Please be alive..

[Damien Nathanael Adams]

Damien forsøgte for alt i verden ikke at gøre skade på Jarniqa, og særligt når han gik rundt med hende her. Han vidste overhovedet ikke hvor de var henne, eller noget som helst, for han vidste at han var stor, og at han i værste tilfælde, kunne træde hende ihjel, og det ønskede han jo slet ikke! Han havde lovet Denjarna at passe på hende, og det agtede han at gøre til den dag, at han ikke var mere. Til den dag, han selv måtte lægge sig i graven, og der skulle meget gerne være mange år endnu!
Hovedet trak han hurtigt til sig, for at gemme sig lidt væk. Et sted var det bare en naturlig respons på den smerte, som hun udsatte ham for, selvom han vidste, at det var en nødvendighed. Ikke at det gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund, for det gjorde det på ingen måde. Det var virkelig.. frustrerende, når det var på denne måde! Som hun bevægede sig videre til sværdet, forsøgte han at strække benet mod hende. Det var nok en smerte som han kunne holde bedre ud, end det andet, som han havde været udsat for. Som hun tog fat om det og rev det ud, måtte han komme med en stærk smertefuld brummen, hvorefter han hastigt trak benet til sig.

Hvad skulle han forvandle sig til? Det smertede og værkede i hele hans krop, og det var virkelig, virkelig ubehageligt, som intet andet overhovedet! Det var det første som slog ham. Han forsøgte at koncentrere sig, hvorefter hans krop straks begyndte at skifte form. Den store drage blev pludselig meget lille, hvor han denne gang indtog skikkelsen som en kulsort kat, som kunne ligge for fødderne af Jarniqa. Han stolede på hende, og stolede uden tvivl også på, at hun ville føre ham hjem. Øjnene holdt han lukket.. Det gjorde direkte ondt at åbne dem lige nu. Han slog let med halen, hvorefter han forsøgte at rejse sig op alle fire. Dette måtte han dog hurtigt opgive i stedet for. Han kunne ikke. Han havde ikke energien til det.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt havde Jarniqa aldrig før hjulpet med krigsskader, og derfor var det noget atypisk for hende, at hun nu skulle fjerne pile og sværd fra hans krop. Dog havde hun en mindre ide om, hvad hun derfra kunne gøre, som hun var vant til, at de selv måtte sørge for de daglige hverdagsskader, som de nu engang havde fået gennem livet. Derfor var al dette skam heller ikke uden nogen plan, skønt meget af det lige nu syntes at ske ud fra impulser. Sværdet trak hun til sig, ligesom hun havde gjort med pilene.. Som hun trak sværdet ud af dragens lår, kunne hun ikke undgå at betragte klingen.. Umiddelbart så den nydelig ud. Ganske vidst en ældre model, men brugbart var det med sikkerhed. Selv vidste hun på forhånd, at Damien ej ville se sig tilfreds med, hvad hun gjorde nu, for som hun trak det ud af ham, skyndte hun at fæstne det til sit bælte. Hvem vidste? Måske hun ville få brug for det i fremtiden? Det smaragdgrønne blik faldt på hans skikkelse, som han forvandlede sig til en kat for dernæst at forsøge at rejse sig. Øjeblikkeligt rystede hun på hovedet, skønt det ej heller var en handling, som han kunne se. ”Lad være.. Lad mig i stedet,” endte hun med at sige, inden hun bøjede sig ned over ham. Forsigtigt løftede hun hans nu lille krop, inden hun hastigt måtte søge tilbage til deres hjem med ham. Han havde brug for tilsyn, og det var nu! Hastige var hendes skridt, samtidig med, at hun forsøgte at være omhyggelig, som hun ej ønskede, at han fik nogle unødvendige stød. På trods af det måtte der alligevel gå nogle minutter før hun nåede Benden og derfor også deres hjem. Helt tyst var her, men ude i ingenting var det også.. Med en smule besvær valgte hun at søge indenfor, hvor hun forsigtigt lagde kattekroppen fra sig på deres ”seng”. Et lag halm og hø. ”Lig her og rør dig ej.. Jeg vil være tilbage om et øjeblik!” oplyste hun, inden hun søgte ud i køkkenet for at hente en spand, så hun dernæst kunne søge ud på gaden til vandbrønden.

[Damien Nathanael Adams]

At komme op at stå, var noget som Damien hurtigt måtte opgive, da det slet ikke ville som han gerne ville. Så snart han forsøgte at støtte på det nu pelsede bagben, måtte smerten skyde direkte igennem ham, og lade benet kollapse under ham i stedet for. Han peb svagt, inden han hævede blikket op mod hende. Han lod hende løfte ham. Ikke at han havde noget andet valg. #Det gør ondt,# endte han med en dæmpet stemme. Meget havde han eftehånden oplevet, men at det skulle gøre så ondt, at komme i kontakt med noget sådan, havde han på ingen måder regnet med i den anden ende.
At de så derimod skulle være så hurtigt hjemme, havde han heller ikke regnet med. Havde han alligevel været så tæt på hjem? #Jeg var tættere på hjem, end først antaget..# Forsigtigt lagde han sig ned, og nu hvor hun ønskede at det var der han skulle lægge sig, så gjorde han det. Det duftede af hjem. Nu var han i forvejen i god kontakt med de dyriske instinkter, og dette var bestemt ikke noget undtag i den anden ende. Tungen strøg han let over snuden. #Hvor skal du hen?# Hovedet hævede han en anelse, mens han blev liggende og slog med halen. At gå nogen steder lige nu, kunne han ikke.. Og det vidste han jo udmærket godt. Han brummede irriteret, inden han vendte blikket mod sit ben. Det stank langt væk af blod.. Og han kunne virkelig ikke have det. Forsigtigt trak han benet ind til sig, også selvom det gjorde ondt. Så meget for at forsvare Denjarnas land.. Nu måtte han bare gøre hvad han kunne, for at sikre sig, at Jarniqas hævntørst ikke rendt af med hende!

[Jarniqa Dynithril]

At Damien havde ondt, behøvede han skam ikke at bruge kræfter på at fortælle Jarniqa. Selv vidste hun nemlig udmærket, at han havde smerte. Det var trods alt hende, som havde trukket pilene og sværdet ud af ham. Derudover var hun også en af dem som havde bevidnet den uhyggelige kamp i Ityrial. Derfor vidst hun præcist, hvad han havde gennemgået.. ”Sch.. Brug ej dine kræfter på unødvendig tale,” tyssede hun mildt på ham. Selv var hun ikke just vant til, at hun var den som skulle tage hånd om ham, som det plejede at være omvendt, men selv følte hun nu, at hun gjorde sit bedste for at hjælpe ham. Sikkert lagde hun ham fra sig på halmbunken, inden hun selv var på vej ud af døren igen. ”Ud efter vand!” råbte hun tilbage til ham, inden hun med hastige skridt gik over til brønden på gaden. Her begyndte hun så hurtigt, som hun kunne at fylde nyt vand i den spand, som hun havde medbragt. Selv fyldte hun en del op, som hun havde brug for, at der var til lidt af hvert. Endnu engang hankede hun op i spanden, hvor hun denne her gang måtte gå noget langsommere og noget mere balancerende tilbage igen. Hun ønskede trods alt ikke at spilde al det, som hun lige havde hentet! Tilbage i entreen kom hun, hvor hun i første omgang søgte tilbage til Damien med spanden. ”Lige et øjeblik,” meddelte hun, inden hun søgte ud i køkkenet igen. Her tog hun de resterende ting, som hun skulle bruge. Et krus, en skål, nogle klude, og en krukke med planter. Hastigt søgte hun tilbage igen med det hele i sin favn, så hun kunne tage plads på knæ ved Damiens side. ”Du er nødt til at forvandle dig tilbage til din menneskeskikkelse,” fortalte hun ham stille, alt imens hun valgte at tage om skålen. Kort kørte hun den ned i spanden med vand, så et lille lag vand lagde sig i den. Dernæst tog hun hul på krukken, hvor hun tog en håndfuld af bladene og blomsterne op. Disse gav hun sig til at massere i vandskålen, så det hele langsomt fik et moset konsistens.

[Damien Nathanael Adams]

Det frustrerede virkelig Damien, at han pludselig var så afhængig af hendes hjælp, når han var vant til at kunne gøre tingene selv. Han kunne ikke rigtigt bevæge benet lige nu, men det værste var nu det faktum, at han intet kunne se. Han brummede svagt, og lagde hovedet ned i halmen. Herhjemme følte han sig tryg.. Selvom han naturligvis var mest bange for at alt det som hun nu havde set, var noget som ville gøre hende så hævngerrig og så blodtørstig, at det ville være det eneste, som hun ville tænke på i tiden fremover. Manjarno var faldet, og der var ikke rigtigt noget, som de kunne gøre ved det, uanset hvor meget han ville ønske, at de nu kunne gøre det.
At hun rumsterede og kom og gik, var noget som gjorde ham nysgerrig. Hvad pokker var det egentlig hun havde gang i? Ikke fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han skam, så det skulle da endelig ikke være for det. At han skulle forvandle sig, var han faktisk ikke meget for. Det krævede energi, som han slet ikke følte, at han havde i det her øjeblik, så det var bestemt heller ikke noget, som gjorde det nemmere for hans vedkommende. Han nikkede roligt, inden han igen forsøgte at koncentrere sig. Pelsen forsvandt til fordel for en mere normal beklædning, også selvom den var så oprevet og ødelagt, at det næsten var unødvendigt med en beklædning på kroppen. Han slap et gisp, og bed tænderne fast sammen. Øjnene var blodige, idet han igen klemte de sammen. Benet var fuldstændig oprevet, og hans krop rystede. Det var virkelig ikke sådan at han ønskede at hun skulle se ham. Hovedet lagde han ned igen, da han vendte om på ryggen, hvor han lagde sig. Hvor gjorde det dog ondt! "Det.. gør nu ikke noget dumt, Jarniqa.." sagde han med en dæmpet stemme, som han vendte sig mod hende.. Dog bare uden at være i stand til at få øje på hende.. Han kunne virkelig intet se, og det var en frustration uden lige.

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa, hvad hun gjorde, da de altid havde været selvmedicinerende. Ganske vidst havde hun aldrig behandlet nogen af dem i så stor en omfang, men hun måtte vel bare tro på sig selv? Plejede man ikke at sige, at det først gik galt, når man mistede troen på sig selv? Som hendes fingrer var i fuld færd med at massere mosen i skålen, opfangede hun ud af øjenkrogen, hvordan han skiftede. Selv mistede hun helt pusten ved synet, og derfor kunne hun næsten sige, at det var held i uheld, at han hverken kunne se sig selv eller hendes reaktion. ”..B-Bare stol på mig,” endte hun med at sige. Ja, direkte tvunget var han vil til at stole på hende. Hun var nemlig den eneste person i miles omkreds, og så var det faktum, at han alligevel kun ville lade hende komme tæt. Behændigt greb hun om sin kappe, som hun valgte at flå en slis af. Mere brugt og slidt begyndte den uden tvivl at se ud, som det ej var første gang, at hun ødelagde stoffet på denne måde.. Pænt glattede hun stoffet ud, inden hun tog en klump af plantemosen, så hun kunne smøre den omhyggeligt ud i stoffet. ”Jeg vil nu lægge et bind over dine øjne.. Jeg har blandet diverse planter og most dem i en skål vand, og forhåbentligt vil det have en healende effekt på dine øjne. Jeg kan ej sige, hvorvidt det kan redde dit syn, men forhåbentligt vil det i hvert fald tage svien,” meddelte hun i en mild tone, inden hun forsigtigt greb om enderne på stoffet, så hun dernæst kunne placere klædet omhyggeligt for hans øjne. Hvis han ej var tilpas med situationen, forstod hun ham udmærket godt. Selv kunne hun nemlig kun gisne om, hvordan det måtte være ikke at kunne se noget.. Dog havde han intet andet valg end at ligge sin lid til hende.

[Damien Nathanael Adams]

For alt i verden, så forsøgte Damien virkelig at slappe af, selvom det bare ikke rigtigt ville, som han gerne ville. Jo mere han bevægede sig, jo mere gjorde det ondt, og det var virkelig, virkelig ubehageligt. Han bed tænderne sammen, inden han lagde sig fladt ned på ryggen i deres seng af halm. Han stolede på Jarniqa. Det havde han alle dage gjort, og særligt nu hvor hun heller ikke havde givet ham en grund til at skulle gøre noget andet. Hvorfor skulle han da reagere anderledes på det? Det var jo lidt det, som rent faktisk var det mest uhyggelige ved det, hvis han endelig skulle sige det. Han prustede ganske let, mens han lod hende gøre det arbejde, som nu skulle gøres. Hvorfor skulle han da ikke stole på hende? Han havde jo ikke ligefrem haft en grund til at skulle gøre noget andet, kunne man jo sige. 
"D-du ved at jeg stoler på dig.." endte han lettere sammenbidt. Det var uden tvivl forbandet hårdt for ham lige nu, men hvad skulle han da kunne stille op med det? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget som helst. Han nikkede til hendes ord. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet ved det, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt, da han forsøgte at åbne øjnene, så den mikstur hun havde lavet, kunne trænge ind og forhåbentlig sørge for, at smerten ville lindres.. Og hvis han var heldig, så bare genvinde lidt syn, så han kunne se bare.. lidt. Han spændte omgående i hele kroppen, hvor han slap et halvkvalt skrig. Aldrig havde han været ude for noget lignende! Hænderne flyttede han, så han selv kunne lægge dem over øjnene. Han tak vejret dybt. Død over dem, som havde gjort det!

[Jarniqa Dynithril]

Øjeblikket bed Jarniqa sig selv i læben, som han slap et halvkvalt skrig og tog sig til øjnene. Både beroligende og for at sikre sig, at han blev holdt nede, lagde hun en beskyttende hånd mod hans skulder. Hans smerte kendte hun ej til, men guderne måtte vide, at hun agtede at gøre noget ved dem, som havde gjort dette ved ham! Den person der havde gennemboret hans øjne med pile, skulle selv have sine øjne gennemboret! Den person der havde gennemboret hans lår med et sværd, skulle selv have et svær igennem sig! Vidste Damien mon, hvem der havde forårsaget ham disse smerter? Ville han mon beskrive vedkommende for hende? Det bekymrede smaragdgrønne blik, løsrev hun fra hans ansigt, så hun i stedet kunne tage hans skadede ben i betragtning. Øjeblikkeligt måtte hun skære ansigt af synet! Væmmeligt var det.. Decideret væmmeligt! Kødet var nærmest sprættet op og derfor var der kun en ting at gøre.. Hun måtte sy det. Hun tog en dyb indånding, som hun vidste, at også det ville forvolde ham smerte.. Dog var hun nødsaget til at gøre det, da hun for alt i verdenen måtte forhindre yderligere men! ”Hvor meget du end måtte hade mig i dette øjeblik, er jeg nødsaget til at tilse dit ben..,” begyndte hun i en bekymret og dog alvorlig tone. ”Dit kød er sprættet fra hinanden, og jeg er derfor nødt til at sy skaden, inden jeg kan lægge bandagen på. Jeg ville ønske, at jeg kunne skaffe dig et pusterum, men jeg er nødt til at gøre det nu, hvis ikke det skal være for sent..” Yderst forsigtigt gav hun hans skulder et blidt klem, inden hun måtte rejse igen. Igen var det med hastige skridt, at hun måtte bevæge sig ud, hvor hun i et af skabene hurtigt fandt nål og tråd, så hun igen kunne tage plads ved Damiens side.

[Damien Nathanael Adams]

Jarniqa var med ham, hvilket han selv ikke var et eneste sekund i tvivl om, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham noget. Sandt at sige, at han jo var direkte afhængig af hende nu, og det var underligt.. direkte forfærdeligt et eller andet sted. Han prustede let, som han trykkede klædet mod øjnene, næsten desperat til at smerten skulle ophøre, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han trak vejret dybt i et forsøg på at finde roen igen, også selvom hans krop rystede så meget, at det næsten ikke var til. Det var da også helt forfærdeligt, at man skulle rende rundt og have det på den måde! 
At Jarniqa ville videre med hans ben, sagde han ikke rigtigt noget til. I starten, fordi at han ikke rigtigt opfangede hendes ord, for der var så meget andet i hans tanker og sind, som plagede ham lige nu. Han forsøgte virkelig at samle sig.. også selvom det på ingen måder var nemt for ham. "Gør... hvad der er nødvendigt," sagde han tydeligt og sammenbidt, også fordi at det på ingen måder var nemt for ham i den anden ende. Hans øjne løb virkelig i vand, men jo længere at han lå med det, des bedre ville det rent faktisk blive. Om han nogensinde ville komme til at se igen? Han tvivlede stærkt, men han kunne jo virkelig håbe på, at det ville lykkes ham. Hvordan hans ben så ud, vidste han ikke, men en ting var sikkert.. skulle han nogensinde støde på den dvasianske hærfører endnu en gang, så ville han ikke tøve med at slå hende ihjel! Selvom han var fredelig af sind, så var der uden tvivl grænser for hvad han selv måtte finde sig i, og dette var bestemt ikke en del af det!

[Jarniqa Dynithril]

Svært var det ej at se, at Damien var en mand i mange smerter. Selv kunne hun kun håbe, at han havde nået at forvolde ligeså meget skade og smerte, som den de havde forvoldt på ham! Han mente måske ikke selv, at et øje for et øje, og en tand for en tand, var rimelig, men det gjorde hun så sandelig! Personligt havde hun aldrig ageret direkte voldeligt, men nu følte hun, hvordan det helt måtte syde i hende! Selv forstod hun endnu ikke helt, hvorfor det hele havde hændt, for Manjarno havde vel intet gjort Dvasias? Var det ren og skær magtliderlighed? End ikke det begreb var et begreb, som hun vidste synderligt meget om. Selv havde hun nemlig altid levet i en hvis form for isolation med Damien. Beslutsomt og med øje for hans åbne kødsår i benet, tog hun plads ved det. ”Se det på den lyse side.. Måske har du i forvejen så mange smerter, at du end ikke vil mærke nålen,” sagde hun med et skævt smil på læben og sørgelig ironi i stemmen. Nøje valgte hun derefter at placere tråden i nålens lille hul, så hun kunne være klar til at begynde. ”Jeg vil begynde nu,” meddelte hun, inden hun nøjsomt lænede sig en anelse ind over hans ben. Skønt han havde ondt, var hun nødsaget til at tage et fast greb om hans skadede ben, da hun ikke kunne have, at han pludselig gjorde en pludselig bevægelse. Det var ej første gang, at hun skulle lave en syning, men aldrig havde hun lavet en så vanskelig en, som den hun skulle lave på ham! Med tungen lige i munden, valgte hun dernæst at lægge nålen ind mod hans lår, inden hun pressede den helt igennem kødet, så hun kunne hægte mellemrummet sammen igen.

[Damien Nathanael Adams]

Damien gik bestemt ikke ind for hævn, men til tider, var det fristende, selv for ham, at give efter for det, og særligt, når det var noget som foregik på denne her måde. Hans krop dirrede og sitrede af den smerte som han måtte befinde sig i, selvom han kunne trøste sig med, at det ville være ovre på et tidspunkt. Han prustede ganske let, hvor han alligevel ikke kunne skjule et smil. Hun formåede i sandhed at lette en tung og dyster stemning, og naturligvis var det noget som selv måtte more ham. "D-du ved da l-lige hvordan en stemning s-skal piskes o-op.." sagde han med et stille smil på læben. Han kunne jo kun håbe på, at hun havde ret, for det ville spare ham for ekstremt mange ting. Det gjorde uden tvivl ondt nok i forvejen!
Som hun gik igang, kunne han ærlig talt ikke rigtigt mærke det. Hans ben kunne han heller ikke rigtigt mærke. Det var egentlig en underlig fornemmelse. Han bed tænderne sammen, og han spændte i stort set hele kroppen. Det var virkelig ubehageligt.. Alligevel gjorde han hvad han kunne for at blive liggende stille. Krig var farligt, og nu havde hun jo set med egne øjne, hvilken betydning det havde og hvor farligt det var at mænge sig med mennesker, for man kunne virkelig ikke stole på dem. Hans ben gjorde et par enkelte spjæt i ny og næ i takt med at hun måtte sy det åbne kødsår sammen. Det var virkelig.. ubehageligt og endda på alle måder! Han trak vejret dybt igen og skar en grimasse. Smerten i øjnene overdøvede da heldigvis det som hun lavede med hans ben lige nu.

[Jarniqa Dynithril]

Skævt trak Jarniqa på smilet, som han alligevel fandt en smule morskab ved hendes ord. Selv glædede hende, da hun ville gøre, hvad end hun kunne for at lette hans byrde! Derfor måtte det også gøre det hele for hende at se ham smile igen. Som hun gav sig til at sy det store og dybe sår, måtte det alligevel også glæde hende, at hun så en lille reaktion i hans ben. Det betød nemlig, at han i hvert fald ikke var blevet lam. Så langt så godt! Vanskelige var hans små spjæt dog også, da det ikke just var ideelt, at han rørte på sig, når hun syede ham. Det skulle trods alt sys ordentligt. Sikkert førte hun hånden frem og tilbage, som syningen blev en zigzagget lukning. Hård ville den næste tid med garanti være for ham.. Han ville vel ende ligesom Valandil? En mørkelver, som hun havde mødt, der selv havde fået ødelagt sit knæ og som nu vandrede rundt med en stav på sig. Forfærdeligt var det, for selvom hun ikke just vidste, hvor gamle nogen af dem præcist var, så var det alligevel for tidligt. Koncentreret fortsatte hun sit arbejde, til hun sidst kunne lave en knude på syningen til sidst. ”Så! Hvordan føltes det?” spurgte hun alligevel bekymret. Det gode måtte dog være, at hun nu kunne lægge bandage om benet, så det ville heale bedre.. Igen greb hun om skålen med plantemosen, hvor hun let gravede noget af indholdet op med fingrene. Ømt begyndte hun at smøre det på oven på syningen, så det forhåbentligt ville skynde på healingsprocessen. ”Nu mangler jeg blot bandagen, og så vil jeg ej røre dig mere,” meddelte hun roligt, hvorefter der igen lød et riv, som kappen igen blev flået en smule i stykker.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ville i hvert fald mene, at han lå stille. Det var sådan, at han følte det i hvert fald, for han bevægede sig ikke. De små spjæt der kom i benet, gjorde det ikke ligefrem meget bedre for hans vedkommende lige nu. Han bed tænderne let sammen. Smerten i benet var overdøvet af den, som han havde i ansigtet.. måske fordi at det ikke var det sted man mærkede mest, men det var ikke rigtigt noget som gjorde det bedre for ham lige nu.
Damien trak vejret dybt. Det gjorde virkelig ondt! Dog var han virkelig glad for at han havde Jarniqa til at hjælpe ham. Havde han kun haft sig selv, så havde han uden tvivl haft mange store problemer, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Pilene ville han aldrig kunne få ud, og det samme med sværdet, udelukkende fordi at han ikke var i stand til at se noget som helst, hvilket jo nok var det som tydeligt måtte arbejde lidt imod ham på nuværende tidspunkt. "H-hvordan ser det ud?" spurgte han lettere sammenbidt, inden han igen vendte blikket ned mod hendes skikkelse. Det gjorde virkelig, virkelig ondt, men det kunne uden tvivl have været meget værre, end hvad det her måtte vise sig at være. Han havde ondt, men han kunne da bevæge benet.. Det ville nok lamme ham for en stund, frem til at det ville være ordentlig i bedring, hvilket skete.. forhåbentlig meget snart, for det andet, kunne han da slet ikke holde ud! Han fjernede hænderne fra bindet, som han havde for øjnene. For mange var det måske grusomt, intet at kunne se, men for ham... var det en udfordring, som han nok skulle komme over, så længe, at hun var omkring ham. Det var det som for ham, var det vigtigste.

[Jarniqa Dynithril]

Syet blev benet og derfor var der intet andet for, end at vente nogle dage og derefter se, hvor godt kødsåret havde healet. Sengeliggende skulle han dog forvente, at han ville være de næste par dage. Voldsom var skaden nemlig, og derfor kunne han bestemt ikke forvente, at den ville være ovre på ingen tid. ”Jeg vil ikke lyve for dig, men det ser slemt ud.. Det gode er bare, at sværdet ej nåede hele vejen igennem dit ben, da du fik det ind i dig, mens du var i din drageskikkelse,” fortalte hun, som det måtte være den eneste optur ovenpå alt dette. Forsigtigt tog hun nu om hans ben, så hun nu kunne udarbejde en stram forbinding om det. Nødvendigt var det end ikke at fjerne hans klæder, da de i forvejen var så sønderevne, at man sagtens kunne komme til. Stramt førte hun klædet et par gange rundt om hans lår, hvor hun til sidst lavede en knude på stoffet, så hun vidste, at det ville blive siddende. Færdig med hans skader var hun nu, men personlig pleje havde han endnu brug for.. Igen rakte hun ud efter de remedier, som hun havde hentet. Denne her gang valgte hun at tage om kruset, som hun dykkede ned i spanden med vand, så det blev fyldt. ”Du skal drikke lidt. Det vil hjælpe på dine kræfter,” meddelte hun, alt imens hun satte sig op til hans hoved med det dryppende krus. Blidt tog hun om hans baghoved, så hun vejledende kunne løfte det en anelse og holde det i den position. Let lagde hun krusets kant imod hans læber, så han kunne fornemme, at det var der. ”Drik,” bad hun ham i en mild tone, inden hun begyndte at hælde en glasset en smule, så det kom ud i moderate mængder.

[Damien Nathanael Adams]

Hvad skulle Damien dog gøre uden Jarniqa? Han ville virkelig have haft problemer. Derfor følte han sig uden tvivl heldig i denne stund. Han fortrød på ingen måde, at han havde valgt at åbne op for Denjarna dengang, og opsøgt hende, da det havde været nødvendigt. Nu sad han her, og det var,  som uden tvivl måtte være det vigtigste for hans vedkommende. Han trak vejret dybt og bed tænderne en smule sammen. Det gjorde ondt, og særligt da hun fik strammet den hjemmelavede forbinding omkring hans ben. "Det.. var da godt, a-at der var noget p-positivt at s-sige.." sagde han sammenbidt. Nu da han begyndte at genvinde bare lidt følelse i hans ben, kunne han da helt klart godt mærke hvordan det selv måtte påvirke ham, og ville fortsætte med at gøre det.
Forsigtigt satte Damien hænderne i jorden under ham, selvom det at komme op, ikke rigtigt var noget som han havde musklerne eller energien til for den sags skyld. Han hørte lyden af rendende vand, og vidste at det nok var meget rigtigt, og meget nødvendigt. Han bed tænderne en smule sammen, og endte med at skille læberne, så han kunne drikke det. Han lod selv Jarniqa hjælpe ham, så han kunne få noget at drikke. Som han tømte det bæger, som hun holdt foran ham, drejede han hovedet en anelse. Han ville nok halte det næste stykke tid.. men hellere det, end at have mistet livet, for det var hende, som havde reddet ham, hvilket han uden tvivl var meget taknemmelig for. "Tak.. tak, Jarniqa," sagde han. Han sendte hende et let anstrengt smil. Han greb ud efter hendes hånd, som han trykkede i sin egen. Det var forholdvis nemt for ham at finde frem til den. "Og... gør nu ikke noget dumt," sagde han endeligt, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.