DRØMME OG KRIG ??

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Et sted måtte Thranduil dog give Jack ret. Han havde elsket nogen, som han også var blevet elsket i retur, og den tanke og følelse, ville han heller ikke være foruden, hvilket var noget som han glædeligt ville stå inde ved, om det skulle være det. De grønne øjne hvilede tydeligt og stift på ham. "Følelser giver en grund til at leve, som de er grunden til at man netop gør det, Jack. Dem som jeg elskede, har jeg alle mistet. Først nu, flere år senere, er jeg i stand til at åbne op for muligheden for at elske igen," fortalte han. Nej, han ville bestemt ikke påstå, at han var en blødsøden mand, for det var han på ingen måde! Han havde en ro som han kunne udvise.. Han havde en mulighed for at virke hård og streng, og alligevel være en, som man kunne søge til, hvis man havde brug for et klap på skulderen. Det skulle bare værdsættes og fortjenes før han gjorde lige så.
Men at kalde deres sjæl som for noget af det samme, var bestemt ikke noget som Thranduil ville høre eller lægge øre til for den sags skyld. Jack var på mange måder uviden om det liv, som han havde, i forhold til hvad en normal ung knægt på 15 ville have. "Af kød og blod, samt slægtsbånd, vil vi aldrig blive det samme. Jeg er elver.. noget som du aldrig vil komme til at blive, eller komme i nærheden af. Jeg skyldte dine forældre en tjeneste, for alt hvad de gjorde for mig, før de gik bort.. Jeg lovede at tage mig af dig.. Det gør os ikke til en familie," sagde han denne gang hårdt. Aldrig i hans liv, ville han høre Jack betegne dem som en familie igen. Det ville aldrig komme til at ske.

[Deleted]

jack kikket lidt igen da han sagde de arldige ville blive i fammile jack knutted hænderen " så forklare mig forklar mig hvorfor mine forælder netop valgte dig " sagde jack lige så hårdt igen han kikket igen mod Thranduil han kunne mærke en vis vrede stige op i ham" ja du gjorde dem blot en tjstne den har jeg forståede " svaret jack mens han knutted hånden lidt det føltes helt forkert hvordan Thranduil ned så ham lige nu " de så dig som famille de to sammen de fortalte historiger om dig mens " sagde jack vis øjne blidt lidt klare igen han kikket lidt væk fra ham mens han overvejet om han skulle løbe det såret ham at sige sådan når hans enge forælder hadet fortalt ham stille vente han sig væk fra ham igen og hopped så ned af bakken en Enkel gang han måtte have noget luft hvorfor lige Thranduil det forstod han virklige ikke han hadet midste så meget men Thranduil så bare ud til at skubbe ham væk helle tiden

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jack blev såret, og ikke var det noget som Thranduil tog sig af. Det var på tide, at Jack blev en ordentlig mand, som kunne håndtere de ting, som han blev udsat for, fremfor at leve i en verden som på ingen måder, kunne siges, at være synderlig realistisk, for det var den da virkelig ikke! Han var bundet til ham igennem et løfte, som han havde skænket hans forældre, dengang han ikke havde været særlig gammel, og det var virkelig også det eneste. Der var virkelig ikke noget andet i det, end som så.
Øjnene kneb Thranduil en anelse sammen. "Det er på tide, at du vågner af din drømmeverden, og finder ud af hvordan denne verden egentlig er skruet sammen, Jack," sagde han kort for hovedet. At Jack så vendte om for at gå i stedet for, fik ham kun til at bide tænderne let sammen. Nu måtte han da for pokker tage sig sammen! Krigen ville ramme dem alle sammen på et eller andet tidspunkt, og det vidste han jo godt. De grønne øjne fulgte ham meget nøje. Det var virkelig på tide, at den knægt tog sig sammen. "Jeg er bundet af et løfte, som jeg skænkede dine forældre før de gik bort, Jack. Det er det eneste som binder mig til dig," kaldte han med en mere fast tone, nu hvor den unge mand var på vej væk. Han måtte jo selv om det. Han havde advaret ham, og han vidste nu også at krigen ville komme. Thranduil valgte til sidst, at vende om på hælen og søgte den anden vej. Han havde brug for at tænke og brug for at lægge en strategi for, hvordan han selv skulle gribe tingene an.

[Deleted]

jack hørte ikke Thranduil han rejste væk med nogle tråre i øjne hvordan kunne denen mand være så kold i sindet han fik nogle græne i øjnene hvad skulle han sige han hørte ombart ikke til nogle steder på ingen måde det var ikke jack som skulle vånge men Thranduil han løb hjem til sig selv og smækked døren sammen han lå der i mange dage ude at ville ud han hadet misted alt igen og ignen så ud til at holde af ham så hvorfor ikke bare blive ond eller forsvinde / OUT

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil himlede let med øjnene for sig selv. Han var vred. At Jack kunne få sig selv til at sige den slags til ham, og så bare.. løbe når han ikke var tilfreds. Han var slet ikke et sekund i tvivl om, at den dag krigen ramte, ville Jack miste livet. Han levede i en fuldkommen urealistisk verden, og det ville blive hans endelige, om han ikke snart fik øjnene op for det som skete omkring ham. Grotesk var det uden tvivl.
Inden længe kunne Thranduil se den smukke elviske landsby. Han følte en glæde ved at se den, og alligevel en sorg over at vide, at det måske kunne blive en af de sidste gange, hvis krigen rent faktisk skulle ende med at ramme. Han rystede ganske let på hovedet. Han måtte finde Serenity. De havde ting, som de var nødt til at få på plads, inden helvede mildest talt, ville stå på deres døre, og rive dem fra hinanden. Han frygtede virkelig for konsekvenserne ved en stor krig mellem det klare lys og det stærke mørke.

//Out