Haps! Du skal med hjem!

[Deleted]

@emiley

S: Manjarno, den lille by tæt på Dvasias grænse, slagmarken.

Det havde gået ham på. Lige fra starten af havde det gået ham på. Han var fløjet over hovederne på alle de andre og havde haft et overblik og mulighed for at se detaljer, de andre var for optaget til at tage sig af. Ikke at han havde haft meget tid...Men han havde alligevel set det. Denne skikkelse. Af en kvinde, der ikke deltog, men bare så på, for at forsvinde senere igen. Han havde spurgt på lazarettet, men ingen havde set en kvinde af det udseende, som han beskrev og det fortalte ham at enden var hun død - ingen af vagterne, der havde samlet lig sammen, mente hun havde været der. Men så igen, mange lig var sorte som kul - eller ikke en del af Dvasias' hær.
Da han havde tilbragt flere dage i Reis seng, var han fornemmelse af at noget var galt, kun blevet større, til han til sidst havde sendt nogle engle ud for at finde hende. Gennemsøg hele Manjarno, havde han sagt. Finder i hende, så skræm hende ikke for meget, men sørg for hun løber mod Dvasias og ikke Procias. Jeg vil bare stille nogle spørgsmål...
Gør hun modstand, så fang hende. Slå hende ud. Men klip ikke tungen af hende. Men ud fra rapporterne havde hun ikke bare gemt sig godt, hans folk havde heller ikke fanget hende. Og nu, dog, var der håb.
Han vidste ikke om Macaria eller hendes mænd havde bemærket kvinden. Hvis ikke, var Zean den eneste der eftersøgte hende. Hvis han var rigtig heldig var hun en spion, der tilhørte den forkerte side af kampen, og så kunne han bruge hende. Og Macaria ville blive sur over ikke at have hende! Ha. Så kunne kvinden lære det.
Han var lidt for ivrig. Han rystede svagt på hovedet. Måske havde hun bare været en borger, der ikke var blevet så bange igen, og som...kiggede på? Eller en soldat der ikke ville kæmpe alligevel. Der var mange muligheder! og han agtede at finde den rigtige af dem.
Der var endnu ikke vildt mange der vidste han var dødsenglenes leder. Rygterne var der - englene havde fået en leder og dødsenglene kunne ses hist og her, hvor der før ingen havde været - men ingen vidste særlig meget om hvem denne mand var. ikke endnu, i hvert fald. Kun nogle i Dvasias og en enkel i Imandra vidste det. resten måtte gætte sig frem. Dette passede ham lige nu fint, for det gjorde han kunne rejse frit.

Rapporten var kommet ind. Kom til slagmarken, ved Dvasias' grænse, nu!
Han havde fløjet over den et par gange og kendte den godt, trods han aldrig havde givet sig tid til at lande der og kigge sig omkring. Der var jo ingen dødende...kun folk der var døde.
Han var klædt i nogle sorte læderstøvler, nogle nye, omend de sad lige løsere end normalt. Hans fødder gjorde stadig ret ondt og han kunne gå lidt, før de smertede som en i helvede. Han havde nogle sorte bukser på og den mørkeblå jakke med sølvmønstre. Hans røde jakker var efterhånden gået i stykker og han måtte snart skaffe sig nogle nye, nok igennem Serenity, en skrædder i procias.
Under jakken var der en varm trøje og medaljonen. Om livet hang hans bælte med pisk og dolk, et par punge med urter og genstande. Og rapporten, den havde han også med, skjult bag jakken i en lomme.
Han var fløjet derhen, selvfølgelig. Hans vinger havde været skadet, men et bad havde fået dem til at se meget bedre ud. Han havde mistet nogle fjer og brændt spidsen af dem, hvilket resulteret i at hans vinger lige nu så ret sølle ud. Sølle...Men de kunne flyve.
Han forholdte sig i luften, hvor hans soldater slog sig til ham. Kun en 3-4 stykker. Dødsengle, som var ham loyale og havde brugt de sidste par dage på at gennemsøge Manjarno. De var alle klædt i sort tøj, så de bedre kunne skjule sig, og var alle bevæbnede.
Det eneste der røbede dem, ud over hvis man så dem - her tæt på grænsen var der mørkere end i resten af Manjarno - var lyden af store vinger, selv om de gjorde alt for at minimerer den. Simpelthen...Ville de have overblik over stedet og finde hende. De vidste ikke præcis hvor hun var, men de vidste hun var i nærheden. Hun kunne ikke løbe fra deres vinger, var Zean overbevidst om.
Slagmarken lignede sig selv på denne aften, bortset fra at mødet mellem den kolde vinter i Dvasias og den varmere vinter i Manjarno fik området til at være fugtigt og en smule tåget. Der lå rustne metalgenstande over alt, blandet med skeletter. Et dystert sted. Han elskede det.

[Deleted]

Farer ... Forfulgt. Emiley havde ikke følt at hun havde haft et øjebliks hvile siden hun forlod Procias sidste gang. Hun var endda kommet for sent. Der havde allerede været en og fortælle Gabriel om hvad der var sket. Hun havde ellers været så hurtig men dog ikke hurtig nok. Hun var søgt ud igen for at se om hun kunne finde nogle nye oplysninger til ham, noget nyt hun kunne give sin konge. Hun var dog ikke nået langt før hun havde følt sig i akttaget og forfulgt. Hun havde ikke set dem som sådan men hun troede at det var dødsengle for en gang i mellem kunne hun høre lyden af de store vinger når de skulle flyve. Hun følte sig som et vildt dyr der blev guidet i en bestemt retning og denne gang var det mod Dvasias. Hun kunne ikke lide det! Slet ikke. Dvasias havde altid været et sted hun ikke kunne lide at rejse, hun havde altid hadet det og dog havde hun gjort det for at få vigtige informationer.
Enkelte gange havde hun været lige ved at blive opdaget eller fanget af dem der forfulgte hende. Der var gange hvor hun kun lige havde nået at forvandle sig på et hængende hår. Hun var heldig, hendes dyr var noget af det letteste at skjule, også selvom det var vinter. Hendes sommerfugleform havde helt gennemsigtige vinger og en næsten gennemsigtig krop. Hun havde altid været i stand til at gemme sig og det havde hun også gjort mange gange men hun var blevet jaget men nu var energien ved at slippe op. Hun kunne mærke trætheden melde sig og hun kunne snart ikke mere. Hun var nået til slagmarken, hvorfor guidede de hende denne vej og hvad ville de overhovedet?! Hun forstod det ikke, hun kunne ikke lide det. Hun havde en dårlig smag i munden, der var virkelig nogen som ikke var som det burde.
Englene i luften havde hun ikke set. Hun var træt, meget træt og den gennemsigtige sommerfugl fløj roligt gennem luften før den satte sig på et bart sted. Hun forvandlede sig med det samme. Hun lå på alle fire på jorden, støttende på knæende og på underarmene. Hun pustede en smule, det var hårdt at flyve så meget og det var hårdt at være forvandlet så meget. Hun var slet ikke vant til det. Hun lukkede øjnene stille i, måske hun kunne slappe lidt af nu? Et koldt vindpust fik hende til at ryste en gang. Hun havde ikke ligefrem tøj på til det hårde vejr i Dvasias. Hun var iført et par sandfarvede bukser som sad stramt indtil hendes krop og et grønt korset med ærmer og hætte. Hendes lange nødebrune hår hans løst, som altid, men var gemt inden under hætten. Hun var stadig forpustet. Det havde været hårdt, hvorfor blev hun jagtet? Hvad ville de? De kunne da vel ikke vide at hun var Prociansk spion? Nej det ville være fjollet. Der var ingen der kendte til hende overhovedet. Hun passede bare sig selv men .... Hvem var mon så efter hende?

[Deleted]

Han ventede. En af dødsenglene fløj tættere på ham og pegede...Ja, ja, han kunne se en svag bevægede i det halvtågede landskab. Men...Det lignede umiskendelig en sommerfugl. Han var lige ved at grine. Der stod intet om sommerfugle i hans rapport. Hans mænd kunne vel ikke være så latterlige at de havde jagtet en sommerfugl hele denne vej?
Netop som han fløj der og overvejede om han blev holdt for nar, forvandlede den sig. Han var lige ved at gøre store øjne. Hans mænd havde ikke været latterlige! De havde set hende forvandle sig før og vidste hun var en sommerfugl. Det var genialt! kvinden kunne skifte form. Men hun så også udmattet ud, som hun sad der på det fugtige græs, blandt skeletterne og trak vejret tungt. Hun virkede jaget. Hvad hun vel også var. Nu var det tid til at finde ud af hvad hun gemte på...Om hun blot var en forvirret borger i et land med ny, dårlig hersker eller en spion af en slags. Måske desertør. Måske noget helt fjerde! Det blev sjovt.
Han pegede på kvinden med et svagt smil. Dødsenglene forstod hvad han mente. De trak deres våben...En havde en pisk, ligesom Zean, to andre havde sværd og den fjerde bue og pil.
De omringede hende. De landede hele vejen rundt om hende, med våbene klar, så hun ikke ville få nemt ved at stikke af. Hendes udmattelse ville formindske sandsynligheden for at hun blev til en sommerfugl og stak af igen. Zean elskede det allerede.
Han landede lige bag en af mændene og trådte ind i den cirkel de havde slået om kvinden. Han stoppede op, på smertefulde fødder, men alligevel smilte han blot til kvinden, som hans stålgrå blik gled over hende et øjeblik. Hun var udmattet og måske lidt forvirret, bedømte han.
Dødsenglenes vinger slog kreds om dem og fungere næsten som en mur mellem dem og verdenen. De var bare dem...Ingen andre.
"Velkommen til den Dvasianske grænse! Omend landet her nu også tilhøre Dvasias" smilte han og slog let ud med armene.
"Nuvel...Fortæl mig hvem du er og hvad du laver. Nu ikke noget med gode ideer. Mine venner her vil med glæde påføre dig smerter, skulle du lyve eller kan jeg ikke lide dine svar. Forvandl dig til denne lille sommerfugl og vi har flere måder af fange dig...Og knuse dig...på. Er vi enige?" han smilte let og så på hende, for at se hendes reaktion. Om hun overhoved forstod hvad han sagde til hende.

[Deleted]

Emiley var træt og udmattet. Hun følte virkelig ikke at hun kunne klare mere men på den anden side så følte hun sig heller ikke jagtet lige nu. Hun vidste ikke om hendes forfølgere havde droppet at følge hende og var taget hjem eller om de blot lå på lur et eller andet sted og ventede på hende. Hun tude virkelig ikke tænke på det, overhovedet ikke. Hun bed sig stille i læben og sukkede svagt mod jorden. Hun havde virkelig ikke været så anstrengt siden den gang hendes halvbror havde prøvet at lære hende at skyde med bue og pil. Hun havde virkelig kæmpet og fejlet hver evig eneste gang. Hun kunne ikke med vågen, heller ikke blod. I hendes hoved kørte billederne fra den forfærdelige nat hvor Neutranium væltede og Manjarno blev underlagt Dvasias. Hun kunne ikke glemme dem, hun kunne ikke glemme noget af det hun så. Det var både en god og en skidt ting at have det på den måde.
Der gik dog ikke længe før hun måtte blive revet tilbage til virkeligheden. Lyden af folk der landede omkring hende fik hende til at se op. Hun var omkringet af dødsengle. Der var fire som så ud til at være soldater og så var der en mere som skilte sig ud fra alle andre. Han var tydeligvis deres leder og han så ikke rar ud. Hun sank den klump i halsen som var kommet mens hun havde kigget på dem. Det her lovede ikke godt. Hun kiggede rundt efter en vej ud derfra men der var vidst ingen lige nu.
Hendes blik gled fluks til manden da han snakkede til hende. Den Dvasianske grænse, Manjarno var ikke længere Manjarno. Hun vidste det, hun havde jo selv været der. Ved hans spørgsmål og trusler så Emiley frygtomt på ham. Hun var ikke en kæmper, hun kunne ikke slås det mindste og da slet ikke fem fuldvoksne mænd med store farlige våben. Hun bed sig stille i læben mens hun vendte blikket ned mod jorden. Hvad skulle hun gør? Hun kunne ikke bare sige hvad hun var for så ville det da helt sikkert være ude med hende? Måske hun skulle prøve sig frem. "Mi-mi-mit navn e-er-er Emiley" fik hun fremstemmet og for lidt sammen i frygt for at nogen af dem skulle gøre hende noget. Da det ikke skete tog hun sig lidt sammen. Hun kunne da virkelig bare ikke sidde der og ryste som et espeløv. "Jeg er en Manj..." Hun tav, vægtede sine ord. "... Tidligere Manjarner. Jeg var i Ityrial da byen blev angrebet" formåede hun endelig at få frem. Hun brød sig ikke om at lyve men i situationer som denne så gjorde hun det med glæde, især hvis det kunne få hende ud af denne her suppedas med det samme! "Jeg skal nok lade være med at flygte så vær sød ikke at gøre mig noget." Hun var næsten bedende i hendes forespørgsel.

[Deleted]

Han så på hende Hun var tydeligt utilpas med situationen...Men desværre ikke utilpas nok. Hun løg! Hun løg ham lige op i ansigtet! Han så rundt på sine mænd. De havde ikke set det samme som Zean, så de stod bare stille, som statuer, ikke så meget som smilte og blinkede kun få gange. Han smilte svagt. Han slog let ud med armene, da han gik over til en af dem. han trak mandens dolk fra mandens bælte og manden så end ikke ud til at blinke ved denne bevægelse. Zean gik tilbage foran kvinden og brugte et øjeblik på at fjerne skidt under sine negle med dolken...
Så så han ned på kvinden med et smil der fortalte han morede sig. Han pegede på hende med dolken.
"Forkert svar!" Måske var navnet rigtigt, måske ikke. Men under alle omstændigheder...Hvis hun løg med en ting, løg hun jo nok med det hele?
Han overvejede hvad han skulle gøre. Dolken var skarp...Men den ville ikke gøre ondt. Ikke nok. Han skiftede mening. Han rakte dolken til soldaten tættest på ham, der tog den uden en mine. Så løsnede han pisken var sit bælte og lod den sno sig ud som en slange, klar til angreb.
"Skal vi sige et slag for at tale sandt, tre for at tale forkert? Siden du er kommet med..." han lod som om han talte.
"Tre svar, som jeg ikke tror på, bliver det altså til 9 slag. Lyder det ikke fair?" Han grinte svagt.
"Altså...Jeg var jo ved kampen, i landets daværende hovedstad...Jeg så dig jo!" indrømmede han, som om dette var noget alle burde vide. tre for navnet, fra for at hun kaldte sig en manjarner. tre for at sige hun kom fra denne by.
Han gik om på siden af hende, så han ikke ramte hende i ansigtet...
Og så kunne man høre den fløjtende lyd af en pisk der fløj igennem luften og snart efter, lyden af den ramte en krop...

[Deleted]

Emiley havde løjet, hun havde virkelig prøvet at få ham til at tro på at hun var fra Manjarno. En gang i mellem kunne man godt tro det. Hun tilbragte jo sådan set langt mere tid i Manjarno end noget andet sted. Men det var en løgn. Hun var ikke Manjarner men Procianer. Hun elskede Procias, elskede landet og nød at tilbringe tiden der. Det måtte skinne igennem for det gik hurtigt op for hende at han ikke troede på hende. Hvorfor ikke? Hvordan kunne han vide at hun talte usandt hvis han ikke kendte hende? Frygten stod tydeligt malet i hendes ansigt allerede inden han gjorde eller sagde noget som helst. Hun var virkelig bange for hvad denne flok mænd ville gøre ved hende. Hun frygtede for sit liv, det ville hun blankt erkende. Hun fulgte manden der havde snakket til hende med øjnene mens han gik over til den ene af soldaterne og greb vedkommendes dolk. Panikken malede sig med det samme i hendes ansigt og hun trak sig en smule længere væk fra manden og tættere på de andre selvom hun vidste at hun ingen ly kunne søge hos dem. Som han stod med dolken og rensede neglene.
Hans ord rungede i hendes hoved. Han havde taget hende i at lyve og hun vidste at han ville straffe hende for det havde han jo sagt. Hun kendte ikke meget til dødsengle, vidste ikke voldsomt meget om dem anden end at de var farligt og elskede smerte og lidelse. Tårerne begyndte allerede at trille ned over hendes kinder inden han havde fortalt hvad hendes staf skulle være. Hun ville ikke høre det! Han gjorde dog noget uventet. Hun så ham række dolken til soldaten ved hans side og forvirringen tog over hende. Ville han ikke gøre hende noget alligevel? Håbet nåede dog kun lige at slå sine rødder før hun så ham løsne sin pisk. Hun blev næsten helt bleg ved hans ord. Han ville piske hende ... 9 gange!?! Det var næsten helt uvirkeligt. Hun kunne næsten ikke tro på det. Hun havde aldrig været i en kattepine så slem som denne her. Hans indrømmelse af at han havde set i hende slog ikke rigtig igennem for hende. Lige nu var hun mere fokuseret på pisken og hvad den ville bringe med sig. Hun fulgte ham med blikket mens han gik om på sidden af hende. Han efterlod et lille hul hvor han havde stået. Hun kiggede på ham lidt før hun valgte at tage chancen. Hun var hurtig, adræt. Elveren i hende fik hende hurtigt på fødderne sådan så hun kunne skyde sig frem og forhåbentlig nå ud mellem dem. Hun kunne forvandle sig i luften og så bare flyve. Hun var så lille som en sommerfugl så hun burde være i stand til at gemme sig. Dog nåede hun aldrig så langt. Hun mærkede slaget over hendes ryg før hun hørte lyden. Det fik hende til at miste pusten og hun til jorden igen. Chokket fra slaget ramte hende før smerten gjorde det men da den så endelig tog til kunne hun ikke undertrykke hylet af ren og skær smerte. Hun havde aldrig prøvet noget lignende. Aldrig nogensinde!. Hun faldt sammen på jorden og krummede sig grædende sammen. Det var slet ikke til at tro hvor ondt det gjorde når den fremmede svag pisken over hende. Hun ville ikke kunne holde til for meget af det her, hun vidste det. Hun var svag, alt for svag. "Mit navn er Emiley Jane Autum! Lad være med at slå! Lad være med at slå! skreg hun grædende og håbede fortvivlet at det ville få manden til at stoppe.

[Deleted]

Dødsenglene rykkede hurtigt tættere på, så cirklen om dem blev mindre, for at undgå hun stak af...Selv om hun i et øjeblik faktisk havde haft en mulighed. En fejlagtig mulighed, men heldigvis havde pisken ramt hende, før hun havde muligheden for at løbe nogen vegne. Det var han glad for, han gad virkelig ikke spilde energi på at løbe efter hende lige nu. dette var jo alt for sjovt! Han kunne også se det i de andres øjne...Nydelsen af smerte. Dette var de trods alt fælles om, at nyde kvindens, Emileys, smerter og det var ganske fornøjeligt. Det ville blive helt svært, når han skulle stoppe igen! Hurtigt var han ovre ved siden af hende. Hendes tårer, den måde hun krummede sig sammen og tiggede ham om nåde...Åh, han følte sig alt for magtfuld og veltilpas! Nej. Hun skulle vide at han ville gøre, som han sagde, uden nåde. Så ville hun forhåbentlig hurtigere give op.
Han lod pisken falde over hende, til dels ligeglad med hvor den landede. Han talte. Helt op til ni. Først da stoppede han og trådte et skridt baglæns, mens han trak vejret dybt. Det var hårdt at svinge armen så meget, men det var også en fornøjelse. Han ville med glæde blive ved, når det gav denne fornemmelse af tilfredsstillelse. Han så at hendes tøj ikke var solidt nok til at beskytte hende helt. Monstro hun blødte endda visse steder...Hvilket kun passede ham mere end godt.
Han rystede pisken i sin hånd et øjeblik og gav hende et øjeblik til at komme sig over smerterne, så hun kunne svare ham. Han gik hen foran hende, for at se om hun var helt død...Trods alt virkede hun en del svag.
"Vågn op" kaldte han let.
"Hør nu...Også, dit navn er Emiley. Jeg vil være sød og vise mig fra den gode side...Jeg vil ikke piske dig for at svare rigtigt alligevel. Så giv mig nu nogle oplysninger, de sande af dem, så vi begge kan komme videre herfra. Du vil vel ikke piskes mere vil du? Tro mig...Jeg får helt ondt i armen af det.
Fortæl mig hvor du kommer fra og hvad du lavede ved krigen om Manjarno..." hans stemme var blid og venlig, som ønskede han virkelig kun det bedste for hende.

[Deleted]

Hun prøvede at stikke af, men fejlede. Ikke nok med at soldaterne hurtigt havde lukket hullet så var pisken også faldet hen over hendes ryg så hurtigt at hun ikke havde kunnet nå at løbe alligevel. Tårerne trillede ned over hendes kinder. Hun hulkede og græd voldsomt men det var ikke ovre endnu. Han havde jo sagt det til hende, 9 slag skulle hun havde og hun havde kun modtaget et enkelt. Hun følte sig helt dårlig ved tanken om alt den smerte det ville forvolde hende. Hun havde næsten lyst til at kaste op bare ved tanken. Hun behøvede ikke ae på dem for at vide at de nød det her, nød hende smerte og pinsel. Det var sådan dødsengle var. Hun sammenkrøbet på jorden med armene beskyttende overhovedet. Hun ville helst gerne undgå slag i ansigtet, det var svære at holde hovedet koldt hvis man blev ramt der. Hun tiggede ham stadig om at stoppe. Hun håbede at han ville men hun tvivlede på det.
Hun mærkede dem alle. Slag efter slag fik hende til at hyle af smerte. Da han endelig holdt op havde hun ikke tal på hvor mange hun havde fået. Smerten var overvældende. Den chokerede hendes krop på sådan en måde at hun næsten helt kunne glemme at trække vejret. Hun måtte virkelig tage sig sammen for at få luften ind og holde gang i sit system. Hun kunne ikke tænke, hun kunne ikke handle. Det hele handlede om smerten lige nu. Den ulidelige smerte som kom fra hendes ryg, læn, arm og ben. Hun havde fået slå over det hele og selvom hendes corset var tykkere end som så for ekstra beskyttelse så havde det ikke været nok. Hun havde flere sår på ryggen og et enkelt ned over det ene lår. Det gjorde virkelig ondt. Hun havde næsten ikke lyst til at bevæge sig.
Lyden af hans stemme fik hende dog til at vende lidt tilbage til situationen. Hun lå og rystede på jorden mens hun lyttede til hans ond. Hun var bange på ny. Frygten for at modtage mere smerte var enorm og hun flyttede armen en smule sådan så hun kunne kigge op på ham med forgrædte øjne. "Jeg kommer fra Procias" sagde hun stille. Hun turde virkelig ikke andet end at fortælle ham sandheden efter hvad der lige var sket. "Jeg var i Ityrial ved et tilfælde. Jeg vidste ikke at der skulle ske noget indtil jeg så den lille gruppe gå mod Neutranium. Jeg søgte tættere på for at se hvad der forgik sådan så jeg kunne rappotere tilbage til min konge men jeg var ikke hurtig nok. Nyheden havde allerede nået Procias før jeg nåede der til." Det hele var sandt, hvert et ord. Hun ville ikke piskes mere, ikke mere smerte. Hendes blik forblev fæstet på hans skikkelse. Hvad ville han nu gøre ved hende når han fik sandheden afvide? Hun kunne kun frygte.

[Deleted]

Han så lidt på hende, som hun lå og rystede som et espeløv. Hun var virkelig en spinkel lille en...Man kunne da ikke bruge hende til særlig meget? Altså ud over hun kunne blive en sommerfugl og ikke bare komme ind, mange steder, men også være ubemærket, selv hvis hun sad et tydeligt sted. Hvem ville mistænke et insekt?
Hans blik gled over hendes sår. Så slemme var de trods alt heller ikke...Men hendes smertetærskel var lav og hun havde store smerter... Han kunne mærke det og hvor forfriskende det var!
Han så mod hendes ansigt, da hun flyttede armen og så på ham. Han sendte hende et opmuntrende smil for at lokke hende til at fortælle alt. Sandheden denne gang. Tydeligvis var der ikke brug for meget overtalelse. Hun var Procias...Og ikke nok med det, var hun spion. Hun sagde det ikke direkte, men det lå i det hun sagde. Hun havde været der, set nogle ting og var løbet hjem for at sladre. Og hvis kongen kendte hende...Hvad ville han så ikke gøre for at få hende tilbage? Han havde ingen fjendtligheder med Gabriel, tværtimod, selv om de var uenige på hvordan verdenen var og burde være. Og kongens rådgiver skyldte ham en tjeneste.
Han tænkte lidt over det. Ja...Hvis Dvasias skulle vise sig at skubbe dødsenglene væk og gøre dem for meget skade, ville de, for at overleve, ikke have andet valg end at rejse til Procias. Men kun som den aller sidste løsning. Uanset hvad kunne det altid være nyttigt at have hende som gidsel...Lade dem tro hun var forsvundet og måske død. Til den dag han fik brug for at forhandle med landet. De var naive nok til at ville betale for hende, det tvivlede han ikke på.
Han begyndte at rulle sin pisk sammen, han satte den fast i bæltet igen. Han bukkede sig ned på knæ og tilbød hende sin hånd.
”Det var sandheden. Det er jeg ikke i tvivl om. Hvis blot du siger sandheden, har jeg ingen grund til at straffe dig. Lad mig nu hjælpe dig op. Uden tvivl du skal med mig hjem! Dine sår trænger jo til hjælp” han smilte uskyldigt. Han ville tage hende med, sørge for hun ikke døde af infektioner og smide hende i en celle, hvor hun kunne passe sig selv. Mad, drikkelse og måske et par ting hun kunne få tiden til at gå med...Men uden nogen talte med hende. Sådan ville det blive, til han havde besluttet hvad han ville gøre ved hende.
”Lad os flyve hjem”

[Deleted]

Emiley var ikke en kæmper. Absolut ikke. Hun kunne ikke forsvare sig selv, heller ikke hvis det galt hendes liv som man tydeligt havde kunne se på denne dag. Så klodset og ukampdygtig hun var så var det svært overhovedet at vide om hun vidste hvilket vej en dolk skulle vende? Nej hun var virkelig kun god til en ting og det var at spionere. I alle andre aspekter af hendes liv var hun virkelig intet værd og hun vidste det godt.
At han betragtede hendes sår ænsede hun ikke. Hun var stadig så dybt fokuseret på smerten og frygten at hun næsten ikke kunne andet. Hun var da blevet behandlet hårdt før men aldrig på denne måde og da slet ikke af en som ham. Han var skræmmende, meget endda og hun vidste ikke hvad han kunne finde på at gøre ved hende. Hun var bange, virkelig bange for at hun ikke ville leve til at se morgendagens lys.
Hendes blik søgte hans da hun endelig havde fået samlet sig efter det smertehelvede han havde udsat hende for. Hun fortalte ham alt, hun fortalte ham sandheden, hvad hun lavede, hvorfor hun havde været der. Det hele. Hun skulle ikke nyde mere. Hun vidste at det var dumt, hun vidste at hun var nød til at holde sin identitet hemmelig men hun kunne ikke klare smerten. Hun havde sagt det hele, fortalt ham hvad hun var. Nu var det bare at vente og finde ud af hvad han ville gøre ved hende.
Hans ord, han havde planer om at tage hende med sig? Hvorfor? Hvad ville han dog med hende? Hun bed sig stille i læben. Måske han troede at hun var noget værd i Procias? At hun var noget man kunne handle med? Det var hun ikke, langt fra. Hun var varyl, udstødt af de fleste elvere og hun kendte ikke til andet end at være sig selv. Hvis hun gik med ham så ville hun dø. Det var hun sikker på. Hun var sikker på at han ville pine og plage hende til hendes hjerte gav efter men hvis hun sagde nej så ville det vel gå samme vej? Hun satte sig lidt op. hans uskyldige smil narrede hende ikke. Hun stolede ikke på ham men hvad skulle hun gøre? På den ene side så vidste hun at hun at chancen for at han ville slå hende ihjel her var stor og ellers så ville han udsætte hende for smerte indtil hun gav efter men hvis hun tog med ham så havde hun måske en chance for at stikke af på et tidspunkt? Var det virkelig sikrest for hende at gå med den voldelige mand som stod der foran hende. Hun sukkede stille og tog hans hånd. "Jeg har ikke lyst til at tage med dig men noget siger mig at jeg ikke har andet valg, har jeg ret?" spurgte hun stille. Hun var ikke flabet eller grov på nogen måde, bare spørgende.

[Deleted]

Hun virkede ikke som en der faldt for hans små forsøg på at manipulerer rundt med hende. Ærgerligt, for hende, for det ville have været sjovere hvis hun gjorde. Eller i hvert fald nemmere, for dem begge. Men det var nu også ligegyldigt...Måske gemte hun på flere hemmeligheder han kunne nyde godt af. Han kunne gå ned til hendes celle, når han ikke havde mere at lave...Nej, for det havde han altid...han mente, når han ville tage en pause...Og så pine hende lidt, bare for at se om hun vidste noget mere?
Han tog hendes hånd og hev hende på benene, samtidig som han selv rejste sig. Han hev hende helt han til hans krop, da han lagde armene om hende. Han var ikke bange for om hun var bevæbnet. I så fald ville hun vel allerede have forsøg at gøre modstand? Han smilte svagt og trak vejret dybt, for at nyde hendes smerter, bare lidt mere. De balancerede fint op for hans egne smerter, der blev mere og mere ubærlige.
”Nej” bekendtgjorde han.
”Du har ikke noget valg” han slog sine vinger ud.
”Hold fast...Medmindre du vil afprøve hvor god du er til at blive en sommerfugl, mens du styrter mod jorden?” han grinte svagt af denne ide. Hvor godt ville det gå? Ville hun kunne nå at redde sig selv?
Han klemte hendes krop ind til sig, ligeglad med hendes sår og blodet på hendes krop. Så baskede han til...Og langsomt fjernede jorden sig under deres fødder. Da de var kommet højt nok oppe, satte han retningen hjemad, mod hulen. De andre dødsengle gemte deres våben væk og fulgte efter. Vinden var kold, blev kun koldere og koldere, ligesom himlen blev mørkere og mørkere, jo mere de nærmede sig Dvasias. Den eneste lyd var af vinden i deres ører og lyden af vinger omkring dem. Hvis hun ikke var brugbar...Ville hun simpelt dø. Mere var der ikke at sige til det.

[Deleted]

Hun faldt ikke for hans små tricks. Hun var ikke dum og hun stolede ikke på ham. Hun ville bare ikke have flere slag og mere smerte. Hun var nød til at tænke på overlevelse og ikke bare på at slippe væk. Hun havde brug for tid, tid til at få hendes kræfter tilbage og tid til at analysere situationen. Hun vidste at hun ville være fanget og hun vidste at hun var nød til at kæmpe sig fri på et eller andet tidspunkt men lige nu så måtte hun bare se det hele an. Hvad han ville gøre ved hende når de kom frem anede hun ikke og uvisheden skræmte hende. Hun kunne virkelig ikke lide ikke at vide hvad hun gik ind til. Dødsenglen var farlig, det var der vidst ingen tvivl om.
Han hev hende på benene. Hun havde intet valg, var tvunget til at gå med ham. Hun vidste ikke om han ville bruge hende til noget, han var fra Dvasias og hun var tro mod Procias. Hvad kunne han dog ville med hende? Hun mærkede hvordan han knugede hende ind til sig og hun greb fast i hans tøj. Hun vidste at han ville sætte af fra jorde men hun var ikke bange for at falde. Selv hvis han skulle slippe hende ville hun kunne forvandle sig inden hun landede. De satte af mod jorden og hans lille grinende kommentar fik hende til at vende blikket mod ham. "Selv hvis du tabte mig fra en lavere højde ville jeg kunne nå at forvandle mig ... også selvom jeg er træt" sagde hun blot stille. Hun var stærk i sine forvandlinger, hun var endda i stand til at lave halvforvandlinger hvilket var atypisk for hendes race. Hun var dygtig og hun havde flere trick op i sit ærme, det var bare ting han ikke skulle vide. Kulden begyndte hun tydeligt at mærke. Hun havde virkelig ikke tøj på til det her. Hun lukkede øjnene og trykkede sig ind til hendes tilfangetager. Jo længere tid de fløj jo mere blå blev hendes læber og hendes krop begyndte så småt at ryste for at holde sig varm. Hun var virkelig ikke vant til at flyve så højt og så hurtigt. Hendes tanker gled stille hen. Hvor mon han tog hende med sig hen? Hun havde været overalt i Dvasias så hun skulle nok kunne finde en udvej ligegyldigt hvor han placerede hende henne .... troede hun i hvert fald.

[Deleted]

Han fløj og svarede hende ikke. Sikkert at hun kunne...Men han var ligeglad og han havde ingen planer om at udfordre hende til det. Han ville da ikke miste sit legetøj!
De fløj. De kendte vejen til bjergene. Muren til Dvasias, engene, skoven...Det hele forsvandt under dem, samtidig som de undgik at flyve for tæt på nogle byer. Bjergene kom tættere og tættere.
Hans hænder og ansigt blev koldt, men han var van til det. Det var koldt at flyve om vinteren og under dem lå der høje snedriver, der kunne sluge hele mennesker, hvis nogen gik iblandt dem. Det lå urørt de fleste steder, men jo tættere de kom på bjergene blev det mere og mere tydeligt at nogen rendte rundt heroppe og lavede ting og sager. Dødsenglene brugte engene foran bjergene og inden de kom til skoven, til at øve våbenbrug.
Til sidst var de helt tætte på bjergene. De fløj ind mellem bjerge og klipper med en hvis perfektion, det var tydeligt de kendte vejene rundt om bjergene. Endelig landede de...foran en stor port, med en søjle til begge sider, det hele hugget ud af bjerget og ganske anonymt, uden nogen former for symboler, mønstre eller tegn. En af hans soldater gik over og lagde sine hænder på porten...Men han skubbede den ikke op. I stedet aktiverede det magien, der holdte dem alle beskyttet, så porten gled op af sig selv. Zean havde hårdt fat i Emileys ene arm, da han trak hende med indenfor. Porten lukkede sig bag dem.

Hulen var stor og gemte på en hel miniby. Alle husene var hugget ud af sten og lå på forskellige niveauer i forhold til hinanden. Flere lys og en summen vidnede om det liv der var herinde. Hulen var helt lun i forhold til den iskolde vind udenfor, også godt varmet op af det liv der var i hulen. De var trådt ind på en platform, med et trærækværk, hvor man kunne se over det meste af byen og dens liv...Bortset fra her var meget mørkt og kun svagt lyst op. Dødsenglene, dog, kunne sagtens se.
Han førte hende ned af en stor trappe og ind gennem byen. Folk kiggede nysgerrigt på dem da de gik forbi. Et par spyttede efter Emiley...De mente at siden deres leder hev af sted med hende på den måde, var hun i problemer og derfor uønsket. Nogen nærmest hvæsede af hende. En ting havde de dog til fælles...Emiley ville ikke kunne få øje på andet end dødsengle.
Det store hus tårnede sig op foran dem. Dette var det højeste hus i hele byen og fungerede som en form for rådhus og forsamlingshus...Og Zean hjem, når han var her. Men han førte hende ikke indenfor. I stedet førte han hende om bag huset, hvor der var en dør...og bag døren en lille stentrappe der førte ned til en kælder.
Hun var heldig. Hun ville blive den først, i lang tid, der skulle sidde i deres fangekælder. Kælderen var rimelig rummelig. Det var et stort rum med flere små celler langt væggene. De bestod af en masse metalstænger...Fangerne ville kunne se alt der skete, også med de andre fanger. I det ene hjørne sad en enlig dødsengel stille...Han var her grundet andre forbrydelser.
Zean smed Emiley ind i den eneste celle der bestod af sten og blot havde en metaldør. Der var ingen vinduer eller noget og der var kun en lille luge, der kunne åbnes til mad og vand. Han så på hende et øjeblik, før han smækkede døren i og låste den. Han havde valgt denne noget klaustrofobiske celle til hende, så hun ikke kunne forvandle sig og stikke af, som hun kunne fra de andre celler. Og hun havde ingen mulighed for at se ud...og ingen ind til hende. Hun ville kunne høre stemmer når folk talte, men om hun forstod dem, vidste han ikke.
Cellerne var simple. Et kold stengulv med lidt halm, et par tæpper og en spand til resten. Hver dag ville der komme et spiseligt måltid og vand i en kande. Midt i rummet stod et bord, der var oplyst af en lille lanterne. Resten af rummet lå i mørke. Ved bordet sad et par dødsengle og spillede kort. De rejste sig og bukkede for Zean, da han kom hen til dem.
”Kvinden her er spion fra Procias. Jeg ønsker hende i live og jeg ønsker hun er fair behandlet. Lige nu er hun såret og fryser. Jeg sender en healer herned til at se på hendes sår. Lad hende under ingen omstændigheder uden opsyn og siger hun noget eller gør noget mistænksomt...” Zean så over mod cellen og smilte svagt.
”...Så kald på mig. Er jeg her ikke, så slå hende bevidstløs”

[Deleted]

Emiley holdt skarpt øje med hvor de tog hen. Hun kendte næsten hele Dvasias og dog måtte hun til sin ulykke se at det sted de var på vej hen var hende ukendt. Hun bed sig stille i læben. Hun havde aldrig været i denne del af Dvasias, aldrig haft en grund til det. Pokkers. Det ville gøre det sværre men dog ikke umuligt at stikke af. Hendes hukommelse gjorde sig god her. De vidste det ikke men bare ved at se det hele en gang ville hun kunne huske det i detaljer. Han skulle ikke vide det, hun ville ikke have at han vidste mere om hende. Ved porten hvor de stoppede op blev hun sluppet fra hans favn men dog holdt fast i armen. Hun prøvede ikke at gøre modstand, hun lod ham blot gøre med sig lige præcis hvad han ville. Porten åbnede sig på magisk vis, den måde porten var blevet berørt på kunne tyde på at man skulle være dødsengel for at kunne åbne den? Interessant og besværligt! Han ville ikke ligefrem gøre det nemt for hende, slet ikke.

Det hun blev trukket igennem hulen så hun noget hun aldrig havde set før. Der levede så mange mennesker her! Det var en hel miniby. Hun så forundret rundt på det hele. De andre beboere i hulen, som sikkert også var dødsengle behandlede hende langt fra pænt. Hun vred sig let, ikke for at komme fri men bare for at undgå at blive spyttet på. Hun prøvede ikke at stikke af, det var ikke tiden til det endnu. De nåede op til det store hus som han førte hende rundt om og ned i en kælder. Hun kiggede lidt rundt, ville han placere hende her? Tremmerne ville hun jo let kunne komme ud af? Dog var dette ikke tilfældet. Cellen som blev hende tildelt var lukket, hermetisk lukket. Hun ville ikke kunne komme ud uden at gennemtænkte det godt og grundigt. Han skubbede hende ind og hun fik overbalance og endte på gulvet. Døren blev smækket i efter hende og hun var alene. Helt alene. Hun sukkede stille inden hun kom på benene. Hvad skulle hun dog stille op hernede? Hvad ville han gøre med hende? Stille gik hun over og satte sig på halmen med benene oppe under sig. Ville hun nogensinde kunne stikke af herfra? Ville hun nogensinde komme ud? Dette var hende endnu usikkert. Hun lukkede stille øjnene og gennemgik alle informationerne i hovedet. Hvor hun var, hvordan hun var kommet her og ikke mindst vejen ud.


//OUT