedpiner der fik hende til at besvime og kaste op. Men nu, inden for den sidste uge var det langsomt blevet mere stabilt. De andre var faldt til ro, eller det var Nitkas fornemmelse. Der var ikke rigtig kamp om magten i hendes hoved, men det havde der efter sigende været alle andre steder.
Loup var draget ud for nogle dage siden og havde ladt hende alene. Hun havde boet i den lille lysning en lille uge, nogle dage med ham før han var taget afsted og nogle dage efter.
Bålet knitrede lystigt og hun sørgede for at holde det kørende. Hun havde brugt dagene på at reparere sit tøj og sad i samme nu og syede sin kjole sammen der hvor den efter hånden havde givet op. Enhjørningehåret i sig selv havde givet dem en god del mønter, mere end nok til at betale alkymisten for mixturen og opskriften, finde grøntsager og diverse nødvendigheder, og Nitka havde endog fået stof, nål og tråd med også. Hornet havde hun beholdt. Det havde en sær skønhed der, på trods af at det mindede hende om dyret skæbne også fascinerede hende, og hun beholdt det for nu. Om ikke andet kunne de skære et stykke eller to af de næsten en meter lange horn, og sælge hvis tiderne blev klemte.
Stormen der havde huseret i Dvasias fjernere grænser havde dog ikke påvirket hende det mindste. Hun have holdt sig for sig selv, nydt den nye frihed mixturen havde givet hende. Hun nynnede let en sang hun havde hørt på kroen de havde slået sig ned den første nat mens nålen gled lidt besværet gennem stoffet - hun var ikke bekendt med huslige ting så alt var nyt for hende. Hun stak sig da hun hørte sit navn blive kaldt og så lettere ængsteligt rundt. En skikkelse vaklede ud af skoven og hun lagde kappen fra sig og suttede blodet af fingeren.
"Loup..." Hun smilede men smilet falmede da hun så ham. "Hvad er der sket?" Hun gik lidt frem mod ham, og viste ikke helt om hun skulle røre ham eller ej. Hun havde ikke forholdet til ham som Nika havde haft, og han var jo temmelig stolt så måske han slet ikke ville have hun forsøgte at støtte ham. Den slags tanker var også nye for Nitka, for barnet var ligeglad med fysisk kontakt, Nika levede for det, Nemesis hadede når nogle ville røre hende og den unævnelige.. ja hun var jo en sag for sig selv.

[Deleted]

Nitka var der stadig… Og det var den oprindelige Nitka, som havde kontrol over kroppen. Det var da en lille trøst. Loup var overvist om at Nemesis ville have frydet sig over at se ham i hans tilstand, og den uden navn ville have været fuldstændig ligeglad. Barnet ville nok bare være løbet skrigende væk ved synet af al blodet. Nika var han end ikke sikker på hvordan ville reagere. Med Nitka havde han i det mindste en nogenlunde pålidelig kvinde at søge hjælp fra – og lige i dette tilfælde var der ikke meget som holdt ham fra at lægge hans stolthed til side.
Hver gang Loup trak vejret, lød det dybt og brummende, som om han knurrede for hver gang han tog ilt i sig. Hvert eneste åndedræt gjorde ondt, og fik ham til at bide tænderne endnu hårdere sammen. Dolken var stukket langt ind, selv i hans massive ulvekrop. Han måtte støtte sig op af det nærmeste træ da smerten et kort øjeblik truede med at sende ham i jorden, og han gispede let efter vejret. Det føltes som om dolkens havde ramt en lunge.
”Soldaterne… gjorde mere modstand… end jeg troede.” gispede han sammenbidt. ”Og en drage… En pokkers drage!” Han havde aldrig set en drage så tæt på før. Han havde aldrig mærket flammer så varme og så intense – og han havde endda stået på tryg afstand af flammerne da dragen angreb. Han turde ikke forestille sig hvordan det måtte være direkte i krydsilden.
Det var ikke bare stiksårene som hæmmede ham; dragens hale havde sendt Loup direkte ind i slottets murbrokker med nok kraft til at slå ham bevidstløs i et fuldt døgn. Hans ryg og nakke gjorde fandens ondt, og han ville ikke være overrasket hvis hele hans krop var slået gul og blå. Han havde end ikke taget sig tiden til at tjekke efter.
Han kunne se tvivlen i Nitkas øjne, og han tog selv skridtet for at fortælle hende hvad han behøvede, da han greb ud efter hendes skulder og støttede sig lidt op af hende. ”Hjælp mig over… til bålet.” Han var udmattet. Det havde været en så lang rejse fra Manjarno til deres lejr. Men han stolede ikke på Macarias healere. ”Jeg går ikke ud fra… der er nogen i dit hoved som forstår sig… på urter?” Et forsøg på et grin lød fra ham, men det standsede hurtigt da han bed tænderne sammen igen. Selv at grine gjorde ondt.

[Deleted]

Nitka lagde armen om ham da han støttede sig til hende frivilligt og hjalp ham hen til bålet. Hun fik ham ned at sidde og skyndte sig at rulle kappen sammen så han kunne ligge hovedet på den hvis han fik brug for at ligge ned. Hun gjorde store øjne, og det var tydeligt at hendes blå øjne var fyldt af spørgsmål fra øjeblikket han havde nævnt dragen - Nitka viste i teorien hvad det var, men havde aldrig set eller hørt nogle fortælle om en.
En beklagende rysten tilkende gav at hun intet viste om det. Men hun var dog hurtig til at træffe en beslutning omkring det alligevel.
"Her..." Hviskede hun og rakte ham en kop med en dampende suppe hun havde lavet på det sidste mad hun havde tilbage fra deres sidste besøg i byen. "Jeg ved ikke noget om urter." Hun kastede et blik på hans tøj hvor blodet angav hvor såret befandt sig. "Men bliv her og prøv at holde dig i ro - få lidt hvile.. Jeg tager ind til byen, får fat på en Healer og finder ud af hvad jeg skal gøre.. Jeg skal alligevel have nogle flere grøntsager" Hun smilede prøvende til ham og skubbede kappen hen til ham. "Det burde ikke tage mere end et par timer højest og så.. Skal jeg gøre hvad jeg kan" Loup havde trodsalt hjulpet hende mere en nogen anden sjæl nogensinde havde gjort og hun ville hellere end gerne hjælpe ham igen. Hun rejste sig og fandt hornet frem samt en kniv. Dette ville nok koste mere end hun først havde antaget men det var lige meget. Hun skar derfor hornet to og gemte den spidse - og pæne ende væk.
"Prøv at få lidt hvile.. Her er.. Ja et stykke stof, og vandet i gryden koger - hvis du kan.. rense det lidt ville det nok være godt.. Jeg lover at jeg snart er tilbage" Hun smilede til ham og smuttede hurtigt ud af lysningen.

[Deleted]

Loup lod sig lægge ned ved siden af bålet, og forsøgte at strække kroppen. Det gjorde så fandens ondt. Bare at ligge stille gjorde ondt. Og selvfølgelig var der ingen af dem der vidste noget om urter eller healing. De burde have skaffet den information fra alkymisten, mens de havde haft chancen. Han lo stille, men også denne latter blev gjort stille da han bed tænderne sammen i smerte.
Han lyttede til alt Nitka sagde gennem sin smerte, og han nikkede langsomt. Et par timer. Han kunne klare sig i et par timer. Han havde vandret i over et døgn for at komme fra Manjarno og til lejren, så hvad ville et par timer ekstra være?
”Skynd dig.” nåede han at gispe efter hende, før hun stak af ud fra lysningen.
De første par minutter havde Loup ikke gjort andet end at forsøge at finde roen i sit åndedræt. Men hvis det ikke gjorde ondt føltes det ikke som om han ikke fik nok luft, og hvis han fik nok luft gik der altid et stik af smerte gennem hele hans brystkasse. Han kunne stadig høre kaosset fra slaget om Manjarno. Han kunne høre dragens brøl, lyden af stål mod stål og råben og skrigen. Han kunne stadig lugte blodet og lugten af død og røg og brand.
Nitka var stadig ikke kommer tilbage. Loup var ikke sikker på hvor lang tid der var gået, men han greb ud efter det spidse enhjørningehorn og skar sine forbindinger op, og gispede sammenbidt da hans sår ikke længere blev holdt spændt, og det føltes som om blødningen igen begyndte. Han greb hurtigt ud efter stoffet Nitka havde efterladt til ham, og stak det ned i gryden med det kogende vand – han var ligeglad med det korte sekund hvor hans hånd var sænket ned i det boblende vand – og pressede stoffet mod hans sår. Igen bed han tænderne sammen i en tilbageholdt smertesskrig. Han priste sig lykkelig for at dolken ikke havde været lavet af sølv. Det ville have taget livet af ham. Han fangede sig selv i at spørge sig selv hvordan Nitka havde reageret hvis han var blevet dræbt på slagmarken.
I minutterne som fulgte, havde Loup lagt sig ned på kappen, og lukket sine øjne i. Han forsøgte at slappe af, men det var så at sige umuligt. Mellem smerten der dunkede i hans side, og hans egen opmærksomhed på hans omgivelser, fandt han ikke roen. Han vovede ikke at sænke paraden, så længe han var alene, og i den tilstand han nu var i. Nitka måtte da også snart komme tilbage.

[Deleted]

Nitka løb hastigt med hornet i et fast greb. Hun var urolig for Loup for det havde set virkelig skidt ud. Da hun endelig nåede byen måtte hun stoppe gispende op og få vejeret før hun løb ind til den nærmeste healer - desværre den samme som hun sidst havde været ved og Healeren havde ikke glemt hende. Det tog lidt tid for Nitka at få hende til at forstå at det ikke var hende der havde brug for hjælp og Healeren var umenneskeligt langsom syntes hun. Hun startede med at spørge om hun kunne læse hvilket hun bare rystede på hovedet til - ikke nok til at forstå nogle af Healerens bøger. Derpå forklarede Healeren i detaljer hvad man skulle gøre, hvad man skulle være efter og hvordan. Det var meget at rumme men Nitka kom ud af butikken med en kurv fuld af urter - heldigvis var hendes hukommelse blevet bedre med mixturen og de færre personlighedsskift. Hun nåede kun lige at få handlet det sidste hun havde manglet før hun løb tilbage mod lysningen.
Hendes lår syrede voldsomt da hun endelig nåede frem og hun gispede efter vejret - det var dog ikke hendes eget velbefindende hun frygtede for. "Loup.." Sagde hun i et forsøg på at finde ud af om han stadig var levende eller ej. Hun smilede let da hun hørte hans anstrengte åndedræt og knælede ved ham. Hun satte kurven fra sig og lage en hånd på hans pande. "Har du feber?" Hun anede jo ikke hvordan feber føltes på andre, hun havde aldrig skulle hjælpe nogle før. Hun bed tænderne sammen og fjernede kluden han havde lagt på såret og måtte kort se væk.
Kun tanken om at hun var nød til at hjælpe ham hvis han skulle overleve holdt hende fra at kaste op. Såret var voldsomt men hun havde heller ikke set noget rigtigt - kun gennem øjnene på Nemesis. "Javel.. Ehm.. Den der" Hun rodede lidt i kurven efter de rigtige urter og rensede forsigtigt såret op. Hendes urolige blå øjne flakkede til hans ansigt for at tjekke om han var i live.
Da hun slavisk havde gennemgået hvad healeren havde fortalt hende og havde dækket såret til med de rigtige urter bandt hun det sammen med et stykke stof hun også havde fået ved healeren. Det skulle være stramt men han skulle også kunne trække vejret jo. "J-Jeg tror.. Det er rigtigt.. Det skal skiftes tre gange dagligt.. og de her tre må du ikke røre for jeg skal selv finde dem i skoven hvis jeg løber tør" Hun tog tre store stykker urt fra som hun skulle bruge til sammenligning.

[Deleted]

Loup var ikke engang sikker på om det var Nitka han hørte da hun kom tilbage, eller om det var hans sanser der var begyndt at løbe om hjørner med ham. Han havde aldrig oplevet det selv, men han havde hørt om folk som var begyndt at se og høre ting, når de havde mistet nok blod. Han skævede mod hånden som han havde brugt til at presse det våde stof mod såret – hans hånd var fuldstændig rød.
”Nitka?” spurgte han dæmpet, før han med lettelse kunne fastslå at det var hende. Hans åndedræt var så småt begyndt at blive roligere og mere jævnt, til trods for at det stadig stak ham i brystet hver gang han trak vejret. Han havde det varmt. Han synes han kunne mærke sved på panden, og da Nitka lagde hånden på ham, synes han den føltes kold. Han brød sig ikke om det. Han havde været deltagende i utallige blodbad i løbet af sit liv, men han var aldrig blevet skadet sådan før. Han havde aldrig mærket døden så tæt på sig før.
Loup lå så stille som han kunne mens Nitka brugte urterne på hans sår – som nok en gang fik ham til at bide tænderne sammen i smerte – og lod hende binde ham ind igen. Det føltes i det mindste bedre nu, end hvordan han havde haft det i de sidste par dage. Han formåede at samle styrken til at skubbe sig op og sidde, mens han så ned på forbindingen hun havde lagt om ham. Udover det dybe sår i hans side, havde han tre rifter løbende over brystkassen, og en rift som løb langs hans venstre arm. Men disse var allerede så småt i gang med at heale af sig selv, og ville ikke være nødvendige at behandle. Han måtte bide tænderne sammen da han satte sig op, men det føltes allerede meget bedre, efter at Nitka havde brugt urterne.
”Tak, Nitka.” Han sendte hende et svagt, taknemmeligt smil. Udmattelsen var tydelig i hans ansigt. De førhen hårde øjne virkede nu mere trætte og matte. Han betragtede hende da hun fandt urterne frem som hun skulle bruge til at sammenligne, og han smilede et lille, træt smil. ”Hvis du fortsætter sådan her, kunne du selv gå hen og bliver healer en dag.” Denne gang formåede han at få en dæmpet latter over læberne. Det stak stadig, men smerten var dæmpet en del. ”Jeg håber ikke jeg bekymrede dig, mens jeg var væk.” indskød han.

[Deleted]

"Ikke flytte dig for meget" Nitka viste ikke meget om sår og healing men det kunne ikke være godt når blodet piblede ud. Hun så uroligt på forbindingen og rystede langsomt på hovedet. "Ja.. Mig som Healer.. Hvem vil du helst behandles af, Nemesis eller.. den lille" Det var ikke just humor der var i hendes stemme, for det gik hende stadig på at hun ikke var i fuldkontrol af sig selv. Det hjalp med mixturen. Men hvis hun glemte at tage den inden hun sov eller når hun fik hovedpine kunne hun miste det hele igen. Og hun viste at Nemesis ikke ville være tilgivende, specielt ikke overfor Loup. Nitka så og hørte hvad Nemesis sagde, viste at hun ville have kontrol. Nogle gange ville det være nemmere hvis hun havde den, men Nitka var for stærk i viljen til at lade sig selv falde - utroligt nok.
Hun tog de blodige klude og satte sig hen til bålet. Hun puttede dem ned i vandet og kogte dem, som Healeren havde nævnt, noget med at så ville der ikke komme bakterier - men de skulle nok koges flere gange. "Er du sulten? Jeg kan lave mere suppe når jeg har hentet noget nyt vand.. Jeg ved godt det ikke er specielt godt, men det mætter?" Hun så på ham og bed sig i læben. "Jeg må også hellere lave den pilebarkste som Healeren sagde.. Feber eller ej, så skulle det hjælpe"

[Deleted]

Loup måtte lade nok en dæmpet latter lyde fra sig ved hendes kommentar, og betragtede hende med et skævt smil om læberne.
”Jeg tror desværre Nemesis ville forgifte mig i min tilstand. Barnet ville ikke ane hvad hun gjorde… Jeg tager mine chancer med dig.” afgjorde han med et smil.
Suppe. Tanken alene var nok til at Loup begyndte at mærke maven beklage sig, og hvor afkræftet han faktisk var blevet i løbet af de sidste par dage. Han havde ikke spist da han vågnede op ved ruinerne, og det sidste han kunne huske at have fået i sig, var nogle mundfulde blod fra sine ofre under kampen. Han var ligeglad med at suppen måske ikke ville være specielt god: så sulten som han var nu, ville han glædeligt sluge hver en mundfuld. Så længe det kunne fylde hans tomme mave, var han mere end tilfreds. Pilebarkteen lød så langt mindre fristende, men han vidste at Nitka havde ret i det hun sagde. Og healeren hun havde fået hjælp af, måtte jo vide hvad hun havde snakket om.
”Jeg sætter pris på al din hjælp, Nitka.” sagde han stilfærdigt, efter et par sekunders tavshed. Han trak let på smilebåndet, mens han forsøgte at sidde så meget i ro som muligt. Han havde hjulpet hende, og nu hjalp hun ham. I det store billede kunne man måske sige at de var kvit, men det var bestemt ikke fordi Loup så det som nogen grund til at de skulle skille veje. Selv om at Nemesis sikkert ville mene at det var. Måske var Nitka bedre selskab end Nemesis alligevel? Med Nitka behøvede han i det mindste ikke det konstante mundhuggeri, hvor underholdende det end kunne være til tider. ”Lav suppen og teen. Jeg er sulten som en ulv.” tilføjede han med endnu et stilfærdigt grin. Han betragtede hende let i nogle sekunder. Han var begyndt at synes meget om Nitkas selskab, og alt tydede da på at hun var blevet vant til hans. Hvorfor skulle hun ellers gøre så meget for at hjælpe ham, når han faktisk havde givet hende masser af tid til bare at stikke af, og efterlade ham der?

[Deleted]

Hun smilede let og rejste sig. Vandet hældte hun ud og stoffet, og gryden tog hun med ned til den nærliggende bæk hvor hun skyllede stoffet for det sidste og fyldte gryden. Efter at have sat gryden over bålet og hængt stoffet til tørre fandt hun to gulerødder og en roe og skar dem ud.
"Du har hjulpet mig.. eller.. Nogle af mig.. Så meget så det er da det mindste jeg kan gøre" Nitka havde ingen specielle sociale skills, hun havde ingen anelse om hvad Loup mente med hans ord, men hun viste at hun havde skyldt ham meget. Dog bebrejdede hun ham ikke hvis han havde lyst til at stikke af - det ville hun gøre i hans situation. Da vandet kogte hælte hun en smule op i en kop og kom pilebarkspulveret i og rakte til ham. "Forsigtig" Uden at vide det lød hun meget formanende i sine ord, men hun ville ikke have at han ødelagde noget ved at røre for meget på sig. Hun puttede grøntsagerne i gryden med nogle stykker kanin som hun havde fanget med stor besvær - det sidste kød hun havde - og rørte omhyggeligt i det.
Hun lyttede til stilheden omkring dem. Fuglenes sang overbeviste hende om at der ikke var fare på færde, men ville hun virkelig vide hvis der var? Det var Nemesis der var jægeren og krigeren. Nitka havde ingen særlige evner for de var alle fordelt på forskellige personligheder. Hun skævede til Loup og bed tænderne hårdt sammen - hun kunne lide at være i kontrol, men tingene var nemmere når hun ikke skulle tage stilling til alt muligt.

[Deleted]

Loup skulle lige til at tage imod koppen med pilebarkteen som hun rakte ham, men han stivnede lidt da hun pludselig havde lydt mere formanende. Det fik alligevel et lille smil til at glide over hans læber, inden han tog imod koppen, og tog den første tår af dens indhold. Teen havde ikke rigtig nogen smag, i hvert fald ikke som Loup kunne opfatte, men han drak den alligevel. Hans blik havde dog ikke forladt Nitka. I et kort øjeblik havde han set en smule af Nemesis’ beslutsomhed i hende. Gad vide om der var måder at lokke andre personligheder frem til overfladen? Han rystede omgående den tanke af sig. Så lettet som Nitka var blevet over endelig at få mere kontrol over sin egen krop, kunne han ikke byde det på hende, at lokke Nemesis eller de andre op til overfladen. Han var ikke sikker på hvordan det ville påvirke de kontrol Nitka havde over sig selv.
I takt med at Nitka lavede suppen og duften begyndte at sprede sig i deres lille lejr, kunne Loup mærke sine tænder løbe i vand. Sulten gjorde sig mere bemærket, og han tvang sig selv til at falde til ro. Der ville snart være mad, fortalte han sig selv. Han gav sig i stedet til at tænke lidt over hvad hun havde sagt. At det at hjælpe ham, var det mindste hun kunne gøre, efter den hjælp han havde været for hende. Han kunne igen mærke det svage stik af skam, da han tænkte på hvordan han havde hjulpet Nemesis i sine blodbad, og hvordan han mere end villigt havde danset den forføriske dans med Nika. Alt sammen var noget han villigt havde gjort, som Nitka havde kæmpet for at hindre. Og alligevel hjalp hun ham, som om hun skyldte ham det.
”Hvordan går det med at have kontrollen?” spurgte han tøvende, i mangel af noget bedre at spørge om. Ligesom Nitka havde Loup heller ikke de mest udviklede sociale færdigheder. Han klarede sig fint når han diskuterede med Nemesis, var formanende overfor barnet, og flirtede med Nika – men med Nitka var han på bar bund.

[Deleted]

Nitka tog hans kop da han havde færdig drukket teen og fyldte den med suppe med en masse kød og grønt så han kunne få noget næring. Hun havde selv spist samme suppe et par dage og var ikke lige frem begejstret for smagen længere. Men tilgengæld fået blod på tanden hvad angik madlavning generelt.
Hendes blik lå i flammerne mens han spiste og først da han talte vendte hun blikket mod ham igen. "Det er svært.. Jeg kan mærke hende.. Nemesis som hun kalder sig.. Hun er vågen konstant, lige som mig.. Jeg er bange for at lægge mig til at sove for jeg ved ikke om det er mig der vågner igen.. Jeg er bange for at glemme mixturen og miste kontrollen for jeg ved ikke om jeg nogensinde får den igen"
Hun kunne lige så godt være ærlig omkring ham, hun kunne lige så godt fortælle ham hvordan det var. I hans tilstand gik hun ikke ud fra at han stak af lige forløbig og han havde et eller andet sted ret på at vide hvordan det var i hendes hoved hvis han skulle leve sammen med hende de næste par dage. Hun så på ham men sænkede blikket igen. Hun kunne virkelig ikke tyde ham. Ville han hellere at det var en af de andre der sad her med ham. Hun forsøgte ikke at tænke på de ting de, hun, havde gjort med ham. Hverken den ene eller anden type af hændelser. Men han havde virket... tilfreds. Det kunne hun dårligt forstille sig at han var nu, men hun var i kontrol så hvis han ville gå fordi han ikke kunne klare den oprindelige version af hende havde hun ikke tænkt sig at risikere noget på grund af det. Så længe hun kunne ville hun bevare kontrollen.

[Deleted]

Loup betragtede hende tavst, og nikkede langsomt. Nemesis havde beskrevet de andre personligheder som ‘sovende’ når det var hende der havde kontrol over kroppen. Betød det at Nemesis simpelthen altid var vågen? Nu Loup tænkte sig om, kunne han ikke huske nogensinde at have set Nemesis sove. Han havde set barnet sove. Han havde set Nika sove – som regel puttende tæt ind til ham – og han havde set Nitka sove. Men Nemesis var altid vågen. Altid beredt.
”Hun er opmærksom. Jeg tror hun forventer at der er varer rundt om hjert et hjørne.” svarede han med et skævt smil. Han vidste dog at der lå mere bag. Nemesis havde ytret et klart ønske om at have permanent kontrol over kroppen. Det ville ikke overraske ham hvis hun bare ventede på at Nitka slappede nok af, og så slå til. Tanken alene var næsten nok til at han så medfølende på hende, men det medfølende blik blev opslugt af suppen hun havde givet ham, og som han hungrende begyndte at spise af. At dømme efter det salige suk han gav fra sig, var suppen mere end god nok til at tilfredsstille hans sult. Han ville måske have foretrukket noget mere kød, men han tog hvad han kunne få. ”Så længe jeg er her, skal jeg nok hjælpe dig med at huske miksturen.” lovede han hende, og sendte hende et lille, skævt smil. Han betragtede hende, der hun sad og så så eftertænksom ud, men han kunne ikke forestille sig hvad det var, hun tænkte på. ”Du har gået uden kontrollen i alt for lang tid. Det er din tur til at bestemme.” tilføjede han med et spøgefuldt glimt i øjet.

[Deleted]

Nitka kunne ikke skjule et svagt smil da han talte og nikkede langsomt. "Det kan man vist også dårligt bebrejde hende" Svarede hun og hældte lidt suppe vand op til sig selv som hun drak. Hun vendte blikket mod himlen hvor stjerner snart ville være tydelige og rykkede lidt tættere på bålet. Hun brød sig ikke om mørket og uvisheden der langsomt lagde sig over landet. Krigen var ganskevist drevet over men det betød ikke at alle fare var forbi. Faktisk kunne det bare have bragt flere med sig end der allerede havde været. Sårede krigere, som Loup, der vandrede hvileløst rundt og med alverdens evner som hun intet kunne stille op mod.
Hendes blik hvilede på ham igen da han talte og hun smilede let til ham. "...Tak" Sagde hun og drak resten af sin suppe. Hun rejste sig så og fandt noget træ i udkanten af skoven og smed på bålet. Gnistrene fløj rundt og hun satte sig igen og fandt sytøjet fra før frem. Kappen var stadig hullet og det var ikke blevet bedre efter hun havde foldet den sammen til ham. Men hvis hun kunne blive færdig inden han igen skulle sove ville problemet være løst. Sangen fra baren sad stadig i hendes hoved og hun nynnede svagt mens hun koncentrerede sig i flammernes skær.

[Deleted]

Som om han fulgte Nitkas tankegang, vendte Loup selv blikket rundt i skoven omkring dem. Mørket var ved at falde på, men han stolede på at han ville opfatte det i god tid før nogen farer ville komme i nærheden af dem. Det var en af fordelene ved at han var, hvad han var. Hans sanser var forstærket. Han kunne høre en fugl lave lyde et sted langt inde i skoven. Han kunne høre bækkens rislen. Han lugtede suppen, teen, og Nitka selv. Men han lugtede ingenting i luften, som gav ham det indtryk at de var i fare. Det hjalp ham med at slappe mere af. Han fulgte alligevel Nitkas eksempel og rykkede en smule tættere på bålet. Hans bevægelse var forsigtig, og han bed tænderne lidt sammen for at holde et dæmpet støn tilbage. Det sved som en djævel i siden på ham, men efter at Nitka havde renset hans sår og bundet det ind for ham igen, føltes det allerede lidt bedre. Han var bare nødt til at leve med smerten indtil hans sår var helet. Han sad sådan i lidt tid og stirrede ind i bålets flammer, mens han lyttede til Nitkas lave nynnen. Flammerne fik ham til at tænke på drageilden som næsten havde slået ham ihjel. Igen skævede han over på Nitka, der hun sad og syede i kappen. Han kunne have været dræbt, uden at hun ville have vidst det. Ville hun have forventet at han bare havde efterladt hende, og så rejse videre uden at tænke videre på ham? Der var noget ved den tanke som fik ham til kortvarigt at skære en grimasse, og han vendte blikket tilbage mod bålet.
”…Ville du have savnet mig, hvis jeg ikke var kommet tilbage?” spurgte han hende, uden at trække blikket fra bålet. Han vidste ikke engang hvorfor han spurgte. Måske havde han bare brug for en bekræftelse, på enten det ene eller det andet.