Jeg har problemer og du skal løse dem!

[Deleted]

Eriz fnøs, og tog forbindingen fra bordet, for selv at vikle sin hånd ind, så der ikke ville komme snavs ned i sårene. Salven stank, men der var ikke noget at gøre ved det. Selvfølelig ville Macaria sige den slags ting - og hun var ikke helt forkert. Det var den slags ting, som Eriz gjorde. Hendes evner var stærke, unikke, og velbrugte. Macaria havde selv prøvet dem. Hvor fornøjeligt det havde været.
"Macaria vil gøre alt, for at dræbe mig, bare for at få hævn, samt for at beskytte folk fra mig," fortalte hun ham afslappet, og gjorde forbindingen fast. Prøvende bevægede hun fingrene, og opdagede til sin tilfredshed, at hun stadigvæk kunne bruge dem.
"Med hensyn til at gøre dig til en tankeløs dukke..." sukkede hun, og kiggede op på ham med et opgivende blik. Skulle hun vise ham, hvad hun kunne gøre? Ikke engang Rei vidste det, men igen, så havde han heller ikke spurgt ind til hendes kræfter. "Sid stille...."
Hun hævede to fingre mod hinanden, mellem hendes og Zean, inden at hun knipsede dem.
"NEEeeeej! Jeg beder dig! Dræb dem ikke! Dræb dem ikke!!"
"Tag mig i stedet for!!!"
"Jeg vil jage dig ned! STOL PÅ DET! Jeg VIL finde dig!!"
Skrigene gav genlyd i stuen. Folk lå vridende og tiggende på gulvet med tårerne trillende ned af kinderne. Først var ansigterne ukendte, men så begyndte de at tage form til folk, som Zean kendte. Måske ikke nogen som han kendte godt, men nogen han blot havde set på gaden. Dog var skikkelsen tættest på ikke til at tage fejl af - Macaria. Krøllet sammen af smerte, skreg hun igen og igen op mod dem, for at få hjælp. For at det skulle stoppe. Det virkede så virkeligt.
Med et knips forsvandt det hele dog op i sort røg. Som havde én pludselig pustet til et lys.
Eriz's dovne, isblå øjne hvilede på Zean.
"Mine evner... Jeg kan få dig til at oplevende din største drøm, samt se dit væreste mareridt. De er anderledes end andre warlocks, men... jeg gør godt brug af dem. Hvad syntes du?"

[Deleted]

Han lod hende selv om at vikle hånden ind i forbinding. Han havde haft nok af læger, urter og forbindinger de sidste...Alt for mange dage! Før pisken, så krigen...Knap var han kommet sig over en slem ting, før den næste hjemsøgte ham. Han måtte da efterhånden havde skaffet sig ar nok til af sit lig...ikke? Der behøvede i hvert fald ikke komme nogle nye inden for de næste par dage.
Han strakte sig lidt, siddende, og så ned på sine fødder. Disse sølle, grimme fødder, som fyldte ham med smerter og tanker om krigen konstant. Til forskel fra andre var det dog ikke kun mareridt.
Han så på Eriz. Alt? Han havde ikke forstået folk der ville gøre...ja, alt. Tja, måske var det ligesom han selv ville ofte sit sind til en kvinde, hvis det fik hans race op i toppen? Bortset fra...han da sandelig gik ud fra at overleve det! Ellers måtte han vel gøre oprør og dræbe hende...Det ville være synd.
Hans øjenbryn gled sammen og lavede en fin rynke mellem dem, da hun snakkede om hun faktisk kunne noget med folks sind. Hun knipsede...Og i et øjeblik havde han faktisk troet hun ville afprøve sine evner på ham. Til hans lettelse faldt folkene omkring dem om på gulvet, vred sig som orme og råbte ting. Havde folkene været der før?
Han så hvordan folkene ændrede sig...Og hvordan den, der var tættest på ham, var Macaria. Det burde ikke ske...Mens hans hjerte hamrede stærkere ved at se hendes smerter. Det var ikke det samme som at se hendes smerter i rummet i Manjarno...Dette var næsten det samme som fra krigen. Skrigende, tiggende, krybende. Men han burde jo ikke have følelser for nogen som helst. Havde han ikke selv set det? Følelser bandt folk sammen og fik dem til at opføre sig dumt. Ligesom han ville have opført dumt ved at dræbe Eriz, hans eneste løsning. Så han distancerede sig...Og hans blik blev koldt, da han tvang sig til at se hendes lidelser...
Og så var de væk igen. Sort røg, som med Rei.
Han drejede hovedet og så på Eriz igen. Dette...forklarede visse ting. Ens største drøm...Han vidste hvad hans største drøm var...At gøre hans race ud i verdenen og gøre dem magtfulde! At føre dem i krig og se deres fjender falde omkring dem, som var de intet andet end dukker. At folk ville frygte dem og tigge dem om at lade være...Og folk ville komme med al hast i håb om at blive hans allierede, ikke hans fjende. Disse ting drømte han om!
Men hans værste mareridt? Han vidste ikke hvad det var. Det handlede vel om noget man var bange for...I et kort glimt gled Arona Forsyth forbi hans blik...
Nej. Nok om det.
Han nikkede svagt.
”At jeg er glad for vi er enige om...At du ikke behøves at bruge det på mig...Og at Macaria måske overdrev. Som du siger. Du får folk til at opleve ting...Du gør dem ikke til tankeløse slaver” kommenterede han og så ned på sine negle. Åh...Han havde jo helt glemt at få dem ordnet hos Daelis, så han ville få skarpe metalnegle som hende!
Netop dette, at han begyndte at tænke på nye ting, betød han ikke så det som en trussel.
Han smilte svagt for sig selv.
”Jeg er glad for vi fik tingene på plads. Hun ville rigtig nok gøre alt for at redde mig for dine...øhm..kløer. Omend, jeg gjorde hende klart at jeg kunne redde mig selv, skulle der ske noget. Men jeg tror stadig jeg kan opsøge hende og jeg tror stadig hun vil lytte, hvis jeg sagde noget. Selvfølgelig kun hvis det handler om ting der interesserer hende. Sig til hvis dette kan bruges på nogen måde” kommenterede han. Han var blevet for knyttet til Macaria...Måske var det bedst hvis kvinden forsvandt?
Han rejste sig og humpede over til stolen, hvor hans krykker lå.
”Har vi mere at diskuterer? Må jeg låne jeres gæsteværelse en dag mere eller skal jeg rejse med det samme?” spurgte han i stedet.

[Deleted]

Indgående holdte Eriz øje med hvordan Zean reagerede på hendes illusioner. Hun opdagede kort en snert af noget, hun ikke kunne sige præcist hvad var, da hans blik landede på Macaria. Måske vrede? Længsel? Savn? Det kunne være hvad som helst, men hun var ligeglad. Så længe, at han forstod, at den stædige møgunge, ville gøre alt for at se hende lide og dræbt - hvis det skulle ske, ville det være hans skyld, og alle hans planer ville falde i vasken.
"Hvis jeg må komme med endnu et råd?" spurgte hun, men uden at vente på svar, da hun ligeledes rejste sig op. "Bland Macaria ude om det her. Hun vil ikke andet end holde dig tilbage, fordi hun er BANGE for hvad du og din race kan gøre. Stol på mig, når jeg siger, hun ikke vil løfte en finger for dig. Hun er trods alt politiker nu. Dronningens Højre Hånd, og mester i manipulation og løgne."
Så Macaria ville flå den søde dødsengel ud af hendes greb? Åhhh Eriz ville elske at se hende prøve. Det var dødsengle de snakkede om! Det ville sige Macaria's charmerende, loyale væsen ville være spildte ressourcer. Gad vide hvor tæt hende og Zeans forhold egentlig var? Hun havde kort set noget i hans ansigt. Måske var de lidt tættere, end Zean havde gjort udtrykt for. Det var helt klart noget at kigge ind på. Hvor frydefuldt ville det ikke være, at få Zean skubbet blidt over til at dræbe den forbandet blodsuger, inden at hun nåede at komme efter hende?
Med lette skridt gik hun hen til Zean, så da han vendte sig om med sine krykker, stod hun lige foran ham. Hovedet gled en smule på sned, mens et sødt smil lå over hendes læber.
"Gå op i gæsteværelset og få lidt hvile," svarede hun ham, og hævede sine hænder, for at lægge dem på hver sin side af hans ansigt. Blidt, næsten kærligt, strøg hun en hårlok væk fra hans pande med to fingre. "Jeg vækker dig, når Rei kommer hjem..... sov godt."
Hun slap ham, gav ham et sidste blik, inden at hun skred forbi ham. Tankeløse slavere.... Hvem skulle nogensinde tro på, de mørke, løgnagtige kræfter Eriz besad, kunne skubbe en person så langt ud i vanviddet, at de mistede sig selv? Måske skulle hun besøge dødsenglens drømme, når han sov? Bare for at være sikker på, Macaria ikke ville være i dem, men at hun var.
Hendes smil voksede sig bredere, da hun forlod stuen.

//out

[Deleted]

Endnu et råd? Han vidste bedre end at ignorere det og han lyttede, mens han humpede over til stolen. Hvor han dog glædede sig til at han havde almindelige fødder igen! Var der virkelig intet der kunne sætte mere skub i healingen? Ikke som det var lige nu, desværre. Og selv hans vinger så pjuskede ud, når han havde dem fremme...Det gjorde faktisk mere ondt end hans fødder, på hans stolthed, det var. Vinger var alt. En dødsengel var ikke en dødsengel uden vinger. Vinger var deres bedste våben og forsvar, det der gjorde dem til det de var. En stolthed. Klip vingerne af en dødsengel og person vil blive udstødt og være forkrøblet resten af sit liv, uden stolthed, uden liv, uden noget som helst, andet end et liv i pinsel. Sådanne dødsengle, havde han hørt, begik ofte selvmord, for de havde intet at leve for længere.
Han rettede sig op og opdagede at Eriz stod næsten foran ham. Lydløs, kunne hun være, når det passede hende. Hendes hænder var kølige, dejlige...Han følte sig så tæt på kvinden. De var jo enige. Han ville ikke kontakte Macaria. Ikke før bagefter, i hvert fald, for så kunne hun ikke brokke sig eller ødelægge hans planer. Nej, han ville ikke fortælle det til Macaria. Det kunne hun stole på.
Ja, han havde godt af hvile. At sove lidt. Han følte sig stadig træt, specielt fordi han rejste så meget rundt, som han gjorde, for at snakke med de påkrævede personer. Hans liste var ikke blevet mindre, tværtimod.
Tre krige eller kampe var på vej. En om Imandra, der ville blive den største krig. En nedslagtning af Paggeijla, (eller hvad byen nu hed) og en om mørkelvernes by i Dvasias...Alle havde Zean et ben med i og alle ville drille Dvasias lidt.
I et øjeblik overvejede han at kontakte Gabriel, kongen af Procias. Dette land måtte da føle sig truet nu og måske ville de snart være desperate nok til at tage imod dødsenglene? Men nej. Dvasias var hans bedste svar for at få en fri tilværelse, hvor de kunne tilføje smerter til folk, uden for mange blandede sig. Det andet var en sindssyg tanke, han kun ville overveje, skulle alt andet ikke lykkedes.
Han gik op og i seng. Sov roligt og tungt. Af en eller anden grund forvandlede hans drømme sig...Macaria blev erstattet af Eriz og aldrig havde hans drøm været sødere.

//Out