Prepare for battle..?

[Deleted]

Alene, den tanke kunne hun bestemt godt lide og bruge, hun var virkelig glad for at han havde vist hende stedet her. Hun kunne forstille sig både sorgfulde tider, men også afslappende tider han måtte have haft her, og nu, kærlige tider, med hende. Det fik hende til at smile svagt, hendes blik mødte hans, hun kunne mærke sin iver i kroppen hive i hende, det var virkelig underligt at have det sådan. Det føltes nærmest som om hendes krop behøvede hans, hun følte sig afhængig af denne følelse det bragte af hende og hun følte sig næsten grådig i hvor meget hun egentlig måtte nyde det. Måden han krævede hendes læber ind i et kys hun sjældent ville glemme, det satte en sitren igennem hendes krop. Hendes ene hånd gled let op i hans hår bag til, mens den anden gled ned over hans hals, videre ned over hans kraveben og op igen, da deres brystkasser stødte sammen og forhindrede hende i at søge længere ned her. Hun lod dog hånden glide på vandretur igen, denne gang ned langs hans skulder, ned af hans arm og side. Et ønske om at skulle mærke enhver detalje hans krop besad var brændende, hendes fingre frydet sig, følte sig forkælet. Det var vidunderligt at være her i vandet med ham, og hun lod bestemt begæret tage over, hele hendes krop viste det jo, hvor meget hun egentlig nød at mærke ham, mærke hans krop, mærke hans vidunderlige læber mod sine egne. At forstille sig et liv uden ham, det kunne hun næsten ikke, hvordan kunne hun have kendt ham på afstand så længe, men aldrig set hvor fantastisk en mand han egentlig var, manden bag titlen som konge. Hun så ham som han var, helt som han var, nøgen på alle tænkelige måder og hun følte sig beæret at være kvinden der havde fundet vejen til al den herlighed. Noget hun ville ære resten af sit liv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var næsten skræmt af alt det som han havde forhindret sig selv i at nyde. Han havde forhindret sig selv i at leve livet, og den tanke fandt han virkelig skræmmende. Ikke at det var noget som blev sagt med ord. Nu kunne han ikke få nok. Det var et kæmpe tomrum som skulle fyldes, og hvem kunne gøre det bedre end den kvinde, som alligevel havde formået at krybe sådan ind under huden på ham, at hun havde taget hans hjerte til sig? Ej var det noget som han ønskede at kræve retur. Det var slet ikke noget som ville komme på tale. Han prustede ganske let og med en tydelig sitren i hans egen krop. Selv her under vandet, følte han næsten at han frøs udenpå.. men indvendig, var vulkanen i udbrud. Den som igennem så mange år, havde henlagt i stilhed.
Hånden lod Thranduil vandre over hendes ryg. Han kunne godt lide at mærke hende tæt på. Det føles godt, og det føles trygt for ham. Særligt fordi, at han ikke havde gjort det i årevis, og fordi at hun udviste det behag ved at lade ham gøre det ved hende. Han smilede let for sig selv, inden han roligt trak hovedet til sig, og derved brød kysset. Dog lod han ikke sin hånds vandren stoppe over hendes krop, da dette slet ikke var tæt nok. Han ønskede at lære hver eneste lille del af hende at kende, og det var det, som han stod fuldkommen fast på lige nu. Hovedet lagde Thranduil tæt ved hendes, hvor han lukkede øjnene. Han lod hænderne føre ham denne gang. Han ville lære hver en tænkelig del af hende at kende, og nu hvor han fik muligheden for det, så ville han bestemt ikke takke nej. Dyrene kunne kigge alt det som de ville.. Dette var noget af det mest naturlige, som man overhovedet kunne komme til. Han smilede let, som han nåede det nederste af hendes lænd. Det var der han valgte at stoppe. Han ønskede jo heller ikke at forhaste sig. Overhovedet ikke. Det var hun ham alt for værdifuld til. "Ikke her.." endte han med en dæmpet stemme. Han ville faktisk gerne have, at det hele skulle gå rigtigt til, og det var dette så sandelig ikke. De grønne øjne vendte han mod hende, inden han igen trak hovedet til sig. Hånden lagde han i stedet for mod hendes kind. Så smuk en kvinde.. Det hele skulle foregå rigtigt.

[Deleted]

I denne tid, kunne man virkelig så være forhastet? Krigen ville ramme, hvornår vidste de endnu ikke, men hun kunne jo ikke lade sig snyde for det som var lige foran hende når hun vidste tiden var knap at nyde den i! Serenity tog sig selv i endnu engang at blive skuffet, stoppede han nu igen, hvorfor kunne de ikke bare nyde dette, behøvede det føre lige i den retning, nej da, de kunne stadig nyde hinanden uden. Et dybt suk kom fra hende, hun lukkede øjnene i, blev ved ham og rørte sig ikke ud af flækken. Lige her ville hun bare gerne gøre, ikke tænke en eneste rationel tanke, hun var jo hans, helt og afdeles, var det virkelig så forkert? Hun bed det i sig, nikkede stille og slog blikket op mod ham, gav ham et kort flygtigt kys og endte med at trække sig helt væk fra ham, han var jo fristende, vidunderlig og helt igennem umuligt at skulle holde sine fingre fra i sådanne omgivelser. "Bare rolig, jeg smutter ingen steder denne gang. Jeg..... vil bare sikre mig jeg efterkommer dit ønske. Og din nærhed gør jeg mister al form for beherskelse." Lød det så lavmeldt fra hende, hun havde heldigvis røde kinder i forvejen af varmen og kulden, det de lige havde stået så tætte og kysset på den måde. Serenity trak sig skam, men forsvandt ikke, nej hun var ret sikker på han bare ville hende det bedste og det respekterede hun, selvom hun virkelig var uenig, det kom dog ikke så meget til udtryk. Roligt vendte hun rundt mod kanten, lagde armene derved og hvilede hovedet derpå, så lidt rundt på de smukke omgivelser og nød blot vandet som omfavnede hendes krop. Allerede nu græd hendes hud næsten, savnede følelsen af hans fingre mod sig, samt hans krop. Hun ignorerede det, sukkede blidt og prøvede at slappe så godt af hun kunne. Der var dog intet smil på hendes læber lige nu, hun var mere neutral i ansigtet og prøvede at gøre alt for ikke at tænke for meget over tingene, men bare, slappe af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At gøre det herude, var ikke noget som Thranduil ønskede sig. Nej, det var meningen, at det skulle være under rette omstændigheder, og det holdt han fast i. Det var ham virkelig imod at stoppe hende endnu en gang, men for ham var det rigtigt. De grønne øjne gled mod hende, som han tog imod hendes kys. Hun var da uden tvivl også noget af det mest fantastiske som han længe havde oplevet, og derfor ønskede han bestemt heller ikke at skjule det. "Ej ønsker jeg at du skal trække dig," begyndte han roligt, som hun jo alligevel valgte at gøre det.. Så han ikke kunne nå hende. Hvorfor gjorde hun nu det?
De grønne øjne fulgte let hendes søgen væk fra ham og med hovedet som søgte let på sned. Stedet var ikke rigtigt.. tidspunktet kunne meget vel være, og derfor ville han hellere gemme det, til de kom hjem, hvor han samtidig også vidste, at de kunne være alene og omstændighederne var noget helt andet. Han holdt sig på sin plads. Hun søgte vel væk af en grund? "Jeg beklager, om jeg gør dig uret under disse omstændigheder, Serenity," sagde han ærligt, da det jo ej var hans mening at vække vrede eller frustration.. skuffelse ikke mindst, som han jo nærmest kunne se i hendes øjne, men dette var bare den rette handling at gøre, og det var noget som han stod ved. Han ville gerne nyde tiden med hende, men det skulle ske på andet vis end at de gjorde det herude.. selvom det var noget af det mest naturlige, som i det hele taget kunne ske mellem to personer.
Thranduil vendte sig med ryggen til, inden han søgte kanten. Begge hænder satte han mod den, inden han trak sig op. Vandet røg af ham, som ned af et vandfald, og efterlod hans hud glinsende. Han vendte blikket mod hende atter engang. Så smuk en kvinde.. Han var virkelig bange for, at det gik hastigt for sig, og at hun ville ende med at fortryde. "Kom," opfordrede han igen. Denne gang med et af sine mere sjældne og varme smil på læben.

[Deleted]

Gjorde hende uret? Du godeste nej! Hun rettede sig lidt op og så efter ham med et næsten skræmt blik. "Nej, nej slet ikke. Det er mig der fejlen i dette. Jeg burde lære at kunne beherske mig, du gør det bare ikke ligefrem let." Sagde hun så og lod blikket glide op og ned af ham som han endte med at forsvinde fra vandet. Da ikke allerede, skulle de virkelig op? Hun kunne være her i timer endnu, det var alt for dejligt og tanken om hvor koldt det nok var at komme op skræmte hende bestemt fra vid og sans. Måske man skulle blive her til vinteren var overstået? Tanken fik hende til at smile forsigtigt. Hun prøvede da at styrer sig, men han var virkelig svær at skulle modstå og når han så selv havde rørt ved hende på den måde, kysset hende på den måde. Et suk kom fra hende igen, fyldt med længsel, højere end lige planlagt og gjorde hendes kinder blev mere røde end de allerede i forvejen var. Hvorfor skulle han også være så guddommelig smuk?! Hvor skulle de nu hen? Hun lagde hovedet på skrå, studerede ham kort, inden hun selv valgte at stige op af vandet som en anden vandnymfe, mærke vandet glide ned af hendes former og straks var hun fyldt med de fineste små prikker over det hele. Koldt! Når man lige havde været der nede, og så op igen. Hun turde slet ikke tænke på hvor koldt det ville være når de skulle forlade dette fortryllende sted. Forsigtigt vred hun sine lokker ud over vandet, der var ingen grund til at gøre jorden her mere våd end den i forvejen blev ved hun stod der og dryppede. Serenity gik hen mod sit tøj, studerede det lidt og gøs. Det var koldt, og at have vådt hår ude i vejret var også koldt. Hvad hun ikke ville gøre for noget varmt suppe og en varm pejs at sidde foran lige nu. "Og nu?" Spurgte hun så afventende, inden hun prøvede at finde hoved og hale i sit tøj som hun naturligvis ville iklæde sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede at have hende for sig selv, så dette syn var ikke noget som skulle have lov til at tilfalde nogen anden. Lige her, tilfaldt rettigheden om egoisme uden tvivl ham, og det var det, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som han endelig kom op af vandet. Han ville gerne blive, men de kunne heller ikke blive væk resten af dagen, selvom det kunne være så fantastisk, hvis man kunne. Det var koldt at komme op, men dog en nødvendighed. "Du har intet gjort forkert, Serenity. Det må du endelig ikke tro," forsikrede han hende med en rolig stemme, idet han selv greb omkring sit eget tøj, for at komme i det. Hans hår var da heldigvis ikke så vådt, da det kun havde ligget i overfladen. Var han fornuftig? Måske.. Det var bare en ting, som faldt ham så skræmmende naturligt.
At hun selv søgte op, fik et tilfredst smil til at brede sig på hans læber. Det passede ham egentlig forrygende, hvis han selv skulle sige det. Han fik bukserne og den lange skjorte og så efterfulgt af kappen, så han igen kunne fremstå nogenlunde præsentabel. Han vendte de grønne øjne mod hende. "Vi tager hjem. Jeg har jo trods alt også en offentliggørelse, som jeg skal have gjort," sagde han med et tydeligt henkastet smil. Han skulle forbi smeden, han skulle have fremstillet de perfekte ringe, for intet andet end det perfekte var godt nok i en situation som denne. Han havde åbnet sig op for et andet individ. Fra hans side, så var det uden tvivl meget store ting. Han søgte hende roligt. Hun havde intet gjort forkert. Det var bare ikke herude de skulle gøre det, og det var egentlig det eneste. Det hyggelige og intime, vilel han meget gerne gemme til han kom hjem, hvor han også vidste, at de var alene.

[Deleted]

Med forsigtige bevægelser fik hun endnu engang alt sit tøj på, hun vendte med sine støvler og dernæst kutten som holdte hende varm. Det hjalp i hvert fald betydeligt, men når de forlod næsten her ville det nok gå igennem marv og ben på hende alligevel. Hun havde ikke travlt, hun var jo ikke vred, ville ikke væk fra ham, hun var ganske forstående, indså altid egne fejl og spejlede sig i situationen fra alle sider af. Lige i det, var hun nok rimelig fornuftig, hun reflekterede over tingene og satte alting sammen i den anden ende, nogen gange tog det længere tid end andre. Så som deres første nat, den havde taget hende en del ting at skulle gennemgå. Her havde hun dog mere selvtillid, det kunne også mærkes, hun stolede på at den virkning hun så i ham, var den sande og ikke skuespil, for hvad i al verden skulle han få ud af det? Fuldt påklædt, vendte hun mod ham, i selv samme øjeblik hørte hun hans ord, som fik hende til at smile sødt. "Allerede? Jeg troede der ville gå dage, måske endda uger. Du vil ikke have tid til at tænke det helt igennem?" Lød det så drillende fra hende, hun bed sig i læben, nej hun forstod godt hvis han ikke ville vente, for det ville hun jo selv ikke, men for hende var det jo ikke en beslutning som sådan, det var hans og at det var noget som han gerne ville have gjort hurtigt, det passede hende helt perfekt. Han søgte mod hende igen, hun mødte ham på vejen og slog armene om ham med et glædeligt smil der formede de fyldige læber. "Næste gang jeg mister min selvbeherskelse er der ingen vej tilbage, med eller uden din accept vil jeg overfalde dit smukke væsen og fortære dig som ingen har gjort det før." Hviskede hun drillende, inden hun plantede et blidt, kort, men intenst kys mod hans vidunderlige læber, derefter gjorde hun tegn til at slippe ham og trække sig igen, gå fra al herligheden, ud i den bidende kulde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde allerede taget et valg, og derfor havde han heller ikke i sinde, at skulle skjule det for resten af elverne, som endelig skulle vide, at deres konge var kommet videre. Han havde nu for længe, vandret rundt i det mørke, som han havde været i til nu, og han kunne lide det.. Han kunne lide det lys, som havde ventet på ham, på den anden side, og det stod han glædeligt fast ved. Han vendte blikket mod hende igen. "Hvad er der at tænke igennem, når jeg har taget min beslutning?" spurgte han endeligt, og med hovedet en smule på sned. Måske at det ikke just var sådan som hun havde tænkt sig det, men det skulle ske.. Og særligt fordi at han ikke vidste, hvornår Procias ville være underlagt angreb, og de havde en del at skulle få på plads inden.
Som hun søgte ham, da hun endnu en gang var kommet i sine klæder, lod han den ene arm søge omkring hende, kun for at trykke hende tæt ind mod sig. Hånden hævede han og strøg den over hendes kind. Han elskede at se den sult i hendes blik. Det betød da, at han om ikke andet, så stadig var i stand til at gøre det her, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide. Han lænede sig frem og plantede et stille kys mod hendes pande. Han var virkelig blevet glad for hende, og på alt for kort tid, men det var vel skæbnen, som havde ladet dem møde? Ikke at det gjorde ham det mindste. Tvært imod. Han tog derefter omkring hendes hånd. Han havde ikke noget at skjule, og da særligt heller ikke overfor hende, for hvorfor skulle han da gøre det? "Hvorfor tror du, at jeg gerne vil hjem?" spurgte han denne gang en kende henkastet. Han ville jo gerne have lov til at nyde muligheden for at tilbringe tiden med hende, nu mens han rent faktisk havde muligheden for at gøre dette. Han sendte hende et smil. Lysten var vækket i ham, efter årevis i dvale. Han kunne jo heller ikke fortsætte med at se bort fra de menneskelige behov.

[Deleted]

Hendes krop var i den grad helt klar på at forsætte, stadig, hun mærkede det og det fik hende til at smile en smule forførende ubevidst, inden hun valgte at se rundt en sidste gang. Her var så vidunderligt, så smukt, det var bestemt ikke sidste gang hun ville betræde denne jord, de skulle være her igen når det hele blev for meget og næsten for tæt på. Måske endda, en tid, det ville blive for aller sidste gang de kunne nyde det, men også kun måske, det kom an på hvor krigen måtte bære hen. Desværre var skove altid meget udsatte, men hun ville sørger for at de kunne gøre deres for at beskytte deres hjem. Der kom svære beslutninger, hårde valg, men lige nu, var det lige til, de var som skabt for hinanden og i den grad var det skæbnen som havde bestemt de skulle finde hinanden, at det skulle gå så hurtigt, hun var ikke et sekund i tvivl. Hun elskede at stå med ham, mærke hans stærke arm om sig, håndens blide strøg, læbernes blide kys. Det var helt igennem fantastisk, men nu måtte de altså videre, hun fniste sødt og genert som en ung teenagepige, dybt forelsket og helt ivrig, såååå, det var derfor han havde så travlt med at komme op af vandet? Det var hende en tanke der gjorde det hele meget lettere. "Jamen dog." Fniste hun, inden hun lod sine fingre glide ind imellem hans, den anden hånd søgte mod hans arm for at holde blidt fast i ham, og så var de ellers klar til at gå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lige nu var det hele måske nemt, men selv Thranduil vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det igen ville blive svært. Hære skulle kaldes sammen, og med den betydning for skoven som han havde, havde han jo heller ikke meget andet valg end at skulle deltage. Hans blik gled mod hende og med et smil. Der var skam mening med galskaben her, så det skulle endelig ikke få lov til at komme i vejen for ham denne gang. Selv han følte at tiden var mere rigtig til at lade sig trække videre nu, og det var det, som han rent faktisk også godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
De blide berøringer og læbernes kys. Selv Thranduil måtte sande, at det var noget som han havde haft brug for. Han smilede let. "Jeg ønsker at nyde denne tid med dig, nu hvor jeg har den," sagde han med en rolig stemme. Før eller siden ville krigen springe ud, og selv der vidste han, at der ikke var nogen vej tilbage - for ham vel og mærke, hvor den for hende, var en anden, for han ønskede ikke at hun skulle tage med. Som hun greb omkring hans hånd, lykkede han sine fingre omkring og med et smil på læben. Så langt var der heller ikke til deres landsby, men den var lang nok og særligt nu hvor de havde siddet i det varme vand som kilden var af. De grønne øjne med et glimt af ren lykke og liv, hvilede på hende. "Kom, så lad os gå," sagde han med en rolig stemme, inden han let vendte om på hælen, for at søge tilbage den vej, som de havde gået, for at komme ud igen. Han skiftede retningen, idet at den iskolde vind pludselig ramte dem. Han skuttede sig. Det var koldt, men noget, som han for nu, måtte bide i sig. Han førte hende hastigt med sig. Det var heller ikke meningen, at hun skulle ende med at blive syg af det her.

[Deleted]

Det var da rart at hun ikke var den eneste som havde svært ved at beherske sig, han klarede det bare til den store guldmedalje og hun selv ramte næsten bronze, men også kun næsten. Hendes blik lå på ham, kærligt og beundrende, hun elskede at se på ham, han var så smuk. Hun gik med ham, ingen indvendinger der, nej hun ville også gerne have alting offentliggjort, selvom det på sin vis var lidt skræmmende. Og som de gik direkte ud i kulden fra det ellers varme sted, puttede hun sig nærmest i læ ind mod hans krop, stadig gående. Det gøs i hende, nej hvor var det koldt, men nok intet en varm seng ikke kunne klare, så længe han altså også var i den. Hendes blik gled mod ham igen, hun bed sig kort eftertænksomt i læben og brød stilheden for en stund. "Hvordan kommer jeg ind i alt det her, har du overhovedet tiden til at lære mig hvad rigtig og forkert er i den position der venter mig, eller levestil, eller hvad jeg nu skal kalde den? Jeg er så nervøs for om jeg nu også er god nok." Hun mærkede det komme, nervøsiteten, de tunge vægte på hendes skuldre, hvor lidt hun egentlig vidste om hvad det ville sige at være konge og dronning af elverne, af skoven. Serenity smilede varmt til ham, hun var klar på opgaven, men tiden var bare så knap, med alt det som rent faktisk virkede til at skulle ramme dem. Der var så mange forberedelser, der skulle bruges al den hjælp som var dem mulig. Hun vidste hvor han ønskede hende, i byen, med kvinder og børn og det ville hun efterkomme, for de havde jo også brug for nogen til at passe på sig og give ro. Med alt, var hun virkelig bange for hvad der skulle ske, men hun var fast besluttet på at komme igennem det og hun drømte om livet på den anden side af det. Om det var realistisk eller ej, hun ville have det til at blive sådan og hun ville kæmpe for det. Hun tvivlede ikke et sekund på at han ikke ville gøre det samme, deres kærlighed skulle have lov til at blomstre i mange flere år.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Var Serenity virkelig så bange for, at hun ikke ville kunne gøre det rigtigt, eller godt nok? Thranduil var af en lidt anden holdning og mening, for han var ikke et sekund i tvivl om, at det nok skulle virke og gå for hende. Han sendte hende et smil. "Hvorfor være så bange for noget, som du endnu ikke har prøvet? Der er ingen som er født til denne position og status.. Det er noget, som jeg gerne vil lære dig," sagde han med en rolig stemme.
Her var koldt, og Thranduil ønskede bare at få hende ind i varmen, så de undgik at blive syge. Elvere var måske naturvæsner, men de kunne ikke undgå at blive syge, hvis det endelig skulle være det. Han vidste ikke hvor meget tid han ville have til at oplære hende, eller hjælpe hende igang, eller hvornår han ville kunne offentliggøre det til fulde for resten af deres art, og give hende den ring på fingeren, men det var jo også kun fordi at Thranduil var meget traditionsbunden, og det havde han alle dage været. "Ej kan jeg sige noget om hvor meget tid jeg vil få, før indkaldelsen bliver sendt mig, men jeg vil naturligvis gøre hvad jeg kan for at sikre mig, at du får den bedst mulige start på det her," sagde han med en rolig stemme.

I det fjerne, kunne landsbyen anes. Elvere gik på kryds og på tværs af hinanden, for at hjælpe hinanden i denne kolde tid, hvilket Thranduil uden tvivl værdsatte. Herude, var man nødt til at hjælpe hinanden. "Kom min kære.." sagde han roligt, hvorefter han let trak afsted med hende, for at føre hende til det træ, hvor han selv skulle have sit eget hjem. Det lå endnu godt skjult i toppen af det massive træ, men der vidste han derimod også, at de kunne være alene.
Elverne kiggede efter dem, men sagde dog intet. Hvilket var noget som passede Thranduil mere end fint. For nu ville han gerne have muligheden for at finde ud af det hele med Serenity, uden at han også skulle tage hensyn til dem.

[Deleted]

Det måtte give hende en ro at høre ham sige sådan, hun smilede næsten undskyldende mod ham, for at have tvivlet på sig selv, det var jo ikke at hun mente hans valg af dronning var forkert. Det var den tid som var så manglende i forhold til alt dette, hun smilede lidt ved tanken, der var nu ingen tvivl om at hun ville tage imod alt han havde at give og hun ville gøre sit bedste, intet mindre. "Ved du godt at dine ord giver min sjæl ro?" Spurgte hun så blidt, hans ord var vel mødt og taget ind, hun var virkelig lykkelig for at mærke den tro på hende. Han var så sikker, det gjorde hende tryg, for hun var helt sikker på at hun ikke ville miste ham, i hvert fald ikke ved hans handling. Kort sank hun en klump, krigen, hvis han mistede sit liv i kamp ville hun ikke kunne bære det. Nej, hun måtte tænke i andre baner, den tid, den sorg og ingen behøvede at sige det kunne være nu og her, der kunne gå mange år endnu! "Tak, det betyder virkelig meget for mig, ikke at jeg tror jeg bliver det mest håbløse tilfælde, det gik blot op for mig hvor lidt jeg egentlig ved om alt dette kære." Lød det i blide toner fra hende, hun smilede kærligt mod ham igen, inden hun klemte blidt hans hånd. Snart nærmerede de sig livet i byen, elvere var sådan set et kærligt og elskeværdigt folk, man skulle bare være varsom hvis man ikke selv var af elvisk afstamning og de forstod at passe på hinanden og deres folkefærd. Det var en af de mange grunde til hun var stolt af at være elver. Helt fremme, mens andre elvere så til, trak han hende med sig til hans hjem, hun havde jo været der før og kendte bestemt vejen! Hun så rundt og gik kort øje på nabosønnen som gloede noget, hun sendte ham et kort forlegen smil, inden hun fokuserede på at nå op i varmen. Håret var endnu vådt, kulden gjorde ikke ligefrem godt for at få det til at tørre. Snart, alene, i varmen, med hendes elskede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity havde absolut ingen grund til at skulle være usikker eller nervøs omkring dette. Elvere var et elskærdigt og støttende folk, hvilket da uden tvivl var noget, som de kunne udnytte i denne situation. Hans blik hvilede på hende. Så lang tid, at hans ord havde en beroligende effekt på hende, så var det jo tydeligt, selv for ham, at hun rent faktisk stolede på ham, og det var det, som rent faktisk havde betydning lige nu. "Det glæder mig," sagde han med et stille smil på læben, hvorefter han trykkede i hendes hånd.
Folket hilste ham med respekt, som de passerede dem på gaden. Han selv havde jo alle dage gået op i at være meget folkelig af sig, og dette var intet undtag. Han havde snydt sig for dette i så frygtelig mange år, og nu var det bare på tide, at han tillod sig selv, at nyde af de goder, som nu var tilfaldt ham. Det var egentlig ganske utroligt, at han først nu havde fundet ud af, hvad han havde udsat sig selv for, igennem alle de år, som nu havde passeret. Han vendte sig mod hende, da han begyndte at føre hende op af trapperne til hans hjem. Selv han var godt kold, og ville nyde af stunderne han nu kunne have sammen med hende, og det var præcist hvad han havde tænkt sig lige nu. "Jeg ved, at der kommer til at hvile et pres på dig.. men frygt ej, for at jeg ikke ønsker at hjælpe dig. Mit ønske, er at gøre det til så glidende en start, som det er dig muligt, Serenity. Du er vigtig for mig," sagde han ærligt. Et sted frydede han sig over at have vundet hende. At huns å var typen som havde leget rundt med hans gudsøn, var slet ikke en tanke som slog ham lige nu, for hvorfor i alverden skulle den da gøre det? Han fik døren op, kun for at lede hende indenfor. Her var betydeligt varmere end hvad der var udendøre, hvilket skam var noget som passede ham mere end fint. "Få det kolde og våde tøj af. Du skulle nødig ende med at blive syg," sagde han roligt. Dog mente han det. Han kunne ikke lide tanken om, at hun skulle blive syg.

[Deleted]

Et sted havde hun nydt at han intet behov havde for at lægge skjul på at hun gik med ham, hånd i hånd som et ungt forelsket par, det var næsten ubeskriveligt, men hun følte sig virkelig som hans. Hendes fejl med Jack havde været at hun ville fortælle sine forældre hun ville forelske sig naturligt, selv vælge sin kommende mand, men det hun havde følt for Jack, var intet andet end venskab, hun havde udnyttet ham. For selvom det havde været i det skjulte, havde hun følt hun holdte fast i sit princip, i hvert fald overfor sig selv. Det havde været en frygtelig fejltagelse, en barnlig opførsel, og alt det var noget som var gået op for hende ved netop at møde Thranduil. Hun ville så gerne gøre det godt igen, men havde rent faktisk ikke skænket det megen tanke siden hendes sidste møde med Jack. Der havde hun fået trådene løst, som sådan, han var blevet så vred, ulykkelig, men hun havde i sin bedste evne forsøgt at få ham til at forstå. Serenity var jo ikke sådan, det havde været en frygtelig fejltagelse. Endelig, var trappen slut og de stod i varmen, det kriblede i hele hendes krop, de var alene. Med blide bevægelser gjorde hun som sagde, lige der, næsten kun lige trådt indenfor, lod hun langsomt overtøjet forsvinde, hun hængte det pænt op. Resten af hendes tøj derimod, trængte til at skulle tørre på en helt anden måde, hun tog støvlerne af, vrikkede med sine tær der egentlig også frøs forfærdeligt. Hun smilede kærligt mod ham, hun kunne slet ikke tage blikket fra ham. Forsigtigt lod hun en finger glide fra hans kind, ned over hans kæbe, så smuk! "Hvor skal jeg hænge mine klæder?" Spurgte hun blidt, som skrædder vidste hun en del om behandling af tøj og at lade det ligget krøllet sammen på gulvet, vådt, var ikke sundt, det kunne jo rent faktisk ødelægge det.