Let's add some colour

[Deleted]

@groa X @eriiz


Dvasias var et mørkt land. Folkene var lige så grå og kedelige som stenene på jorden. Når man så på verden lige så observerende, som Groa, så indså man hurtigt nogle sørgelige tendenser, der gik igen i de fleste folk. I Dvasias var det aggression, depression, lyst og magtliderlighed. I Procias frygtede man nyskabelse af samfundet, så meget at man lukkede folk ude og sig selv inde. Hun forstod det ikke, og hun fortalte sig selv at hun nok heller aldrig kom til at gøre det. Ikke nok med at Dvasianerne var kedelige, som sten. De var også lige så hårdhudede og tykpandede som en. Hele dagen havde hun stået i centrum iført en fuglemaske og en skrigende, orange dragt, med pufærmer. Hun havde sunget, sprunget og spillet på harpe. Hendes stemme var melodiøst smuk, næsten i umenneskelig grad, som når man fik fyldte glas til at vibrere, men ingen penge havde hun fået. Ikke det mindste smil, skønt hun gjorde sit for at brøde stilheden og få forbipasserende tilskuere til at grine, eller blot at give dem en god tid… Men hvordan kunne man også forvente at sten skulle kunne forstå hvad skønhed og kunst var?
Det sluttede da en bunke tomater blev kastet på hende, så hun væltede ned i pløret. Det havde regnet hele dagen.

”Jeg takker…”. Hun rejste sig for at returnere til det lille kælderrum, som hun havde fået tilladelse til at have sine rekvisitter stående i. Efter en tids gang endte hun på det magiske marked. Hun var trukket i en hvid blonde kjole og grå bukser. Hendes favoritlyre hang i bæltet. Kjolen var alt for fin til en som hende, så hun havde nok fået den et sted. I menneskemængden lyste hun næsten op og tiltrak sig blikke.

Når Groa var i nærheden af magiske genstande mærkede hun altid en sær snurrende fornemmelse, næsten som om hun blev tiltrukket af dem. Det samme skete nu. Med store øjne trådte hun hen imod en bod og forsøgte at kigge over skulderen på dem der i forvejen stod der, men det hjalp ikke særligt, når man havde en krop som en ung pige i starten af teenageårene.
Med sin arm udstrakt fik hun grebet fat i en medaljon med besynderlige tegn. Den virkede næsten som hypnose på hende. Hun kunne spejle sin spøgelseslignende skikkelse i dens overflade. Så mærkede hun den sære snurren igen. Det var ikke muligt for hende at give slip.

[Deleted]

Lange, edderkoppe fingre tog et let greb om håndledet på den unge pige. Fingrene var varme, bløde men stærke.
”Du vil ikke komme for tæt på den, min kære. Den har ry for at kunne stjæle dine smagsløg,” lød en fløjlsblød stemme lige ved siden af hendes øre. Et lille elektrisk stød gik igennem fingrene, og ud i hånden på pigen, så hun kunne slippe grebet om medaljonen. Med et blidt hiv, blev pigen trukket tilbage fra folkemængden og boden, inden hun blev vendt om mod håndens ejermand – eller kvinde.
Eriz stod foran pigen med et sødt smil på de fyldige læber. Tøjet var fornemt, syet af en af de bedste skrædder i landet. Kappen var hvid, hvilket fik hende til at skille sig lidt ud fra folk, der mest fortrak mørkt tøj. Håret var sat op i en elegant frisure, så de sorte lokker, ikke kom i vejen for det erfarende, slanke ansigt.
Langsomt slap hun sit tag i pigen, der havde været ved at lade sig fortrylle af en af de mange magiske objekter, som blev solgt i boderne på markedet. Selvfølgelig var der også en anden grund, til at pigen havde fanget hendes opmærksomhed. En helt anden. Faktisk havde hun holdt øje med hende, siden hun havde opdaget hende stå og synge for en times tid sammen. Der havde hun været iklædt farverigt tøj, og havde gjort sig selv totalt til grin. Eriz havde dog genkendt hende med det samme. Hvordan kunne hun andet?
”Du burde være gammel nok til at vide, man ikke skal røre ved fortryllet objekter,” sagde hun irettesættende, og spekulerede om den unge pige, overhovedet kunne huske hende? Måske blot som en trøstende stemme i alt mørket og ensomheden. Eriz’s daværende mand, havde været et monster. En ambitiøs, magtliderlig mand, der havde troet han var Gud, og kunne skabe en helt ny race.
Da Eriz havde opdaget Groa… well… hun var skredet kort tid efter.
Nu stod de her. Hvilket sammentræf. Skæbnen havde det med at spille ind i hendes liv.