Nu banker de også på min dør!

[Deleted]

@hongbin

S: Dvasias, Atterlin, Hans eget hus
T: Eftermiddag

Nu lignede det endelig noget!
De ødelagte, blodige tæpper var væk, smidt ud, brændt og nye var blevet købt. Disse nye tæpper var lagt på deres nye pladser og fik hans hjem til at virke lidt mere...nyt og rent. Det havde også været en værre omgang, sådan som husets beboere var afgået ved døden, og sikke en grusom død de havde haft! Fundet i kælderen, massakreret. Og ikke nok med han måtte skifte noget af interiøret, han havde også svært ved at finde en ny butler og nye tjenere. Men hvis alt gik vel, ville han snart have en ny tjener og en butler havde han allerede...Trods manden var en smule retarderet, langsom, nervøs og skide irriterende. Men han havde ikke råd til at flere folk døde på mystisk vis i dette hus. Ikke før folk begyndte at glemme hvad der var sket med den familie, der havde boet her før. Som faktisk havde været hans familie. Deraf grunden til han nu boede der, for han havde arvet alt! Huset, deres rigdom, deres forretninger og deres lille adeltitel...Hvad han dog ikke længere skulle bruge til særlig meget, andet end det lød godt. Men ikke nær så godt som titlen 'Leder' gjorde.
Hans stålgrå, kolde blik gled op til lysekronen i entreen. Alle lysene var tændt og spredte deres dunkle og varmende lys over rummet. Hele huset var bygget af mørkt, solidt træ som gav hele huset et noget dunkelt udtryk. Der ud over bestod huset også af to etager og en kælder. Og et loft, hvis man gik op i disse detaljer. Masser af værelser, et stort køkken og værelser til tjenestefolk.

Zean var selv pænt klædt på. Han havde næsten vænnet sig til det nu. I starten havde det været svært, for han havde været van til slidt, men dejligt tøj. Tøj der holdte ham varm - for det meste - og som var slidt nok til at sidde om hans krop, uden han rigtig mærkede det. Men dette...Alt dette knirkede eller prikkede ham, stak ham over det hele. Måske skulle det bare gås til?
Om ikke andet. Han havde bare fødder, der netop borede sig ned i det bløde gulvtæppe i gangen, der havde en flot, mørkerød farve. Bukser var sorte og en smule løse, afslappende, men om ikke andet af noget lidt dyrt stof. Endelig hvilede en hvid skjorte om hans overkrop. Han frøs jo ikke i dette hus, så han havde ikke behov for yderligere. Skjorten var knappet, med undtagelse af knapperne ved hans kraveben. Man kunne tydeligt se kæden, til den medaljon der hang om hans hals og som han aldrig slap. Han havde fået denne af Rei, så de kunne kommunikerer over større afstand og den var, underligt nok, med det samme blevet hans kæreste eje. Intet fik ham til at tage den af. Han holdte den gemt under sig sit tøj.
Det brune hår sad en smule fladt ind til hans hoved, omend det alligevel formåede at stritte lidt. Noget af det truede med at stikke ham i øjnene, hvad han ikke lod mærke med. Endnu kunne man se hvad han havde været udsat for, da han havde overtaget dødsenglene som tage og taget stillingen som leder...Såret på hans ene kind og lige nedenunder, på halsen, også her et sår. Resten af sårene strakte sig over hele hans ryg, lidt på armene, hans venstre hånd og lidt på bagsiden af hans lår. Og dog, var der efterhånden gået noget tid og sårene var blevet mindre, gjorde næsten ikke ondt længere.

Han strakte sig og lod hænderne stryge igennem hans hår, så det strittede endnu mere, før han glattede det igen. Han trak vejret dybt...Og nød blot fornemmelsen af præcis hvor meget han havde nået. Og så på så kort tid! Huset var også blevet godt. Det eneste det manglede var, som sagt, tjenere. Og måske en ny butler, med tiden. Han havde fået smidt alle familiens personlige ting ud og også deres tøj. Han havde møbleret lidt om, så forældrenes soveværelse var hans eget og børnenes var blevet endnu et gæsteværelse.
Endelig satte han sig i bevægelse. Han var en smule træt. Han havde haft så meget at gøre på det sidste, og dog havde han ikke fået lavet noget som helst. Han var ved at skabe sig et overblik over hulen, hvor racen endnu gemte sig, mens han ventede på nogen fandt et sted der kunne blive bygget om til dødsenglenes sted, et hovedkvarter for dem. Faktisk legede han lidt med tanken om at bygge hulen om, den var jo næsten en skjult mini-by, men han havde lovet dem frihed under åben himmel, så det gik ikke. Nåe ja, så var der også hele problemet med at få racen samlet. Selv havde han arbejdet en del på det og havde været en tur forbi Manjarno, for at samle nogen sammen, men ellers gik det overraskende langsomt. Man skulle ellers tro folk var mere nysgerrige over en ny leder!
Han sukkede og gik op ad trappen. Måske skulle han gå i byen i aften...Men det var i Rimshia der var sjovest og han orkede ikke denne flyvetur lige nu.
Hans vinger var skjult, som han yndede at have dem. De var store og en smule besværlige til hverdag. Dog, kunne han godt finde på at gå rundt med dem. Men ikke i aften. Ikke lige nu.

[Deleted]

Efter et par ugers rejse, mange sindsyge ledetråde og lidt held traskede en mand ned af en vej i Atterlin. Han var iført sine mørke skinds rejsebukser og havde som altid sit bælte på. På bæltet hænger den lille taske der indholder hans kuld og farver som han har brugt på turen. Han havde en gammel men stadig varm grå skjorte på og uden på den er der hans brors gamle læder jakke som han havde fået inden afrejsen. På ryggen hængte de mest vigtige af hans ting, en lille lut, hans taske med tæppe, papir, hans urtebog og lidt mad, en stav og det sværd bedste mor Un Myeong gav ham for mange år siden.



På vejen til hans bestemmelsessted mødte han mange der havde noget at sige om ham her Zean Forsyth manden var på vej over til. Han skulle kun være 33 år af sind, men alligevel være deres leder, eller lederen af dødsenglene og dette var hvad der havde vakt Hongbins nysgerrighed. Han havde altid tænkt over hvor han kom fra, men havde aldrig i sit 73.529 år gjort noget ved det, ikke før nu. Så han havde besluttet at tage afsted og havde endog spurgt en af hans nærmeste venner, Sora, der også var halv dødsengel om hun vil med, men hun havde andre planer og forpligtigelser. Han tog derfor afsked med hende og broderen, før han rejste.



Han var næsten fremme da han stoppede op og tog sit papir frem. Hans rutinerede hænder fandt hurtigt frem til det kuld der lå i den lille pose og han begyndte så at tegne huset han skulle ind i. Han tegnede det i detaljer, med det lys der blev reflekteret i vinduerne og de nærmest sorte bygninger. Da han mente at han ikke kunne udsætte det længere fandt han alt sit mod frem og gik hen mod døren. Han bankede hårdt på døren og ventede.

[Deleted]

Han var vel nået...halvvejs? Op af trappen og havde med fryd konstateret af et af trinnene ikke længere knirkede...Og så bankede det på. Lyden var ikke til at tage fejl af. De store bank gav genlyd i entreen, så man ville kunne høre det i det meste af den nederste etage og, hvis man havde gode ører, i de nærmeste værelser på anden etage. Det var jo designet sådan! At man ikke glemte sine gæster, fordi man ikke hørte de ville ind. Den store entre virkede som en tromme, slå på skindet, her døren, og resten af trommen forstærkede lyden! Eller...det var i hvert fald hvad han troede de gjorde. Men han var hverken skjald eller musiker.
Butleren kom springende ud fra køkkenet, pænt klædt på, som Zean havde forlangt. Godt være han var en idiot, men der var ingen grund til at han lignede en. Han var helt klædt i sort, med sorte sko, bukser og jakke. En lille hvid klud ved hans hals og det gyldne hår redt tilbage...Selv om håret hoppede og dansede, præcis som butleren gjorde. Han så ikke engang at Zean stod op trappen, netop havde vendt om, for at gå ned til døren selv.
Hvis han nu en dag fik vigtige gæster ville de nægte at tro Zean boede her jo! Manden var virkelig en...langsom en.
Han hostede noget så falsk, så butleren nærmest hoppede en meter op i luften, halvvejs over til døren.
"Oh, Herre, hvad kan jeg hjælpe med...Åh, hvad med den der banker, jeg skal vel åbne...?" Butleren vidste tydeligvis ikke om han skulle åbne døren først eller hjælpe Zean, hvis han havde brug for noget. Helt ærligt. Zeans øjne gled rundt i øjenhulen, i en himlen med øjnene. Han sukkede svagt og gik resten af vejen ned af trappen og over mod døren. Han skulle nok selv tage denne her!

Endnu en gang bemærkede han hvor lækkert gulvtæppet var. Han håbede ikke dette var endnu en person der ikke kunne sy sig selv sammen. Desværre, men til tider også heldigvis, var denne bys befolkning tætte og sladrende, så folk havde hurtigt opdaget at Zean var en mand af en hvis magt, selv om ingen vidste hvor meget, og at han kunne heale. Dette gav ham uventede gæster hist og her, sidst havde det været en kvinde der havde været ved at forbløde på hans, også dengang, nye gulvtæppe. Et gulvtæppe der netop var blevet skiftet ud igen. Måske skulle han opgive at have et lækkert gulvtæppe i entreen? Men det var så blødt! Og egentlig ganske pænt. Så måtte folk bare bløde lidt mindre! Eller vente med at komme ind til de var færdige...Det var vel ikke hans problem? Eller også måtte de betale for et nyt tæppe, ja!
Med denne tanke i hovedet slog han slåen fra døren og hev den op, for at tage sin nye gæst i øjesyn...
Butleren var som glemt. Og hvorfor ikke? Han duede jo ikke rigtig til noget.
"Vær venlig at sig du vil være min nye butler?" sukkede han, inden hans gæst overhoved kunne nå at sige noget. Men derfra lod han blikket glide over manden...Før han afventede mandens navn og ærinde.

[Deleted]

Manden der stod i døren så irriteret ud, så Hongbin stod i et par sekunder, før han genvandt fatningen.

"Hej, jeg hedder Hongbin Lee. Jeg er kommet for at finde ud af mere om den nye leder af dødsenglene, Zean, Forsyth, da jeg selv er halv dødsengel. Er du ham?" sagde Hongbin roligt og smilede, så man kunne se hans smilehulder. Før mande, muligvis Zean, havde mulighed for at svare fortsatte Hongbin;

"Men nej, jeg vil ikke være din butler... Jeg er musiker og kunstner og trives derfor bedst uden for mange bånd. Jeg er en fri fugl, udover at jeg har min bror og bedste... Men jeg troede du havde en butler?" Hongbin så denne her gang undrende på manden foran ham. Han så ung ud, men det kunne man aldrig regne med, det var han jo selv et bevis på. Han kunne næsten kun være Zean, efter de beskrivelser Hongbin havde hørt. Sora, hans veninde, vil havde beskrevet manden som smuk, og ja, der var noget æstetisk smukt, men også lidt skræmmende over ham. Han kunne måske få lov til at male et portræt af ham på et tidspunkt.

[Deleted]

I et øjeblik stod han blot og kiggede på denne...dreng...Der stod foran ham. For tydeligt var han et mærkværdigt væsen og en af de mest sølle han havde mødt længe. Det var jo ikke fordi denne mande-dreng ligefrem bulnede af muskler eller denne hårdhed der var kendetegnet ved mange af Zeans mest fortrukne selskaber. Han kunne ikke lade være med bare at stå og se på denne person og holde et grin tilbage...Men hvorfor skulle han det? og til sidst endte det med at han bare stod og grinte. En latter der fortalte at manden virkelig havde fået ham til at grine og more sig. Der gik et øjeblik før Zean fik taget sig sammen. Han fjernede sig fra døråbningen og holdte døren åben nok, til at denne Hongbin kunne komme ind. Varyler...Han havde slet ikke tænkt over varyler. Disse var ikke folk han beskæftigede sig med til hverdag eller havde særlig store tanker om. Trods alt tilhørte de lidt et grænseland, ikke rigtig nogen steder og dog alle steder. De havde for det meste et valg, om hvem de ville støtte. Og hvis et par varyler mente dødsengel skulle være deres foretrukne del af dem, sagde han vel ikke nej.
"Jamen velkommen til, Hongbin Lee, varyl og kunstner!" hilste han med et svagt smil.
"Sandelig jeg ikke regnede med at du ville være min butler, men jeg føler mig dårligt tilpas med den jeg har, for han dur ikke til meget...Åh, det er også ham der står lige der..." Zean pegede hen over sin skulder og hen til butleren der stod midt i entreen og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, konstant. Usikker. Han smilte en anelse, da Zean snakkede om ham, uanset det ikke var de pæneste ord Zean brugte om ham.
"Nå" han slog hænderne sammen og hvis Hongbin var trådt indenfor, ville han lukke døren bag ham.
"Noget at drikke? Noget at spise? Vi har lidt af hvert" tilbød han og gjorde tegn til at han blot skulle bestille det hos hans ellers uduelige butler.

[Deleted]

Hongbin så, stadig smilende på Zean. Han var van til det efterhånden. Latteren og at folk ikke regnede ham for ond, men det er det der kommer af at blive opdraget af en af de eneste lysvæsner der trives i Dvasias. Bedste mor Un Myeong, hvis navn betød skæbne, havde fortalt korte historier om tidligere liv, blandt andet at hun havde været en halv engel halv druide, med vinger. Vingerne havde hun fået skåret af, af fri vilje, for hvad Hongbin og Leo kunne gætte sig frem til som 300.000 år siden, og siden den gang havde hun levet skjult i grænselandene. Hun havde holdt sig fra andre personer og havde levet simpelt til hun fandt Leo, og siden skaffede Hongbin. Skæbne, måske var det Hongbins skæbne at være en af de akavede varyler, men så længe han selv havde det sjovt, var han helt okay med at blive grinet af.



Han trådte ind i indgangspartiet og så sig omkring, det var et pænt sted Zean havde. Men butleren virkede, hvordan kan man formulere det pænt, mindre intelligent end en død fisk. Han valgte derfor at fokusere på omgivelserne igen og suge hver detalje til sig. Uden at opdage det fandt Hongbin igen papir og kuld frem og begynder hurtigt at tegne en skitse af Zean, da han står perfekt i forhold til lyset. Efter blot et halvt minut har han indfanget Zean, og han ser på sin fremtidige leder.



"Jeg har det fint tak, men jeg har noget til dig, bare som en lille gave. En tegning af dig og en af dit hus, som det ser ud fra vejen. Jeg ved godt at det ikke er "ondt" men jeg er kunstner og både du og dit hus er gode motiver, tiltalende dystre," siger Hongbin før han vender sig mod Zean med begge tegninger i sine hænder.

[Deleted]

Der blev ikke afsagt nogle ordre om mad eller drikkevarer. Zean viftede let sin ene hånd og butleren forstod han skulle forsvinde. Han spjættede svagt og ilede ud i køkkenet, hvor han lukkede døren næsten lydløst bag sig...For det havde han hurtigt lært. Ikke at larme, når Zean var i nærheden, for herren brugte enhver undskyldning til at slå ham.
Zean sørgede for at lukke døren, før han så på sin gæst igen...Der...tegnede? Sikke en mærkværdig person. Pænt blev han stående og afventede at personen havde tid til ham og ikke sine egne fantasier.
Det passede ham ikke specielt at stå her, og blive tegnet, for Hongbin havde retningen mod ham og de få gange han kiggede op, var i retningen af Zean. Dette fortalte ham at han nu var hovedpersonen på tegningen.
Han foldede hænderne foran sig.
Uanset hvad gled Hongbins hånd erfarent og hurtigt over papiret og han var åbenbart færdig på unaturligt kort tid. Hans ene øjenbryn gled op i panden, da han endelig bevægede sig...Nemlig bøjede hovedet lidt for at kigge på de to tegninger der blev ham rakt. Til sidst tog han dem, først det af huset og bagefter det af sig selv og studerede dem lidt.
Han forstod ikke Hongbins kommentar om ondskab. Han var da ikke ond? Altså...Ikke for sig selv i hvert fald. Det var op til andre at kalde ham det, hvis han levede op til deres definitioner på ondskab. Men det ville være for stort et filosofisk emne at tage op lige nu.
Til sidst sukkede han blot svagt og så op på Hongbin.
"Så du vil være en del af dødsenglene?" spurgte han ind. Stadig med tegningerne i hånden gik han over til en af dørene, langt entreen, som førte ind i en opholdsstue. Han åbnede døren og trådte ind det rummelige...rum.
Det var i princippet blot en stue. En pejs, hvor en svag ild knitrede, men som tydeligvis snart ville dø, hvis ingen hjalp den. Luften var dog lun. Lys var tændt rundt om i rummet og gjorde det tilpas oplyst. Langt venstre væg var der en masse reoler med bøger og noget nips, til højre var pejsen og foran pejsen et lille bord og to store, bløde lænestole. Ved siden af pejsen stod et lille skab, hvori der stod drikkevarer i form af alkohol. Foran dem var der to store vinduer, der næsten gik fra loft til gulv, med store, mørke gardiner. Gulvet var af mørkt træ, men ved lænestolene lå der et blødt, mørkt gulvtæppe.
Han gjorde tegn til at Hongbin skulle komme ind og endelig sætte sig, fandt han det passende. Han lagde tegningerne på bordet, før han tog en brændeknude fra en kurv og kastede den på ilden, så et par gløder dansede op i luften.
Til sidst smed han sig selv i den ene lænestol. I et øjeblik sad han blot tilbagelænet...Før han rettede sig op og pludselig placerede sin ene finger oven på en af tegningerne, mens han sendte Hongbin et svagt smil.
"Man kan altid bruge en tegner. Mange ting kan tegnes, som kan være brugbare. Hemmelige steder, hemmelige ting, hemmelige personer. Skitser eller detaljer om maskiner, våben eller måske...urter?" han trak let på skuldrene. Han prøvede altid at finde noget folk duede til, en måde de kunne være brugbare, og han havde fundet en mulighed til Hongbin, trods han tvivlede på at det var disse ting han ville tegne på noget tidspunkt.
"Du tegner godt og hurtigt, mange detaljer" sagde han så og lænede sig tilbage i stolen igen.
"Men skal du være en del af dødsenglene er der visse ting du ikke må. F.eks. må du ikke bare tegne alt du ser, så alle kan se det. Eller alle folk du ser. Enkelte vil ikke være så tålmodige som jeg og vil måske spidde dig, som tak for at afbillede dem. At spørge først er en god vane at få" han så ind i ilden.

[Deleted]

Hongbin nikkede og smilte så et snedigt smil.

"Så jeg skal altså være din spion? Lyder ikke helt dumt, da jeg jo rejser meget for at tjene penge gennem musik og kunst. Jeg vil sagtens kunne tegne hvad det skal være og hvem det skal være uden noget problem," startede Hongbin ud, før han bukkede sit hoved og fortsatte; "men du må undskylde at jeg bare tegnede dig, uden din tilladelse, men du inspirerede mig. Lyset stod perfekt, men jeg skal nok undlade at tegne nogen eller noget åbenlyst igen. Jeg kan faktisk tegne folk efter hukommelse op til et døgn efter jeg har set dem," afsluttede Hongbin og satte sig derefter over for Zean.



Lyset spillede i hans øjne da han igen så på sin nye leder. Dette her kunne komme til at gå enten perfekt eller meget ringe, men et viste han, det skulle nok blive underholdende.



"Så hvor skal jeg starte?" spurgte Hongbin og så forventningsfuldt på Zean.

[Deleted]

Drengen var i det mindste kvik og greb chancer til ting, der kun var blevet hentydet og ikke sagt åbenlyst. Han nød det. Dette betød han ikke kunne spores direkte til Zean, for Zean havde aldrig direkte bedt manden om at være hans spion. Hans fingre trommede let på hans hage, mens han så tænksomt på Hongbin.
Så...Han inspirerede ham? Det lød morsomt.
Han sukkede svagt og rejste sig. Han gik over til skabet ved siden af pejsen og åbnede det. Han fiskede et glas frem - et af hans elskede glas - og en flaske med en gylden væske. Efter at være kommet til skade med ryggen, takket være han var løbet ind i en nihalet pisk, var han blevet helt god til at drikke ting der var stærke...
Men øjet snød. Dette var ikke stærkt. Det lignede bare. Zean ville ikke sidde og drikke sig fuld med sine venner, han ville blot ligne en der gjorde, så han kunne nyde alle deres hemmeligheder og faktisk huske dem bagefter. I stedet var dette en urtemiks, som smagte ganske delikat. Han hældte det op til sig selv...Hongbin havde ikke tidligere virket interessant i noget at drikke og det faldt ham ikke ind at spørge igen.
I stedet tog han glasset med over til stolen, nippede til det, inden han satte sig igen.
”Jamen dog, sikke talent” svarede han blot, med fingrene om sit glas. Hans blik hvilede på hans drink et øjeblik, før han så på Hongbin igen med et svagt smil.
”Kender du kongehuset?” Han forventede ikke svar på dette spørgsmål.
”Du er kunstner og musiker. De må kunne bruge dig til at underholde dem...Og mens du er der kan du holde øjne og ører åbne. Pas på med at tegne for meget, de fanger dig bare, hvis de opdager det...Men husk så meget som muligt. Send mig en due eller mand med nyheder så ofte, som det er nødvendigt. Jeg er ikke gode venner med prinsen og har et godt forhold til deres rådgiver... Jeg er interesseret i hvad de laver, hvad de tænker, hvad de mener og hvem de snakker med. Bare find ud af hvad du kan, uden at dø eller blive fanget...” Zean pegede over mod Hongbin med sin drink.
”..Nåe ja, bliver du fanget? Vi har ikke siddet her i dag. Vi har aldrig mødt hinanden. Jeg er ikke den Herre du spionerer for...Og jeg har aldrig bedt dig om det. Jeg vil ikke redde dig, hvis du klokker i det!” tilkendegav han. Han havde forventninger til folk. Han kæmpede selv med en masse ting og forventede også andre gjorde det. Kæmpede for at gøre et godt arbejde eller slet intet.

[Deleted]

"Jeg havde ikke forventet andet," sagde Hongbin kort, før han smilte og fortsatte; "Men jeg skal lige have min bror og vores veninde med, før vi kan besøge slottet, fordi de har arbejdet på nyt musik det sidste år, så giv mig lige et par uger og så skal jeg nok være klar," afsluttede han og rejste sig for at samle sine ting.



"Men forvent ikke at jeg dør uden kamp," sagde Hongbin da han havde taget sine tasker på igen. Han så på Zean, der lyste af selvsikkerhed. Enten kom han til at være deres leder i en evighed eller også vil han blive drabt inden for de næste par år, uden at blive mere end 100 år, vurderede han. Han stod lidt og ventede på at Zean skulle vise ham ud, mens han allerede planlagde hans næste træk. Han skulle finde ud af hvor hans bror var og i kontakt med ham så hurtigt som muligt, før han skulle afsted og ind på slottet.


Alt dette skulle gøres og på samme tid holdes hemmeligt fra de to der kendte ham bedre end han kendte sig selv. Det var en sjov udfordring, og lige noget han trængte til.

[Deleted]

Hvor lang tid manden ville bruge på det, var op til manden selv. Han skulle nok vente tålmodigt, hvis han havde tænkt sig at gøre disse ting, der mere eller mindre...bare var kommet af sig selv. Han kunne ikke lade være med at tvivle på Hongbins evner...Og frygte vagterne snart ville banke på hans dør for at anholde ham. Han smilte dog blot svag tog rejste sig samtidig med Hongbin for at vise ham ud.
"åh ja...Finder du flere varyler, som har dødsengel i sig, og virker de interesseret...Så send dem blot den samme vej" kommenterede han på vej ud til hoveddøren. Han åbnede den selv for Hongbin.
Han smilte svagt.
"Pas på familien ikke dør på vejen, hmmm?" foreslog han.
"Farvel!" hilste han så.

//Out