Please be alive..

[Jarniqa Dynithril]

Damien Nathanael Adams

Et dødt spor af græsstrå fulgte Jarniqa, som de i forvejen halvdøde strå komplet visnede under hendes fodsåler. Hvad der foregik i hendes krop, vidste hun ikke, men utrolige ting havde hændt, siden hendes krop var blevet omgjort til pur følelser. Fugtige var hendes kinder endnu, som det endnu stod klart for hende, hvordan den mægtige drage var blevet spirret igennem med adskillige pile. Dernæst huskede hun dets smertende og faretruende brøl.. Et brøl som var blevet et lignende skrig på hendes læber. Det næste havde været en vag fysisk smerte i kroppen, som rifter åbenbart var blevet dannet på hendes arme og havde forladt dem med blodstrimler. Det næste havde været de utallige skarpe lys.. Lys der flængede igennem himlen, og som havde fået jorden til at skælve. Til at skælve, som slottet havde brast sammen. Neutranium ville derfor ikke længere være til at finde på landkortet.. Derfra havde en fremmed mand grebet hende.. Han havde forsøgt at få hende væk, men hun havde nægtet efter et par meter, som hun havde synet, hvordan dragen var kommet tilbage i luften, og derfra havde påbegyndt sin flugt. Derfra huskede hun ikke meget.. Hun huskede blot, hvordan hun havde løbet.. Hvordan hun endnu løb. Fugtige var hendes kinder endnu, som tårene endnu strømmede ned ad hendes kinder. Blindt løb hun derfor blot i den retning, som dragen havde fløjet. Umiddelbart havde det set ud til, at den havde taget ruten mod Paggeijabjergene. Deres hjem. Det var nemlig ikke en hvilken som helst drage, som var blevet såret. Det havde været Damien. Hendes Damien. Hvem de forfærdelige mennesker havde været, vidste hun ikke, men som hun tænkte på dem, mærkede hun, hvordan hadet vældede op i hende. Vældede op i hende, og dræbte al liv, som hun betrådte, som det denne her gang var hendes mørkelviske side, som faretruende vældede frem i hende.

[Damien Nathanael Adams]

Regnen faldt endnu selv på det ensomme bjerg. Hvor Damien var endt, havde han selv ikke nogen anelse om, men han havde det bestemt ikke godt. Han blødte fra begge øjne.. Det hele var mørkelagt, og han kunne intet se, samt det spændte så kraftigt i det ene bagben, hvor et gammelt sværd måtte sidde.
Svagt brummede han, idet han lod det tunge hoved ligge på jorden foran ham. Vingerne lagde han omkring sin krop, næsten som var det en form for beskyttelse, som han havde brug for. Hvor havde han det dog dårligt.. Aldrig havde han været ude for noget lignende. Øjnene kunne han ikke rigtigt lukke, da pilene endnu måtte sidde i dem, da han ikke selv kunne fjerne dem. Øjnene var ødelagte.. Han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Han var nu afhængig af hvad hans næse kunne fortælle ham.. En duft så velkendt var i hans nærhed, også selvom han ikke var meget rolig lige nu. Tvært imod så meget urolig. Let svingede han med halen, da han gjorde et forsøg på at rejse sig på alle fire, selvom det ikke var noget, som han kunne finde kræfterne til lige nu. 
Ville de komme efter ham igen? Ville de finde ham, for at slå ham ihjel? Hovedet magtede han end ikke at hæve, så træt som han følte sig, og hvor skulle han tage hen? Hvor var hjem? Skulle han forvandle sig? Hvad med sværd og pile? Det var virkelig ikke til at finde ud af for ham, og han kunne virkelig ikke have det!
Blodet dryppede fra hans øjne og fra hans ben. Han følte sig svag og afkræftet.. Hvor var det dog frustrerende at have det på den her måde! Hovedet trak han en anelse hen mod sin egen krop. Pilene gjorde ikke direkte ondt længere.. Men det sad i vejen.. Hans øjne blev tørre, og det var det som gjorde mest ondt. Hvor var det forfærdeligt!

[Jarniqa Dynithril]

Hvor længe havde hun løbet? Minutter? Timer? Jarniqa vidste det ikke.. Hun havde blot løbet, som hendes ben havde ført hende afsted. Nu syntes målet også endelig at være nået! Foran hende tårnede en kæmpemæssig krop nemlig frem! Bevægede den sig eller ej? Var den død eller levende? Hendes hjerte bankede fortsat derud af, som hun ej stoppede. Der! Hovedet bevægede sig! ”DAMIEN!,” skreg hun op, skønt man burde tro, at hun for længst havde mistet midlerne til sådanne handlinger. Hastigt førte benene hende videre. De førte hende frem, så hun til sidst kollapsede over dragens ene stor ben. Hun kunne ikke mere.. Magien tærede på hende.. Løbet tærede på hende.. Følelserne tærede på hende.. Øjnene kneb hun hårdt sammen, alt imens hun slog armene om hans ben. Hun kunne på ingen måde få ordentligt fat, som hans ene ben var langt større end hele hendes krop, men alligevel hjalp det at forsøge at knuge om det. Hovedet trykkede hun mod det store drageben, alt imens hun endnu hev efter vejret. En lang tur havde det trods alt været for hende, hvor hendes kræfter nu var ved at pille af.. ”J-Jeg troede, at de ville slå dig ihjel.. Jeg var så bange, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.. Det var m-mig.. Det var mig som ødelagde slottet,” fremstannede hun gispende. ”V-vær ikke vred på mig.” Selv vidste hun, at han forbød hende at bruge magi, og nu var det gået så vidt, at hun havde knust al glas i Ityrial, omgjort Neutranium til en ruin, samt lavet et brændt spor efter sig gennem græsset. Kraftigt rystede hendes krop, mens hun knugede om ham. Dumt var det måske at fokusere på sin magi i dette øjeblik, men rationel var hun ikke lige pt., som hun var i sine følelsers vold. Derudover ænsede hun end ikke de mange pile i hans øjne, og sværdet i det ene ben, som hun blot havde fokuseret på hans eksistens.

[Damien Nathanael Adams]

Damien lå i sin egen stilhed, mens han forsøgte at finde ud af hvordan det egentlig forholdt sig. Han kunne virkelig intet se, og hans syn var fuldkommen mørkelagt. Det var virkelig.. frustrerende! Han slog ganske let med halen, inden han lod hovedet søge ned på jorden igen. Den var kold og våd under ham. Det høje råb.. ja, nærmest skrig, var det første som måtte fange hans interesse. Selvom han intet kunne se, så drejede han hovedet mod stemmen.
Jarniqa omklamrede hans ben. Han faldt til ro med det samme. Han var heldig at være i live. De havde jo gjort det, netop for at slå ham ihjel. #De ville slå mig ihjel, hvis de kunne, Jarniqa. Folk er farlige.# Han brummede endnu en gang, og lagde hovedet tæt ind mod hendes skikkelse. Han kunne jo mærke hende ved hans ben. Han lod hovedet søge let på sned. Det var mørkt.. virkelig mørkt. At det var hende som havde fået det hele til at ryste og styrte sammen, havde været hans snit til at redde hans liv. #Uanset hvad du gjorde, så reddede det mit liv. Er du okay?# spurgte han med en dæmpet stemme. Halen svøb han om hende på den anden side, så hun lå trygt og godt ind mod ham. Selvom det ene ben nærmest var handicappet som intet andet lige nu, så var det virkelig irriterende! Manjarno var tabt, og det vidste han jo godt.. Og det var næsten det værste af det hele. Der var ikke det, som han ikke ville gøre for hende, og særligt nu. Nu var det jo så bare begrænset hvad han kunne stille op med det hele. #Lov mig at du aldrig drager ind til byen igen,# endte han. Nu hvor det var dvasiansk... så var han bange for, hvad der ville ske med hende, hvis hun gjorde! Og særligt når han nu ikke rigtigt kunne beskytte hende.

[Jarniqa Dynithril]

Selv mærkede Jarniqa, hvordan det krampede i hendes indre, som Damien sagde ordene: de ville slå mig ihjel. Det var præcis den skæbnesvangre tanke, som havde floreret i hendes sind, som hun havde set synet af den kæmpende drage i Ityrial. Hvis de fremmede havde haft muligheden, ville de have endt hans liv, og de ville have nydt det! Selv mærkede hun igen, hvordan hadet og vreden vældede op i hende. Hvad der hændte omkring hende, ænsede hun end ikke, men hvad der skete var, at græsset under hele og Damien langsomt døde, som hun igen røg i sine følelsers vold. Vredt kradsede hun sine fingrer over hans skæl. En handling som hun vidste, at han ville mærke ligeså vel, som han ville mærke et snefnug. ”Monstre..!” spyttede hun ud. ”Hvem var de?” Hvem de fremmede havde været, vidste hun ikke.. Hun vidste blot, at de havde skabt rædsel, og at det havde været forfærdeligt. Det eneste hun derudover havde fokuseret på, havde været Damien, og det havde fået hende til at styrte hele Neutranium. En handling, som han tilsyneladende var taknemmelig over. Øjnene kneb hun igen sammen, som hun igen måtte trykke sit ansigt mod hans ben, alt imens hun fornemmede, hvordan den mægtige hale lagde sig mod hendes krop. ”J-jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke,” endte hun blot med at svare, men ærligt var det også. Det eneste hun følte var et virvar af følelser. Følelserne som havde fået hende til at gøre ting, som hun aldrig før havde gjort. Dog vidste hun med sig selv, at hun var lykkelig for at finde Damien i live. Hun bed sig selv i læben, som han forbød hende at søge til Ityrial igen. ”..Hvad tror du, at der vil ske med byen nu?” endte hun med at spørge, som hun trods alt ikke havde vidnet det samme som ham. Hun havde ej set den dvasianske hær. Som hun løftede blikket, endte hun forfærdet med at slippe et gisp! Hånden for op til hendes mund, hvorefter hendes blik formørkedes. ”Jeg dræber dem.. Hver enkelt en af dem,” nærmest hviskede hun ordene, som var det et løfte, som hendes smaragdgrønne blik havde fæstnet sig på hans gennemborede øjne.

[Damien Nathanael Adams]

Måske det var at male fanden på væggen for Jarniqa, men hvis det var det, som skulle til, for at holde hende væk fra byen og dets befolkning, så gjorde Damien det glædeligt. Nu hvor han heller ikke var i stand til at se, var det desuden også begrænset hvad han kunne gøre, for at redde hende, hvis det skulle komme så vidt. Han brummede irriteret, og lagde hovedet tæt ved hendes. Halen lagde sig om hende den modsatte vej, så hun lå trygt ind mod ham. #Den mørke modstand fra Dvasias,# forklarede han.
Arrig var hun, hvilket Damien godt kunne mærke. Sådan som hun nærmest rev i hans skæl, så var han slet ikke et sekund i tvivl. Han trak vejret dybt. Han følte sig skræmmende træt, også selvom han kunne takke hende for i det hele taget at være i live. De ville ikke have tøvet med at tage hans liv, hvis de havde haft muligheden for det. #Du må ikke gøre det der igen.. Det er farligt for dig,# endte han. Selv vidste han jo ikke, at hun rent faktisk havde mødt sin fader, og at han havde indvilget i at hjælpe hende. Han fortsatte jo bare i samme smøre som altid. At hun havde fået øje på de blodige og ødelagte øjne, som han selv havde, tog han sig ikke af. Pilene skulle bare ud. Den fornøjelse havde den forbandede dødsengel dog alligevel ikke valgt at tage. #Byen vil blive invaderet. Det er bedst for os at blive.. hjemme.. Du må guide mig vejen,# endte han. Han hævede hovedet en anelse. Han kunne da heldigvis fornemme, hvor hun måtte være i forhold til ham. #Lad dem være.. De ender dit liv, om du viser dig,# afsluttede han. Han ville jo ikke have, at ondt skulle ske hende! Han havde jo trods alt lovet hendes moder at passe på hende, og hvis det var en opgave, som han nu skulle fejle.. så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og det var slet ikke noget som ville komme til at ske! Dvasias havde nu taget Manjarno.. og de var nødt til at holde afstand. Det var jo i forvejen svært nok at skjule ham i denne størrelse.

[Jarniqa Dynithril]

Tynd blev Jarniqa om munden, som hendes lyserøde læber syntes at blive til intet mindre end en streg, som Damien fortalte, at angrebet havde været et attentat fra Dvasias. Selv havde hun aldrig før haft et udestående med mørkets land, men nu følte hun intet andet end had over for det. Hvor vovede de?! Af hvad hun vidste af, havde manjanerne intet gjort Dvasias, og nu kom de blot for at slagte landets individer? ”De burde smage deres egen medicin! Føle, hvordan det er at miste sin by, samt føle, hvordan det er at være ved at miste dem, som man holder af,” hvislede hun. Kunne hun mon gøre det igen? Kunne hun gøre ved Castle of Darkness, som hun havde gjort ved Neutranium? Ærlig talt vidste hun det ikke, da hun havde troet, at Damien skulle dø, som det hele havde hændt. Dog kunne hun ikke lade være med at fundere over, om hun kunne samle noget af al den had, som hun følte lige nu, og smide det over på dem. De fortjente i hvert fald, hvad Ityrial havde oplevet! ”Der skete mig intet.. Jeg er i live,” svarede hun blot, skønt det ej var helt sandt, at hun var sluppet uskadt derfra. Røde var hendes arme nemlig endnu, efter at glasskårene havde flænset hendes hud. Derudover huskede hun også, hvordan udmattelsen havde fået hendes krop til at skælve. Hun bed sig selv let i læben, som han fortalte, at de måtte blive hjemme, og at hun nu måtte vejlede ham. Selv var der ingen tvivl om, at hun ville hjælpe ham alt, hvad hun kunne, men ih, hvor kunne hun føle, hvordan magien endnu strømmede i hendes fingre, og hvordan den ønskede at fæstne sig på de personer, som havde gjort Damien fortræd. ”Jeg vil guide dig, men for nu må du ligge stille. D-Du … du har endnu pile i øjnene.. Jeg vil forsøge at tage dem ud,” endte hun med at sige, som hun langsomt kæmpede sig op på benene, så hun ordentligt kunne tage pilene i fokus. Øjeblikkeligt vendte det hele sig i hendes mave. ”..Ikke hvis jeg ender deres liv først,” endte hun kortfattet med at sige, inden hun valgte at gribe fat i en af pilene. Hvordan fjernede man mon bedst en pil fra et øje? Hvis ikke det havde været fordi, at hun endnu var i sin drageform, ville hun være sikker på, at hun ville have revet hans øjenæbler ud med det, som hun nu havde i sinde at gøre.. Forsigtigt forsøgte hun at vriste den første pil løs.

[Damien Nathanael Adams]

Lige nu tænkte Jarniqa på ingen måder rationelt, og det var naturligvis en tanke som bekymrede Damien. Han ville ikke se hende drage forhastede konklusioner. Selvom han nu ikke havde noget imod at understrege for hende, at den verden, som de rent faktisk befandt sig i, var dødsens farlig, og at det var noget som man skulle passe ekstremt meget på med, så var han nødt til at sikre sig, at hun ikke gjorde noget dumt. #Øje for øje, gør verden blind, Jarniqa.. Det er virkelig dumt,# endte han denne gang med en meget direkte stemme.
Damien lagde endnu en gang det tunge hoved ned. Han kunne jo godt mærke, at der sad noget i øjet, men det gjorde ikke decideret ondt mere. Heldigvis i hvert fald. At hun så først havde set det nu, gjorde det ikke just bedre. De skulle ud.. ellers ville det først for alvor gå galt.. nok mere end hvad det var nu, hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre. #Det kunne have taget dit liv..# endte han direkte. Han ville jo for pokker ikke have, at der skulle ske hende noget, og det var jo lidt det, som han stod frygtelig fast på i den anden ende. #Jeg beder dig om at trække dig.. Det er for farligt!# fastholdt han stædigt. At hun tog fat om pilen, og begyndte at vride den, fik ham til at bide tænderne i det store gab meget hårdt sammen. Klørene rev pludselig meget i jorden under ham, for det gjorde da pokkers ondt! Halen slog han let med hvor en smertefuld brummen forlod ham. Det var en kamp uden lige, at lade hovedet ligge og hvile hvor det var, men han var virkelig nødt til det. #Få.. få den ud..!# endte han. Det gjorde virkelig ondt! Pokkers ondt!

[Jarniqa Dynithril]

Det var muligvis sandt, at man kunne blive ved, hvis alle ønskede hævn. Dog fandt Jarniqa det ej retfærdigt, at den dvasianske hær blot kunne komme og gøre, som de lystede. Hvorfor måtte de tyrannisere andre? Og hvorfor måtte manjanere ej forsvare sig selv? Nej, hun var bestemt ikke enig med Damien i, at hun skulle vende det blinde øje til, hvis hun blev slået på. Damien havde det måske fint med at blive angrebet, men det havde hun det ikke! Hun ønskede derimod at forsvare sig, så folk vidste, at det ej var i orden. Desuden.. hvad skulle ellers fraholde dem for at komme igen? ”Måske.. Men som du har det fint med, at de kommer og invaderer vores land, er jeg ej enig. Hvor er retfærdigheden i det?” spurgte hun sigende, som hun bestemt ikke kunne se sig enig med sin værge i dette. På dette punkt følte hun, at han var alt for sky. Jarniqa hævede et slankt formet øjenbryn ved hans ord. Hun kunne have mistet sit liv? Hvad med ham? ”Blot til din orientering, er det ej mig som sidder med 6 pile i øjnene, og et sværd i låret,” sagde hun sigende. Det var ej for at være ond, men nærmere for at være realistisk. Det var ham som havde været døden nær, og ej hende. ”Meget bekendt har du altid beskrevet mine forældre som nogle af de stærkeste, indenfor deres racer.. Derfor burde det nærmere være de andre, som skulle passe på. Desuden.. Jeg kan lære at styre mine evner. Jeg er allerede i gang,” sagde hun sandfærdigt. Ganske vidst var de uden for hendes kontrol lige pt., men sandt var det, at hun havde mødt sin fader, og at han havde indvilliget i at hjælpe hende. Desuden var hun det mere motiveret nu, end hvad hun havde været før. Det kunne vel kun tælle? Pilen forsøgte hun at vriste ud af hans øje, hvilket fik hende til at bide sig selv i læben. Decideret klamt var det! Aldrig havde hun prøvet noget lignende, og forhåbentligt skulle hun aldrig prøve det igen! Det endte dog med, at pilen gav slip med et svup, hvilket fik hende til at ånde lettet op. ”Så.. 5 tilbage.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde det bestemt ikke særlig godt med at skulle blive angrebet, men dem alene op mod en hær? Det var da klart, at det ikke var noget, som ville virke efter omstændighederne! Han bed de stærke tænder sammen. Hun var det vigtigste. I den forstand, kunne man vel næsten sige, at han var ligeglad med sit eget liv? #Dine forældre er stærke.. og var stærke.. Men dig alene mod en hel hær? Det er på ingen måder muligt,# fortalte han med en kortfattet stemme. Det måtte hun da kunne forstå?
Hovedet holdt han i jorden, også selvom klørene let rev over jorden under ham. Det efterlod den med dybe rifter.. For klørene var stærke og kraftige ikke mindst. Han brummede irriteret. #Men dog, er jeg i live,# fortalte han med rolig stemme. Nu hvor han ikke bare kunne beskytte hende, som han havde gjort til nu.. Nu afhængig af hende i en forstand, som han i forvejen ikke brød sig om. At hun så denne gang måtte arbejde med at få pilen ud, var det en kamp uden lige, at holde sig på stedet, uden at vride i hovedet eller trække det til sig, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Som pilen endelig forlod hans øje, trak han hovedet til sig. Et brøl forlod hans massive gab. Næsten automatisk forsøgte han at lukke øjnene, uden at det egentlig var muligt for ham, for han kunne jo ikke gøre det, når der var så mange af dem tilbage. Klørene borede sig direkte ned i jorden. Det ene bagben trampede voldsomt. Hvor gjorde det dog ondt! Igen begyndte det at bløde. Det var jo lige før, at det havde glemt hvor ondt det havde gjort, rent faktisk at få dem i øjnene, under kampens hede.  Øjnene løb pludselig meget i vand. Han måtte bare forsøge efter bedste mål og mening, at få det ud, så han kunne få bare.. lidt et normalt liv igen! 

[Jarniqa Dynithril]

Selv forstod Jarniqa godt Damiens bekymring. Han var trods alt som den far, som hun aldrig havde haft. Derfor værnede han også om hende, som var hun hans egen. Problemet var dog, at hun ej kunne blive i hans rede for evigt. Der ville nemlig før eller siden komme en tid, hvor hun ville gå sine egne veje. Allerede nu drømte hun trods alt også om at se verdenen og udforske den på egen hånd. Hvornår det kunne ske, vidste hun dog ikke, da hun pludselig havde fået en ny forpligtigelse over for Damien. Det var nemlig næppe sandsynligt, at hun kunne lade ham ude af syne lige nu, og selv ønskede hun trods alt også kun det bedste for ham. ”De behøver ej at vide, at det er mig som kommer mod dem. Ingen ved trods alt, at det var mig som forårsagede nedstyrtningen af Neutranium. Desuden.. Jeg behøver ikke at være alene. Der må være andre, som deler min opfattelse,” sagde hun ærligt, som hun selv måtte se en hvis ide i det.
”Og jeg er helt uskadt,” indskød Jarniqa roligt, inden hun fik trukket pilen ud. Decideret voldsom var hans reaktion, som hun også væltede omkuld af hans mægtige brøl! Ondt gjorde det, som græsset og jorden under dem nu var komplet dødt. Dog var det ikke tilnærmelsesvist, hvad Damien havde været udsat for, og derfor børstede hun også blot skidtet af armene, inden hun rejste sig igen. Træt var hun, men nødvendigt var det, at hun gjorde al dette. Derudover smertede det hende også at se ham således, da hun aldrig havde set ham i en sådan stand før. Dog vidste hun, at det var for det bedste, hvis alle våbene kom ud. Hun bed sig selv i læben. ”Jeg ved, at det smerter dig, men du er nødt til at lade mig komme til igen. Jeg kan forsøge at trække de næste ud hurtigere, og dernæst er der bare sværdet.. Jeg lover, at det er det, og at jeg dernæst vil hjælpe dig hjem, hvor jeg vil se, hvad jeg yderligere kan gøre for at mindske skaderne.”

[Damien Nathanael Adams]

Stod det til Damien, så forblev Jarniqa i Benden for resten af hendes liv, da han nemlig ikke ønskede, at noget ondt skulle ske hende. Hans blik gled mod hende, dog selvom han ikke var i stand til at se hende. Hun var stærk, og stærkere end hvad hun i det hele taget var i stand til at kontrollere, og det var nok også derfor, at hun lidt reagerede på den måde, som hun gjorde. #Du minder mig om din mor, Jarniqa.. Altid så omtænksom og med en stærk holdning og mening.# Mange ville uden tvivl dele de tanker som hun gjorde sig, men spørgsmålet om hvor mange der turde stille sig op mod det, var jo så straks en helt anden sag. 
Det kraftige brøl forlod hans massive gab, da pilen langt om længe forlod ham, for det gjorde virkelig ondt! Han trampede kraftigt i jorden og rev i den med sine voldsomme klør, for aldrig havde han oplevet noget lignende! Halen slog han kraftigt med, hvor han for alt i verden, forsøgte at undgå at ramme hende, for han ville jo heller ikke skade hende på noget tidspunkt. Hovedet trak han kort og fast til sig. Det blødte, blandet med tårerne fra hans øjne. Han brummede af smerten.. det var næsten det som faldt ham mest naturligt. Igen måtte han jo give efter og åbne øjnene helt. Uanset hvad, så kunne han intet se. Han vidste jo godt, at det var nødvendigt.. og han kunne jo ikke ligefrem skifte form, før de var ude. #Det gør ondt!# Klørene rev i jorden under ham. Smerte havde aldrig været et problem som sådan, men dette var en af de mere voldsomme af slagsen. #Få dem ud... og få det overstået,# endte han. Selv vidste han jo godt, at han ikke rigtigt havde noget andet valg. Hovedet førte han igen stille frem.. han kunne lugte hende.. Der måtte han så lægge hovedet. Hans krop rystede allerede. Han vidste, at det ville gøre ondt.

[Jarniqa Dynithril]

Som han nævnte, hvordan hun mindede om sin moder, kunne Jarniqa ikke undgå at fornemme, hvordan stoltheden boblede i hende. Selv havde hun aldrig mødt sin kære moder, men alligevel følte hun, at det var en kvinde, som man kunne være stolt af at kalde for sin moder. Alt, hvad Damien havde beskrevet om hende, havde nemlig kun været positive ting. Derudover vidste hun nu, at hendes moder havde regeret landet her, og i så fald kunne hun kun have været en stor kvinde. Derfor kunne smilet ikke lade være med at brede sig på hendes læber, skønt situationen ej var den bedste lige pt. ”Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet møde hende.. ,” sagde hun sandfærdigt, men hvilket barn ville ikke også ønske at have mødt sin moder? Dog betryggede hun sig ved at vide, at hun lignede hende på visse punkter, og det var vel også kun en god ting?
Som Jarniqa fik hevet den første pil ud af dragens øje, måtte hun bide tænderne sammen. Let var det bestemt ikke, som hun ej heller kunne sige, at hun nogensinde havde oplevet noget lignende! Selv var hun også vant til et ganske fredsommeligt liv med Damien, og derfor havde i aften været noget af en omvæltning. Kort nikkede hun med hovedet, skønt han ej kunne se det. ”Ej kan jeg sige, at jeg har prøvet lignende, men jeg tror uden omsvøb på dine smerter.. Det vigtigste er dog, at de kommer ud, så jeg kan forsøge at redde, hvad der skulle være muligt at redde,” sagde hun ærligt og med en vis sorg i stemmen, som det gjorde ondt på hende, at denne modbydelighed havde hændt ham. ”Jeg vil begynde igen..,” advarede hun, inden hun trådte frem til hans mægtige hoved igen. Her gjorde hun, som hun havde gjort før.. Tog om pilen.. Vristede den forsigtigt, men bestemt ud af hans øjeæble.. Smed den på jorden og fortsatte. Selv sørgede hun for, at der ej gik mange sekunder mellem udtrækkene, da hun tænkte, at smerten ville være nemmest at tackle, hvis smerten var intens i få sekunder, i forhold til en lang smerte over længerevarende minutter. Derfor gik der ej heller lang tid før, at alle pilene lå spredt på jorden. ”Det var det..”

[Damien Nathanael Adams]

Det var naturligvis skrækkeligt, at Jarniqa ikke havde haft muligheden for at lære sin kære moder at kende. En varmhjertet kvinde, som selv havde givet ham chancen og muligheden, hvilket uden tvivl var det som han selv måtte værdsætte i den anden ende. Han sukkede ganske let, også selvom det kun kunne høres i form af en brummen. #Jeg forstår dig godt, Jarniqa. Hun lever i dit minde,# sagde han roligt, inden han igen lagde hovedet ned. Han brummede let, og forsøgte at finde freden i kroppen, nu hvor smerten begyndte at fortage sig igen. Hvor gjorde det dog ondt! Det blødte.. ikke voldsomt, men det så uden tvivl voldsomt ud. Ville han gå ud fra i hvert fald. Han nikkede blot let med hovedet, som hun sagde, at hun gik igang igen.
Smerten tog voldsomt ved, hvor han gjorde absolut alt hvad han kunne, for at ligge stille, selvom det var svært. De kraftige brøl og brummen kom ind mellem som pilene blev trukket ud, hvor han igen kraftigt rev i jorden under ham og stampede med det raske ben. Hvor gjorde det dog ondt! Som den sidste pil endelig forlod ham, klemte han omgående de blodige øjne sammen og trak hovedet til sig. Hans krop rystede. Det gjorde virkelig ondt. Han brummede intenst af den smerte som han måtte føle, hvor han næsten uden at tænke over det, gik flere skridt bagud. Elendige mider som gjorde det her mod ham! Det var frustrerende, at han ikke kunne gøre mere ved det nu,for han kunne jo absolut intet se! Vingerne bredte han let, hvor han heller ikke kunne undgå at slå med disse. Det gjorde ondt.. hans øjne blødte og løb i vand på samme tid, men nu kunne han da lukke dem! Han trak vejret dybt, inden han faldt en smule til ro. Nu var det værste da overstået!

[Jarniqa Dynithril]

Prisværdige måtte Jarniqa i den sidste ende finde Damiens ord. Hendes moder levede videre igennem hende minde, og var det ikke den bedste ære, som man kunne give? Sørgmodig måtte hun dog blive angående det, at hendes moders kongedømme var forsvundet, samt det, at det havde været hende, som havde knust Neutranium. Dog kunne hun ikke undgå at tænke, at hvis det virkelig havde været en erobring fra Dvasias side, så var det bedre, at tronen var ødelagt, frem for at de kunne sætte sig på den. Tiden var dog ikke til at minde hendes moder, som tiden derimod var til at redde Damien. Damien var nemlig endnu blandt de levende, hvor hendes moder var … død. Derfor gjorde hun for nu alt, hvad hun kunne for at sikre sig hans overlevelse! Ganske vidst var hun på vej til at blive en selvstændig ung kvinde, men alligevel ønskede hun ikke at se en verden uden ham! Hun havde ganske mødt Salvatore – hendes rigtige fader – men alligevel kunne hun ikke undgå at føle, at det var Damien, som var hendes egentlige fader. Han var trods alt den voksne person og mand, som altid havde stået hende bi. Pilene trak hun nøjsomligt ud en efter en, og som de endelig lå på jorden, syntes jorden helt at skælve under hende. Voldsomme var dragens bevægelser nemlig, og derfor var det kun et faktum, at han fik omgivelserne til at ryste! Selv gjorde hun sit bedste for at stå imod, hvor hun først kunne ånde lettet op, som Damien valgte at falde til ro igen. Så langt så godt.. Nu manglede de blot sværdet. ”Nu mangler vi blot sværdet,” proklamerede hun, inden hun bestemt søgte over mod hans lår. Dette så ud til at blive en lettere sag.. men hvad vidste hun også om det, når alt kom til alt? ”Jeg vil trække sværdet, hvor du dernæst vil forvandle dig til en mindre skikkelse, så jeg kan bære dig tilbage til huset.. Er du klar?” lød det fra hende, inden hun lagde begge hænder om sværdskæftet, inden hun begyndte at trække det ud af hans kød.