Please be alive..

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg kan fortælle, at du hverken har forstuvet eller brækket noget lige umiddelbart.. Hvis man ser bort fra dine øjne og lår, er din krop dækket af nogle hudafskrabninger. De er dog blot overfladiske i forhold til dine andre skader,” oplyste Jarniqa ham, som hun måtte være hans øjne nu. Mærkværdigt og forkert fandt hun det, da hun var vant til, at det var ham som tog sig af hende. Dog havde hun intet imod endelig at gengælde tjenesten, som han altid havde været en klippe for hende. Langsomt lod hun ham drikke af kruset, hvor hun lod ham drikke det hele, som han på intet tidspunkt gav udtryk for, at han ej kunne mere. Forsigtigt fjernede hun kruset fra hans læber, som han drejede hovedet bort igen. Det gjorde også, at hun roligt lagde hans hoved tilbage i halmen igen, hvorefter hun stillede kruset på gulvet. Automatisk søgte hendes smaragdgrønne blik hans, som han greb om hendes hånd. Ondt gjorde det dog, som hans syn var blevet tildækket med det klæde, som hun havde lagt over hans øjne. Igen mærkede hun foragten i sig.. Ej overfor ham, men overfor dem, som havde gjort dette ved ham. Som hun mærkede det lette tryk om sin hånd, førte hun deres hænder op til hendes mund, så hun blidt kunne kysse hans håndryg. ”Jeg lover ikke at gøre noget dumt,” sagde hun roligt. Om hun havde tænkt sig at gøre noget dumt? Nej, det havde hun bestemtikke. Hun havde derimod i sinde at overveje, hvad hun skulle gøre, inden hun ville slå til mod Dvasias, for et modsvar ville der bestemt komme! De skulle nemlig bestemt ikke tro, at der ej var nogen konsekvenser ved deres handlinger! Hans hånd sænkede hun ned i halmbunken, så hun i stedet kunne løsgøre sin kappe og lægge den over ham. ”Men du burde ikke bruge kræfter lige nu.. Hvil dig i stedet. Jeg skal nok sørge for, at ingen kommer her.”

[Damien Nathanael Adams]

Så lang tid, at der ej var noget forstuvet eller brækket, var Damien glad. Det betød nemlig, at de sår som han havde pådraget sig, var nogen af slagsen, som han nok skulle komme sig efter, og det var det som havde betydning for ham lige nu. "Hvilket vil sige, at jeg nok skal komme mig.." sagde han endeligt. Det var rent faktisk det, som havde den største betydning for ham lige nu, og det var det som han gerne ville stå ved, når det endelig skulle være. Han trak vejret dybt og med et ganske svagt smil på læben. Nu hvor han havde fået noget at drikke.. og hans sår var blevet tilset og behandlet, kunne han vel godt tillade sig at slappe bare lidt af? 
Hånden holdt han godt i. Et sted var han naturligvis bange for, hvordan hun ville tage dette, også fordi at han jo kendt hende. Måske at hun ikke var den som drog forhastede konklusioner, men han vidste, at der selv i hendes stille sind, var noget undervejs og under opsejling ved hende. Han kendte hende jo så godt, og det var jo også det som han var mest bange for, for han kunne for pokker da ikke beskytte hende længere, og gud hvor var det frustrerende! Han kunne i hvert fald ikke gøre det på den samme måde, som han til nu havde gjort det. Kappen som blev lagt om ham, fik ham svagt til at smile. Selv krydsede han fingrene for at den mikstur som hun havde lavet, var noget som kunne tage redde bare.. en smule i forhold til hvad de havde nu.. Han håbede virkelig, virkelig på det. "Jeg kender dig, Jarniqa... du må gøre dig mange tanker, ved at se på det her nu.. Bare lov mig, at du nu ikke gør noget dumt og overilet," endte han. Han lagde sig ned. Energien til andet, kunne man bestemt heller ikke påstå, at han havde. Han var faktisk træt!

[Jarniqa Dynithril]

Svagt og en smule trist måtte Jarniqa trække på smilebåndet. Ja, han ville komme sig, men næppe som han før havde været. Selv havde hun gjort, hvad hun kunne, men af den årsag kunne hun stadig ikke lade være med at frygte for hans syn. Aldrig havde hun set en med pile i øjnene. Ej heller kunne hun just sige, at hun nogensinde havde hørt en komme sig over det. Derfor måtte det være den del af ham, som hun frygtede allermest for, og desværre var det en af de værste dele. Dog ønskede hun ikke at sige det til ham, da hun ikke ønskede at fjerne hans håb eller tynge hans hjerte. Nej, hun ønskede blot at hjælpe ham det bedste hun kunne. ”Det vil du,” sagde hun stille, hvor hun udelukket refererede til de overfladiske sår. Ganske vidst var hun rimelig sikker på, at han ville komme til at gå igen, men i denne her tilstand turde hun ej heller at love ham noget. Det smaragdgrønne blik lod hun kortvarigt glide bort fra ham, som han igen ønskede, at hun afgav ham et løfte. Selv vidste hun, hvad han mente, og derfor vidste hun også, at hun undveg den fulde sandhed, uden at hun løj. Et sted gjorde det ondt på hende, at det skulle være således, men på den anden side følte hun ikke, at det kunne være anderledes.. Der skulle retfærdighed til, og det kom ikke så længe hun blev her i Benden. ”Jeg lover, at jeg ej gør noget dumt og overilet.. Bekymre dig ej om mig.. Plej derimod dine sår. Det er, hvad der tæller nu,” sagde hun mildt til ham. Nej, hun ville ikke gøre noget dumt og overilet, som hun derimod ville gøre noget gennemtænkt og nødvendigt. Og ja, han behøvede virkelig at tilse sine sår, fremfor hendes.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde det bestemt ikke særlig godt, og han vidste jo godt, at synet ville være tabt i værste tilfælde. Han skulle nok komme stærkt igen med benet, men det var det andet, som faktisk plagede ham mest og særligt fordi at det ville gøre det svært for ham at begå sig i forvejen. Selv kendte han Jarniqa godt nok til at vide, at hun nok allerede havde gjort sig tanker omkring hævn og modstand, så det han var mest bange for, var de overilede tanker, og det var det som var det mest skræmmende ved det hele. "Jeg er ikke tankelæser.. men jeg ved, at der går rigtig mange tanker igennem dit hoved, som vi snakker lige nu... Jeg vil bare ikke have, at du gør noget overilet," sagde han med en rolig stemme.
Damien sukkede tungt og vendte blikket mod hendes skikkelse, dog selvom det hele var så mørkelagt, og han intet var i stand til at se.. Han kunne næsten forestille sig, at det syn ville være ødelagt for resten af hans liv nu, og ikke var det en tanke som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.. Han havde det virkelig dårligt med det. "Jeg vil nok aldrig være i stand til at se igen, min pige... men jeg vil blot bede dig om at være forsigtig. Der sker ting og sager derude nu.." sagde han dæmpet. Han frygtede for deres sikkerhed.. Nok mere hendes, end hvad han frygtede sin egen, men hvad fanden.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige, så havde Damien ret.. Der var ikke blot én tanke, som florerede rundt i Jarniqas sind, men derimod mange. Hun ønskede hævn.. Hun ønskede, at Dvasias ville fortryde, hvad de havde gjort! Der måtte være andre end hende derude, som havde det således.. Hun kunne umuligt være den eneste! Ganske vidst var manjanerne et ganske fredeligt folk, men ønskede de ikke også at forsvare sig, når de blev gjort uret? Selv var hun i hvert fald vis på, at der måtte være en gruppe som delte hendes mening! ”Hvornår har jeg nogensinde gjort noget overilet?” lød det fra hende med et glimt i øjet, skønt hun vidste, at han mente sine ord dybt seriøst. ”Jeg ønsker blot at sikre vores tilværelse.. Intet andet.. Tiden er for lidt til at blive lagt i lænker eller dræbt.” Hvad Dvasias næste træk var, vidste hun ikke, men videre spændt var hun ikke just.. Forsigtigt valgte hun at lægge sig i halmen ved hans side, hvor det denne her gang blev hende, som beskyttende og varmende lagde armen over ham. Vant var hun til, at de delte seng, men vant var hun ikke just til, at det var hende som skulle sørge for ham. ”Ingen har indtil nu opdaget mig, så hvorfor skulle de gøre det nu? Og med hensyn til min sikkerhed, er jeg allerede blevet stærkere. Jeg skal nok klare mig.. Vær vis på det,” sagde hun stille, og selv måtte hun også føle en vis tiltro til ordene. Indtil nu havde hun klaret sine tyverier, uden at blive straffet. Derudover vidste ingen, hvem hun virkelig var. Og til sidst var hun begyndt at modtage lektioner i magi, så hun blev virkelig stærkere.

[Damien Nathanael Adams]

Damien kendte hende, og på visse punkter, kunne man vel godt sige, at hun lignede sin mor en smule for meget? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det var rart at se noget skinne igennem. Den målbevidsthed og den retfærdighedssans.. det var som at se hendes mor, og han kunne jo godt lide det. Svagt måtte han alligevel trække på smilebåndet. Tanken var god, men han var i den grad ikke overbevist. "Du bærer din moders stædighed, Jarniqa.. Du er en ung kopi af hende, og så længe kendte jeg hende ikke engang. Jeg ved at mange tanker florere i dit sind," sagde han med en dæmpet stemme. Frygten for, at hun skulle komme noget til, var uden tvivl stor for ham, og han kunne så sandelig heller ikke lide den. Hvad skulle han gøre ved det? Det var det, som han synes var det svære.
"Livet er ikke det værd i lænker eller slået ihjel.. Jeg frygter hvad den dvasianske hær vil komme til nu, hvor de har indtaget Neutranium." Selvom han følte sig sikker nu, var det bestemt ikke ensbetydende med, at han ville føle sig sikker i morgen. Et svagt smil passerede hans læber. Normalt var det ham som lå og sikrede sig at hun havde det varmt og godt.. Det kunne han ikke lige nu. Med bind og alt på, så måtte han jo forblive i sin menneskelige skikkelse. "Kom her," bad han, inden han selv møvede sin ene arm om hende, så hun kunne komme helt tæt. De var nødt til at holde varmen, og han ville jo heller ikke have, at hun skulle ligge og fryse. "Du bliver stærkere.. jeg kan både se og mærke det. Vær nu blot varsom.. Det skal ikke ende i hovmod," sagde han endeligt, inden han igen vendte sig mod hende. For alt i verden, ønskede han jo ikke at lægge hende i graven lige så!

[Jarniqa Dynithril]

Let trak Jarniqa på smilebåndet. ”Hvis jeg er en ung kopi af min moder, ved du vel også, hvad jeg allerede har besluttet mig for, og hvad der vil ske herfra.” Vovet var det måske at sige i og med, at hun ville gøre noget, som han ej ville bifalde. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at han altid havde sagt, at han havde holdt af hendes moder, og hvis han havde gjort det, så kunne han vel ikke bebrejde hende for dette? Hun ønskede retfærdighed, og var det virkelig så slemt af hende? Han var måske bekymret for hende, som han muligvis så på hende som hendes fader, og for det måtte hun alligevel holde af ham. Dæmpet sukkede hun. ”Ej har de indtaget Neutranium, som der ikke længere er der til at blive indtaget. Der er intet tilbage.. End ikke tronen. Jeg er trods alt den, der forvandlede slottet til stumper og stykker,” sagde hun ærligt. ”Hvis Dvasias ønsker at sidde på magten her, skal de have et sted.. Og hvem siger ikke, at samme skæbne skulle det sted?” Sandt at sige, så agtede hun at ødelægge alt, hvad de ville forsøge at bygge. De skulle vide, at de ej var velkommende her, som det ej var deres. De havde muligvis kommet hertil med deres hær, men det betød ikke, at det ville blive deres. Svagt trak hun på smilet, som hun nu også mærkede hans arm om sig, hvor hun lod sig putte ind til hans krop. Tryg måtte hun føle sig her, som det var normen, skønt han lige pt. var sønderrevet. Hovedet lagde hun ind mod ham. ”Jeg skal nok passe på.. Jeg ønsker trods alt ej heller, at noget hænder mig,” sagde hun stille, for selvfølgelig ønskede hun hverken at dø eller blive blind, som ham.

[Damien Nathanael Adams]

Damien kendte til Denjarna, og ved at kende til hende, kunne han jo kun forestille sig, hvilke tanker som spredte sig i hendes tanker og sind, og det var lidt det, som han reagerede på. Han var virkelig bange for, at det som hun havde i sinde, ikke ville være gennemtænkt, og at der i så fald, ville ske hende noget, for det ønskede han på ingen måde! "Og det er netop det, som jeg er bange for," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Et sted var det uden tvivl en tanke, som gjorde ham.. usikker, og særligt fordi at han intet kunne gøre, for at passe på hende, eller beskytte hende længere, og det var slet ikke noget som gjorde sagen meget bedre.
Armen lagde Damien ganske forsigtigt omkring Jarniqa, så hun kunne komme tæt ind til ham, og så han selv kunne holde hende en smule varm, for det var det, som han gerne ville.. Han ville jo ikke have, at hun skulle rende rundt og have det skidt eller blive kold for den sags skyld. "Neutranium står måske ikke som det førhen har gjort, men hvis de har nået at sætte sig på tronen, inden det faldt sammen, så... er landet her blevet mørkt, Jarniqa... Jeg er bange for, at der intet er at gøre," sagde han med en ærlig stemme. Uden Denjarna til at lede hærene, var det begrænset hvad de kunne gøre, og særligt når landet var så... ødelagt og splittet som det var i forvejen. "Ej heller gør jeg, min pige.. Det er du for vigtig til.. Vi skal finde en, som i forvejen, kan hjælpe dig med din magi," sagde han endeligt. Han havde jo ikke nogen anelse om, at hun rent faktisk havde hilst på sin biologiske fader. Han havde bragt manden hertil.. men derfra havde han jo intet hørt.

[Jarniqa Dynithril]

Selv ville Jarniqa ønske, at hun blankt kunne vaske hans tvivl af banen. Det kunne hun bare ikke.. For hvor meget hun end holdt af ham, kunne hun nemlig ikke stoppe sig selv i at gøre det, som hun fandt rigtigt. På den måde kunne han vel også være stolt af hende over, at hun var så stærk i sine holdninger? Svært var det nemlig at skulle tackle, at han skulle være skuffet over hende. Intet sagde hun dog, som hun blot lagde sit hoved ind til hans krop. Selv havde hun nemlig allerede taget beslutningen, og derfor vidste hun også, at den ikke bare ville blive ændret. ”Måske nåede de at sætte sig, måske gjorde de ikke.. Udfaldet skal dog være det samme lige meget hvad, og det er, at vi ej accepterer det,” sagde hun sigende. ”Jeg håber ligeså, at du vil nægte at anerkende dig som en dvasianer..” Utroligt fandt hun det et sted, at han ej havde en større nationalfølelse, eftersom han havde været hendes moder nær. Dronningen. Det kunne dog også være årsagen til, at han aldrig havde nævnt den side af historien til hende før.. Fordi han ganske enkelt var ligeglad med landene.. Det kunne hun dog umuligt være, da det jo var her, at hun boede! Hun bed sig selv i læben, som han sagde, at han ønskede en læremester til hende. Skulle hun sige det? ”J-Jeg har allerede en, som lærer mig magiens brug,” endte hun sandfærdigt med at sige. ”Jeg mødte Salvatore, og indtil nu har jeg haft nogle enkelte møder med ham,” fortalte hun. Hun burde måske kalde ham far, men umådeligt forkert fandt hun det, som hun endnu ikke så ham i den rolle. Det var jo Damien.. Det var ham hun havde al det personlige med, hvor hun indtil nu kun havde magien tilfælles med Salvatore.

[Damien Nathanael Adams]

Damien kendte Dynithril-familien godt nok til at være kendt med den stædighed og retfærdighedssans som de måtte have. Dertil måtte selv han sige, at det var noget af det, som gjorde familien ganske unik. De ville uden tvivl kunne vælte den verden som de var en del af, ved at være så stolte og så stædige, som de var lige nu, og det var lidt det, som han holdt fast i, i den anden ende. "Jeg vil være en manjaner for resten af mit liv, og til den dag, jeg ender det. Aldrig vil jeg anerkende det dvasianske.. jeg kender de væsner og deres ideologi.. og jeg går hellere døden i møde, end at blive en del af den," sagde Damien med en ganske bestemt tone. 
Trætheden havde meldt sig, men det var ikke noget, som han kunne tage sig af lige nu. Uanset hvad, så var det bare.. hårdt. Virkelig hårdt, at det skulle være på den måde. Tænderne bed han svagt sammen. Han havde hendes duft i næsen og kunne mærke hende. Der var intet, der kunne ramme ham lige nu. Han var mest bange for, hvad hun ville gøre, og at hun netop ville handle overilet, for det ville han jo heller ikke have. At hun derimod havde mødt sin far.. fik ham til at lytte meget intenst. Han trak let på smilebåndet. "Jeg frygtede du ville slå ham ihjel, når du så ham.. At han hjælper dig, det... det er jeg glad for," sagde han med en rolig stemme. Han sørgede bevidst for, at kappen lå mere om hende, end den lå over ham, for han ville jo bare gerne passe på hende, på den måde, som han nu kunne. For ham, var det virkelig vigtigt. Hun var jo også alt han havde.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds måtte Jarniqas mine blive, som han alligevel endte med at forsikre hende, at han aldrig ville anerkende sig som dvasianer. Godt.. I så fald kunne han vel ej heller blive direkte arrig over, hvad hun havde i sinde? Hun havde trods alt kun i sinde at forsvare, hvad der retmæssigt var deres. Forbandede dvasianere! Aldrig havde hun haft et agenda mod nogen, men nu havde hun! Hvad Manjarnos skæbne ville blive herfra, vidste hun ikke, men spændt var hun ikke, som hun ej ønskede at dagen ville komme. ”Det vigtigste er, at vi manjanere holder sammen i denne stund. Hvis blot vi holder sammen, vil de aldrig kunne opnå, hvad de ønsker. Vi skal være den torn i øjet på dem, som de ej kan få ud,” sagde hun stille, og dog ganske bestemt, som hun på alle måder mente sine ord! Hun ønskede oprigtigt at sabotere alt, hvad fjenden skulle planlægge. Spørgsmålet var bare, hvad deres træk ville være, og hvordan hun ville gøre det. Indtil nu havde hendes stærke magi været forbundet med de følelser, som hun havde, men måske kunne hun altid forbinde den til sit nyfundne had til Dvasias? Skævt måtte smilet glide over hendes læber, som han nævnte, at han havde frygtet, at hun havde slået sin fader ihjel. Hun fingrede lidt med kappens stof, som dækkede dem. ”..Jeg forsøgte,” indrømmede hun. ”Jeg slog ham ned med en vase, som ramte ham direkte i hovedet.. Jeg tror faktisk, at han besvimede for nogle sekunder.. Derefter affyrede jeg en pil mod ham, som han selv formåede at afværge i sidste øjeblik.” Ja, hun havde uden tvivl forsøgt at myrde sin fader i de første par minutter. ”Jeg endte dog med at lade ham leve, hvor jeg tog ham til mors grav.. Selvfølgelig uden, at han vidste, hvor han kunne finde den.. Dernæst medvilligede jeg i, at han måtte lære mig magi.” Hun bed sig selv i læben. ”Det er for resten mig, som lavede sprækker i alle vores vinduer.”

[Damien Nathanael Adams]

Til enhver tid, ville Damien hellere gå døden i møde, end at anerkende sig selv som en dvasianer. Han var på ingen måder mørk af sind eller sjæl, og det skulle de heller ikke have lov til at  gøre ved ham! Slev nu hvor han intet kunne se, var det måske sværere at gøre modstand for ham vel og mærke, men kunne han, så ville han til enhver tid gøre modstand i den grad, at han kunne gøre det! "Det er vi nødt til. Det spørges bare hvordan. Vi er spredt for vilde vinde, Jarniqa.. og særligt efter at Dvasias har gjort sit indryk," sagde han endeligt. Han havde jo set, hvor få der rent faktisk havde gjort modstand, da de havde taget Neutranium. Kunne det virkelig passe, at de bare havde vadet direkte ind, og uden at møde modstand, før de var nødt det punkt? 
At hun derimod havde forsøgt at ende Salvatores liv, forundrede ham egentlig ikke. Dog var han kun glad for, at det ikke var endt med at lykkes for hende, for ellers ville det jo først for alvor gå galt, og det ønskede han på ingen måde. Den mand kunne hjælpe hende, og så lang tid, at hun var åben for muligheden, så skulle det vel nok gå, ikke? Han trak træt på smilebåndet, og med blikket vendt i hendes retning. "Jeg frygtede lidt for det.." sagde han ærligt. Han slappede langt mere af nu, også ved at vide, at der rent faktisk var nogen som kunne hjælpe hende, og særligt med den ting, som han ikke selv kunne hjælpe hende med. "Bare han kan hjælpe dig. Det er virkelig vigtigt, at det kommer under kontrol.. Jeg vil stadig værdsætte, at du var påpasselig derude.. Det er en virkelig farlig verden nu," sagde han endeligt. Bare tanken om, at der skulle ske hende noget, var direkte.. frygtelig. Det var slet ikke noget, som han ønskede at have på sig, og særligt ikke, når han ikke kunne gøre noget ved det.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa bed sig selv i læben, som han havde ret på sin vis. Selv forstod hun ej heller, hvorfor hun og Damien havde været de eneste udefra stående, som havde gjort noget. Var folk i virkeligheden ragende ligeglad med det land, som de levede i? Ønskede de ej at forsvare, hvad der var deres? Selv nægtede hun at tro, at alle måtte være sådan! Der måtte være nogen derude, som havde samme tanke som dem! De havde vel bare ikke været til stede i Ityrial den dag? Selv håbede hun i hvert fald, at det havde været således, da det ellers var direkte skammeligt! ”Vi er måske spredt for alle vinde, men hvad hvis der er en, som kan samle dem? Hvad hvis der er en, som kan samle en flok og udgøre en reel trussel mod Dvasias?” spurgte hun ham, som det faktisk var den plan, som havde begyndt at tage form i hendes sind. Spørgsmålet var dog… kunne hun mon samle en flok om én sag? Og kunne hun lede den mod den ene sag? Hun havde trods alt aldrig prøvet noget i den dur.. Hun vidste kun, at hendes moder havde..
Svagt måtte Jarniqa alligevel smile over hans ord, skønt det var en ganske morbid tanke, at hun havde forsøgt at slå en ihjel.. og sin fader endda. ”På sin vis kunne man sige, at det havde været din skyld, hvis det havde endt således.. Du siger trods alt, at du frygtede det, og jeg ved, at det var dig, som plantede ham der,” endte hun med at sige. Dog med et glimt i øjet, som han alligevel ikke ville være i stand til at se. Underligt var det at tænke således.. Tænk, hvis han aldrig fik sit syn igen? Hun sukkede dæmpede. ”Jeg gør mit for at lære det.. Jeg kunne dog ikke stoppe mig selv, da jeg så, hvad de gjorde ved dig.. Ej heller kan jeg sige, at jeg fortryder det nu.”

[Damien Nathanael Adams]

At samle et splittet land om en fælles sag, ville blive en udfordring, men som sin moders datter, var Damien ikke i tvivl om, at hun ville være i stand til at gøre lige så. Hans blik gled mod hendes skikkelse, uden at smilet forlod hans læber på noget tidspunkt. Lige nu hvor smerten var aftaget, var det faktisk ikke så slemt for ham. Frygteligt var det at vide, at han nok ville forblive blind for resten af hans liv, hvis ikke noget mirakuløst ville dukke op. "Jeg tror de ønsker at gøre modstand, men ikke ved hvordan de skal gøre det," sagde han. Der var den lille hær, som var blevet retur efter Denjarnas bortgang.. Og de havde kæmpet med næb og klør i beskyttelsen af Neutranium, og det var derfor, at selv han havde detlaget i det. Han selv ønskede jo ikke at se landet falde, og slet ikke til mørket!
Salvatore var i den grad den rette til at hjælpe Jarniqa, og at manden havde indvilget, og hun havde taget imod, var han naturligvis glad for. Så vidste han, at det om ikke andet, var noget som kom under forbedring, og særligt nu hvor tanker og følelser, var ved at løbe af med hende i forvejen. "Jeg faldt over ham ved et rent tilfælde.. Jeg ville ikke lade chancen passere.. og særligt nu hvor jeg er sikker på, at du ved hvilken rolle han egentlig har spillet i dit liv." Nej, det var ikke fordi at Damien ønskede at miste hende, for det gjorde han da slet ikke! Et kort smil bredte sig på hans læber. "Hvorfor kommer det ikke bag på mig? Det er noget som vi godt kan gøre noget ved.. bare du får det andet under kontrol, og lærer at styre det," sagde han roligt. Dertil kunne man i hvert fald godt sige, at hun havde hans moralske opbakning. Så lang tid, at hun havde det godt, så var det virkelig det eneste, som reelt havde nogen betydning for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Som Damien smilede til Jarniqa, og som han sagde, at der måtte være nogen, som ønskede at gøre modstand, men som ej vidste hvordan, følte hun det som om, at hun fik hans velsignelse. Om det var hendes egen frie fortolkning af hans handlinger, var dog også en mulighed.. Hun var dog tilfreds med, hvad hun selv var nået frem til. Selv besad hun ingen erfaring indenfor større forsamlinger, men derimod et ønske for, hvad der skulle ske, og måske var det nok? Måske ville hendes moders blod også slå igennem hos hende? Selv kunne man i hvert fald kun håbe.. Hun smilte let. ”Der skal nok komme en, som vil ønske at samle og lede en modstandsbevægelse.. Bare vent og se,” sagde hun i en rolig tone. Hun ønskede at være den som gjorde det. Måske vidste han også allerede dette? Måske gjorde han ikke? Forsigtigt tog hun sin arm til sig, så den ikke længere lå over hans krop. Dernæst lod hun sig glide om på ryggen, så hun stirrede op i loftet over sig. Spindelvæv var der deroppe, men ligegyldigt kunne det være.. Det vigtigste var, at de havde tag over hovedet og vægge til at holde vinden borte. ”Hvilken rolle han som sådan har spillet i mit liv, ved jeg nu ikke endnu.. Han har trods alt kun været i mit liv for et par uger.. Derudover ved jeg kun, at han har været kongelig rådgiver.. H-Han fortalte mig, hvem min moder var,” sagde hun nu en kende tøvende, som hun nu oplyste ham, at hun vidste sandheden, og at han derfor også havde ”løjet” for hende. ”Ellers snakker vi ikke videre sammen.. Han lærer mig blot om magi, og det passer mig udmærket,” tilføjede hun bestemt, som hun endnu ikke havde accepteret, at han i virkeligheden var hendes fader. Nej, hun kunne stadig ikke lade være med at tænke, at det var Damiens rolle, selvom de alle vidste, at det ikke var således.