Ting ingen af os havde regnet med!

[Deleted]

@elmyra

S: Imandra, Det mørke morgengry
T: Aften

Så var han der endelig! Og havde været det næsten en hel dag nu. På slottet i Imandra! Og sikke en lang vej det havde været. Hele tiden var han blevet forsinket eller havde måtte ændre planer. Han ville have været her for længe siden, hvis ikke det var fordi der hele tiden var ting han skulle eller folk han skulle gøre glade, eller møde eller...Så mange ting!
Det var næsten som at rejse på ferie, havde det ikke været fordi at dette også havde at gøre med hans arbejde. Inden han var kommet til slottet var han fløjet over landets eng-arealer og fundet de urter der var i Elmyras medicin, samt lidt ekstra. Det hele lå på hans seng, foran ham, i det ensomme værelse han havde fået givet for...Så lang tid siden! Det var virkelig lang tid siden. Han huskede det som i en drøm. Han havde været her et par gange for at lave ny medicin til Elmyra, men han havde ikke haft tid til at blive i længere tid eller til faktisk at snakke med hende om hvorvidt det virkede. Sikke en healer han var!
Han smilte svagt for sig selv. Alle urterne blev rodet sammen, trods han mærkede en stik af uvilje mod dette. De skulle jo blandes alligevel og sådan her ville udefrakommende ikke kunne se forskel på urterne og stoppe ham på vejen. Det var bedst.
Zean havde opnået meget på kort tid. Kort efter han var rejst fra Imandra var han endt i Procias. Derefter var han kommet tilbage til Dvasias...Og siden da var tingene og tiden blot strøget af sted, han havde opnået mange ting, havde en fod i mange af de store planer i landet og var på god fod med magtfulde personer. Det gik over alle forventninger! Så godt, at han snart frygtede noget måtte gå galt. Og dette var netop et tidspunkt hvor alt kunne gå galt!
Han hadede overraskelser.

Det var tydeligt at se på ham at han var en ændret mand og at han var nået langt. Hans tøj var ikke længere slidt og kedeligt, men pænt og passende. Han var klædt i sorte støvler, der gik ham næsten til knæene og nogle sorte bukser. Han havde en varm trøje på, også i sort. Jakken hang over en stol, mørkerød med gyldne mønstre og knapper. Men blot det sorte og en smule anonyme tøj han havde på var ikke noget fattige gik med og af en god kvalitet.
en medaljon hang om hans hals, kæden kunne ses, men selve medaljonen var skjult under trøjen. Bæltet var taget af og lå i fodenden af hans seng, med pisken i den ene side, dolken den anden og alle pungene med urter. De sorte vinger var skjult.
Nåe ja...Så der var det helende sår på hans kind og op af halsen. Det på halsen havde en forbinding om sig, men det på kinden var tydeligt. Men hans sår gjorde ikke længere særlig ondt og han kunne næsten flyve uden smerter nu. Såret på hans kind var ikke længere så stort og drabeligt.
Han stod der, foran sig seng og hans stålgrå blik gled ud af det ene vindue i hans værelse, en smule fjernt...Elmyra. En kvinde der havde fascineret ham og som han endnu var lidt betænkelig ved at forgifte og snyde. Det var jo blot et spil. Og det hele var så længe siden, han have relationer til folk af meget mere magt og som passede bedre til hans person, nu. Han havde ikke blot slået sin familie i Atterlin ihjel, for at få deres hus og rigdomme, samt deres lille adeltitel, han var også raceleder nu. Brugte tiden til at minde dødsenglene i Imandra om at tage en tur forbi Dvasias.
Han var opmærksom på trætheden. Han var så mange steder hele tiden og stod sjældent stille mere end et par timer. Han var træt. Men nu var ikke tiden til at slappe af...End ikke en lille smule. Nu skulle han koncentrerer sig om at gøre som planen bød ham, uden at falde af undervejs og miste hovedet.
Han greb urterne og forsvandt ned i køkkenet. På ingen tid havde han lavet en ny beholder med urtemedicin og gik ud for at finde Elmyra....

[Deleted]

Meget var hændt på det sidste lange stykke tid. Rigtig meget faktisk. Elmyra havde haft travlt og som presset havde øget på hende så havde hun ligeså langt de fleste af de råd fra sig som Zean havde givet hende. Hun sov ikke meget og slappede heller ikke ret meget af, tilgengæld så spiste hun stadig. Hun var jo nød til at få noget energi på en eller anden måde. Hun sad ved bordet i tronsalen og bed sig let i læben. Der lå noget i gære, noget lå og ulmede under overfladen. Blikket var vendt mod Imandra efter at Denjarna var forsvundet. Pokker tage det! Nu havde hun endelig fundet sig en allieret og så forsvandt vedkommende? De folk der havde været loyale overfor Den Manjarnske dronning havde forladt Det Mørke Morgengry og Elmyra var nu alene tilbage, eller næsten. Hun vendte blikket ned mod papirene foran sig og kørte hånden igennem det ildrøde hår. Hun havde fået mange nyheder fra verdenen omkring hende, nogle bedre end andre. Tanken om at der var nogen som var på vej i hendes retning for at overtage var skræmmende, hun måtte jo tænke på børnene! Måske det ville være bedre bare at flygte? Hun kunne ikke holde slottet hvis det blev angrebet og da slet ikke sådan som hun havde det lige nu. Hendes krop var på ny hærget af sygdommen og hun havde ikke kunnet få kontakt til Demian. Hun var alene denne gang, hun var svag, for svag til at kæmpe en kamp her som hun vidste at hun ikke kunne vinde. Spørgsmålet var nu bare hvordan hun skulle håndtere det hele. Hun sukkede stille og sad lidt bare i stilhed. Med et skubbede hun stolen ud fra bordet og rejste sig op. Hun kunne ikke bare sidde her, for mange af børnene ville dø hvis de blev som rotter i en fælde. Hun måtte handle. Hun vendte sig og forlod salen og søgte mod sine gemakker.

Hun havde ikke været væk længe da hun kom tilbage til salen. Hun havde ting der skulle ordnes og ting som skulle klares inden hun kunne gøre det hun ville. På vejen tilbage til salen havde hun fået nys om at Zean havde indfundet sig på slottet igen. Han havde været længe væk men det lod vidst ikke til at han havde kedet sig. Rygterne fortalte hende at han havde lavet godt rav i den og nået meget i de andre lande. Hun lænede sig ind over sit bord mens hun ledte efter de rette papirer, hun havde brug for noget information og det kunne kun gå for langsomt. Hun var iført et par tætsiddende sorte bukser og et tætsiddende korset, det var ikke fint eller noget som helst men tydeligt at dette var tøj som hun havde arbejdet meget i. En af mændende som passede børnene kom ind i salen og hendes blik søgte op ad mod ham. "Pak så meget i kan, tøj, mad, tæpper, alt. Vi forlader slottet snart" sagde hun med rolig stemme. Mand stod der blot for en stund og kiggede forvirret på hende. Han kunne slet ikke forstå at de ville forlade dette sted. Her var varmt og udenfor var der koldt og vinter. "Jeg ved at det er en skræmmende tanke men tro mig .. De øjne som er vendt mod os er endnu mere skræmmende. Jeg ønsker ikke at se børnene dø for mine øjne. Gå og gør som jeg sagde." Manden sank en klump men nikkede så anerkendende og forsvandt på ny. Elmyra satte sig ned i sin stol igen og sukkede stille. Hun havde det skidt, virkelig skidt men endnu var det ikke alt for tydeligt at se på hendes krop ud over hendes røde kinder og hendes blanke øjne som tydeligt fortalte at hun havde feber.

[Deleted]

Han havde ingen ide om hvor meget Elmyra vidste eller ikke vidste og om noget af det måske var skadeligt for ham. Det var længe siden han havde været her, endnu længere siden han havde driller hende der pigen i haven. Han havde mange ideer og planer at udføre og hele tiden kom der flere. Dette var blot en løs ende han måtte få bundet.
Imandra eller Manjarno...Begge lande lå for skud. Han måtte indrømme han var selve personen der var skyld i Dvasias overhoved havde fået øjnene op for mulighederne i Imandra. Men Dvasias havde travlt, for den kongelige rådgiver ville snart overtage Manjarno og give den til dronningen. Snart ville begge lande være en forlængelse af Dvasias og Procias ville stå alene tilbage. Snart ville de være de mest stærke og magtfulde! Han glædede sig allerede til dette. Selvfølgelig havde han i starten overvejet at ødelægge deres planer for at tage Manjarno, for han havde ikke brudt som om Macaria, kvinden der i et øjeblik havde været tæt på at få ham dræbt...Men nu, hvor det blev givet til dronning, var det mere acceptabelt. Han havde trods alt ikke selv nogen ideer til hvem der skulle overtage og regerer Manjarno, så at dronningen fik landet var vel passende nok, mens han tog sig af Imandra.
Tja...Han kendte ikke Dvasias' dronning og prinsen hadede ham. Men med Kimeya i baghånden ville de ikke gøre ham noget. Og han havde virkelig Kimeya i baghånden...Trods hans slægt havde været skyld i at dødsenglene var faldet fra at have en stor magt, til en skjult og lille race. Men det var slut nu! Kimeya ville opdage hvorfor han frygtede dødsenglene og ikke turde stille sig imod!

Han trådte ind i tronsalen, netop som denne mand fik besked på at...Pakke? Straks blev hans tanker afbrudt og han følte hvordan hans puls steg en anelse. Pakke? Pakke hvad? Hvorhen? Hvad skulle der ske? Kimeya stolede på han banede vejen for ham til Imandra og magten, nu var ikke tiden til at hans held skulle slippe op!
Han trak vejret dybt og lod i stedet blikket glide over Elmyra, som han gik tættere på. Hun havde feber og var dårlig, så han. Virkede hans medicin ikke? Hvis den ikke gjorde, var det ikke sikkert hun ville modtage mere af den...
Han stoppede op et par meter fra bordet. ville ikke komme snigende og forskrække hende. Alt i alt, var han jo endnu kendt som en allieret af slottet og Elmyra.
"Godaften" hilste han så afslappet, som han kunne. Hvilket...faldt ham overraskende nemt, faktisk.
"Hørte jeg rigtig? Flytter vi?" spurgte han og sendte hende et svagt smil. Han måtte skaffe sig et overblik over situationen, hvis han kunne. Krukken med medicin var stadig i hans ene hånd.

[Deleted]

Elmyra var klar over nogle få ting, nok til at vide at det ikke var klogt at blive hvor hun var men ikke nok til at vide hvad der helt præcist ville komme efter hende. Med Denjarna væk og Manjarno mere udsat end nogensinde før, stod hun nu uden støtte og det havde bragt hende i en dårlig situation. Hun vidste det, hun havde levet længe nok til at vide hvornår man skulle tage sig af dem der var en nærmest og stikke af. Hun så ingen skab i at pakke sammen og rejse, ikke med hendes sygdom og ej heller med de børn hun skulle passe på. Mange ville anse hende som værende svag, at hun ikke tog kampen op men var der virkelig en grund til at kæmpe når man vidste at man ville tabe og dem man holdt af ville dø? Nej det var der ingen skam i, ikke i hendes hoved så det var det hun ville gøre.

Hun gav ordrene til manden som stak af med det samme. De skulle være hurtige men samtidig også gøres ordenligt. De ville tage så meget med sig som muligt. Hendes opmærksomhed blev vendt mod papirene igen mens hun ledte videre og dog så var Zean ej ubemærket for hende. Hun kunne mærke hans kropsvarme men gjorde intet for at lade ham vide at hun vidste at han var der. Han havde gang i meget, stadig var han hende utrolig fascinerende men hun vidste også at han kunne være farlig. Hun stolede ikke på ham mere end hvad hun var nød til for hun vidste at han ikke var hende loyal. Dødsengle var som regel kun loyale overfor dem selv. Hans hilsen fik hende til at løfte hovedet og kigge på ham. Hun var udmattet og dårlig. Sygdommen hærgede hendes krop og hun vidste at der ikke var meget som Zean kunne gøre ved det. Hun mønstrede et lille smil ved hans spørgsmål. "Jeg flytter .... Med børnene" sagde hun roligt og satte sig lidt til rette i stolen og betragtede ham. Han så meget anderledes ud end han havde gjort det sidste gang han stod her for hendes blik. Hun sukkede kort og rystede på hovedet. "Der er noget i luften, det ulmer af problemer og siden Denjarna forsvandt mistede jeg min alliance til Manjarno. Øjnene er rettet mod Imandra og jeg kan ikke forsvare det alene." Hvorfor lyve? Hun var ligeglad med hvad han tænkte, hun vidste hvad der skulle gøres og hvad hun var nød til at stille op. Hun kunne ikke forsvare det hele alene og da slet ikke nu hvor hun havde det som hun havde det. Hendes blik gled undersøgende op og ned af ham, han så godt ud. Hans rejser havde gjort ham det godt kunne man se og hun kunne ikke andet end at smile en smule da hun så krukken med urter i hans hånd. "Hvis det der er min medicin må du hellere tage den med dig igen. Den vil ikke hjælpe noget" pointerede hun roligt og lod blikket vende tilbage til hans ansigt.

[Deleted]

Han gik helt hen til bordet og stillede krukken på bordet. Han gad ikke stå med den, mens de snakkede. Hans blik gled over papirerne, uden at læse noget, til dels fordi han endnu ikke havde evner til at læse særlig meget. Om ikke andet, konstaterede han at der var flere papirer end sidst han var her og Elmyra virkelig havde meget om ørerne. Presset så kun ud til at være vokset. Det måtte heller ikke være nemt med et land, der ikke rigtig ønskede sig nogen fast leder. Eller, det havde han i hvert fald hørt, men han var ikke gået i gennem byen og spurgt nogen. Hvem vidste hvad befolkningen faktisk tænkte? Han gjorde ikke.
Han nikkede svagt, da hans blik gled op på Elmyra igen. Denne gang virkede Elmyra svagere end normalt. ikke bare fysisk, men også psykisk. Som var hun en mus, med en kat lige ude for døren. Hvad hun vel i princippet også var.
"Hvor flytter du hen? Bare på må og få?" spurgte han og skubbede nogle af papirerne til side og satte sig på kanten af bordet, med foldede hænder, skævt, så han kunne se hen på hende stadig.
"Jeg har hørt lidt om tingene..." Alt andet ville være løgn. Og slet ikke at tale om det? Nåe ja...Hvis bare han ikke sagde de forkerte ting.
"...Og tænkte nok du var en presset kvinde. Jeg vidste ikke de gik efter begge lande, dog...Jeg mener...De har også planer om at tage Manjarno" han lod blikket vandre rundt i rummet. Det var faldet ham nemmere at sige løgne og usande ting. Han var ikke længere ved at grine eller røbe sig selv med små hentydninger eller bevægelser i kroppen. Han så på Elmyra igen. Han virkede ligeglad med det hele...Og det var den eneste måde han vidste at han kunne snyde hende...forhåbentlig. Ligeglad. Hvilken dødsengel ville ikke være det?
"Det eneste land der vil være i ro det næste stykke tid er Procias, men der lang, især med en flok børn på slæb..." han trak let på den ene skulder.
"...Og alt andet...hvis du bevæger dig rundt i disse tre lande..." han fandt et kort mellem stakken af hendes papirer og lagde det frem. Hans fingre gled over Dvasias, Manjarno og Imandra.
"Vil det nok være bedst at holde sig i bevægelse. Eller også skal du eje dødsenglenes gode evner for at skjule sig..." En svag latter arbejdede sig op, men han slugte den og det endte blot med at han kom med et svagt grynt og et større smil. Hans blik gled op til Elmyra igen. Som var han faktisk interesseret i hvad hun ville. Hvad han også var...
Om han prøvede at hjælpe hende? Han vidste det ikke. For ham var hun en kvinde, der havde været magtfuld, men siden sunket dybt nok til at han ikke længere kunne bruge hende til noget. Men hun var også den første magtfulde person til at tage imod ham og påvirke ham, lære ham, hvordan man opførte sig som en magtfuld person. Ikke fordi han lod sig binde så let.
Hvad angik krukken...
Hans ene hånd gled over og lagde sig oven på den kølige krukke.
"Det beklager jeg. Jeg har ikke været nogen god healer, jeg har været...Ganske optaget...Og forhindret i at komme flere gange. Jeg vil da tage krukken med mig" Hellere end det, end lade den stå og nogen så kom til skade, fordi de mente de skulle spise det...Eller fandt ud af medicinen ikke var helt som den skulle være. Han ville tage den med sig og destruerer den. Dette ændrede intet...Elmyra ville stadig være svag og væk, så Kimeya kunne komme til.

[Deleted]

Elmyra betragtede ham roligt. Hun havde hørt mange rygter og hans navn var da også kommet op en enkelt gang eller to. Hun kunne ikke andet end at smile til ham som han valgte at nærme sig hendes bord. Hun frygtede ham ikke, heller ikke selvom han virkede mere mere magtfuld nu end hvad han havde gjort det sidst. Et sted var hun på en måde stolt af ham, han havde formået at kæmpe sig frem ret hurtigt. Der var mange ting der skulle ordnes i et land som Imandra og hun havde virkelig kæmpet men hun kunne ikke klare det alene og eftersom der ikke længere var hjælp at hente i Manjano så kunne enten vælge at blive, kæmpe og fejle eller rede så mange børn som hun kunne. Hun valgte det sidste, alternativet var for slemt.
Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Hun smilede dog blot lidt mens hun studerede ham, som så hendes øjne igennem ham og målte hvor meget hun egentlig skulle sige til ham eller ej. Hun kunne ikke stole på ham, ikke på nogen lige nu. Kun dem som hun vidste ville børnene det bedste og det kunne man ikke ligefrem sige at han ville. "Jeg har et sted i tankerne" sagde hun blot uden at afsløre for meget. Hun kunne ikke tillade sig at dette kom ud og som sagt så var Zean ikke loyal overfor hende. At hun forsvandt ville hurtigt blive bemærket så det kunne hun sagtens sige.
Han havde hørt om tingene? Det var da ikke noget under. Hun foldede hænderne mens hendes blik bare fortsat hvilede på ham og hans skikkelse. Hun vidste det ikke og dog havde hun en fornemmelse af at han nok vidste mere end hvad han sad der og sagde til hende. Hun så ham absolut ikke have en trang til at hjælpe hende. Hun nikkede blot ved hans ord. "Manjarno er svagt efter at Denjarna er forsvundet. Når Manjarno bliver taget og står under Dvasias så vil deres blik vende sig mod her. Det er helt sikkert" sagde hun roligt.
Procias ville være sikkert for en stund ... For en stund var det rigtige ord. Ville de monstro også tage Procias? De ville nok prøve på det men ville det lykkes dem? Hvis de havde alle andre lande i ryggen ville hæren blive så enorm at Procias ville falde som et blad på en efterårsdag. Der var intet sted der var helt sikkert længere, ikke så længe at der var en krig på vej. Hans fandt et kort frem og hun så hvordan hans fingre kørte hen over det. Hans kommentar fik et lille smil frem på hendes læber igen. "Alle kan gemme sig hvis man blot kender til de rigtige skjulesteder, kæreste Zean. Du skal ikke bekymre dig om os, vi har overlevet en krig før og vi kan gøre det igen" sagde hun mildt.
Hun rejste sig roligt op fra stolen, hun var stadig ikke så svag at hun intet kunne. Hovedet søgte let på sned som han nævnte at han ikke havde været en god healer og at han havde været for travl. Hun rystede blot på hovedet. "Dine urter sænkede sygdommen for en stund, den havde aldrig forladt min krop så der var intet du kunne gøre, heller ikke hvis du havde sikkert ved min side hver eneste dag, fra morgen til aften. En, og jeg undskylder udtrykket, simpel healer kan ikke kurrere det jeg fejler. Ikke en gang en engel med de bedste healende egenskaber kan. Der skal alkymi til og et villigt offer for kuren er mindst ligeså ulidelig som sygdommen." Hun stilte sig hen foran ham og betragtede ham roligt. Han var virkelig vokset en del fra sidst hun så ham, det var dejligt at se. Hun kørte hånden igennem det lange røde hår og tænkte lidt. "Men nok om mig. Fortæl mig så om det du har bedrevet mens du har været væk. Jeg har hørt nogle .... rygter som jeg meget gerne vil vide noget mere om, Zean" sagde hun mildt med et lille smil.

[Deleted]

Hans hoved gled lidt til siden. Først den ene vej, så den anden, mens han lyttede til hendes svar. Blot et sted? Noget i stemmen fortalte ham at han ikke ville komme det nærmere, selv hvis han prøvede. Hun stolede ikke nok på ham. Det var beklageligt, men hvis de overtog det hele, ville det blive masser af tid til at kigge sig omkring. Hvis det overhoved var værd at spilde tid på...Han kunne godt forestille sig Kimeya måtte ønske sig hende i gave, blot fordi hun havde været tæt på magten, men umiddelbart var hun ikke nogen der var værd at frygte. Ingen hær, ingen midler, blot en bunke sultne og kolde unger. Men det var vel også en hær i sig selv?
Hvis hun blev magtfuld igen, kunne de jo tage det til den tid.
Åh, ja, det var sikkert...Men hvem vidste hvilket land der ville falde først eller om de begge ville falde på samme tid?
Han havde været i Dvasias. Deres konge var svag, fuld af naivitet og uden lyst til krig og blod. Han ville slå ihjel, hvis nødvendigt, men spørgsmålet var om han ikke bare ville åbne grænserne mod denne kæmpehær der kunne komme, i stedet for at spilde tid og folk på noget han ikke kunne vinde.
Men alt til sin tid!
Han smilte let til hende.
"Det glæder mig" svarede han, ved hendes tilkendegivelse af at hun kunne gemme sig. Hans blik fulgte hende, som hun rejste sig. Hun var svag, men selvfølgelig kunne hun jo endnu gå.
Han sukkede svagt. Simpel healer? Folk var begyndt at kalde ham en simpel healer, trods han havde mange gode historier bag sig. Flere folk han havde healet, de fleste med god succes. Når han nævnte urter, fejede folk det til side, som var det ligegyldigt. En svag interesse, men intet mere end det. Han var skam interesseret i alkymi og havde overvejet at udvide sine interesser til dette fag, når han fik tid...Men for nu måtte han vel leve med at folk endnu så ned på ham, trods de ting han havde opnået. Hvilket jo faktisk var deres problem...Det var dem der måske ville mangle en healer en dag. Tanken gjorde ham en smule fornøjet.
Han så op på hende. Hun stod og så ned på ham, takket være han sad på bordet. Han rejste sig op, så de var mere lige. Han var jo, trods alt, ikke længere en person der skulle ses ned på.
"Åh..." han smilte lumsk til hende.
"...Jeg har skam været mange steder. Og historien er virkelig, virkelig lang! Vi ville end ikke nå detaljerne i dag, skulle det endelig være og du er jo ved at flytte..." han gjorde en let gestus mod slottet, dets tykke vægge, der omringede dem.
"Hvis jeg ved hvilke rygter du har hørt, kan jeg bedre besvar dig på om de er for gode eller for dårlige, om min person?" svarede han så. Det kunne være farligt. Han ønskede ikke det blev det.

[Deleted]

Hun vidste ikke hvem der var efter hende eller hvem der var efter Imandra og derfor kunne hun heller ikke stole på nogen og da slet ikke Zean. Han var for utilregnelig, det vidste hun jo kun alt for godt. Hun var alene, havde ikke mange der kunne hjælpe hende og dem hun havde skulle passe på ungerne, de var det vigtigste og det ville de altid være. magt var begærligt, bevares men det var ikke hendes prioritet. Det vidste hun at Zean vidste. Hvis han var ude på noget så så han hende ikke som en trussel lige nu og det var hun faktisk rigtig godt tilfreds med.
Terningerne var kastet, der var ingen vej tilbage. Både Manjarno og Imandra lå forskud nu og hun kunne kun gisne om udfaldet for Procias. Hun frygtede at alle landende ville falde til mørket og det var et sted en meget skuffende tanke men der var ikke meget at gøre ved det. Alt hun kunne gøre var at passe på dem som ikke kunne passe på dem selv og som ikke havde andre.
Hvad Procias ville stille op vidste hun ikke og hun var også ligeglad. Hun var ikke velkommen i det land så hun ønskede ikke at stile noget som helst op med dem.
Hans lille kommentar fik hende til at smile men hun sagde intet. Hun havde rejst sig og hun var svag men han måtte endelig ikke tage fejl, hun kunne stadig slå fra sig om det var en nødvendighed. Hun var blot træt og dårlig, det var der jo så mange der var.
En simpel healer. Hun vidste at det var en kommentar som ville ramme ham selvom det ikke var meningen. Der var bare en begrænsning på hvad han race kunne og det hun fejlede kunne kun en som havde alkymistisk blod i årene kurerer. Desuden var kuren den rene gift, et villigt offer skulle næsten være parat til at dø for at kuren kunne virke. Det var ikke noget som han bare lige kunne klare og dog så kommenterede hun det ikke mere. Hun så bare til mens han rejste sig op foran hende, han var en smule højere end hende men det gjorde hende intet. Hun kunne sagtens se ned på ham mens hun kiggede op mod hans blik .... men det gjorde hun ikke. Det var der ingen grund til.
Hans lille lumske smil og hans meget undvigende svar fik hende til at grine mildt en gang og træde væk fra ham mens hun rystede på hovedet. "Her giver jeg dig en mulighed for at hovere og så tager du den ikke en gang. Jeg er skuffet, Zean. Men det er lige meget" sagde hun drillende og strakte sig en gang.
Hun skulle til at afslutte mødet og bede ham om at gå igen da hun kom i tanke om noget. Hun vendte blikket en smule tænkende mod hans skikkelse og kiggede på ham i et stykke tid før hun på ny åbnede munden. "Mødte du en kvindlig dæmon ved navn Dixie på din færd? En meget køn pige som har en tenden til at lokke mænd i fordærv?" spurgte hun mildt.

[Deleted]

Han smilte svagt. Han var måske lidt undvigende...Og han var nu ganske stolt af sig selv. Det var vel begrænset hvad hun kunne bruge informationen til alligevel...Og selv hvis hun løb til en eller anden person med det, kunne han jo blot nøjes med at nævne de mest kendte ting. Eller..Ting der ville blive kendt, i hvert fald.
"Tillad mig at hoverer da..." han trådte et skridt væk fra hende, længere ud på gulvet, og slog ud med armene. Han snorede rundt, ikke hurtigt, men langsomt, som skulle hun se hele hans krop. Se hele ham.
"Dette, Kære Elmyra..." han stoppede op med front mod hende, men lod armene forblive oppe. Et svagt, men tilfreds smil lå på hans læber og hans øjne skinnede udefinerbart.
”...Er dødsenglenes nye leder!” han vidste at der var mange folk der endnu ikke vidste dette. Han vidste at der endnu var folk der ikke tog ham alvorligt, for han var intet andet end en dreng i visses øjne...Men han vidste selv at han kunne klare det. Han vidste selv at han var langt mere end en simpel dreng...Og hvis han endelig var en dreng, måtte man vel kalde ham et af de farligste drenge! Nej. Han var en leder. En mand. Magtfuld. Han havde meget at lave, manges fremtid på sine skuldre og han lagde allerede planer. En dag ville dødsenglene flyve over himlen og være lige så normalt og magtfuldt, som de engang havde været. Det skulle han nok åbne ved at udnytte Kimeya, han skyldte racen det, og ved Reis hjælp. Ingen ville kunne stoppe ham, var han overbevidst om. Og hvorfor skulle nogen det? Folk havde jo glemt hvilken forfærdelig race dødsenglene var!
”Siden jeg tog væk herfra har jeg kun været her få gange og kun kort. Jeg har ikke haft tid til andet. Det startede med jeg var i Procias...Og siden Dvasias. Der er så mange magtfulde folk at snakke med...Og nogle af dem hjalp mig til magten hurtigere end beregnet. Det var fantastisk!” han grinte svagt og lod armene falde ned langs siden.
”Også selv om du ikke har haft disse store tanker om mig, sidst vi rigtig snakkede sammen...” han huskede det. Den måde hun i et øjeblik næsten havde affejet ham, sagde han havde meget at lære. Og dog, her var han jo! Disse ord måtte nu være bragt til skamme.
”...Er jeg nået langt og lært meget. Du har været en del af min inspiration” fortalte han. Han trådte over til bordet igen og lod sine fingre hvile mod det, mens hans så på hende.

Dixie...I et øjeblik gled hans øjenbryn sammen i en form for undren, mens han tænkte over det. Hvordan skulle han kunne glemme denne fantastiske kvinde? Han havde godt nok været en hel del i Rimshia uden at finde hende igen, men måske var dette også for det bedste. Trods alt havde han mange kvinder at hygge sig med nu, hvis blot han viste interessen. Men Dixie...Dixie havde alligevel været noget specielt. Selvfølgelig huskede han hende...Men hvorfra kendte Elmyra hende? Havde Dixie...Nej, selvfølgelig var hun ikke stukket af til Elmyra for at lægge planer om at skade ham. Dengang var han jo ingen.
”Jeg husker hende” han så mistænksomt på Elmyra. Han kunne simpelthen ikke forestille sig hvad de to kvinder havde til fælles med ham. Hvordan alt dette hang sammen.
”Hvad nu?” åh, hold ikke på det længere! Sig dog hvad der er galt...

[Deleted]

Elmyra betragtede ham roligt. Hun havde hørt så mange rygter, hvad var sandt, hvad var løgn? Hun vidste det ikke, hun var egentlig ligeglad med hvad han lavede og hvem han var allieret med og om han var med til at få hende vippet af pinden. Det var ligegyldigt nu. Alt hun var interesseret i var ham. De rygter hun havde hørt om hans magt betagede hende. Hun kunne godt lide tanken. Da han trådte et skridt fra hende med løftet om at hovere blev hendes smil en smule større og med rolige skridt gik hun hen til bordet og satte sig op på det. Hendes blik søgte hans skikkelse som han gik rundt med armene i vejret. Hans udmelding var utrolig men dog var det ikke ukendt for hende. Så han var altså blevet leder for sin race? En lille dreng med store drømme. Hun var imponeret, men det havde hun jo allerede været fra den første gang hun så ham.
Hun sagde intet til at starte med, lod ham bare snakke videre om det hele. Han havde været tilbage nogen gange men kort. Hans kommentar om at hun ikke havde haft store tanker om ham fik hende dog til at ryste på hovedet og smile til ham. "Du tager fejl, Zean. Hvis jeg ikke havde haft store tanker om dig havde du ikke stået her nu. jeg vidste at du ville kunne nå at blive til noget stort. Du er nået langt og på rigtig kort tid" sagde hun roligt og kørte en hånd igennem det ildrøde hår. Hovedet lod hun let søge på sned mens hun betragtede ham lidt. "Bare .... vær forsigtig. Det er farlige mennesker du leger med og jeg vil personligt meget gerne have at du forbliver i live. Jeg har store forhåbninger til dig, Zean Forsyth, Dødsenglenes leder." Han havde virkelig nået meget. Det var sjovt at se hvordan det gik ham og hun ville rigtig gerne fortsætte med at se hvad han kunne finde på ude i fremtiden.

Dixie var en gammel bekendt. Elmyra havde haft sine små sammenstød med kvindemennesket da hun havde været helt ung. Dixie havde tørret gulvet med hende mere end en gang grundet den gigantiske aldersforskel der var på de to dæmoner. Og dog så var deres forhold som årene gik blevet bedre. Dixie begyndte for mange år siden at komme forbi Elmyra når hun var kommet på dybt vand og Elmyra havde hjulpet hende, ligesom hun havde gjort denne gang. Hans mistænktsomme blik fik Elmyra til at smile en smule mere. Hun satte sig lidt bedre til rette på bordet med armene over kors. Han så utålmodig ud, rigtig utålmodig faktisk. Hun lod hovedet søge let på sned og sad bare og betragtede ham for en stund, til det for at pine ham men også fordi hun egentlig ikke var sikker på om hun skulle fortælle ham det. "Hun kom forbi for noget tid siden ..... med en lille gave" startede hun blot med at sige. Hun kunne ligeså godt trække den en smule.

[Deleted]

Han havde ikke haft nogen fornemmelse af at kvinden havde troet ham. Mere at hun måske havde snakket ham efter munden og smilt overbærende af hans store planer, som uanset hvad, på det tidspunkt havde lagt langt ude i fremtiden. Hun havde jo sagt det. Han havde meget at lære. Hvis det ikke betød hun ikke havde så store tanker om ham igen...Hvad betød det så? Ved en pludselig indskydelse lød hun lidt som en moder, der roste sit barn for at gøre noget godt. En moder, der ikke ville give sit barn falsk håb, men blot havde holdt med personen på sidelinjen og håbet for det bedste.
Han var en dødsengel. Og han var skyld i hun måtte flygte med børnene. Hvorfor sagde hun disse irriterende ting til ham? Hun burde vide han var en dårlig person. Og hun burde på ingen måde holde med ham.
Ikke fordi han vil til at have samvittighed! Nej tak, da! Men tankerne var der alligevel. Lå der noget skjult i hendes sætninger? En skjult betydning han ikke kunne gennemskue? Eller håbede hun på han ville tale over sig...For gammel venskabs skyld?
Han tvang sig til at slappe af. Det betød ikke noget. Det var et simpelt forsøg på at manipulerer rundt med ham. Hun vidste godt han var en skidt person, uanset om hun var fascineret af hans evner eller magt. Han sendte hende et lille smil, for at fortælle hende at alt var som det skulle være. For det var det jo!
”Jeg har modtaget flere forvaringer og endnu flere trusler. Nu er jeg i stand til at true igen. Jeg skal nok passe på mig selv. Jeg en tendens til at...undgå døden” han smilte svagt. Sandt...Han havde undgået at blive et hoved kortere. Han skulle nok overleve.
”Jeg er ikke en traditionel leder og jeg sidder ikke stille på min trone. Det vil kræve en del at fange mig” hans smil voksede lidt ved dette. Men mere ville han heller ikke fortælle hende, hvis hun skulle vælge at eftersøge ham med flere magtfulde folk, der måske var utilfreds med ham og hans allierede. Dog, forsikrede han hende det alligevel.
Hvorfor skulle hun ønske ham i live? Det lugtede langt væk af fremtidige planer, der ville gå ud over ham. Måske var det disse ting hun advarede ham mod, end andre?

Han så mistænksomt på hende og ville bare gerne vide hvad der skete. Dette viste Elmyra jo, selvfølgelig gjorde hun det, for hun sad bare der, veltilfreds, og trak pinen ud. Hvorfor? Det var der ingen grund til! Medmindre...det var slemt og indebar endnu en straf han skulle udleve...Men Elmyra var ikke hans dronning og kunne ikke tvinge en straf ned over ham. Til sidst kunne han ikke klare det mere. Var det noget han skulle se eller vide, skulle det være nu, ellers gik han altså!
Han slog hænderne sammen i et højt klap, mens han smilte svagt.
”Spændende! Men tydeligvis ikke særlig vigtigt, siden du har masser af tid til at trække nysgerrigheden ud med?” kommenterede han.

[Deleted]

Elmyra havde kommet med mange formaninger og sagt meget til ham. Hun havde sagt at han var ung og havde meget at lære, det havde han i og for sig stadigvæk selvom han havde opnået så meget om han havde. Hun vidste at den verden han nu bevægede sig i var langt mere farlig og langt voldsommere end den han havde betrådt før. Et sted kunne hun ikke lade være med at føle en smule bekymring for ham? Han havde steget i rank så hurtigt at han næsten havde været umulig at følge. Hendes hoved søgte let på sned mens hun blot sad der på bordet og betragtede ham. At han havde noget at gøre med at hun var nød til at forlade dette sted anede hun ikke, hun vidste ikke hvad han havde lavet af planer og hvad han pønsede på. Selvom han ikke havde haft en finger med i spillet ville øjnene have vendt sig mod hende alligevel, det havde blot været et spørgsmål om tid.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. De ord hun havde skænket ham havde hun ment. Hun havde store forhåbninger til ham og var i den gode tro på at han nok skulle kunne klare sig et godt stykke hen af vejen. At han var en skidt person vidste hun godt. Han handlede for egen vindings skyld, måske lidt for sin races men allermest for egen vinding. Hun vidste at han ville gøre meget for at komme frem i denne verden og det var en af de ting som hun godt kunne lide ved ham. Han var ikke bange for at gøre hvad han følte der var nødvendigt.
"Dødsengle har sjovt nok en tendens til at forblive i live på en eller anden måde. Det er meget bemærkelsesværdigt at de kan det" sagde hun roligt og med et lille smil. Et lille grim kom over hendes læber ved hans ord. "Du er alt andet end Traditionel, det er dejligt at se at du er vokset på den måde som du er."

Hans mistænktsomme blik fik blot smilet på hendes læber til at blive en smule bredere. Det var sjovt, folk elskede at pine andre og hun var absolut ikke anderledes. Hun var ikke ude på at straffe ham voldsomt, bare hygge sig en smule. Hun var stadig utrolig fascineret af hans væsen. Hendes hoved søgte let på sned ved hans kommentar. Hun trak på skuldrene en gang og lagde armene over kors igen. "Vigtigt og vigtigt. Jeg ved ikke hvor vigtigt det vil være for dig at fået et afkom. Af hvad jeg har hørt så bryder du dig ikke om børn men jeg ved jo ikke om det forholder sig sådan hvis du fik et selv" påpegede hun roligt og afventede pænt hans reaktion.

[Deleted]

Sandt. De forblev i live. Blot på hans korte liv havde han oplevet en hel del og stået ansigt til ansigt med døden flere gange. Blot for at grine den i ansigtet og stikke af, hvor den ikke kunne finde ham. Det havde ikke været behageligt...Han var tvunget til at gøre bestemte ting, som at slikke røv på visse personer, sige pænt undskyld og deltage i en krig, som eksempler...Men han levede. Og det var det vigtigste. Han levede og han var blevet magtfuld, så han nu næsten kunne leve det liv han ønskede og gøre sin race stor, stærk og frygtet. Snart ville dødsengle være et normalt syn igen. Det tvivlede han ikke på. Der var allerede begyndt at dukke nogen om rundt omkring og der blev fortalt om flere landmænd og andre, der havde set en engel højt oppe i himlen. En Dødsengel, altså. Det gik fremad og det var han glad for. Eriz havde netop hjulpet ham med...
Han stoppede op. Dette var ikke tid og sted til at tænke over racen og være stolt af de ting han havde opnået og skulle opnå. Hendes ros pirrede ham på en irriterende måde, men han valgte blot at accepterer den som den var og bare smile. Hvorfor blive sur og utilfreds over ros? Det var jo absurd.
”Jeg takker” svarede han blot og gik ud fra emnet var uddebatteret. I stedet så han blot afventende på hende for at vide hvad denne gave så gik ud på. Han huskede hende jo, denne dæmon, han havde mødt på en kro og hygget sig lidt med. Det havde været interessant. Men en gave? Han kunne simpelthen ikke se hvad Dixie ville ham på den måde...Måske havde han været så god hun faktisk huskede ham? Måske ligefrem savnede ham...Han var lige ved at smile af denne tanke.

Han var overrasket og betuttet over Elmyras ord. Forstod han dem overhoved rigtigt? Afkom...Afkom betød børn. Børn...Vidste Elmyra mon hvad hun snakkede om? Nogen havde vidst været sin egen læge og medicineret sig selv!
Han kunne ikke lade være. Det var så latterligt. Ingen ville tro på det. Ham, far? For det var vel hvad det betød. Og det var i sig selv umuligt. Han skulle ikke have familie, han skulle ikke have børn. Aldrig nogensinde. Og at den kvinde, han netop havde hjulpet med at falde til ingenting igen, skulle sidde inde med noget af hans blod? Det var en sindssyg tanke.
Han brød ud i et grin. Han morede sig virkelig! Tanken var morsom og absurd, som de ting han normalt fandt ganske underholdende. Han knækkede næsten sammen af latter og der gik et længere stykke tid, før han kunne rette sig helt op igen og diskret tørre en tåre væk. Han så på Elmyra og lagde ikke skjul på at han ikke troede hende.
”Jeg vidste ikke du havde savnet mig så meget, at du ville drille mig på den måde. Det kommer uventet. Dog er jeg stadig forundret over hvor du kender Dixie fra” svarede han til sidst og rystede svagt på hovedet.
”Mig? Farmand? Sker nok aldrig, hvis jeg har noget at sige” sluttede han det af. Gad vide hvor længe hun havde gået rundt med den ide og bare ventet på at fyre den af for at drille ham?

[Deleted]

Dødsengle havde i sandhed mange talenter og et af dem var at de var så fandens svære at komme af med. Som kakelakker ville de bare ikke dø lige meget hvor meget man trampede på dem. Der var noget beundringsværdigt over den hang til livet som de havde, i hvert fald deres eget liv. Han var stolt, hun kunne tydeligt se det på ham. Han var stolt af sin race og stolt over det han havde opnået og det skulle han også bare være. Hun kunne ikke andet end at nyde synet af denne unge man som pludselig havde fået foden indenfor døren og nu pressede resten af kroppen ind også. Det var en farlig færd men hun havde tiltro til at han nok skulle overleve.
At han takkede fik hende blot til at nikke. Der var vel ikke mere at sige om den sag, hun havde sagt det hun ville og han havde fået lov til at hovere, alle var vel glade og tilfredse? Der var noget andet nu som var mere vigtigt, mere pressende. Hans møde med Dixie havde været godt, det havde kvinden i hvert fald selv fortalt hende. Hun sukkede stille med et lille skævt smil. Han vidste vidst slet ikke hvad han havde rodet sig ud i med den der tøs.

hans reaktion var voldsom og dog ikke uventet. Han troede ikke på hende, troede hun lavede grin med ham. Hun kunne ikke andet end at smile da han knækkede sammen for hendes blik med tårer trillende ned af kinderne. Det svar egentlig smittende, hun kunne ikke selv lade være med at grine lidt og dog sagde hun intet før han kom en smule til hægterne igen. Hun studerede ham som han tørrede øjnene. "Dixie og jeg mødtes for mange tusinde af år siden. Da hun fandt ud af at jeg bestyrede dette børnehjem besluttede hun sig for at komme her hver gang hendes udskejlser medbragte børn. Det er ikke første gang hun kommer til mig med en lille og sikkert ikke sidste gang. Normalt af faren hende ukendt men denne gang var der vidst ingen tvivl om hvem der var ungens far. Hvis du vil undskylde mig, nu skal jeg hente den lille, så kan du selv se." Hun hoppede ned fra bordet og med rolige skridt forlod hun Zean i den store sal. Hun regnede med at han ville blive, hvorfor skulle han ikke det? Om ikke andet så ville nysgerrighedden nok holde ham der til han havde set hvad hun mente.
Der gik et lille stykke tid før hun igen kom ind i salen men denne gang var hun ikke alene. I armene havde hun tydeligvis en unge der stadig var under et år gammel. Hun gik hen til bordet hvor hun satte sig på ny. Den lille var pakket ind i nogle tæpper for ikke at fryse. Det var en lille pige som lige nu sov trygt og godt. Elmyra vente blikket mod Zean. "Kom herover og se" sagde hun mildt mens hun vuggede den lille. Den lille pige i hendes arme var meget tydeligt et barn af Dixie. Hendes ansigtsform, læber, hårfarve og øjenform lignede fuldstændig Dixie på en prik men til gengæld så havde den lille pige samme næse som Zean og med åbne øjne havde hun også den samme grå øjenfarve. Ud over det så var der også vingerne på hendes ryg som man kunne ane gemme tæpperne selvom man ikke kunne se deres farve.

[Deleted]

Elmyra smilte selv over det absurde. Og i sandheden var det absurd! Han rystede svagt på hovedet, for sig selv. Nu havde de drillet hinanden. Og det havde været sjovt. Men det føltes stadig som om der var noget...alvorligt...over situationen. som om det indeholdte mere end blot venskabelig dril mellem hinanden. Når han tænkte over det...Siden hvornår var Elmyra begyndt at forberede morsomheder på denne måde? Hun var syg og brugte tid på arbejde og at pakke. Ikke på at konstruerer jokes. Det hele stank langt væk af noget ubehageligt...
Noget ved den måde Elmyra sagde tingene...Fik ham til at stoppe op og bare kigge på hende, som ville han opdage sandheden bare ved at se på hende. Hun var...alvorligt...Han følte sig pludselig syg.
”Vent...” det kom næsten som en hvisken, da hans hånd gled ud og prøvede at stoppe Elmyra, da hun forsvandt. Han skulle...Blive her? I et øjeblik kunne han slet ikke tænke på noget som helst. Han stod bare der, ved siden af hendes overfyldte bord, med bankende hjerte og et svælg der trak sig sammen...Af frygt. Han følte sig svimmel i et øjeblik.
Hvad betød alt dette? Han greb fat i bordet for ikke at falde. Hvad betød alt dette? Han var ikke...Han kunne ikke...Hvad betød det?!
Hele hans verden ramlede sammen, for et øjeblik. Og ingen ville bemærke det. For han stod alene, i et stort rum, i et slot, i Imandra. Alene, som han foretrak at leve sit liv, med folk der kom og gik, ingen seriøst, intet blivende.
Der gik præcis så lang tid, som det tog ham at synke sit ikke-eksisterende spyt og rette sig op fra bordet, som havde det slet ikke overrasket ham så slemt igen. Han tvivlede på han kunne snyde Elmyra, men man kunne altid prøve. Da hun kom ind i rummet og tættere på...Gik Zean baglæns. Hans øjne fikserede på denne...klamme bylt...i hendes arme. Han gik baglæns, til han følte han var langt nok væk fra dem. Han var ikke klar til sådan noget her...så uventet...Det var sikkert slet ikke hans unge, men blot en løgn de havde lavet sammen! For at vælte ham, snyde ham, afpresse ham! Han var en magtfuld mand nu og dette virkede som det mest sandsynlige.
Hvordan kunne Elmyra opføre sig så...Normalt? Forstod hun ikke hvad dette betød?

Han kom ikke med det samme. Længe stod han ude i skyggerne og prøvede at få kontrol på både krop, tanker og følelser. De få af dem, han havde. Følelserne, altså.
Han kiggede væk.
Men til sidst tog han sig sammen, med knyttede hænder. Var dette en løgn, ville barnet heller ikke ligne ham. Måske Dixie, hvis de havde planlagt dette længe, som det jo tog at lave en baby, men ikke ham. Han kom tættere på, til han stod over for Elmyra, foran bordet...Han tøvede, før han gik rundt om bordet og kiggede ned på barnet med så kolde øjne, at de truede med at lave klumpen til is.
Den sov.
Den sov i nogle tæpper, dens brystkasse hævede og sænkede sig og dens øjne sitrede lidt. Den var ikke ligefrem nyfødt, men stadig alt for lille og skrøbelig. Ansigtet...Når han sammenlignede lignede den mest sin mor, Dixie. Med de lukkede øjne, kunne han ikke se om den også mindede om ham.
Et svagt smil gled over ham. Han trådte et skridt væk fra dem og så direkte på Elmyra. Nej...Det svage smil betød ikke han allerede elskede denne gylpende klump kød.
”Det er ikke min. Den ligner Dixie, ja, men hun lever af sex og faderen kan stadig være hvem som helst” han havde ikke set vingerne. I stedet greb han ud efter den mest behagelige løsning for ham selv. Han prøvede at rationaliserer dette problem væk.