There's something you need to know

[Soraya Salvorique]

Kimeya Marvalo

---

Symptomer var begyndt at vise sig. Morgenkvalme, en ustyrlig lyst til usunde ting på underlige tidspunkter og en forstærket lugtesans, der gjorde, at Soraya næsten ikke kunne holde alt for stærke eller syrlige lugte ud. Ja, faktisk heller ikke for søde dufte. Hun havde ikke anet hvad det betød, så derfor var hun endt med at søge til en healer i byen, der kunne forklare hende, hvad det var. Healeren havde straks mærket svangerskabet fra Soraya og havde sagt 'tillykke, du skal være mor' og sendte hende hjem igen med gode råd til den næste lange tid. Det hele var lidt tåget, som hun var på vej hjemad. Hun skubbede dovent dørene op via magi ind i det store mansion og stoppede op i indgangshallen. Klokken var ved at nærme sig midnat og mørket lå godt alle steder i huset pånær de fakler, der hang på væggene. Hun sank en klump. Hvordan skulle hun dog fortælle Kimeya det? Skulle hun være glad? Skulle hun frygte hans reaktion? Hun var helt i vildrede lige nu og stod helt stille som alle tankerne snurrede rundt i hendes hoved, hvilket nærmest gjorde hende svimmel.
Hun blev dog hurtigt hevet ud af hendes tankers trance da kvalmen endnu engang meldte sig. Selvom det hed morgenkvalme, så vidste kroppen vist ikke helt hvornår det var det ene eller det andet. Hun hastede hurtigt til nærmeste badeværelse hvor hun faldt på knæ og kastede op i en spand. Hun fnøs, tørrede sig om munden og fik brækket til at forsvinde på magisk vis. Hun vendte om og forlod igen badeværelset. Hun søgte denne gang mod pejsestuen og håbede på, at Kimeya ikke ville være der. Hånden lagde hun forsigtigt på håndtaget og åbnede så døren...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var i disse tider fanget i et kæmpe tankespind. Ikke fordi at det behøvede at være nogen skidt ting, men derimod en meget god ting denne gang. Hans planer om at overtage Imandra var efterhånden ved at samle sig og kunne meget snart sættes i værk, og det var det, som han virkelig godt kunne lide.
I øjeblikket befandt han sig i pejsestuen. Han havde ar i ansigtet efter at blive ramt af pisken, da han havde hjulpet dødsenglen Zean med at komme ind til kernen af sin egen art, og det var det, som han godt kunne lide. En meget stærk alliance var indgået mellem warlocker og dødsengle, og han håbede godt nok at det var noget som ville komme ham til gode i den anden ende, men det var nu noget, som tiden ville vise ham. I hans hænder havde han mange af de vigtige dokumenter. Han sad i sin lænestol og med brillerne på næseryggen. Han var afslappet.. men dog alligevel en kende anspændt. Der skete så mange ting, og nu hvor dronningen af Manjarno også var som sunket i jorden, så var var alligevel mange ting, som man var nødt til at tage højde for i den anden ende. Som døren måtte gå op, vendte han blikket i retningen af denne. Soraya viste sig. Han kunne jo se og mærke på hende allerede nu, at der var noget i det her, som måske ikke plejede at være, som det plejede at være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sænkede dokumenterne i hans arme. "Soraya," endte han med en sigende mine, som han denne gang valgte at rejse sig. Arene som han havde fået i ansigtet, tog han sig ikke af mere. Ondt gjorde det ikke, også selvom det havde gjort ondt i den forstand. Han kunne også stadig mærke det i nakken.

[Soraya Salvorique]

Nu hvor Soraya netop havde været ude og knække sig på toilettet, så var kvalmen da holdt på afstand så længe. Den ville nok komme snigende, men hvornår var ikke til at sige, for der var virkelig ingen logik i hvornår det kom og ikke kom. Hun vædede sine læber flygtigt og skubbede døren op. Selvfølgelig var Kimeya i pejsestuen endnu. Hun plejede jo altid at være den, der hev ham i seng, så at hun havde håbet på, at han var gået til køjs på eget initiativ til aften, havde været dumt. Hun havde ganske rigtigt noget på hjerte, hvilket hun også vidste, at Kimeya allerede kunne mærke på hende. Han kendte hende jo ud og ind. Faktisk kunne hun intet skjule for ham. Hendes mave snurrede sig sammen. Dette var ikke lige en situation hun havde troet, hun skulle befinde sig i. Gad vide... Var det mon meningen? Ønskede Kimeya, at hun skulle være gravid? Var hun et led i hans plan? Tankerne gjorde hende næsten svimmel, så hun blinkede lidt med øjnene og forstærkede sine mentale kræfter på sig selv, så det hele blev skubbet væk og sorteret ud på deres retmæssige pladser i hendes tankespind.
Hun betragtede Kimeya i tavshed som hun trådte ind og lukkede døren efter sig. Hun tog en dyb vejrtrækning og gik ham roligt i møde. Den aften han var kommet hjem med sår i ansigtet, havde hun virkelig været bekymret, for hun havde ikke troet, at det lige ville gå sådan. Det havde Kimeya jo så heller ikke selv. "Kære... Jeg har en... nyhed," endte hun og søgte hans blik. Hun bed tænderne sammen og tog hans hånd, som hun placerede ovenpå hendes egen mave. Hun sænkede blikket og kiggede ned på deres hænder. "Jeg er gravid." Hun kunne jo ligeså godt få det sagt!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte uden tvivl Soraya bedre end noget andet, og derfor var det jo ikke nogen hemmelighed, at hun ikke kunne holde noget skjult for ham. Brillerne fjernede han, idet han rejste sig op, og med blikket mod hendes skikkelse. Under normale omstændigheder var det hende, som skulle rive ham med i seng, for han gjorde det ikke på eget initiativ. Han var faktisk ikke særlig god til den slags, og det havde han aldrig nogensinde været. Han hævede sigende det ene bryn, som hun søgte ind og lukkede døren. Mest af alt, regnede han rent faktisk med at hun egentlig bare var der for at rive ham med i seng, men det var tydeligt at der var andre ting i det. Det som hun dog derimod kom og fortalte ham.. var uden tvivl noget af det sidste, som han havde regnet med at høre hende sige!
Uden så meget som en mimik og med en tom mine, som ikke afslørede noget som helst, vendte han blikket væk. Næven knyttede han. Hun var gravid? Han trak vejret dybt og med blikket som denne gang vendtes i retningen af den store have. Hans hjerte galloperede af sted mod hans bryst, som aldrig nogensinde før. "Du er... gravid?" spurgte han direkte. Nu vidste han jo godt, at han ikke ligefrem havde trænet hende til at pakke tingene ind, men.. så direkte havde han aldrig fået den før? Var det en glæde? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det.. en frygt? Han havde jo mistet alle de børn, som han havde haft. Han vendte blikket mod hende.. hvordan havde hun det med det? Ærligt, så var det slet ikke noget, som han havde regnet med skulle ske.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket godt, at hun ikke kunne skjule noget for Kimeya. Derfor blev han jo også nødt til at vide det, nu hvor hun havde fået det bekræftet ved en healer. Hun havde det underligt med det. Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde, så derfor var hun egentligt bare kold og neutral som altid. Hun skulle selvfølgelig også have ham med i seng, eftersom han ikke gjorde det af sig selv. Han kunne virkelig blive længe oppe, indtil han jo nærmest faldt i søvn i stolen og tabte alle papirer ud over gulvet. Men før hun skulle have ham med i seng, så blev hun nødt til at få dette af sit hjerte, for hun kunne virkelig ikke gå rundt med det selv. Hun vidste ikke hvor hun skulle putte det hen. Mest fordi, at hun ikke kunne regne ud hvordan han ville reagere på sådan en stor nyhed. Ville han blive glad? Ønskede han et barn? Han havde jo fået mange igennem tiden skøn hun var den seneste, han havde opfostret. Da han kiggede væk og knyttede sin næve, så slap hun hans hånd. Hun lod armene hænge ned langs hendes sider, som hun selv knyttede hænderne. Hun trak vejret dybt. Hun vidste ike hvordan hun skulle opføre sig overfor ham omkring dette.
Hun endte dog med at samle sig og løfte blikket op til ham igen og mødte hans blik, da han også vendte blikket mod hende. Hun søgte en direkte øjenkontakt, da hun gerne ville have bare... et eller andet fra ham. En bekræftelse. En afvisning. Hun havde altid været opdraget med at sige tingene ligeud, så nu fik han den også lige i hovedet. "Jeg har været hos en healer for at bekræfte det. Jeg troede jeg var blevet syg," fortalte hun ham dæmpet. Stadig søgende efter et mere klart svar eller en reaktion fra ham, så hun ikke behøvede at søge ind i hans tanker for svar.

[Kimeya Marvalo]

Soraya slap ham, hvilket var noget som rent faktisk passede Kimeya ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Det var bestemt ikke lige denne nyhed, som han havde regnet med at skulle høre, og da slet ikke fra hende. Med alt det andet, som han havde i tankerne og i sindet, var det nok ikke lige det her som han havde regnet med. Han kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle reagere, og særligt fordi, at han ikke var særlig god til det med følelser længere. Det var bare nemmere for ham, at tvinge det mere i baggrunden og... det var også det, som var sværest for ham lige nu. Han trak vejret dybt og rystede så let på hovedet. Det var jo bare... perfekt timing et eller andet sted! Hans blik søgte hendes igen.. denne gang søgte han direkte hendes øjne. Var det her noget, som hun var glad for? Havde det dårligt med? Han vidste slet ikke hvordan han selv ville tage det, og særligt fordi at han stod i den situation, at han havde mistet alle de børn, som han sammen med Faith, havde fået sat til verden, og det var det, som rent faktisk gjorde det sværere for ham.
Stilheden lagde sig endnu en gang. "Jeg frygtede, at du var ved at blive syg, Soraya.. Jeg er glad for, at det ikke er tilfældet," fortalte han med en dæmpet stemme. Han forsøgte at finde ud af om han skulle være glad.. være sur... eller hvad pokker han egentlig skulle være, selvom det virkelig ikke var til at gøre noget ved nu var det? Han ville jo heller ikke gøre.. skade eller sådan noget. Han endte med at tage omkring hendes hånd igen.. Denne gang med et svagt, dog meget kort smil, inden han igen så hende i øjnene. "Men... gravid... vi skal være forældre.." Tanken glædede ham jo et sted, selvom det virkelig var svært for ham.. Som i virkelig, virkelig svært.

[Soraya Salvorique]

Soraya kendte Kimeya godt. Så hun vidste udmærket også hvornår hun bare skulle holde fingrene for sig selv, for ellers skulle han nok slå fra sig, hvilket hun slet ikke ønskede i denne situation. Hun havde slet ikke troet, at det lige var det, der skulle ske. At blive gravid. Healeren havde virket lidt for glad, men måske var det bare naturligt, at man blev glad på andres vegne. Børn blev jo anset som en gave, så derfor var et svangerskab jo som regel en stor ting. Men bare tanken om det. At tage på, få den tykke mave, ikke at kunne passe dragten, ej gå udenfor en dør, kaste op hele tiden. Ja, det virkede ærlig talt ikke særlig tiltalende og nu stod hun midt i det uden rigtigt at have et valg! Hun mødte hans blik. Gad vide hvad han tænkte på? Passede det ind i hans planer? I det mindste reagerede han da ikke kraftig udadtil, så han kunne da ikke være dybt frustreret eller tvær over det. Han lignede mere en, der ikke helt kunne finde hoved og hale i sine følelser. Det kunne hun jo heller ikke selv lige nu, for hun kendte jo ikke rigtigt til så mange følelser. Det var jo klart, når hun var opfostret ene og alene af ham. Hun sukkede dæmpet og trak vejret dybt og roligt. Mest af alt, så prøvede hun bare at holde kvalmen på afstand, for den var noget af det værste. Hun trak en smule på mundvigen og smilede flygtigt til ham, da han tog hendes hånd. Det opmuntrede hende da en smule. "Ja... Healeren så mere glad ud på mine vegne end jeg selv følte mig... 'Tillykke du skal være mor'. De ord hjemsøgte mig hele vejen hjem," afslørede hun for ham. Hun kunne jo ligeså godt tale ærligt med ham om det hele. Hun vædede sine læber og trykkede om hans hånd. "Er det... Er du... Det ødelægger ikke noget, vel?"

[Kimeya Marvalo]

Ærligheden som Soraya skænkede ham, var noget som Kimeya uden tvivl værdsatte, for han vidste hvad han skulle forholde sig til, og han vidste, at hun talte frit, for det var det, som hun var opdraget til, så et sted, var det noget som rent faktisk passede ham ganske udmærket i den anden ende. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han kunne slet ikke finde ud af, hvordan han skulle reagere på det hele.. for han kunne da virkelig ikke finde ud af det.. Følelser var bestemt ikke ligefrem hans kop the, men for pokker... Børn havde jo altid været et af de svage punkter, som han havde, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham lige nu. Hun var jo langt yngre end hvad han var.. ville det ødelægge noget? Skulle han være helt ærlig, så vidste han det ikke.
Kimeya rystede ganske let på hovedet. "I dagens samfund, er det en velsignelse.. Der er nemlig ikke særlig mange af dem," forklarede han denne gang med en direkte stemme. Verdenen var farlig.. livsfarlig og særligt på disse kanter. Hvad Kimeya dog mest var bange for, var konsekvenserne af hendes svangerskab, og nu hvor han vidste det. Hvad hvis healeren ville give andre den samme besked? Det var slet ikke noget som han kunne have. "Det tror jeg ikke det gør.. Jeg har så mange planer i hovedet lige nu, Soraya.. Så mener jeg virkelig, at jeg har mange," sagde han endeligt, for det var virkelig svært for ham at finde ud af.. Planerne var mange, og nej.. det var virkelig ikke et barn som han havde tænkt ind i de planer som han havde gang i.. det ville ændre det lidt... men det ville nok heller ikke ændre det voldsomt og meget.

[Soraya Salvorique]

Soraya ville altid være ærlig overfor Kimeya, uanset hvor svært det så var for hende at sige. Dette havde været svært at sige og hun var jo sluppet godt udenom det alligevel ved at tale lige ud af posen. Nok var det også chokerende, men måske det var det sundeste. Sandheden måtte jo frem og hun ville ikke ligefrem kunne skjule sit svangerskab da hun om nogle måneder ville have en rund kugle på maven. Tankerne fløj rundt i hendes hoved igen. Hvad hvis hun blev tyk. Og han ej ville se på hende på samme måde? Hun ville da blive frygtelig grim med de ekstra kilo. Tænk hvis hun blev et læskebjerg? Hvem vidste det? Hun skubbede igen tankerne væk. Hun kunne jo ikke tage sorgerne på forskud, så hun måtte vel vente og se. Hun havde da ni måneder til at lære om det og nå at tænke det hele igennem. Måske lægge en plan for hvordan hun skulle gå frem. Og så passe det ind i Kimeyas planer ligeså. Hun nikkede til hans ord. "Klart... Healeren husker dog intet. Ingen skal vide det pånær os. Og måske Sephiran," svarede hun ham. Hun var bestemt ikke tabt bag en vogn, så hun havde slettet alle spor efter sig, da hun havde fået det bekræftet og havde fået et tillykke af healeren. Hun løftede sin frie hånd og strøg blidt hans kind. Et barn var bestemt ikke lige det hun havde haft i tankerne, men måske gjorde det slet intet? Hun var nu lidt mere optimistisk end hun havde været indtil videre. "Jeg ved du har mange ting kørende. Og du ved jeg står ved din side igennem det hele, kære," sagde hun dæmpet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste ikke om det var en god eller en skidt ting, at hun var gravid... særligt fordi at han havde været så tæt på at finde ud af det med Faith, som stadig den dag i dag, måtte være en som han virkelig ønskede på sin side. Det var hende, som han skulle tage med til Imandra og overtage landet med, og hvis det her skulle ødelægge det... ja, så ville det jo for alvor ødelægge det hele, og det var det som han havde sværest ved i denne situation. Hans blik hvilede på hende. At hun havde orndet healeren undervejs, var noget som passede ha, fint, for han var nødt til at finde ud af det her først.. Og svært var det.. Virkelig svært. "Udmærket," sagde han endeligt. Det ville give ham tid til at finde ud af det.
Måske at han skulle finde hvile... få sorteret i de mange tanker som han gjorde sig, for det var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. Hun ville støtte ham, og selv det, var han ikke et sekund i tvivl om, og det var det, som han rigtig godt kunne lide. Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Han kommenterede ikke barnet yderligere. Som det stod lige nu, var han bestemt ikke tilfreds med det, da frygten for at det kom i vejen for hans planer, var stor. "Det ved jeg at du vil.." sagde han med en rolig stemme, inden hans blik gled ned mod hendes mave. Han havde nogle måneder til at finde ud af det, og det passede ham egentlig fint.. Så kunne han jo i den tid, finde ud af, om det var en god eller om det rent faktisk var en skidt ting at han nu skulle til at være far igen.

[Soraya Salvorique]

Soraya trak vejret dybt og pustede ud. Dette var virkelig uheldigt. Og når Kimeya ikke vidste om det var godt eller skidt, så kunne hun heller ikke selv vide om hun skulle acceptere det. Ønskede han overhovedet et barn mere? Måske var han færdig med at få børn, eftersom han jo havde fået så mange. Hun vædede flygtigt sine læber. Hun var lidt mere rolig nu, da han ikke havde direkte afvist det. Men nu kunne hun så bruge den næste lange tid på at gruble over, om han ville sende hende bort eller om han ville beholde hende og barnet hos sig. I hendes tanker, så forbandede hun virkelig, at han stadigvæk ønskede Faith ved sig, for den kvinde kom i vejen for at hun nogensinde kunne få Kimeya på den måde, hun ønskede. Men for nu var hun blind for det hele og fulgte jo bare hans mindste vink... håbede på at blive set ordentligt på en eller anden dag og ikke bare være ungt kød han legede med. "Når du har fundet ud af hvordan du egentligt har det med det, så må du jo sige til," endte hun stille. Det var tydeligt, at han ikke ønskede at snakke mere om det nu og så ville hun også lade vær. Nu vidste han det, hun vidste det og så måtte de jo bare tage den kommende tid, som den kom. Hun vædede stille sine læber og lod sin hånd lægge sig i hans nakke, mens hun selv modtog hans strøg over kinden. Han var ikke tilfreds, men han havde dog ikke sendt hende bort, så det var altid betryggende.
Hun strøg en hånd ned over hans arm og tog hans hånd. Endnu engang, så ville hun hive ham i seng, som hun havde gjort det så mange år før.

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya var det her virkelig en svær situation, og særligt fordi at han vidste, at det ikke var en timing som kom ham til gode på nogen måde. Ja, han måtte jo bare prøve sig frem, selvom det var svært. virkelig svært i den forstand. Han bed tænderne sammen i det skjulte.. Han var anspændt. Han havde virkelig ikke tænkt sig, at skulle få børn nogensinde igen. Han havde haft så mange, og det eneste, som han havde, var en fuldblods warlock af en datter, som han så mere til i Den Mørke Cirkel, særligt fordi at det var det som passede ham bedst. Visse ting var bare bedre usagte.
Ganske roligt nikkede han til hendes ord. Når han fandt ud af det, skulle han nok melde fra til hende. Det spørges jo bare, hvad han fandt ud af i den anden ende. "Det øjeblik jeg finder ud af det," sagde han endeligt, inden han roligt rettede sig op. Han var mere bange for, hvad folk ville tro udadtil. Det var nemlig noget som han gik temmelig meget op i, og da særligt nu, for det her var bestemt heller ikke noget, som sagde lidt. Det var.. en meget stor ting, og særligt fordi at han slet ikke vidste, om han kunne indtage den rolle som en fader igen. Han betragtede hende i sin egen stilhed.. det væld af tanker, som han gjorde sig, var uden tvivl noget som heller ikke gjorde det nemmere eller bedre for ham, men de planer, var bare nogen som skulle sættes i værk, og det var det som havde den største betydning for ham i denne tid. "Lad os gå op. Mine tanker og koncentration er blevet brudt," sagde han blot, inden han denne gang gav slip på hende. Han kunne heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det længere.. Om han nu ville det eller ikke. Han vendte om på hælen og søgte mod døren. At komme op med hende.. slappe af og tænke tingene.. Det var måske ikke så skidt igen?

[Soraya Salvorique]

Når Kimeya havde så svært ved situationen, så gjorde det det ikke ligefrem nemmere for Soraya. Hun var afhængig af ham, af hvad han følte og tænkte og ønskede, for hun lystrede jo til alt han bad hende om. Hun håbede, at han ville finde ud af det snarest, så hun selv kunne finde ud af hvordan hun skulle forholde sig. Om ikke andet måtte hun jo bare hjælpe ham med at sortere i sine tanker. Hun vædede roligt sine læber og holdt sit blik mod ham. Hun frygtede lidt, at svaret ville ende ud i en afvisning, så han faktisk ville støde hende fra sig, hvilket virkelig var en ubehagelig følelse at gå rundt med. Hun nikkede så. "Godt," svarede hun. Hun smilede skævt til ham. Hun sukkede dog, da han slap hende, men holdt hovedet højt. Hun gik selv ud af døren efter ham, da hun faktisk gerne ville op og ligge og bare have en lidt normal følelse ovenpå den nyhed, som hun havde fortalt ham. Hun fulgte blot med ham i tavshed og håbede, at de i det mindste kunne finde ud af at sove ved siden af hinanden i nat. For lige nu havde hun mest lyst til at ruske i ham og få et svar, men det gik jo ikke.

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så nu ikke nogen grund til at skulle afvise Soraya på baggrund af den nyhed, som hun nu havde givet ham. At han skulle være far.. Han skulle i hvert fald lige finde ud af den, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var nemt for ham. Tvært imod. Han havde en datter tilbage, ud af alle dem, som han havde været med til at sætte til verden.. Resten var lagt i graven under huset her i de store familiegrave i det store magiske gravkammer, som kun en Marvalo kunne betræde her på grunden.
Kimeya søgte ovenpå, hvor han jo samtidig forventede, at hun skulle søge efter ham, så de kunne komme ned at ligge. Det var bestemt ikke fordi, at han ikke ville ligge der sammen med hende, for det ville han virkelig gerne. Det var rent faktisk noget, som betød utrolig meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede ganske let for sig selv, inden han roligt klædte sig af, og lagde sig i sengen. Han vendte blikket mod hende, hvor han også måtte glæde sig til at hun lagde sig ved hans side. Dette var uden tvivl en underlig nat.. det var da på ingen måder den nyhed, som han havde regnet med at skulle modtage.

//Out