DRØMME OG KRIG ??

[Deleted]

der hadet gået noget tid siden jack hadet haft mardit igen om den samme drøm en krig der ikke så ud til at af slutte han vidste noget var i gære der var død stille i skoven jack kunne mærke det gyse i ham rolige gik han rundt i skoven det var underliget det her men han vidste noget om dyr kunne fornemme fare på lang af stand rolige gik han i ind i hytten igen han sad og tænkte lidt over den drøm som han hadet haft med nogle drager og meget dyster væsner alt den had der befandt sig nu i verden hvordan kunne de være jack tænkte sig godt om han var ikke en der ville skade folk med mindere det var hjøst nuvendige kald ham bare for navie men jack hadet set nok had i længer tid hvad forgik der jack prøvet at sove stille igen men efter en times tid vånget han igen med sveden panden rolige tog han sin hånd op mod sin pande det var for meget for ham han holdte sine to hændere op mod sit hovde han kunne mærke tæreren var lige så bange som ham selv rolige kikket og råbte stille " HOOLLD MUND " Skrag jack og i det stoppet alt hans enver vosket hurtiger ind han selv kunen forstille sig og det gjord ham lidt bange af og til han tog hals keden op og lage den for hans pande " hjælp mig hvad skal jeg gøre " jack rystede over helle kroppen og der var igen til at hjælpe ham lige nu han hadet rolige  rejste jack sig for at tage noget vand men lige meget hjalp det  hvad skete der med ham hvorfor gjorder hans krop det hvorfor snakket træeren til ham de hadet de ikke gjordt før? 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den intense stemning havde selv spredt sig til skovene. Thranduils soldater og spioner havde længe overvåget en meget intens og fremgående aktivitet fra de dvasianske lejre, så det var bare et spørgsmål om tid, inden de for alvor ville gå løs. Ikke at det var en tanke som han brød sig om som sådan, men det var nu bare sådan, at tingene måtte forholde sig i den anden ende. Han kneb øjnene fast sammen, idet han selv søgte igennem skoven.
Dyrene var ved at søge væk, og fuglene sang ikke længere, hvilket var et frygteligt tegn for Thranduils vedkommende. Hans blik udstrålede intet andet end alvor. Selvom man vel kunne sige, at han nærmest havde valgt at tage skridtet videre med Serenity, så var det endnu frygtelig svært for ham, at det foregik på denne måde.. Han havde pludselig en kær i sit liv, som han skulle passe på, og den var virkelig.. hård nok for ham, som den var i forvejen.

Jack var ærlig talt ikke en mand, som han havde skænket en tanke igennem frygtelig lang tid, for det havde der aldrig nogensinde været nogen grunde til. Alt taget i betragtning, så havde han mange andre ting. Han havde sin skov.. sin by og sit folk, som han satte før alt det andet, og særligt før en ung mand, som i forvejen var ham sådan en pestilens. De lange hør blafrede i vinden.. hans grønne kappe blafrede lige så efter ham til hans faste og målrettede gang igennem skoven. Han havde mange ting, som han skulle tage højde for lige nu.. virkelig mange, og særligt med en kvinde i sit liv. Han havde helt glemt hvor godt, og alligevel hvor grusomt, det kunne være på en og samme tid.

[Deleted]

Jack gøs og prøvet t komme til fornuft igen rolgie rejste han sig med et meget arvoliget ansiget ud tryk i øjene han vidste hans gudfar bare så ned på ham og af holdte alle elver og lever kvinder som han tog til sig selv ombart jack prøvet virklige ikke at hade sin gud far for dette men der måtte ha været noget som hans far og mor hadet set til rolige tog jack tøget på og løb op på en høj bakke hvor man hadet en god udsiket han kunne se brend hans øjne var fugtit han vidste hvor det kom fra hurtit hopped jack ned for at samle sin bue og sit svær som han hadet foget lov til at smede han kendte mange gode mennsker der og smede også som han vidste nok var i sikker hed nok var han ung men han var ikke en tåbe han stopped dog stille op og frøst der var stærke væsner der ude hvorfor hadet folk så let tillid til ham hans vrede steg ham til hovdet og han vidste ikke hvad han skulle gøre for der var igen til at råd give ham han kaste sværet ned i en halv træ stamme så den næsten flægged og satte sig ned på knæg " hjælp mig jeg har brug for hjælp " frem stønned jack rolige kom nolge rødder op af hans arme og videre op mod hans øjne for at tøre dem væk han græd første gang i langtid græd han hans sorte huld føltes som om det op slugte ham helle tiden og det gjorder det ikke bedere han vidste han hørte til her og han ville bevise det nok ikke elver udsende men han hadet hjerte på ratte sted det vidste han do godt det var vigte for jack at han kunne holde til det her

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde alle dage været hård mod Jack, og han vidste det godt, men der var bare sandheder i den tilværelse i skoven her.. Jack var ikke en del af dem. Selvom han havde det slemt nok lige nu. Serenity var en kvinde som han ville beskytte med alt hvad han havde at beskytte hende med, men han havde også et folk, som havde brug for ham i det henseende, og det var også lidt det, som han reagerede på. Alt taget i betragtning, så var det.. hårdt for ham lige nu. At være splittet mellem hvad man burde og hvad man egentlig ønskede.
Kort stoppede han op, da vinden kærtegnede ham i ansigtet. Det var betryggende et eller andet sted, og han kunne virkelig godt lide det. Det at være ude, var hans drøm. Han ville gå til, om han skulle stå i en situation, hvor han ikke ville have denne mulighed. De grønne øjne vendte han frem for sig. Uroen havde sænket sig, og selv tydeligt på denne procianske side af grænsen, kunne han mærke det. Han lod hånden roligt kærtegne et af de gamle egetræer, som han stod lige ved.. Et af de få, som havde overlevet den magiske skovbrand som havde hærget stedet for frygtelig mange år siden.. dog en situation og tid, som han aldrig nogensinde havde glemt. Dengang måtte han træde i karakter, og det skulle nok også ske igen, at det ville blive en nødvendighed. Han sukkede let og lukkede øjnene. Skoven følte uroen.. Det var jo lige før, at den kunne mærkes i de høje trækroner, som endnu var påvirket af den bitre vinter, som de forhåbentlig meget snart ville sige farvel til.

At Jack måtte være i hans omgivelser, tænkte han ikke over. Den mand havde jo uanset en tendens til at dukke op på de mest mærkværdige steder, til den mest irriterende tid, selvom han nu heller ikke sagde det højt. Han respekterede skam hans tilstedeværelse i skoven her, såfremt at han behandlede den pænt, med respekt og med værdighed.

[Deleted]

jack vidste ikke helt ligen u hvad han skulle gøre jack vidste hans gudfar var en konge men en konge burde heller ikke være af lenne i sådan nogle stundere som den her han tog sig til hjerte igen men med et beslutte ansiget udtryk åbnet han sine øjne det enste han kunne sætte sit liv til var sine venner og dem ville han beskyte rolige rejste han sig op og tog sit svær men sjovt nok tog en rod den som om roden ville have det valg han måtte beskytte hvad han måtte det var på tide jack gjord sin fars drøm til virklige hed rolige gik han frem i skoven med en ring brune og bue over hovdet han kikket let rundt han ville beskytte skorven og de ander skov elver selvo m de ikke lige frem hadet bhanldet ham godt han måtte se had der skete for noget dystert var på vej og jack ville kæmpe for sit liv og sit mål for dette jack kendte ikke hans fars fortid men ha vidste han var af stor betyding både for skoven og for Thranduil nu var det på tide at jack gjord det samme

tæren blæste og han mærkede kærtenge mod has kid hans øjne så held anderledes ud ind de hadet gjort før de var kraftite grønne som om naturens kræft flød i gemmen ham jack kunne mærke tæerens hjerte deres viskenen i hans sind det berolige ham lidt

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil følte sig temmelig alene i det her tilfælde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han måtte jo bare.. tage tingene som de måtte komme, og rent faktisk som han havde gjort igennem hele hans karriere. Han var nødt til at klarere hans tanker. Det var nemlig kun et spørgsmål om tid, inden krigen ville bryde ud, og han selv ville blive kaldt til fronten.. Og han ville ikke have noget problem i at være der. Selvom han måske virkede som en mand, der tog det hele ganske roligt, så skulle man bestemt heller ikke tage fejl. Han var ikke typen som man skulle komme på tværs af, og da slet ikke på denne her måde.
Som Tom viste sig igennem skoven, drejede Thranduil blikket. Hans øjne skinnede med en meget intens grøn farve, i forhold til den varme gnist, som normalt var der, og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvad, hvilket næsten var det værste af det hele. Han kneb øjnene let sammen. Selvfølgelig.. Men hvad lavede han? Bar han våben på sig? Han rettede sig roligt op, inden han lod hånden forlade den gamle træstamme, for i stedet for, at falde let ned ved siden af hans skikkelse. Han blev denne gang stående. Uanset hvad Jack havde ideer og planer med, så var det bestemt ikke nogen god ide, for manden havde jo absolut ingen våbentræning eller krigserfaring.
"Uanset hvad du tænker, er det en dum idé, Jack," sagde han med en kontrolleret, men rolig stemme. Krigen var noget som ville påvirke dem alle, og nu hvor han samtidig også havde Serenity, at tage hånd om, var han sat i noget af et dilemma, og det var den som gjorde det svært. Han ville jo gerne beskytte det skovelviske rige.. og med alt hvad det måtte indebære. Han kunne bare ikke gøre det på egen hånd.

[Deleted]

jack svaret ikke først gang men han prøvet at kontolere sig selv han lukket øjnene " der er så meget had så meget sog " jacks hånd knytted sig rolige vente jack sig om og så dirakte mod Thranduil med sin øjne det var ikke den selv sammen jack som han så den gang men en beslut som jack nogle tåre gled ned af hans kindere " tærene de skriger " jack holdte sig for hovdet men landet atter ned på kængen " få det til at holde op " det føltes som om hans hovde var ved at Eksplodere men atter en gang kom nolge rødere over hans ryg og støg ham stille over ryggen som en trøst " få det til at stoppe mit hvode er ved at ekplodere " rolige tog jack sig til hovde mens han kikket op mod Thranduil han hadet ingen trøst at finde nogle stedere kun tærnen som lige nu trøste ham eller prøvet på det træset rod forsvandt efter et kort stykke tid mens jack lå nede på den kolde jord og vidste ikke hvad han skulle gøre " hvorfor... hvorfor er jeg så anderledes ind ander mennsker " sagde jack som lage sin pande ned mod jorderen han ville vide hvorfor han var andereldes ind han var

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Smerte og sorg måtte være overalt og særligt i denne tid. Den intense spænding som hvilede i luften, var stort set umuligt, selv for Thranduil at gøre noget ved. Det værste var næsten, at han ikke rigtigt kunne gøre noget andet end bare at... vente på at blive kaldt til fronten, og lede den elviske del af hæren i krig. For det ville komme. Det var bare et spørgsmål om tid. Han trak vejret dybt. Træerne skreg.. de græd.. rødderne spredte sig langt, så de var nok til fjerne områder, hvor krigen havde sit ophav, og det var det, som bekymrede ham. "Jeg ved det.. Jeg hører selv deres klagesang hver eneste dag nu. Krigen nærmer sig, Jack.. Det er kun et spørgsmål om tid, inden den rammer," fortalte han. Det var en kendsgerning, som han nu efterhånden bare havde lært at acceptere, og det var det, som var svært.. virkelig, virkelig svært.
Kunne Jack virkelig høre det? Det var uden tvivl noget af det, som han selv havde sværest ved. Var der mere i den mand, end det som øjet egentlig kunne se? De grønne øjne hvilede på ham med en meget intens gnist. Han brød sig ikke om det.. og særligt ikke at blive ignorereret på den måde, som nu skete, og han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset om han ville det eller ikke. "Føler du dig anerledes end alle andre?" spurgte han med en direkte stemme. Han kneb øjnene en kende sammen, hvilket kun gav ham en meget alvorlig mimik, som han ikke direkte kunne gøre det store ved, om han nu ville det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvad. Selv var han anspændt. Det var ikke med den ro, som han plejede at udstråle.

[Deleted]

jack nikket rolige og kikket ned mens han stille lente sig op af et træ for at få værete lidt " jeg ved ikke hvem jeg er jeg føler bare jeg står i vejen for mange og er svag " sagde jack stille og kikket ned mod sine hændere han vile give alt for bare at føle sig værsat og ikke ned gjordt eller svag han hadet mange envener hans øjne holdte stille op med at lyse da han faldte til ro og mens hans øjne var stade lidt våde han sukket rolige og rejste sig op for at se lyste fra byen " tror ...tror du også den kommer her til ...kringen altså " sagde han stille og rolige mens han prøvet at holde fokus på tingene han følte sig af lenne lige pt hvorfor skulle han være andereldes hvorfor kunne han ikke hamle op med de ander helle tiden rolige vente an sig i mod Thranduil " jeg kender mange gode venner som er der ude lige nu måske ind dag min veninde "" sagde jack stille mens han ryste på henderen lidt det var mange kræfter det krævet stille så han ned på sit våben og lidt han hadet haft tænkt det han ville forsvage dem han holdte han sagde ikke så meget mere men endte med at sidde " tror du tror du kringen også kommer her ??" stille kikket han lidt mod skyerne

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil fulgte meget nøje Jack med blikket. I forhold til hvad det ville sige, at være en ung mand, så havde han heller ikke meget erfaring, så han kunne jo godt forstå ham. Mange havde erfaring med våben, krig eller andet.. Der havde Jack jo virkelig ikke noget at byde ind med, og det var ham naturligvis meget imod. "Du besidder heller ikke den erfaring som så mange andre i din alder har gjort sig, Jack," pointerede han direkte. Selv havde han sendt mange af sine nære og kære i krig, og det var de færreste, som var kommet retur. Det var en del af livet, og særligt, hvis man ønskede at opretholde den fred, som havde været igennem alle disse år.
Serenity ville ikke blive sendt i krig, hvilket var noget som Thranduil nok skulle sørge for. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. Selv Jack havde bidt sig mærke i den intense stemning, og rygterne om en krig ude på den anden side af murene, var selv noget, som var at bide sig mærke i, i denne stund, og det gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig ondt, men det var jo heller ikke rigtigt fordi at han kunne gøre noget ved det som sådan. Han trak vejret dybt. "Om jeg tror den vil ramme her..? Jeg ved, at den vil. Det er kun et spørgsmål om tid," sagde han med en kortfattet mine. Alle drenge og mænd ville blive kaldt i krig.. selv Jack skulle nok regne med at blive kaldt dertil, hvis det skulle komme såvidt, og i det tilfælde, så måtte Thranduil uden tvivl kun være overrasket, hvis han kom levende fra det, for det var bestemt ikke noget, som man skulle spøge med. Han lod hovedet søge langsomt på sned. Træerne sang deres sang af sorg og smerte, og den var at føle og spore.. Selv fuglene havde taget turen væk herfra, hvilket næsten kun måtte understrege, hvilket alvor, det rent faktisk måtte være i den sammenhæng. Han blev stående.. Manden var trist.. Det var ikke en ting som han delte med ham.

[Deleted]

jack rejste sig stille for at gå lidt tæt på sin gud far han så ham i øjne et kort stund " du er alt hvad jeg har tilbage af min famille og jeg ville beskyte jer selv om du måske ikke bryder dig så meget om tanken " sagde han stille det var store ord selv om han var en ung mand nolge tøre gled ned af ham " jeg ville ikke så af lene igen " han hadet lyst til at give ham et kram få noget men han vidste ikke hvad han skulle han vidste ikke hvad ahan skule stille op det var svært at finde ud fortidn rolige lage jack sin pande mod Thranduils skyldere mens han mærkede en varme spræde sig han vidste det måtte ha været et stor sog for ham "jeg ved det har været lige så stor sog for dig at miste nogle gode venner som det gjord på mig " sagde han stille og rolige mens tårene rendte lidt ned af ham alle forvente så meget af jack at han ikke kunne holde det ud vad skulle han dog stille op og det hadet brudt om stille ned lige pt hvad skulle han dog stille op med sig selv vidste han ikke mere om rolige han var en mand men søgte også en form for faderelige kærlihede og han stod altid af lene det måtte da også være en styrke et eller andet sted

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils blik hvilede på Jack. Selv havde han mistet mange.. meget nære endda.. Kone og børn kunne han jo tilføje den lange liste, så han vidste hvad det ville sige at miste, og at leve med en sorg som til tider kunne være svære at bearbejde. Han kneb øjnene let sammen. "Og hvor vil du hen, Jack? Krigen vil ende med at tage dit liv.. synes du selv, at det er det værd?" spurgte han. At lege martyr, var bestemt heller ikke noget som han gik ind for, men Jack havde jo absolut ingen krigserfaring, så det var jo kun noget, som ville gøre mere skade end gavn i det tilfælde, og det var han heller ikke ligefrem interesseret i, i den anden ende.
Ganske let lod Thranduil det intense blik følge Jack, frem til han lagde hovedet mod hans skulder. Nej, han var ikke den type mand, som skulle forvente det kærlige kram fra, for sådan noget, gik han slet ikke ind for, og slet ikke på den måde, hvis han selv skulle sige det. Han knyttede let den ene næve. Krigen ville ramme dem før eller siden, og selv havde han en hær af elvere, som han skulle have gjort klar inden. Han var under et strengt tidspres. "Følelsen af sorg kender jeg, men den driver ikke mig ud i den stund, hvor der tages for drastiske beslutninger. Jeg ved hvordan det er at leve med tab, sorg og smerte. Nok i en større forstand end hvad du selv gør," sagde han endeligt. Han var alene på den front.. Han havde ingen børn.. ingen hustru. intet som kunne holde hans navn ved Legenderne, om det skulle gå galt, og det var ærlig talt også det som han var mest bange for. Hvad nu hvis folk var i en situation, hvor de slet ikke var i stand til at huske ham? Eller nogensinde ville huske ham?

[Deleted]

jeg kikket over mod ham og tænkte lidt om hvad der fløj ind på Thranduil hovde han kunne også mærke en vis frygt for ham hvad skulle han still med denne elver rolige kikket han ned mod jorderen og sukket dupt så hadet de noget tilfeldse han ville ikke glemme sin gud far og han ville helt sikkert fortelle historigen videre om ham til sine børn og han så også den knutted næve let " jeg ville ikke glemme dig på nogle punter " sagde jack stille og løfte sin pande let tilbage hans gudfar skulle vide han ikke stod af lenne på nogle pungter rolige sukket han stille og så ned af sig selv han var unklige at se på af og til men han var også kun 15 snart 16 år og skulle sikkert til at finde en konge og sikkert få nogle børn selv rolige kikket jack lidt hen mod Thranduil igen han var lidt ked af hvordan han hadet fundet ham men blikket gled ned igen " en sådan sog burde man ikke så af lenne med man kommer bare til at lukke sig selv inden til sidst " sagde jack stille og rolige

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jack ville ikke glemme ham på nogle punkter? Hvad mente han helt præcist med det? Thranduil vidste ikke, om han skulle tage det som en god eller en dårlig ting, selvom det nok var noget som ville gå på for ham på et tidspunkt. Selv rokkede han ikke en muskel. "Hjælp mig med at tolke den, Jack," bad han direkte. Selv følte han jo selv, at han stod meget alene, hvis man så bort fra, at han nu også have Serenity at tage sig af. En kvinde som uden tvivl havde formået at skrive sig ind i hans hjerte, og som han ville gøre alt hvad han kunne, for at passe på, og tage sig af.
Sorg og smerte, var noget som de alle sammen måtte opleve på et tidspunkt. På nuværende tidspunkt, kunne han dog kun sige, at den krig som ville ramme de, komme til at tage Jacks liv. Af hvad han vidste, havde den unge mand nemlig ikke noget, som mindede om kamp eller krigserfaring, og hvis Dvasias ville gå efter det lyse land nu, så ville det kun slå til før eller siden. De grønne øjne vendte han mod ham endnu en gang. Han havde et godt hjerte, men det ville ikke redde ham derude. "Du er en god mand og besidder et godt hjerte. Jeg har sparet mig selv for den smerte og den sorg, siden jeg selv mistede de to, som stod mig nærmest. Jeg har gravlagt både min hustru, men også min eneste søn, Jack.. Det slog mig ikke ihjel. Det har heller ikke gjort mig stærkere. Jeg har afholdt mig fra at leve mit liv," sagde han. Det var for alvor gået op for ham, da han havde mødt Serenity.

[Deleted]

Jack smiltede lidt hved hans ord en godmad vis han vidste hvor meget disse ord betød for ham lige nu ville han se ham Eksplodere inden i stille kikket jack rolige mod sin gud far atter en gang var han begydnt at åbne sig en smule for jack at fortelle hans hustru var død fik ham til at tænke noget hans mor hadet sagt til ham for længe siden " heller være elskede ind selt ikke at elske nogle det er Livset betydinge " jack holde om sit hjerte en gang og kunne mærke hans mors varme som han kendte så godt rolige kikket han dog lidt op mod ham da Thranduil snakket igen han smilte lidt og vendte sig rolige mod skoven igen for at kikke mod nogle ting her var stille lige pt " her er så stille " jack var ikke kamp klar men Thranduil skulle vide at han besad nogle evner som Thranduil ikke kendte noget til selv han hadet nemlige holdt det skjult for ham som mest for at over rajske ham jack smilte for sig let og vente i mod Thranduil " du forstå den stade ikke vel " sagde jack og lente sig op af et træ mens han kikket rolige " det kan godt være jeg ikke bliver elver eller nogle sinde bliver elver men vi stade i Famille man behøves ikke være født af samme blod men i sjæl " jack prøvet at lyde lidt vosken nu selv om det var svært