Jeg har problemer og du skal løse dem!

[Deleted]

@eriiz

S: Dvasias, Marvalo city, Rei og Eriz's hjem.

Måske ville Rei blive sur. Måske på en måde så han ikke gad hjælpe ham en anden gang, skulle en situation opstå. Han havde sagt han nok skulle blive liggende i sengen til han havde fået det bedre...Men altså...Han havde fået det bedre! Måske ikke perfekt, men i hvert fald bedre. Først var han rejst, stukket af fra Reis gæsteværelse, og taget til Manjarno for at snakke med Macaria. Et møde der ikke havde været særlig fornøjeligt. Derefter var han taget hjem. De andre dødsengle havde brug for at se ham ofte og hvis han kiggede forbi for at arbejde lidt, kunne de ikke klage. Desuden skulle han snakke med Daelis, have styr på nogle detaljer og sørge for våbenproduktionen gik godt...De ville få mere brug for det nu, end før.
Og nu, flere dage efter han var stukket af, vendte han tilbage. Han håbede Rei ikke var hjemme. Han havde ikke lyst til at møde mandens blik lige nu. Han forstod ikke hvorfor det gik ham sådan på...Men det gjorde det. Han havde det jo næsten dårligt med bare at være smuttet! Uden tak, også. Nå! Han kom tilbage nu. Godt nok for at snakke med Eriz, men det talte vel alligevel.
Uanset hvad. Her var han, tilbage i Marvalo city, på vej til Reis hjem. Og, gik han ud fra, et sted han kunne finde Eriz. Han droppede alle tanker om en utilfreds Rei og tænkte i stedet på andre, vigtigere ting. Macaria, dødsenglene og hans store problemer. Han havde brug for nogen der kunne hjælpe ham med at løse dem og det var Eriz. Han havde ikke meget at jonglere rundt med, men hvis nogen kunne udnytte den smule han havde, var han viis på Eriz ville være den eneste.
Krykkerne skar ham i armhulerne. Han havde skaffet sin nogle, så han kunne humpe rundt og ikke belaste sine fødder for meget. Endnu var de fulde af sår, men vablerne var blevet skåret op og renset. De var smurt ind i cremer og salver, samt forbindinger. Lige nu havde han et par løse sko om dem, så de ikke blev kolde eller beskidte, når han humpede rundt.
Han var bedre klædt på nu, end tidligere. Han havde nogle lette, sorte bukser på og en sort skjorte, som var knappet op. Der ud over havde han også en jakke på, den mørkeblå med sølvmønster. Medaljonen hang endnu om hans hals...I det mindste havde Rei ikke hentet ham hjem i en røgsky. Igen.
Han humpede op til døren og lod den ene hånd om at holde begge krykker, da han med en fast hånd bankede på.
Macaria havde ikke vist sig fra nogen ønsket side. Tværtimod havde hun set ned på hans race. Han ville bruge Eriz til at slå igen. De ville fortryde det. Det skulle de! ingen tvivl om det.

[Deleted]

En tjenerinde åbnede døren for Zean, kort tid efter, der var blevet banket på. Tomme øjne uden nogen sjæl gled over ham, som prøvede de at placere ham et sted i forhold til de to beboer i palæet.
"Herren er ikke hjemme," endte hun toneløst med at fortælle ham. "Jeg må bede dig om at-"
"Sender du dødsenglenes leder på porten?" Stemmen var silkeblød med en undertone af noget truende over sig. Som en slange bugtede den sig gennem den store entré, og omkring tjenestepigen, der gispede let.
Fodtrin lød over det glatte gulv. Skarpe, faste og snigende. Man kunne høre dem lang tid før Eriz kom til syne i døren bag den stakkels tjenestepige, der krummede sig mere og mere sammen, jo tættere Eriz kom på hende.
Hvis Eriz havde været en smuk kvinde før, så var det intet i forhold til nu, hvor hun var gravid. Det sorte hår skinnede glansfuldt, og var sat op i en elegant frisure. Øjnene strålede, kinderne blussede rosarødt, og selvom det fornemme tøj skjulte lidt, så kunne man se maven var vokset.
Med en håndbevægelse sendte hun tjenestepigen væk, og hun nærmest løb derfra.
"Zean! Hvilken glædelig overraskelse, at du stadigvæk er i live!" smilede Eriz, og trådte til side, så han kunne komme indenfor. Hun holdte en beskyttende hånd ovenpå sin mave. "Rei er desværre ikke hjemme i øjeblikket, men kan jeg byde på noget, mens vi venter? Han bliver... tilfreds... ved at se, du er kommet tilbage."

[Deleted]

Han havde været klar med en hård bemærkning, da han så at tjenerinden ikke genkendte ham og var ved at lukke døren i hovedet på ham. Det ville han absolut ikke finde sig i! Sådan en lille tæve. Ingen respekt for noget som helst. Og Eriz lod kvinden gå uden videre?
Havde det været hans tjener var hun blevet bundet op i kælderen og pisket. Sagde det bare! Men hans smerter og problemer gjorde ham også lidt mere gnaven og en hel del mindre tålmodig.
Han smilte til Eriz. Hun var endnu flottere end han huskede hende! Og gravid. Trods han efterhånden sjældent brugte sine evner med urter, gled hans blik alligevel over hendes tilstand og besluttede sig for at hun virkede ganske sund og glad. Så de var end ikke blevet gift, før Rei gjorde hende gravid. Gad vide om han havde travlt med noget? Det undrede ham lidt.
Han humpede ind af døren og stod i entreen. Han lod blikket glide over rummet et øjeblik og mindede hvordan Rei havde båret ham hertil i en røgsky. Han vendte sig om mod Eriz med et svagt smil.
"Selvfølgelig er jeg i live. Var han meget utilfreds?" spurgte han. Selv hvis Rei var utilfreds, viste han det nok ikke så meget for folk. Men han kunne vel næppe skjule sådanne ting for Eriz?
Nå, pyt med det.
"Jeg er her ikke for Rei" svarede han så og hans smil forsvandt en smule. Det alvorlige og seriøse skinnede i hans øjne, da han så på Eriz. Nej, han var her ikke for at lege videre med hende. Men fordi han havde brug for hende.
"Der er kommet...Nye problemer. Og jeg har brug for en god rådgiver mere end nogensinde, hvis jeg skal komme nogen vegne. Jeg erindre du tilbød at stille dine evner til rådighed. Jeg er villig til at betale...Men under alle omstændigheder har jeg brug for dine råd" Nu nok mere end før...
"Øhm..." han så ned et øjeblik.
"...Kan vi sætte os et sted?" Hans fødder dunkede, som han stod der på gulvet, og mindede ham om at han endnu var en smule forkrøblet og fuld af smerter.

[Deleted]

Hans smil blev gengæld med et svagt træk i hendes mundvig, mens at hun lukkede døren efter ham. Tjeneren måtte hun tage sig af senere. Måske en omgang mental afstraffelse, ville virke, så hun kunne tage sig bedre sammen. Arbejdskraft nu om dage...
Ved Zeans spørgsmål om Rei, trak Eriz ubekymret på skuldrene, mens hun gjorde tegn til ham, om at følge med hende længere ind i palæet. Hun havde ikke sit eget kontor, men dagligstuen ville sikkert være tilfredsstillende.
"Rei fortæller mig ikke om hans følelser," svarede hun ham blot, og kiggede på ham over skulderen, mens de gik. Hvad hun havde forstået, havde kampen om Manjarno været en blodig affære, der havde forkrøblet de fleste, som havde været med. At dømme på Zean, var heller ikke han sluppet billigt. Da Rei havde bragt ham til palæet, havde hun være optaget hos en healer, som skulle tjekke alt var sundt med babyen, der langsomt voksede i hendes krop. Hun havde dog på fornemmelsen, at det ikke var derfor Zean, var ankommet - for at gøre Rei tilfreds.
Han bekræftede hendes teori, ved at fortælle, det var hende, han havde brug for og ikke Rei. På hans skader at bedømme, var det ikke på den samme måde, som sidst de havde set hinanden.
"Du behøver ikke at betale mig," svarede hun ham blot, og slog dørene op til den rummelige dagligstue, hvor de kunne sidde i ro. Hun slog ud med hånden mod en af de behagelige lænestole. "Sæt dig. Jeg finder noget til dig, du kan drikke. Guderne burde vide, du ligner én, som kan trænge til det."
Med en skarp stemme kaldte hun på en butler. Sjæleløs og tom. Han ildede afsted, for at efterkomme hendes krav om et glas tranebærsaft, samt et glas med noget stærkt. Ingen gæster skulle mange nogle i Salore Palæet.
En smule besværet på grund af maven, satte hun sig i sofaen overfor Zean. Svagt, bleg sollys strømmede ind fra de store vinduer, så de kunne se hinanden. Eriz satte sig til rette.
"Nuvel... fortæl mig om dine nye problemer," bad hun, og lagde det ene ben over det andet. "Tænk ikke på betaling. Det her er blot venskabelige råd, jeg vil give dig. Som et... tak for sidst." Et djævelsk smil trak i hendes læber.

[Deleted]

Åh, hun forstod det ikke...At han havde brug for en stabil rådgiver. I et øjeblik var det lige før han mærkede panikken stige op i ham...For noget nær første gang i hans liv. Heldigvis humpede han af sted bag hende, så hun intet så...Og det var væk igen, inden hun så på ham igen.
Dagligstuen var stor og rummelig, samme sære arkitektur som i resten af huset. Men han kommenterede det ikke, i stedet satte han sig noget nær taknemmligt i stolen og log krykkerne falde til gulvet ved siden af stolen. Nej, Rei fortalte ikke om følelser. Han forventede heller ikke Eriz ville kunne fortælle om disse ting...hun havde, så vidt han var orienteret, ikke været i huset den dag han var kommet og om hun havde været der de andre dage, han havde brugt i sengen? Det vidste han ikke. Han havde blot været en gæst, ikke en del af husets liv og hverdag.
Han ville opdage det næste gang han mødte Rei. Uden tvivl.
Han kunne måske bruge noget at drikke...Omend, han ikke planlagde at drikke sig fuld. i stedet ville han bare have lidt til at fugte ganen og tage brodden af hans smerter, så han kunne tale mere frit. Han følte sig pludselig træt. Træt i kroppen, som allerede havde rejst vidt og bredt, selv efter kampen. Træt i sindet af disse problemer, der blot gav en hovedpine.
"Jeg...var...på venskabelig fod med dronningens rådgiver og ville bruge hende til at påvirke dronningen til at være mere venligt stemt for mit forslag om at skaffe dødsenglene land og sørge for de forblev...rolige...Du ved, som vi talte om, kort" sagde han og sukkede svagt. Han havde fornemmelsen af det var ham der ikke havde håndteret situationen rigtigt...Men det var der vel ikke noget at gøre ved nu, hvis det var tilfældet.
"Efter krigen her opsøgte jeg hende. Derfor stak jeg af fra den varme seng, trods jeg havde lovet Rei at blive til jeg var frisk. Jeg blev nød til det. Jeg snakkede med hende...og hun vendte mig ryggen. Svigtede mig, trods jeg troede vi var en form for venner. Prøvede endda at snakke mig fra at være venner med jer warlock, trods i er hele skylden i jeg overhoved kan kalde mig leder" han sukkede svagt.
"Hun sagde jeg intet havde at gøre en sag med, at jeg ikke havde muligheder for at sætte nogen krav. Som det er, er dødsenglene ganske svage i øjeblikket. Jeg mener...Det eneste vi faktisk har, er et lager fuld af nye våben. Jeg sagde til at fint...Hvis de heller ikke gad kendes ved os, kunne vi jo frit sprede rædsel over deres lande og selv tage hvad vi vil have..." han viftede kort med hånden. Der var ingen grund til at gå i alt for dybe detaljer.
"Uanset hvad står jeg nu uden mulighed for faktisk at skaffe noget til mine engle. Dronningen vil grine af mig, som hendes rådgiver gjorde, medmindre jeg finder på noget, der ikke giver dronningen andet valg. Selv hvis Kimeya får indtaget Imandra, siger ingen jeg vil få min egen landsby af ham. Og selv hvis jeg bliver allieret med mørkelverne i Dvasias, giver det ikke vores eget land. Jeg sidder fast!" det sidste udbrød han med en lettere frustreret lyd. Han havde ingen selvkontrol i disse dage og var lidt som en tiggende bombe.
"Vi har ingen handler og ingen ressourcer, ud over sten og våben. Vi kan selv sørge for mad, drikkelse og ly, men det giver dem ikke friheden de fortjener. Ingen kan lide os, ingen har brug for os og ingen vil have os. Det er svært at opnå noget som helst, når tingene er sådan..." han så over på Eriz. Sandelig måtte hun kunne se det svære i situationen? Han havde brug for noget stort, nogle ting der kunne vende det hele på hovedet og give ham hvad han havde brug for. Måske skulle han fokuserer på at få Imandra til Kimeya...og så bagefter gå ham på klingen for at få sit eget? Men uanset hvad...ville han også da være afhængig af andre. Endda en mand han ikke kunne lide.

[Deleted]

Det var sandelige ikke små problemer, den kære dødsengel kom med. Mens at hun lyttede, hvilede Eriz hovedet i sin ene hånd, mens en skarpe negl strøg hende eftertænksomt over læberne. Tjeneren kom ind med drikkelsen på en bakke, stillede den på sofabordet mellem dem, og forsvandt så hurtigt igen. Eriz skænkede tranebærsaft op til sig selv, og tog en slurk af den kølige væske, inden at hun igen vendte opmærksomheden mod den frustreret dødsengel.
"Jeg har hørt om den nye rådgiver," svarede hun stilfærdigt. "Ikke meget, men hun burde være folkets ven. Adelen hader hende, på grund af hendes... kreative tænkning. Drop hende - du har ikke brug for folket."
Endnu engang tog hun en slurk. Den kølige saft virkede lindrende på den svage hovedpine, hun havde på grund af barnet. Ikke noget slemt, men det var en distrahering.
"Bliv ved med at være opmærksom på warlockerne. Du må have flere på din side. Blive mere set. Få stærke venner, som dronningen ikke kan nægte," forklarede hun blødt, mens hun holdte glasset mod sin tinding. Hun tænkte sig om et øjeblik. Hvad skulle hans næste træk være? Hvad havde han brug for at gøre, for at stabilisere sin mangt?
"Bliv ved med at hjælp Kimeya. Forklar ham din hær er hans. Bagefter vælger du en håndfuld dødsengle ud. De skal være de stærkeste, som du har. Tag dem til Manjarno. Overtag en by, som Dronningen ikke har taget endnu. Lige meget hvor lille den er, og bliv der! Manjarno er lige faldet... ingen holder øje med, hvad der sker i hele landet. I vil kunne nå at stabilisere jer selv, før nogle opdager det, og når de endelig gør.... så er I stærke nok til at sige nej!"
Det var en risikabel plan, men hvornår var en plan om magt ikke det? For Zean handlede det om at sætte sine fødder ned, og lade være med at blive trukket rundt med. Racen skulle tages seriøst, og hvad var bedre, end bare tage en lille landsby? Hvis rådgiveren og dronningen, virkelig ville have dem væk, måtte de jo lave en åben krig, og til den tid, havde Zean skrabet nok allieret sammen, til at have en stærk mur bag sig... det skulle hun nok sørge for.
Let smilede hun til Zean. Et beroligende smil, der fortalte ham, alt nok skulle blive okay, så længe han altså stolede og gjorde som hun sagde.
"Bare rolig, min kære... dødsenglene skal nok få deres frihed. Om de så vil eller ej."

[Deleted]

Hans så på Eriz. Macarias advarsel rumlede bagerst i hans hoved...Men den gav slet ingen mening. Rei ville ikke gifte sig med en, der ville...Vent, jo. Det ville han faktisk og han ville nok udnytte hendes evner til at charmere sig ind på folk. Men det var lige meget, besluttede han sig for. Så lad da kvinden overtage hans sind, hvis det var hvad Macaria mente hun gjorde! Hvis det gav ham magt og fik dødsenglene til at blive stærke igen...Hvad ville man så ikke ofre? Desuden var der ingen beviser for det, andet et ar der fortalte om to kvinders kamp. Hvis Eriz overhoved stod bag det. Nej. Macaria havde intet at tilbyde ham, men det havde Eriz og derfor lyttede han til hendes råd.
Tjeneren kom ind med drikkevarer og han lænede sig frem og tog glasset med alkohol. Svagt bemærkede han at Eriz tranebærjuice, som desuden virkede formidabelt på blærebetændelse, der ellers kunne være farligt for et barn...Ikke fordi Eriz nødvendigvis burde være syg.
Han lænede sig tilbage igen og tog en stor slurk af alkoholen. Det dulmede...åh det dulmede. Efter han var blevet leder var han fået fra at drikke næsten intet alkohol, til næsten ikke at drikke andet. Sjovt som det ændrede folk.
Droppe hende? Var allerede sket...I hvert fald for nu.
Kimeya...Hans hær var hans? Han kunne ikke lide hvad det betød. Ikke at Kimeya ville overtage dødsenglene, manden frygtede dem og hadede dem og de hadede ham. De ville aldrig nøjes med at lytte til Kimeya, uden Zean. Nej. Han ville hellere omformulerer det...Til at han ville hjælpe Kimeya, mod han havde hjulpet ham. Og det var jo allerede sådan det ville være. Han havde allerede sagt til Kimeya at han ville hjælpe. Men Kimeya ville ikke få hans hær...
Hans blik blev en smule mistænksomt, da det gled over Eriz.
"Vi er ikke mange. Jeg vil få brug for alle mine soldater til at holde byen, hvis dronningen tager det som et oprør og vælge at sende soldater mod mig..." han skar en kort grimasse...Hvis dronningen endelig gjorde dette, ville hun have en hær der var stort nok til at splatte ham ud som en flue. Hvis hun mente det var passende, vel at mærke. Kimeya kunne hjælpe med at overbevise dronningen om at det ikke var et problem. Og med warlocks og deres magi....Måske ville dronningen tænke to gange over det. Et lille smil gled frem på hans læber.
"Vi vil gøre som jeg sagde. Tage selv. Men i samarbejde med warlocks, uden tvivl. Jeg kan lide dine tanker. Spørgsmålet er hvilken by...Iceila er stort set efterladt, men også brændt ned. Der er ingen mening i at tage den og den ligger for tæt på Procias..."Han så lidt frem for sig. En lille by...Men stadig stor nok. Pludselig rettede han sig frem og slog en hånd i bordet med et triumferende smil.
"Paggeija!" udbrød han. Prosit, kunne folk svare...Men det var ikke vrøvl. Det var navnet på en by blandt Manjarnos eneste bjerge. Langt fra ingenting, beskyttede af bjergene...og fulde af ressourcer han kunne sælge videre og udnytte. Han havde været der en gang før, da han snakkede med nogle dødsengle, der endnu boede der. Byen var jo laver af dødsengle...Det var kun passende de tog den tilbage. Det var så symbolsk!
"Det er perfekt!" han var pludselig fuld af energi igen.
"Symbolikken, ressourcerne, beliggenheden...Der bor allerede dødsengle der, der ikke er brudt op endnu. Jeg kan bede dem blive hvor de er og gøre tingene nemmere for os..." han satte glasset på bordet, så han ikke spildte over det hele. Det var da virkelig perfekt! Han kunne kysse Eriz, havde han ikke haft dårlige fødder og de ikke sad i Reis hjem. Den havde Macaria nok ikke tænkt på!

[Deleted]

Smilet på Eriz’s læber voksede sig bredere ved hans glædestrålende udbrud. Så meget, for så lidt. Der var dog noget hun var nødt til at finde ud af. Hvis hun skulle gøre noget, for den fantastiske dødsengel, måtte han gøre noget for hende tilgengæld. Sådan var reglerne trods alt.
Roligt børstede hun usynligt støv af sin kjole.
”Zean, vil du være sød at fortælle mig… hvor trofast er du for denne… Kimeya?” spurgte hun ham henkast, som var det hans nyeste interesser, der blev spurgt ind til. I virkeligheden lå det dybere. Hvis hun havde forstået det hele korrekt, så var Rei og Zean venner. Rei var endnu ikke noget stort for warlockene, men Zean var dødsenglenes leder. Gad vide hvor meget, der skulle til for at vende hele Zeans voksende styrke til Rei i stedet for Kimeya? Åh ja… hun havde skam planer for sin mands stilling i samfundet. Om hun så selv skulle grave den ud til ham med sine bare hænder…. Det var dog langt fra for hans skyld.
Blidt strøg hun sin mave, med en kærlighed, som hun ellers aldrig havde udvist for noget andet levende væsen. Barnet var ikke begyndt at røre på sig endnu, men der ville ikke gå langt tid endnu. Endelig kiggede hun op på Zean igen. Hendes øjne indgående og dybe.
”Jeg er skam blot nysgerrig, eftersom at jeg troede dødsenglene støttede Salore familien i sin tid, så… undskyld jeg siger det… men det overrasker mig blot, hvorfor du samarbejder med en mand som Marvalo, i stedet for Rei? I to som partnere og allieret –” Hun tog en dyb indånding gennem næsen, mens hun stolt hævede hovedet. ”- I kunne blive konger.”

[Deleted]

Han var optaget af disse tanker. Byen var perfekt! Han ville straks samle sine styrker. Macaria og hendes soldater festede endnu...Ja, ikke Macaria, men soldaterne og det var det vigtigste. De ville ikke være klar på et angreb, som de ikke havde ventet. Hvis han kunne indtage byen og sætte beskyttelse op, for at sende et brev til dem og sige at nu var byen altså deres...Eller måske intet brev...Ville det være bedre de selv opdagede det?
Nej. De ville gøre modstand. Hellere sende et brev og fortælle dem at de intet skulle frygte...Som sådan. Det kunne han tage stilling til senere! Først...Daelis. Han måtte have fat i Daelis og hendes våben. Mon hun havde lavet nok endnu? Våben ingen havde set før! folk ville ikke vide hvad de skulle gøre ved dem, men blot løbe rundt og dø! Som mus...
Pludselig blev han opmærksom på at Eriz snakkede til ham. Han så op på hende med et svagt smil.
Kimeya? Rei?...Vidste hun ikke dette? Måske havde Rei ikke ville delagtiggøre hende i det...Eller også var han ikke nået så langt endnu. Måske holdte han det endnu for sig selv, fordi de trods alt ikke kendte alle detaljerne på hvordan det faktisk var gået galt for så længe siden?
Han tog glasset igen og satte sig med det i sine hænder. Han så afslappet på hende og nippede lidt det.
Konger?...Konger over hvad? Han smilte svagt af dette. Jo, nu skulle hun høre!
”Jeg mødte Kimeya først og vi faldt straks over hinandens...muligheder. Han lovede at støtte mig og jeg lovede at hjælpe ham. Jeg gav ham planerne og ideerne til at overtage Imandra, han lånte mig hans styrke til at overtage dødsenglene og placerer mig på toppen...Rei hjalp mig også på dette punkt. Men hvor Kimeya og jeg mere udnytter hinanden, var det som om...Rei og jeg mere var...venskabelige og forstod hinanden” han vidste ikke hvordan man skulle forklare det. Men Eriz fangede nok hvad han mente.
”Som landet ligger...Reis slægt var engang magtfulde og styrede næsten landet sammen med dødsenglene. Dødsenglene var nogle af de mest magtfulde den gang! Men så forsvandt Reis slægt...Og Marvalo tog over. Disse frygtede os...Og jagede os i skjul. Jeg ved ikke hvordan og mange af dem, der overværede det, er døde. Dødsenglene skulle da synke sammen til en ynkværdig race, der skjulte sig under jorden, blot for at forblive i live.
Måske ved du disse ting, måske ikke. Men de er vigtige at kende til, hvis man skal forstå det.
Jeg, sammen med faktisk enhver dødsengel du kunne finde på at spørge, hader Kimeya. Til gengæld elsker vi Rei. Men som landet ligger...Kimeya hjalp mig til magten og jeg hjælper ham. Han er min eneste allierede og jeg har ikke råd til at en gammel fejde ødelægger mine få muligheder.” Han så ned i glasset i sit hånd, mens han lod væsken glide rundt i det. Så så han op på Eriz igen. Et glimt af had var at se i hans øjne.
”Jeg har intet tilovers for Kimeya. Jeg ville med glæde være den der satte et sværd for hans hals. Og jeg ville altid tage Reis parti, frem for hans” svarede han ærligt.
”Sådan ligger landet” Han tog en god tår af sin drink igen. Lod det glide rundt i hele munden, før han sank det i mindre bider.

[Deleted]

Der var intet så tilfredsstillende, som når ens plan gik problemfrit. Indtil videre hvert fald. Nu hvor det var på plads, så kunne hun gå videre til Marvalo. Det blev hårdere, men hun var en ambitiøs kvinde, som ikke var bange for at spille et farligt spil. Alt for hendes barns fremtids skyld.
Hun havde hørt historien om dødsenglene, Salore og Marvalo før. Mange gange. Ikke nok med Rei engang havde fortalt hende den, så havde hun også læst om det. Alt der manglede, var at hun fik bekræftet hvor Zeans loyalitet lå - for en sikkerheds skyld.
"Det lyder alt sammen meget fint," svarede hun glat, og smilede sødt til ham, som havde han lige foræret hende en gave - hvilket han metaforisk havde. Det her blev så meget nemmere, nu hvor hun vidste, at Rei hvert fald havde én allieret. Hun tænkte tilbage på sit møde med Kimeya. Åhh... hvis han bare havde vidst bedre. Dumme, arrogante, lille mand. Vidste han ikke, at man ikke måtte bide hånden, der fodrede ham? Han burde have ventet med at mistænke hende for forræderi, indtil at hun egentlig havde gjort det. Nu var det Reis parti, som hun tog. Hans tab.
Igen vendte hun opmærksomheden mod Zean overfor sig. I et lille stykke tid, betragtede hun ham, inden at hendes smil voksede sig lidt større.
"Du skal vide, at både mig og Rei, vil gøre alt, for at støtte din sag med dødsenglene," fortalte hun, og lænede sig lidt frem, så godt hun nu kunne for maven. "Faktisk... hvis du nogensinde skulle være interesseret, så har jeg nogle gamle venner, der sikkert vil syntes, det var spændende at donere lidt penge til genopbyggelsen af en dødsengel by. Selvfølgelig vil de have noget tilgengæld, men ikke noget stort, går jeg ud fra."
En lille sidegevinst efter hendes mange år i de adeliges omgangskreds. Hvad man ikke gjorde, for at holde på de allierede man havde.

[Deleted]

Han var glad for Eriz hjælp. Uden hende var han sikker på han endnu sad og pillede sine fjer af sine vinger af bare skam, for at han ikke kunne finde ud af noget. Okay...Måske ikke helt så ynkværdigt. Han ville rejse ud og finde land selv...Men han var glad for at han kunne spare den tid, blot ved at snakke med Eriz i stedet. Macaria havde været helt sindssyg at foreslå han skulle dræbe hende. Hende og Rei var de vigtigste for ham, uden dem var han nogen nær intet. Dette var han ikke ked af at indrømme. For sig selv, vel at mærke. Måske burde han nævne at Macaria vidste Eriz var her et sted? Ikke at hun vidste Eriz var lige her, i Marvalo City, blot at hun vidste kvinden...Var. Blot så hun var forberedt, skulle Macaria blande sig og prøve at ødelægge noget.
Han pegede på Eriz et kort øjeblik, med en finger fra den hånd der holdte hans glas, lidt som havde hun fat i en rigtig god ide.
”Jeg er meget interesseret i enhver hjælp du må kunne mønstre mig og jeg er dig dybt taknemmelig” svarede han. Det var hun vel klar over?
”Jeg skylder jer snart alt jeg har” det var sagt lidt i spøg. Aldrig ville han give sine ting fra sig! Nej da. Men sandt var det han kun var nået så langt, takket være visse personer i dette hus.
”Forresten...Jeg fik vidst nævnt over Macaria...Dit navn. Hun virkede langt fra glad...Jeg kender ikke jeres fortid, trods jeg var overrasket over i kendte hinanden?” Han håbede lidt hun måske ville fortælle ham om det. Men det var jo langt fra sikkert.
”Om ikke andet, måske vil hun gøre noget dumt. Hun virkede ret oprevet. Bare så du er forberedt” sagde han til sidst. Han lænede sig frem og satte glasset på bordet mellem dem. Måske var det snart tid til ham at gå? Eller måske måtte han endnu låne deres gæsteværelse til at hvile i?

[Deleted]

”Hvad?!!” Den ellers så rolige, bløde stemme, havde forvandlet sig til en skinger, på grænsen til panisk tone, der med det samme fjernede det smil, som Eriz ellers havde sættet med, indtil Macaria’s navn var blevet nævnt. Det var mange, mange år siden, at hun sidst havde hørt det navn, og alligevel var ansigtet bag navnet, et ansigt som hun tit så for sig. Det hjemsøgte hende, som en syg besættelse, hun ikke kunne blive fri for.
Glasset i hendes greb var sprunget. Skårene havde revet i hendes delikate hånd, så blod dryppede ned på gulvtæppet – alligevel så det ikke ud til at fange hendes opmærksomhed. Med et fortvivlet blik stirrede hun på Zean, som håbede hun, at det var en dårlig spøg. Da hun opdagede det ikke var sagen, rejste hun sig op.
Rastløst vandrede hun rundt på stuens gulv, mens at tankerne – pludselig et virvar af minder og følelser – flagrede uroligt rundt, uden hun kunne få kontrol. KONTROL! Hun nægtede at lade sig styre på den måde!
Brat stoppede hun op. Lukkede øjnene, og fokuserede på sin vejrtrækning. Langsomt. Tænk på barnet i maven. Ingen ophidselse. Ro på. Hun lagde mærke til, at hun skælvede svagt. Stille og roligt fik hun kontrol over sig selv igen.
Igen åbnede hun øjnene, og først nu opdagede glasskårene i hendes hånd. Et suk undslap hendes læber ved synet af det røde blod, der dryppede ned på gulvtæppet.
”Du må… tilgive mig. Jeg lod følelserne, løbe af med mig,” sagde hun undskyldende til Zean, og kastede et flygtigt blik på ham, mens hun holdte om sit håndled på den såret hånd. Hun kaldte på en tjenerinder, der med det samme, kom ind med forbinding, og en gul, tyk salve, der lugtede kraftigt af urter.
Eriz satte sig i sofaen igen, mens hun sørgede for, ikke at dryppe noget blod ned på møblet. Med et tørklæde over sit skød, forsøgte hun forsigtigt, at pille glasskårene ud af sin håndflade, mens en tjener fejede dem fra gulvet op ved hendes fødder.
Hun prøvede stadigvæk at finde mening i det Zean havde sagt. Macaria. Hvorhenne? Hvornår?
”Fortæl mig, hvordan du kender hende, og hvor du så hende henne?” bad hun dødsengel med en kontrolleret stemme, der skjulte alle de følelser, som hun havde overfor den lille, blodsugende bitch.

[Deleted]

Jamen havde han ikke også nævnt kvindens navn i starten, uden hun var gået amok? Eller havde han simpelt glemt at nævne kvindens navn? Han huskede det ikke. Men uanset hvad var denne kontrollerede og magtfulde kvindes udbrud overraskede...Og måske på sin vis skuffende? Han blev mindet om at Eriz heller ikke var andet end en person, der kun kunne gøre præcis så meget, som verdenen tillod hende. Hun havde også sine svagheder...Og måske havde hans fundet hendes akillessene?
Han var overrasket over det...Der måtte lægge en del bag, siden hun knuste glasset i sin hånd og reagerede så voldsomt. Det sidste tranebærjuice dryppede ned på gulvet og Zean studerede det et øjeblik med en svag resignation. Han lod sig rive med...Han var positiv over for Eriz...Men hendes reaktion havde mindet ham om Macarias advarsel til ham. Han måtte ikke lade sig snyde! For sin races skyld...Måtte han ikke blive en dukke for nogen som helst! Han måtte også være selvstændig. Det blev bedre når de fik deres eget sted og opbygget en styrke. Nemmere at være selvstændig og true sig til de ting han ville have. Hvis det gik helt galt...måtte han frigive sig fra begge kvinder og nægte kontakten med dem. Men nu måtte de se.
Han rejste sig, da hun satte sig i sofaen og en tjener begyndte at rydde op efter hendes rod. Det gjorde sindssygt ondt i fødderne, men han udholdte smerten og lod sig dumpe ned ved siden af hende. Med bestemte og erfarne hænder greb han hendes hånd...Og begyndte at fjerne de små stykker glas, ligeglad med om det gjorde ondt eller om det var hende et problem. Urtekenderen i ham tog over et øjeblik, mens han blot koncentrerede sig om at fjerne dem...Så vidt Eriz altså ville tillade ham.
”Jeg mente jeg havde nævnt hende. Beklager hvis jeg ikke havde” sagde han så.
”Hun er dronningen af Dvasias' rådgiver og sejrsherren bag at have indtaget Manjarno. Jeg kender hende lidt tilfældigt...Og hun har bragt mig tættere på døden end nogen anden.” Da havde været tætte, forholdsvis. Men han så ingen grund til at nævne dette. Hvis Eriz virkelig ikke kunne lide kvinden...Ville hun måske også skubbe Zean fra sig og han havde stadig brug for hende.
”Vil du fortælle mig hvori jeres fælles problem med hinanden ligger?” spurgte han.

[Deleted]

Da han satte sig ved siden af hende, for at pille skårene ud af hendes håndflade, lod hun ham gøre det, uden at skære en eneste grimmasse over smerterne. Hun havde prøvet værre. Dog var det et nederlag, at hun havde udvist den form for eksplosion af følelser overfor ham. Ikke engang Rei, havde oplevet hende sådan – eller vidste omkring hendes fortid for den sags skyld. Macaria var en del af hendes fortid. En del som hun glædeligt så udryddet.
Det kom bag på hende, at Macaria var DEN rådgiver, som var blevet så populær, det sidste stykke tid. Sidst hun havde set tøsen, havde hun troet, at hun havde knækket hende, ødelagt hende, og sørget for, hun ikke ville have styrken til at forsætte. Stædige unge. Hvorfor kunne hun ikke bare blive liggende? I stedet var hun kravlet op igen – helt op ved siden af Dronningen af Dvasias, og nu også sejrsherre af Manjarno. Det var til at blive syg af!
Hun sukkede til Zeans spørgsmål, og vidste han aldrig ville forstå. Hvordan kunne nogen forstå uden at dømme, eller få sandheden af vide om hendes fortid? Dog måtte hun fortælle ham noget.
”Macaria og mig går… mange år tilbage. Jeg troede ikke, jeg ville høre om hende igen,” begyndte hun, og holdte øje med, hvordan han behandlede hendes hånd. Rei ville sikkert spørge ind til det. En løgn ville blive nødt til at erstatte sandheden til ham. ”Nogle tumper vil kalde os familie, men jeg ser det som en fornærmelse. Hendes skaber, ham som bed hende, er min storebror. Mig og ham har en lang historie, og for at gøre den kort, samt skåne dig for en længere tragedie, så ville jeg gøre ham ondt. Rigtig ondt. Kald det hævn, hvis du vil. Jeg gik efter hans børn, alle dem han havde bidt. Det lykkes mig meget godt, men én kæmpede igen, og forsvarede de andre. Gæt hvem. Den lille snotunge til Macaria. Dengang var hun endda ikke en vampyr. Blot et menneske, som boede blandt de andre, indtil hun blev gammel nok til at blive bidt. Hun nægtede dog at dø. Nægtede at give op for en magt, der er større end hende selv. Jeg troede, jeg havde efterladt hende til døden, men min bror må have reddet hende. Bidt hende, og gjort hende til vampyr.”
Et hvæs hvislede ud mellem hendes sammenbidte tænder, da han kom til at være lidt for hårdhændet, og et jag af smerte, gik igennem hendes håndflade. Kort knyttede hun den, inden at hun lod ham forsætte.

[Deleted]

Det var svært at få de små stykker ud. Hendes hud var lys og fin, og de små bloddråber var i fin kontrast til det. Glasstykkerne var dog næsten svære at få øje på, men han tog sig godt tid til at finde dem og fjerne dem, hver eneste, som det var ham muligt. Til sidst kunne han ikke få øje på flere og i stedet tog han denne urtesalve og begyndte at smøre den ud over hendes hånd, mens hans tommelfingre masserede det ned i hendes hud med små cirklende bevægelser.
Han hørte hvad hun sagde...Og det var i sandheden interessant. Af en eller anden grund mindede det ham om at han kendte til Yuuki og om om hvorvidt han burde nævne dette til Kimeya. Ville det give Rei uventede problemer eller var det hvad manden håbede, et eller andet sted?
Lige nu betød det intet. Det kunne han tænke over senere.
Det var dejligt at vide lidt nyt om Macaria... Og på sin vis også om Eriz. Men han havde faktisk intet at sige til det. Så det var sådan det var? Men hvad var problemet så nu? Sandelig var de nok ikke gode venner, men hvorfra kom trangen til at reagerer så voldsomt?
Måske var det blot overraskelse. Hvis Eriz jo havde forestillet sig at kvinden var død.
”Nå da...” svarede han næsten lidt ligegyldigt.
”...Og nu ved i at hinanden eksisterer. Det skal nok blive...Underholdende” han smilte svagt og slap hendes hånd. Han lod salveresterne blive fordelt på sine egne hænder, før han blot lænede sig tilbage i sofaen og kiggede rundt i rummet, mens tjeneren blev færdig med sine pligter omkring dem.
”Hun ser dig død og talte meget hidsigt for at jeg skulle opgive dig og dræbe dig. Hun mente du ville...Overtage mit sind. Åbenbart til en form for tankeløs dukke” han så på Eriz for at se hvordan hun ville reagerer. Nu var katten jo ude af sækken...Måske havde han muligheden for at opdage flere sandheder...Eller falske historier?