Newbie in the night

[Jarniqa Dynithril]

@aron

Højt spillede musikken fra det levende orkester, som tonerne allerede havde lydt krævende uden for baren. Tæt var luften, som den var fuld af en blanding af tobaksrøg og alkohol – også en tæt dunst, som man allerede havde kunnet føle på uden for baren. Den Brændende Flamme. Eftersigende skulle al det være stedets varemærke. Det smukke ydre blandet med det kaotiske natteliv. Selv havde Jarniqa aldrig set interiøret og selve livet derinde med sine egne øjne før.. eller det var ikke før nu. Ideen til visittet havde hun fået ude i byens gader. Hun havde nemlig før besøgt Manjarnos hovedstad, og der havde hun altid mødt en alkoholiseret person eller to. Af den årsag havde hun før lagt mærke til, hvor uopmærksomme de personer egentligt var. Fysisk til stede var berusede folk, men langsomt reagerende og uopmærksomme var de også. Derfor havde hun hurtigt lagt to og to sammen og udtænkt, at de berusede personer udgjorde et godt bytte.
Let vippede Jarniqa med fødderne, som hun i øjeblikket befandt sig på en af de høje stole i baren. Det var blot et minut siden, at hendes listige fingrer havde sneget sig ned i mandens lomme ved hendes side, hvor hun uset havde hevet hans pung op. Roligt lod hun sig naturligt glide en anelse ind over baren, hvor hun lod sine to underarme hvile. Et skuespil måtte det hele være for, for det første havde hun aldrig befundet sig på en bar. Hun havde for eksempel heller aldrig indtaget alkohol før. Dernæst havde hun højst sandsynligt ikke den egentlige alder til at befinde sig her. Hun var nemlig kun 15 somre gammel. En ganske ung kvinde, kun en teenager. Dog var hun også en ualmindelig flot ung kvinde, som hun havde arvet sin moders gode ydre. En kvinde, som hun lignede ufatteligt meget, og som hun for få dage siden havde fået chokerende ny viden om. ”En vand, tak,” bestilte hun, som bartenderne kom over til hende. Ualmindelig måtte hendes bestilling tydeligvis være, for hun modtog et noget tvivlsomt blik, som hun afgav bestillingen. Dog gjorde hun selv ikke andet end at sidde rank, mens hun havde et let smil på de lyserøde læber. En fremtoning som hun ofte havde set omvende folk. ”Så gerne, frøken,” endte bartenderen også med at nikke, inden han fumlede et glas frem til hende, som han fyldte med klar vand.

[Deleted]

Det var efterhånden et lille stykke tid siden Aron sidst havde befundet sig i Manjarno. Hans aftale med Macaria havde forbudt ham at handle med sine kunder udenfor Dvasias, men han havde været nødt til at krydse landegrænsen for at skaffe varer. Varene, såvel som Harris, hans lærling, befandt sig på værelset han havde lejet på kroen længere nede af hovedgaden. Han regnede med at knægten ville kunne passe på de forskellige genstande, urter og planter han havde skaffet, ligesom han regnede med at han ville udføre de logføringsopgaver han havde givet ham. Harris havde vist sig at være en kompetent lærling, men ligesom de fleste knægte i hans alder havde han en uvane med at lade sig distrahere. Det var måske lige præcis derfor Aron havde efterladt ham i kroen, i stedet for at tage ham med sig til Den brændende flamme – til trods for at Macaria med sikkerhed ville misbillige ham for det.
Han havde siddet ved et af bordene lidt fra baren med et glas gylden whisky, og havde betragtet sine omgivelser med et vågent øje. Som alkymist havde Aron et medfødt talent for at kunne aflæse folk på afstand, og fornemme hvad de tænkte og følte. Som forventet var den dominerende følelse i baren en følelse af beruselse, aggression, og den letsindighed man altid følte når man havde drukket et par glas for meget – Aron bedømte at den sidstnævnte kom fra en bredskruldret mørkelver som sad et bord længere væk, som så ud til at sidde noget ustabilt i sin stol.
Hans blik havde fortsat sin vandren gennem baren, og havde til sidst faldet på den unge kvinde som sad oppe ved bardisken. I sig selv var hun ikke videre bemærkelsesværdig, men det havde været hendes bestilling som havde fået ham til at lade blikket hvile lidt længere på hende. Hvem bestilte dog vand i en bar?
Det var mens hans blik havde hvilet på hende at han havde set hvordan hun med en flygtig bevægelse havde sneget hånden ned i sin sidemands lomme, og Aron behøvede ikke være et geni for at regne ud hvad hun lavede. Han måtte smile let for sig selv, og han tømte sit glas – med en grimasse af den brændende fornemmelse i hals og mund – før han rejste sig fra sin plads, for i stedet at sætte sig ned på den ledige plads på den anden side af kvinden.
”Du forstår at udnytte en svaghed.” kommenterede han stilfærdigt, mens han gjorde tegn til bartenderen om at han ville have sit glas fyldt op. Han vendte derefter blikket tilbage på kvinden, og betragtede hende med sine mørke øjne. Hans tøj var slidt, en bekræftelse af Arons modvilje til at iføre sig fine klæder – selv hvis han havde haft råd til det. Det slidte tøj matchede hans uredte hår og ubarberede ansigt, som i samme nu formede et roligt smil mens han betragtede hende. ”Men det her er vist ikke dit vante miljø, er det?” observerede han.

[Jarniqa Dynithril]

Uset troede Jarniqa, at hun havde fingret sin sidemands pung. Det skulle dog vise sig at være pur bedrag, som en fremmed mand tog plads ved hendes side. Videre velhavende eller fjendtlig syntes manden at være, og det var også af den årsag, at hun ikke sprang op fra sin plads med det samme for at stikke af. Lurvet syntes han at se ud med sit uredte hår og slidte tøj. Skønt hun ikke selv ejede meget, syntes selv hun at se det mere velhavende ud end ham. Hendes hår var blankt og vasket, hvor de ravnsorte lokker hang hende bølgende ned ad ryggen. Af dyrt materiale var hendes kjole bestemt ikke, men ren var den da. Ej kunne man se den til fulde, når hun sad ned, men velpassende var det røde stof mod hendes overkrop. Vig var den i brystet, hvor et brunt bælte om livet også var med til at lade hendes kvindelige former komme til udtryk. Hendes hoved søgte en kende på sned, så hendes ravnsorte lokker søgte med. Fjendtlig virkede han ej heller, som han kom til hende med en let tone og et smil.. Ganske vidst kunne al dette også blot bedrage.. Kækt søgte smilet hen over hendes lyserøde læber. ”Og hvad er din svaghed?” endte hun med at spørge, alt imens hun førte vandglasset op til læberne. De klare smaragdgrønne øjne holdt hun på ham, mens hun tog en tår af vandet. Ingen alkohol drak hun, men hvem andre end ham ville også lægge mærke til det? Folk blev alt for indsnævrede, når de begyndte at drikke af flasken. Benet lagde hun roligt over det andet, så man kunne ane, at hendes kjole blot var knælang. Hvad mandens formål var med at komme herover, vidste hun ikke, hvis ej han havde nogen intention om at udfritte hende. Blikket tog hun fra ham, ved hans næste ord. Var det virkelig så tydeligt? Var det så tydeligt, at dette var hendes første barbesøg? Var det hendes ydre, som udfrittede hende, eller var det hendes mimik, som ikke var så god, som hun troede den var? ”Hvad får dig til at tro, at dette ej er mig et vant miljø?” svarede hun igen, som hendes smaragdgrønne øjne også fandt tilbage til hans ansigt.

[Deleted]

Det var tydeligt at kvinden ikke havde regnet med at blive set, at dømme efter hendes reaktioner på hans kommentar. Men ligeledes så det heller ikke ud til at hun bedømte ham som nogen umiddelbar trussel – hun havde i hvert fald ikke gjort noget for at tage afstand til ham. Ikke at der var noget forkert i det: Aron så ingen grund til at han skulle udgøre nogen trussel for hende, eftersom hun ikke ligefrem havde gjort ham noget. Det var ikke hans guld hun havde stjålet. Det fik ham dog alligevel til at være lidt mere opmærksom på hans egen skindpose, som i samme nu var trygt placeret i hans kappes inderlomme. Hun ville ikke kunne komme til den uden faktisk at skulle læne sig ind over ham, og det kunne hun næppe gøre uset.
”Hvis jeg fortalte dig min svaghed, ville det ikke være synderlig smart af mig, synes du?” spurgte han sigende, og sendte hende et mildt smil. Bartenderen havde fyldt hans glas op, og Aron takkede ham ved at hæve glasset i hans retning, før han tømte halvdelen af dens indhold i én mundfuld. Han måtte endnu en gang skære ansigt af branden i hans hals: Den brændende flamme havde sandelig whisky som levede op til barens navn. ”Kald det en intuition. Det er meget sjældent man ser nogen bestille vand i en bar.” forklarede han med et nik mod hendes glas. Der var desuden det faktum at hun så meget ung ud til at være en stamkunde i baren. Men erfaring havde lært Aron ikke at bedømme folk efter deres udseende; han havde mødt vampyrer som af udseende var langt yngre end ham, men som var flere årtier ældre end han var. Han var selv ældre end han så ud til, skønt han endnu stadig var ung – specielt for en alkymist.
Aron betragtede kvinden nøje. Der var et eller andet over hende som virkede malplaceret i det her miljø. Tøjet hun gik klædt i. Måden hun talte på. At hun alligevel så ud til at måtte stjæle sig til livet og vejen. Der var bestemt noget bemærkelsesværdigt over hende. ”Mit navn er Aron. Har du noget imod lidt selskab i aften?” spurgte han med nok et venligt smil.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa trak let på skulderen. ”Måske ikke.. og måske ville det udvise en vis form for mod,” svarede hun roligt igen. Selv hævede hun det ene slankt formede øjenbryn, som han helt skar ansigt over sin driks indhold. Hvad han drak, anede hun ikke, som hun ej var kendt i spruttens verden, men sprut var hun nu vis på, at det var. Hvorfor han endvidere tvang det i sig, forstod hun ej heller, som det tydeligvis ikke så ud til, at han nød det. Ganske mærkværdigt.. Selv drak hun blot af sit smagsløse glas, som hun holdt sig til den simple væske: vand. Det var ej noget, som hun behøvede at skære ansigt af, hvor hun også kunne drikke det i uanede mængder, uden nogen som helst effekt. Roligt stillede hun glasset fra sig igen. ”I så fald må jeg være en ganske særlig kvinde,” svarede hun med et lille smil på læben. ”Jeg er blot i stand til at klare mig, uden at der kommer sprut på bordet.” At årsagen i virkeligheden var, at hun aldrig havde drukket nogen som helst former for alkohol, behøvede hun ikke at sige højt. Det kunne nemlig meget vel lede ham frem til sandheden.. Den sandhed, at hun endnu var ung i den verden, som hun forsøgte at indtræde. Kun en teenager. Hun fugtede let de lyserøde læber. Om hun havde noget imod selskab for aftenen? Tja, hun kunne ikke just sige, at hun var kommet hertil for selskabets skyld. Faktisk var hun udelukket kommet for pengepungenes skyld. Alle de pengepunge, der indbydende hvilede i folks lommer og bælter, alle ventende på at blive taget. Ualmindeligt let havde det også været for hende med den første, men komplet uopmærksom havde manden også været, som han udelukket havde været interesseret i sit alkoholiserede glas og barens selskabelige gæster. ”Det kommer så sandelig an på én ting.. er du i stand til at underholde mig for aftenen?” spurgte hun næsten legende igen. En nysgerrig ung kvinde var hun, som sjældent var i selskab med andre end hendes værge.. Derfor var hun altid nysgerrig på at vide, hvad verdenen havde at byde på, når hun endelig fik muligheden.

[Deleted]

Om kvinden havde ret eller ej, var Aron ikke så sikker på. Det ville selvfølgelig være et solidt tegn på tillid, at fortælle hende om sine svagheder. Men det havde lige så stor chance for at være en underskrift på hans egen undergang, så længe han ikke vidste hvad hun var i stand til. End ikke sit navn havde hun givet ham. Det var svært at finde grundlag for at afsløre den slags for hende.
”Måske fortæller jeg dig det senere.” svarede han med et glimt i øjet. Han havde bemærket hvordan hun havde set på ham mens han havde drukket sin whisky, men det havde ikke gjort ham det mindste. Han havde selv set på folk på samme måde, før han var gået i flaskerne. Han havde lært at man ikke drak whisky for smagens skyld, men snarere for effekten. Det gav ham varmen og fik ham til at slappe af, og i disse tider var afslappelse noget han trængte til. Mellem hans møder med Macaria og hans arbejde, havde han mere end nok at se til. Harris lettede byrden lidt i takt med at Aron gav ham flere arbejdsopgaver, men presset var altid tilstedeværende.
Ved hendes legende ord måtte Aron løfte et øjenbryn, og han vendte sig mere mod hende mens smilet om hans læber bredte sig. Han granskede hende nøje med sit blik. Om han kunne underholde hende? Det kom så sandelig an på så mange ting. Aron havde ikke forsøgt at underholde nogen på en bar før – og i hvert fald ikke uden at den anden person selv havde drukket lidt. Men han kunne lide en udfordring. ”Jeg har i hvert fald ikke noget imod at gøre et ærligt forsøg.” svarede han hende, og sendte hende et udfordrende smil. ”Men jeg underholder ikke fremmede. Du kan starte med at give mig dit navn, så kan vi tage den derfra.” foreslog han med et sigende smil. Hvis han havde lyst, kunne han have gjort den anden bargæst opmærksom på sit manglende guld. Han kunne have gjort bartenderen opmærksom på at han havde en tyv i sit etablissement. Begge alternativer kunne ende skidt for hende. Men han lod være. Det burde vel være god nok grund for hende til i det mindste at opgive sit navn, som han selv havde.

[Jarniqa Dynithril]

”Det blev til en del måske’er,” bemærkede Jarniqa med et lille smil på læben. Selv forventede hun ej at blive lukket ind i hans indercirkel, men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke, at der var en chance, hvis han fortsatte drikkeriet i den dur, som han var i færd med. Det ville ej heller undre hende, hvis dette ej var det første glas, som han tømte. Selv havde hun nemlig spottet, hvordan genstande havde en tendens til at ryge hurtigere ned i svælget, efter jo flere genstande man havde drukket, og denne mand havde altså lige tømt et helt glas i en mundfuld. Mærkværdigt fandt hun det, som hun fandt det utroligt, at en bestemt form for væske kunne ændre en mands personlighed på et splitsekund. Med den tanke tog hun en ny tår af sin vand. Måske forstod hun bare ikke ideen om alkohol, fordi hun aldrig selv havde drukket det? Et lille smil dukkede frem på hendes lyserøde læber, som han tog imod udfordringen. Om han var en mand af hendes interesse, vidste hun ikke, men det havde hun nu muligheden for at finde ud af. Der var dog altid en stor sandsynlighed for dette, da hun var en ung kvinde, som var sulten på livet. Hun ønskede ganske enkelt at opleve alt. ”Perfekt,” lød det tilfredst fra hende, alt imens hun havde et glimt i de smaragdgrønne øjne. Nærmest helt kækt faldt hendes hoved en anelse til siden, som han nu også spurgte om hendes navn. ”Se på mig, som den mystiske kvinde, som du en skæbnesvanger nat mødte på en bar,” valgte hun at svare ham drillende igen, som hun komplet undgik at fortælle om sig selv. Det var ikke just fordi, at hendes fornavn var videre hemmeligt, da det ej var kendt i denne verden.. Det var derfor blot fordi, at hun fandt det morsomt at agere sig således, og havde man ikke også kun den morskab, som man selv skabte? Hun blinkede kækt til ham. 

[Deleted]

Hendes bemærkning fik et eget smil over Arons læber, og han nikkede medgivende. Men hvad andet kunne man gøre når man sad overfor en fremmed, og stadig forsøgte at bedømme om personen var til at stole på eller ej? Det gjaldt om at spille sine kort rigtigt. I en verden sådan som denne, kunne ethvert forkert træk føre til en daggert i ryggen – og Aron havde planer om at holde sig i live i mange år endnu.
”En mystisk kvinde jeg mødte på en bar,” gentog han med et skævt smil, der syntes at være på grænsen til en dæmpet latter. ”Det lyder som om du har tænkt dig at gøre det her mindeværdigt for mig. Så må jeg hellere forsøge at gengælde det.” Han trak let på smilebåndet med et glimt i øjet. Han puffede sit whiskyglass fra sig, og lod bartenderen tage det til sig da han passerede dem. Hvis Aron først skulle holde hende med selskab, og hun insisterede på ikke at drikke selv, måtte han selv ændre sine vaner. Der var intet værre end at være ædru i selskab med berusede folk – og dog. Til tider kunne den slags faktisk være yderst underholdende. Men hvis han havde ret i at dette var hendes første besøg i en bar – en teori han stadig var overbevist om var korrekt – undede han hende det vel selv at være ædru. Det ville alligevel spare ham nogle mønter, ”Meget vel, ’mystiske kvinde’,” startede han med et spøgefuldt glimt i øjet. ”Jeg kan ikke se at du er her med nogen anden – medmindre du har medsammensvorne skjult i mængden – så jeg kan gå ud fra at du er her alene. Bor du i nærheden, eller har du rejst langt for at komme hertil?” Nysgerrig var måske et nøgleord, når man skulle beskrive Aron. Absolut alt kunne falde i hans interesse, om det så var navne, racer, evner eller anden information, som andre måske ville finde for trivielle til at være interessante. Al information kunne være brugbar efter Arons hoved.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt måtte smilet brede sig på Jarniqas lyserøde læber, som Aron smagte på hendes ord, og selv lod sig mores over dem. Hans svar til hende, fandt hun bestemt heller ikke helt ved siden af. Med sit smil på læben, svang hun let det lange ravnsorte hår om på ryggen. ”Jeg er ganske enkelt en mindeværdig kvinde, Aron,” valgte hun at sige med en selvsikker mine. Det drilske glimt i de smaragdgrønne øjne forlod på intet tidspunkt hendes øjne, som endnu holdt sig fastlukket på hans blik. Endnu engang førte hun glasset op til læberne, hvor hun igen nippede til det, som havde hun drukket den berusende væske ligesom alle de andre i baren. At han selv valgte at gøre hende kunsten efter ved at stoppe sit drikkeri, måtte alligevel overraske hende. Han havde trods alt haft ganske godt i glasende indtil nu, men måske havde han også bare nået det punkt, hvor han ej kunne tage mere? Selv vidste hun det ikke, da hun ej kendte til grænserne indenfor drukverdenen. Dog var det tydeligt for hende at se, at der var dem herinde, som var langt mere desorienteret end ham. Smilet bredte sig igen på hendes læber, som han valgte at beskrive hende som den mystiske kvinde, som hun også selv havde foreslået. ”Hvem ved? Måske er jeg her alene, eller måske har du ret i din anden teori? Måske er jeg her med min anden mystiske partner, og måske afventer vi et attentat på en af barens gæster?” Kækt blinkede hun til ham, som hun alt i alt bare lavede sjov med ham.. og i den dur havde hun så sandelig også tænkt sig at fortsætte! Selv fandt hun nemlig seancen helt fornøjelig. Det var trods alt ej heller hver dag, at hun fik lov til at te sig således. ”Hvad end der passer, kan jeg dog ikke være alene her længere, da du nu er her.. Og til dit andet spørgsmål vil jeg give dig det svar, at det næppe vil være en god ide at følge mig helt hjem.” Sandt at sige havde hun langt til sig hjem, som det lå helt oppe i Paggeijabjergene. Derfor ville det næppe være en tur, som han ville nyde.

[Deleted]

Aron overvejede sine ord nøje, men smilet havde endnu ikke forladt hans læber. Tvært imod lod han en dæmpet latter lyde fra sig, og han kastede flygtigt et blik omkring sig på de andre gæster i baren. Det var sandt; Aron var tilsyneladende en af de mere ædru den aften. Ved flere af bordene kunne lyden af skænderierne og sang i hvert fald tyde på at der var mange som havde fået et par glas for meget i sig. Ikke at bartenderen tog det så nøje; så længe de ikke startede slagsmål og ødelagde noget, havde han det fint med at forsyne dem med drikke, og tage imod deres guld.
”Jeg tror at der er nogen der ville have reageret, hvis du havde været her med nogen andre.” svarede han selvsikkert, da han igen vendte blikket tilbage på hende. Smilet hang stadig om hans læber. ”Jeg har i hvert fald svært ved at tro på at de bare ville se roligt til, mens en fremmed mand begyndte at tale med dig sådan her. Og du ser alligevel ud til at klare dig meget fint på egen hånd.” tilføjede han med et sigende nik mod pengeposen hun havde taget fra manden ved hendes anden side, som på nuværende tidspunkt så ud til at være besvimet over bordet – uden tvivl et resultat af ét glas for meget.
Hendes øvrige svar fik ham til interesseret at hæve et øjenbryn, og smilet voksede sig en anelse bredere. ”Næppe en god idé… Så enten bor du langt væk, eller i et farligt område. Jeg er kommet hertil fra Dvasias, så jeg tror ikke det kan være stort værre end hvor du er fra.” Det sidste blev sagt med en drillende undertone. Det var den normale formodning at Dvasias var et land bestående af mørke og ondskab, med en person klar til at dolke dig i ryggen ved hvert et hjørne. Mange steder var det måske sandt nok. Men det samme kunne desværre siges i samtlige lande – det måtte Aron vide, efter at have solgt gift og modgift på tværs af landegrænserne. I hvert fald indtil Macaria satte en stopper for det. ”Men du behøver ikke bekymre dig for om jeg følger efter dig. Du har dine ærinder og jeg har mine. Så længe jeg kan stole på at jeg kan gå herfra med mit guld i behold.” Denne gang var der et strejf af alvor i den ellers lattermilde tone i hans ord. Han var stadig yderst opmærksom på følelsen af pengeposen i hans brystlomme.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvorvidt min medsammensvorne ville have reageret kommer trods alt an på, hvad planen var,” sagde Jarniqa sigende og blinkede let med det ene smaragdgrønne øje. ”Men ellers har du ret i, at jeg er en kvinde, som kan tage vare på sig selv.” Nysgerrigt fulgte hun hans blik med øjnene, hvilket førte hende til manden ved hendes side. Den selvsamme mand, som hun for blot få minutter siden havde bestjålet. Hun kunne ganske vidst tage vare på sig selv, men det var ej heller fordi, at denne mand havde ydet hende den største modstand. Faktisk havde han end ikke reageret, hvor det ej heller ville blive tilfældet nu. Bartenderen syntes også at have fået øje på synet af en af de besvimede gæster, hvilket fik ham til at sukke opgivende, inden han gjorde en gestus med hånden. Ovre fra et af hjørnerne trådte nu en vagt frem. Stor var han, og derfor var det ham tydeligvis ikke til noget besvær at svinge den sovende mands arm over skulderen, inden han slæbte ham ud af baren. Besvimede gæster var trods alt ikke ideelt for forretningen. Jarniqa smilte let, inden hun vendte det smaragdgrønne blik mod Aron igen. Det var også med en nysgerrig mine, at hun måtte betragte ham, som han nu oplyste hende, at han ej var manjaner, men derimod dvasianer. ”Dvasias, siger du?” gentog hun med en interesseret mine. ”Hvad laver en dvasianer på denne side af grænsen?” spurgte hun ham nysgerrigt. Selv havde hun aldrig besøgt mørkets land, men alligevel havde hun hørt en ting eller to om det land. Dog kunne hun ikke just sige, at han syntes som den typiske dvasianer. I hvert fald ikke den typiske dvasianer, som hun havde fået beskrevet. Selvfølgelig kunne det hele også blot være et skuespil fra hans side.. ”Selv hvis du ønskede at følge mig, ville du vel næppe sige, at du havde det i sinde? Dumt er det trods alt at sige, at man angriber, inden man gør det,” svarede hun ham med en kækt mine, som hun valgte at ignorere hans ord omkring hendes lystige fingrer. Dog behøvede han ikke at frygte noget.. I hvert fald ikke lige nu.

[Deleted]

Aron nikkede langsomt, som for at sige sig enig. Det var vel sandt nok; hvis hun havde nogle partnere skjult i baren, kunne det sagtens være at de var forberedt på at hun kunne distrahere ham længe nok til at en af de andre kunne snige sig ind og stjæle hans guld, mens han var opmærksom på hvad hun gjorde.
”En meget god pointe… Men eftersom mit guld stadig er trygt, kommer jeg stadig til at gå ud fra at du ikke har nogen medsammensvorne her i aften.” Han fulgte vagten med blikket da han trak den besvimede mand væk fra bardisken og sørgede for at efterlade ham udenfor. Sikkert et smart træk; den tomme plads blev kort efter taget af en ny kunde som hurtigt fik bestilt et glas gylden væske. Aron måtte smile lidt for sig selv, før han nok en gang vendte sin opmærksomhed mod kvinden. Han foretrak det var den anden mand hun ville berøve når han ikke fulgte med, end at det blev ham.
”Jeg laver så meget rundt omkring. Jeg må vel også have mine hemmeligheder?” Han sendte hende et hemmelighedsfuldt smil, som dog hurtigt blev brudt, og han rystede stille på hovedet. ”Jeg er her kun for at skaffe nogle sager jeg skal bruge i mit arbejde. Ting som jeg ikke kan få anskaffet i Dvasias. Planter, urter, rødder… Den slags ting.” Han valgte ikke at uddybe det yderligere. Han befandt sig trods alt i Manjarno, og så længe kvinden ikke havde tænkt sig at uddybe om hvem hun var, kunne han ikke risikere at give for mange hint om hvad hans arbejde involverede. Han kunne ikke risikere at sætte Macarias planer i fare. Ikke nu, hvor de var så tæt på deres mål. ”Angribe dig? Det er overhovedet ikke min stil at gøre den slags.” indskød han med nok et let grin over sine læber. ”Jeg er en alkymist. Jeg trives bedre i selskab med bøger og remedier end tyveknægte og overfaldsmænd. Selvfølgelig medmindre tyveknægtene udgør godt selskab.” tilføjede han med et sigende blink til hende. ”Faktisk er jeg mere bekymret for om du følger efter mig for at røve mig end det modsatte.” tilføjede han drilsk.

[Jarniqa Dynithril]

Ganske let trak Jarniqa på skuldrerne, inden smilet spandt ud på de lyserøde læber. ”En anden god pointe er, at du ej kender mig.. Du har måske set en lille knivspids, men det er ej ens betydning med, at du ved, hvordan jeg arbejder,” sagde hun i en henslængt tone. Roligt lod hun sin side glide mod bardisken, så hun kunne placere sin ene arm mod bordpladen. Når al det så var sagt, havde hun ingen medsammensvorne. Hun havde ingen venner eller kollegaer, og derfor måtte hun arbejde solo. Der var kun to, som kendte til, hvad hun lavede, og det ene var hendes værge, Damien, som foragtede hendes erhverv. Den anden var hendes nyfundende fader, hvis reaktion hun umiddelbart ikke kendte til endnu. Dog havde hun det fint med al dette, som hun alligevel ikke stolede på nogen, og da pengene trods alt skulle komme et sted fra.
Som Aron først sagde, at han ønskede at have sine hemmeligheder, drak hun en smule af sit vand. Som hun sænkede glasset igen, var han allerede i færd med at bryde de ord, som han allerede var i gang med at fortælle, hvad hans opgave var. ”En alkymist, siger du? Hvad kan ingredienserne her i Manjarno benyttes til, som man ej kan skaffe og lave i dit hjemland?” spurgte hun ham i en nysgerrig tone. ”Selv kan jeg ikke just sige, at jeg kender til alkymisterne verden. Ej heller forstå jeg nydelsen i bøgerne og remedierne,” kommenterede hun med et svagt smil på læben. En ganske god grund var der dog til, at hun ej brød sig om bøger. Hun kunne ganske enkelt ikke læse dem. Hun kunne dog ej heller sige, at hun nogensinde havde fået stukket en bog i hånden. De eneste ord hun derfor nogensinde havde set, var dem på skilte og på opslagstavler. Dog havde hun aldrig været i stand til at læse nogen af dem, som hun ej var en lært person. Det var vel hvad der skete, når man blev opdraget af en mand, som havde spenderet størstedelen af sit liv, som en drage?

[Deleted]

”Der er så mange ting som afgør hvilke planter som kan gro hvor, og dermed afgør hvor jeg må tage hen for at få fat i de rigtige planter.” forklarede han med et skuldertræk. Det var den slags han var blevet så vant til i løbet af årene. I takt med årstiderne kunne han være nødt til at rejse på kryds og tværs af landet for at finde de steder han vidste de rigtige planter groede, og finde dem i deres korrekte blomstring. Det samme gjaldt for rødder, bær, bark – alt af planteliv som han kunne bruge. ”Jorden er mange steder mere frugtbar i Manjarno end i Dvasias. Forholdende er mere passende her i landet for en god del af de planter jeg behøver. Hvis jeg kunne få dem til at gro på ét samlet sted, ville det gøre mit arbejde mange gange nemmere.” Ikke at Aron nødvendigvis havde noget imod de mange lange rejser hans arbejde nogle gange krævede af ham. Det hjalp da på hans muligheder for at blive hyret til at lave en eller anden gift eller modgift, mens han allerede var i nærheden af en by eller landsby. Sådan havde det i hvert fald været, indtil Macaria havde fået sat en stopper for hans handel med de andre lande. Men hun kunne dårligt nægte ham at rejse rundt for at samle de nødvendige ingredienser.
At hun ikke kendte til alkymiens verden overraskede ham ikke det mindste. Hun slog ham ikke som nogen alkymist selv, og han synes ikke han kunne mærke den sædvanlige luft omkring hende, som man ville have mærket hos en alkymist. Den luft der opstod efter flere års omgang med kemikalier og eksperimenter, med substanser og remedier. Nej, det overraskede ham ikke at hun ikke var en del af det. ”Men selv en knivspids giver mig da et lille indblik i hvordan du arbejder.” protesterede han. ”Du må være kompetent i det du gør, når du gør det alene.” Så meget var han da overbevist om. ”Og jeg er stadig overbevist om at du ikke plejer at være på steder som dette. Så du må have klaret dig med hvad du kunne få fat i på gaden, før du kom herind. Du er begyndt at arbejde smartere.”

[Jarniqa Dynithril]

Besværligt lød det i Jarniqas ører at være alkymist. Der var nemlig tydeligvis flere faktum, som spillede ind, når man ønskede at udføre sit arbejde. Hvad alkymisterne helt præcist gjorde med de ingredienser, som de fandt, vidste hun end ikke, som hun aldrig havde været i en alkymists lager. Dog måtte det på sin vis lyde … kedeligt for hende, som det mest af alt lød til, at det at være en alkymist betød, at man sad alene i et mørkt kammer, når man ikke var ude for at søge efter nye forsyninger. Om hendes billede af alkymisterne passede, vidste hun dog ikke. Det var trods alt som sagt ikke det folkefærd, som hun havde haft mest at gøre med. Måske fordi, at hun aldrig havde været hjemme hos en, og da de trods alt ikke arbejdede i offentligheden. ”Jeg ved udmærket, at du er dvasianer, og derfor må have et tilhørsforhold til landet, men hvordan kan det være, at du ej er flyttet derfra, når dit erhverv er bedst funktionelt andetsteds? I min optik lyder det besynderligt at arbejde et sted, hvor det er en stor udfordring at gøre det, som man laver,” lød det ærligt og nysgerrigt fra hende. Selv var hun nemlig interesseret i at høre, hvad han tænkte om det. Om man nogensinde havde tænkt hendes tanke, var dog end ikke sikker. At Aron selv valgte at rose hende for hendes arbejde, måtte selv glæde hende. Det var ganske vidst ikke et lovlydigt erhverv, som hun havde sig, men det var stadig hendes erhverv, og selv havde hun ingen kvaler med det. Ret havde han dog i sine antagelser om, at hun arbejdede alene, og at det var hendes første besøg på en bar. ”Måske,” sagde hun med et lille smil på læben. ”Du har dog ret i dine antagelser, som der ej er en grund til at løbe for sandheden. Dette er ikke just mit vante miljø, men selv må jeg sige, at jeg bestemt ikke har fortrudt min nye strategi.. Selvfølgelig kommer det sidste også an på, hvad du vælger at holde inde og ej,” kommenterede hun med et legende glimt.