A job well done

[Deleted]

Et lille suk havde forladt Macaria's læber, da Aron tog om hende, og holdte hende ind til sig. Hun lagde sin kind ind mod hans skulder, mens armene gled omkring ham. Hans ord var som en lindrende salve, der langsomt healede hendes skam, samt den skyld, hun havde mærket som et knivstik i brystet, hver eneste gang hendes blik, landede på Harris. Hun gengældte hans smil, da han trak hende lidt tilbage, og hun nikkede.
"Jeg ved det godt. Jeg ved det godt..." hviskede hun opgivende, og lod hænderne hvile mod hans brystkasse. Det var rart at blive trøstet og holdt om på denne her måde. Ingen havde interesseret sig for hendes ve og vel, siden hun var kommet på slottet, men nu kunne hun mærke, hvor tynget hun havde været den sidste måned. Ikke bare på grund af Harris. Alting. Hendes blik fangede hans, og de nåede lige at sende hinanden et lille smil, før hun hørte Harris komme løbende.
Døren sprang op.
Med en rømmen gjorde hun sig fri af Aron, og kunne ikke lade være med at føle sig forlegen, mens at hun gik hen til Harris.
"Ingenting! Aron og mig snakker bare," svarede hun ham, og rodede op i hans hår, til hans store irritation. "Skal vi få udbringet en skål? Hæld noget saft op i dit glas. Pas på du ikke spilder."
Harris kiggede stadigvæk mistroisk mod hende og Aron, da han gik hen til bordet, for at skænke saft op til ham selv. Det fik næsten Macaria til at grine. Kort vekslede hun blikke med Aron, så smilet voksede sig en smule bredere, inden at hun gik hen, for at hente sit glas. Dem alle tre havde en rød væske i deres glas. Hendes tykt og næsten sort - Arons mørke rødt og tyndt - Harris' knald rødt. Hun hævede sit til en skål.
"For... en ny ære?"

[Deleted]

Mistroen i Harris’ blik syntes at forsvinde en smule mens han hældte op i sit glas, og han havde nok en gang fået et smil tilbage på læberne da de alle sammen skålede. Enten det, eller så var Harris ved at blive god til at skjule det for ham.
De tre glas blev bragt mod hinanden i en klingende skål, mens både Harris og Aron gentog Macarias skål, og tog en tår af deres respektive drikke. Aron holdt blikket på Macaria over kanten af glasset.
Han havde aldrig troet at situationen var sådan som den viste sig at være. Det forklarede selvfølgelig meget. Hvordan Macaria rent tilfældigt havde været ved den brændende landsby i Manjarno, og hvorfor hun havde følt sådan et behov for at hjælpe ham efter det. Skyldfølelse. Han måtte fortrænge et drævent suk, og han bragte i stedet endnu et smil over sine læber.
”Nu hvor giften er færdig, har Harris og jeg ikke rigtig noget på skemaet som vi skal nå. I hvert fald ikke som haster.” fortalte han hende. Ud fra øjenkrogen kunne han se hvordan Harris grådigt havde tømt hele glasset med tranebærsaft, og var i gang med at fylde sit andet glas op. Hans blik faldt tilbage til Macaria. ”Det ville være synd at trække jer to fra hinanden allerede. Hvis der er mulighed for det, kunne vi sikkert godt blive her i nat.” tilbød han. Han anede ikke hvordan den slags virkede på slottet – om man kunne låne et værelse for natten. Specielt når han trods alt havde arbejdet i dronningens interesser. Desuden virkede det som om Macaria havde brug for noget selskab, efter hvad hun havde fortalt ham. Nogen som faktisk kendte til sagens kerne.
Harris’ øjne var nok en gang lyst op i håbefulde glimt, og han så mellem Aron og Macaria. ”Betyder det at vi kan sove på slottet?” spurgte han måbende.

[Deleted]

Overvejende tænkte hun sig godt om, for at være sikker på, at der ikke kunne ske nogen skade ved at lade Aron og Harris overnatte. Normalt var det ikke noget problem at have folk sovende, men hun var så bange for at nogle skulle finde ud af Harris. Det endte dog med at hun kom frem til, at der ikke ville ske noget ved at have dem. Alle vidste at Aron gjorde noget arbejde for hende, så hvis han ville blive på slottet med sin lærling, for at være fri for at finde en kro, så var det da meget normalt.
Kærligt smilede hun til Harris, der var lyst op ved tanken, om at skulle sove på et slot. Hun havde virkelig givet ham et bedre liv, havde hun ikke? Hvis ikke noget af det hele var sket, så var han vokset op i et hårdt liv som farmer, smed eller snedker. I stedet ville hun opdrage ham, som sin egen. Han ville skulle leve i rigdom, og når tiden kom, ville hun lære ham alt hun vidste, så han også kunne kæmpe sig op til toppen.
"Selvfølgelig må I sove her," endte hun med at svare, og blev med det samme overfaldet af Harris, der trykkede sig ind mod hende. Hun smågrinede, mens hun strøg ham blidt over håret. Desværre kunne han ikke sove inde hos hende i samme seng. DET ville vække for meget mistanke, lige meget hvordan hun drejede det.
"Du kan få dit eget værelse. Et der ligger tæt på! Med en kæmpe seng," fortalte hun ham spændt, så han begyndte at danse jublende rundt. Macaria smilede bredt, og kiggede over på Aron. "Du kan også få dit eget værelse, lige her ved siden af."

[Deleted]

Glæden der praktisk talt glødede fra Harris’ ansigt smittede af på Aron, og han kunne ikke holde sig fra at dele Harris’ smil. Det ville bestemt være en kærkommen forandring fra de kroværelser de havde boet på i den sidste tid – når de da havde undet sig at betale for et kroværelse. Hvis deres arbejde havde ført dem langt nok ud i vildnisset til at det ville tage for lang tid at søge mod byerne, havde de overnattet under åben himmel. Med årene var Aron blevet vant til at sove på den hårde jord, men Harris var ikke vant til forholdene, og jamrede sig altid den følgende morgen. Aron var ikke i tvivl om at han ville vænne sig til det.
Han vendte sit smil mod Macaria, og lavede et lille taknemmeligt buk med nakken. ”Det sætter jeg pris på. Det er jeg sikker på at Harris også gør.” tilføjede han, og ordene blev hurtigt besvaret med en ivrig nikken fra Harris’ side.
Aron vendte kortvarigt blikket mod vinduet og på nattehimlen derude. Hans ansigt fortrak en mine, før han igen vendte blikket mod Harris. ”Du kan tømme dit glas, Harris, men så er det på tide at gå i seng. Vi har stadig arbejde der skal gøres i morgen.” Harris fik øjeblikkeligt et jamrende udtryk i ansigtet, som Aron besvarede med en mine, der formåede både at være streng og beklagende på samme tid. Det så dog ud til at Harris var blevet vant til Arons formaninger, før han nikkede lydigt og begyndte at drikke af sit glas igen. Han så dog ud til at tage noget mindre slurke nu end han gjorde før. Men Aron havde allerede vendt sin opmærksomhed mod Macaria. Han var stadig noget chokeret over hendes afsløringer, men han lod det ikke vises i sit ansigtsudtryk. Han havde formet endnu et skævt smil om læberne. ”Hvis du ikke selv har noget at skulle tage dig til, kunne jeg holde dig med selskab?” tilbød han sigende. Det havde lydt som om hun havde haft brug for at lette sine byrder. Men han havde bemærket skrivesagerne som var faldet ned på gulvet da hende og Harris havde danset deres glædesdans på hendes seng – de måtte have forstyrret hende i noget da de ankom.

[Deleted]

Smilende betragtede Macaria, hvordan Harris meget sparsommeligt, begyndte at drikke af sit glas, for at trække tiden inden sengetid så meget som muligt. Man kunne næsten ikke kalde det slurke. Snedigt. Det skulle nok komme ham til gode senere, når det var hendes tur til at oplære ham.
Ved Arons spørgsmål vandrede hendes blik over mod skriveredskaberne, og alle de breve, som hun egentlig burde besvare. Der manglede stadigvæk mange. Måske det kunne vente til i morgen? Hun havde lyst til at tilbringe lidt tid med Aron, hvor de kunne snakke videre i fred, uden at Harris lyttede, og hun trængte til selskabet.
"Hvis du ikke er for træt, vil jeg ikke sige nej tak," svarede hun ham med en høflig frase tilbage, og kunne ikke lade være med at smile. For at skjule det, gik hen til sengen, for at begynde at rydde skrivetingene sammen. Det sidste brev hun havde været ved at skrive var ubrugeligt, fordi blækken var løbet, da hun havde stormet op, for at tage imod Harris og Aron. Henkast krøllede hun det sammen, og smed i ildstedet, hvor flammerne grådigt begyndte at æde af det, som glubske hunde.
Harris slubrede langsomt det sidste tranebærsaft i sig, inden at han med en tilfreds lyd, tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Det var nok lang tid siden, han havde fået nogen lignende, hvis overhovedet.
Lydig til Arons formaninger gik han hen, for at sige godnat til Macaria. Hun syntes allerede at kunne se, at hans øjenlåg var lidt tunge. Måske var Aron god til at fornemme den slags. Blidt kyssede hun Harris på begge kinder. Han lukkede øjnene i salighed.
"Jeg kan desværre ikke følge dig hen til værelset, men du kan vælge hvilket som helst på etagen nedenunder. Bare vælg det du bedst kan lide," mumlede hun ind mod hans bløde, varme kind.
"Et hvilket som helst?" mumlede Harris tilbage.
"Et hvilket som helst."
De smilede til hinanden, inden at Harris - lidt akavet - krammede Aron, og traskede så afsted ud af værelset, hvor døren lukkede sig tungt i bag ham.
Macaria kiggede eftertænksomt efter ham, mens hun bed sig i tommelfingerens spids.
"Gad vide hvornår han bliver gammel nok til at mine evner, begynder at trække i ham," spurgte hun ud i det blå med en lavmælt stemme. "En dag vil han være voksen. Være én som ligner én på min alder." Hun sukkede. "Han vil endda vokse sig ældre. Gammel."

[Deleted]

Aron havde gengældt Harris’ kram ved blot at klappe ham let på ryggen, og så efter ham da han med trætte skridt forlod Macarias kammer, og nok en gang lod de to være alene. Han havde ikke taget fejl af sin bedømmelse af ham; de havde arbejdet hårdt med at blive færdig med giften før de var taget til slottet, og allerede dengang havde Aron fornemmet hvor udmattet Harris var.
Hans blik havde vendt sig tilbage til Macaria ved hendes ord, og han smilede et smalt, eftertænksomt smil, mens han tømte sit eget glas for derefter at sætte det fra sig på bordet igen.
”Han er et menneske. Han kan ikke rigtigt undgå at vokse sig ældre.” Han vidste dog godt hvad hun mente. I modsætning til Macaria eller ham selv, var Harris’ livstid noget begrænset. Hvor Aron selv havde muligheden til at bruge alkymi til at forlænge sit liv så længe han måtte ønske, var han ikke så sikker på om Harris ville kunne gøre det samme. I hvert fald ikke lige så smertefrit. ”Jeg har dog en fornemmelse af at hvis han fik muligheden, ville han ikke sige nej til at lade sig bide. Ikke hvis det gav ham muligheden for at kunne tilbringe mange år i dit selskab.” Hans smil voksede et par hak. Han var ikke så sikker på at Harris’ grunde til at ville leve længere nødvendigvis ville være de samme som hans egne. Ikke at det gjorde det mindste. Det var bestemt heller ikke fordi han og Harris havde diskuteret muligheden for at forlænge livet – faktisk lod det end ikke til at Harris mistænkte at Aron var ældre end han så ud til at være. Men om igen var Aron endnu ung nok til at det ikke nødvendigvis kunne mærkes.
”Udover det, tror jeg kun det er et spørgsmål om tid før han begynder at kunne mærke din evne på kroppen. Han er måske ung, men han er i udvikling.” Aron var ikke sikker på om han så frem til den tid. Eller om Harris overhovedet ville se anderledes på Macaria. Men faktum var nu engang at Macaria, som vampyr, havde en dragende effekt på folk omkring sig. Han havde da selv fanget sit blik i at vandre en gang eller to. Det havde kun været en enorm mængde selvbeherskelse der havde hindret ham i at gøre det for åbenlyst. Det håbede han i det mindste. ”Men jeg tror ikke du skal tænke for meget på det, Maca. Der kommer sjældent noget godt ud af at tænke flere år frem i tiden.” Endnu et venligt smil krydsede over hans læber. ”Fokusér hellere på nuet. Han er stadig ung, og på trods af alt der er sket, virker han lykkelig. Det er din fortjeneste.”

[Deleted]

Langsomt nikkede Macaria til Arons ord. Hun vidste at han havde ret. Endnu engang kom han fortrøstningsfuldt til hjælp, og bragte fred i hendes sind. Med et lille smil vendte hun sig om mod ham, og smilet voksede, da hun opdagede hans.
"Jeg ønsker bare at han skal have et godt liv," svarede hun ham, og strøg nogle hårlokker væk fra ansigtet. Her i flammernes skær gnistrede det bølgende vandfald i rødelige, dybe nuancer, som det kun kunne gøre ved en vampyr. Hun bed sig eftertænksomt i underlæben, inden at hun tog et skridt tættere på Aron.
"Jeg vil dog ikke bide Harris. Hvis jeg ville have, han skulle være vampyr, havde jeg gjort det, da han var såret," fortalte hun, og lod hænderne glide om bag ryggen, hvor fingrene flettede sig ind i hinanden. "Han skal have lov til at være menneske, så længe han har lyst. Måske når han engang bliver gammel nok, og selv spørg, vil jeg overveje. Hell... hvis han rigtig gerne vil, finder han nok en anden til at bide ham. Han er stædig." Bare tanken fik hende til at ryste smilende på hovedet, og hun stoppede op ved Aron midt i kammeret.
"Måske kan vi putte det samme som er i din krop i hans. Så er jeg da sikker på, ingen vil bide ham og overleve," forslog hun, og kunne ikke dy sig denne gang til at hæve en hånd, for at stryge en af hans krøllet hårlokker væk fra hans pande, så hun bedre kunne se hans grønne øjne, der hvilede på hende.

[Deleted]

Aron holdt sit blik på Macarias da hun strøg lokken væk fra hans ansigt, og han kunne ikke holde smilet på hans læber fra at vokse sig en smule bredere. Ligeledes mærkede han hvordan det føltes en smule varmere at have hende så tæt på sig. Det var virkelig ikke den kontakt han var vant til hos kvinder – men han havde bestemt intet imod det.
”Jeg vil nu ikke anbefale det for ham,” indrømmede han med et skævt smil. ”Det har taget flere år med små doser gift i min egen krop. Flere gange har det været ved at tage livet af mig. Men det kom mig da til gavn til sidst.” Et halvt spøgefuldt smil gled over hans læber, før han forlegent rømmede sig. Det var på grund af hans blod at hun stadig var forgiftet. Det havde måske reddet hans liv dengang hun bed ham, og dengang havde han måske været taknemmelig for det. Men lige nu mærkede han et stik af skyldfølelse ved tanken. ”Der er heldigvis andre måder at undgå at blive bidt på. Du var den første som har bidt mig, og det var kun fordi jeg havde begået den fejl at arbejde udenfor Dvasias. Hvis Harris forholder sig til Dvasias, burde han være udenfor fare.” Nok en gang dukkede der et spøgefuldt glimt op i hans øjne. Hans blik vandrede let over hendes ansigt. I takt med at hun var kommet tættere på ham, mærkede han hvordan hans blik havde lettere for at vandre, men han formåede da at holde det lokaliseret til hendes ansigt. ”Jeg tror ikke det rigtig er gået op for Harris at som sagerne står nu, vil han vokse og blive gammel længe før både dig og mig. Når det går op for ham, er jeg ikke så sikker på at han vil forblive et menneske længere.” indskød han med et skævt smil. Blikket havde endnu ikke forladt hendes.

[Deleted]

En lyd mellem et fnys og en latter brød Macaria's læber, og hun trak på skuldrene.
"Hvem ved? Måske kan han godt lide at være menneske?" forslog hun, og kiggede rundt i det dunkle, varme kammer, som nu var blevet hendes hjem. Selv havde hun været menneske engang. Et menneske mere eller mindre ligesom Harris. Et barn med store drømme om eventyr, frihed og selvstændighed. Livet havde dog bestået af et fængsel, hvilket i sidste ende nok havde været det, som havde været med til at tage den beslutning om at hun ville bides. Hun havde haft valget. De færreste kunne sige det. Harris ville ikke være i et fængsel. Når først Manjarno var hendes, ville hun give ham alt, hvad han ville have. Der skulle være en stor have, hvor han kunne løbe frit rundt. Han skulle opleve verden, være fri til at gøre hvad han ville. Ingen forventninger. Intet pres. Hvis han så ville være vampyr... well... det skulle de nok tage til den tid.
Hun rettede igen blikket mod Aron, og deres øjne mødtes. Gengældende mødte hun hans skæve smil. Det var et dejligt smil.
"Jeg kan tage det," endte hun med at sige med en beslutsom stemme. "Når mine evner begynder at virke på ham, lære du ham at kontrollere det. Hvis han vil bides, så bider jeg ham. Ellers finder vi ud af det, hvis han hellere vil behandle sin menneskelighed. Jeg støtter ham, hvad han end vil." Hun havde lagt mærke til hvordan varmen var steget i Arons krop. Så kølig som hun var, kunne hun mærke den nærmest lige så tydeligt, som ilden fra ildstedet. Det var dog blot fair. Han kunne ikke gøre for, hvilken effekt hun havde på ham. Faktisk var det en smule ondt af hende, at stå så tæt på ham, nu hvor hun vidste, at tiltrækningskræften var stærkere, jo tættere på man var.
Hun rømmede sig, og bakkede et par skridt væk, for at skåne ham.
"Så... hvad skal I lave i morgen?" spurgte hun, for at fylde den korte stilhed ud, som havde været imellem dem. Hun fumlede med et par pergamenter ved skrivebordet.

[Deleted]

Aron bemærkede hvordan Macaria bakkede nogle skridt tilbage, og han var ikke sikker på om han var skuffet eller lettet. Det var måske en blanding af de to. Det var bestemt ikke fordi han ikke brød sig om at lade Macaria stå tættere på ham; det var mere måden hans krop reagerede på, som gjorde ham betænksom. Det var selvfølgelig en normal reaktion overfor en vampyr, men Aron vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere på det – specielt når det ikke virkede som om det var noget Macaria gjorde bevidst.
”Jeg skal lære ham det så godt jeg kan.” lovede han hende med et skævt smil. Det var trods alt ikke fordi han selv var immun overfor hendes kræfter. Det bedste han kunne gøre var at forsøge at lære Harris lidt selvbeherskelse. ”Men det er sikkert bedst at gøre det sådan. Han lader trods alt til at nyde at arbejde som min lærling, og til tider kræver det at han kan tage med mig om dagen. Hvis han bliver bidt har han ikke længere den mulighed.” Tanken havde slet ikke faldet ham ind før nu. Gad vide hvad Harris ville foretrække? Et længere liv og mere tid med ham og Macaria, eller et menneskeligt liv der lod ham fortsætte som Arons lærling, og en dag være en alkymist selv? Det ville tiden vel vise.
”I morgen?” Aron så betænkningsfuldt ud i luften, og smilede et lille smil da han igen vendte blikket på hende. ”Vi har jo fuldført giften til dine planer… Men der er stadig giften du er udsat for. Jeg har tænkt på at arbejde på en modgift som er mere permanent løsning. Det vil du vel også selv foretrække?” Han sendte hende et sigende smil. Han fik ikke det indtryk at hun syntes om sprøjterne han gav hende, selv om at hun måske var blevet vant til dem i takt med at hun havde fået dem. Men en mere permanent løsning ville være det optimale. ”Vi har fået fat i en bog om gifte og modgifte. Jeg må nok blande nogle ting sammen og lave nogle forsøg først… Men det burde kunne lade sig gøre.”

[Deleted]

Macaria nikkede til hans ord om Harris, inden at han svarede på hendes akavet spørgsmål, der blot havde været en løsning, for at stoppe den forlegne stilhed. Et smilede voksede sig frem på hendes læber, og hun nikkede endnu engang.
”Jeg vil med glæde se, at I finder en løsning på giften,” svarede hun, og rettede dokumenterne færdigt. ”Jeg er træt af at få nåle i armen!”
Der var ikke noget hun hellere ville, end at sætte en stopper for den svaghed, som gjorde at hun i slutningen på hver anden uge, mærkede styrken og energien forsvinde fra sig, mens den endelige død rykkede nærmere. Til tider kunne hun næsten mærke dens klamme greb omkring hende. Næsten som dengang, at hun var blevet bidt.
Hun gik hen, for at sætte sig i den bløde himmelseng, og samlede sin kjoles skørter omkring sig, så hun ikke sad på den. Forhåbentligt havde Harris fundet et værelse, at sove i på nuværende tidspunkt. Et tomt et.
Hun hævede blikket mod Aron, der stadigvæk stod med en sund afstand til hende, uden hendes evner trak for meget i ham. Gad vide hvordan det måtte være, at være tiltrukket af én, uden man havde noget at sige til det, eller kunne gøre noget imod det? Selv ville hun føle sig irritabel over det. Derfor tog hun så meget hensyn, som hun kunne til Aron. Som en ven af hendes, ville hun ikke gøre ham ukomfortabel med hende.
Skyggerne der herskede under sengehimlen, skjulte næsten alt ved hende, pånær de steder hvor flammerne nåede at skabe lidt omrids. Specielt hendes øjne skinnede op i mørket, mens de tavst hvilede på Aron.
Hvorfor var det pludseligt, så svært at snakke med ham? Stilheden kom hurtigere til dem. Når Harris var der, snakkede de på livet løs, og kunne slet ikke nå så meget de ville, inden de skulle skilles. Nu når de var alene, var de tavse. Deres blikke var for det meste bortvendte fra hinanden, udover når de havde de situationer, hvor de stod tæt sammen med deres øjne hvilende på hinanden. Tavse.
Hun vidste det ikke. Fandt det irriterende og forvirrende. Eftertænksomt bed hun sig selv i det inderste af hendes kind, inden at hun igen kiggede væk fra ham.

[Deleted]

Det gik bestemt heller ikke Aron hus forbi, hvordan deres samtaleemner pludselig virkede meget indskrænkede. Han betragtede hende da hun satte sig på sengekanten, mens han selv blev stående hvor han var. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op. Den akavede stilhed hang næsten tæt i luften mellem dem. Havde de virkelig intet at tale om, nu når giften var lavet, og Harris lod til at være faldet godt til som hans lærling?
Tanken gav ham en bitter smag i munden. Macaria var ikke en person han havde lyst til at miste kontakten med. Men når alt kom til alt, vidste han faktisk ikke meget om hende. Ved deres første møde havde hun rekrutteret ham – noget ufrivilligt på det tidspunkt – til hendes sag, og det næste havde han hjulpet hende med Harris. De havde aldrig rigtig givet hinanden muligheden for at lære hinanden rigtigt at kende.
”Fortæl mig om dig selv, Maca.” bad han, og lod nok en gang det skæve smil finde vej til hans læber. Det var denne gang ham der bevægede sig tættere på hende, og trak en stil til sig som han placerede overfor hende. Han forsøgte at ignorere hvordan nærværet mellem dem igen begyndte at drage i ham, og holdt sit blik på hendes ansigt. Han havde placeret stolen med ryglænet vendt mod hende, så han kunne placere armene på toppen af ryglænet, og hagen mod sine arme. Han betragtede hende med et forventningsfuldt glimt i øjnene. ”Du ved sikkert meget om mange her i landet, med dine forbindelser, men jeg ved næsten intet om dig. Hvordan gik du hen og kom hvor du er i dag?” Nysgerrigheden greb ham, og den akavede stemning virkede, for hans del, pludselig lidt mindre tilstedeværende.

[Deleted]

Ud i det blå ville han pludselig vide alt om hende! Skræmt over den pludselig nysgerrighed og iver, trak Macaria sig tilbage, mens Aron satte sig foran hende. Hvorfor ville han så brat, ville vide alt muligt om hende? Normalt snakkede hun ikke om den slags, med mindre man sådan helt tilfældigt kom ind på det, ikke som Aron, der var vendt på en tallerken. Det både overraskede hende, og skræmte hende en smule.
Usikkert pillede hun ved en tråd i hendes sengetøj, mens at hendes blik flakkede en smule rundt. Hvad pokker skulle man sige til sådan noget?! Bare begynde at snakke? Det virkede fuldkommen absurd! Fortæl mig om dig selv? Hvor pokker kom det fra?!
Langsomt trak hun benene op til sig, som for at lægge noget afstand imellem dem, mens at hun eftertænksomt fugtede sine læber, for at vinde noget tid, til at tænke sig om. Hvis det havde været alle andre end Aron, havde hun nok, fået dem smidt i fangekælderen. Når folk sagde den slags ting på en alt for ivrig måde, var de spioner, for én eller anden, der ville have informationer om hendes fortid, så de kunne bruge den mod hende. Hun troede dog ikke på, at Aron kunne gøre den slags. Specielt ikke mod hende.
"Ehm... min far - altså min skaber - kendte den tidligere rådgiver, Enrico," svarede hun tøvende, og trak på den ene skulder. "Da Enrico skulle til at lede efter sin efterfølger, præsenterede min far os for hinanden, og Enrico valgte så mig."
Der lå ikke rigtigt mere til det spørgsmål. Hun havde ikke anet hvem Enrico var, da han mødte op i den lille hytte på engene. Månen havde skinnet klart og tydeligt, så alt virkede magisk og overjordisk. Legende havde hun danset rundt med sine søskende i græsset til violinens sælsomme melodi, da hendes far, havde kaldt på hende. Og der havde Enrico stået. Alvorlig, rank og fornem. Efter en lang samtale, var han gået igen. En uge efter fik de brev. Macaria skulle møde op på slottet.
Det føltes som så lang tid siden. Tænk hun ikke havde set sin familie i så lang tid. Hun trak skuldrene en smule op, og bed sig let i underlæben. Så lang tid siden.

[Deleted]

Aron behøvede kun se hvordan Macaria trak sig lidt fra ham, og havde set så chokeret på ham, for at regne du at han var gået langt over stregen. Smilet som før havde prydet hans læber svandt en smule ind, og han skubbede langsomt stolen, og sig selv, lidt bagud så der igen blev skabt lidt afstand mellem dem. Han bandede i sit indre. Det var ikke fordi han var vant til den her slags ting. Hvis der skulle tales om noget der angik arbejde, havde han ingen problemer med at åbne munden op og lade en samtale vare ved. Det var som regel det, hans og Harris’ samtaler omhandlede. Aron havde aldrig været den der placerede sig selv i sociale samlinger. Det var der måske en grund til. Han sendte Macaria et lille, beklagende smil, mens han rettede sig en smule mere op i sin stol.
”Jeg… ved ikke om jeg forventede en mere spændende historie.” indrømmede han, og lod nok en gang et skævt smil vise sig over hans læber. Fandens også. Der var den pokkers stilhed igen. Han havde kortvarigt ladt sit blik møde Macarias igen, men det lod til at hun var væk i sine egne tanker. Han vendte blikket bort, og placerede en hånd i nakken, mens han kvalte et frustreret støn. Det var ikke sådan han havde håbet at det skulle være mellem dem, efter at giften var blevet lavet. Hvordan ville det blive, når han havde fundet en permanent kur mod giften i hendes krop? Skulle deres møde udelukkende være så hun og Harris kunne se hinanden igen? Han fik en bitter smag i munden ved tanken. Han lod endelig et drævent suk forlade sine læber.
”Jeg er ikke god til det her, Maca.” Det var et åbenbart faktum. Kongelige rådgivere, adelige, bønder – det betød ingenting, når det kom til Arons sociale færdigheder. De var så at sige ikkeeksisterende. ”Det her med at tale med folk uden for arbejdet. Jeg har ikke rigtig haft nogen øvelse med det. Jeg mente ikke at være så direkte.” Endnu et undskyldende smil gled over hans læber, før han igen vendte blikket lidt rundt i rummet. Det formåede alligevel altid at finde tilbage til Macaria.