A job well done

[Deleted]

@aron - @eriz

Det var som om der var noget i luften den nat. Som om naturen omkring dem vidste at der var noget i gære, at der skulle ske noget stort. Det føltes som elektricitet i luften; der var ingen lyde overhovedet, udover vinden som blæste sælsomt gennem trækronerne. Men det kunne meget vel bare stamme fra Arons egen spænding efter at få opgaven udført.
Det var denne gang gået meget nemmere for Aron at slippe indenfor slotsporten. Han var i første omgang blevet standset af de to vagter der stod som statuer ved slotsmurene, men da én af dem havde genkendt ham fra hans tidligere besøg, var det blot blevet til at de eskorterede ham mod Macarias kammer. Aron mistænkte at Macaria måtte have haft en snak med vagterne siden hans sidste besøg, så han ikke skulle risikere at opleve den samme behandling som sidste gang. Specielt med den vigtige genstand han havde med sig i sin taske.
Ved Arons side småløb Harris ivrigt op af trapperne der førte til korridoren, hvor Macarias kammer var. Som altid havde Aron valgt at medbringe ham, både så Macaria kunne være sikker på at han stadig var uskadt, men også så de to kunne få muligheden til at se hinanden igen. Aron gik med tasken i et stramt greb, som for at undgå at det mindste uheld skulle ske. Harris og han havde lagt mange dages arbejde ned i giften, og havde udført et utal af eksperimenter før Aron kunne fastslå at den var færdig, og at den var potent nok til Macarias planer.
Månelyset skinnede gennem et af slottets mange vinduer og oplyste kortvarigt Arons ansigt. Der var en beslutsomhed over hans ansigtsudtryk, og et let drag på smilebåndet, da de endelig nåede frem til Macarias dør, og vagten bankede på.
"De har besøg, frøken Macaria." erklærede vagten, før han skubbede døren op og lod Aron og Harris træde indenfor.

[Deleted]

Macaria havde sættet i sengen, og været i gang med at skrive svar på alle de breve, hun fik i løbet af dagen, da døren gik op. Opgivende over at blive forstyrret for femte gang den aften, løftede hun blikket – det frustreret ansigt lyste op i gensynsglæden ved at se Harris. Hun sprang ud af sengen, mens Harris ligeledes satte i løb mod hende, og hoppede direkte op i favnen på hende, så hun vaklede et par skridt tilbage.
Hårdt knugede hun Harris ind til sig, og begravede sit ansigt ind mod hans bløde, varme kind, for at placere et inderligt kys. Heldigt at hun ikke trak vejret, for hans greb om hendes hals, ville have været nok til at kvæle hende.
”Jeg har savnet dig så meget,” mumlede hun ind mod hans kind, og nød at mærke at savnet var gengældt af ham. Til tider kunne hun blive nervøs for, om han ville glemme hende, og knytte sig mere til Aron end hende, for til sidst at afvise hende. Alle de bekymringer blev gjort til skamme, da hun stod med ham i sine arme. Hun kunne mærke at han var blevet tungere, hvilket kun kunne være resultatet af at han var blevet fodret med ordenligt mad, samt vokset en smule.
”Jeg har også savnet dig, Maca,” hørte hun Harris' alvorlige, lavmælte stemme, et sted inde i hendes løse hår.
I et stykke tid blev de stående sådan i den tætte omfavnelse, inden at hun modvilligt satte ham ned, for at vende opmærksomheden mod Aron. Hun smilede smalt til ham, og gik også ham i møde, for at give ham et kram. Det var kun en uge siden, de sidste havde ses, på grund af modgiften, der skulle stikkes i hendes hud, men det var en lige glædelig overraskelse at se dem begge. Som ugerne var gået, var hun blevet ret glad for Aron, og hans altid så skæve smil.
”Velkommen tilbage! Hvad laver I dog her? Det er da ikke tid til modgiften er det?” spurgte hun ham ved siden af øret, mens at hun trykkede sin krop ind mod hans, inden at de slap hinanden igen. Granskende gled hendes blik ned over ham, inden det vandrede over til Harris, der blot smilede hemmelighedsfuldt til hende. Det beroligede hende. Harris ville ikke stå og smile sådan, hvis der havde været noget alvorligt i vejen. Igen vendte hun sine dybblå øjne mod Aron. Spørgende.

[Deleted]

Aron kunne ikke holde et smil tilbage da han så gensynsglæden i både Harris så vel som Macaria, og han havde intet imod at bruge de første par sekunder på at stå og se på dem, der de stod og holdt om hinanden. Harris havde måske knyttet sig meget til Aron i takt med at ugerne var skredet frem, men han var udmærket klar over at han stadig havde et bemærkelsesværdigt tæt bånd til Macaria. Til tider kunne han finde på at forstyrre Aron i arbejdet, for håbefuldt at spørge om det var på tide at tage til slottet og give Macaria en dose modgift. Sidst han havde spurgt havde faktisk været den selv samme morgen.
Han gengældte krammet, efter at have sørget for at hans taske ikke blev klemt imellem dem, og måtte lade et stille grin lyde fra sig.
”Nej, du burde ikke behøve modgift før om en uges tid. Men måske havde vi bare lyst til at kigge forbi? Sige hej, og sørge for du ikke havde glemt os?” Det spøgefulde smil om hans læber bekræftede at det på ingen måde var hensigten med deres besøg. Han mødte kortvarigt Harris’ blik og nikkede bekræftende til ham, før han stak hånden ned i tasken og trak en glasflaske frem, som indeholdt hvad der så ud til at være mindst en leter farveløs væske. Aron havde set fra flasken til Macaria, men han havde ikke nået at uddybe hvad det var – skønt han var sikker på at hun ville kunne regne sig ud til det – før Harris brød ind mellem dem og greb flasken ud af hans hånd, og selv rakte den frem mod Macaria.
”Vi blev færdig med den i morges!” erklærede han stolt, og fremviste nu et smil der strækkede sig fra øre til øre. ”Du skulle have set det, Maca! Vi har haft så mange forsøg som har slået fejl. En af forsøgskaninerne begyndte at kaste op uden stop!” Aron smilede et lille skævt smil ned mod Harris, før han så tilbage til Macaria.
”Vi har lagt blod og sved i den her-”
”Bogstavelig talt!” afbrød Harris igen. ”Aron brugte noget af sit eget blod i den. Rimelig meget! Han var nødt til at hvile sig bagefter før han følte sig i form.” Aron måtte forme et fåret smil og ruskede Harris i håret, og vendte endnu en gang opmærksomheden mod Maca. ”Det korte af det lange er: den er færdig.”

[Deleted]

Macaria havde stået med et hævet øjenbryn, og utålmodigt ventede på en af dem, ville komme med en forklaring, indtil Aron endelig trak flasken op. Hun vidste med det samme hvad det var. Den sidste brik! Tegnet til at hendes planer kunne blive sat til værks! At tiden var inde!
Ansigtet lyste op i triumferende glæde, og hun havde allerede travlt med at gå alting igennem i sit hoved, at hun næsten ikke hørte Harris og Aron fortælle om deres hårde arbejde. Med sin smitsomme latter tog hun forsigtigt glasset fra Harris, for at holde det mod lyset, så hun kunne studere det mere nærgående. Det var fantastisk! Ikke andet end fantastisk! Den var færdig. Hun kunne næsten ikke tro, at de mange måneders hårde arbejde, endelig var ved at være færdig!
”Jeg... det er utroligt!” hviskede hun, men kunne godt mærke at både Harris og Aron, afventede både ros og komplimenter fra hende. Forsigtigt stillede hun glasset fra sig på skakbordet, inden at hun vendte sig mod de to alkymister – eller... alkymisten og lærlingen.
”Du er simpelthen utrolig!” udbrød hun grinende til Harris, og svang ham endnu engang op i favnen, så han hvinede af fryd, inden at han igen slog armene om hende. Modvilligt måtte han da slippe hende, da hun satte ham, for at skynde sig videre til Aron. Hun sprang om halsen på ham, og kyssede ham flere gange på begge kinder, så Harris til sidst rynkede på næsen, og kiggede væk.
”Tak! Tak, tak, tak! Du har virkelig gjort så meget, Aron. Jeg... jeg sætter virkelig pris på det!” sagde hun, trak sig lidt væk, så hun kunne se på ham. En smule forlegen over hendes lykkesalige udvisning af hengiven til ham i form af de mange kys, slap hun ham, og strøg en krøllet hårlok om bag det ene øre.
”Jeg kunne ikke gøre noget af det her uden dig... det ved du ikke?” Hun smilede forsigtigt til ham.

[Deleted]

Selv med Macarias kølige læber kunne Aron hurtigt mærke varmen stige ham til kinderne ved hendes mange kys, og han måtte lade et forlegent grin løbe over sine læber da hun slap ham.
”Hvis bare flere af mine kunder takkede mig på den her måde.” lo han mildt, før han sendte hende et skævt smil. ”Du ville sikkert have fundet en anden alkymist som kunne have hjulpet dig. Men… Du har sikkert ret.” tilføjede han med et glimt i øjet. Harris havde igen vendt blikket på dem, og trådte ind til Macaria, nok en gang med et bredt smil om læberne.
”Det var mig der foreslog at bruge lidt af hans blod!” sagde han stolt. ”Det var hans blod der havde forgiftet dig, så jeg spurgte om det ikke kunne bruges her. Og det kunne det!” Stoltheden ligefrem glødede fra knægten, som tydeligvis afventede Macarias ros. Aron mindede sig selv om at drengen måtte lære mere om ydmyghed i den kommende tid – men så var han selv meget stolt af giften de havde produceret. Uden hverken farve eller duft, ville vagterne ikke ane at de var blevet forgiftet før det var for sent. Og når de først havde drukket af den, ville de ikke have lang tid tilbage. Under deres eksperimenter havde forsøgskaninerne – alle sammen folk som ingen ville savne eller bemærke var væk – alle bukket under for giften indenfor få minutter. ”Effekten tager måske lidt længere tid når det bliver blandet med vagternes vandforsyning… Men jeg vil ikke tro at der går mere end ti minutter, højest, før vagterne som har drukket af det bliver uskadeliggjort.” Han sendte hende et skævt, sigende smil. ”Hvad med resten af planen? Går alt efter skemaet?”

[Deleted]

Kærligt lagde Macaria en arm om Harris, og trykkede ham ind til sit ben, mens at hun trak på skuldrene af Arons spørgsmål. At hvad han sagde lød perfekt med hensyn til giften. 10 minutter var en kort nok tid til at hendes spioner, kunne liste hen og åbne porten for hende.
“Mere eller mindre. Jeg har måtte lave den om et par hundrede gange, men det hele er faldet på plads, skulle jeg mene,” svarede hun, og strøg sine fingre igennem Harris' tykke, brune hår. Det her ville betyde, at hun måtte fastlægge en dag for hvornår infiltrationen skulle ske. Gad vide hvor mange, der egentlig ville dukke op, når hun kaldte på dem? Så meget kunne gå galt. Så meget kunne ske. Hun bed sig let i læben, mens usikkerheden og nervøsiteten sneg sig ind på hende, som en tyv i natten. Trodsigt skubbede hun den væk, og rettede sig op. Der var ikke tid til nervøsitet! Meget skulle klares endnu, før hun endelig kunne stå foran slottets porte! Det her var tiden til at være stærk, og ikke et usikkert espeløv, der rystede ved tanken om hendes planer, kunne blive en realitet. Specielt ikke nu hvor Harris var her.
Hun satte sig på hug foran ham, og lagde sine hænder om hans bløde ansigt. De store, brune øjne mødte hendes.
"Så går der ikke lang tid endnu, før du kan flytte ind hos mig," fortalte hun ham blidt, og strøg ham over kinden med sine tommelfingre. "Ingen længe kan vi være sammen, uden at skulle tage afsked til hinanden. Glæder du dig?"
Harris tøvede. Hans varme blik slap hendes, for at skæve op til Aron. Macaria forstod ham godt. Det var tydeligt drengen nød at arbejde med alkymi, samt følte sig godt tilpas i Arons selskab. Uden tvivl havde det været den bedste tid i hans liv.
Hun drejede hovedet, for selv at kigge op på Aron. Da hun var kommet med Harris til ham, havde hun forslået ham et job i hoffet, men han havde takket nej. Det var inden, at han havde forgiftet og truet hende.
Med et suk vendte hun sin opmærksomhed mod Harris igen, og tvang ham til at kigge på sig. Opmuntrende smilede hun til ham.
"Vi skal nok få det sjovt! Aron kan besøge os så meget, som han har lyst til!" fortalte hun ham motiverende, og kyssede ham på panden. Sandheden var at hun ikke vidste om Aron ville besøge Haris igen. Han havde utrykkeligt gjort det tydeligt for hende, at han ville have penge for at tage sig af Harris, og lige så snart hun havde overtaget Manjarno, skulle Harris afleveres tilbage til hende. Det var jo ikke fordi at han havde nogle forpligtigelser overfor hverken hende eller Harris. Han var ikke Harris' far. For den sags skyld var hun heller ikke hans mor, men det var sådan hun havde det. Hun håbede bare Aron ikke ville sige noget til Harris. Det ville knuse hans hjerte.

[Deleted]

Også Aron bemærkede hvordan Harris’ blik flakkede fra Macaria og til ham selv, og han kunne ikke lade være med at mærke et stik af dårlig samvittighed. Han ville lyve, hvis han påstod at han ikke selv havde knyttet sig til knægten i løbet af ugerne. Han var en kompetent dreng, og efter Arons egen dømmekraft havde han hvad der skulle til for en dag at blive en ganske kapabel alkymist – og han ville være ked af at skulle give afkald på ham. Han opfangede ligeledes hvordan Macaria nærmest forsøgte at trøste Harris, selv om at knægten end ikke havde afgivet et svar. Han stak underlæben lidt ud i en overvejende mine, og gik et par skridt rundt i Macarias kammer.
Han havde afvist hendes tilbud, da hun havde foreslået en plads i hoffet. Men i takt med hans besøg hos hende, kunne han ikke påstå at hans syn ikke havde forandret sig. Han nød hendes selskab i lige så høj grad som han nød Harris’. Macaria var en ambitiøs kvinde, og han ville ikke have noget imod at arbejde for hende igen. Og hvordan kunne han ellers sikre sig at hun ikke gik til en anden alkymist for sådanne tjenester?
”Jeg har overvejet dit tilbud.” sagde han efter et lille minuts tavshed, og vendte sig igen mod Macaria og Harris. Harris havde igen vendt sin fulde opmærksomhed mod ham, med en mine der tydeligt indikerede at han ikke anede hvad Aron talte om. Aron sendte ham et skævt smil, før han så tilbage på Macaria. ”Hvis jeg får tilgang til et ordentligt laboratorium, en ordentlig arbejdsplads… Hvis planen går som den skal, og Manjarno bliver en del af Dvasias, kommer jeg til at have et meget større område at bevæge mig rundt i. Så ville det være rart med lidt ekstra autoritet.” Han kunne se hvordan det så småt begyndte at dæmre for Harris hvad han mente – han var en intelligent dreng. Arons smil voksede sig et hak bredere. ”Gælder dit tilbud stadig om en plads som hofalkymist?”
Harris gav ikke engang Macaria mulighed for at svare, før også han vendte sig mod hende. ”Så kan jeg blive hos dig, og stadig arbejde med Aron! Kan jeg ikke, Maca?” spurgte han ivrigt. Aron kunne ikke holde et dæmpet grin tilbage; det så næsten ud som om drenge var på nippet til at hoppe af glæde, der han stod trykket ind til Macaria.

[Deleted]

Ligesom Harris begyndte det langsomt at gå op for Macaria, hvad det var som Aron snakkede om, og et smil voksede sig større og større. Da Harris vendte sig imod hende med strålende øjne, grinede hun, og rejste sig op, for at - anden gang - springe om halsen på Aron, men denne gang nøjedes hun ikke med at omfavne ham. Et lykkeligt kys blev presset mod hans læber. Det holdte et par sekunder, inden at hun vendte sig bort fra ham, for at svinge Harris op i favnen, da han kom løbende, fordi han også ville være med i glædelighederne. Det var svært at se, hvem af dem der var barnet, da de sprang op i sengen, for at danse en sejrsdans, så tæpper og puder blev skubbet ned fra madrassen. Macarias kjole flagrede om hendes ben, mens at hun med Harris' hænder i sine, hoppede op og ned.
Hun vidste ikke, at hun ville være så glad for, at Aron blev i nærheden. Måske fordi at hun var begyndt at holde af hans selskab, og fordi det var tydeligt at Harris, var blevet tæt knyttet til ham. På denne her måde kunne de alle tre være sammen, uden nogen afskeder, eller at Harris ville mangle enten den ene eller den anden.
Forpustet sprang Harris ned af sengen, for at løbe hen, og omfavne Aron. Imens satte Macaria sig ned i sengen, og strøg smilende håret væk fra hendes ansigt. Det var lang tid siden, hun havde fået så mange gode nyheder på en dag. Hvis bare det ville forsætte sådan her.

[Deleted]

Macaria behøvede dårligt nok besvare hans spørgsmål, for at han skulle forstå hvad svaret ville være. Han nåede kun lige at forme et glædeligt smil om læberne, før han nok en gang havde Macarias arme om halsen på sig – og hendes læber trykket mod hans. Han mærkede endnu en gang hvordan temperaturen øjeblikkeligt steg for ham, og da hun slap ham var han sikker på at hans hud måtte føltes brændende, og at hans hjerte hamrede hårdere end før – et faktum han ikke var i tvivl om at Macaria måtte lægge mærke til.
”Det må jeg vel tage som et ja.” sagde han med et grin, og ruskede let i Harris’ hår, før han så ned på drengen. Glæden strålede fra Harris’ ansigt, og han måtte le stille. Hvis han faktisk kunne arbejde som hofalkymist, måtte han hellere få fat i nogle lidt mere præsentable klæder til dem begge.
Det overraskede Aron hvor glad Macaria havde virket for at han havde ombestemt sig. Måske lige så meget som det havde overrasket ham at han havde skiftet mening. Aron havde altid haft en holdning om at han skulle arbejde for sig selv, så han kunne tage de kunder han havde lyst til, og kun tænke på at dække sine spor efter bedste evne. Men at arbejde for Macaria, og at have fået en lærling under sig, havde måske givet ham et nyt perspektiv. Og han kunne ikke nægte for at autoriteten som fulgte, hvis han blev hofalkymist, ville gøre det langt nemmere for ham at få fat i det han havde brug for. ”Jeg går ikke ud fra det er op til dig, hvem der bliver ansat i den slags roller. Men du kan forhåbentligvis lægge et godt ord ind for mig? For os?” spurgte han hende med et skævt smil, og lod en hånd falde til Harris’ skulder. Han havde trods alt også gjort sin del af arbejdet, og det brede smil Harris sendte ham talte sit tydelige sprog om at han satte pris på at Aron inkluderede ham.

[Deleted]

Med en håndbevægelse gestluerede Macaria, at han ikke skulle bekymre sig om hvad de royale sagde. Når først hun serverede dronningen hele Manjarno på et sølvfad, så kunne hun forlange, lige hvad hun havde lyst til. Hvis ikke... well... ingen sagde, at dronningen behøvede at få Manjarno lige med det samme. Når alt kom til, var der ingen, som kendte til hendes planer, andet end en lille håndfuld af loyale allieret, der skulle hjælpe hende med at komme til tronen.
"Bare rolig. Jeg skal nok få jer i arbejde hos os," sagde hun, og rejste sig for at gå hen til sin store reol, så hun kunne finde noget alkohol frem, de kunne fejre det med. Selv måtte hun dog nøjes med et glas kold blod, og hun havde ingenting til Harris.
"Løb ned af gangen, indtil du støder på en tjener," fortalte hun Harris, og gik hen til døren, for at åbne den for ham. "Sig at Rådgiveren har sendt dig afsted, og du skal bringe tranebærsaft med tilbage. Det vil nok tage lidt tid, men du skal ikke snydes."
Harris lyttede opmærksomt, inden at han nikkede, og fløj afsted ud af døren, for at efterkomme hendes ønske - og hans egen iver efter at få tranebærsaft.
Macaria kiggede efter ham, inden at hun lukkede døren i efter ham. Forhåbentligt ville nogle vise ham vejen tilbage.
Hun vendte sig om mod Aron, og rakte ham et vinglas. Det var faktisk første gang de havde været alene, siden de mødte hinanden første gang. En smule forlegen smilede hun til ham, mens hun hældte vin i hans glas. Kysset brændte stadigvæk på hendes læber. Hans hjerte var stadigvæk ikke faldet ned i tempo, og hun var pinlig bevidst om varmen i hans krop.
Hun rømmede sig, og stillede flasken på plads.
"Så... du er glad for Harris?" spurgte hun ham over skulderen, mens hun fiskede flasken med blod ned til sig selv. "Du vil gerne beholde ham som lærling?"
Det var mere for at bryde den akavet stilhed end noget andet. Hvorfor havde hun dog også kysset ham? Det var kommet impulsivt og spontant. En lyst der havde styret hende direkte mod ham. Måske fordi det var så lang tid siden, hun sidst havde været tæt på en person?
Hun fik fyldt sit glas med blod, og gik hen til Aron, for at de kunne slå glassene sammen i en klingende skål. Pludselig var hun meget bevidst om hans hjerteslag.

[Deleted]

Aron havde set efter Harris da han nærmest fløj ud af døren, og efterlod ham og Macaria alene. Alene. Tanken var nok til at han næsten kunne mærke hjertet hamre et hak hurtigere. Han havde ikke været alene med Macaria før; ikke siden deres første møde ved Den sorte sø. Mindet var næsten nok til at få ham til at smile skævt for sig selv.
Han tog imod vinglasset hun rakte ham, og lod hende fylde det op, for derefter at lade deres glas mødes. Ikke overraskende kunne han se at indholdet i hendes glas flød lidt tykkere end hans eget. Han tog en tår af vinen, og lod smilet vokse et par hak. Den smagte sød, sødere end vinen han havde delt med Eriz.
”Jeg er begyndt at synes om knægten.” svarede han med et smil. Det var en underdrivelse. Aron var så småt begyndt at holde af Harris, på samme måde som Harris lod til at være begyndt at holde af ham. Det var svært ikke at blive smittet af det. ”Han er lærenem, og ivrig efter at lære mere. Jeg tror jeg ser lidt af mig selv i ham. Han har det i sig til at blive en god alkymist, hvis han får den rigtige oplæring.” Han sendte hende et smalt, sigende smil. Han mente selv at han burde være mere end i stand til at give Harris den nødvendige oplæring. Selv som et menneske ville Harris være i stand til at blande ingredienser og fremstille de utallige remedier Aron selv var i stand til at producere. Det gjorde ham ikke det mindste at Harris nok aldrig ville kunne eksperimentere med sjæle eller vække lig til live. Ikke at han selv havde noget at gøre med det sidstnævnte.
Aron vågnede efter at have været lidt opslugt af sine egne tanker, og lod sit blik fanges af Macarias. Det gik op for ham at hans hjerte endnu ikke var faldet til ro, til trods for hans mentale forsøg på at berolige sig selv. Hans læber brændte stadig, og han fugtede dem flygtigt med tungespidsen. Smagen af vinen hang ved. ”Han taler stadig om dig.” indskød han med et skævt smil. ”Jeg tror han vil have godt af at kunne besøge dig noget oftere fremover. Afstanden mellem jer har været en af de få ting som har kunnet distrahere ham fra arbejdet.”

[Deleted]

Det glædede Macaria både at høre hvor godt Harris klarede sig med alkymi. Mange søvnløse dage gik med at tænke på, hvordan han havde det, og om han var lykkelig. Op til flere gange, havde hun måtte stå imod lysten til at bare at opsøge dem. Holde Harris ind til sig, og fortælle det hele nok skulle gå, som hun havde gjort dengang, hun havde reddet ham fra ilden. Gad vide om han stadigvæk tænkte på den nat?
Hun betragtede Aron, der var gledet ind i sine egne tanker. En lok af hans småkrøllet hår var faldet ned over hans ansigt, men hun modstå trangen til at stryge det væk. I stedet tog hun glasset op til læberne, for at drikke af det tykke blod, mens hun lod ham komme tilbage til virkeligheden igen. Da deres blikke mødtes, gengældte hun hans smil over vinglasset.
”Jeg har ingen tvivl om, at han har det bedst med at have os begge omkring,” svarede hun ham, og sænkede glasset igen. I et øjeblik kiggede hun ned i det næsten sorte blod, inden at hun drog et tungt suk, og igen hævede blikket spøgende op til Aron.
”Aron... snakker han nogensinde om branden? Om sine forældre? Ved du noget om hvad han var, før jeg kom med ham?” spurgte hun ham bekymret, og måtte endnu engang stryge en vild hårlok om bag øret. ”Jeg ved ikke hvor meget han kan huske, men... ” Igen sukkede hun. ”... hvis han har mareridt – tænker meget på det eller, måske har spørgsmål. Har han... har han sagt noget til dig?”
Det var tydeligt, at hun var både bekymret og tynget af denne byrde. Hun ville have spurgt Aron noget før, men de havde aldrig været alene før uden Harris. Den ene arm lagde sig omkrig hende, som prøvede hun at give sig selv et fortrøstningsfuldt kram.

[Deleted]

Smilet aftog så småt fra Arons læber ved Macarias bekymrede ord, og han måtte selv sænke blikket en anelse. Hans blik hvilede længe på vinen i hans glas, som han dovent vippede let fra side til side. Selv uden at han sagde noget, burde det komme tydeligtr frem i hans kropssprog at han havde noget på hjertet.
”Han har ikke sagt noget. Ikke direkte.” fortalte han hende med et stille suk. Endnu en slurk af vinen blev slugt, før han sænkede glasset, og så sig tilbage mod hendes kammerdør. Harris var stadig ikke dukker op endnu. Han vendte blikket tilbage til hende. ”De første par dage var det umuligt at have ham i nærheden af ild. Jeg tændte for ildstedet, og han rykkede over i den modsatte ende af rummet. Selv i nærheden af et stearinlys virkede han urolig.” Aron kunne dårligt bebrejde ham, efter den oplevelse han havde været ude for. ”Det er ikke mere end nogle dage siden han begyndte at sove roligt… Frem til da har han ligget om natten og mumlet i søvne. Sprællet. Men jeg har ikke spurgt ind til det. Det virker bedst hvis han selv bestemmer sig for at fortælle mig om det.” Han sukkede drævent, og vendte blikket lidt rundt i rummet. Emneskiftet havde i det mindste fået hans hjerterytme til at blive roligt igen, men det havde da også sat en betragtelig dæmper på humøret. Det var først da, han lagde mærke til hvordan Macaria holdt om sig selv, og han trådte et lille skridt nærmere og lagde hånden på hendes skulder. ”Du reddede ham ud fra det, Maca. Du gav ham muligheden for at leve videre. Det er mere end hvad nogen anden kan sige.” sagde han trøstende, og lod flygtigt sine fingre stryge over hendes kind mens et skævt smil gled over hans læber, før han trak hånden til sig igen. ”Måske vil du have mere held med at få ham til at tale om det end mig. Han kan måske lide mig, men… Det er stadig dig han stoler mest på.” konkluderede han med et smalt smil.

[Deleted]

Da han lagde sin hånd mod hendes kind, kunne hun ikke lade være med at kigge op på ham, og blev mødt af hans svage, skæve smil, der ikke kunne få hende til at tilbageholde et selv. De stod tæt på hinanden. Så tæt at hun kunne mærke varmen fra ham. Hans ord gjorde hende dog også trist, for han vidste kun halvdelen af sandheden. Tvivlende fugtede hun sine læber, inden at hun tog en dyb indånding.
”Aron... det var mig, som satte ild til den landsby,” indrømmede hun med hængende skuldre, og et plaget ansigtsudtryk. Hun kunne slet ikke se på ham. ”Jeg.. var der med en dødsengel, og... vi havde drukket. Det var i Manjarno, og vi tænkte det kunne være sjovt at lave noget ballade. Jeg... jeg satte ild til landsbyen, men den var tom! De alle sammen var flygtet.”
Det var utroligt vigtigt for ham, at han forstod, hendes intentioner ikke havde været, at nogle børn skulle komme til skade! Hun havde sørget for hele landsbyen var flygtet, inden det første hus, var blevet sat i brand men...
Med rystende hænder satte hun glasset for sig, inden at hun strøg håret tilbage med begge sine hænder, mens hun gik over til vinduet, så hun kunne kigge ud i mørket. Det eneste som mødte hende, var hendes egen refleksion. Bleg, uforanderligt og bebyrdet af skam og skyldfølelse. Hun lagde armene om sig selv.
”Dødsenglen syntes det kunne være sjovt, at flyve over, og kidnappe de flygtende landsbeboer. Jeg vidste det ikke, før jeg hørte det første barns skrig. Han smed dem bare ned direkte i ilden. Lige så snart jeg opdagede, hvad der skete, løb jeg direkte ind i flammerne, for at redde dem ud... jeg fandt kun Harris. Jeg beskyttede ham mod dødsenglen, og flygtede tilbage mod Dvasias,” fortalte hun stilfærdigt med en stemme, der var tyk af fortrydelse. ”Harris så ikke det var mig, der brændte hans landsby ned, men... det var mig. Jeg var skyld i det. Skyld i at han mistede alt.”
Hvis hun havde været levende, ville tårerne trille ubarmhjertigt ned af kinderne på hende, men hun var død. Intet blod kunne puste liv i hendes øjne igen. Ikke desto mindre knark hendes stemme næsten over, og hun bøjede hovedet, mens hun bed sig i underlæben.

[Deleted]

Arons smil svandt bort. Denne gang fuldstændig. Blikket han sendte hende var præget af chok og forvirring, men han gjorde intet for at afbryde hende i sin indrømmelse. Hans ansigtsudtryk var ikke til at læse; det var umuligt at se om han dømte hende for hvad hun havde gjort, eller bare havde ondt af hende. I sidste ende endte han med blot at sætte glasset fra sig på den nærmeste overflade, og trådte frem til hende så han stod placeret bag hende. Han fangede deres refleksioner i vinduet foran dem, og det var først nu han lod et sørgmodigt suk lyde fra sig.
”Du vidste ikke hvad du gjorde.” fastslog han som det første og vigtigste. Hvis hvad Macaria fortalte ham passede, havde hun virkelig troet at landsbyen var forladt og tom. Om det undskyldte for handlingen kunne han ikke sige, men det gjorde i hvert fald sagen til en helt anden end hvis hun havde sat ild til landsbyen med intentionen om at skade nogen.
Forsigtigt vendte han hende så hun igen stod med fronten til ham, og forsøgte at løfte hendes blik. ”Maca… Vi har begge gjort ting vi ikke er stolte af. Jeg fortalte dig om hvordan jeg gjorde mit arbejde før i tiden. Enhver kunne være et offer for mine gifte, om de så var fra mit eget hjemland eller ej. Jeg har ikke tal på hvor mange forgiftninger jeg kan være skyld i. Hvis jeg gik og tænkte over det, ville jeg aldrig kunne få mig selv til at lave én eneste gift igen.” Han kunne faktisk føle skammen i luften omkring hende, og på måden hendes stemme næsten var knækket var han sikker på at hun ville have grædt hvis hun kunne. Han tænkte ikke videre over sin handling, før han lagde armene om hende og trak hende ind til sig i den omfavnelse, han var sikker på at hun behøvede. ”Det hjælper ingen at tænke på fortiden. Det er vi ikke længere herre over. Det bedste du kan gøre nu, er at sørge for at Harris får en god fremtid. Knægten holder af dig. Du kan give ham et godt liv, bedre end han nogensinde ville kunne få.” Han løsnede grebet om hende en smule så han igen kunne fange hendes blik, og formede et lille, trøstende smil om læberne. ”Din hemmelighed er tryg hos mig. Jeg fortæller ham intet om det her.” Han nåede at sende hende et sidste beroligende smil, før han hørte lyden af ivrige trin ude fra gangen. Sekundet efter blev døren puffet op, og Harris fór indenfor, bærende på et glas og en lille flaske tranebærsaft. Han havde et bredt smil om læberne. ”Slottet er virkelig stort, Maca! Jeg fik lov til at se køkkenet! Jeg har aldrig set så meget mad før!” fortalte han ivrigt, med små lys i øjnene. Smilet svandt dog ind da han så hvordan Aron og Macaria stod, og en forvirring gled over hans ansigt. ”Hvad er der?” spurgte han forsigtigt.