minder

[Deleted]

jack lå i sin seng han tænkte på den krig der var i gang lige pt han kunne stade høre tæerne skrig og folks sog men han hadet vendte sig så meget til det han hadet lovet at beskytte sin gud far og de ander og det agte han også at finde af og til kunne han godt sanve nogle ting som en af dele glæde og soger med men jack hadet kun sig selv lige pt hvad skulle han stille op vidste han ikke men han vidste at der skulle ske noget og det ville ikke for kommet ham radt det vidsdte ha nfor det var en sand hed som han måtte se i øjnene han hadet også svært ved at tro at han hadet store kræfter som sin far den gang han kikket let på sine fingere " jeg ved du har ud valgt mig til noget stort " rolige kikket han hvad skulle han dog stille op hvad skulle han dog stille op stille og rolige lage han hænderen ned mod sengen og kikket op i lofte der var ingen fule sang elelr noget vilkede jack savnet lidt at stå op til men sådan var de jo hvad skulle han ellers gøre rolige kikket han videre rundt han håbet tingen vilel falde på plas efter alt det herhan vidste der skete noget men vad det var kunne han ikke sige det kunne han virklige ikke  han stod af lene med de her ting og det  måtte være noget som han måtte finde  ud af  selv

[Deleted]

Her stod hun så, hun ville have hans forståelse og tilgivelse, og nu var der gået lang tid nok til at han måtte være faldet ned, det var hun sikker på. Eller håbet derom var i hvert fald i hende. Hun så mod døren og lagde blidt hånden derpå, inden hun gav sig til at banke blidt på den, i håb om han var hjemme. Denne kolde vinterdag, med sneen liggende overalt, stod hun i sin lyse kutte lavet af tykt stof. Inden under havde hun et par skinbukser, og en løs lang trøje i en varm grøn farve. Serenity havde sin fletning som altid siddende, med totter hængenede her og der, der var ingen tvivl om det blæste udenfor. Støvlerne varmede hendes fødder noget så dejligt, hun smilede for sig selv, det skulle nok gå, hun prøvede i hvert fald at bilde sig selv det ind.

Skoven havde ændret sig meget på det sidste, og ikke kun på grund af vinteren, det vidste hun. Trangen til at skulle kæmpe var stor, men hun vidste at det nok blev over Thranduils lig at hun stod derude med ham og kæmpede for sit land, sit folk. Det kunne godt gøre hende vred, men hvis hun havde valgt, havde hun nok også bedt ham om at blive tilbage i sikkerhed, eller så sikkert som der nu ville blive. Hun sukkede roligt og så den varme ånde møde den kolde luft og give damp derefter. Hendes fingre var dækket af et par handsker, lavet af samme skin som hendes bukser.

[Deleted]

jack hørte det banke på rolige rejste han sig op for at se hvad der skete hvem gad at besøge ham rolige åbnet han døren og det var ikke uderlige gald ansiget der kom frem for ham " god dag " sagde jack men vendte stille og rolige om mens han stille fumlet efter nogle smår smår ting " hvad laver du her " sagde jack stille mens for at se hvad der skete rolige kikket jack sig om der virkede tom som altid her jack heldte noget vandt og noget the op mens han kikket lidt mod senitry han hadet ikke sovet og det kunne man se på ham hvad skulle han gør hved det han var hvem han var bare forde han ikke var en rig konge eller noget i den stil han kikket lidt hårdt på senitry nej tingen hadet ikke enderet sig spor han hadet foget nok af kvinder i et skygge tid og i sær elver kvinder rolige gik han hen for at samle noget brød sammen og noget grønsager til hinden stille satte jack sig ned mens han studerete her jack svaret ikke på noget lige pt

[Deleted]

At blive mødt med den mine tog pusten fra hende, og håbet om tilgivelse blev pludselig rimelig fjern, hun stirrede måbende efter ham og trådte kort ind. Hun så undersøgende på ham, han så ikke ligefrem ud til at have det alt for godt. En bekymret rynke i hendes pande dukkede op, hvad skete der med ham? Hvordan kunne han få fra at virke som så lyst et væsen til at virke så mørk? "Jeg kom blot for at sige undskyld for min opførsel, igen..... Bede om tilgivelse og muligvis forklare mig? Men, dit overskud virker ikke til det. Så jeg beklager forstyrrelsen." Lød det roligt og blidt fra hende, hun var en kærligt væsen og selvom han på ingen måde opførte sig særlig pænt, lod hun tvivlen komme ham til gode, for hun følte noget var galt. Serenity havde det med at fornemme når noget var galt i folk, hun gik lidt tættere på, men holdte afstand og så på ham. Der var noget helt helt galt, hun kunne virkelig ikke lide den følelse hun havde i maven. "Jack, er du okay? Jeg.... kan mærke noget ikke helt stemmer." Kom det så stille fra hende, nærmest som trådte hun varsomt. Før havde hun set gode væsner springe ud i udbrud og faktisk var hun en enkelt gang været tæt på at komme til skade grundet det. At det ville kunne ske her, at noget tog over, det tænkte hun ikke over, nej hun var kun interesseret i at Jack fik det bedre. Hun var jo stadig hans ven.....

[Deleted]

jack kikket på sine hænder lidt men kikket så mod senitry men smilte rolige " undskyld jeg " han sukket kort let mens han lidt ned mod det " jeg mærkede det helle forleden " sagde jack mens hans blik bliv ved det " tærne skrig og sog og folk so faldt " han sukket lidt stille hvad skulle han sige til det rolige age han hvodet på skrå og kikket mod hinden lidt igen hvad skulle han sige han enver vokset huritger ind han kunne nå a t venne sig til det han sukket rolgie mens hovedet lage jack rejste sig stille og rolige " jeg kendte mange gode mennesker der nede som hjalp mig og jeg ville ikke kunne en tåre gled ned fra ham " jeg mærkede deres smerte " sagde han men hvad skulle han dog stille op det skramte t ham lidt hvad skulle han dog stille op med de her ting men han var heller ikke særlige glad for kvinder lige pt rolige kiket han med serenity og lage hovdet på skår " telgivsle den har du skam foget jeg elsker dig for meget til at kunne hade dig " sagde jack svagt mens sandt var det rolige " og desuden vis jeg hadet nogle ville der kun blive mere had og det er der for meget af " sagde han med et varmt smil på læben og lukket øjnen

[Deleted]

Så hurtigt som han skiftede, der var noget helt galt, hun tog et skridt længere mod ham, stadig med en bekymret mine. Nok havde hun ikke behandlet ham særlig fair, men han betød jo stadig noget for hende, han var en ven hun havde snakket åbent med. "Vi skovens væsner, vi mærkede det alle Jack, det er en frygtelig tid vi har os i vente." Sagde hun så stille, hun så lidt rundt, her trængte til lidt af en hånd, mon han havde forsømt sin bolig lidt i alt dette? Han måtte have haft det hårdt, så ung og uforstående, hun ville gerne hjælpe ham! "Det gør mig ondt." Kom det medfølende fra hende, hun nikkede ved sine ord og holdte blidt om sig selv, gad vide hvordan de væsner hun kendte til, de få, egentlig havde det? At Zean var en af dem som havde ledt slaget anede hun intet om, heldigvis, for så havde han da aldrig fået sit tøj! Hun så ham på en helt anden måde end de fleste gjorde. Jacks næste ord fik hende til at smile, så hun var altså tilgivet! Det varmede om hendes hjerte i denne vinterkulde, hun var dog lidt bekymret over han sagde at han elskede hende for højt, ville det blive et problem? Ville hun knuse hans hjerte hver gang han så hende? I så fald ville hun holde sig langt væk for hans eget bedste. "Du har ret, der er nok had og energien burde være mod Dvasias's hær, ikke vore egne." Medgav hun, han havde hjertet det rette sted, men han var stadig splittet og i forvirring, det kunne mærkes. "Du har ingen ide om hvor meget det letter at høre du har tilgivet mig, det betyder så meget. Jeg ønsker jo at være din ven og at være der for dig." Sagde hun så med et lille smil, hun var stadig bekymret.

[Deleted]

jack kikket på senitry og vidste ikke hvad han skulle stille op han hadet lyst til at rejse væk rolige rejste han sig igen for at over mod vinduet han hadet lidt det ord ikke at det gjord ham noget men han var ombaret kun en pigernes ven rolige sukket han men smilte rolige over til hidnen " tak " sagde han så stille men han vidste enlige ikke hvad han skulle sige rolige kikket han ud til byen " jeg over vejer at rejse væk her fra " sagde han stille og rolige mens han stade kikket væk

for sandheden var der var ikke noget for ham længer at være her ingen gad at have ham ingen eller holde af ham som han hodlte af dem og Thranduil synters bare at glemme ham hvordan kunne han enlige det når hans far og mor stod ham sår nære han tænkte vis bare han hadet valgt at tag af sted så ville der ingen der vilel savne ham rolige slog han lidt på vindudet kammen og vendte sig om od senitry men vendte stille om for at rydde lidt op han vidste ikke hvor meget han ville savne det her sted for det hadet ikke lige frem givet ham kærlihed for elver elskede ombart kun sig selv " jeg har ingen grund til at blive her Senitry " sagde han stille og rolige

[Deleted]

Endnu engang ændrede han sig fuldstændig, hun blev helt forvirret, men havde ondt af ham og tænkte han sikkert var endnu mere forvirret end hende. Hvordan skulle hun kunne hjælpe ham? Her måtte hun ligge sine tanker i blød! Roligt studerede hun ham, han ville rejse? Hvor hen?! Der havde lige været krig ude for grænsen, så Procias kunne han ikke forlade uden chancen for at miste livet var enorm stor. Hun sank en klump og kiggede lidt rundt. "Jack, tænk nu rationelt. Jeg er her da, jeg er din ven og jeg holder af dig!" Sagde hun så, inden hun gik helt hen til ham og forsøgte at trække ham ind i et kram, hun var en meget høj kvinde, men det generede de færreste. Elvere var jo ganske høje i sig selv. "Er det skoven eller Procias du har tænkt dig at forlade? Og vil du holde kontakten med mig, eller du mig ud af dit liv?" Spurgte hun så med en bekymret mine, hun ville ikke have der skete ham noget, og et sted, ønskede hun lidt at når krigen stod på, fik hun ham langt mod den fjerneste kyst og gerne ombord på en båd og væk. Han havde ikke styr på sig selv, det ville ende galt at han var til stede mens der var krig.

[Deleted]

jack knytted næven lidt " jeg rejser ikek væk fra dig senitry men for Thranduil jeg har set vilken slags mand han i virkligeheden er nu " sagde jack stille og gik rolige tilbage og ud af hans kram " mine forælder fortalte histoiger om hans stor heds tid og hvor god en mand han var men jeg ser nu det var en fjel at gøre ham til min gud far " sagde jack stille med nogle tåre ned af kinderen stile han var ikke et barn som sådan på nogle måde han var bare fanget i en krop og det som Thranduil hadet sagt hadet knust hans drømme helt han ryste på hovdet lidt der var så mange blande følser og kunne ikke finde ud af det mere han faldt sammen og kikekt bare lidt tomt ned mod jorderen " var mine forælder kun det samme for ham " rolige tog han sine hænder opg foor at kikke på dem lige så stille

[Deleted]

Det var ikke ligefrem det hun havde regnet med var galt, så hun så overrasket mod ham og spørgende, hun forstod slet intet, hvad foregik der? Hun rettede sig lidt op og lagde hovedet på skrå, hun forstod godt det kunne være hårdt, men kunne Jack virkelig ikke se hvorfor Thranduil handlede som han gjorde? "Det her er akavet, lige omkring Thranduil kan vi ikke snakke. Jeg har kendt ham på afstand i mange mange mange år, og nu kender jeg ham tæt på, nok tættere end nogen anden levende person. Han er en god mand, en stolt mand og han har sine principper og holdninger hvor elvernes hjerte måtte ligge." Lød det roligt fra hende, dog ikke vred, selvom man nok normalt ville blive det når nogen snakkede sådan om ens kommende mand. Hun smilede svagt, alting faldt på plads nu for hende og hendes liv havde fået et helt anden betydning. Igen lod hun blikket falde på Jack, hun lagde en hånd blidt mod hans skulder og klemte den blidt. "Gør hvad du i dit hjerte føles som det rigtige. Måske er afstand i denne stressende tid en god ting. Bare lov mig du passer på dig selv." Sagde hun med varme i sin stemme, hun sendte ham et medfølende smil. Et sted, forstod hun jo også hans opgivendehed i alt dette, det måtte være svært og der var stadig meget han endnu ikke forstod, men det kom til ham en dag, det var hun sikker på. "En dag falder alting på plads for dig Jack, og så forstår du bedre de ting som er sket." Hun lod sin hånd falde fra hans skulder, inden hun vendte rundt og gik lidt rundt i hans hjem. Roligt gled hendes fingre over nogen af hans møbler, hun fandt nu stedet ganske charmerende, men man kunne godt se at det var en ungkarlehytte.

[Deleted]

jack tænkte som det knaget lige pt men det bliv til sidste for meget for ham hans hjerte gav et hop og jack begynte at hyper ventiliger han holdte om sit hjerte hurtit alle de historiger var de ikke noget være han faldt sammen på gulvte og velgte en stol på vejen han krøb sammen og man kunen nærmste høre ham det begynte at sløre for ham alt det pras der lå på jack skuller lige fortiden men han kunne ikke klare mere lige pt hvad skulle han gøre han holdte af Thranduil og Senitry og så mange ander hans drømme betrød ikke noget for ham mere jack brgyndte at svede lidt mens han prøvet at få kontrol over sit hyperventiliern det var ardlgie sket før og jack var sikker på at han ikke kunne vånge igen lige med det samme han var kun et barn i nu hvad skule han stille op men folk så ham som vosken selv om han ikke helt var det alt det som hans mor hadet sagt til ham gav pluslige ingen mening mere selv hans far som han ikke huske så godt kunne han heller ikke se for sig stille sagde han og kaldte han " Serenity" men det var lavt

[Deleted]

Jack var en knægt fra gaden, han havde ingen forpligtelser, ingen krav eller vigtige opgaver, han var fri og kunne gøre hvad han ville, men det lod ikke til at han havde indset dette, han lod til at have taget alt for meget ind, som ingen mening gav. Serenity stirrede på ham med et skræmt blik over hans krop reagerede sådan, han var svag, alt for svag til at skulle forholde sig til de større ting i livet. Hans psyke lod ikke til at klare forhindringer på vejen særlig godt, hun var bekymret og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hverken Thranduil eller Serenity havde set ham som en voksen, altid som et barn nærmere, i hvert fald for ung til at skulle forstå alting hele tiden. Hun smed sit overtøj og søgte ned ved hans side. "Slap af Jack, dybe vejrtrækninger." Lød hendes stemme blidt, hun fik lidt af hans hår væk fra hans ansigt. Så ung...... Hun sukkede blidt, inden hun fik ham ind i sine arme og prøvede at løfte ham ind i hans seng. Det gik da lige, men hun havde nær tabt ham op til flere gange. Nok var hun trænet og i fysisk god form, men at bære en mand af større vægt end sig selv var klart en udfordring for hende. Dog en hun klarede. Roligt puttede hun ham i hans seng, strøg ham flere gange op over panden. "Jeg er lige her Jack." Hviskede hun, mens hun sad ved hans side, at gå fra ham nu ville være en koldhjertet handling, nej hun ville hjælpe ham, hun ville vise ham at hun var hans ven.

[Deleted]

jack fik om bart kontrol over sit værtræninge alt det her hadet taget meget på ham alle skringen han hadet hørt inden i hovdet fra tære og skovens væsner hans medalijon begynte stille at blinke som han hadet avet efter sin mor og fars bort gang den spille rolige en meldoige for dem jack begynte at slappe mere men han svedte stade den som linete et træ og med en grøn rumbin inden i var hans våben skjold men det vidste jack tydlige vis ikke han hadet sviget alle sammen han var for svag og hans gud far hadet sikkert rat den ville sikkert blive hans undergang at deltage i krigen men han hadet selv kræfter som han ikke selv kendte noget til rolige foldte han hænderen ud på sin mardas og en lille grøn lys kulde kom frem den viste et billed af et skov om råde hvor jacks famille kom fra men det var det svære ikke det hele den viste den bliv stille slukked igen langt somt jack sov stille i en dup søvn og han kunne mærke en kold mørke over ham men han kunne ikke vånge eller bekæmpe den så godt jack lå liv løs i sengen

[Deleted]

Bekymringen steg, hun havde ingen kontakt med ham overhovedet, hun sad bare og strøg ham kærligt over panden som havde hun været hans mor og prøvede at være der så godt for ham som overhovedet muligt. Hendes blik var lukket i, hun prøvede at finde ro indeni i alt dette, og efter lidt tid fik hun da også ro over sig, hun åbnede øjnene og så han havde fremmanet noget? Hun lagde hovedet på skrå og studerede det, hun trak på skulderende og så ned mod ham igen, han gled længere og længere væk, det kunne hun mærke, det gjorde ondt på hende at se. Roligt rejste hun sig, og begyndte at rydde lidt op, få styr på hans hjem med en kvindes berøring. Hun fik gjort noget vand klar til ham også, bar det ind til ham og satte sig endnu engang ved ham, hun havde ingen ide om hvor lang tid der var gået, men det virkede som en evighed, hun gik ikke før han ville vågne op igen. Serenity endte med at ligge sig ned ved hans side, her gled hun selv ind i en let søvn, ganske rolig og fredfyldt. Han havde brug for nogen og hun var der, og hun var tæt ved ham.

[Deleted]

efter nolge timer vånge jack igen mørger i kroppen og sorte rander undere øjnene vor mange langtid hadet han lægge her men han var stade for træt til at rejse hvad var det han følte sig splitte i Pligt men også en frithed men også en ro på en og samme tid rolige lå han stille og løfte sin hånd stille hvad var der sket men han kunne mærke en ved siden af sig var han død ?? eller var det bare en minen han befandt sig " hvor ..er jeg ??" spurte jack stille selv om han ikke forvente nogle svar fra nogle så begyndte det da at være lidt bekymneren han hadet stade ondt i bryst kassen lidt stille prøvet jack at rejse sig op og tog sig lidt til hovedet det følte som om han hadet dukket om kamp med en eller anden det var stade lidt slørede for hans øjnen det var sært han huskede ikke noget kun en smerte han hadet haft det var svært at forstille sig rolige kom hans syn tilbage og han fandt senitry ved hans side nogle tanker gik rundt om ham men han lage sig stille ned igen og faldt atter i søven igen med en hånd om senitrys krop stille det var en ra fløse at ha at der igen var liv i rummet her på så mange måder det var han kun glad for at høre hvad skulel der enlige sket med ham vidste han ikke på nogle måde men vis det var hans meninge at falde i krig måtte det være sådan han holdte stade fast på hans løfte for han gik ikke tilbage for hans ord på nogle måde heller have masser af venner som famille ind selt ingen