Please be alive..

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ej dum, og kunne allerede nu tænke sig frem til, hvilke planer der udspillede sig i hendes hoved. Han kendte hendes moder, og hun skilte sig bestemt ikke meget fra den kvinde. Faktisk var det noget af det, som han havde en kæmpe respekt for. "Jeg kan allerede nu tænke mig til, hvem du har i tankerne," endte han sigende. Han vidste at hun ville indtage den rolle. Hun havde i hvert fald hintet til det længe nu.
Som hun lagde sig på ryggen, trak han armen en anelse til sig. Han forgudede hende, som havde hun været hans datter, selvom han var klar over, at det ikke var en rolle, som han kunne påtage sig, hvad det her angik. Men det gjorde han. Det var ham, der havde opdraget hende, og det havde han gjort, siden den dag hun var blevet født. At Salvatore havde fortalt hende hvem hendes moder var, forundrede ham egentlig ikke. Han havde bare valgt at holde den ting skjult for hende af en grund. Derfor falmede hans smil en anelse. "Så jeg går ud fra, at du ved hvem dine forældre var? Af status og erhverv?" spurgte han med en sigende mine, dog selvom han ikke kunne se hende. Han håbede og bad virkelig til, at det var en mulighed, som han ville få igen! Hvad han dog ikke ville gøre, for at kunne se hende smile igen, og vide, at han kunne beskytte hende. "Giv ham chancen. Han kan besvare rigtig mange af dine spørgsmål, og han kan hjælpe dig utrolig godt på vej," sagde han roligt. Ikke fordi at han ville trække sig helt fra hendes liv, for det var han på ingen måder interesseret i.. men Salvatore havde bare større mulighed nu, end hvad han selv havde.

[Jarniqa Dynithril]

Videre dum var Jarniqa ikke, og derfor var hun rimelig sikker på, at han nu havde forstået sammenhængen mellem hendes ord. Hun havde trods alt også kommet frem med mere end en hentydning, siden hun havde fundet ham ved bjergets fod. Det mest overraskende med dette var dog, at han ej lød vred eller frygtsom, som han sagde, at han havde regnet pointen ud. Hun fugtede de lyserøde læber. Han vidste nu, at hun ville gøre en indsats for at samle de manjanerne, som ej tiljublede den dvasianske besættelse. Endvidere betød det også, at han velsignede det. Derfor sagde hun ej heller mere.. Selv kendte hun trods alt ej heller til præcisionen af sin plan, som det nemlig var en plan, som skulle ses fra alle vinkler, inden hun kunne påbegynde den. Det smaragdgrønne blik holdt hun mod loftet. ”Ja, det gør jeg.. Jeg ved, at de arbejdede sammen, men også sås udover det.. Min moder var landets dronning, og min fader var hendes rådgiver,” endte hun med at sige, som hun selv troede, at det var hele historien. Selv vidste hun ej alt det omkring lederskabet, og at hendes fader var blevet landsforvist, og at hendes moder altid havde haft en finger med i spillet i hele verdenen. Derfor oplyste hun kun Damien om den sandhed, som hun kendte til. Hun skar en grimasse. Ganske vidst havde hendes fader aldrig direkte gjort hende noget, men stadig havde hun svært ved at acceptere ham.. Svært var det at acceptere en ny fader, når hun allerede følte, at hun havde en. ”Jeg ønsker ej at lære ham at kende.. Til hvilken nytte skulle det også være? Jeg ønsker blot, at han træner mig i magien,” svarede hun hårdt. Svært havde hun det ved at lukke ham ind, som hun naturligvis følte sig forsømt af manden, skønt hun godt vidste, at det ej havde været hans skyld. Hun kunne dog aldrig komme udenom, at hun var opvokset uden sine biologiske forældre, og at Damien derfor havde indtaget den rolle hos hende.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ikke dum, og han havde uden tvivl også regnet den ud. At hun ville være den som skulle samle manjanerne i et kæmpe oprør.. Han var bare bange for, hvad der skulle blive af hende, dersom det var det som hun endte med at gøre. Og sandt at sige, at han virkelig frygtede for, at han ville miste hende undervejs, for det ønskede han da på ingen måde. Han trak vejret dybt. "Gør nu ikke noget dumt.." endte han med en sigende mine, som han atter en gang vendt blikket mod hendes skikkelse. Nej, det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om, og derfor var han nok bare ekstra påpasselig. Et sted var han jo bange for, at hun på et tidspunkt ville åbne op for sin fader, og det som han nu kunne vise hende, for det var begrænset hvad han selv kunne. Et sted var det jo en tanke som direkte gjorde ondt. Virkelig, virkelig ondt. 
Damien lod kort tungen stryge over læberne, inden han igen lod hovedet falde tungt ned i det tørre hø under dem. Hendes fader havde om ikke andet, været ærlig.. og dog havde han undladet at fortælle mange ting. Han trak svagt på smilebåndet. "Har han fortalt noget om hvordan han mødte din mor?" spurgte han med en rolig stemme. Han blev nu bare liggende hvor han lå, for han var bestemt heller ikke ude på at skulle gøre ondt værre, for det var slemt nok som det var. "Luk ikke af for muligheden. Han har muligheden for at fortælle og vise dig flere ting, end hvad jeg nu har," fortalte han. Hvis hun skulle stable en oprørsk modstandsgruppe på benene, var det vigtigt, at hun lærte tingene at kende.. og den verden, som hun rent faktisk måtte befinde sig i. Der havde han jo gjort absolut alt hvad han kunne, for at beskytte hende. Det måtte straks laves om fra nu af.

[Jarniqa Dynithril]

”Bare rolig.. Selv ønsker jeg ej heller at lide en fatal skæbne,” sagde Jarniqa roligt i en ærlig tone. Sandt var det også, for hvem ønskede dog at komme galt af sted? Selv var hun kun 15, og derfor måtte hun selv mene, at hun havde mange gode år endnu. Rigtig mange endda. Når det så var sagt, ønskede hun dog også at gøre det rigtige, og i dette tilfælde betød det, at hun formentligt skulle gå nogle farligere veje, end hvad hun egentligt først havde planlagt. Det var nemlig sikkert og vidst, at det ej ville blive en dans på roser at stille sig op imod Dvasias. Derudover var der også det faktum, at hun aldrig før havde gjort noget lignende. Dog kunne end ikke det faktum stoppe hende lige nu.. De smaragdgrønne øjne lod hun søge Damiens hoved. ”Nej, han fortalte mig ej, hvordan de mødtes.. Men de mødtes vel også bare på slottet som dronning og rådgiver?” lød det fra hende, som det forekom hende ganske sandsynligt. Salvatore havde trods alt fortalt hende, at han havde arbejdet under hendes moder der. Mærkværdig forekom den tanke hende dog endnu, som det var svært at abstrahere fra, at hendes moder havde været dronning, og hendes fader kongelig rådgiver, og at hun derfor teknisk set var prinsesse, men levede sit liv som en fattig tyv. ”Hvis han føler, at han har noget at sige til mig, må han sige det.. Jeg ved dog ikke, om jeg ønsker et personligt bånd med den mand,” sagde hun ærligt. Indviklet havde hun det omkring emnet. På den ene side ønskede hun nemlig ikke at lære manden at kende, da han aldrig havde været der, men på den anden side vidste hun også, at det ville gøre ondt, hvis han bare var ligeglad med hende.

[Damien Nathanael Adams]

"Du har mange gode år endnu, Jarniqa.. Vær nu forsigtig," sagde Damien med en rolig stemme, som han igen lod blikket glide mod hende. Det var dog umuligt for ham at se noget som helst, og han tvivlede på, om han nogensinde ville komme til at se noget af hende, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Han sukkede ganske let. Hvor han dog hadede det!
Salvatore havde indvilget i at hjælpe hende, hvilket naturligvis var noget som glædede ham! Han ville jo gerne have at hun havde de bedste forudsætninger, og særligt nu hvor hele Manjarno var blevet underlagt Dvasias. Han brød sig ikke om den tanke, og selv gik han hellere døden i møde, end at erkende sin tilstedeværelse som et mørkt væsen, for det var han slet ikke! Han havde desuden også gjort alt hvad han kunne, for at forhindre, at det skulle forblive sådan for hende, for det ønskede han jo heller ikke. "Jeg forstår.. Jeg synes bare, at du fortjener at være kendt med den sandhed. Salvatore fik sig selv landsforvist fra Procias, for at hjælpe din moder.. Han er en mand, som du kan stole på," sagde han ærligt. Selvom han måske ikke havde været meget omkring, hørte han mangt og meget, og særligt efter at han var kommet til Manjarno og var blevet en del af Denjarnas hverdag. Salvatore var en umådelig stærk mand, og en, som de ville få god gavn af, som en del af den gruppe, som hun tilsyneladende ønskede at få stablet på benene. Han trak vejret dybt og med et suk. Han var træt.. det var hårdt at kæmpe, og særligt når konsekvenserne blev på denne måde. "Hvornår kan jeg fjerne bindet, Jarniqa?" spurgte han denne gang mere direkte. Allerede nu, var han ved at være ufattelig træt af, at have det på!

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa udmærket, at hun havde et godt liv foran sig. Ung var hun nemlig endnu, så klart var det derfor, at hun havde en del år igen. Derfor agtede hun også at passe på, alt imens hun udrettede, hvad hun fandt rigtigt. En reel chance havde hun vel også, eftersom det var Dvasias, som havde bevæget sig ind på deres grund. Overraskende vendte hun blikket mod Damien, som han nævnte, at hendes fader var blevet landsforvist for hendes moders skyld. Nej, det havde hun ikke just vidst.. ”Han måtte have holdt af hende..,” endte hun stille med at sige, inden hun slag et suk. ”Jeg er dog ikke min moder. Derfor er der ingen som siger, at han overhovedet bryder sig om mig. Jeg ønsker ej heller, at han bare er der for mig, fordi han føler sig tvunget.. I så fald vil jeg hellere være foruden.” Ærlige var hendes ord skam, da det ville være værre at vide, at hendes fader var utilfreds med hendes eksistens, end slet ikke at have en fader. Igen lagde hun sig om på siden, som han hentydede til, at han ønskede at få fjernet bindet. Selv vidste hun ikke, hvordan det måtte føles at have på, men umiddelbart kunne hun forstille sig, at der var det, som alligevel føltes bedre. ”Vi kan prøve at fjerne det i morgen.. Jeg har aldrig prøvet at gøre dette før, og derfor ved jeg ej heller, hvordan resultatet vil blive. Jeg tror dog, at det er bedst, hvis du sover med det på,” sagde hun i en rolig tone. Selv greb hun om kappen, der mistænkeligt havde krøbet sig meget over på hendes halvdel, og lagde den godt over hans krop i stedet. ”Sov nu.. Jeg kan forestille mig, at du må være træt,” sagde hun venligt.

[Damien Nathanael Adams]

Damien blev liggende og med blikket vendt mod hende, også selvom han lå med ørene på stilk, da han bestemt ikke ønskede at blive overrasket af noget som helst her! Det skulle bare ikke have lov til at komme bag på ham, hvis de blev angrebet. Han nikkede. "Det gjorde han," sagde han blot. Det var i hvert fald hans indblik i hvordan den mand havde det med tingene, for hvem ville opgive en status som leder i Procias, til fordel for en landsforvisning, for et hjælpe et enkelt individ? Hvor meget Jarniqa i det hele taget vidste om den mand, skulle han ikke kunne sige. "Det eneste jeg beder dig om, er ej at lukke af for muligheden. Hvis han ej ønskede dig, var dette nok gjort tydeligt allerede," forklarede han med en rolig stemme, også fordi at det var sandt.
Damien var træt.. og han vidste, at han måske burde lægge sig til. At hun lagde kappen mere over ham igen, fik ham til at sukke.. Han ville jo hellere have, at hun havde det! At han så skulle sove med det på, bifaldt han ikke just. Det var rent faktisk en frustration uden lige, men.. han måtte vel bare lære at leve med det? Han nikkede. "Det er ikke behageligt, men jeg skal da gøre et forsøg på det," sagde han endeligt. Han lagde sig til. Han havde ikke energi, men at lægge sig til, og vide, at hun kunne fryse.. det var han ikke meget for. "Tag kappen, så skal jeg nok lægge mig til," sagde han roligt. Selvom han dog ej gabte eller lignende, lagde han sig blot til på den halm under dem. Det var hjemme.. hun var der, og det var trygt. Alene den tanke, gjorde så også, at der heller ikke gik lang tid, før han måtte give efter for en meget tiltrængt søvn.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

På alle måder kom det bag på Jarniqa, at Salvatore ej var manjaner, men derimod var procianer, og at han var blevet landsforvist for hendes moders skyld. Selv havde hun aldrig talt med en, som havde handlet således, men specielt var det uden tvivl. I deres tilfælde havde det vel været en slags kærlighedserklæring? Et tegn på troskab måtte det dog også have været, men der måtte også siges, at han var blevet belønnet i en mægtig grad. Kongelig rådgiver var trods alt ikke en lille titel.. Dog vidste hun stadig ikke, hvor hun stod i forhold til sin fader. De havde trods alt intet bånd til hinanden. Svagt endte hun med at trække på skulderen. ”Hvis han virkelig ønsker mig, burde han ej heller lade sig stoppes af noget,” endte hun med at fastholde, som hun endnu ikke kunne få sig selv til at åbne op for den mand. Den mand var dog også det mindste af hendes problemer, som Damiens tilstand var det, som måtte fylde allermest i hende. Selv vidste hun, at han lå i smerte, men ej kunne hun gøre mere, end hvad hun allerede havde gjort. Healer var hun ikke, og derfor vidste hun end ikke, om hun havde gjort det rigtige. ”Hvis jeg havde kunnet, havde jeg delt smerten med dig,” sagde hun stille, inden hun blidt klemte om hans arm. Selv mente hun sine ord, men selv vidste hun også, at han aldrig ville lade hende påtage sig nogen som helst former for smerte. Det var vel også en af grundene til, at hun holdt af ham? Hun vidste altid, hvor hun havde ham.. Mildt smilede hun, som han kun bekræftede hendes påstand. ”Sov blot,” var hendes eneste svar. Det syntes også at virke, for kort tid efter kunne man høre, hvordan hans åndedræt lød dybt og roligt. Svagt smilede hun for selv. Han havde brug for det.. Roligt satte hun sig op i halmsengen, så hun sikkert kunne putte ham under kappen, så han lå trygt pakket ind.

// Out