Du kommer som kaldet!

[Deleted]

@reimelini

S: Manjarno, ruinerne af slottet, slagmarken.

Stedet lå i ruiner. Det før så store slot, med sine tykke murer, de flotte, farvede glas og fine have, lå i ruiner. Store lynnedslag og en lyd som fra en sirene havde væltet det. Glas var splintret i hele byen ved det, men det var slottet der var styrtet sammen. Ethvert tårn var styrtet ned, et hvert tag var faldet sammen og det eneste der var tilbage nu var en kæmpe bunke af murbrokker. Sikke et fint slot Macaria havde skaffet sig! Herskeren over...murbrokker. Murbrokkerne havde begravet en del folk, både levende som lig, men endnu lå der mange lig spredt ud over det hele i den ene blodpøl efter den anden. Haven var svitset væk af dragen og det eneste der var tilbage var sorte bunker af aske og gamle buske og træer. Al græsset var også sort, hvis det da ikke var dækket af støv, blod og slottets murer.
Zean lå midt i det hele. Længere havde Evan, generalen, ikke kunne bære dem begge. Ham og Macaria. Macaria var, dødeligt såret, løbet ind i slottet for at sætte sig på tronen og overtage landet. Zean, forsinket af den drage han skulle underholde, kom lidt efter for at redde hende, selv kraftigt såret. De var blevet fanget på tronen og kun en søjle, der faldt ned over dem, reddede dem fra at blive begravet i murbrokkerne. Evan havde hjulpet dem ud, hvor en gruppe healere var kommet løbende og havde taget sig af de sårede. De ville også have taget sig af Zean...Men Zean havde takket nej. I starten ville de ikke lytte, men Zean havde nægtet at samarbejde og forlangt de tog sig af andre sårede.
Om han var blevet blød for fremmede? Overhoved ikke. Men han skulle ikke ligge på noget lazaret og blive plejer med magi og eliksirer! ikke tale om. Han havde set tage sig af Macaria, heldigvis, og han havde sendt Daelis, med hendes skadede hænder, hjem igen. Nu lå han alene. Healerne havde fundet de overlevende og fjernet dem, ikke uden at skæve til Zean og hans tilstand...

Det var gået næsten perfekt. Men det havde sat sine spor på Zean.
Først og fremmest havde han hudafskrabninger på knæ og hænder efter at være rullet rundt på jorden flere gange. Han havde et overfladisk kødsår ved det ene skinneben, efter en pil og et lille sår over den ene kind efter en anden pil. Hans hænder var dækket af skidt og størknet blod, men intet hans eget...For det var ikke fordi han blødte.
Hans fødder. Dragen var blevet sur over han gjorde den blind, at han havde sendt ild af sted efter ham. Han var næsten nåede væk, men hans fødder var blevet ramt og nogle af hans fjer, på hans store vinger, var blevet brændt eller faldet af. Endelig var han også blevet slået bevidstløs af en vildfaren sten, da stedet faldt ned om ørerne på ham og Macaria.
Så...
Zean lå, for det havde healerne dog hjulpet ham med, forholdsvis behageligt på jorden, med et par tæpper under sig og under sit hovedet, så han ikke frøs ihjel. Det havde regnet og han var våd, måske ligefrem gennemblødt, men det lindede hans sårede fødder. Han trak vejret dybt og stille, mens han lå og slappede af. Hans vinger var spredt ud til hver sin side, askegrå af skidt, blød og varmen var dragen. Hans støvler var faktisk brændt væk og tilbage var der kun resterne og så de store sår og vabler der voksede frem, mere smertefulde end noget andet.
Hans tøj var ødelagt. Han havde revet sine bukser og trøje i stykker, for at forbinde Macaria ved tronen og også brugt sine eneste urter til det selv samme, uden at tænke på sine egne sår. De var jo ikke så dødelige...Bare alvorlige og smertefulde!
Han havde fået sit kogte læder af, så nu lå han i noget der mindede om shorts af ødelagte bukser og en trøje, der var revet i stykker, så hans mave og arme faktisk var blottet. Et tæppe var lagt over ham, men det var fugtigt og der var ikke gået lang tid før tæppet var blevet vådt og koldt, i stedet for varmt.
Han havde endnu sit bælte på. Pisken hang i den, men han havde mistet sin dolk. Der var ingen punge, som normalt, med urter.
Endelig...
Hans fingre lå koldt om medaljonen. Han havde takket nej til simpel hjælp fra folk han ikke kendte. Han ville ikke have fremmede til at nusse om ham på den måde. Men han kunne heller ikke selv gå eller flyve væk. Han havde brug for hjælp og den eneste måde at bede om den...Var medaljonen. Han huskede det...Den ville kunne få ham til at kommunikerer med Rei, ikke? Åh...Han var træt. Hans krop gjorde ondt. Han stønnede svagt, da han klemte sine fingre om medaljonen. Hvordan virkede den?
Han gav sig til at tænke på Rei af alle kræfter.
"Rei..." Hans stemme var hæs. Han havde skreget under kampen, både af adrenalin og smerter.
"...Jeg kunne godt bruge lidt hjælp igen..."

[Deleted]

Rei stod i sit nye Mansion, vel og mærke godt klar over den krig, som var faldet over Marnjarno. Forberedelserne og timingen havde passet perfekt ind i hans planer. Vinduet i den store fyldige stue, spredte lys over stuens inventar i bedste renæssance-stil. De kolde klinker og de varme tæpper i en klassisk dyb og varm vinrød. Polstringen i en mønstret kongeblå stod perfekt til de kolde og mørke træmøbler. Pejsen der tilmed dansede lifligt til hans egen underholdning.
Han lukkede øjnene for et kort øjeblik og skænkede sin kære Dødsengel en tanke. Nej, Zean havde aldrig ordret fortalt ham om hans deltagelse i denne krig, men rygtet var løbet fra ham og havde nået Reis øre på ingen tid. Den søde hvidvin svang han rundt i glasset og nippede lige så stille til det i ny og næ - da først en stemme lød for hans indre øre som et påkaldende ekko.
"Zean.. " Endte han lydhørt for sig selv, vel vidende om at manden ikke ville kunne høre hans lydhørte tale. Bønnen om hjælp frembragte et smil over hans læber, hvor han vendte sig ganske roligt om mod hans sjæleløse butler.
"Gør det største værelse klar. Vi venter os en kommende gæst - og send bud efter den urtekyndige i kælderen." Befalede han og rakte dovent sit glas til butleren der tog imod det og forsvandt.
Han trak en dyb indånding og rettede sit fokus mod medaljonen, som kunne lokalisere Zean. Da først han var i stand til at se Zean for sig, voksede en kulsort røg op omkring ham og slugte ham, bragte ham gennem tid og rum for at lade ham plante sine fødder i fysisk tilstand, lige ved siden af Dødsenglen. Smerten der straks krøb sig over huden på ham, var næsten overvældende.
Røgen veg til side og afslørede hans ankomst. Med end ikke mere end et simpelt suk gled han på knæ ved Zeans side og studerede ham nøje med sine kolde, mørke øjne.
"Jeg forventede at høre fra dig, om end du havde brug for min hjælp. Sikke en redelighed du har bragt over dig selv." Lød det køligt fra ham, trods at et hint af bekymring slog rødder i hans undertone.

[Deleted]

Virkede det? Han havde ingen ide om det. Han havde ikke set manden siden de havde forladt hinanden i bjerget og Rei var taget...Derhen, hvor Rei nu tog. Han havde selv haft travlt med at få passet sine sår og få sendt de første ordre af sted til sin race. Og siden havde han ikke set manden, trods han flere gange havde hørt mandens navn hos de høje folk. Og Eriz. Så var der jo også Eriz.
Hans fingre slap medaljonen. Den virkede nok ikke. Hvad havde han regnet med? Han stolede ikke på magi. På de ting der ikke kunne ses eller føles. De var ubehagelige. Han hostede svagt, stadig dækket af støvet fra slottet. Han måtte vel bare se at komme op og videre, så! Han kunne ikke blive liggende her og falde hen. Der ville komme betændelse i hans fødder...
Og dog havde han ikke kræfter til det. Måske om lidt.
Medaljonen lå tungt på hans brystkasse, der hævede og sænkede sig stabilt.
Røg...
Nu så han også syner. Dragen var væk, den var fløjet væk, da Zean havde blændet den. pile i hvert øje, værsgo! Og dog var her endnu røg. Men hvad kunne brænde nu, stadig, så tæt på? Det lugtede jo ikke brændt.
Og så var Rei der! Han kunne næsten ikke tro det. Måske så han virkelig syner? Trods alt havde han slået hovedet en hel del.
Men selv hvis manden blot var en hallucination, var den velkommen. Han beklagede blot han lå her, så svag, foran manden og havde bedt om hans hjælp, som en hundehvalp der ikke selv kunne finde hjem. Men hvis nogen endelig skulle se ham sådan her, måtte det være Rei. Han prøvede at grine, hvilket endte i nogle host, der sendte bølger af smerter gennem hans hoved.
"Jeg beklager" mumlede han hæst og så drejede hovedet, for at se på Rei. Et svagt smil gled over ham.
"du behøves ikke..." han fik noget støv ind med vejrtrækningen og måtte endnu engang hoste. Åh, hvor følte han sig dog latterlig! Til sidst lagde han sig til rette igen, dog.
"...Jeg skal bare hjem. Jeg kan selv tage mig af..." han gjorde en svag bevægelse med den ene hånd, som for at vise sine fødder frem. Var han overhoved forståelig? Hvis manden var en hallucination, ville han ikke kunne hjælpe alligevel og så var dette blot åndssvagt. Åndssvagt, åndssvagt, åndssvagt! Han sukkede svagt. Selvbebrejdelser fik ham ikke hjem.
Han prøvede at få sig selv op at sidde. Her lå han og brokkede sig. Det ville han ikke finde sig i.
"Dette er så slagmarken...Du har uden tvivl hørt noget om hvad der skulle ske" fortalte han og ville have slået ud med den ene arm, for at vise ham området, var det ikke fordi han da ville miste balancen og falde ned og ligge igen. Han var afhængig af begge sine arme for at komme bare lidt op.

[Deleted]

Zeans tilstand var virkelig ikke en han havde ventet sig. Aldrig havde han nogensinde set en dødsengel ligge og ynke for hans fødder. Uanset hvor lidt han egentlig brød sig om tanken, så var han faktisk mere bekrymret for følgerne. Dette ville tage en rum tid at komme sig over, så meget stod da klart.
Rei sukkede overbærende for Zeans ynkelige forsøg på at vise sig stærk og værdig, selv i en situation som denne her. Det fik ham dog til at fnyse ganske kortfattet. Zean levede op til hans forventninger og svigtede ham aldrig, end ikke i en situation som denne. Han var sig selv til det sidste, uanset om han havde mistet en arm eller et ben. Hvor komisk var det ikke lige?
"Hvis du stadig havde kræfter til at tage vare på dig selv, så ville du ikke have nogen grund til at kalde på mig." Pointerede han i en fortsat kølig tone og så ham indgående i øjnene, blot for at demonstrerer en hvis utilfredshed over Zeans manglende accept over sin egen tilstand. Dog kom det kyniske træk i mundvigen igen kort efter og blikket faldt til jorden, hvor et hint af bekymring tydeligt strejfede hans rynker i panden.
Beslutningen var hans alene. Zean skulle væk herfra og under behandling. Med en arm om ryggen og under knæene på Zean hev han sig op på benene igen. Et solidt og fast greb havde han om sin dødsengel. Han kom ikke udenom det faktum af at Zean havde en speciel betydning for ham, men han var dog langt fra blødhjertet. Han stod ved sit ord og gjorde intet mindre end hvad der blev krævet af ham.
Ej tog han sig af at han ville blive beskidt. Hans klæder ville blive skiftet ud så snart han så muligheden for det. Dog tog det ham ikke mere end et flygtigt blik, kastet rundt i omgivelserne, før at han vendte sin opmærksomhed mod Zean igen.
"Hold godt fast, med mindre du vil tabes på vejen," Endte han i en kølig og drilsk tone. Trods at han udmærket godt vidste at det ikke var muligt. Han handlede fast og hurtigt, røgen der snoede sig op omkring dem og gjorde det umuligt for dem at se noget som helst. Rei lukkede øjnene for bedre at kunne koncentrere sig.

End ikke mere end et øjeblik efter stod de i den store entre, med adgang til den store stue på venstre side og spisestue på højre. Rei satte kurs mod trapperne og passerede den sjæleløse butler på vejen. Den brede korridor oppe ovenpå fortsatte han nedad, dørene blev på magisk vis tvunget op, som han valgte at passere. Værelset, ikke mindre end prægtigt i sig selv. Den brede dobbeltseng, masser af gulvplads lige til at danse rundt på, de kolde klinker og de blodrøde vægge.. Til tider ville han næsten ønske at han havde været mere specifik omkring sine ønsker hvad angik husets indretning. Aldrig om han ville overlade det til en doven arkitekt uden flair for kreativitet, men det gik.. for nu.
Med et knæ i madrassen lagde han Zean fra sig og kaldte efter stuepigerne der anspændt stod og ventede på hans ordre udenfor værelset. Han satte dem i arbejde og skævede derefter ned mod Zean endnu engang.
"Siden du har valgt at bede om min hjælp, så forlanger jeg også at du forholder dig i ro til du er kommet ovenpå igen." Pointerede han endnu engang og rettede i en flygtig bevægelse sit tøj til igen.

[Deleted]

Rei så lige igennem det hele. Facader, falske ord, falske handlinger...Det hele blev fejet til siden og Rei så lige ind i sjælen på de folk, der var tæt nok på. Det var jo dette der havde slået ham, da han først havde mødt manden. At han kunne sige og gøre som han ønskede, men uanset hvad skar Rei det bare fra og gik direkte til sagens kerne. En ting han både elskede...Og hadede. Men mest elskede han det. Han elskede at te sig tosset og være sær, til hverdag, til dels fordi det var underholdende, men også for at udfordre folk omkring ham. Verdenen var låst fast i regler og normer, kun få turde udfordre disse. Og det var rart nogen blot var ligeglad med dette. Talte han i tåger nu? Han håbede det ikke, men det kunne nok ikke undgås.
Pointen var at Rei havde ret. Zean skjulte det ikke, men mødte mandens hårde blik. Ja, han havde brug for hjælp, og hvad så? I et øjeblik kunne han ikke tage det alvorlige i situationen og skar ansigter af smerte og fordi Rei havde så evig ret. Til sidst sukkede han svagt og så væk.
"Sandt...Jeg har brug for hjælpen" kommenterede han kort. De var vel enige på det punkt. Zean var bare ikke van til at folk tog sig af ham! Hans mor...Havde taget sig af ham da han var mindre, men det havde været noget helt andet...Hun havde jo ligesom altid været der. Men for det meste havde han altid været forberedt på at klare sig selv. Og nu havde han alligevel lagt det i Reis hænder. Dette var i sig selv...ganske mærkværdigt. Men ikke noget han havde tænkt sig at tænke yderligere over. Han blev bare forvirret.
Han lod blikket glide over Rei, da han mærkede mandens øjne på sig. Var det en...bekymret rynke, han så der? Dette gjorde ham en smule paf. Var denne mand...Bekymret for ham?
Som en brud blev løftet over dørtærsklen til parrets fælles hus, blev han båret. Han havde ikke noget valg, fornemmede han hurtigt, selv om han til hver en tid ville foretrække at slæbe sig selv af sted i armene, end at blive båret på denne måde. Men noget ved Reis bestemte måde at gøre tingene fik ham til at sluge en flabet kommentar og blot slå armene om hans hals...For ikke at falde ned. Han bad ham jo selv om at holde fast! Vinger hang lidt...I en pludselig indskydelse håbede han ikke Rei ville falde i dem.
På vejen?
Puf! Røg til alle sider...og scenariet ændrede sig.

Trods han havde ondt i hovedet, trods han hvilede sig i Reis favn, hvor han tydeligt kunne mærke Reis stærke arme, med hovedet mod hans skulder, som den sårede mand han var...Gled øjnene alligevel over Reis hjem. Over entreen, på væggen, da de gik op af trappen og på billeder der måtte hænge rundt omkring. Det var et fint hjem, trods sammensætningen visse steder virkede...underlig. Eriz havde nævnt Rei var kræsen angående at finde et hjem. Var dette hvad de var blevet enige om eller var de ikke flyttet sammen endnu?
Dovent gled de over de røde vægge og op mod loftet, da han pludselig mærkede en blød seng under sig. Det var rart...Den bløde seng...selv om han for et øjeblik mærkede et stik ved hjertet, da Reis arme slap ham. Han drejede hovedet for at så på sin selvvalgte redningsmand. Burde han undskylde for at kræve mandens hjælp, for at nærmest tvinge sig ind i mandens sikkert travle skema og hjem?
Uanset om det var passende eller ej, gled ingen undskyldninger over hans læber. Han var jo ikke rigtig ked af det...Så hvorfor forsøge?
Forholdte sig i ro...Hvad ville det sige? At han skulle blive liggende her, i sengen, i flere dage? Han var dårlig til at ligge stille og han kom hurtigt til at kede sig...Men med skadede fødder, sagde det sig selv han ikke kunne komme så mange steder. Han måtte finde Macaria så hurtigt som muligt og snakke med hende. Se om hun levede. Og han måtte have fat i Daelis! Og dronningen...Også dronningen...Og Kimeya...Han havde så mange ting at nå!
I et øjeblik var han blot stille, da han kiggede på Rei.
Han elskede Reis magt. Reis måde at gøre tingene, de måde han sagde det på. Et svagt smil gled over ham. Måtte han grine? Det måtte han vidst godt. Men hans hovedpine forhindrede ham i det. I stedet gled hans øjne i et øjeblik.
"Hvis du siger det"

[Deleted]

Hvad Zean nok ikke var klar over, var hvor vigtig hans eget liv var for den fremtid han selv ønskede sig. Rei havde aldrig udtalt sig om hvorfor at han valgte at støtte Zean, på et plan som dette her. Det var et kendt faktum at hans fortid talte åbent om hvad der lå til grund for hans næstekærlighed til Dødsenglene, selvom han næppe overfaldt dem med kys og kram. De havde i sin tid været den største kraftkilde til at holde Marvalo for porten, nok også derfor at deres relationer til hinanden ikke var den bedste når det endelig kom til stykket.
Han kaldte fast efter en af stuepigerne, der ligesom butleren ikke så ud til at eje den mindste form for liv. Nok var Rei glad for at praktisere visse typer eksperimenter, men sjæleløsheden hos hans tjenestestab havde sin helt egen lille historie. En som Zean måske ville nyde at få fortalt, nu hvor han skulle ligge her med sin egen elendighed. 3 piger dukkede op på række foran ham, en sendte han i køkkenet, en anden ned efter de pågældende urter og cremer samt andet tilbehør og den sidste blev sendt ind på hans kontor for at bringe ham nogle dokumenter han havde efterladt. Selv trak han en lænestol ud fra væggen og placerede den en anelse skævt ind mod sengen, sådan så når han sad ned så kunne han se direkte ned på Zean.
Tankerne strøg gennem hovedet på ham og der var ting han ønskede at høre om, hvad angik dette lille stunt. Hvad fik han egentlig ud af at have sat sit liv på spil for at give Dvasias mere magt?
"Dine handlinger forekommer mig en smule forhastede. Ønsker du at fortælle mig om hvorfor at jeg nu har muligheden for at betragte dig i en tilstand som denne?" Spurgte han i en kølig tone, ganske som altid. Han sad med et roligt blik hvilende på sin kære lille Dødsengel. Afventende på et svar. Tjeneste staben brød ind ganske kort efter og han løftede let sin hånd som tegn på at Zean skulle holde igen med sit svar til de var kommet for at yde ham den behandling han så såre havde brug for. Imens betragtede Rei ham blot med en tænksom mine, selv da han fik overrakt sine dokumenter fra sit kontor.

[Deleted]

Han havde ikke mange tanker om warlocks. På samme tid både elskede og hadede han dem. På den ene side var de fantastiske...Deres mystiske ydre, den ynde de brugte, deres intelligens og deres magi. På den anden side var de forfærdelige...Zean forstod ikke magi eller hvordan man skulle bruge sådan noget, han vidste ikke om der overhoved var grænser til magien...Og dette var også en af grundene til han ikke ville have dem som modstandere, men som allierede. I hvert fald til han var blevet klogere og måske bedre kunne beskytte sig selv og racen.
Hans øjne åbnede sig, da han hørte lyden af en stol der blev løftet rundt på. Han drejede hovedet og så hen mod Rei. Hele tiden var han opmærksom på at han blev studeret...
Han samlede sine resterne styrker. Han brød sig ikke om Reis tankeløse dukker og derfor ville han helst selv studerer sine fødder. Og hans vinger! Hele hans status, hele hans race, var symboliseret i disse vinger! Uden dem var han ingen dødsengel og ville blive udvist uden så meget som et blik.
Han fik sat sig op og kun ren stædighed holdte ham siddende. Det første han gjorde var at flå resten af sin ødelagte trøje af og smide den på gulvet. Han kunne ikke bruge den til mere.
Zean overkrop var muskuløs, men ikke på den buffede måde. Mere var hans muskler aflange og smidige, især over hans ryg. En ryg der var stribet som flæsk og endnu havde små sår tilbage, efter den gang i hulen. Vingerne hang noget livløst om ham.
Hans hænder gled ud over tog først den ene vinge, så den anden, som han studerede dem kritisk. Han skar en grimasse og nussede dem noget så kærligt...
De lignede slet ikke sig selv. De var pjuskede, beskidte og ømme. Fjer var brændt væk og andre var beskadiget. Det ville tage lang tid før de blev flotte igen!
Bagefter kiggede han på sine fødder. Disse var straks en helt anden historie. De så forfærdelige ud! Det var svært af forestille sig de nogensinde ville blive almindelige fødder igen...
Uden at tage sig af Reis blik begyndte han selv at ordne sine fødder. At få dem vasket, at bryde de vabler der var kommet og gnide dem i healende urter han udvalgte med store nøjsomhed.
Det var vel ikke nødvendigt at påpege det gjorde usigeligt ondt i det i sig selv fik ham til at tie stille, mens han pressede kæberne sammen, så musklerne trådte tydeligt frem langs hans kæbe.
Medaljonen hang om hans hals og vippede frem og tilbage, når han bevægede sig.

Til sidst kiggede han op på Rei igen. Rei og hans dokumenter...Hans øjenbryn gled sammen i en svag rynken. Grunden...Ja, det var svært at sige han selv nød grunden til det...Men han havde ikke haft meget af et valg, havde han vel? Når alt kom til alt...Havde kampen jo været sjov nok! Så mange smerter, så meget død...Det havde været et helt tag-selv-bord! En fornøjelse at tænke tilbage på...Om et par dage.
Han slog et kort klik med tungen og trak let på skuldrene.
"Der er sket mange ting. Tydeligvis...Er visse folk meget nærtagende og svage af sind. Som Prinsen af Dvasias hader mig, ligeså respekterer jeg ikke ham. Han elsker åbenbart børn. Såå..." Ville Rei høre den lange historie? Han sukkede svagt og lod sig falde tilbage i sengen, så han igen lå ned. Hans hoved dunkede...Hans ene hånd gled igennem håret, der var fuld af snavs. ømheden i baghovedet mindede ham om flere ting.
"Kort sagt, hvis du virkelig vil vide det..." sagde han så og lod hånden falde ned langs siden, mens han lukkede øjnene og prøvede at slappe lidt af i kroppen.
"...Så brændte jeg byen Iceila af i Manjarno. Det var jo bare for sjov og det var ganske underholdende for os begge to. Men rådgiveren, hvad jeg ikke vidste hun var på det tidspunkt, Macaria...Hun kan ikke lide grillede børn. Så hun hev mig med til prinsen, der ville se mig hoved rulle..." fortsættelsen var virkelig ikke køn.
"...Jeg var tvunget til at undskylde for det, hvis jeg ville overleve det. Så det gjorde jeg...Så min straf. I stedet for at blive et godt hoved kortere, skulle jeg deltage i en kamp og lege lidt med drage under kampen, mens Macaria tog tronen, så hun kunne give landet til dronningen og blive endnu mere berømt..." han viftede let med den ene hånd.
"Jeg har nu udstået min straf og kan komme videre med mit eget liv" tilføjede han til sidst. Endnu en gang åbnede han øjnene og så over mod Rei. Trods alt havde han overlevet og det var alt han havde besluttet sig for...Han var ikke blevet leder for at dø med det samme. Han havde overlevet, selv om det havde krævet nogle ting, han ellers ikke gad. som at undskylde og deltage i en kamp han absolut intet fik ud af, andet end skadede vinger og fødder. Om han havde lært ikke at brænde byer af med en fremmed, til en anden gang? Nah...egentlig ikke. ikke alle kunne jo være rådgivere!
"Og hvad har du så fornøjet dig med på det sidste?" spurgte han ligeud. Nu skulle det hele jo ikke handle om ham selv, vel?

[Deleted]

Som han sad her i sin stol og lyttede bevidst til Zeans ord, så lød det jo ikke bevidst til at han havde været ude på at opgive hele sin drøm. Dog kunne han godt høre på ham at det lød til at kongehuset gav ham problemer. I aller værste tilfælde ville det gå hen og blive en politisk udfordring på senere hold, men nok om det!
Han satte albuen på armlænet og satte hagen mod sine knoger i en knyttet næve.. tænksomt.
"Med andre ord du blev afstraffet fordi dronningens rådgiver fangede dig på falderebet. Det kunne gå hen og give dig alvorlige problemer med at sætte dine klør på fast grund her i Dvasias." Kommenterede han køligt og næsten som var det mere ment som en notis til ham selv end en advarsel til Zean. Trods det gjorde tingene en anelse mere besværlige, så var det langt fra kritisk. Macaria.. han havde mødt hende i en flygtigt øjeblik, længe før krigen udbrød.. jah, selv endda før deres udflugt til bjergene.
Han rettede sig op i stolen og samlede sine dokumenter på skødet. Kiggede dem igennem én for én. Småting var det rent ud sagt og næsten ligegyldigt, men alligevel aldeles nødvendigt.
"Jeg er gået på jagt. Venter tålmodigt på et resultat og håndtere en del småting i undergrunden. Det har skabt røre blandt folket at Dødsenglene er kommet tilbage og flere af Marvalos tilhængere har dannet små oprørsgrupper, som forsøger at skabe ravage. Det kedelige sager, men om ikke andet nødvendigt. Flere af de gamle slægter, som før spillede en stor rolle er begyndt at samle sig. Ene og alene fordi mit navn flyver rundt for vilde vinde." Svarede han direkte og lod ikke dialogen fratage ham sit fokus fra sine dokumenter. Den sorte skjorte stod åben ved kravebenet og en hånd strøg sig gennem de lyse lokker. Nej, hans ærinder var skam ikke en hemmelighed for Zean på et plan som dette her. Han havde selv valgt at stille sig bag Zean og støtte ham for at få Dødsenglene tilbage på sporet. Om end, nu hvor Marvalo sad på magten ville det være lidt nemmere at tage hånd om nogle af de mere beskidte anliggender.

[Deleted]

Han havde forventet Rei måske ville være skuffet eller utilfreds, enden over ham eller på hans vegne...Men Rei virkede fuldstændig ligeglad. Han lukkede øjnene. Forskellige billeder fra krigen fløj forbi hans blik, billederne han ønskede at glemme mere end noget andet. Det havde været sjovt og forfærdeligt på samme tid. Hvordan kunne han nyde billederne af død og ødelæggelse, men samtidig føle sig dårligt tilpas?
Lugten af brændt kød hang stadig i næsen på ham, konstaterede han og pludselig havde han kvalme...en kvalme han bekæmpede og ignorerede på bedste vis. Hans øjne åbnede sig igen og så op mod loftet. Mon Eriz var her? Selv hvis hun var, ville han ikke se hende eller snakke med hende. Ikke endnu, i hvert fald.
”I sig selv er det ikke besværligt. Jeg har endnu ikke mødt dronningen og der er mulighed for at hun vil syntes bedre om mig...Måske. Dertil er jeg kommet rimelig tæt på Macaria og der er en chance for jeg kan udnytte hende...” svarede han en smule drømmende.
Undergrunden, warlocks...Var der virkelig lidt oprør? Men det var vel kun naturligt. Dødsenglene havde aldrig været populære.
”Jeg har også mit hyr med nogle gamle familier, der forlanger jeg tager vores værdighed tilbage ved at korsfæste Kimeya...” han smilte svagt ved denne tanke. De havde vel begge deres små grupper af oprørere....
”Men det lyder jo godt nok...” Han ville egentlig gerne sove nu. Han havde brug for det. Hans krop var smertefuld og uden energi. Han ville nok få svært ved at sove...I morgen. Men lige nu følte han at han sagtens kunne falde i søvn. I morgen måtte han prøve at få et bad og noget mad, men lige nu...Blot det at sove. Hans øjne gled i og han mærkede allerede hvordan bevidstheden blev sløv og dunkel, som udmattelsen tog mere og mere over.
Hvis Rei ikke havde mere at snakke om...Ville han sove.

[Deleted]

Der var grund for ikke at tage så let på situationen. Var Zean på rådgiverens dårlige side, så var det klart et faktum at han ville være på dronningens dårlige side også. Om end, så skulle der nok komme en løsning på det. Et sted fandt han det foruroligende at Zean kunne ende op i en tilstand som denne, ved at blive bondefanget. Det var ikke en tanke han fandt særligt betryggende. Så meget mere grund til at få sat gang i nogle af de andre planer han havde sat sig for. Skulle det vise sig at han blev nød til at redde sin lille Dødsengel fra flere problemer, som dette her.
Han havde brug for Zean. Der var ikke andre end ham der kunne stå som et forbillede for Dødsenglene og hvad bedre var så var de hinanden nytteværdige. Han ønskede at se Dødsenglene blomstre i flor, som de engang havde gjort det. Se dem sprede død og ødelæggelse omkring sig for at sætte et standpunkt for hvad Dvasias oprigtigt var kendt for. I en verden som denne, var langt de fleste bleven alt for blødsøden.. det ville næsten være en skam at sige at kalde det for mørkets rige..
"En smule modstand har aldrig gjort nogen skade.." Endte han kortfattet og kiggede op mod Zean igen. Manden var træt efter en så hård krig, så meget kunne han se, men alene smerterne han lå underkastet, fik et behag til at skinne gennem ham.
"Hvil dig. Så kan vi tage fat om detaljerne når du er frisk igen." Konstaterede han og satte atter igang med sine dokumenter. For nu ville han blot vide sig sikker på at Zean kom helskindet gennem natten, så kunne de finde tiden til det mere alvorlige på et senere tidspunkt.

//Out