Prepare for battle..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde absolut ingen grund til at skulle lægge skjul på, at det var Serenity han havde valgt. Han stod da om ikke andet, så ved sine valg, og særligt når det var på denne her måde. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som han førte hende op af trappen til hans hjem. Det som nok også meget snart ville blive hendes. Hvorfor lægge skjul på hvordan tingene forholdt sig, når det var noget som han meget snart ville gå offentlig ud med?
At komme ind i varmen, ville uden tvivl gøre dem begge rigtig god gavn, hvilket han udmærket godt kunne mærke i den anden ende. Han sendte hende et smil og lukkede dørene efter dem. Kappen tvang han af skuldrene og hang den på plads. Her var det småt og hyggeligt, samt at han vidste, at de kunne være alene, hvilket nok var det som lå højest på hans liste lige nu. De grønne øjne vendte han mod hende, da hun strøg hånden over hans kind og videre over hans kæbe. Hvor pokker havde hun dog været hele hans liv? Han hævede selv hånden og strøg den roligt over hendes kind. "Du kan hænge det lige hvor du vil," sagde han roligt. Han rettede sig ind over hende, kun for at skænke hendes pande et kys. Hun vækkede det gode i ham, som ikke havde været i live igennem frygtelig lang tid, og det føles godt. Han havde virkelig snydt sig selv, for en utrolig oplevelse: At åbne op for en anden kvinde, og det ønskede han da uden tvivl at udnytte i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt.
Thranduil rettede sig derefter op, for at søge mere ind i hans hjem. Her var ikke stort, men alle tegn på en elvisk tilstedeværelse, var der uden tvivl. Han boede fint, men ikke direkte overprægtigt i forhold til den typiske elver. Han gik op i ligeværdig sammenhold, og hvorfor skulle han have det bedre end de fleste? Særligt fordi at han var lige så afhængig af, at de var der, som de var af ham. Han løsnede endnu en gang den lange skjorte, som i sig selv, næsten kunne gå for at være en kappe, kun for at vride den af sine let brede skuldre. Ar og mærker havde han ganske vidst, men at være i krig, havde han jo været før Det var bare ved at være rigtig mange år siden. Han vendte sig derefter mod hende, kun for at gøre tegn til at hun skulle følge med ham. Han havde brug for at have hende alene lige nu. Bevidst søgte han direkte til soveværelset. Et intimt sted, som ikke mange så.. Men for fremtiden, var det jo også hendes.

[Deleted]

At være ved ham var alt hun ønskede, hun følte stadig sig svævende på en sky, helt oppe i himlen og han var den smukke engel som havde frelst hende fra sig selv. Serenity havde jo nok stukket af med Jack i blinde, i protest, hvis det ikke havde været fordi hun havde følt den ægte vare ved Thranduil. Hendes smil var lige så strålende som hendes øjne, det var lykke hun udstrålede af, intet mindre, hvor følte hun sig dog hjemme ved ham. Der havde lagt sig en underlig ro i hende, en ro hun ikke havde før, hun følte sig langt mere voksen, som en kvinde, end hun følte sig som en tosset teenagepige. Hvis man da altså så bort fra forelskelsen. Hun nikkede blidt til hans svar, hun ville sørger for den blev hængt over noget så det ikke ville blive jordslået. Hendes blik kunne dog ikke tages fra ham, og for et øjeblik stod hun dagdrømte endnu engang, lige indtil han gjorde tegn til hun skulle følge med, der vågnede hun øjeblikket op for at udleve hendes dagdrøm. Starte livet med ham. Hun gik da stærkt ud fra at hun ville kunne det fra nu af, bo ved ham. Dog, var hun lidt i tvivl om der ville være plads til hendes lille hobby, men den måtte nu også vendte, for den fik hun ikke tid til i lang tid nu. Nej, hun ville fokusere på at blive en dronning, elverfolket værdig. Som de nåede soveværelset, fik hun set sig op efter noget at hænge tøjet på, hun kunne ikke stoppe med at smile, det hang der bare, fast. Serenity fandt hurtig en løsning, for så ikke at tænke så meget mere over det. Roligt begyndte hun selv at klæde sig af, fjerne det kolde våde tøj. Hendes hud var mærket af den kulde hun måtte føle, gåsehud over det hele, hun stod til sidst uden noget som helst, og fik hængt sine klæder forskellige praktiske steder, selvfølgelig også med tanke på møblerne de omgav sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele skulle blive lyst nu. For Thranduil om ikke andet. Han følte for at smile.. for at vise sin glæde, og det gav ham også en helt anden følelse af energi, hvilket uden tvivl var noget, som helt klart måtte falde i smag ved ham. Han lod hovedet søge på sned, som han strøg hendes kind. Så smuk en kvinde, og hun var hans. Der fandtes virkelig ikke noget bedre end det.
Huset her ville ligeså blive hende, som det var hans. Han ønskede at de skulle finde ud af det, og det var noget som skulle gøres, gerne inden det store slag ville bryde løs. Han ville sikre hende.. gå ud i det offentlige med det nyhed, om at han nu havde fundet en kvinde, som han var klar til at dele sit liv med, og for alvor komme over de tab som han havde lidt igennem sit liv. Skjorten løsnede han endnu en gang fra sin krop. Den var kold og tildels våd, efter at have ligget i græsset lige ved den varme kilde. Han ville gerne tilbage dertil igen. Han rystede håret fri, så det lagde sig over ryggen. Ligeledes fjernede han den grenede krone, som han havde på hovedet og lagde den roligt fra sig på en skænk som stod i gangen. Her stod denne smukt, men i hjemmet, ville han ikke bære den. De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse, og med et smil på læben. Han var glad. Han kunne jo heller ikke ligefrem andet, når han var sammen med hende.
Med en målrettet og elegant vandring, søgte han ind på soveværelset. Her var dystert og hyggeligt, der var højt til loftet, og natur og det elviske var overalt hvor man end kiggede hen, og sådan ønskede han også at have det. For nu ville han bare nyde tiden med hende. Han søgte til klædeskabet, for at finde de nye klæder frem, så de kunne ligge klar. Ikke at han regnede med at bruge dem, men man kunne jo ikke vide. For nu.. var det hende, som var hans centrum, og det eneste, som han ønskede at koncentrere sig om.

[Deleted]

Omsider faldt de våde klæder, hun satte sig elegant på hug og greb dem blidt, for at finde steder at hænge dem op hvor de ikke ville ødelægge noget. Hendes bevægelser var rolige, blide, hun gik rundt som var hun allerede hjemme. Til sidst endte hun ved ham igen, selvom hun frøs, ville hun hundred gange hellere være ved ham end under dynen, med mindre han var der naturligvis, så ville det være det bedste. Serenity mærkede hendes hjerte begynde igen, hun havde forventninger, i begge retninger, at nyde soveværelset som et elskende par nu gjorde det, eller at snakke fremtid igennem, så hun vidste hvordan det hele skulle foregå. Hun bed sig kort i læben, kunne hun virkelig være så fræk at spørger, eller ligefrem kræve? Hendes blik hvilede på hans smukke skikkelse. Nej, han skyldte hende intet svar, så hun lod det blive i sine tanker for nu, tiden måtte give hende et. Nogen gange var det bare bedre at leve i uvished, hvad nogle ting angik. "Det er mærkeligt, jeg føler mig rent faktisk allerede hjemme her. Jeg er dog ret sikker på det skyldes din tilstedeværelse. Men, det er rart, naturligt, trygt." Lød det blidt fra hende, hun lod sin hånd søge ned af hans brystkasse som hun studerede hans fortids mærker som var rundt omkring. Det var en del af ham, en sejr i sig selv, han havde overlevet. Og hun var ikke i tvivl om at han nok skulle overleve endnu engang og vende hjem i hendes arme. Det SKULLE han! Serenity slog blikket kort ned, tog en dyb indånding og så så op mod ham igen. "Du ved jeg vil vente her i byen på din hjemkomst, ikke sandt? Ingen krig skal kunne nedfælde så prægtig en mand." Hviskede hun blidt, men med en lettere bævende stemme, hun var bange, det begyndte så småt at gå op for hende, at det hun lige havde vundet, kunne så let blive taget fra hende i den tid de gik i møde. Roligt lod hun det sidste stykke mellem dem forsvinde, bare for at mærke ham, ligeglad med hvordan. Selv var hun jo uden en trævl på kroppen, det gjorde hende intet, det var jo naturligt at være nøgen, sådan var de født. Desuden, havde han jo allerede set hende sådan og hun følte ingen skam, uanset hvordan hun havde set ud havde hun følt sig smuk ved hans nærvær.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvert et ar og hvert et mærke på Thranduils krop, bar en historie.. Alle var de et tegn på overlevelse, og derfor havde han intet imod at hun betragtede dem og rørte ved dem. Elvere normalt var fejlfrie hvad det angik... men det var han ikke. Han havde ar på kroppen, som han havde ar på sind og sjæl, efter alt det som han selv havde oplevet. Hendes ord glædede ham. Så lang tid, at det var et sted som hun ville føle sig vel, og i hans selskab ganske vidst, ville det glæde ham. De grønne øjne hvilede intenst på hendes skikkelse, inden han selv hævede den ene hånd og strøg den mod hendes kind igen. "Hjemmet kunne godt bruge en blid kvindes berøring, min kære.. For fremtiden vil selv det her ende med at blive dit, som det er mit. Jeg vil gerne have, at du også viser, at du bor her," sagde han med en ærlig stemme. Dette var dog noget, som han mente. Som krigen jo endnu en gang måtte nævnes lagde han den anden hånd mod hendes kind. Hun gav ham andet end et land at kæmpe for, hvis det skulle gå så galt, og han ville naturligvis sikre sig, at han kunne gøre hvad han kunne, for at komme hjem til hende igen! Dette var et løfte, som han helt klart havde i sinde at holde! Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Han vidste at det var svært, og særligt fordi at han ville stå fast på, at hun skulle blive her, da noget af det sidste, som han ønskede, var at se hende komme til skade derude. Det ville kun gå udover dem begge. "Du giver mig en grund til at kæmpe ekstra, når jeg bliver sendt derud. Det er ikke nogen hemmelighed.. Vi ved begge to, at det kommer." De grønne øjne hvilede alvorligt på hendes. Det var bare vigtigt for ham, at hun forstod alvoret i det som skete og særligt lige nu, så var det ekstra vigtigt. Han trak vejret dybt, inden han lod hænderne falde, for at tage omkring hendes. Han sendte hende et blidt smil, inden han gjorde tegn til at hun skulle søge med hen i sengen sammen med ham. Smuk var hun, som hun stod der uden en trævl på kroppen, og det var han så sandelig heller ikke bange for at indrømme. "Du er smuk, Serenity," endte han med en rolig stemme. Han havde brug for at hun vidste det. Det var det som han virkelig ønskede, at hun fik at vide.

[Deleted]

Allerede nu kunne hun forestille sig en hverdag med ham, og se hvordan det blev deres hjem, med præg af hendes væsen også. Hendes blik gled drømmende rundt, hun kunne lige se det hele for sig, men så kom hun i tanke om hendes skrædderting, ville der blive plads til det i hendes nye liv? Det måtte vente, hun ville bare gerne få varmen nu, sammen med ham. "Jeg skal nok sørger for du vil kunne mærke her bor en kvinde." Drillede hun med sin næsten syngende ord, hun var så glad, han betød alverden for hende og alle hans ord gik lige i hjertet på hende. Det blide kys gengælder hun, som var det ventet, hun elskede følelsen af hans læber og kunne ej få nok af dem. At blive forsikret om dette på den måde, det var i sandhed noget som gjorde hende tryg og hun stolede på hvert et ord som forlod hans mund. "Jeg håber og tror på at lyset bringer glæde og stolthed med sig som altid, lyset vil altid være stærkere end mørket." Lød det roligt fra hende, dog havde hun også sin alvor over sig, hun stod ved sine ord og frygtede nok tiden der ville komme, men var ikke bange for selve landet ville bukke under. Lyset og godhed ville sejre uanset hvad, det var hun ikke et sekund i tvivl om. Sengen var nok det sted hun allerhelst ville være lige nu, sammen med ham, under dynen og få varmen ved hjem af hinandens kroppe. Hun tøvede ikke med at følge med. Selvom hun egentlig ikke burde, rødmede hun ved hans ord, måske fordi det var ham, måske fordi det gav hende en kildende følelse i maven. Hvem vidste hvad grunden var, alt hun vidste var at det var rart og det betød virkelig meget for hende at høre ham sige det. Hun sendte ham et kærligt smil, bed sig i læben efterfølgende og kunne ikke dy sig for at kysse ham kort men dybt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Krigen ville komme, og selv det, var Thranduil ikke i tvivl om. Der var jo grunde til, at han allerede nu, forsøgte at gøre bueskytterne og sine egne krigere klar og forberedte. Indkaldelsen fra slottet ville komme inden længe. Han kunne mærke det.. Han kunne se signalerne og tegnene på dette, og ej var det en tanke, som han jo egentlig brød sig synderlig meget om, men hvad kunne han gøre? Krigen ville ikke blot trække sig af sig selv. Nej, denne måtte kæmpes. Han smilede kort, men glad. "Det vil glæde mig," sagde han ærligt. Tegn på at der rent faktisk måtte bo en kvinde i hans hjem, var da uden tvivl noget som han så frem til. Det var meget.. mandigt et sted at opholde sig lige for nu, kunne man jo sige, hvilket skam også var noget, som han stod ganske så meget fast ved. Hans hænder strøg over hendes kinder. Krigen ville drive dem fra hinanden, men vel kun for en stund? Tanken brød han sig på ingen måder om, og det stod han gerne ved.. Særligt nu hvor han havde hende, at komme hjem til. Ej at det var noget som han ville fortryde, for hun gjorde det liv som han havde, værd at leve. Ingen tvivl om det. "Lyset vil altid sejre, Serenity. Det er det som vi alle må huske," sagde han alvorligt. Det var vel så småt begyndt at gå op for hende, hvor alvorlig denne sag rent faktisk var?
At få varmen ordentligt og bare nyde den tid, som han nu havde med hende, var uden tvivl det vigtigste for Thranduil lige nu. Han nød det uden tvivl frygtelig, frygtelig meget. Han søgte ind på soveværelset og mod sengen. Roligt fjernede han skind og tæpper som lå i vejen, inden han lagde sig ned i den. Blød var den uden tvivl at ligge i, og det var rart. Han vendte sig langsomt mod hende, hvorefter han så igen gjorde tegn til at hun kunne tage pladsen ved siden af ham. Denne gang ville det ske uden afbrydelser. "Kom," opfordrede han igen, inden han gled helt ned for at ligge. Han smilede let. En smuk kvinde var hun. Lige der, var han uden tvivl heldig. Det føles desuden fantastisk at kunne åbne op for en anden. Han havde virkelig snydt sig selv for den glæde og oplevelse, igennem rigtig mange år.

[Deleted]

Der var ikke meget mere at snakke om omkring det emne, det skulle nok komme før eller siden, nok nærmere før end siden, desværre. Men først, ville hun bare gerne have varmen og mærke at hun i sandhed var hans. Alle de alvorlige ting måtte vente, bare for nu, hun ville ikke tænke på dem, men lade sig leve i nuet og ikke den tid der lod til at hænge over dem som en tyk kvælende tåge. Serenity bed sig i læben, hun fulgte med ned i sengen, først da han virkede til at ligge som han ville, lagde hun sig ind til ham. Han var ikke meget mere end lun, næsten på grænsen til at være kold og hun var uden tvivl rimelig kold. Så rent instinktivt knugede hun sig så tæt ind til ham som det var hende muligt, blot for at skabe varme imellem dem. Lige så stille gled hendes nøddebrune øjne i, hun lyttede til alt, hans vejrtrækning, hjemmets små lyde af træ der gav sig, lyden af hans hjerte som hun blidt lagde hovedet mod hans bryst. Et fredfyldt suk gled over hendes læber, her havde hun det vidunderligt, det var trygt, meget snart ved at blive varmere, hun følte kærligheden fra ham helt ud til sine tåspidser. Det var jo helt igennem fantastisk at være så forelsket og lykkelig, hun begyndte at ligge og tænke over hvordan det hele mon kom til at foregå, hun glædet sig til at blive sat ind i det. Gad vide om hun skulle have nogle bestemte klæder på, om han skulle. Hvordan ville hendes forældre være stillet, hvordan ville de reagere. Hendes mor ville nok dåne på stedet og hendes far ville det nok ikke gå helt op for før flere dage efter. Tanken var ganske morsom. Og det var ikke nødvendigvis fordi at det var kongen hun havde forelsket sig i, det var nok mest det faktum hun rent faktisk havde besluttet sig at slå sig ned med en mand, at gifte sig. Hvilket var alt de havde ønsket i en del tid nu. Hendes fingre gled ned over hans bryst og mave, fulgte hans muskulatur, figuren han var støbt i, hun smilede for sig selv, hvordan var det lige hun var blevet så heldig? Resten af hendes dage ville hun i hvert fald gøre alt for at gøre sig fortjent til dette liv, med en vidunderlig kærlig mand. Hun vendte hovedet ned mod hans brystkasse og kyssede det blidt, hendes fingre stoppede ved hans hofte og kørte blidt op langs hans side denne gang. Fingrene var uden tvivl gået på opdagelse, til stor fryd for hende, hun kunne ikke lade være med at smile og nyde følelsen af hans krop. Lige nu håbede hun så inderligt varmen snart ville finde vej tilbage til hendes krop, hun frøs stadig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste, at det for nu, kun handlede om at nyde tiden mens man havde den. Det var aldrig til at vide, hvornår det ville gå løs, og det var nemlig også lidt den tanke, som han var mest bange for. Han ville ikke, og han ønskede slet ikke at skulle ende med at miste hende. Alene den tanke om det, var... direkte frygtelig. Han lagde sig roligt ned i sengen. Hjemmet kunne uden tvivl godt bruge taget fra en kvindes hånd, men det var vel noget, som de forhåbentlig kunne få lov til at nyde i fremtiden. Døden var han ikke bange for, og kom den... jamen så kom den. Det var jo bare en del af det hårde og tunge arbejde, som han skulle udføre, som den mand han nu var. Han havde været i marken før, men nu var det bare anderledes.
Som hun lagde sig ned ved siden af ham, trykkede han hende godt og fast ind til sig. Uden tvivl var det noget af det bedste af det hele. Han var virkelig blevet glad for hende, og hun havde helt klart også vist ham, hvad han havde misset, ved at gøre det, som han nu havde gjort. Øjnene lukkede han ganske let.. Skindene og tæpperne tog han fat om og lagde om dem. Han ville jo gerne sørge for, at hun blev varm. Det var nemlig slet ikke meningen, at hun skulle ende med at blive syg. Den tanke kunne han da slet ikke lide! Hånden hævede han og strøg bag over håret. Roligt og blidt. Han havde noget at kæmpe for nu.. Og det var det, som blev drivkraften lidt for hans vedkommende, og det var det, som han nu gjorde i en stund som denne. Hans blik vendte han roligt i retningen af hendes skikkelse igen. "Du er vigtig for mig, Serenity.. Du er det lys, som jeg længe har søgt," sagde han. Han havde til nu, højt og helligt lovet sig selv, at han ikke ville have en ny kvinde i sit liv. Han ønskede at mindes det, som hans afdøde hustru havde været.. men det var lidt noget andet, når man nu stod overfor en kvinde, som kunne give ham lige præcist det, som han havde brug for, og det var det som hun jo gjorde nu. Hendes hånds vandren, var noget som for alvor satte en dirren og sitren i ham. Et blidt kys placerede han mod hendes pande, inden han lagde hovedet ned. Han lod hende undersøge ham.. gå på opdagelse.. over de mange ar og sår, samt mærker, som han havde modtaget i årenes løb. Små og få, var det jo heller ikke. Han var en kriger og det indebar jo en vis form for risiko.

[Deleted]

Hjemmet ville uden tvivl hurtigt få præg af hende, og hun måtte også tænke på at kunsten i at passe et hjem nu ville blive passende at værne lidt om. Serenity var ikke den bedste til den slags, langt fra faktisk og det måtte uden tvivl være noget af det som var en prøvelse for hende. Hun havde holdt sig til skrædderens kunst, samt sin bue og pil. Resten var ting hun da vidste lidt om, havde hjulpet sin mor lidt med, men intet hun beherskede som en sand husmor. Nej langt fra. Der skulle nok blive tider hvor hun måtte sætte sig opgivende ned og se lidt fortabt ud, men sådan var livet vel. Det alt sammen var en del af det. Ligesom dette, at ligge her med ham og genvinde varmen i begge deres kroppe, hun nød det uden tvivl og vidste at hver eneste gang de lå her, ville hun føle sig hjemme og tryg. Der gik ikke mange tanker igennem hendes hoved lige nu, hun var fredfyldt og rolig, nød stunden hun havde med ham, nød følelsen af hans hud under sine fingre som vidnede om hvor stor en kriger han rent faktisk var. Det fik hende til at smile, hun ville næsten være helt sikker på at han ville komme hjem til hende igen, han var stærk og vis. Visdom var vigtigere end de fleste troede i kamp, mange krigere kæmpede på muskler og glemte tit deres hjerne. Men Thranduil havde begge ved sig, hvilket hun i den grad værdsatte. Roligt lod hun ansigtet rejse blidt fra ham og vendte blikket mod hans ansigt, blikket var blidt og varmt, kærligt. "På så kort tid, er du blevet den som er mig vigtigst af alle Thranduil." Lød det blidt fra hende, hun lod sine fingre glide op mod hans ansigt og kærtegnede blidt hans kind. Hendes ord var sande, han var den som måtte betyde allermest for hende, han var vigtigere end nogen anden. Aldrig havde hun følt så stærkt for et andet væsen, hun var virkelig tryllebundet af ham og hans væsen, hun vidste allerede nu i sit hjerte hun elskede ham højere end livet selv og hun ville gøre alt for ham. Serenity kyssede blidt hans kæbe, inden hun lagde sig til rette igen mod ham, hun lod sit ben glide hen over hans ene ben og flettede dem nærmest sammen på den måde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Her vidste Thanduil, at han kunne passe på hende, og at intet ondt ville ramme dem. Det var noget som gav ham en følelse af ro i krop og sind, og særligt fordi, at det var på denne her måde. Armene hvilede om hende, mens han lod hende gå på opdagelse. Denne gang ville han ikke stoppe hende. Lige nu havde de alverdens med tid, og det var vel det, som var det vigtigste? Selvom hans krop uden tvivl var dækket og påvirket af ar og mærker, men som alle var tegn på overlevelse, og alle havde sin historie. Han trak kort på smilebåndet. Han kunne virkelig godt ide, at han selv allerede på så kort tid, havde fået den plads ved hende.
For nu handlede det om, at de igen fik varmen. Han følte lige nu, at han havde alverdens med tid, bare til at nyde at være sammen med hende, og lære hende at kende på en måde, som han endnu ikke havde gjort. Han sørgede for at tæppet dækkede op til hendes skuldre, så hun lå godt og trygt, og kunne få varmen, for det var noget af det vigtigste lige nu. "Du er det vigtigste i mit liv, Serenity," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Kysset mod hans kæbe tog han glædeligt imod, hvor et tilfredst smil alligevel måtte brede sig på hans læber. Han hævede hånden let, som han lod den stryge mod hendes kind, inden hun igen lagde sig ind mod ham. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, et sted af spænding, men også fordi at det her, virkelig var noget som han utrolig godt kunne lide, og det var rart.. Det var virkelig, virkelig rart. Han trak vejret dybt, inden han roligt lagde sig til i sengen. Kort lukkede han øjnene. Så komfortabelt, som han fandt det med hende, så var det virkelig en fantastisk følelse, at sidde igen med, og særligt på denne her måde. Han kunne slet ikke beskrive det, som var bedre end det her. Hånden strøg fra hendes kind og ned under tæppet, for at følge hendes krop langs siden. Selv han ønskede jo så desperat at lære hende at kende.. også på denne måde. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. For hans del, så havde han hele dagen og resten af natten med, hvor han kunne nyde det med hende.

[Deleted]

Hans ord fik hende til at smile lykkeligt, det betød alt. Hvordan fremtiden ville se ud, vidste ingen, men ingen tvivl om den blev hård og hvis de stod igennem den tid, ville intet kunne skille dem, det var hun helt sikker på. Endelig mærkede hun hans fingre der gled fra hendes kind og ned langs hendes side, det fik hende til at sukke lettere længselsfuldt. Hele hendes krop skreg jo efter at mærke ham, mere og mere, grådig som det begær der hvilede i hende nu var. Dog havde hun ikke travlt, hun nød at ligge og mærke enhver perfekt detalje af ham, han var virkelig smuk og huden under hendes fingre blev kun varmere og varmere. Selv følte hun også sig selv genvinde varme, hendes hjerte havde også sat gang i blodomløbet som det var i mere hastige bank bag hendes bryst. Hun skulle svimle helt væk i alt det her, det var så skønt at føle man ikke havde travlt, at de havde evigheder, selv om det ikke passede. Det var tid til at nyde hinanden, med alt hvad det måtte indebære, og lige nu indebar det for hendes vedkommende at mærke ham på alle tænkelige måder. Som fingrene lod vandringen gå ned af hans krop endnu engang, sukkede hun blidt igen, mærkede brystkassen, mave, hoften, kort ned af hans lår før hun ikke længere kunne nå, hun lod fingre glide op igen, langsomt, kærligt, hun ville ligge mærke til alt ved ham. Endnu engang måtte hun løfte sig lidt fra ham og kysse ham dybt og lidenskabeligt, hun kunne ikke lade være, hun ville mærke ham, mærke hans kærlighed igennem kroppens ydelser, gennem kys, kærtegn. Serenity var ganske sikker i sine handlinger, hun ville mere end gerne ligge her med ham, hun havde drømt om det længe og nu lå hun her igen og nød hans smukke krop, de vidunderlige læber og følelsen af hans hænder, åh den følelse. Hendes øjne var lukket og hele kroppen i fryd, hun var helt igennem i himlen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde alverdens med tid lige netop i aften. Han havde brug for at sidde der med hende... brug for at mærke hende, og brug for at vide, at det var her hun havde lyst til at være. Hans grønne øjne hvilede på hende. End ikke ord var nødvendig i en stund som denne, og det var noget af det, som han uden tvivl godt kunne lide. Han var selv varsom.. ønskede at lære hende at kende, men det skulle være under de helt korrekte omstændigheder, hvilket var noget, som han gik rigtig meget op i. Han smilede let for sig selv.. Selv kunne han jo ikke lade være. Her følte han for alvor at han kunne være sig selv og at de var i sikkerhed og i tryghed, og det var det, som egentlig havde nogen betydning for ham lige nu.
Hendes hænders vandring ned af ham, fik ham til at sitre. Han var virkelig ikke blevet berørt på den måde i frygtelig mange år, og det var uden tvivl noget, som han godt kunne mærke i dag. Ikke fordi at det var ubehageligt, for det var det godt nok ikke. Det var noget af det bedste af det hele. Noget af det bedste, som han længe havde oplevet. Kysset som hun skænkede ham, gengældte han uden at tøve det mindste. Øjnene gled i, hvor han denne gang gled mere ned i sengen, og trak hende mere op over sig. Han var elegant og blid i hans berøringer og handlinger. Han ville have, at det her var noget som de skulle nyde begge to. Han lagde den ene hånd bag hendes nakke og ved hendes hoved, for at holde hende tæt ind mod sig. Den anden hånd søgte ned langs hendes side og videre over hendes lænd. Han drog nu på opdagelse, for han havde brug for, og ville ønske, at han kunne mærke hende tæt ind mod sig, på denne her måde. Han strøg over hendes hud.. hver en del af hende. Hun var hans, og det var nemlig også den fornemmelse, som hun skulle have af tingene!

[Deleted]

Det var vidunderligt at kysse ham på denne måde, mærke ham glide ned i sengen og trække hende over sig, hun fandt sig til rette med at ben på hver sin side af hans krop. Hendes nøgne bryst hvilede blidt mod hans faste brystkasse, hun nød kysset i fulde drag og mærkede kroppen sitre og fryde sig i hver eneste lille celle. Hun svejede i ryggen som hun mærkede hans kærtegn ned af hende, hvilket gjorde hendes bryst pressede ned mod hans, hun sukkede kort mod hans læber inden hun genoptog kysset. Han måtte hellere end gerne vide hvor meget hun rent faktisk nød dette her, for hun var virkelig i den syvende himmel og at nyde tiden med ham var alt hun ville. Serenity elskede virkelig den her følelse af at have ham så tæt, hun havde i den grad fået varmen og kunne også mærke hvordan tæppe og skin var gledet længere ned af dem. Hendes krop skreg efter mere af de blide kærtegn hans hænder havde at give af sig, hun mærkede sin egen hånd glide op i hans hår blidt for at holde fast i et blidt greb, den anden hvilede blidt mod hans skulder og ned langs hendes egen krop. Her lå hun jo ganske godt og frydet sig over at være den kvinde som fik lov til at dele hans seng med ham, endda ikke kun for en nat, men hver nat der måtte komme i fremtiden også. Hun var lykkelig. Kroppen reagerede naturligvis på hver der skete, hun kunne mærke det og begæret voksede sig jo også større, hvilket der ikke var noget at sige til. Som kysset måtte blive brudt, smilede hun mod hans smukke ansigt og bed sig i læben. Så smuk og fantastisk og hendes. "Lov mig du ikke stopper den her gang, jeg vil mærke dig." Hviskede hun, bedende, hungrende, blikket ligeså var sådan, hun ville ikke have det stoppede igen, det endte med hun ville springe i luften hvis hun ikke fik lov til at mærke ham i længere tid af gangen. At pine hende med små stunder var ikke særlig pænt og nu ville hun altså have hans ord på han ikke stoppede, men blev ved, om hun så skulle tigge og bede og lokke ham i fordærv!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne mærke varmen, som den spredte sig helt ud i hendes fingerspidser. Det var en fantastisk fornemmelse, og det var hun så sandelig heller ikke bange for at erkende for ham. En dæmpet brummen forlod ham, i takt med, at han selv måtte give sig fuldstændig hen til dette. Han elskede det.. Elskede når hun rørte ved ham. Han havde uden tvivl savnet den nærhed, som hendes væsen kunne give ham, og det var han så sandelig heller ikke bange for at erkende, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han trak hende over sig.. her var hendes plads ved ham og i hans hjerte, og det var her i huset, han ønskede at hun skulle bo. Inden længe, ville han gøre det offentlig, og det skulle ske på ordentlig vis!
At hun måtte holde fast i hans hår, sagde han ikke noget til. Hun var en kvinde som selv vidste hvad hun gerne ville have, hvilket var noget som Thranduil havde den største respekt for, og det var han så sandelig heller ikke bange for at erkende i den anden ende. Hun var fantastisk.. intet mindre end fantastisk. Ved hendes ord, måtte han alligevel smile. Han kunne virkelig ikke lade være. Hans hånd strøg let over hendes kind. "Jeg gav dig mit ord, Serenity.. Ej kunne det falde mig ind at stoppe nu," hviskede han tæt og hæst mod hendes øre. Denne gang føles det også langt mere rigtigt, end hvad det havde gjort de andre gange. Han vidste, at det var hende, som hans hjerte begærede, og ikke bare hvad en kvindes skød kunne skænke ham. Det var egnetig en ganske utrolig tanke! Armene lod han roligt glide ned langs hendes krop, inden han vendte dem, så de endte med at ligge front mod front på siden. Hans hoved søgte på sned, så han kunne komme tæt på hende. Han plantede et blidt kys mod hendes mundvig. Alene hende, var et fantastisk væsen for ham. Han kunne slet ikke forestille sig, at skulle undvære hende på nogen måde. Hun var ham det mest fantastiske, som var hændt ham i frygtelig mange år.. Og nu var det bare dem, og det var en tid, som han uden tvivl havde tænkt sig at nyde.