Dead man's curse

[Noelle Jaceluck]

Solen var gået ned for mange, mange timer siden. Det var blevet koldt i Dvasias såvel som i Manjarno efterhånden. Lyden af rislende klinger var forsvundet, og slagmarken var efterladt i stilhed. Soldaterne havde trukket sig til hver deres lejr, men Noelle havde i aften valgt at søge væk, hvilket egentlig var imod reglerne, men hun skulle trods alt ikke stå til ansvar for nogen, hvorimod alle andre skulle stå til ansvar for hende. Hun sad på en ensom sten midt i Dødens Dal, omgivet af en tyk tåge der nåede til hendes knæ. Det var tydeligt at hun ej havde været tilbage i lejren efter dagens slag, for hendes hår havde revet sig ud af fletningen og stod nu ud til alle sider, mens den var efterladt rodet, og hun havde blødende sår på hendes arme og en flænge ved øjenbrynet. Det lignede nærmest at hun havde rullet sig i en mudderpøl så beskidt og ussel så hun ud, hvilket bare var en del af jobbet.
Hun sad lettere bøjet med sit hoved begravet i hænderne og lod tankerne flyde. Det her var en af de dage hvor hun bare havde haft behov for at komme væk fra det hele. Rygterne var begyndt at gå om Enrico der var endt i en anden kvindes arme tilsyneladende. Hun havde ikke hørt fra ham i lange tider og ej heller set ham, hvilket fik hende til at gå ud fra at der ej længere var noget imellem dem. Tanken gjorde ondt, hun bed det i sig og lod det ligge til fordel for sin stolthed. Det var her i marken hendes hjerte lå også selvom det kun var opvarmning til noget langt større. Stilheden og ensomheden her var rar og dog var hun opmærksom. Der hvilede en forbandelse over dette sted, fortidens krigere gik igen, hun følte sig tryg, men mand kunne aldrig vide sig for sikker, uanset hvor i verden man befandt sig efterhånden.

[Deleted]

Natten havde drevet lyset på flugt, og efterladt hele slagmarken tom og øde. Lejrene havde trukket sig fra de massive slagmarker, som kun var taget mere og mere til. Buddet havde lydt på Evan, som ikke havde tøvet med at tage derud. Alene det faktum, at de tilkaldte ham, måtte alligevel indikere, at der var et alvor i det, som der ikke havde været der i mange år.
Efterhånden følte han, at han havde søgt lejren igennem. Folk tog sig af deres egne, så de ville være klar til morgendagen. For Evan var det tid til hvile.. og særligt nu hvor han vidste at rygterne omkring Enrico måtte gå. Han søgte ud i Dødens Dal. Af navn, så var det tydeligt hvad det måtte komme af. Hesten sprang han ned fra, hvorefter han strøg den over mulen. Han havde været i marken hele dagen, også selvom han vidste at Athena ikke brød sig om den tanke, men han var nødt til det. Han havde jo selv en forpligtelse overfor Dvasias, og dem måtte han jo trods alt også opretholde i den forstand, at det var ham muligt.

Synet af den enlige skikkelse som sad der, fik ham til at slippe hingsten som blot begyndte at græsse i stedet for. Den var rolig.. med andre ord, så var der ikke nogen omkring dem. Han søgte roligt mod hende. Rustningen havde han smidt til fordel for en mere bevægelig beklædning. Han stoppede op nogle meter fra hende og med hovedet let på sned. "De søger dig i lejren, Noelle... Du burde søge med tilbage," sagde han direkte. Han var nu ikke en mand som pakkede tingene ind, og han kunne jo se at noget virkelig måtte plage hende. Han hadede det ganske vidst.. særligt fordi, at han næsten kunne gætte sig til, hvad det var der rent faktisk måtte plage hende.

[Noelle Jaceluck]

Det var ingen hemmelighed at hun ej var den mest selskabelige kvinde, mange herude frygtede og elskede hende på samme tid, men hun spenderede ikke særlig meget tid med særlig mange af dem. Den kølige luft kærtegnede hendes kind, hun var holdt varm af den rustning som hun endnu bar for beskyttelse, også selvom det med garanti ville blive mere behageligt at finde nogle andre klæder. Lyden af hove, fik hende til at se op. Uden tøven trak hun sit sværd fra skeden og gøs ved den metalliske klingen der fulgte med. I en glat bevægelse, havde hun rejst sig og pegede sværdets spids i retning af skikkelsen, dog uden at sige noget, der var ingen grund til at skabe nogen ballade når hun langt om længe søgte lidt fred.

Evans skikkelse tog langsomt form i natten. Hun himlede dramatisk med øjnene og pakkede sit våben væk igen. "Evan.. jeg troede du var i lejren," kommenterede hun og gik lidt tættere på. Selvfølgelig manglede de hende i lejret, det gjorde de altid. "De hundehoveder må jo lære at klare sig selv før eller siden, ikke sandt?" hun hævede et slankt øjenbryn og samlede sine ting op. Når det var sagt så kunne hun jo ikke ligefrem blive her og ignorere at hun var den ledende rolle i dette. Såret ved øjenbrynet blødte stadig, hun kunne mærke de små dråber løbe ned mod hendes øjne. Uanset burde hun få det tilset. "Kan jeg gøre noget for dig?" spurgte hun og hævede hovedet med samme autoritærer stolthed som hun nu engang havde som hærfører. Selv overfor ham var hun professionel, meget handlede om at gøre ham stolt, hvilket hun følte at hun gjorde.

[Deleted]

Evan var bestemt heller ikke den mest sociale mand, og særligt ikke herude. Han var professionel. Det var også den eneste grund til at han var her. Krigen dulmede og det kunne mærkes på den intense spænding der var herude efterhånden. Selvom det var mange år siden han fast havde haft en plads på slagmarken.. blandt døde, skrig og råb. Han havde haft sin faste plads herude, men den var givet videre. Han måtte dog erkende, at han savnede den til tider. Men efter han havde fået sit familieliv sammen med Athena, så var det bare som om a det havde taget en drejning. Han var glad for, at en kompetent leder, som Noelle, havde været i stand til at tage over for ham, da han valgte at trække sig fra marken.
Et svagt smil passerede hans læber. "En hær kan ikke være, uden en leder.. Og derfor mangler de dig," forklarede han roligt. Hesten lod han stå i baggrunden og græsse, mens han selv kunne håndtere Noelle. Armene lod han folde sig over kors. Man kunne jo snakke om, at de burde kunne klare det selv for en enkelt aften, men sagen var jo bare, at de ikke var i stand til det. Hovedet lod han søge let mod den anden side. "Det spørges mere, hvad jeg kan gøre for dig," sagde han endeligt, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han havde ganske vidst sine anelser om hvad det skulle omhandle, men det behøvede han vel ikke at sige højt? Tågen lage sig.. det var mørkt, og det var koldt, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham det mindste. Han havde det faktisk ganske fint under omstændighederne. "Du gjorde det flot i marken i dag, Noelle," sagde han endeligt. Det var lidt som om at han faldt tilbage i de gamle vaner, ved at rose hende, når hun gjorde det godt. Det var måske den gamle lærer overfor eleven... men det var jo også det forhold som han havde haft med hende igennem en rigtig lang årrække.

[Noelle Jaceluck]

Noelle hadede når han havde ret, hun burde være med sine mænd i lejren og ikke herude på egen hånd. Dødens dal var et farligt sted at befinde sig, særligt alene og om aftenen når alle verdens borgere havde mulighed go ret til at færdes her. Hun sukkede og lagde hånden på sværdet skæfte hvor hun lod den hvile, blot for god ordens skyld. "I felten nej. Men at slappe af i lejren burde de kunne uden mig," påpegede hun og sukkede lidt tungt. Der var mange ting der plagede hende, tanker om Enrico og den nye rådgiver. Naturligvis burde hun have set det komme, men at sluge sin egen stolthed var umuligt for en Jaceluck, hellere leve i ulykke og frustrationer. Hun rystede på hovedet. "Intet. Jeg havde bare brug for lidt frisk luft," forsøgte hun velvidende om at det var meningsløst overfor en mand som Evan.

Hun fugtede sine læber og så væk. De burde komme tilbage, og særligt hvis det betød at hun kunne slippe for at snakke mere om hvad der plagede hende. "Som enhver anden dag. Men tak. I lige måde," hun strøg blodet væk fra sit sår hvilket efterlod et blodrødt spor langs hendes arm. Der gik stort set ikke en dag uden lidt knobs, men det var sjældent alvorligt. Det gjorde ondt. Følelserne, frustrationen, sulten som var svær at stille her i felterne, sårene.. der var så mange ting som hun ikke kunne have i hovedet og som gjorde hende en kende irriteret. "Jeg er glad for at du kunne komme," tilføjede hun og trådte hen til hans hest, for at lade hånden glide over dens smukke mule.

[Deleted]

Endnu et slag var stået, og endnu en gang ved nattens frembrud, var de gået hver til sit. Om natten var der våbenhvile, og det var noget, som kom dem alle sammen til gavn. Selv var det tydeligt at se i Evans øjne. Måske at man rent faktisk kunne forene disse lande engang på ordentlig vis? Han gik med drømmen, dog uden at sige den alt for højt. "Du står med et folk, som har brug for en leder. De har måske trukket sig fra marken for aftenen og natten, men endnu har de brug for, at du er til stede. Du er en tryghed for dem," forklarede han. At være hærfører, var desværre ikke en tilværelse, som bare kom af sig selv. Det var ikke en stilling som man kunne tage fri af, og det var jo også derfor, at den var tung. Virkelig tung engang imellem.
"Det er måske ikke det mest passende sted at trække frisk luft på," sagde Evan direkte. Overfor Noelle, var han ikke bange for at åbne munden, og da slet ikke på denne måde. Hovedet søgte mod den anden side, da han blev stående og så hende søge tilbage mod ham og hesten, hvis mule hun måtte stryge over. Hesten forholdt sig rolig. Selv her midt i den døde dal. Han så igen direkte mod hendes skikkelse. "Jeg mener det.. Du har virkelig gjort det godt," sagde han med en rolig stemme, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. De skulle væk herfra.. Og det var ikke rigtigt noget som han kunne gøre det største ved. Han trak ganske svagt på smilebåndet. "Jeg må erkende, at jeg til tider savner den spænding arbejdet medførte. Jeg er glad for, at du holdt stand, og du ved, at jeg altid vil støtte op om dig," sagde han direkte. Hun behøvede ikke gøre så meget ud af at imponere ham, for det var han for længst. Hun gjorde tingene ligesom han gerne ville have det. "Og dertil burde du også vide.. du kan ikke lyve for en mentaldæmon," pointerede han med et sigende blik i hendes retning.

[Noelle Jaceluck]

Noelle levede af krig, hvis der ikke var krig var hun arbejdsløs og intet værd. Der ville altid være brug for hende - håbede hun vel og mærke, for tanken om nogensinde at skulle forlade marken var forfærdeligt eftersom hun overhovedet ikke havde andet at give sig til. "Det ved jeg. Det er en naiv illusion om sikkerhed, men jeg kan ikke redde nogen af dem, i sidste ende kommer alt ud på hvem der kan kæmpe og hvem der ikke kan," svarede hun og betragtede den smukke hest foran hende. Den var et pragteksemplar. Hun så sig omkring. Det var tåget og mørkt, langt fra sikkert at gå alene. "Jeg søger aldrig for langt væk fra marken, det er enten her eller den rådne landsby ikke langt herfra, hvor jeg sjovt nok ikke er særlig kærkommen," kommenterede hun roligt og gjorde tegn til at han skulle følge med hende så de kunne gå.
LEjren lå ikke langt væk, så hun var hverken målrettet eller hurtig, men om ikke andet skulle de jo tilbage i ordentligt ti. "Jeg er også blevet trænet af den bedste," hun sendte ham et kort smil før det atter falmede og efterlod hende alvorligt. "Alt andet ville være underligt eftersom jeg følger dine principper. Marken vil altid være åben for dig, men jeg forstår dine udfordringer nu hvor du har en der venter derhjemme," hun så på ham. Faktisk forstod hun det ikke, trods hun elskede Enrico, så havde end ikke han kunnet holde hende væk fra marken. Hun så væk og ned i jorden med et tungt suk. "Det ved jeg, men hvad jeg tænker er ligegyldigt. Jeg har været herude i måneder nu, jeg er sulten og jeg ville dø for et bad," indrømmede hun. Når hun sagde sulten mente hun ganske vidst ikke efter mad, det var problemet.

[Deleted]

Krigen var i det her tilfælde, slet ikke til at undgå, og selv det, var noget som Evan vidste. Hvorfor skulle han ellers være blevet kaldt herud? Hans blik hvilede på hende og med et ganske kort træk på den ene mundvig. "Illusionen om en leder, er hvad de har brug for. Det giver beskyttelse og tryghed, og for dem, en følelse af, at de kan overleve det, som de udsættes for," fortalte han. Det mentale havde jo altid været hans stærke side, og dette var bestemt ikke noget undtag. Han vidste hvordan sindet virkede i en stressende tid, som ved en krig, og hvad det betød, at man havde en til at lede og en at se op til. Han nikkede blot. "Soldater er ikke ønsket her på egnen, af forståelsesfulde grunde. I min tid, forblev jeg i lejren," fortalte han. Han havde aldrig søgt til byerne. I hans øjne, var det at provokere og fremtvinge tanker, som slet ikke ville gavne dem i en krigssituation, og særligt nu, hvor den jo heller ikke ligefrem var til at undgå.
Evan havde oplært hende godt. Det som han så, var hans egne strategier, som stadig blev brugt. Well, hvorfor ændre på noget, som rent faktisk virkede i praksis? Det var der jo heller ikke ligefrem nogen grund til, hvis man spurgte ham. "Du beviser blot, at jeg gjorde det rette valg, ved at overdrage det hele til dig.. Dog vil jeg værdsætte, at du også passede lidt på dig selv, og stoppede med at lyve for mig," pointerede han lettere henkastet. Han hævede sigende det ene bryn og lod hånden stryge over hestens varme pels. Den hævede dovent hovedet og kiggede på dem begge, inden den sænkede hovedet igen og begyndte at spise. Evan var faktisk bekymret for hende.. meget faktisk. Det ville ende med at koste hende livet, hvis hun ikke fik styr på det. "Du skifter emne," pointerede han med en mere kortfattet mine. At lyve var en ting.. men at lyve for ham, var straks en anden. Han fandt sig nemlig ikke i det.

[Noelle Jaceluck]

Noget større var under opsejling og Noelle var blevet bedt om at holde sig parat, og til det havde hun brug for Evan. Ikke nok med at han havde lært hende alt hvad hun vidste, men han var også den eneste mand hun turde sætte sin lid til for alvor, så han var behøvet. Hun stirrede ligefrem for sig og lyttede til hestens hove der slog dovent mod jorden. "Det er en forkert illusion. De skal tro på dem selv mere end på mig, jeg kan ikke våge over dem hver time, trods jeg gerne ville bringe dem alle hjem til deres familier. Løfter eksistere ikke på dette sted," hun sukkede. Enrico havde aldrig brudt sig om den risiko hun løb hver dag, men det var hendes liv, det hun levede og åndede for, og ingen mand skulle drive hende derfra.
"Somme tider er frisk luft bare tiltrængt, lejren påkræver min tilstedeværelse, og jeg føler mig ikke tilstedeværende i aften," indrømmede hun og pustede til en tot hår der var gledet ned over hendes ansigt. Måske det var provokerende for andre, men hun havde ligeså meget ret til at være i landet som resten havde, trods hun havde regler der forbød andre mod at søge væk fra lejren. "Jeg prøver ikke at lyve for dig, Evan, jeg prøver at fjerne tanker som ikke burde hjemsøge mig. Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede hun roligt. Det gjorde det ikke nemmere at hver lille nerve i hende efterhånden skreg på at få sulten stillet så hun ikke længere led i stilhed, men den smerte havde hun lært at håndtere heldigvis. "Der er ingen grund til at gøre en rift til et sår," påpegede hun sigende.

[Deleted]

Evan trak overbærende på smilebåndet. Tanken var jo sød et eller andet sted, men det var bare ikke en af slagsen, som man kunne gøre noget ved. "Halvdelen af dem, som befinder sig herude, ved udmærket godt, at de ikke vil vende hjem til deres nære og kære," sagde han blot. Der var en tryghed ved at have en leder på stedet, og det undede han dem som så sandelig også, så det skulle da endelig ikke være for det.
Hesten slog dovent med hoven ned i jorden. Den var ellers ganske rolig og afslappet, så selv ikke Evan, så nogen grund til at skulle handle eller reagere på anderledes vis. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "Du har ikke været særlig tilstedeværende i denne tid," sagde han med en rolig stemme. Det var bekymringsvækkende, for det lignede hende slet ikke, ikke at kunne skelne mellem de tanker, og det arbejde, som hun skulle lave. Ikke at han ville påstå at hun løj for ham.. men hun skiftede emne, og om det var noget som hun ville snakke om, eller ikke, skulle han ikke kunne sige. Han blev stående, og uden at vie eller trække sig fra hende. "Du burde," sagde han med en kortfattet og meget direkte stemme. Hånden lod han stryge over hestens blanke pels, og dog uden at slippe hende med blikket på noget tidspunkt. "Du gør det selv til sår, som senere kan blive inficeret med betændelse, hvis du ikke får riften lukket, Noelle," pointerede han med en sigende, og meget kortfattet mine. Herude var hun måske hans chef og leder, men i det private, kendte han hende bedre end som så. Og det var det som han udnyttede lidt nu. Der var noget der plagede hende.. og meget endda.

[Noelle Jaceluck]

Som soldat var det i hendes øjne naivt at skabe sig en familie. De ville blive revet fra dem lang tid før tid, efterlade børn og kvinder ulykkelige og sørgende. Den tanke brugte hun ligeså til at retfærdiggøre overfor sig selv, hvordan hun havde kunnet lade Enrico gå, for hun vidste godt at en stor del af det var hendes egen skyld. "Det gør de, og jeg tager ikke ansvaret for det. Jeg gør blot hvad jeg kan for at holde dem i live og ved godt mod," hun gik med rolige skridt og skævede lidt til hesten der virkede fuldstændig rolig. så lang tid den ikke havde nervøse trækninger, var der heller ikke grund for hende, til at blive urolig.
"Jeg har ikke været hjemme i lange tider. Det er intet andet end et behov for at trække sig sig lidt, men Dronningen insistere på at jeg bliver," ikke fordi hun havde meget imod det, det var nemmere i marken lige foruden når det kom til at tilfredsstille de behov hun somme tider hellere ville være foruden.
"Det er bedst ikke at nævne. Det er ligegyldige tanker som jeg ville ønske slettet fra mit sind hvis jeg kunne," sagde hun oprigtigt og sparkede lidt iltert til græsset under hendes fødder. Tanken om at Enrico levede et liv uden hende, gjorde hende ikke i sig selv vred, men at han var kommet videre og bare fra den ene dag til den anden, mistede interessen for hende, var derimod frustrerende. Måske han havde taget fejl, og hun ej var hans mage? "Riften er ved at heale. For hvert liv der falder blødende for mine hænder, føles det en kende bedre. Jeg klare mig," sagde hun oprigtigt.

[Deleted]

"Og du gør det godt," sagde Evan direkte, også mest for at lukke den af. Alt taget i betragtning, så var det vigtigt for ham, at understrege for hende, at det hun gjorde, var godt, og at han selv ikke befandt sig i en situation, hvor han kunne kræve eller forvente mere af hende, for det gjorde han da godt nok heller ikke. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han havde ikke nogen grund til at være opmærksom på andet, og da særligt ikke nu hvor hesten faktisk stod foran ham og kunne afsløre om der var grund til bekymring eller ikke. "Noget er under opsejling derude, Noelle.. ellers ville Jaqia heller ikke have sendt bud efter mig. Du skal dog stadig huske, at selv den stærkeste til tider har brug for at trække sig," pointerede han kortfattet. Det var en styrke at kæmpe, men det var også en styrke, at kende sig selv godt nok til at vide, når tingene blev for hårde og for svære.
Tungen strøg Evan kort over sine læber. Hans hånd forblev hvilende ved hestens bløde pels. Hun ville ikke snakke om det.. Fair, det skulle han da ikke blande sig i, men det var blot en anbefaling fra en ven til den anden, og det var der vel ikke nogen skam i? Enrico fortsatte jo også sit liv, uden at hun var en del af det, når hun kun var herude, og det var jo det, som han bed sig fast i. "Den kongelige rådgiver har taget kontakt til mig, Noelle.. Hun agter at indtage Manjarno, og hun har brug for hjælp.. Denne har hun anmodet af mig," sagde han direkte. En tanke som han alligevel følte for at dele med hende, da det var hende, som ledte hæren her.. Nok var han dygtig, men der var jo stadig utrolig mange ting, som han ikke kunne udrette ene og alene, og det var nok det som gjorde forskellen der. Hans blik gled mod hende. "Om du kan magte det, vil jeg gerne anmode om din assistance," sagde han roligt. Det var vel bedre end alle disse latterlige kampe som dagligt fandt sted herude?

[Noelle Jaceluck]

Noelle nikkede bare uden at se på ham. Hendes ansigt var lagt i alvorlige folder, somme tider var det trættende altid at være i en leders position og ikke i en kvindes. HEndes far havde lært hende at opgive den del allerede som ung, og nu måtte hun blot blive ved med at undertrykke det. "Uanset hvor træt og afkræftet jeg bliver så kan jeg ikke forlade marken. Den er mit hjem og som du selv siger, soldaterne har brug for en leder, den leder er mig," der var en undertone af stolthed som var ret almindeligt kendt blandt Jaceluck familien, men nu kendte han også til Faith.
Han havde ret, noget var under opsejling, Jaqia var hemmelighedsfuld, Enrico havde trukket sig og hun var tvunget til at være på marken mere eller mindre konstant, og når hun var hjemme var det kun for at værge og træne nye soldater, der var aldrig så meget som en time fri, et forhold var uaktuelt. Lejren nærmede sig, man kunne se de små lys begynde at skimme gennem tågen der langsomt var blevet lidt svagere.
Hun stoppede op og lod for første gang deres øjne mødes. Den nye rådgiver stod ikke højt i hendes bog, efter hun var kommet på plads, følte Noelle sig overflødig både i forhold til Enrico, men også i forhold til at Jaqia var stoppet med at dele så meget med hende som før. "Indtage Manjarno? På Jaqias ordre eller med ønsket om selv at reagere?" spurgte hun hårdt. Forræderi slog hun ret hårdt ned på og hvis det var tilfældet, så ville hun halshugge Evan uden tøven for at gå imod deres dronning. "Jeg bidrager ikke til forræderi, og hvis du fortæller mig at du gør, så efterlader du mig kun med ét valg," for at understrege sin pointe, gled hendes hånd automatisk til sværdets skæfte.

[Deleted]

Stoltheden var Evan slet ikke et sekund i tvivl om, måtte være der, for den kunne han tydeligt se. Han trak ganske kort på smilebåndet. "Stoltheden kan anes i dine tanker og dit sind, Noelle," sagde han roligt. Sandt at sige, at de havde brug for en leder, og at det var uden tvivl sådan en position, som hun kunne springe ind i, og hun gjorde det jo uden tvivl også forbandet godt, og det var det, som rent faktisk betød mest.
Evan var bestemt ikke typen som ville begå forrædderi! Overhovedet ikke! Selv var han klar over, at Jaqia havde vished omkring dette, for ellers ville den kongelige rådgiver jo ikke have fået lov til at gøre det, eller ville nævne det for ham. Han nævnte det udelukkende for Noelle, fordi at han ville få brug for hendes hjælp i det henseende. "Vores dronning er klar over hvad der foregår," sagde han som det første. Manjarno skulle indtages. Det var nu, at der skete så meget i disse lande, og det var jo også lidt det, som han var ude på i en situation som denne. Han vendte blikket mod hende. Den hårde tone, var bestemt ikke noget som han brød sig om, men noget, som han måtte lære at leve med, og det var det, som han også var klar over.
"Jeg vil ikke blande mig, uden at have den mørke hærfører i ryggen, Noelle.. Jeg får brug for de mænd som du kan stille til rådighed, og dig selv naturligvis. Jeg er kendt med straffen og konsekvensen ved forrædderi, og det er ikke noget, som jeg har i sinde, at begå her," sagde han med en rolig stemme. Han var alvorlig. Han ville gerne have Noelle i ryggen hvad det her angik.

[Noelle Jaceluck]

Hun så på ham. "Det er ingen skam. Jeg er stolt af det jeg præstere," sagde hun ærligt og satte en hånd i siden. Man kunne ane lejrens lys ikke langt derfra, men hvad han ville tale med hende om, var næppe noget som skulle deles med resten af lejren.
En underlig uro voksede. Evan havde altid været en trofast kriger, loyal mod kongehuset og mod landets dronning, hvis hun fandt ud af at han planlagde bedrageri nu, så ville hun være tvunget til ting, som hun ej havde lyst til at byde ham.
Jaqia havde ikke nævnt noget om noget, hvilket gjorde hende en kende skeptisk. Hvis dronningen ønskede noget der krævede en hær, så plejede hun trods alt selv at inddrage hende. "Jeg har intet hørt om noget, Evan, er du sikker på at hun har rent mel i posen?" spurgte hun lidt indgående. Hun stolede ikke på Macaria, ikke fordi hun kendte hende specielt godt, men tanken om at hun drog Enrico fra hende, var nok til at skave mistillid i hendes øjne. "Jeg tager imod ordre fra dronningen ikke fra landets rådgiver. Ej ønsker jeg at gå bag om ryggen på det land jeg hver dag risikerer mit liv for at bevarer og kæmpe for," hun så ned. Problemet var at hun jo stolede på Evan og ikke ønskede at lade ham i stikken, når han utallige gange var kommet hende til undsætning i flere henseender.
Et suk brød hendes læber efter et mindre øjebliks tavshed. "Okay fint, hvis du er sikker på at Macaria ikke gå bag om ryggen på Jaqia, så stiller jeg mig gerne til rådighed med et par få mænd. Men for din skyld, ikke for hendes," understregede hun hurtigt og havde et meget strengt glimt i øjet. Det stod slet ikke til diskussion, herude var hun stadig hans leder.